En ny begyndelse

T: 16:34
S: Søen
V: Solskin
O: Ingen

En hvirvelstrøm havde slået sig løs i søen og vandet skøjtede dybt ned og forsvandt som i et afløb. Dette var ikke noget man så hver dag i søen, men det skyldtes skam heller ikke naturen at den var opstået. En hvidhåret pige stod lige ved siden af søen og lod en masse vind manipulere med vandet. Hendes hår blæste vildt omkring hende og hendes lilla øjne var dybt fokuseret på det hun havde gang i. Hun så hvordan blade og eventuelt grene fra søen blev trukket ned i hvirvelstrømmen og forsvandt, hvor efter de kom op igen et stykke derfra. Det var jo ikke fordi den var så kraftig så den ville smadre ting på sin vej.
Hvis man kendte pigen var det ikke svært at se hvem det var. Det var lang tid siden hun sidst havde befundet sig ved søen, men nu hvor vejret ikke var nær så koldt som det havde været, var hun begivet sig ud i det åbne for endelig at kunne genoptage sin træning. Når hun på et tidspunkt fik helt styr på denne kraft hun besad med at kunne manipulere vandet med vind ville det ikke være sjovt hvis hendes modstander faldt ned i dette spiralhul. Hun svingede sin ene arm til siden med en flad hånd og strømmen stoppede lige så stille så vandet igen lå roligt på overfladen. Hun smilede tilfreds med hvad hun havde præsteret og satte sig ved bredden. Det var ikke fordi der var meget liv som fugle og insekter, men det var stadig heller ikke helt varmt i vejret. Dog varmede solen meget i forhold til årstiden og gjorde at man kunne holde ud at være udenfor.
Naina som pigen hed havde før hen gået i ikke så varme klæder, men hun var heldigvis begyndt at tjene mere så hun havde råd til det hun havde brug for og næsten mere. Det var skønt at have noget varmere tøj på. Hun havde ikke en kjole på som hun plejede, men havde i stedet taget en hvid top på om en sort jakke ud over og så et par almindelige jeans. Hendes sko var dog dem hun plejede at have på. Men hun syntes heller ikke hun behøvede at skifte dem ud. Nogen almindelige flade sko der sagtens kunne varme hendes fødder nok til at være udenfor. Hun satte sig til rette ved bredden og trak benene op til sig så hun sad let krøllet sammen. Brisen føltes lidt kold mod huden, men det var ikke noget der betød så meget. Solen tøede det hele op igen og føltes dejlig mod hendes ansigt. Hun kunne huske hun mange gange havde beklaget sig over at hun fik solen i øjnene, men lige nu var hun helt stille. Hun var kun glad for at den endelig var kommet frem igen i stedet for de grå skyer og de forfærdelige snestorme.

Sol. Forår.
Det var første gang i lang tid, vejret havde givet så mærkbare varsler. Fra kulde, sne og depression lå der trods alt håb forude for, at forårets kommen snart var nær.
Skarpe pletter og søjler af solstråler tittede legesygt frem mellem bladfanget og afpillet bark fra trætoppenes kroner; indhyllede verden i et klart lys. Jorden gav efter under én på en helt ny måde, når man betrådte de sammenfiltrede skovstier, og briserne mod huden var derimod ikke kolde og stikkende, men kølige.
Will nød det i fulde drag. Det føltes som om, hans krop langt om længe - som efter flere måneders sygdomsforløb - havde genvundet kræfterne igen. Når han stod op om morgenen, var der lyse striber i horrisonten, og det var langt over middag, før dagen døde ud.
Hvis det havde været muligt at suge al verdens lyksaglighed til sig via en magisk støvsuger (eller andet kreativt), havde Will helt klart benyttet denne mulighed. Han lukkede øjnene, mens han gik, lod naturens kærtegn favne om sig og sugede den friske luft dybt ind, så den fyldte helt ned i lungerne og bragte fryd til resten af kroppen.
En lyd fangede hans ører. Det kom ikke langt fra, for det var lyden af bølgende vand, og han vidste instinktivt, at der var en sø lige i nærheden. Nysgerrigt gik han videre, med de blå øjne nu opmærksomt åbne og med det friske brus af vand som sin guide.
Langt om længe nåede han lysningen. Stedet emmede af godhed og positive følelser, og hans blik blev med det samme fanget af det reflekterende vands skarpe lys. Han kunne se solen og skoven i søen.
Så var der lyden af noget andet. Ingen menneskelig aktivitet, men en bekendt kalden af velkendt tryghed. Ivrigt så han sig omkring og fandt svaret ved søens bred.
"Naina!"

Hendes blik lå stille ud over søens rolige vand. det var dejligt det endelig var begyndt at blive varmere og forhåbentlig snart gå hen til forår. Selvom hun stadig tvivlede lidt på det. Det var også tydeligt at der ikke var forår på vej endnu. Der var ingen fugle der sang, eller faktisk var der ikke en eneste fugl i syne. Ordet fugl der havde poppet frem i hendes hoved mindede hende pludselig om noget. Hun så op mod himlen og kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. En lille harpe, som man ofte forbandt med englenes blev taget frem under hendes jakke og hun lukkede kort øjnene inden hun begyndte at spille en lille melodi. Det var ikke noget der lød så højt for sådan nogen landvæsner som de fleste var, men for fugle kunne de tydeligt høres. Og især for en bestemt fugl. Hun åbnede øjnene og stoppede med at spille idet en stor ørn kom flyvende ned imod hende og gav et skrig fra sig. Hun lagde harpen væk og grinte kort, mens hun strakte armen ud. Ørnen landede på hendes arm og nussede kort hovedet til hende.
Hun nåede dog dårligt nok at have set på ørnen, inden én råbte hendes navn. Hun vendte hovedet om, idet hun rejste sig. Hendes smil bredte sig så meget det nu kunne og hun havde nær glemt den ørn der sad på hendes arm. Hun så kort på den og den fløj op i det nærmeste træ og ventede tålmodigt på at kunne komme ned til Naina igen. Hun betragtede let Will som stod foran hende og hendes ben begyndte at tage hurtigere skridt og hun endte med at give ham et kram. Det var virkelig lang tid siden hun havde set ham og dagen efter de havde set hinanden sidst følte hun det som om at hun havde drømt om ham. "Will! Hvor det godt at se dig!" Sagde hun med et stort smil og knugede ham lidt ind til sig, inden hun gav slip og stod nu blidt foran ham.