i skoven en fuldemåne nat (Kiseki)

T: 00:30
O: ingen
V: fuldmåne
S: skoven


det var en nat med fuldmåne. Og i skoven lød der hyle fra en varulv det var Fenris han var nomalet en søde fyr, men med den forbandels han hade får som spæde for at redder ham fra at død. Da han som lille hade være meget syg så syg at han kunne ha være død den gang,

//husk det ikke må være privat :D //

Kiseki havde valgt tidligere på dagen at ligge sig i et af de mange træer i skoven, gren han havde valgt var ret store og kunne holde til lidt af være, så selvom han bevægele sig, vil den ikke rykke sig, selvom normale gren helle ikke vil, men hans lydløs krop, hjerte slog ikke og hans vejrtrækninger var sjælen noget der fandtes, men de var der, kort og små.
Kiseki strækkede sin krop igennem, da den først lyd fra en varulve som hyle mod fuldmånen, han lagde hånden for ørerne og skær ansigt "forfærdelig lyd" sagde han med en stemme som ville give kulde gysning gennem kroppe, den var nærmest dø, ikke særlig livlig, han havde blikket mod himlen men duften af en varulve var stærkt for hans næse "Fu... sikke en stank" sagde han og lod en hånd gled ned over næsen, han lod derfor sig gled om på maven .
og lod blikket falde rundt omkring for at leder efter kilden, til stanken og der stod en varulve, stor , hæslig og ikke et kønt syn. synes kiseki, men sådan havde vampyr det vis med varulve, selvom han selv duftede mere af dæmon, især lige nu, hans lilla øjne små lyset i mørket fra trægren "Jamen dog... er din lufte sans blevet dårlig... kære varulve" et smil breddes sig over hans bleg hud, mens månelyset vidste hans kønne ansigt for varulven.
smilede var ikke hånligt, mere skuffet over evne fra varulve

Fenris hade skam luget ham. Men gad ikke jaget ham da han helst ville slappe af, han han det ikke godt efter sin forvandligne da det smerte i hans krop. Men efter noget tid slappe ham af og hade det bede nu og knure vredt af ham, han så rasen på ham men huske at han ikke angreb nogen uden grund. Og Kiseki hade ikke hjorde ham noget som helst og han skulle helle ikke forsøget på det,

han knækkede en kvist, med nogle få blade på, han lod arm hæng ned fra grenen, mens han vendt og drejede den i mellem to figner. Kiseki blik faldt inden i mellem på varulve som, så småt begyndt at komme sig over sine smerte " sikke en svag, varulve de er. at du ikke kan holde til smerterne " han rystede på hovedet, og lod tunge glide over hans løber, meget kort.
"sikke en skuffelse" tænkt han på, hvor rolig varulven enligt var.
Kiseki og varulven var på god afstand til hinanden, omkring 5 meter, nok mere 4,5 meter . træet var stort og hårdt, det kunne ikke bare lige flyttet på.
Kiseki lod blikkede falde tilbage til kvisten "Din luftesans, han nok ikke fange alt, hun at mit stærke blod" sagde han og fik det til at lyde som om han tænkt højt, du vil ikke kunne duft hans vampyr del, andet vis han blødt, Kiseki lod kvisten knække i hænderne på ham og der kom lidt nogle få dråber blod, som faldt mod jorden i en langsom bevægelse med gren først , såret heal da kiseki lod sin tunge glide over såret, "det uforståeligt at en varulve er så rolige og menneskelig, det må være tegn på....." en lang pause kom og det sidste kom ud som hån " svaghed"

Fenris knure rasen. Da han kunne lugte at han var en smule vampyr og dem var hans ret bange for, efter en havde slog hans forælder ihjel samne han 3 søsken. Som alle hade være 4 år ælder end ham piger

kiseki rystede på hovedet med et letter suk, han lod en hånd glide gennem håret, mens han rystede det mellem figner "Du er svag, kender du ikke til din værest fjerne styrker" hans smil var uhyggeligt, Varulvens tanker var blevet fanget af Kiseki.
"Sikke et billede" sagde han med et lille smil på læben "deres had er ikke noget særligt" sagde han og sukkede dybt.
Han vil normalt dømme folk, men dette vænse gik ham på, dens svaghed, dens åbenhed og sårbarhed. han lod blikkede glide ned over den behåret væsne, som var så stor og skræmmende, men det indre var svag tænkt Kiseki og lod kroppen glide op af træstammen.
"du kan ikke beskytte nogle, som du er" sagde han og lod en hånd glid ned i lommen og tog fast i en bakke

" så holde dog mund. Dit bæst oglad mig være i fred " snere Fenris vredt han var træt af at, blive tire af vampyr for at får ham til at sloget men Fenris var en rolig fyr. Som kun sloges vis nogen hade gjprdet ham virkelig vred lige var han bare gnaven, som ind i pokke hvorfor kunne den halv vampyr ikke bare forsvinde.