En nat i skoven..

Sted: Skoven
Tid: 02:04
Vejr: Mørkt, men uden at være specielt koldt
Omgivelser: I en skov midt om natten? Der er næsten fuldstændigt øde..
Dato: 14/8

De mange trækroner, dannede et beskyttende tæppe af sammenfiltrede grene og mørkegrønne blade, som havde lukket alt lys ude, hvis der altså havde været noget. Det var en af de mørke nætter, hvor ikke engang månen lyste, og hvor kun få stjerner var tydelige på den mørkeblå, næsten sorte himmel. Dette fik kun skovens indre til at virke om muligt endnu mere mørkt og koldt. Man fik ikke følelsen af, at skoven var specielt gæstfri. Og når man først var derinde, fik man følelsen af, at man var fanget derinde. Inde i mørket. Inde i et bur af trækroner og buske. Skovbunden var ujævn, og hist og her, stak rødder og andre ting op fra jorden, som gjorde det utroligt svært, at bevæge sig rundt derinde, uden at falde eller snuble. Mørket gjorde naturligvis også sit til, at det ikke var specielt nemt, at holde øje med, hvad man trådte på, og hvad man stødte ind i. Skoven var naturligvis en helt anden, når solen stod højt på himlen, når fuglende sang og når skovens blomster og smukke planteliv igen var synligt. Men om natten var den bare.. det stik modsatte.

Evangeline gik rundt i skoven, og sørgede omhyggeligt for, at holde sig på den svage og lettere ujævne sti, som gik igennem hele skoven. Hun skulle skam ikke nyde noget af, at fare vil i skoven midt om natten, skønt det nok allerede, var det der var sket.
Evangeline arbejde på de forskellige barer rundt omkring i Terre, for at tjene penge nok til, at hendes økonomi kunne løbe nogenlunde rundt. Hun havde været lettet, da hun endelig fik fri, og havde haft en trang til bare at komme hjem, så hurtigt som hendes ben kunne bære hende. Hun havde derfor besluttet sig for, at skyde genvej igennem skoven, så hun kunne komme hurtigere hjem, hvilket så havde resulteret i, at hun havde gået rundt i skoven i flere timer, uden rigtig at vide, hvor hun befandt sig henne. I starten, havde hun nægtet at se i øjnene, at hun var faret vild. Men det var hun efterhånden tvunget til at gøre alligevel. Alle træerne lignede hinanden og det var umuligt at navigere rundt herude. Alt var bare mørkt og koldt.. hun sendte en længselfuld tanke til den varme seng, som stod hjemme i hendes lejlighed og ventede på, at hun kom hjem. Hvis hun da nogensinde kom det.

Evangeline var iført en sort enkel kjole. Det var den hun arbejde i, blot med et hvidt forklæde udenover. Ellers gik hun aldrig rundt i sådan noget. Kjolen var nemlig stopløs, og lidt for nedringet og endnu mere lårkort. Det var det pigerne gik rundt og serverede i, på baren. Hendes chef - en halv-sjofel mand - mente, at det lokkede flere kunder til, hvis pigerne gik rundt i kjoler, der nærmest fremhævede mere, end de skjulte. Evangeline følte sig ikke specielt tilfreds i den nu, hvor hun rendte rundt midt i en skov om natten. Hun var ærlig talt begyndt at fryse en hel del. På hendes fødder var til hendes fortrydelse et par sorte stilletter, som passede til kjolen. De var aldeles ikke beregnede til lange gå-ture i skoven. Hendes hår krøllede blidt ned af hendes ryg og indrammede hendes ansigt, med de store grønne øjne, den lille velformede næse og de fyldige læber. Jo, Evangeline havde været heldig med sit udseende. Og kjolen sad da også godt på hende, men der var bare for lidt af den, ifølge hende selv..

Evangeline stoppede op og lod et langt suk glide over sine læber. Hun orkede ikke at gå mere, hun kom alligevel ikke et skridt nærmere vejen ud fra den skov. Hun lod sin ene hånd hvile på et af træernes stamme, og lod sit blik løbe rundt i skoven omkring hende.
Hendes bevægelser var meget yndefulde og elegante, og kunne med lethed have gjort selv den bedste ballerina misundelig. Det var helt tydeligt, at hun ikke var et menneske..

Skoven var et af de steder diverse blodsugere og andre af nattens børn holdte til mange gange, for at se om der kom en lille forvirret og bange lækkerbisken forbi som de kunne sætte deres tænder i. Mørket havde opslugt skoven og havde gjort den ufattelig dyster, hvilket mange nød, mens andre ville falde om og dø.

Skovens stilhed blev brudt af et brøl fra et dyr, men dette dyr burde egentlig ikke være her ude i skoven, da den ikke fandtes på disse vider normalt. Brølet tilhørte en tiger, men den var ikke som de andre, denne her var sort med få hvide striper og røde øjne, hvilket viste at det var en vampyr i forklædning. Tigeren var normalt en ung mand ved navn Emanuel, som var kommet er til Di Morga for nogle få år siden og nu levede i bedste velgående, uden at dræbe nogle for at få blod, men hvordan kan det lade sig gøre? Jo ser du.. Efter hans elskede Anya døede for et halvt år siden, kunne han ikke få sig selv til det, da det var et løfte han indgik med hende inden hun døde " Emanuel lov mig du ikke vil drikke blod for andre væsner som mig" det var sådan hun sagde det inden hun hoppede udover klippen og ned i vandet. Han havde gjort alt for at rede hende, men det var forsent.

En duft fangede hans næse idet han så op fra skovbunden og fik øje på en ung kvinde, der var meget let påklædt og med stiletter? Hmm.. Han blev enig med sig selv om det sikkert var en af disse strippere fra en af de her velkendte barer i byen, og hvis det var, var han fuldkommen ligeglad. Han gik et stykke væk fra hende og forvandlede sig igen til menneske og rettede kort på sit tøj " Jamen dog.. " lod det fra ham inde fra de mørke skygger idet han lod sine øjne blive sin grønne farve igen

Træerne tårnede sig op omkring Evangeline. Hendes hånd berørte en af træernes stamme. Den var ujævn og gammel, og havde sikkert stået der i flere tusinder af år. Både i sol, regn, sne og storm. Alle de udfordringer naturen havde budt træet, havde ikke fået det ned at ligge..
Hun betragtede træet længe. Forsøgte at finde en usædvanlighed, ved netop dette træ, som kunne hjælpe hende med, at skille det ud fra de andre. Men det var umuligt. Træerne var virkelig ens her.. det var komplet umuligt at navigere rundt. Hun havde for længst givet op. Hvordan skulle det nogensinde være muligt for hende, at finde ud af, hvad for en vej hun skulle gå? Der var sikkert ikke nogen, der kunne hjælpe hende.. tanken var ret urealistisk.

Hun vendte sig forskrækket mod en stemme, som kom fra skyggerne. Hun havde regnet med, at hun var alene. At der ikke var andre her end hende. Hun rystede svagt og var ærlig talt ikke særlig tryg ved situationen. Hun anede svagt en skikkelse i skyggerne, men belysningen var for svag, til at hun kunne se vedkommende rigtigt. Hun kunne dog høre på stemmen, at skikkelsen var af hankøn.
"H-hvem der?" Fik hun fremstammet, imens hendes blik stift var rettet mod det sted, hvor skikkelsen var. Bange anelser kørte rundt i hovedet på hende, og panikken var ved at tage over..

Han stod stadig inde i skyggerne og betragtede hende " Hvem jeg er... Det er nok nærmere hvem jeg ikke er" sagde han og trådte lidt frem i lyset så hun kunne se ham en anelse mere. Han så på hende med sine grønne øjne, som havde et svagt glimt af rød gemt i sig " Hvad laver du her ude? og så alene og i den påklædning?" spurgte han og kom nu helt op til hende og smilte kort til hende, dog uden at vise sine hjørnetænder.

Han gik i en cirkel omkring hende og betragtede hendes krop " Ikke værst min kære elver tøs, men bare rolig.. Ganske vidst er jeg vampyr, men jeg drikker ikke blod fra levende væsner eller dyr" sagde han og gik op til hende og lod en finger glide fra hendes underlæbe og ned mellem hendes bryster hvor han derefter fjernede hånden og tog den til sig selv " Og desuden.. Ville det være synd at lade skønhed gå til spilde" sagde han og smilte blidt til hende

Evangeline måtte tage sig selv, i at stirre på skikkelsen foran hende. Han var højere end hende. Hans krop så utroligt veltrænet og velformet ud. Hans ansigt, var kønt. Hans øjne, var grønne, men med en smule rødt i. Højest usædvaneligt. Hans næse var perfekt. Ingen fejl overhovedet. Nå hun så bedre efter, så havde hele hans ansigt ikke en eneste fejl. Han var unaturligt.. smuk. Under næsen var de mest perfekte velformede og fyldige læber, hun nogensinde havde set. Hun så til, mens han bevægede sig tættere og tættere på hende. Hun stod stille, og lod ham komme helt hen til hende.
"Jeg har været på arbejde, og jeg er på vej hjem.. eller var. Jeg ved ikke hvor jeg er hen ligenu.." Hun smilede forlegent. Hans kommentar til hendes påklædning, havde gjort hende opmærksom på, hvor lidt tøj hun egentlig havde på. Kjolen dækkede knapt nok, hvad den skulle. Derfor herskede der ingen tvivl om, hvor hun arbejdede henne. På de forskellige barer rundt omkring. Hun serverede der, og lokkede kunder til med sin lette påklædning. Det var i hvert fald det chefen sagde, når hun spurgte hvorfor hun skulle have så lidt tøj på. Hun gengældte den fremmedes skæve smil, med et lidt usikkert smil. Hun var ikke helt tryg ved situationen.

Hun lod ham gå rundt om hende. Hun havde på fornemmelsen af, at hun ikke ville kunne løbe fra ham, hvis hun forsøgte. Og ganske rigtigt. Han var vampyr. Hun kunne intet stille op mod ham. Intet. Han overgik hende i alt. Hastighed, skønhed, styrke.. det hele. Han var hende overlegen i enhver kategori. Sådan var vampyrer. Det var det, der lokkede deres ofre hen til dem. Men det beroligede hende dog alligevel, da han fortalte hende, han ikke drak blod fra levende væsener eller dyr. Men hun var jo ikke levende, hvis han slog hende ihjel først? Dog regnede hun med, at han ikke skadede hende. Det var vel på en måde, det han havde sagt, var det ikke? Hun rødmede lidt, da han lod sin finger, kærtegne hendes underlæbe, og lod den glide ned mellem hendes bryster. Han så ikke ud til, at være det mindste genert over, at kærtegne hende et sådant sted, selvom de intet kendskab havde til hinanden. Hendes ansigt blussede op i en stærkere rød farve, da han antydede hun var smuk, med hans sidste sætning. Hun gengældte hans smil. Denne gang, var hendes smil ikke så usikkert som før.

Hans blik faldt på hende og hans smil forblev blidt " Jamen dog.. Så endte du her? Og kan ikke finde hjem?" spurgte han og smilte for sig selv * Perfekt* tænkte han og så på hende med et smil " Jamen jeg kan godt vise dig ud fra skoven" sagde han og smilte til hende idet han igen lod en finger kærtegne hendes krop.

Han så sig omkring og smilte kort.. Der var ingen udover dem, hvilket gav ham rig mulighed for at sætte tænderne i hende, hvis det var det han havde i tankerne, men nej.. Han ville gerne hjælpe denne elver ud af skoven, så hun kunne komme hjem i sikkerhed, så hun ikke mødte en anden vampyr, som rent faktisk drak blodet fra levende væsner uden så meget som at tøve

Evangeline smilede forlegent over hans kærtegn af hendes krop. Hun ville lyve for sig selv, hvis hun sagde, hun ikke kunne lide det. Men han var en vildt fremmed, der sådan uden videre, var begyndt at kærtegne hende, på en sådan intim måde.
"Vil du virkelig det?" Hun smilede lettet, og sendte ham et taknemmeligt blik. Hun ville aldrig kommet ud af skoven, med sin egen hjælp, så hun var inderligt glad for, at den fremmede havde tilbudt at hjælpe hende.

"Evangeline", præsenterede hun sig selv med et smil. Hun tog sig selv i, at stirre på hans ansigt lidt for længe. Han var fortryllende.. Hun blinkede et par gange og smilede. Ventede på, at han præsenterede sig selv.

Han smilte blidt til hende " med glæde " sagde han og smilte til hende " vil du ikke have de stiletter af?" spurgte han og så på hende med et forførende blik, han skulle da nok bærer hende hvis det var " Jeg skal nok bærer dig" sagde han og tog hende op i hans arme og begyndte stille at gå imod udgangen af skoven.

" Mit navn er Emanuel" sagde han og kyssede blidt hendes kind " Evangeline? sikke et smukt navn til en smuk kvinde" sagde han og smilte forførende til hende " Bare rolig min kære, jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget, hvis det var det, sådan er jeg ikke" sagde han og lod deres øjne mødtes kort idet han lukkede dem kort idet han lod deres læber mødes i et kort kys " beklager, men kunne ikke lade være" sagde han og bed sig i underlæben

Evangeline så på ham med sine smukke, grønne øjne. Overraskelsen var tydelig i hendes blik. Hun kunne ikke lade være med at grine, da han løftede hende op. Hun lagde armene om hans nakke, som for at holde sig oppe, selvom hun vidste, at han ikke ville tabe hende. Sådan, som hun lå i hans arme, var hendes kjole røget lidt langt ned, og den sad sådan, at den kun lige dækkede Bh'en. Selv, lagde hun kun mærke til den fremmedes ansigt, og ikke hendes kjole, som næsten intet skjulte længere.

"Emaniel" Gentog hun smilende, imens hun så ham i øjnene.
"Jeg troede skam heller ikke at du ville gøre mig noget", hun så på ham, og hans smukke ansigt, tømte hendes hoved for fornuftige tanker. De tanker, som skulle have stoppet hende fra, at tage med en komplet fremmed. Også selvom han sagde, han ikke gjorde hende noget.

Et blidt smil kom frem på hans læber idet hun lagde sine arme omkring halsen på ham " Er du klar til vi går?" spurgte han og strøg en hånd over hendes kind, dog holdt han stadig fast i hende. Han tog stille nogle skridt med hende i hans arme og fast holdt sit blik ned på hende og ænsede ikke at hendes kjole stort set viste hele hendes krop.

Han opfangede en lyd af fodtrin ude i skoven " Han er her ovre.. Jeg kan føle det" lod det fra dem " Evangeline... Gem dig" sagde han og satte hende ved en stor busk, hvor hun kunne kravle ind og gemme sig. Hans før grønne øjne blev nu blodrøde idet han knælede ned for an hende og lod deres læber mødes i et kys " Jeg kommer tilbage efter dig" sagde han og gik hastigt væk fra den busk hun sad i så de ikke fandt hende

Evangeline smilede og kom til at se på hendes kjole og hvor den sad. Havde han slet ikke bemærket det? Så ville han da have sagt noget.. Hun sukkede lettet og trak kjolen op på plads. Hun ville ikke fremstå billig, så hun håbede inderligt, at han intet havde lagt mærke til.

Evangeline så på Emanuel med et nervøst blik, da hun fornemmede at der var noget galt. Hun rystede på hovedet, da han bad hende, om at gemme sig. Men hun indså dog, at han ikke gav hende noget valg. Hun lod ham modvilligt sætte hende ned i buskene, hvor hun gemte sig, som han bad hende om.
"Lover du det?", spurgte hun, da han sagde, at han kom tilbage til hende. Satdig forstod hun ikke, hvorfor hun skulle gemmes væk. Hun sendte ham et uforstående blik.

Han nikkede kort " jeg lover det" sagde han og gik lige i retningen af lyden af stemmer og i samme øjeblik han var gået fra Evangeline, lød der et højt brøl fra et slags kattedyr, og ganske rigtigt. Det var Emanuel der havde forvandlet sig til sin tigerform. Han stillede sig op og var klar til at disse personer kom imod ham " Jamen Em.. Hvad laver du her alene" sagde den ene ud af de 3 personer der åbenbart var på jagt efter ham

Han knurrede af dem idet den ene begyndte at prikke til ham med et spyd. En dyb knurren kunne høres idet der dukkede flere kattedyr kom frem ud af det blå og begyndte at angribe de 3 personer, hvilket gav Emanuel rigeligt af tid til at komme væk med Evangeline. Han gik over til busken og gav et sagte piv fra sig så han vidste det var ham og lod sine øjne blive grønne

Evangeline tvang et usikkert smil frem, og gemte sig bag busken som han jo havde bedt hende om. Hun havde ingen ide om, hvad der skete, eller hvorfor det skete. Hun hadede følelsen af, at hun bare måtte sidde og vente, og ikke vide hvad der skete og ikke skete. Hun hørte flere lyde, og var det lyden af katte? Hun rystede på hovedet af sig selv, hun måtte være mere træt, end hun først havde antaget.

Hun holdt sig for munden for ikke at skrige højt, da der pludselig stod et enormt tiger-lignende væsen foran hende. Men da tigerens øjenfarve ændrede sig fra rød til grøn, genkendte hun dem. De tilhørte Emanuel.
"Jamen hvordan..?" Hviskede hun, og sendte ham et uforstående og forvirrret blik.

Han rystede kort på hovedet og forvandlede sig igen til menneske " Evangeline.. jeg lover at fortælle dig det senere, bare kom med" sagde han og tog hende op i hans arme og begyndte at gå hastigt fra stedet. Da de kom et lille stykke væk satte han hende ned på jorden og tog sig til siden, han var kommet til skade, ved at den mand havde stykket ham i siden " For bandet" sagde han vrissende og bed tænderne hårdt sammen og så over på hende " Evangeline.. Løb så hurtigt du kan i den retning og fortsæt" sagde han og pegede mod nord

Han tog sig til siden og bed sig hårdt i underlæben " Evangeline.. Pas på dig selv" sagde han og lukkede kort øjnene. Han ville ikke dø af det her, men sikkert blive bevidstløs for en kort stund

Hun nikkede, som mindede hun ham om, at han skulle fortælle hende det senere. Hun lod ham løfte hende op, og hun sendte ham et bekymret blik, da han tog sig til siden. Hvorfor havde han dog båret rundt på hende, hvis han havde ondt?

Evangeline rystede på hovedet. Hendes krop var slet ikke bygget til at løbe. Hun kunne ganske enkelt ikke. I hvert fald ikke i særlig lang tid. Desuden var der noget andet, som stoppede hende. Hun lagde en blid hånd på Emanuels skulder. Hun vidste han var skadet, og hun nægtede at forlade ham, når hun vidste hun kunne hjælpe.
"Jeg kan hele sår.." Hun så ham i øjnene imens hun sagde det.
"Jeg løber ingen steder.. ikke uden dig" Hun sendte ham et bestemt blik, der ikke var til at tage fejl af. Hun gik ingen steder uden ham. Ingen steder. Det var tydeligt i hendes klare, grønne øjne. Når hun var i det humør, var den diskussion formålsløs.

Han så på hende med et svagt smil " Kan du?" sagde han stille og lod en hånd glide over hendes kind " Gør.. det endelig.." sagde han og så på hende med et lettere bekymret blik idet han hørte stemmerne komme tættere " Evangeline.. Skynd dig.. Ellers kommer de" sagde han og bed sig i underlæben og så i retningen af lyden som fortsat kom nærmere.

Lige så snart hun havde helet hans sår ville han forvandle sig til sin katte form og springe på dem, men nu lod det som om der kun var to, den tredje måtte være død, hvilket fik ham til at ånde lettet op. To personer var ingen sag for ham i hans katteform

Evangeline så på ham og smilede beroligende. Hun skyndte sig blidt at få fjernet hans hænder fra hans side, så hun kunne komme til. Hun lagde blidt sin hånd på hans hofte, som snart blev farvet af hans blod.
"Det kan godt gøre lidt ondt.. " hun så på ham med et undskyldende blik, lukkede øjnene og begyndte at hele såret. Hun kunne mærke hendes hånd blive varm, og hun var næsten sikker på, at det for Emanuel føltes som om, hun havde sat glødende jern hen mod hans bare hud. Hendes hånd blev varmere og hun regnede med, at det også betød, at den smerte han mulighed havde tog til.

Efter et par minutter, som føltes som timer, kølede hendes hånd af igen og hun fjernede den fra Emanuels side. Hans blod, som havde været på hendes hånd var væk, og ligeså var hans sår. Huden var hele fint, og det så ud som om, der aldrig havde været et sår.

Han lukkede øjnene idet han følte hendes hånd på hans hofte " bare gør hvad du behøver" sagde han og bed sig i underlæben idet han mærkede hendes hånd blev glødende varm. Han kneb hårdt øjnene sammen af smerte, men da hendes hånd atter kølede ned så han op på hende " Du er min heltinde Evangeline" sagde han og satte sig op og hev hende ind til sig og lod deres læber mødes.

" Når jeg har forvandlet mig sætter du dig op og holder fast. okay?" spurgte han og så på hende med et roligt blik idet han trak sig væk fra hende og forvandlede sig til sin katte form og stod foran hende, klar til hun hoppede op på hans ryg så de kunne komme væk her fra

Evangeline smilede lettet over, at han ikke var kommet med nogen smertesudbrud af en art. Hun så på ham og lod ham holde hende ind til sig, og gengældte blidt kysset, så længe det varede.
"Det var så lidt", svarede hun ham, med et sødt smil på læben.

Hun nikkede blot til hans formaninger om, at hun skulle sætte sig på ryggen af ham. Hun var ikke ligefrem vild med at ride, men hun havde vidst ikke rigtig noget valg ligenu. Derfor smilede hun vare, og skjulte sin usikkerhed langt væk, imens hun betragtede ham i hans forvandling. Derefter, svang hund sig med en let og elegant bevægelse, sig op på hans ryg og holdt godt fast i hans pels, som hun havde fået besked på.

Han mærkede hende på hans ryg og begyndte stille at løbe væk fra det sted de sad før, da menneskerne, snart ville indhente dem. da han vidste de var langt nok væk fra dem, så menneskene ikke kunne finde dem satte han hende ned og forvandlede sig igen til menneske.

" Beklager, hvis ride turen gjorde dig utilpas" sagde han og tog hende ind til sig og så op på himlen med et blidt smil " smuk nat hva?" sagde han stille og så ned på hende og plantede blidt et kys i hendes hår og nussede hende blidt på maven " Du skal huske at sige hvis jeg skal lade være" sagde han og smilte blidt til hende

Evangeline sørge for, at holde godt fast, så hun ikke faldt af. Hun havde aldrig været god til at ride, og hun var i det hele taget ikke særlig tryg ved situationen. Hun kendte ikke den fremmede, men han havde vel på en måde reddet hendes liv? Menneskene kunne vel også finde på, at fange hende. Ikke, at de havde en chance. Ynkelige mennesker og deres skrøbelige og klodsede kroppe.. Hun tvivlede stærkt på, at de ville kunne hamle op med hende.. og da slet ikke Emanuel. Det forvirrede hende.. meget.
"Hvorfor er du bange for dem?" Hun så på ham med et forundret blik, imens hun blot lod ham holde hende ind til sig. Hans uimodståelige udseende, gjorde det svært, at sige fra.. hvis det da var det hun ville? Han var godt nok en vildt fremmed, men han tiltrak hende på en hel speciel måde..

Han så på hende med et kort smil og slap hende inden han rejste sig op " Det er noget der skete længe siden" sagde han kort og så op på himlen og rystede kort på hovedet " Du.. Evengeline... Du minder om hende" sagde han og så kort på hende og derefter op på himlen igen. Han vidste ikke om han skulle fortælle hele historien, da den jo var meget lang efterhånden, plus det var noget der skete for omkring 50 år siden cirka. Han vendte sig om mod hende og løftede op i sin trøje " Kan du se det ar?" spurgte han og pegede på det ar han havde på brystkassen.

Det er hvad han fik ud af at være forelsket i en menneske kvinde, hvis far ville myrde ham, for han var hundrede procent sikker på at Emanuel ville gøre hans datter til vampyr som ham selv, men Emanuel har aldrig bidt nogle levende væsner siden hendes død

Hun betragtede ham lidt, og sendte ham et undrende blik.
"Hvem minder jeg om?"
Han gjorde hende nysgerrig. Med hans såkaldte lange historie og hvem var det egentlig han mente hun mindede om? Var hun en del af den lange historie. Det gjorde hende så nysgerrig, når folk fortalte om noget, de ikke fortalte om alligevel. Det irriterede hende, at gå og vide, der var noget, hun ikke vidste. Noget han ikke havde fortalt hende om.

Evangeline sendte ham et overrasket blik, da han løftede sin trøje op, og afslørede en utroligt veltrænet mave. Hun kunne ikke lade vær' med at kigge, selvom det egentlig ikke var det, han ville have hende til at kigge på.
Hun nikkede, da hendes blik vandrede op mod hans brystkasse, hvor det egentlig var meningen hun skulle se hen.
"Ja... hvor er det fra?" hun kiggede på det ar, som mødte hendes øjne, da de vendte sig mod hans bryst.

Han så på hende og bed sig i underlæben " En menneskekvinde, jeg engang kendte, men det er umuligt at du er beslægtet med hende.. Du er elver" sagde han og så op på himlen med et lettere trist blik " Men hun blev myrdet af sin egen far, fordi han ikke kunne lide, at hans datter var forelsket i en vampyr" sagde han og så på hende med et skævt smil.

Han lagde godt mærke til, at hun ikke kiggede på hans ar, men på hans mave i stedet, men han var ligeglad, det var han efterhånden så vandt til " Tja.. Jeg var oppe og slås med hendes far, men det gik så galt og han fik mig ramt med hans kniv.. Lidt uheldigt, men jeg overlever" sagde han og fnøs kort og så ud i mørket

Evangeline sukkede stille, og følte en pludselig følelse stige op i sin krop. Medfølelse. Hun havde så forfærdeligt ondt af den fremmede. Han så i et øjeblik så sårbar og såret ud. Han savnede virkelig den pige, og hendes udseende vækkede vidst kun mindet.

Hun rødmede da hun så, at han havde gennemskuet hende. Hendes blik hvilede på hans veltrænede mave, ikke hans ar. Hun kiggede ned og mumlede et "undskyld".
Hun så lidt på ham og fik igen ondt på hans vegne, pga. det han havde været igennem. Hun ønskede brændende at hun kunne gøre noget for at hjælpe ham.