det første møde-Fenris

Tid: eftermiddag
Vejr: dejligt varmt
Omkring: skov
Sted: Skoven


Jin gik rundt i skoven som hun altid gjorde, for at være lidt af alene, hun blev set ned på af de to racer hun var en blanding af.
hun havde sin tegneblok, farver, blyanter og nodehøfte, hun skrev selv sange hun nogle gange ville synge for sig selv, hun troede hun var alene i skoven, men det var hun ikke, for 2 dæmoner og 2 vampyre omringede hende, hun holde fat i sin taske, men den blev hevet fra hende, hun var bange, de kunne slå hende ihjel hvis de ville det og det var jo det hun var bange for, det var sjælden hun havde til at hjælpe sig, hun var tit kommet hjem slået halvt ihjel eller kvæstet

med et løde der et brøl. Og frem fra skoven kom en mand det var Fenris ha gik frem med en, vredmine " hvad pokke laver i 4 kom i lade hende være i fred ellers. Komme i til at fortryde det give hende så hendes taske tilbage inden jeg blive det " sagde Fenris, og begyndte at knure som den varulv han var. Ingen skulle angribe eller overfalde en forsvarsløs pige på den måde

dem der havde taget hendes taske blev forskrækket over at der med et var en, hun fik fat i sin taske og løb hen bag ved den fremmede, men lige inden falde hun over en sten"av"sagde hun, men hun rejste sig op igen, hun kiggede hen på dem som havde lige været ved at overfalde hende, hun var endelig meget glad for at den fremmede var kommet og havde forskrækket dem som han nu havde

" hvor vover i at. Over falde en pige på den måde det kan godt være i er så mange, men det er kun kujoner som overfalde ander og det er i 4 et gode eksempel på" sagde Fenris. Og søget for at Jin var i sikkehed bag sig så de kunne får fat i hende igen, Han var måske ene men han var mere modig en ander tror. Tros han var bange for vampyr men det var slet ikke til at mærke på ham,

"de er kun efter mig fordi jeg er....halv af hver"sagde hun, en lille tåre løb ned af hendes kind, hun kunne jo ikke gøre for hun var halv dæmon og halv vampyr, det var jo hendes forældre som havde bestemt det, hun kiggede lidt hen de 4 igen, men de havde skynd sig væk fra stedet, den fremmede var jo kommet og virkede meget truende overfor dem og det havde skræmt dem rimelig meget for de var ikke forberedt på at der ville komme nogle

" så nu er de væk. Du skal ikke være bange eller ked af det de komme ikke igen med det, samme det søger jeg for skal jeg følge dig hjem i sikkehed eller vil du gå en tur. Sammen med mig " sgde Fenris han stemme var bliven blidt og rolig, det var ikke til at tror af det var den sammen som hade skræm de ander væk. Da han viste at hans yhder var ret skræmmen vis man så ham rigtig, i hans varulv som var vild og voldsom og meger blodtørstig

hun tørrede tåren væk med bag siden af sin hånd"tak fordi du fik dem væk fra mig"sagde hun, hun kiggede lidt på ham, hun tjekkede sin taske om hun havde det hele, det havde hun, hun kiggede på ham"det kunne da være hyggeligt, jeg vil meget gerne gå en tur med dig"sagde hun

" godt. Det er viste bedste at vi gå vis de komme tilbage igen og ha måske venne med, så tror jeg ikke at jeg kan skræme dem væk jeg er ikke så stære i dage. Det fuldmåne i går og det har tage på mine kræfter " sgde Fenris, og gik sammen med hende ind i skoven og lidt efter kunne han høre at der kom nogen. Han trak hende ind i et hul træ og holde hende let for munden,

hun gik lidt med ham, hun hørte ikke nogle, hun blev lidt forskrækket da han trak hende ind i et hult, træ og holde hende for munden, ikke voldsomt, men hun holde sin mund og holde sig i ro, heller stå her end blive slået halvt ihjel, hun opdagede at hun stod endelig rimelig tæt med ham, men det var ikke det hun skulle tænke på nu

Fenris så ud. Og så at de kom gånde 7 meter fra dem og de kunne ikke når at komme vider, iiden de var komme frem til træet han lukke hulet med et tæppe. Så de kunne skjule sig for dem i et stykke tide og da det var ved at blive mørket satte de. Fremmede sig ned foran træet og snakke sammen

hun så på Fenris, hendes sagde næsten -jeg er nød til at gå der ud og få dem væk-, hun viste ikke hvordan hendes tilstand ville blive bagefter, for det var jo hende de var efter og ikke Fenris, han skulle ikke blandes ind det her, det var hendes kamp ikke hans, han ville ikke havde at han skulle komme til skade på grund af hende

" nej du blive her. Jeg skal nok husk på at jeg er den ældste så jeg får dem væk her fra, når de jaget mig så løb med til skovesøen der er en hytte der komme jeg så snart jeg et. Sluppen fra dem bare blive her " sagde Fenris og så på hende,

"jamen, det er mig de er efter ikke dig, du skal ikke gøre det"sagde hun, hun så bekymret ud, hun viste hvad de kunne finde på at gøre ved ham hvis han ikke kom væk fra dem, hvis han så gjorde det og hun kom et stykke væk, ville de nok opdage hende og jage hende i stedet for.

" bare rolig. Mig kan de ikke fange og jeg skal nok hjælpe dig med at komm væk fra dem, mig skal de ikke gøre vred selv om jeg bare linder et mennske er jeg det ikke. Jeg er ikke en varulv for ingen ting og er ikke den Fenris den 9 " sagde han, og så på hende han ville ikke lade hende gøre det alene han ville. hjælpe hende så godt han nu en gang kunne

hun kiggede på ham"så du hedder Fenris altså, jeg hedder Jin"sagde hun, hun ville stadigvæk ikke lade ham gøre det"jamen hvis de fanger dig, jeg ved hvad de kan finde på, jeg har oplevet det meste af det de kan finde på op til flere gange"sagde hun og så ned, der var mange gange hvor hun havde været tæt på døden og lagt på hospitalet i flere måneder

" jeg lade dig ikke. Gøre det alene jeg vil hjælpe dig for sådan er jeg og jo jeg heeder Fenris, og jeg vil ikke lade dem gøre dig noget så længe jeg er her for mig kan de ikke skræme. Så let så jge hjælpe dig uanset om du vil ha det eller ej " sagde Fenris stille,

med et blev tæppet fjernet og de 7 der var der havde hørt dem, de tog hurtigt fat i hende og hev hende ud, hun blev forskrækket, der var kun en der skulle holde hende, de 6 andre eller måske 5 andre skulle holde Fenris væk, de grinte af hende, de tog hendes taske og smed den et godt stykke væk, hun blev bange, nu ville det kun gå galt for hende

Fenris så op på himmlen. Og begyndteb at knure vredt han var rasen og så på og hans øjne lyste, helt grønt og nu skulle man se at komme væk før hans vrede. Foralvor kom frem i lyset hans krop begyndte at ryste som tegen på at han var ved at, være så vrede at han ikke kune styre sig mere

de 5 som skulle holde ham på afstand stod og så på ham, imens de to som havde hende, trak hende lidt mere væk, hun prøvede at komme fri, men hun var ikke lige så stærk som en fuldbolds"slip mig lade mig gå!"sagde hun, hun fik en lussing for ikke at holde sin mund, hun blev forskrækket over at hun fik den, hun så hen på Fenris, hun håbede han kunne klare dem, hun kunne ikke selv, så hun måtte bare vente og se på om han kunne klare det og om hvad de to ved hende, ville gøre ved hende, hun håbede ikke det ville blive voldsomt

Fenris rev sig fri. Og for hende i mode de 2 som hade tage hende uden for han rækkevidet, nu var han virkelig vred det kunne man se på ham hans gørne øje lyste. Af hade og vrede og ingen skulle komme ham på tværs når han var så rasen som han, var det lige nu nej hvor var han bare vred