A new Beginning to avoid an End. //Begyndelse på Site event. IC delen.//

Spoiler:

Klokken var langt over de ti, og solen havde lagt sig, over Di Morga’s huse og skove. Men stadig, var der et stærkt, lyst skær i luften. Et falskt lys, der ikke skadede de beboere i Di Morga, der ellers var lyssky. Et mat lys, der ikke skar i øjnene, hvis man kiggede der imod. Som om man altid bar et par højeffekts solbriller. Et skær, der originierede over den gamle forstad: Abandonné Banlieue. Et lys, der virkede til at skinne, fra flere af de figurer, der befandt sig i forstaden. På hvert af de gamle tage, stod der mindst tre Engle, med deres vinger spredt, på hvert deres hjørne. Og det var som om, at lys, direkte fra himlen, slog imod deres vinger, og gav dette falske lys, der gjorde det nemt for en hver at se, og gav et hvis håb om sikkerhed. Og som om det ikke var nok, var gaderne besat af Politi, for dem der følte sig sikre omkring dem, og ved deres side gik Engle, Dæmoner og selv Djævle sammen, ligeså bevæbnet til tænderne, for at holde orden i gaderne. Det var tydeligt, at den kommende besked, var vigtig til mange, der havde følt en hvis tilstedeværelse i Di Morga. De fleste var kommet, grundet enighed i Jebediah’s fremtids syn, men mange var kommet for at hjælpe, efter at have følt ’Fate’s’ tilstedeværelse. Fate var kendt som det første element, af alle de ældste og klogeste væsner, og det de færeste, af selv disse, der havde set eller følte hendes tilstedeværelse. Men nu følte helle Di Morga det. Vejret var altid mere hektisk. Stærkere i karakter. Solen skinnede langt varmere om dagen, vinden blæste mere kraftigt, og himlen var besat af tordenvejr, næsten hver nat for tiden. Alt virkede kaotisk, i Fate’s tilstedeværelse.

Men det var ikke derfor, de fleste var kommet. Det var de, grundet et håb. Et desperat håb, om en kortvarig fred. For ingen turde håbe, på en længer varende fred. Selv Jebediah kunne ikke være så håbefuld. Jebediah tog et dybt sug af sin cigaret, imens de blinde, matte øjne, gled rundt ud over den store befolkning, der efterhånden havde samlet sig, foran podiet med talerstolen. Han stod på rådhusets tag, og stirede ned på et håbefuldt Di Morga. Et fortabt Di Morga, der havde været undertrykket, i alt for lang tid. Og det måtte slutte. Det kunne ikke blive ved, på denne måde. Di Morga ville ødelægge sig selv inde fra, hvis tiderne fortsatte sådan.
Jebediah’s øjne gled over på en høj Engel ved hans side, der næsten var et halvt hoved højere end ham selv. Og han var alligevel de 1.95. Den høje Engel kiggede til ham, og nikkede en enkelt gang, med et smil. Jebediah nikkede igen, inden han smed cigaretten fra sig, og hoppede ud over huskanten. Kort tid efter han var fadt, slog hans store vinger sig løs, og da de gjorde, skinnede et lys fra ham, lig med dem fra de andre Engle. Hans vinger nåede et vingefang, på over de to meter, og hans lys var skrabere end de andres. De skreg efter opmærksomhed, hvilket også dæmpede de fleste i folkemængden, og endnu flere blev stille, da Jebediah landede bag talerstolen. Der var ingen mikrofon på talersolen, men det skulle vise sig, at den ikke blev nødvendig.
”Di Morga! Hør mit ord, og lad jer blive opløftet af det.. Hvor længe har vi badet i sølet? Hvor længe har vi kravlet rundt i skyggerne, for at gemme os fra mørket!? Hvor længe har vi tiet, grundet vores mangel på håb? Fordi en Hersker fortalte os, at vi ingen stemme havde! Vil I stå for det, længere!? Hvor længe vil I finde jer i denne stilhed!? Ikke længere! Siger jeg. Ikke længere, vil vi lade en Hersker, stampe os ned i sølet, og lade vores børn, broder og fædre, falde i unødig krig!” Jebediah’s stemme, lød til at runge igennem heller Di Morga, og påvirke en vær, der ikke kunne nå til Abandonné Banleiue. Med et slag af de store vinger, fløj Jebediah op fra bag sin trone, så de kunne se hans fulde jakkesæt, og de matte blå øjne, med deres guldlige ring omkring deres iriser, stirede rundt til befolkningen, som om de ramte et hvert øje på deres vej.
”Di Morga, har en stemme! I! Har en stemme! Hvorfor skal vi fortsætte med at gemme os i sølet!? Fortsætte med at vade rundt i blinde, imens en Hersker gør sit bedste, for at udradere os! For at ende Di Morga! Nej, ikke længere.. Di Morga! Slå jer sammen! Stå ved jeres broders, jeres moders og jeres vens side, og lad os sammen lede Di Morga, imod den storhed, det engang havde! Engang var Di Morga ikke blot et krigshærget land, hvor der lå døde omkring et hvert hjørne! Der var det et land, hvor man kunne gå omkring hjørner, uden at frygte for sit eget liv! Hvor er vi endt!? Nej.. Di Morga, bliver nød til at blive ET, igen!” Talte Jebediah, imens han begyndte at flyve ud over befolkningen, med lange langsomme vingeslag, imens de blinde øjne, fortsat stirede ud over folket. Befolkningen begyndte at juble, efter de fleste af hans sætninger. Di Morga var træt af krig. De var træt af død. Selv nogen af de væsner, der havde levet af mord og ugerninger, stemmede i under jublen. Selv de kunne se, at Di Morga havde brug for noget mere. Jebediah’s øjne gled smilende ud over befolkningen, og han stoppede op i himlen, og holdt sine arme lidt ud.
”Så lad os sammen skabe noget nyt! Lad os ligge vores evner sammen, og udrette hvad vi hver i sær kan! Kan du bære værktøj? Så tag del i genopbygningen af vores by! Er du bedst med en pensle, eller bøger? Så belær dine landsmænd! Belær din næste! Er du bedst med din stemme, og bære du dine egne planer? Så spred ordet! Spred ordet til dem omkring dig, eller kom til vort hovedstad, og stå ved min side under Di Morga’s opbygning! Sammen! Brødre! Søstre! Lad os lede Di Morga, imod en ny dag! Di Morga! Eternal!” Råbte han, med armende strakt ud til sine sidder. Dette fremprovokerede højlydt juble fra befolkningen, der slog deres hænder imod vejret, og Englene på hustagende tog del i udråbende: ’Di Morga, Eternal’, som genlød igen, og igen over den gamle forstad.

Jebediah’s øjne gled over befolkningen, og hans læber bredt et smil, imens han begyndte at flyve tilbage imod talerstolen. Man kunne se en skikkel, der begyndte at bevæge sig imod talerstolen selv, og Jebediah landede ved talerstolens side, frem for bag den. Han holdt hænderne ud foran sig, og med håndfladerne nedad, bad om stilhed igen.
”Mange af jer, har følt det… En tung stemning, der bestemt ikke tyder godt, for en hver der kender denne. Noget er på vej, der har provokeret, selv vore verdens kraftige elementer. En fare, der må stoppes. Ikke kun For Di Morga’s egen skyld, men for helle vore verdens skyld. Hvis ikke dette stoppes, vil verdenen blive efterladt i ruiner og ørkener. Dette er ikke noget, jeg regner med i vil tage mit, ord for. Dette er langt støre end jeg.” Sagde han, nu med en langt mere dyster stemme, og hans ord provokerede nervøs hvisken iblandt publikum. Jebediah kiggede kort over sin skulder, for at lade de matte øjne, møde skikkelsen bag sig, og han nikkede en enkelt gang, inden han tog et par skridt til siden.
”Derfor er Fate kommet.. For at vise os, hvad der vil komme, og hvad der vil ske.” han ønskede ikke engang at forklare, hvem Fate var. Folket, ville se hendes styrke meget snart, alligevel. Og de ville se, at hun var mere, end den kvinde hun så ud til at være.

Skikkelsen bag talerstolen, fjernede den kurv, hun havde båret på ryggen. Kvinden bevægede sig, som var hun old gammel, på trods af ikke at se ældre ud, end de tredve. Et højt bump kom fra kurven, da den blev sat imod jorden, og de rustne sværd ramlede larmende imod hindanen, men kurven forblev stående. Kvinden tog så hårdt fat i den tjørnede stav, og slog den hårdt i trægulvet, en enkelt gang, så den røde kulge for enden af staven, satte i flammer. Hatten hun bar, der var formet som en trone, begyndte at svæve en anelse over hendes hoved, i takt med at det flamende hård, begyndte at svæve en anelse. Hun udtalte ord i et tabt sprog, og kranierne der hang på tronen, satte ligeså i flammer, og rev sig løs fra deres pikke, for så at svæve i cirkler over tronen. Kvinden svævede nu langsomt op fra jorden, imens hun rejste hænderne imod himlen, og en formation af skyer, begyndte at forme sig i cirkler. Lyn slog sig løs fra, hvad der lignede en orkan, og larmede faretruende over det tiende publikum.
Pludselig rev sværdene sig op fra kurven, og alle ni, fløj de imod himlen. De begyndte at svæve rundt, sammen med den cirkle af skyer, der formede orkanen. Sværdene lavede først en lille cirkel, inden cirklen begyndte at blive støre. Den brølende larm, de glimtende lys og skarpe duft af svovl blev forstærket, i det sværdene nu havde formet en cirkel, der var lige så stor som hele forstaden de fløj over, og nu begyndte en illusion at forme sig. Illusionen blev langsomt tydeligere, og viste sig nu, vat være et billede af Di Morga, oven fra, som om der var en hel verden over dem, og som om befolkningen selv, hang i himlen, og kunne kigge ned.
Nu begyndte der at komme lyd på illusionen, og billedet bevægede sig nærmere jorden. Man så mennesker, så vel som væsner, flygte fra sorte skygger, skrigende for deres liv. Dem der blev opslugt af skyggen, blev til støv, der fløj ud i intet, kun efterfulgte af gurglende brøl og halsende hylen.
”Rådenskaben vil brede sig, og æde verden i det’s forfald!” Råbte Fate, som hun svævede i luften, med sit flammende blik, rakt imod illusionen. ”Alt vil falde, for fødderne af denne ondskab! En ondskab, gemt væk i mange årtusinder. En ondskab, der ikke har glemte hvad der skete denne. Ondt blev gjort imod den, og nu vil den sprede sin egen, for at hævne sig. Ingen vil blive ladt i fred. Engle som Djævle! Mennesker, som Dæmoner! Alle vil falde for hans føder!” Råbte hun, som illusionen bevægede sig imod den sorteste skygge, som nu udgjorde et blik, med et bredt, smørret smil.
”Ingen vil kunne stå imod hans magt. Ikke alene. Ikke samlet. Jorden vil ligge øde hen. Og alt hvad i alle har kært, vil dø.” Sagde kvinden, som billedet ændrede sig, og viste nu det samme som før, men uden nogen skikkelser. Uden liv. Kun en tung støv regn, der rev sig igennem de tomme gader i Di Morga.

Sværdene rev sig løs af cirklen, og bevægede sig tilbage imod kurven, i det billedet forsvandt, og vejret begyndte at slappe af igen. Fate begyndte at synke imod trægulvet, for så at stå der i et kort øjeblik, inden hun faldt sammen, og lå på gulvet, livløs. Dem med alderen til det, bar stor respekt for Fate, og forstod at hendes ord, kun var brødkrummer af hvad der kunne ske. Hun så fremtiden, og holdt øje med jorden. Men hun gjorde aldrig en forskæl. Hun vidste kun de levende, hvad der ville ske, hvis ikke de gjorde noget ved det. Fate havde ikke vist sig, i mange årtusinde. Hvilket kun kunne anses som godt. Og dårligt, at hun nu var tilbage. Denne trussel, var meget ægte.

Jebediah kneb sine øjne sammen, under helle opvisningen, og sukkede lavt af kvindens ord. Han vidste dem sande, hvis intet blev gjort. Men han nægtede at give op. Han nægtede at opgive Di Morga. Han nægtede at opgive Jorden. Hans øjne slog hurtigt imod Fate, da kvinden faldt om, og han tog hurtige skridt imod hende, for så at knæle ned ved hendes side. Hans øjne gled hurtigt imod Angelie, som stod et stykke bag talerstolen.
”Angelie. Hjælp Fate ind på rådhuset. Hun må hvile.” bad han, med et spørgende blik. Kvinden vejede ingen ting, men stadigt lagde han øjnene imod to Engle, der stod et stykke bag Angelie. ”Alvor. Talon. Hjælp hende.” Beordrede han, inden han rejste sig, og lod Angelie og de to Engle, tage sig af Fate. Han vendte så blikket imod publikum, som hviskede og råbte nervøst indbyrdes. Han bevægede sig imod podiet’s kant, og kiggede ud over publikum, som, bare grundet hans stand, dæmpede sig.
”Di Morga! Vi bliver nød til, at stå sammen om dette! Ligge vores kræfter sammen! Ønsker du Di Morga ondt… Vil du stadigt skulle bruge et Di Morga, at skade! Hvis du ikke indser dette, vil du miste alt, hvad du har kært! Alle har noget kært. Lad være med at lyve for jer selv! Deltag! Red Di Morga! Red verdenen!” Råbte han med et sikkert blik, inden hans vinger slog et slag, så han satte i vejret, og fløj ind over publikum igen.
”Vi vil starte her.. Denne gamle forstad, var blevet et sted af ugerninger! Men denne forstad, ligger nærmest den trussel der nærmer sig! Vi vil genopbygge denne by! En ven af Di Morga, har allerede samlet de beboere der før beboede den, og tilbudt hjælp. Nu, er det tid til genopbygning! Tid til renovering! Denne forstad, skal ændre navn! Vi vil give den et nyt! Réunis Banlieue! Lad byen være et forbillede, for Di Morga’s genforening! Lad det fremvise, at vi kan arbejde sammen, mod en stører fjende! Vil I hjælpe mig, Di Morga!? Vil i hjælpe mig, med et genforene vores stemmer!? Med at lade Di Morga’s stemme blive hørt, i vores fjenders hus!? Di Morga! Eternal!!” Råbte han til slut, og slog sine arme ud til siderne. Et højtlydt råb fra publikum, blandede sig med Jebediah’s, og hans smil voksede endnu engang. Der var stadigt håb. For Di Morga. For alle.

Alexander stod på et tag og lænede sig op af en skorsten, mens han drillende lod sin cigaret vippe i mundvige. Trods at han kun for ganske få dage blev befriet fra sit fængsel i Karl var han allerede opdateret på det der skete i byen, Jebediah havde fået tronen mere eller mindre foræret og Angelie var fortsat en hund i skødet på en mester der var langt svagere end hun selv var. Tingene var så at sige som de altid havde været i det lille krigshærgede land, men en ting var anderledes ved dette optrin, denne tåbelige og yderst risikable manøvre der skulle give folket en følelse af sikkerhed og nye tider havde for få øjeblikke siden vist sig at have gjort noget helt andet, eller det var da det Alexander i sit stille sind følte. Han havde ikke speciel respekt for Fate eller hendes syner da han mente man selv skabte sin fremtid, men hun nød dog den sjældne mænge nysgerrighed som Alexander besad.
Alexander var ved at få et hosteanfald af grin da han igen hørte englen der måtte være Jebediah tale, at en større ondskab skulle komme til landet var hysterisk morsomt, den ondskab der var i landet var ikke bare dens egen, men hele verdens samlede mængde af alle der var anderledes end menneskene, for intet andet sted på jorden var der så mange magiske væsner som i Di Morga, alle dem der ikke var født eller skabt her havde på et eller andet tidspunkt flygtet for at slippe fra forfølgelse andre steder.

Alexanders lange sorte frakke viftede vildt i vinden og hans stramme sorte bukser skinnede svagt tilbage i det kraftige lys fra englene. Han kunne ikke lade være med at smile og hans syregrønne øjne skar igennem mørket som en slanges hugtænder på vej mod et bytte. Han klappede højt og hujede ligesom alle de andre tilskuere, men da klapsalverne døde ud fortsatte han, mens han stille og roligt hoppede ned fra bygningen og landede forrest blandt tilskuerne der i forfærdelse kiggede på ham. En enkelt lille pige pegede på ham med en buttet finger, "Mor sagde vi aldrig skulle frygte dig mere", Alexander smilede ondskabsfuldt til hende og skævede rundt på de mange engle og politifolk, "Din mor har måske ret, måske for jeg en lyst til ikke at dræbe for sjov", han blinkede til hende og hun begyndte at hyle dkregslagent mens moderen bare kiggede på ham i vantro, "Du dræbte min mand! Flere andre fulgte og til sidst begyndte folk at samle sig i en vred hob omkring Alexander mens de råbte navnet på deres kære døde og forsvundne familiemedlemmer.
Alexander blev bare ved med at smile over opmærksomheden der blev vist ham, det var skønt at være hjemme. Han råbte med høj nok stemme til at dæmpe larmen en smugle, "Jeg en en... semi reformeret vampyr, jeg spiser kun på lige dage", hans smil var sindsygt og han kørte roligt en hånd igennem håret mens han kiggede op mod Jebediah og begyndte at tale med en myndig og yderst ubehagelig stemme, "Tror du virkelig du kan få alt dether til at lykkes? Giv mig et ærligt svar jeg kan bruge til noget og jeg skal personligt være den første til at rydde op i denne usle bule", hans stemme afslørede ikke hvormed han havde tænkt sig at gøre det, men det var efterhånden tydeligt at Alexander ikke havde ændret sig det mindste under hans indespærring.

Alexandre bevægede sig mod forsamlingen ved Abandonné Banlieue. Navnet lød fransk og inde i sig selv gentog han det, igen og igen. Det lød godt. Til trods for at abandonné kun kunne have noget at gøre med at forlade eller efterlade. Mon der var en dybere mening med at det var hér at Jebediah ville holde sin tale? Skulle de forlade det Di Morga som alle omkring ham kendte til og sammen bygge noget nyt? Eller var det mon blot en tilfældighed?

De mange ord der flød fra den gamle engels mund trængte sig vej til hans øregang og han stoppede kortvarigt op for at lytte. Men hurtigt fortsatte han sin vej ind gennem menneskemængden. Han blev ikke fanget af alle ordene, det var ikke alt som han kunne relatere til. Nu var han jo også først lige flyttet til landet, så det var måske primært derfor.

Nu hvor Alex gik mellem alle disse mennesker, væsner og eksistenser slog det ham, hvilket kaos der havde udfoldet sig i dette land. Det lod til at have stået på længe og var ved at løbe af sporet. Måske han skulle have lavet lidt bedre research inden han flyttede ind?
Der var meget at rette op på og ikke alt ville lykkedes, tidshorisonten ville nok strække sig frem mod de 10-20 hvis man skulle lave store ændringer. Det var jo ingen tid for ham, men skulle et væsen som mennesket være med til det, ville de kræve ændringer med det samme. De ville se resultater, hvis ikke ville de vælte regeringen. Eller i hvert fald skubbe dem af pinden til næste valg. Hvis man da indførte valg! Ville det gavne landet med noget mere demokratisk?

Alex krydsede i hvert fald fingre for at de ville have en række gode, politisk kloge styrker med sig. Det ville kræve en hel del at rette op på et land med diktatur, hvis det var det som havde været tilfældet. Det ville kræve tid og en hel række ændringer. Det var også kun meget få lande der i hele verden havde diktatur. Det var vel 2012.
Det ville vel også være et udspil der kunne få landet lidt på verdenskortet og måske oprette muligheder for import/eksport. Eller blot bedre muligheder.
Globaliseringen måtte de vel følge med i. Det nyttede ikke noget, at der blot sad en diktator der ikke gad lege med de andre.

De mange tanker optog Alex's sind i sådan en grad, at han slet ikke opfattede at der nu var en vampyr med i spillet. Det mindre behagelige nattevæsen stod blot en halv meter fra ham og slyngede spørgsmål og ubehagelige ord direkte mod englen, som havde startet alt det her.
I starten havde Alex besluttet sig for at forholde sig passiv mens at dette onde væsen hærgede. Men da den lille pige blandede sig, kunne han ikke lade være med at lægge en beskyttende hånd på hendes skulder og træde et skridt ind foran hende. Bare lige for at indikere, at hvis vampyren ville pigen noget, skulle han forbi ham først.

De mosegrønne øjne holdt blikket rettet mod vampyren, da denne nu var hans udfordring. Forhåbentlig ville det simple væsen nøjes med at komme med verbale trusler og så holde sig fra at gøre alvor af dem. Det havde allerede skabt optøjer nok, at han åbenbart havde slået halvdelen af byens beboere ihjel.
Sikke dog et kaos.
Man burde virkelig have tænkt det noget bedre igennem inden man flyttede hertil. Skulle han virkelig rode sig ud i det her eller skulle han holde sig væk? Nu stod han jo mellem en vampyr og den pige, der åbenlyst var bange for ham. Ville vampyren nyde denne frygt hos pigebarnet eller ville han holde sig fra hende?

En lettere rank skikkelse, sad en smule afsides den store menneskemængde.
Kvinden havde siddet der fra starten og lyttet eftertænksomt; hun havde jo trodsalt gået glip af en hel del, siden hendes sidste besøg i Di Morga. Hendes blik vandrede til de omkring liggende omgivelser, selv udseendemæssigt var det svært at genkende, det engang så velkendte, der nu var så ukendt. De lysebrune øjne, med de markerede mørkebrune ringe omkring pupillerne; spottede et mindre udbrud i den store mængde, hun bevidst havde holdt sig fra. Med hovedet sat let på skrå, fokuserede hun sit blik på menneskemængdens 'main attraction', vampyren, der eftersigende var skyld i megen død og ødelæggelse. Hvis man altså tog, de raserende og råbende folks ord for det.

Felicía fandt scenen yderst fascinerende, for ikke at sige dramatisk; måden hvorpå vampyren valgte at tiltale englen, der havde stået for dette arrangement, var meget taktisk. Noget der lå til hendes speciale, han valgte nemlig ikke bare at stille spørgsmålstegn ved hans lid til selve projektet, men også om det generelt var den bedste ide. Et smil bredte sig kort på hendes læber, tingene havde lige taget en drejning til det mere interessante.
Hun lod sit blik glide henover sit armbåndsur, for at se om det var blevet tid til at trække sig tilbage; men hun havde rigelig med tid, hendes måltid kom først om flere timer. Så hun kunne ligeså godt rykke lidt tættere på og nyde godt af det igangværende show. Felicía havde ikke regnet med at der overhovedet ville dukke så mange op til dagens begivenhed og da slet ikke, at det ville være noget nær så interessant som dette.

Felicía rejste sig fra sin bænkplads og besluttede sig for at gå tættere på, hun mærkede hvordan intensiteten næsten fik luften til at sitre og hun kunne ikke lade vær med at føle en unormal form for ro; det var sådan hun huskede Di Morga, som et ængsteligt sted der fik beboerne til at holde vejret i spænding og frygt for hvad fremtiden, eller det næste sekund kunne bringe. For i de fleste tilfælde, bragte det aldrig noget godt og det var vel kun på sin plads. Det var jo ikke ligefrem fordi 1700-tallet var noget at juble over. Hun rystede på hovedet med et smil, hvilket resulterede i at hendes lysebrune pandehår nu dækkede for hendes øjne. Hun nænnede ikke at fjerne det, og det fik mest af alt hendes ekstrem lyseøjne, til at ligne en kats, gennem de fine sprækker. Felicía rykkede det dog, så det kun dækkede for et øje i stedet for begge.

Da hun var helt tæt på, lagde hun mærke til personen foran vampyren; det var endnu en engel. Hun lod sig først kort undrer, over det faktum at der faktisk var en del engle tilstede, hvilket ikke ligefrem gjorde det mere behageligt for hende. Det var svært ikke at føle en lille naturlig irritation, det kunne mest af alt forklares som når familier holder sammenkomster. Engle og vampyrer kunne anses som de fjerne fætre og kusiner, der hade hinanden som pesten, men som dybest set godt ved, at de begge har deres egne eksistentielle grundlag for at være i 'live'. Felicía observerede kort den spænding der lå omkring vampyren, englen og den lillepige der gemte sig bag ham. Hun krydsede armene, med hovedet let på skrå; hun hade når børn blev involveret i voksnes problemer.

Logan havde tvunget sig selv op til Abandonné banlieue, mange minder kom ham i møde. Det var her han allerførste gang havde samlet mænd til en oprørsbevægelse, det var den gang mod Malakel.
Dengang.... Der var sket meget siden Logan først kom til Di Morga, han havde nu kæmpet mod 3 herskere over Di Morga, den ene mere ond end den anden, nu var der så kommet snak i gaderne om at en engel ville bringe orden på sagerne, ingen vidste hvordan.

Logan havde på denne særlige dag, taget sin gamle militær uniform på (Digital camouflage), med den sorte barret som havde US Marine Corps' ørn og globus med anker på. Dette var et højst usædvanligt syn, men Logan var også en usædvanlig soldat, han havde været igennem mange ting i det amerikansk militær, meget hemmeligt.
På brystkassen hang der tre medaljer, Medal of honor, purple heart og Marine Corps Expeditionary Medal.
Rundt om brystkassen hang der også hans trofaste M4, han turde ikke gå nogen steder uden den længere, ligeså havde han også en pistol siddende på højre lår.

Han trådte ind på pladsen i takt med at talen begynde, i følge Logan lød den hele en smule naivt, hvordan ville de få det til at fungere uden en større magt faktor, Gud.... Tsk man skulle være dum nok til at tro på det,.
Lyden af en lighter ville bryde stilheden og Logan ville tænde sin cigar, en cubansk, hans sidste. Han så rundt... Scars var tilbage, fantastisk...... Simpelthen fantastisk.

"Du taler om fred og fællesskab, men alligevel står i bevæbnet til tænderne, hvordan skal jeres ord være noget bedre end Scars eller mit ord?" råbte Logan mens han fortsatte igennem menneskemængden.
Han stoppede så da han stod omkring 5 meter fra Scars. "Længe siden broder, jeg har næsten savnet dig" mumlede han hvorefter Logan pustede røg ud i luften og så på Jebediah.
Ihh hvor det dog gjorde ondt at acceptere Scars som Logans halvbror, de havde samme skaber/mor, hvilket gjorde dem halvbrødre. Logan kunne mærke hvordan hader blussede op i ham igen, Scars havde været skyld i Logans bedste venners død. Det ville Logan hævne på den ene eller anden møde. Men nu handlede det om Jebediah.
"Sig mig Jebediah, hvorfor skulle jeg stole på dig? Du var trods alt den person der stoppede mig i at brase ind i Abbadon og anholde Zane, hvorfor skulle jeg så stole på at du ikke bare vil udrydde alle som ikke er Guds smukke racer, også udrydde alle andre som fx vampyrerne og djævlene. Hvorfor skal vi stole på dig?" sagde Logan og lagde en hånd på M4'erens håndtag med sådan en smøre kunne han ikke regne med andet end en lille smule had fra folket omkring ham.

Et sted. I en skygge. Op ad en mur. Stod en djævlekvinde. Hun var iført en lang mørk frakke med en noget så dyb hætte der dækkede størstedelen af hendes ansigt. Faktisk var det eneste synlige, djævlekvindens hage. Frakken så ud til at være lavet af et dyrt stof. Med andre ord var denne djævel meget velstillet når det galt velfærd.

Hun havde stået der længe - i skyggerne altså. Rolig og observerende. Selvom det ikke helt stod til hendes natur at holde sig ude af den slags. Men her til aften var hendes opgave at forholde sig passiv og observerende, medmindre hun fik uddelt andre ordre - eller selvfølgelig at en eller anden tåbe fandt på at angribe hende. Umiddelbart havde Kora dog tænkt sig at holde sig på afstand fra slagsmål. Under talen forholdt hun sig rolig, faktisk ændrede hendes vejrtrækning sig ikke engang. Selv ikke da en genkendelig skikkelse dukkede op ved siden af den talene engel. Eller rettere - en genkendelig aura, der fik Kora til at mærke en ubehagelig kuldegysning op gennem nakken. Også i det øjeblik hvor kvindeskikkelsen begyndte at tale, stivnede hun. Dette var nyheder som hendes herskerinde ikke ville bryde sig om. Nyheder der uden tvivl ville skabe frustration og en hvis glødende vrede.

Hun lukkede kort øjnene og åbnede dem så igen. Showet var overstået - for nu. Det der var sket, var ikke godt. Tingene havde fungeret meget godt indtil den dukkede op. Ikke nogen Kora kendte personligt dog, kun nogen hun havde hørt om. Kora pressede sig let ind mod muren og hviskede så meget lavt på et gammelt sprog "Vis hende hvad i har set, udlad ingen detaljer. Sig jeg har flere informationer" det var så lavt at hun tvivlede stærkt på at nogen kunne have hørt det. Især nu hvor opmærksomheden var rettet andetsteds.
Kora løftede hovedet en smule for at se op mod himlen. Brødre og søstre tænkte hun let. Der var djævle der fløj rundt deroppe blandt engle. Djævle og engle der arbejdede sammen. Kora mærkede et lille stik af savn, før hun igen sænkede blikket for ikke at drage sig unødig opmærksomhed.