Kiss me. Take me. Sleep with me. Then let me catch you. - Dean.

S: Guatre.
T: Omkring 21:45
O: Der er selvfølgelig kun Aino på hendes værelse, men eller er der mange væsner nedenunder, da det jo er et hotel.
V: Det er ret lunt udenfor. Men ikke et sted man skal blive.
>______________________________________________________________________<



Sally. Sally. Sally. Hvorfor eftersøgte navnet hende!? Det var så deprimerende. Nej, det var klart. For bare syv minutter siden blev der ringet til hende. Sally. Det var hende. Inderst inde havde hun på en måde håbet på, at kvinden bare kunne glemme hende. Selvom Sally var den eneste 'veninde' som stadig holdte fast i hende. Men af en eller andet grund, troede Aino, at Sally vil hendes egen bedste.
Aino. Aino var en meget høj kvinde med spinkle træk. Hun havde mørkt kort hår, og ikke så mange former. Hendes tøj bestod som altid af noget katten havde slæbt med ind. Selvom Aino boede på en af de pæneste værelser på hotellet, gik hun dog ikke iklædt som en der tilhørte en 'klasse' eller bare ejede noget værdifyldt. Men kvinden var sgu ikke uden kræfter.
Aino smed sin store frakke, da hun havde åbnet døren til sit værelse. Værelse nummeret var 301. Simpelthen. Hun sukkede træk, og betragtede kort frakken ligge sig dovent om stolen der stod bag ved døren. Hun lukkede stille dørene efter, og traskede igen stuen. Der var ikke så meget at se i stuen. Ingen billeder. Ingen pynt. Kun en store sort piano og en sort/hvid kat som lå dovent på sofaen længere henne. Der var en kamin der fyldte halvdelen af rummet, og det lignede at kaminen altid blev brugt. Det kunne man se foran det, og det der lå inde i den. Aino traskede videre. Gennem køkkenet. Altanen, som for i øvrig var temmelig lang, også gangen og derefter det store værelse. Selvom der trods alt var en person der boede her i det store værelse, så var det skam intet at brokke sig over. Værelset var ikke som de andre rum. Der hang små sedler på væggen. Faktisk fyldte det stort set hele væggen. Der lå et skrivebord tæt på sengen, som ikke var særlig stor. Og der smed hun sig. På sengen, inden det ringede på hendes telefon. Hun havde ringetonen og alligevel havde hun aldrig haft tid til at skrifte den. Ainos hoved var begravet i puden, da hendes hånd træt rakte imod telefonen. Hun tog den til øret, mens hun bare mumlede et eller andet i puden.
”Værelse nr. 301. Vil De have aftensmad i aften?” dyb mande stemme brummede i telefonen. Han virkede just ikke glad. ”Nej” sagde Aino kort, og smed telefonen fra sig. Hun var ikke træt. Bare rimelig nervøs. Hvad havde hun sat i gang? Hun have lovet Sally at .. finde ham. Hun kendte ham ikke engang, og hun anede ikke hvorfor hun sagde ja til det. Nok fordi hendes bror havde lovet hende noget. Noget hun ikke rigtig kunne modstå. Men alligevel. Hun skulle fange en forbryder! Efter hendes øjne og øre, så lød ham der Dean ikke så tosset. Han havde godt nok gjort hendes ''veninde'' fortræd, men han levede stadig. Ikke engang Aino selv vil komme skævt ind på Sallys bror. Så Dean måtte være en der ikke var bange af sig. ”Argh!” Aino venter sig op på sengen, så hun nu lå på ryggen i stedet for maven. Hun stirrede op på lysekronen op over hendes seng, som om den havde svaret i alle hendes problemer. ”Hjælp” mumlede hun og tændte en smøg, mens hun satte sig op. Hun lukkede øjnene da hun indåndede duften af nikotin. Det beroligende hende altid, og det slog aldrig fejl.
Men tilbage til Dean. Hun vidste godt at han tilholdte sig her, men anede ikke værelse nummer. Desuden burde hun være glad, for denne her søgning havde sgu kostet hende det hvide ud af øjnene. Også kunne hun vel også få sin belønning til sidst? Hun vil gør alt for belønningen. Som en lille vovse. Aino rodede i sine bukselommer indtil hun fandt et stykke brev der var sammenkrøllet. Hun holdte smøgen i munden, mens hun rynkede næsen i det hun åbnede brevet. Der stod to ord, også var der et kæmpemæssig billede af .. Dean. Find ham, stod der.
Aino måtte indrømme, at 'forbryderen' havde udseendet med sig. Det var da altid noget.
Hun slukkede sin smøg og sukkede højlydt, som om der live var blevet bedt om hendes hjælp i køkkenet. Stilel rejste hun sig fra sengen og gik over til skabet. Hun kunne ikke gå rundt med hendes normale tøj. Hvad vil han ikke tænke. Hvad fanden laver en vagabond her? Eller vil hun se al for mistænkelig ud?
Aino fandt en nederdel frem med masser af folder. Hun tog sine bukser af og erstattede det så med den grønne nederdel. Hun beholdte sine sandaler på, da de så ganske 'harmløse' ud. På overkroppen bare hun ganske enkelt en T-shirt hvor et billede af en rygende mand fremtrådte. Det korte hår blev hurtigt glattet med hånden, også var det et kig i spejlet og det var det. ”Kvinder” mumlede hun, og begyndte så småt at gå ud af værelset.

Hun snuppede sin frakke, og huskede selvfølgelig sine smøger. ”Enhver kvinder ryger da?” mumlede hun til sig selv, og åbnede døren. Hun gemte nøglen under måtten, efter at have kigget frem og tilbage efter væsner i nærheden. ”Så Dean. Du er min engel i nat”

Det var en af de dage eller skulle man sige endnu en af de dage. En af de dage hvor Dean bare havde brug for at være sig selv og slappe af. Han kunne mærke de stille rytmer i hans krop som langsomt blev en smule kraftigere for hver gang hans krop bevægede sig i den stille rytme. Hans øjne flakkede rundt i det rum han var havnet i, det havde en violet farve som fik det hele til at se meget mere romantisk ud end det egentligt var. Vinduerne var mørke og man kunne se hvordan at skyggerne udenfor blev ved med at forfølge ham, han kunne ikke andet end be', be til den Gud som han ikke mente eksisterede, men også den Gud som dag ud og dag ind, mindede ham på hvad hans mission var. Han havde intet andet håb end at tro, også selvom han brugte alle dage i sit liv på at overbevise sig selv om at det hele blot var en illusion og at han slet ikke hørte til hvor han var. Der var mange ting han havde glemt og mange ting der ikke rørte ham, og han forsøgte at bruge alle muligheder han havde til at flygte fra verden. Det var det han lavede lige nu, han flygtede, men det var bare som om at der hele tiden skulle mere og mere til for at få hans tanker til at forlade hans hoved og bare lade ham forblive blank og alene.
Dean kunne høre hvordan kvinden under ham begyndte at give små velkendte lyde fra sig som fik ham til at smile. Ikke et stort og tilfredsstillende smil, men mere som en den flabede dreng han nu var, eller mand. Selvom han aldrig havde set sig selv som en mand. Efter endnu et par minutter hvor han mærkede hvordan at han ikke blev distraheret nok til ikke at tænke på de mange ting der kræsede om ham, trådte han et skridt tilbage og rejste sig stille op fra den knirkende seng. Foran ham lå nu den mørke kvinde som hurtigt slyngede en kåbe om sig og gik hen til et lille skab der stod bagerst i rummet. Dean tog sine bukser op over hofterne og spændte sit bælte, fra sin lomme fremdrog han et par tusinde kronesedler og smed dem på bordet ved siden af sengen:"Bare behold resten" sagde han koldt og gik ud af lokalet og smækkede døren efter sig.
Ude på gangen begyndte Dean stille at gå ned imod trappen, hans hår sad ret så uglet, men hans tøj havde han alligevel fået til at fremstå pænt og fattet, han kunne ikke holde ud at se sjusket ud, også selvom han næsten lugtede som et bodel, han burde nok bare gå hjem i bad, men han havde mest lyst til bare at gå ud og drikke sig fuld, måske finde en drug dealer i byen og bare fyre den af. Slippe af med alle de tanker der plagede ham og slippe af med verden for en stund. Han sukkede og stoppede op midt på gangen imens han tog en pakke smøger rem fra sin inderlomme, det var lige det han havde brug for, men som om han gad blive siddende længere end højest nødvendigt inde ved sådan en sølle luder, det var ikke hans stil. Der skulle være styr på tingene og der skulle være mulighed for at sidde et øjeblik uden hverken at have dårlig samvittighed eller skulle blive konfronteret med det han udnyttede. På samme måde som han ikke gad stirre på en pose coke efter at have taget det, han var ligeglad med hvordan det så ud, det var følelsen han skulle bruge til noget -og kun følelsen.

Hun hostede stille, og holdte frakken om sig. Selvom hun var en halv elver, så havde hun sgu ikke avet så mange gener fra væsnet. Kun udseendet måske?
Hendes mørke øjne begyndte at skimme den tomme gang. Godt nok var der ingen mennesker eller væsner til at se, men man kunne skam høre at folk var hjemme. Et skævt smil uden følelser fremtrådte på hendes overbidte læber. De skulle absolut larme. En tanke slog Aino ind.
Bare lige pludselig. Hun kunne bare droppe sin søgning efter en mand som sikkert allerede var død et sted i skoven af sult? Hun var her på grund af rygter, og at hun sådan set holdte sig her. Men hun vil sgu ikke bruge tiden på at finde en væsen der sikkert lå og rådnede et sted i skoven. Men dog kunne hun ikke glemme ansigtet på Sally, da hun fortalte 'nyheden' der var sket med hende- hvordan det var, og hvor bange hun havde været. Men inderst inde troede Aino sgu ikke helt på det. Det var stadig ikke til at fatte. Fra Gregory til Sally. Sally, også denne her fyr som ingen havde sympati for.
Aino tabte sin cigaret pakke. Hvorfor var hun så nervøs? Hun bukkede sig ned og samlede stille pakken op. Idet hørte hun en dør åbne sig. Hun regerede selvfølgelig hurtigt ved lyden. Samlede hurtigt pakken, og hørte den unge herre vids ryg var kommet til syne. Hun strøg hørte en tændstik og tændte en cigaret. Hun kneb sine øjne sammen, da den unge herre forlod værelset. Hans mørke hår fik hendes hjerte til at hoppe vildt. Ikke på en 'uh-jeg-elsker-ham' måden, men der var noget inde i hende der sagde, at hun burde kunne genkende ham. Aino ignorerede ikke sine følelser som bare havde vældet ind i hende. Måske overdrev hun? Hun betragtede ham tænde en smøg, og kom i tanke om sin der bare lå dovent imellem hendes tænder. Hun rystede på hovedet. Han var sgu ved at forsvinde! Hun vidste hvem han var. Det gjord hun allerede da han sagde et eller andet. Dean O'Conner. Så han var her. Aino satte i løb, da han stille forsvandt hen imod trapperne. Hun smed smøgen fra sig, og fortryd det omgående.”Hey!” råbte hun og skifte ansigtsudtryk, fra en total ligeglad nar, til en kvinde som havde mistet sin læbestift. Det korte hår piskede hende blødt på kinderne. Ainos hånd rakte ud efter Deans skulder. Det føltes som at række ud efter himlen. Dean strålede på en måde i hendes øjne. Men han var en engel, det sgu da normalt. Men dog havde han noget over sig, som ikke var engleagtig.
”Du” sagde hun med en meget forpustet stemme, som blev ved med at knække. Det var så her hun skulle finde den bedste løgn i verden. Hun var sgu ikke mester til det, men hun var skam heller ikke den dårligste til at lyve. ”Dean! Gud. Jeg vidste jeg kunne genkende dig” hun stillede sig foran ham, og spredte sine arme. ”Kan du huske mig? Frey? Frey Simon?” hun smilede. Aldrig i sit liv havde Aino smilede på den måde. Og hun blev selv overrasket over, at hun selv troede på at hendes navn var Frey, og at hun kendte denne engel. ”Gud! Du bliver sgu kønnere og kønnere” hun slog sig på panden mens hun grinede. Inderst inde voksede håbet om, at han vil æde den råt.

Dean stod bare på gangen et øjeblik, han trak stille vejret og kunne endnu mærke hvordan han var en smule forpustet, endnu en god grund til at han skulle have en smøg, og endnu en grund lige at han skulle have den lige nu . Dean smilede stille for sig selv da han kom den aflange hvide smøg i mund vigen og tog en gul lighter op fra sin lomme. Med hans tommelfinger fik han hurtigt det lille metal hjul til at dreje en halv omgang og han finger til at ramme den sorte knap der fik en lille fin og gul flamme til at slå op imod hans cigaret som endnu sad stille i hand mundvig. Han greb fat om den med sin ene hånd og mærkede den grå røg fylde hans lunger imens han tungt trak vejret ind ad, han lukkede et øjeblik øjnene for at nyde øjeblikket og bare mærke hvordan hans krop begyndte at slappe af, han fik endda et lille smil frem på læberne. Han kunne godt bruge noget stærkere, men lige du var det alt hvad han havde brug for, han havde ti gram coke i lommen, og han mærkede med sin ene hånd efter at det endnu var der, jep. Højre lomme, det var der endnu. Han ville nok få brug for det senere, det ville han næsten altid. Han var såret og han var ødelagt og han ville ikke vise det eller fortælle det til nogle. To gange i sit liv havde han åbnet sig for nogle, og begge gange var han blevet ødelagt, derfor vidste han nu at det skulle være slut - helt slut. Han havde det fint med at besøge den mørke pige på hotel værelset et par gange om ugen, og ellers finde alle de andre ting der både kunne kravle og gå ude i byen, han var nu ikke kræsen, heller ikke selvom han godt vidste han måske havde et udseende der gjorde han kunne tillade sig at være det.
Han mærkede en stemme skære igennem rummet, stemmen ødelagde hans ellers så rolige tanker og med en langsom bevægelse vendte han sig rundt og kiggede efter hvor denne skarpe pigestemme kom fra. Et par meter foran ham stod nu en ung pige med lyst hår, hun var muligvis et par år ældre end ham, men for ham var alt under 35 ungt. Han smilede let flabet for sig selv, det velkendte smil der kom når han tjekkede nogle ud og han nikkede let. Da hun sagde hans navn fik han dog en mere undrende mine, kendte han hende? Havde han set hende før? Han var ikke sikker og et øjeblik frygtede han at det var en af Sally's mange veninder fra London der havde forfulgt ham. Efter hans død og efter hans tur i fængsel huskede han meget få mennesker i sit liv, og det var jo bla. derfor han lige nu var på jagt efter sin bror - fordi han ikke huskede ham. Dean kiggede på hende med et løftet øjnbryn:"Næ" sagde han bare koldt og trak let på skuldrene:"Hvor kender du mig fra?" sagde han med en alvorlig og let mistroisk mine, han stolende ikke på nogen, det havde han efterhånden lært at man ikke skulle og han ville derfor heller ikke spille sårbar eller menneskelig overfor denne dame eller pige... Som nu stod der og talte til ham. Dean kiggede bare på hende med et lille smil:"Men jeg må da indrømme at det ærger mig jeg ikke genkender dig, du er næsten for smuk til at jeg burde glemme dig" sagde han med et flabet og dog let sexet smilet, nok nærmere det typiske smil som kom frem når hans hormoner og hjerne prøvede at arbejde sammen og finde på en plan for at komme længere end bare til at snakke. Han tog et sug af sin cigaret og smilede så let for sig selv imens han lod den grå røg glide ud igennem hans læber i en rolig vejrtrækning.

Hun havde allerede analyseret ham. Han troede ikke på hende. Det kunne hun se på ham. Men dog gik hun ikke i panik, men i stedet smilede stort over hans kommentar om hendes udseende. Inderst inde rørte det hende ikke en græsstrå. Selv hans kolde stemme i begyndelse havde afsløret ham. Men stadig, ingen grund til panik. ”Du driller” sagde Aino, og tog frakken af. Hun skulle ligne en der havde været ude. Ya right. Hun bandt frakken om livet og kiggede spændt på Dean. Han var lidt højre end hende, men dog havde de det perfekte øjenkontakt. Hun betragtede ham. Et skævt smil kunne ses på hendes læber. Han var overhoved ikke dårlig. Men før eller siden måtte han tro på hende. Og hvis det nu endte galt, havde hun altid en plan B. ”Jeg hang ud sammen med dig, og et par andre venner. Men vi fik godt nok ikke talt sammen, så jeg kan godt forstå at du ikke kan huske mig. Jeg har ligesom også forandre mig vildt siden” hun slog endnu engang på hovedet, mens hun smilede stort. Hun var fucking jaloux. Han havde stadig sin smøg i munden, mens hun følte sig vildt tør. Hun lag mærke til at hun var begyndt at stirre på ham, så hun rystede på hovedet og stod på tær. ”Men jeg kan godt forstår, at du tænker sådan underligt” hendes blik lavede et eller andet. Det vidste hun. Hun havde løst til at dræbe sig selv. Hvor piget var hun lige? Seriøst, hvis det ikke havde været for Sally, havde hun bare gået koldt forbi fyren.
Aino bed sig på underlæben, mens hun begyndte at blinke med øjnene.
Var det ikke de plejede at gøre? Det var det Sally gjord engang, da hun hang ud med tøsen. I sine 'teenager' alder. Men hey, han flirtede selv. Aino rodede sig i håret, mens hun kneb det ene øje sammen. ”Vil du ned? Så kan vi snakke over en drik?” hendes stemme lød flirtende det kunne man med det samme høre. Men hvordan i alverden skulle hun få ham fanget uden at afslør sig selv? Hun kunne sådan set ikke bare bære ham, eller bede ham om at komme med hende. Det var sgu oplagt.
Hun vidste udmærket godt hvordan Dean var. Men Dean vidste ikke hvordan hun var. Han kendte hende overhovedet ikke. Men hun var skam ligeså meget som han var. Hun rakte stille hånden imod ham, med et smil. ”Frey Simon. Hyggeligt at møde dig endnu engang Dean”

Dean stod bare og kiggede en smule undrende på hende, han lagde let hovedet på skrå imens han tog endnu et sug på sin smøg:"Sorry... Jeg kender dig ikke" sagde han bare med en rolig og afbalanceret stemme imens han lod smøgen falde ned på det røde tæppe under hans fødder, han trådte stille på den så den gik ud og flyttede så foden, som om det ragede ham om han ødelagde deres tæppe, han havde andre ting at tænke på og for ham var det på ingen mulig måde unormalt at opføre sig på den måde indenfor, tværtimod. Hjemme ved ham selv havde han ansat en rengørings kone til at komme fire gange om ugen for at gøre rent, det var sikkert et større arbejde, men det ragede ham ikke helt, han rodede hvis det passede ham og han opførte sig som det passede ham.
Dean vendte sig rundt for at gå:"Farvel" sagde han og gik endnu et par skridt imod trappen indtil han hørte hun begyndte at tale igen, han stoppede op og hørte til hvert eneste ord hun sagde, som var hun en lille klokke der prøvede at fortælle ham han skulle blive indenfor. Han stod et øjeblik og sagde ingenting men lukkede bare øjnene, hvis han dog bare kunne slippe væk, eller hvis han dog bare kunne finde ud af at bruge nogle af de kræfter Gud den almægtige havde givet ham, men nej, sådan var det ikke. Han kunne ikke selv styre det og han kunne ikke flygte fra situationen, han vendte sig derfor bare langsomt om og kiggede op på hende."Du lyver" sagde han og kneb let øjnene sammen, han vidste ikke hvem hun var eller hvad hun ville, men så dum mente han nu heller ikke han var, heller ikke selvom han måtte indrømme overfor sig selv at der var en lille tvivl inden i ham som han forsøgte ikke at vise, og han stod derfor bare med et koldt blik og kiggede på hende.
Dean kiggede bare på hende, men da hun tilbød en drink trak han let på skuldrene."Tjoh hvorfor ikke" sagde han, han ville på ingen måde afvise at han havde et begær i maven når han kiggede på hende, men det var nu ikke noget nyt, sådan var det ofte når der var unge piger i nærheden, på den anden side var han ikke sikker på at han lignede den mest jomfruelige person i verden, så han kunne nok ikke ligefrem bilde hende noget andet ind:"Dean..." sagde han bare og valgte at undlade sit efternavn, mest af alt fordi han endnu tvivlede en smule på hende og det ville han nok gøre lidt tid endnu, men på den anden side, udsigten til sex kunne få ham til at gøre hvad som helst eller gå med hvor hen det skulle være, det var på et af de punkter han ikke havde forandret sig, sådan havde han altid været og det var det der bragte ham ud i uføre. Han havde været Gregory utro flere gange end han ovrhovedet kendte til, og Dean havde derfor valgt at flygte til Frankrig, fordi han vidste at hvis Gregory ikke i forvejen ville slå ham ihjel, så ville han da ihvertfald hvis det blev opdaget.

Hun stirrede ærlig talt på ham nu. Et kniv skarpt billede blev dannet inde i hendes hoved. Hun havde løst til at slå ham. Slå ham så blodet flød, og han lå foran hendes fødder. Hun vil sparke ham til døde, tage hans arme og ben fra kroppen. Tage hjertet ud, og gør ham blind. Flække næsen på ham, og rive ørerne af ham. Men munden vil hun lade være. Det gjord hende en anelse bange.
Aino smilede skævt. Af hvad? Når jo, den måde han smed cigaretten på. Det ville være så hende. Hun havde lagt mærke til, at han ville gå inden hun begyndte på sin lange tale. Nu var hun bare endnu mere spændt ind før. Kæft kvinder kunne være tilmodige, men bare ikke hende. Inderst inde skreg alt i hende. Også var der noget andet der var mega meget underligt. Da ordet 'farvel' forlod hans læber for par sekunder siden, så føltes det ikke rart. Måske var Aino ved at bløde op?
Hun begyndte ihærdigt at ryste tanken væk. 'Bløde op' var for amatør. Ikke hende. Hun begyndte uvist at grine, da hun kom i tanke om, at han sagde hun havde fortalt ham en løgn. Det var sådan set rigtig, men han tvivlede. Det vidste hun han gjord! Hun kunne finde ud af alt om ham og mere, hvis hun brugte 'magien'. Men det kunne hun ikke bare gøre. Det vil se dødesygt ud. Ikke på den seje måde, men virkelig underlig måde. Hun hostede stille, og kastede hurtigt et kig imod sin venstre side. Hun smilede nemlig. Desværre var dette her smil rigtig. Denne her smil tilhørte Aino ikke 'Frey'. ”Godt” sagde hun et kort stykke tid. Hun kiggede på ham i et stykke tiden, inden hun lavede et lyd med tungen. ”Jeg har en bedre ide. Vil du komme ind til mig? Jeg har forskellige udvalg af drikke vare. Kom” hun gad ikke vente på at han svarede. Så i stedet tog hun blidt i hans hånd, og trak ham med sig. Det var det de plejede at gøre. De der underlige kvinder. Faktisk havde Aino aldrig haft tid til den slags. Eller jo. Men hun havde bare ikke den der interesse. Hun kunne skam stadig huske følelsen af sengen og den person der havde ligget ved siden af hende. Det var behageligt, men bagefter var det bare.. hvad? ..
Aino slap taget om hans hånd. Han ville stå over foran hende hvis han ikke havde trukket sin hånd ud af hendes greb. Hun stillede sig foran døren med ryggen til. Hun hvilede sin hånd på dørhåndtaget. ”Værelse nummer 301. Husk det” smilede hun kækt. Derefter vil hun bukke sig ned, samle nøglen op, og åbne døren. Værelset vil selvfølge ligne sig selv. Nemlig. Ikke andet end sidde steder også selve hendes soveværelse lidt længere. Køkkenet, og wc. Det var et normalt sted. Dog med overdrevet med få ting. Aino smed nøglen fra sig, og var glad for, at der ikke var breve der flød med hendes navn, eller billeder og andet. ”Tag bare plads. Jeg henter glas” sagde hun hurtigt, og forsvandt bag den store kamin som fyldte det meste var rummet de var i. Nemlig stuen.
Der vil stå tre sofaer i en slags halv cirkel, og i midten vil en underlig farvede bord komme til syne. ”Hvad drikker du egentlig, Dean?” råbte hun fra køkkenet, mens hun åbnede glasskabet, med alle hendes forskellige drikke. Der var mange, men der var tilgengæld også mange tomme.

Da Dean vendte sig om og kiggede på hende kunne han fornemme at noget irriterede hende, om det var ham eller opgivelserne anede han ikke, og det ragede ham egentligt også en blå og gul klaphat. Han gik ikke op i folks følelser, ikke længere. Ikke at han nogensinde havde gjort det, ikke udover overfor de få udvalgte, og eftersom de alle havde skuffet ham var der lukket for kasse et, han kunne ikke mere og han orkede det ikke mere. Selvom Gud, den almægtige, havde givet ham en mission om at finde sin lillebror og bringe ham tilbage til sig, så vidste Dean godt at opgaven lige nu virkede uoverskuelig, det virkede forkert og det virkede ikke umilbart som noget han havde i tankerne at gennemføre, han kunne ikke, han orkede ikke flere skuffelser og han orkede ikke at blive skuffet igen. Det var derfor han så ofte besøgte hotellet, for at få tilfreds stillet sine lyster, men ikke have et eneste gram af følelser involveret, sådan havde han det bedst.
Dean kiggede godt på hende og havde en fornemmelse af at hendes ydre kun skjulte noget indeni hende der var endnu mere farligt end det han lige nu så, ligesom med Kajika, at der bag facaden af det hårde, lå noget blødt og bag det, lå en morder, en løgner - en person som endnu engang bare ville skuffe ham, han smilede derfor bare skævt og rystede let på hovedet for sig selv imens han med den ene hånd forsøgte at rette på sit hår, det sad stadig pjusket og ud til alle sider, men han så lige nu sin mulighed for at få det rettet til, bare en lille smule, også selvom han måske ikke virkede som et menneske - eller en engel, der gik mest op i sit udseende, men der var da ting som han gik op i, og en af tingene var hans hår.
Da hun inviterede ham ind på hans værelse overvejede han det let og kiggede hen imod de mange døre på gangen:"Hmm..." sagde han stille og overvejede hvad han skulle svare, han vidste jo allerede godt nu at han endte med at sige ja, men inden han overhovedet fik tænkt færdig havde hun taget fat i ham og han gik villigt med uden at sige mere, han var ikke personen der var god til small-talk, og han vidste aldrig hvad der var det rigtige at sige, han vidste ikke hvad man skulle gøre for at få et andet menneske til at føle sig tilpas, ihvertfald ikke ting der kom ud på følelser eller forståelse.
Dean lagde hovedet let på skrå imens han kiggede på værelses nummeret, han vidste jo godt han havde glemt det om få sekunder, sådan noget med at huske tal og steder var ikke hans stærke side, men han vidste heller ikke om hun regnede med at han kom igen, for lige nu var det ikke noget han regnede med. Da hun bøjede sig fremover kunne han ikke lade være med at bukke sig let til siden for at se på hendes bagdel man var vel ikke han køn for ingenting, og især ikke Dean som vidst ikke kunne blive meget mere mand end han allerede var, ihvertfald ikke på det punkt. Den eneste pige i Terre han havde snakket med - og intet begær haft for var Maila, men hun havde også forladt ham, ligesom mange andre flyttede folk ind og ud af byen uden at Dean næsten nåede at bemærke det. Endnu en grund til ikke at knytte sig til nogle i byen.
Dean satte sig i en tilfældig stol da de kom indenfor og kiggede ud imod hende i køkkenet:"Bare hvad du drikker" sagde han og tog let sin hånd i den ene jakkelomme, han kunne mærke at han endnu havde en lille pose piller liggende, men for nu tog han dem ikke op, det var lidt for tidligt. Tilgengæl smilede han let for sig selv, så havde han da ihvertfald en udvej hvis alt det snak blev for kedeligt. En udvej som han næsten altid havde med sig og som aldrig skuffede ham.

Hun bukkede sig ned for at åbne en af de nederste skuffer. Hun sukkede kort, da hun fiskede tre små tallerkner op. Hun satte dem ved siden af vasken, og gik over til køleskabet. Det var altid noget, at ens gæst var en engel. Engle spiste som mennesker ikke? Tja, hun kunne faktisk ikke forstille sig Dean sidde og æde en hjort rå. Kort smilede hun, og rakte ud efter en pose med boller. Hun lukkede køleskabet efter sig, og pakkede bollerne op. Dem var dem hun fik i morges, men ikke fik spist. Hun havde tænkt sig at spise dem til aftensmaden, men nu kunne det være lige meget. Hun begyndte at varme bollerne op i mikroovnbølgen. Mens den larmende maskine kørte, fandt hun fine glas og en falske whisky, rom og cognac frem. Hun var ligefrem ikke en af de der moderene mennesker, der altid drak det samme. Endelig stoppede lyden fra mikroovnbølgen, og hun hørte Deans stemme. ”Yes” halv råbte hun. Hun lag bollerne i en af de tre tallerkner hun havde fundet frem. De to andre blev skubbet væk, og erstattet med en meget stor bakke. Der satte hun de tre flasker med de forskellige indhold af forskellige væsker. Bollerne blev også sat der, samt glassene.
Hun rakte tungen frem, da hun løftede bakken. Hun begyndte at gå ind til Dean. Hun havde ham. Tankerne gjord hende glad, men samtidig meget sur, på en meget deprimerende måde. Hun bukkede sig frem og lag bakken ned på bordet. Hendes korte hår gled om hende, som en slags dyne. Hendes smil forsvandt kort, men da hun dog rettede sig op, og satte sig ned, smilede hun til Dean. Nu var Frey på banen. ”Tag hvad du vil. Rom, whisky, eller cognac” hun tog selv en bolle, og lænede sig helt tilbage på sofaen. Hun vil gerne sidde i skrædderstilling som hun plejede, men hun havde den underlige nederdel på, og den var skam ikke særlig lang. Hun nippede til bollen, og lod endnu engang håret skjule hende. ”Så.. Du kan ikke huske mig. Hm.” begyndte hun, og pillede på bollen. Hun puttede krummerne i munden, idet hun lænede sig frem imod Dean. Hun mindede om en eller anden syg kontordame med det hår hun havde. Det sad godt nok ikke ud til alle sider, og hun manglede brillerene. Hun begyndte at grine. Ikke på den sindssyge måde, men mere klukkene. Hvordan kunne det her være så forkert når det føltes så rigtig? Altså, al den her skuespil mellem dem? Men det var sgu hende der spillede for ham. Var det ikke?
”Fortæl mig lige, Dean. Hvordan kan det være, at jeg finder dig alene? Du plejer sgu at have piger om dig, som om du var en magnet. Seriøst, så dig engang over ved en eller anden strippe bar. Men dengang var jeg i tvivl om du nu også var Dean. Så spurgte jeg en af dine venner, efter jeg ikke så dig mere” hun viftede med brødet, og sank med besvær. ”.. og det viste sig sgu det var dig” hun smilede og lænede sig tilbage. Tog endnu et bid af brødet, og betragtede hans mørke hår.
”Du skulle bare have set deres ansigt, da jeg spurgte ind til dig” hun begyndte at grine og lænede sig endnu engang frem imod ham, som om hun ikke kunne vælge hvad hun skulle gøre med sig selv.
”Hvad? Ham Dean. Hvor i alverden kender du ham fra? Nej mand! Skat, han er virkelig rå... og bla bla bla” hun gjord sin stemme dyb, og viftede vildt med armene. Og tænk. Hun havde ikke engang fået noget at drikke endnu.

Dean sad bare og kiggede lidt rundt da hun gik ud i køkkenet, han sad og stirrede ind i pejsen og en smule ind på væggen, hans tanker var tomme, ihvertfald følte han ikke han tænkte så meget, det hele virkede en smule ligegyldigt, han kunne mærke hvordan sveden under hans arme var begyndt at størkne, det var en smule klamt ifølge hamselv og han kunne godt bruge et bad, men han ville ikke være så flabet bare at gå med en fremmed pige ind også spørge efter et bad, derfor blev han for nu bare siddende, men tog dog sin sorte jakke af så hans hvide sorte kom til syne, den havde en lille sort plet på skulderen, men ellers var den fin og hvid, på nogle punkter gik han da op i hygiejne og op i at de ting han havde på kroppen så pæne ud, også selvom det ikke lige var planlagt han skulle bruge mere end en time på hotellet, men han sagde aldrig nej til et nyt bekendtskab, især ikke hvis de havde et godt udseende.
Da hun kom til syne igen med mad og drikke smilede han let, han var som sådan ikke rigtigt sulten, og tørstig var han heller ikke, men han kunne altid drikke noget, især hvis der var alkohol i, det gyldene ord som altid kunne tryllebinde ham. Han rakte let frem efter et glas og lod en smule whisky glide ned i glasset:"Du har god stil" sagde han stille, de fleste serverede øl og vodka, eller noget endnu værre, men han kunne godt lige når der var stil over det, når tingene havde de rigtige mærker og så indbydende ud, og det gjorde dette på alle mulige måder. Dean kiggede stadig på hende og kneb øjnene let sammen da hun begyndte at tale:"Hvor sagde du at du kendte mig fra?" sagde han og forstod ikke at han ikke kunne huske hende, det lignede ikke ham bare sådan at glemme folk, det var ikke altid han huskede dem ved navn, men han huskede altid hvem de var, hvordan de så ud og sådan nogle ting. Han lagde let hovedet på skrå og tog en tår af det blanke glas med den karamelfarvede masse:"Jeg har hvad jeg skal bruge" sagde han bare og smilede let for sig selv imens han lod sine tanker glide forbi den prostituerede pige han lige havde besøgt, men han valgte ikke at sige noget til hende, ikke fordi han skammede sig, men mere fordi han ikke kunne se nogle grund til at fortælle hende det, det var jo hans liv og de fleste piger kunne alligevel ikke fordrage drenge der gjorde sådan nogle ting, de var jo bare klamme, men det ragede nu ikke Dean hvad de mente.
Dean ville da lyve hvis han ikke følte sig en føle smigret af de mange ting hun sagde, ikke som sådan fordi hun sagde dem og heller ikke fordi det var sødt, men fordi han følte han havde en smule magt, han vidste godt hvad han selv mente hvad han var værd, han var kræsen. Grimme piger kunne fucke af, grimme drenge kunne fucke af. Fede mennesker, folk med briller og bumser, de kunne alle sammen skride, han var ligeglad. Han vidste godt hvad han skulle have og han vidste også at han skulle være meget fuld for at ramme ved siden af, men det var dog sket et par gange. Idag fik han næsten kuldegysninger ved tanken om grimme mennesker, ikke at snakke med, men hvis han skulle være dem tætte, begære dem og mærke lidenskaben.

//Sorry længden xD Er ude og køre tog så min skrivning blev lidt forstyrret xD//

Hun betragtede ham hælde whiskyen op, som om det var total interessant, at se det karamel lignede væske ramme glassets fine indre. Hun var blev færdig med bollen, og tog et andet et, for hun kunne lige se gennem sine øjne, at Dean ikke helt var sulten. Hvorfor følte hun sig så.. så skyldig? Som om hun lige havde slået en ihjel. Det havde hun på en måde også. Aino fugtede sine læber, mens hun smilene nikkede til tak til Dean over hans 'fine' ord. ”Det da altid noget” hun kløede sig bag nakken, og grinede lidt usikkert. Hun tog et bid af brødet, og lod hånden hvile bag nakken. Hun kunne ikke lade være med at kigge på ham. For det første kunne hun ikke rigtig læse ham, for som sagt, vil det komme til at blive totalt akavet. Men Aino følte sig ikke sikker. Han troede selvfølgelig stadig ikke på hende, men var han ved at lukke op for hende? Ja eller nej? Se. Det var det irriterende ved at 'kende' en person som man så ikke kender. Da han lag hovedet på skrå, gjord hun det samme, mens hun lag mærke til at hans læber åbnede op for whiskyen. ”Det har du jo” sagde hun og hendes stemme knækkede over. Aino rømmede sig, og fyldte selv sit glas op med whisky, selvom hun foretrak cognac. Hendes øjne betragtede glasset som fyldtes op. Hun kunne mærke, at natten træk sig over dem. Hun var glad for, at hun havde ladet kaminen stå brændende. Faktisk var hun heldig at have fået fat på sådan et. Aino kiggede straks på Dean, og fugtede hurtigt sine læber. Hun lag bollen fra sig, tog et slurk, og slikkede sine tænder. ”Altså. Faktisk har jeg mødt dig mange gange. Men .. byen? Forskellige natklubber? Du arbejder jo i den der .. ehm.. bar” hun gjord et kast med hovedet. Hun linkede til glasset, så man kunne se hendes fortænder. Langsomt sneg angsten i hende. Hvad nu hvis det endte galt til sidst? Hun orkede ikke at have Sally på slæb. ”Kælling” mumlede hun stille. Aino rejste sig op, og bed sig nervøst på sine negle. Hun begyndte at gå frem og tilbage, mens tanker skreg i hende. Skulle hun gå videre til plan B? Nej hun vil gå over sine grænser. ”Men underligt at du faktisk ikke kan huske mig. Men som sagt tidligere, så har jeg forandret mig. Jeg var lidt mindre end det her, og havde mørke brunt hår. Krøller ja. Lange krøller” hun kiggede ikke på ham. Hun vil undgå hans øjne, for hvis hun ikke gjord det, ville hun komme i tanke om plan B. og plan B var ikke særlig.. plan agtig. Den skulle bare ikke komme til live. Ikke endnu da.
Endelig lod hun blikket ramme hans. Hun smilede skævt, og rettede på sin nederdel, da hun igen gav sig til at satte sig ned. Hvad skulle hun finde på nu? Hun kendte de typer. Lige pludselig vil han miste interesse for hende, og han vil skride. Også vil hun løbe efter ham, og endda gå så langt med at tude brøle og fortælle ham... lad os bare sige plan B.
”Så...” sagde hun bare, og skubbede til sin glas med pegefingeren. Hvad mere skulle man sige!?

//Tog? Du gode gud! … ej det fint :3//

Dean kiggede stille op på hendes imens han tog en lille tår af den gennemsigtige drik med den mørke farve, der var noget indeni ham der sagde at der var et eller andet på færre, som om hun ville ham noget, men han anede ikke hvad eller hvorfor, og han forstod ikke helt hvad der skete omkring ham. Hun var fremmed, det mente han hun var, ihvertfald for ham, om hun så mente at han var fremmed for hende var jo hendes sag. Men at invitere en evt. fremmed mand ind på sit hotel værelse, det kunne jo ikke være helt normalt, eller hun kunne jo ikke være helt normal. Måske hun troede han var en gigolo? Han kunne vel lige så godt ligne en gigolo der lige havde forladt en kvindes hotel værelse, som han kunne lignene en trængende mand der havde besøgt en kvindes hotel værelse? Han slog dog tanken væk, egentligt var han ret så ligeglad med hvad hun tænkte, pointen var mere at hun tænkte noget, og at det virkede som om der var noget hun havde i tankerne, han havde ingen idé om hvad, og det gjorde ham egentligt en smule bekymret, men som altid stoppede det ham ikke i bare at sidde der og betragte hende, sådan var han, ingen fare var for stor til at han gad bevæge sig fra en så køn kvinde, og det var desværre det der oftest fik ham ud i problemer.
Dean kiggede bare forvirrende på hende, der var noget ved det hun sagde som ikke virkede rigtigt og han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere på det."Jeg har kun arbejdet der i... halvanden måned... Hvordan kan jeg ikke have husket dig?" sagde han og undrede sig, han havde ikke boet i byen ret længe og de mennesker han havde talt med kunne han næsten tælle på to hænder, de folk han havde haft sex med skulle han dog nok bruge et par hænder mere til, men igen var det også fordi at sex og begær var noget han satte højere end samtaler, og netop derfor var folk han indledte samtaler med ofte foran andre, også derfor undrede det ham, hun lød jo som om hun rent faktisk ville snakke med ham, hvilket han normalt ikke var vant til, hvis han snakkede med folk var det kun fordi han håbede det ville føre til noget, lige udover med Maila som han havde brugt mange aftner på bare at snakke med, men også hun havde misbrugt hans tillid og han var derfor endnu engang blevet ligeglad og ønskede ikke at åbne sig for nogen.
Dean sagde ikke noget men nikkede bare stille, han hørte godt hun på en eller anden måde kritiserede en, men han gættede på det ikke var ham og han tarv derfor bare."Folk er idioter" kommenterede han bare over hendes skændsord, han vidste ikke hvem der var tale om, men han vidste at han selv havde brugt det samme ord overfor flere personer, mest kvinder selvfølgelig, for kvinder var nogle kællinger.
Da han hørte at hun begyndte på en sætning kiggede han bare en smule undrende på hende."Ja?" sagde han og kiggede stille på hende imens han afventede at hun ville afslutte sætningen. Han tog endnu en tår af den karamel lignende drik og mærkede den behagelige og let brændende følelse løbe ned igennem sin hals, helt guddommeligt.

Hun tog sig til hoved. Hun havde ikke set det komme. Hun tvivlede. Tvivlede på sig selv og alle de andre, der lurede bag hendes ryg. Hun gad det ikke mere. Men hun opgav det ikke på grund af Dean's undrende udseende, som fortalte at han vidste hvad der foregik, men hendes hjerte banken.
Skulle hun mon lege videre med 'Frey' eller bare fortælle ham det hele? Han vil hade hende, ikke af det vil gøre noget forskel. Hun havde kendt ham i hvad.. et kvarter? Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv nu. Det hele var fobi. Hun havde alligevel ikke løst til belønningen. Hun kunne mærke på sig selv, at hun på en måde vidste hvordan denne Dean havde det. Også alligevel ikke. Var hun ved at falde for en engel som hun knap kendte? Hun løftede det ene øjenbryn op, og måtte se skør ud, sådan bare at stirre ude i det blå. Dean var ikke dum. Det havde han sikkert aldrig været, det var derfor Sally havde sat hende på, ikke? For hun kendte udmærket godt Aino's evner. Men hun gad ikke at bruge evnerne imod denne engel. Det vil ligesom være at begå selvmord. Hun havde aldrig haft medfølelse for Sally. Aldrig, men hun gjord kun al det her, på grund af belønningen. Aino kiggede fortabt på ham, da han stillede et spørgsmål. Hun drak det sidste indhold og åbnede sit hoved. Bare han nu vil tilgive hende. Men hey, de var da ikke noget så langt! Så det kunne ikke gå helt galt. Hun beroligede sig selv, mens hun vidste inderst inde at de sikkert allerede var for sent, at danne.. et eller andet med englen. Hun rejste sig blot op og fnys. ”Idioter? Værre end det” hun rodede sig kort i håret, og holdte sig op taljen. ”Hør” sagde hun, og droppede sine dårlig vittigheder. Nu var seriøs-timen kommet. ”Der er noget jeg må fortælle dig. Mit navn er Aino. Jeg er blevet bedt om at finde en engel ved navn Dean. Jeg kender dig ikke, og som du kan se.. tja kender du mig vel heller ikke...” hun holdte en pause og kiggede på ham. ”..Jeg kan ikke udfør det her mere. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vil på en måde alligevel miste livet. Sally har sendt mig..” hun smilede skævt. Ikke den glade smil, men et smil der fortalte at hun var ked af det der var sket. Deres samtale havde ikke engang holdt en time. Hun rev i sit mørke hår og rejste sig op. ”Bare flygt, Dean. De ved hvor du holder dig til, og de vil med ingen problemer finde mig. Jeg snakkede med Sally i går. Jeg fortalte hende, at jeg ikke havde fundet dig endnu her, at du måske var flyttet. Men hun var så sikker på at du holdte dig til et sted her.. så” hun kløede sig bag nakken. ”Kan du se..-” hun satte sin ben op på bordet, og han vil nu kunne se en slags armbånd rundt om hendes ankel. På armbåndet vil der være en lille rød knap, som blikkede. ”...- bare et lille klik, og de ville kunne høre hele samtalen, og endda få vagter ville blive sendt herned. Jeg kan ikke tage det af, for så ved hun at jeg er ude på at forråde hende. Tilgiv mig” hun kiggede på ham. Ventede på hvordan han vil reagere. Måske vil han straks løbe ud, eller ikke engang tro på hende. Det var forståeligt. Hvorfor skulle han overhoved stole på en der ikke var til at stole på i første omgang? Sådan ville hun havde tænkt.
"Når ja. Hun gav mig endda noget gift, så jeg kunne komme det ind i din drik" hun fnøs kort. Hun hadede bare den tøs til Sally.

Dean sad bare let og kiggede ned i jorden imens han smilede for sig selv og genoplevede de mange minder der på den ene eller den anden måde havde noget med Kajika at gøre, han ville ikke afvise at han savnede hende, men alligevel var der ting der gjorde at han aldrig ønskede at se hende igen,sådan var han desværre også, have man først skuffet ham skulle der meget til før han igen kunne se optimistisk på tingene og lige nu havde han set sig sort på hende, ligesom han havde på mange andre, hvis der var noget man ikke skulle, så var det at skuffe Dean, især ikke når man ligesom Kajika var begyndt at tænge ind på livet af ham, han fortalte aldrig noget om sit privatliv og hvis han endeligt gjorde så var det på en så diskret måde at folk næsten ikke opdagede det, men alligevel gjorde det ham ked af det når folk så skuffede ham, også selvom sorg var noget han aldrig viste.
Da hun igen åbnede munden og begyndte at tale blev han blot endnu mere forvirret end han allerede var, hvem var hun og hva ville hun? Han havde kun hørt de første par ord da han allerede havde lyst til at gå ud af rummet, men for nu blev han siddende og lyttede til hvad hun havde at sige, de havde kendt hinanden i meget kort tid og Dean syntes der var noget underligt i at de allerede var begyndt at være så ærlige overfor hinanden. Dean ville ihvertfald ikke fortælle noget om sig selv til hende, det hele virkede forkert og hun var lige nu ikke et menneske som han havde brug for at fortælle det store til, ihvertfald ikke om sig selv, det var jo på alle mulige måder for latterligt.
Da hun nævnte Sally's navn rejste Dean sig hurtigt op. Den gyldne drik med tonen af karamel faldt langsomt imod gjorden og et halvt sekund efter kunne man høre et glas blive knust i tusinde af stykker. Dean kiggede chokeret på hende og stod med store øjne og vidste ikke hvad han skulle sige, han overvejede bare at løbe, men lige nu ville hans ben ikke bevæge sig og han kunne fornemme at der var mere hun ville sige, egentligt frygtede han det lidt, åh nej... Var der mere? Han havde ikke brug for at høre mere, han kunne næsten ikke mere. Det hele ville bare blive værre, nu havde han endeligt fundet fred også alligevel kom fortiden og jagtede ham som var han en ko på flugt fra en tyrefægter, hvis hun fangede ham ville det have samme følger som tyren i ringen: Død.
Da hun talte videre kunne Dean mærke hvordan hans bekymringer skiftede til vrede."Er du SINDSYG?" råbte han og lød hen imod hende imens han i et hurtigt tag greb fat omkring hendes hals og pressede hende ned imod gulvet."Er du fuldkommen sindsyg! I ødelægger mit liv!" sagde han med vrede i sine ellers så brune øjne imens han strammede grebet om hendes hals, han kunne ikke andet, han var vred, han var såret og han kunne ikke mere. Lige som han ikke troede at livet kunne blive værre havde Sally nu gjort et forsøg på at opsøge ham, hun var jo sindsyg, hvad ville hun have af ham? Han havde jo gjort alt han kunne, han havde tilmed sat i fængsel kun pga. hende. Han kunne ikke mere og han ville ikke mere. Nu skulle det bare slutte.

Han vil. Han vil flække hendes tænder, vil han ikke? Det ville hun havde gjort, hvis der var en der kom og forstillede at være spion men indrømmede det hele. At det her var noget løgn. Men på den anden siden taknemlig. Hun mærkede hvordan Dean havde skiftet. Han var forvirret, mere end nogensinde før. Hun kunne se det i hans øjne, hvordan det her vil ende. Og det blev hun sur over. Men hun bevægede sig skam ikke ud af flækken. Selv da glasset faldt. Hendes hjerte hoppede et slag over da lyden forskrækkede hende, men ellers stod hun fuldkommen stille. Hun kiggede tilbage på hans chokerende blik. Hvis bare han vidste hvordan hun havde det med det, da hun fik at vide at hun skulle skygge ham. Hun havde ikke kunne sove om aften, hun havde vågnet svøbet ind i sved. Og hun havde til og med kastet op, da hun vidste hvad der ville ske hvis hun fangede ham. Hun var kommet i tvivl. Masser af gange. Sally's skinger stemme havde hver aften lydt i hovedet på hende, da hun havde ringet for at spørge hvordan det gik med efterforskningen. Og Aino på gang havde forrådt kvinden og fortalt hende, da hun ikke engang var kommet til Di Morga. Hun havde sådan set altid været et skridt foran den forbandede kvinde. Men selvfølgelig vidste Dean ikke al det. Han prøvede ikke engang at vide det. Det kunne hun se i hans spørgende øjne. Hans samlinger med andet. Hun slap ikke et eneste gang hans blik. Det ville hun ikke, for nu var sandheden det da gjord ondt, og han kunne åbenbart ikke få det til at passe sammen. For hun var en fremmede for ham.
Da han spurgte om hun var sindssyg sagde hun intet. Og hun blev endda stående da hans hånd greb fat om hendes hals og ned på gulvet. Hun havde set det komme. Men lige nu var hun faktisk vred på ham. Hendes brystkasse røg op og ned. Hun holdte fast om hans håndled med begge sine hænder og kiggede dybt inde i hans dybe øjne. Han måtte kvæle hende. Han måtte gerne brænde hende hvis ville det. Men ikke nu. Hun løftede hans hånd op med begge sine hænder med al den kræft hun havde. Hun skubbede ham ligeledes tilbage, så hvis han ikke havde den rette balance vil han falde ned og side. ”Hør! Du skal ikke sige I. Hvor står jeg nu, hvad?!” hun satte op, og pegede på ham. ”I stedet for at råbe ad mig, og råbe, så synes jeg at du skal flygte. De komme. Ligeså snart de ikke høre noget fra mig. Forstår du?!” hun prak hårdt imod hans brystkasse, og rykkede sig tætter på ham. ”Mit liv er ligeså meget i fare som dit. Du ikke den eneste på flugt, okay? Jeg er fucking den eneste der beskytter din røv nu” hendes pande hår røg ned over hende øjne, men hun lod det sidde sådan. Intet kunne irritere hende mere. Selv ikke Deans sure mine. ”Flygt, okay?” hendes råben forvandlede sig til stilhed. Hvad mere skulle hun gøre? Det nyttede ikke at blive sur. ”Husk. Du altid et skridt foran dem. Og..” hun holdte en pause og træk vejret, og lod de røde kinder dæmpe sig. Sådan blev hun altid når hun var vred. Men hun vil ikke være på englen mere. Hun vat faldet for den bastard. Hun prak nu hårdt imod hans pande, mens hun lukkede øjnene, og rejste sig op. ”..-husk du altid et skridt foran dem, så længe jeg lever” hun kiggede imod det glas som han havde tabt. ”Og hvis du har træng til at slå mig ihjel, så synes jeg du skal vente lidt endnu. Jeg skal nok fortælle dig alt om deres planer, hvis du gider at høre om det? Før eller siden må du indse Dean. Du er et puslespil i Sallys verden. Jeg er den eneste der tør at vende ryggen til hende, og jeg er den eneste der tror på dig” hun skulle fortælle ham meget, men ikke her. Ikke nu. Men hun kunne ikke gøre det alene. Dean skulle hjælpe. Hvis han ikke gad, så var det farvel til hendes liv. Se, hun var nemlig ikke den eneste der var udefter Dean, der var andre væsner der ledte efter Dean. Hun var bare hende der var mist tættest på ham. Men hun vil stoppe med det. Hun vil ikke fange en engel som var uskyldig i hendes øjne også selv hvis han ikke var. Hun kiggede på ham, og fjernede så sin pande hår.

Da hun med styrke løftede ham fløj han tilbage, men han nåede næsten kun at sidde før han havde rejst sig op igen og stod og kiggede ned på hende, han overvejede et øjeblik at sparke til hende, men da hun begyndte at tale tarv han let. Han vidste ikke hvad han skulle sige, han var vred, men mest af alt var han såret og ked af det, men hvis der var noget han ikke viste, så var det dét og han stod derfor bare og kiggede ned på hende med de mørke, brune øjne som lige nu mest af alt havde lyst til at slå hende ihjel eller tage afsted til London og tæske Sally. Men han vidste det ikke var en mulighed, hun havde et helt team sig og blandt dem Gregory, netop derfor kunne han ikke, han kunne ikke tage kampen op imod dem og han måtte derfor indse at han havde tabt allerede inden han have begyndt. Han vidste at Sally enten lige havde født eller snart ville føde, og det ville være Deans barn. Han blev endnu mere vred ved tanken og kiggede ned på Sally igen for at afbryde sine tanker og høre efter hvad det var hun sagde.
Dean hørte hvad hun sagde og han gik frem imod hende og lænede sig forover så han kunne kigge ned i hendes øjne imens han med sine hænder skubbede hende bagover:"Luk røven! Din luder!" råbte han og kiggede ned på hende, han kunne ikke flygte, han kunne ikke flygte mere og han gad ikke flygte mere. Lige nu var hun måske hans eneste chance for at slippe væk og alligevel så så han ikke muligheden, dum, såret og vred som han var, var det ikke en mulighed for ham. Han ville bare gøre noget, han ville gøre noget lige nu og han vidste ikke hvad:"Du hjælper mig ikke! Du snød mig!" sagde han vredt og kiggede ned på hende, såfrem hun var faldet ned på gulvet. Dean lyttede næsten ikke til hvad hun sagde men vendte sig blot rundt og sparkede hårdt til et af træbordene så det mistede sin ene fod og væltede, han var så vred at han ikke vidste hvad han skulle stille op med sig selv. Dean gik rundt om sig selv og anede ikke hvad han skulle stille op, han var for stresset til at finde få en plan, han kunne ikke flygte og han kunne ikke blive, ligemeget hvad han gjorde ville han være fanget.
Et stille lys begyndte at vise sig fra loftet og snart stod det som en strålende lyskegle der omringede Dean. Dean selv vidste godt hvad det betød:"NEJ!" råbte han imens han kiggede op imod lyskeglen der så ud til komme fra loftet:"Lad mig være!" råbte han, næsten som var det i nåde. Det var hans herre, det var Gud der ville minde ham om hvem han var, han var en engel, han havde ikke tilladelse til at skade andre og han havde ikke tilladelse til at udtænke planer om hævn. Han skulle sprede det gode budskab. Han kunne mærke hvordan hans kræfter forsvandt imens han stod og kiggede op, få sekunder efter lyset var kommet forsvandt det igen. Et øjeblik stod Dean bare høj som han var inden han stille lukkede sine øjne og faldt til jorden med et bump.

Alt virkede fjernt. Englen foran hende hadede hende og det gjord underligt nok ondt på hende. Hun vil hjælpe ham, han vidste at hun var den eneste der kunne rede ham. Fjerne ham hver gang Sally og hendes ledsagere kom i nærheden af ham. Men nej. Så godt tænkte han ikke. Han var i panik. Det havde hun set komme. Hun havde tænkt på denne her øjeblik siden den dag hun så hans billede. Siden den dag hun fik 'overrakt' hans baggrund. Den dag indså hun, at solen skinnede på folk, men at folk skinnede på solen. At der fandtes engle! Hun vidste, at han vil tage godt imod hende. For det første var hun nødt til at lyve over hendes navn og få ham til at komme ind på sit værelse. Men det var fordi, at hun ikke bare kunne gå over til ham: Hej Dean. Øhm jeg er en af Sally's venner. Jeg vil tale med dig.
Det var klart at hun ikke kunne opfør sig sådan! Så teknisk set havde hun snydt ham, men bare fordrejet noget, så han i det mindste gad at lytte til hende. Men her stod han så, og så koldt på hende. Så koldt, at hun havde løst til at rive hovedet af sig selv og aflevere den til Sally. Hun havde kastet sit liv borte for ham. Da han kom gående imod hende, kiggede hun bare på ham. Trist. Ligeså trist som han var. Hun lod sig falde i det han skubbede. Men blikket blev ikke så meget som fjernet fra ham. Hendes læber var trykket hårdt imod hinanden, som om hun ikke vil tude. Men hun var ikke engang i nærheden af at tude. Han kaldte hende en luder. Ordet ramte hende ikke det mindste. Det sidste i verden man vil beskrive hende som, var en luder. Hendes øjenbryn var begge løftet op til skyerne som et sørgmodig barn der blev råbet ad. Hendes mund åbnede sig for at tilføje noget, men da bordets ben røg vidste hun det her stod på hans nu virkelig brændende sorte liste. Hvorfor fattede han ikke, at der ikke var tid til at blive sur? Også mærkede hun lys over sig. Men hun kiggede ikke mere. Hun kiggede heller ej på Dean mere. Hun hørte hans stemme. Sikkert skælde hende endnu mere ud. Men hun vidste at han ikke skælde ud nu. 'Lad mig være'. Dean sad med noget. Godt nok var han en engel, men Aino vidste at engle havde det hårdt. Derfor kastede hun blik imod ham, og skyndte at komme op på sine ben. Hun nåde at glide nedunder ham, så hendes hænder vil gribe hans hoved. Men hun fald selv under hans vægt, og det fik hende til at gispe lidt. Hun lod englens hoved hvile på sin skød. Hun kiggede bare på ham. Så stille han kunne blive. Hun var ikke gået i panik, som så mange andre ville have været. Hun vidste hvad hun skulle gøre, men var aller mest bange for at han ikke vil sammenarbejde med hende. Det vil også være ret ynkeligt hvis hun gennemførte det hele selv. ”Dean?” hviskede hun og håbede for gud skyld ikke at han sprang på hende ligeså snart han åbnede sine øjne. Var det en slags straf han fik?
Han havde sikkert været meget igennem. Folk han bare vil væk fra, men søgte ham gang på gang. Han vil sikkert leve i sin egen verden, lidt ligesom hun. Hun vil bare ønske at hun kunne komme væk fra det her sted, og danne sig sit eget sted. Bare hende. Hun vidste godt hvordan han havde. Derfor vil hun hjælpe ham, fordi han mindede så forbandet meget om hende.. når jo, og de var begge truet med livet. ”Dean. Jeg snød dig ikke. Siden jeg så dit billede havde jeg lovet mig selv at beskytte dig fra Sally. Se, hun ved ikke at du arbejder i nærheden af der hvor hun holder sig til. Det helt uhyggeligt” Aino gav et suk fra sig, og tillod sig at lægge sin hånd på hans hår. Hun kiggede på hans øjne som enten var lukkede eller stod åben. ”Tilgiv mig. Men jeg havde aldrig i sinde, at forråde dig..” Hvad mere skulle hun sige? Hun var ikke engang sikker på at han lyttede. Fuck..

Et øjeblik blev alt sort for ham, det var hans straf, sådan var det når han begyndte at få onde tanker i hovedet, som hævn og straf. Han var en engel og det glemte han desværre ofte. Ofte anede han heller ikke hvorfor det var han var kommet tilbage på jorden som engel, han var stadig ikke helt sikker på hvad det var han skulle, han var ikke sikker på hvad hans mission var, men det var alligevel den fornemmelse han hele tiden havde i kroppen. Som om han havde glemt en mission som han skulle huske at fuldføre, problemet var bare at han ikke vidste hvad det var hans herre, Gud, ville have ham til, han anede det ikke og han vidste heller ikke hvordan han fandt ud af det. Han havde snart boet i byen i 3mdr, og stadig var han ikke kommet tættere på hvad det var der skulle ske med ham, hvad det var han skulle og hvorfor.
Han åbnede stillle øjnene da han kom tilbage til sig selv, han vidste ikke hvor længe han havde været væk, men han gættede på at det kun var et par få sekunder og da han åbnede øjnene kunne han endnu se den samme pige sidde over ham, han kunne snart ikke huske hvad hun hed mere, han havde hørt et par forskellige navne og han satte sig derfor stille op uden helt at sige noget, han havde lyst til at gå, men samtidig ønskede han også at blive, mest af alt var han bare forvirret og han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, det hele var slut og alligevel var det først begyndt. Han måtte blive ved med at kæmpe, også selvom han ikke helt vidste hvad det var han skulle kæmpe om.
Han kiggede på hende med sine mørke, brune øjne og vidste ikke helt hvad han skulle sige, hans vrede var for et øjeblik væk og han kunne derfor nu bare sidde og kigge på hende uden at sige noget:"Hvad vil du mig?" sagde han og håbede at hun ville give en bedre forklaring end at Sally havde sagt det, der måtte være en grund. Hun måtte være en af hendes gode veninder eller også en som Sally også ville have fat i:"Ved du overhovedet hvem jeg er?" sagde han, han tvivlede på at Sally havde fortalt nogen den sande historie om hvorfor det var han skulle jagtes og ifølge nogen slåes ihjel og netop derfor spurgte han hende så direkte, fordi han ikke ønskede at have et dårligt rygte siddende på sig, det ville han engang, men han havde efterhånden lært at det ikke nyttede noget at være ligeglad, det kom han ingensteder med, han va rnødt til at tage sig af de folk han mødte og håbe på at de ville ham noget godt, også selvom det ikke altid var helt så let at tro .

De mørke øjne som før i tiden havde været vrede, var nu meget seriøse og triste. Mørket var til at mærke nu. Selv kulden den havde med sig. Det føltes som om at de ikke var alene. At der var andre til stede. Kolde væsner, som betragtede dem fra tilskue pladserne. Kort sagt var det ikke rart, og man vil kort efter føle sig virkelig paranoid. Flot Aino.
Hendes hjerne kørte ikke længere, alt var nemlig gået i stå for hende. Hvorfor skulle sandheden også gør ondt? Men det gjord sikkert mere ondt på hende end Dean. For Dean vidste ikke, hvad der ventede hende. Hun havde altid set Sally som en fornuftig person, og de plejede aldrig at skjule noget for hinanden. Eller jo. Aino gjord. Hun havde nemlig aldrig talt særlig meget om sig selv, som Sally nu så tit gjord. Det var så det eneste fordel hun havde.
Men så ændrede det sig jo. Eventyret blev til noget meget ondt. Sally blev gravid eller hvad fuck der nu var sket med hende. Og hun påstod så, at denne her smukke engel på sit skød var faderen. Men. Hvem skulle man tro på? Og hvis Dean var faderen til det lille kræ, hvorfor flygtede han så? Fordi han måske ikke var faderen? Måske fordi han var? Det hele beviste blot hvor lidt un kendte til historien imellem Dean og Sally. Hvor lidt hun faktisk kendte til den og hvor meget hun egentlig satte livet ind. Men spørgsmålet var nu bare, hvorfor havde hendes syn på historien ændret sig, da hun så Deans billede? Det overraskede hende alle de 'tegn' der poppede op i hendes hoved.
Som var det, at denne engel så på hende med øjne, som ingen havde brugt imod hende. Hun havde brugt flere timer på at glo på billedet, som bare gloede tilbage på hende. Med de samme øjne. Mørke og hemmelige som hendes.
Da hans øjne gik op, rykkede hun sig ikke. Selv da han løftede hovedet. Hun trak blot sin hånd til sig som før havde hvilet på hans mørke hår. Blot betragtede hun bare. Indså at det her ikke var et billede der forsvandt. Indså at dette billede ikke kunne brændes eller gemmes væk. Det vil komme tilbage som en trofast hund. Aino fugtede sine læber, da hans stemme kom frem. Så stille han nu talte og så meget det råbte i hende. Det forvirrede hende. Hun kløede sig kort på det mørke hår og sukkede. Sukkede over hans sidste sætning: Ved du overhovedet hvem jeg er?

”Jeg vil dig ikke noget, Dean. Sally vil. Jeg er bare et våben, hvis du forstår hvad jeg mener. I begyndelsen da Sally fortalte mig om dig og det du havde gjort imod hende, havde fået mig på meget vrede tanker og hun lovede mig endda noget jeg bare ikke nu sige nej til..-”. Aino løftede hånden som havde ligget på hende hoved og pegede på Dean med fingeren. ”...- men jeg indså, Dean. Jeg indså at det hele bare var en leg for hende. Hun vil blot havde dig. Ikke andet. Så jeg blev blot brugt. Jeg vil dig ikke noget.. nu.. aldrig.. for evigt” hun sænkede sin hånd og holdte hårdt imod sine lår med begge hænder. Hun så ned, og bed sig så hårdt på underlæben, at blodet stille gled ned ad hendes hage. ”Nej. Jeg ved ikke hvem du er” sluttede hun. Hun vidste hvem han var. Men så igen ikke. Hendes evne. Den kunne hun bare bruge, men det ville hun ikke. Ikke imod Dean. For som sagt kendte hun ham også ikke. Aino slog hårdt imod sine lår og rejste sig op. Hun pegede på Dean igen, mens blodet fra hendes underlæbe stadig gled ned. Hendes øjne var blevet røde på hende. Som når nogen havde grædt meget. ”Kom op! Jeg vil hjælpe dig. Jeg skal nok holde hende væk så længe jeg kan. Sally er ikke dum. Hun finder hun af at jeg ved hvor du er, også er det ude med mig” hun sænkede sin pegefinger og bøjede sig kort. ”Jeg vil gerne beskytte dig med mit liv, engel. Bare tro på mig. Please..” hun holdte sig på sit hjerte i det hun rettede sig op.
Det her lignede hende ikke. Overhoved ikke. Hun kunne smage sit blod i munden, men hun lod det bare trille ned. Som en fortabt tåre, som ingen gad at viske væk. Lidt ligesom hende. Fortabt og i live. Hun rakte sin hånd imod ham. Som han skulle tage hvis han gad. Hvis han troede på hende. Hvis han stolede på hende.

Dean stod bare og kiggede på hende uden at sige noget, han vidste ikke hvad han skulle sige og han kunne på ingen mulig måde overskue de ting der skete omkring ham, han ville ikke mere og han følte heller ikek han kunne. han havde så mange spørgsmål og alligevel så var der intet han ville spørge om, han ville bar være sig selv, han ville bare sørge. Han ville bar glemme alt i verden og være ligeglad. Han orkede ikke mere og han ville ikke mere. Måske han bare skulle tikke Gud om at tage ham tilbage til paradiset eller måske prøve at sælge sin sjæl til underverdenen? Ligegyldigt hvad så kunne han bare mærke at hans indre ikke kunne mere og at han ikke ville mere. Alle kræfter i hans krop var efterhånden forsvundende og han kunne ikke længere komme på de glade tanker han normalt kunne for at holde sig selv oppe, han vidste godt at han var et ondt menneske, det havde han bevist overfor sig selv da han havde voldtaget Kajika. Selvom mange mente det ikke var hans fejl og at han var høj og væk på stoffer, så meget endda at Dean kanpt kunne huske det, så var Dean næsten ligeglad, han vidste det var hans skyld, det var jo ham der havde gjort det og det var ham der gjorde alt hvad der havde noget med det at gøre, ingen andre.

Dean kunne mærke hvordan han rystede på hovedet imens hun talte."Du fatter jo ikke en skid! Du ved ingenting!" næsten råbte han, ingen anede hvad der foregik og ingen kendte sandheden, det var han da næsten sikker på, kun ham og Sally vidste hvad der var sket og kun Dean vidste hvad han havde følt. Ligemeget hvad andre prøvede at sige og hvad andre ville gøre for ham så kunne det ikke ændre på hvad der var sket. Dean vidste ikke hvad fremtiden ville byde ham og han var ikke sikker på at han ville vide det. Han vidste at han fortjente at blive straffet, han var en idiot og han var et ondt menneske, det vidste han og det vidste han også at Sally var enig med ham i, og også Gregory. Men Dean lagde kun skylden på sig selv for han vidste godt at fejlen var hans og ingen andres, men tilgengæl skulle heller ingen tro de vidste hvad der foregik, for det gjorde de ikke:"Hvordan ved jeg at jeg kan stole på dig?" sagde Dean og kiggede på hende med et undrende blik, alle kunne jo komme og sige at de ville hjælpe med lige nu var Dean ikke sikker på hvorfor han skulle stole på hende, hvem var hun overhovedet?
Dean rystede på hovedet og følte sig let irriteret over at hun kaldte ham engel, han stirrede for nu blot på hendes hånd og vendte så ryggen til hende."jeg behøver ikke hjælp af en kvinde" sagde han bare irriteret og gik hen til døren og vendte sig og kiggede hen imod hende."Du aner jo ikke engang hvad der foregår" sagde han. Sådan var han bare, arrogant - og det var ofte derfor han rodede sig ud i problemer. Kun få mennesker havde holdt ham ud, og Sally var en af dem.

Engel? Hvorfor omtalte hun ham egentlig som en 'engel'? Han gjord hende pisse vred, men samtidig mere forstående omkring Sally og ham. Men på den anden side, så ragede det hende ikke en skid. Lige nu var de på den samme båd. Hende og Dean altså. Han var på flugt, og det samme var hun nu. Han stolede slet ikke på hende, og det vil han måske aldrig komme til! Hvis han kendte Aino's sande ansigt, så ville han ikke stå her og gale op. Hvis han kendte hende, så ville han kunne se på hende, at et eller andet havde ændret hende. Bare noget. Aino sukkede slog sig hårdt på kinden og rev kort til sit hår. Det var ikke på grund af ham, men hende selv. Hvorfor havde hun takket ja til Sally's tilbud? Hvorfor havde hun rodet sig ud i endnu et problem? Og denne her problem var skam ikke større end så mange andre, den var bare.. så følelsesløs. Kold.
Dean's stilhed gjord hende sur. Havde han slet ikke noget at sige til hendes 'fine' ord? Lige nu kunne hun godt stikke ham i ryggen. Løbe over til Sally og fortælle hende, at hun havde fundet hendes elskede engel. Men det gjord hun ikke. Hun kunne ikke få sig selv til det, og hun vil aldrig kunne tilgive sig selv for det. Hvis nu Dean forsvandt fra hede i dag, så ville hun følge efter ham som en stakkels hund. Hun vil ikke give op. Han havde fået hende til at vende ryggen imod Sally og riskerede hendes liv for ham. Så hvis han gik, var det som at vinke farvel til sit hjerte.
”Hør Dean” Aino gjord et forsøg på at lyde roligt med den hæse stemme. Hun tog sig til hovedet og lukkede øjnene. Hun bed tænderne sammen i det hun masserede sine tændinger. ”Okay. Jeg fatter ingen skid, det vil jeg giver dig ret i. Stole på mig? Du er nødt til at stole på mig, vi er i samme båd. Hvis jeg svigter dig, svigter jeg mig selv. Og jeg skal nok være fuldkommen ligeglad med dig. Jeg skal nok holde afstand til dig, men tilgengæld lade være med at svigte dig. Okay? Du vil ikke havde hjælp fra en kvinde, fair nok. Men så er det kun fair, at jeg lade dig være i fred ” hun tørrede blodet fra sin mund af nu, da det irriterede hende. Det irriterede hende også, at han havde vendt ryggen til hende, da hun vil hjælpe ham op og stå. Som et barn, vendte han ryggen til hende. Hvem var denne Dean?. Hun kiggede på ham, mens hendes rolige ansigt var på spil, dog uden så meget som et smil, eller varm blik gav hun ham. Hun var sur, vred, ked af det. ”Nej. Jeg aner ikke hvad der foregår, og jeg er ikke så sikker på om jeg vil vide det nu. Men inden du forlader dette her sted, skal du vide en ting..” hun gik stille imod ham, og prak kort til hans skulder. ”.. hvis du prøver at flygte igen, eller lade som ingenting er sket, så tager du grueligt fejl. Sally vil finde dig, så snart hun ser at jeg ikke er på spil. Så for sidste gang. Dean. Lad mig hjælpe dig, okay? Jeg er ligeså meget på den, som du er. Jeg kender ikke historien, men jeg ser ingen andre vej end at du lær mig den. Lad os sammenarbejde, og når denne her 'konflikt' er ovre, så smid mig ud. Du behøver ikke have noget med mig at gøre” Aino trak sin hånd til sig. Hun kunne se det på ham. Han vil ikke tage imod hendes tilbud. Hun brugte bare al sin kræfter på ingen ting. Nu var det hendes tur til at vende ryggen til ham, og det gjord hun også. Hun gik over til den store rude, og bare kiggede ud. Han var sikkert allerede gået.

Dean sagde ikke noget med stirrede bare på hende, han følte ikke der var noget at sige, han følte ikke der var nogen samtale at føre, han følte det hele virkede så ligegyldigt. Hans liv var en stor mørk sky og han kunne intet gøre ved det, han kunne lige så godt grave sig ned og bare være ligeglad. Han var begyndt at miste lysten til at leve og lysten til at være på jorden, måske han bare skulle efterlade sin krop og lade sin sjæl rejse afsted, han havde aldrig før overvejet sådanne tanker, men det var fordi han så sig selv som stærk, og stærke mennesker gjorde ikke sådan noget. Men han kunne mærke hvordan hans hjerte begyndte at krakelere, han kunne ikke være stærk mere og han følte sig ikke så selvsikker på han gjorde engang, han kunne ikke og han havde intet godt at tilbringe livet med. det hele virkede så koldt. Som om alle mennesker var ligeglade, og hvis de ikke var, så skulle han nok sørge for at de blev det. Det var han mester til, det var det han kunne og det var også det han kunne lide, der var ingen der skulle bekymre sig om ham, for han bekymrede sig ikke engang om sig selv.
"Nej" sagde Dean bare koldt, han var ikke længere sur, ihvertfald så han ikke så vred ud som tidligere."Jeg vil aldrig nogensinde komme til at stole på dig" sagde han, det var ikke fordi der som sådan var noget galt med hende, men fordi han kun en eneste gang i sit liv havde stolet på nogle og der var det gået galt og han var blevet mere svigtet end nogensinde før, og derfor havde han valgt at han aldrig mere ville stole på nogle, aldrig.
Dean vendte sig rundt og kneb let øjnene sammen, han havde efterhånden intet at miste, ahn havde mistet alt han nogensinde havde elsket eller bare holdt af, det var ingenting tilbage og nu var han begyndt at tvivle på hvorfor han overhovedet var på jorden:"Bare lad hende komme..." sagde han koldt og lod de tunge ord hænge i rummet imens han let tog fat i dørhåndtaget og gik ud og i en hård takt smækkede døren efter sig.