Endnu et hit.. Endnu et gemmested (Milo)

T: Om natten, ved midnatstide
S: Havnen
V: Mørkt og støvregner
O: Kraner, pakhuse, vandet

Baal kiggede sig rundt inden han for en kort stund lagde liget af manden, han myrdede på jorden. Baal's hænder var snaskede af blodet, der var strømmet fra ligets hals og hyg idet, Baal havde kappet hovedpulsåren i halsen, inden offeret opgav sin tavse kamp for livet. Baal havde derefter fjernet henholdsvis lever og nyrer fra manden, som brug til senere undersøgelser i sammenligning med den varulvs lever og nyrer, at han havde skaffet sig tidligere. Baal tog fat i kraven på manden, hovedet dinglede løst på ligets skuldre, og Baal kastede liget ud i havnen. Plasket var højere end normalt, hvilket fik Baal til hurtigt at snurre rundt for at se, om der skulle være nogen eller havde hørt plasket. Hvilket igen fik Baal til at kigge ned af sig selv og se sin hvide habit smurt ind i blod fra liget og snasket fra organerne han havde gemt i lommerne.

De fleste mennesker ville nok finde det en anelse mærkværdigt at gå en tur midt om natten, men ikke Milo. Han nød byens stilhed, som man kun oplevede på denne tid af døgnet, og det på trods af de mange vampyrer, der ellers vågnede ved mørkets frembrud og fyldte gaderne. Men havnen… den holdt de sig fra. Her var der nemlig ikke mulighed for dem for at finde føde, så Milo havde efterhånden erfaret, at han kunne få lov at være i fred, hvis han søgte ned mod havet.
Han gik rundt i sine egne tanke, da en sirene brød ud i det fjerne. Den lød som en fjern summen fra den anden ende af byen, og han kunne ikke lade være med at spekulere på, hvem der dog var kommet galt af sted. Og hvordan. Måske var det én, der havde fået et hjertestop? Eller én, der var faldet ned fra en bygning og brækket nakken?
Flere og flere skrækscenerier udspillede sig i englens hoved, før et højt plask hev ham ud af sine tanker. Der lød et forskrækket gisp fra ham, idet han vendte blikket mod vandet. Den sorte overflade blev brudt af en masse ringe, der voksede sig større og større, men det var den hvide skikkelse foran ham, der fangede hans opmærksomhed. Fyren var iklædt en lys habit, der var præget af stæng af en eller andet mørk væske. Om det var øl, blod eller maling, vidste Milo ikke, men det var også ligegyldigt. Sagen var, at fyren der havde smidt et eller andet i vandet. Et eller andet stort og tungt.
Han rømmede sig prøvende for at fange den fremmedes opmærksomhed.

Baal kiggede op og ned af den nyankomne, der lige havde rømmet sig. Han undrede sig, hvad sådan en ung fyr lavede her. Så nåede lyden af sirener Baal's ører og han mærkede en angst lægge sig over ham. Han mærkede, hvordan han begyndte at svede, hyperventilere, og pulsen forøgedes meget. Han kiggede igen, skræmt på den nyankomne og hvæsede: "Hvad laver sådan en som dig her, hva'!?" Baal mærkede hvordan regnen ikke hjalp på hans angst og hidsighed og han ønskede inderligt at den nye bare ville skride, så han kunne komme væk.

Milos rømmen havde åbenbart fanget den fremmedes opmærksomhed, for nu stod denne og målte ham med blikket. Milo så udtryksløst til, men en trækning gled over hans blege ansigt, da han hørte fyrens ord.

”Sådan en som mig?” gentog han og rynkede let på næsen. Hvad mente den fremmede helt præcist med dét? Han fik det til at lyde, som om Milo var et mindrebegavet væsen såsom en hund, eller værre endnu, et insekt af en art. ”Jeg er ude at gå en tur, hvad ser det ellers ud til?”
Nej, jeg har såmænd bare fulgt efter dig hele aftenen… Han fnøs og trak hætten på sin jakke op over hovedet for at beskytte sit hår imod støvregnen, før han trådte et par skridt nærmere den fremmede. Nu da mørket ikke længere virkede nær så gennemtrænende, så han, at pletterne på den andens habit var mørkerøde. Blod…?

Han rynkede lidt på brynene, men udtrykket i hans ansigt var snarere væmmelse end forfærdelse. "Er det blod, det dér?" spurgte han og pegede på fyrens tøj. Det var da ulækkert...

Baal hørte sig selv sukke lettet, idet sirenerne begyndte at trække sig væk fra havnen... Hans afledningsmanøvre havde altså virket. Fyrens reaktion på at blive kaldt "sådan en" fik Baal til at trække på smilebåndet, men ved fyrens spørgsmål blev han lidt irriteret. "Og hvad så vis det er? Har du et problem med det, min kønne, lille ven? Baal var overrasket over, at fyren ikke trak sig tilbage i forfærdelse over, at det måske var blod, han havde på sig. Baal trak en cigaret frem, tændte den og tog et dybt hiv. Lige hvad han havde brug for, efter at smide et lig i vandet og blive konfronteret med en grønskolling.

Om han havde et problem med det? Milo skuttede sig lidt og rystede tøvende på hovedet. Nej, det havde han vel ikke… Han kunne jo i princippet være ligeglad. Om lidt ville han gå sin vej og den fremmede ville være glemt for altid, så det bekymrede ham ikke spor, om han var dækket til af blod eller ej. Det undrede ham blot, hvorfor den anden rendte rundt i en tilsølet habit, men han var sikker på, at hvis han spurgte hvorfor, ville han ikke få noget svar – og hvis han endelig gjorde, ville det uden tvivl være et næsvist et af slagsen.
”Næh… men du burde overveje at få dit tøj vasket,” mumlede han opgivende.

Han vendte blikket mod vandet, der efterhånden var helt fri for ringe og lå næsten helt stille igen. Så stille, som havvand nu kunne, når det plaskede imod kajen. Plasket… Det havde han i et kort øjeblik glemt alt om. Det var jo netop derfor, han var kommet hen til den fremmede – for at spørge, hvad i al verden der dog havde forårsaget så voldsomt et plask.
Han stak hænderne i lommerne på sin jakke, før han endnu engang fangede den fremmede med sit mørkebrune blik.
”Hvad var det, du smed i vandet lige før…?” Hans øjne blev smalle, idet han indgående betragtede fyren. Hans blik gled hele vejen fra fyrens hår af og ned til hans blodplettede overdel. Blodet… mon det havde noget at gøre med dét, han netop havde smidt i vandet? Milo mærkede sit hjerte springe et slag over. Det var da vel ikke et lig?!

Baal kiggede hurtigt ned i havnen, hvor han havde smidt liget ned. Man kunne stadig se ansigtet kigge op fra under vandoverfladen. Baal mærkede hvordan blodet trak sig fra ansigtet i det han kiggede tilbage på den anden person og så, at han blev chokeret. Hurtigt fik Baal fremstammet med så hånlig en stemme han kunne præstere til trods sin angst for at den anden skulle opdage det: "Ikke noget sådan en tåbe som dig skulle bryde dig om!" Baal kunne høre panikken i sin stemme og prøvede ved et par dybe indåndinger at få ro på.. Og kom til at kigge på det blodsølede skæfte fra kniven han brugte til at dræbe manden på.

Milo mærkede sine skuldre skælve ganske let, idet han rettede sig op. Det kunne da ikke passe, at det var en morder, han stod overfor… Udover de store ord, manden brugte, virkede han ikke spor frygtindgydende. Tværtimod.
Milo flyttede vægten fra det ene ben til det andet, men da han hørte den fremmedes ord, trådte han et skridt fremad.

”En tåbe?!” udbrød han. Pludselig virkede liget i havet langt mindre vigtigt, og Milo havde endda for en kort stund fortrængt alle tanker om det, idet truende trådte endnu et skridt frem. ”Hvad bilder du dig ind? Du kender mig ikke engang!”
Fyren havde kendt ham i hvad, et minuts tid, og han mente åbenbart allerede, at han vidste nok om Milo til at kunne erklære ham for en tåbe. Pff. Den lyshårede knyttede sine næver, der hang ned langs han sider. Det kunne godt være, at den fremmede var stor i munden, men han virkede umiddelbart meget ustabil. Han var panikslagen og allerede da Milo havde nærmet sig ham første gang, var han begyndt at hyperventilere.

Baal grinede let over at fornærmelsen gik rent igennem. Dog var han alligevel overrasket over at den lyshårede ikke virkede bange for ham, siden han nu vidste, at han myrdede mennesker. Da fyren gik fremad, blev Baal overrasket, men bevarede fatningen og gik helt hen til ham, så deres ansigter næsten rørtes. "Du virker ikke særligt skrømt, min lille ven. Måske burde du tage og vise noget ærefrygt og respekt til folk, der sagtens kan slå dig ihjel" Lige derefter tog Baal en cigaret op, tændte den, og pustede røg direkte i ansigtet på ham. "Du burde tage og smutte hjem i din seng, din grønskolling før du kommer til skade som fyren der" Baal håbede inderligt, at han ville kunne skræmme fyren væk. Han ville bare hjem, uden at skulle tages med af politiet. Dem havde han haft nok problemer med i forvejen.

Milo kneb øjnene sammen, idet den anden nærmede sig. Fyren kom pludselig uhyggeligt tæt på, og selvom Milo måtte kæmpe imod for ikke at tage et langt skridt bagud, blev han dog standhaftigt stående.
Først da han fik en sky af røg i hovedet, måtte han vige tilbage. Han gemte sin mund bag en knyttet næve og formåede at kvæle sin hoste, så kun en enkelt halvkvalt lyd forlod hans læber.

”Du kan da bare komme an,” lød det hæst fra ham. Han måtte rømme sig, før han fik styr på sin stemme igen. ”Du slipper alligevel ikke godt af sted med det, hvis du gør mig fortræd.”
Han havde trods alt kontakter, hvis man kunne sige det sådan, så hvis fyren så meget som krummede et hår på hans hoved, kendte han én, det i hvert fald ikke ville falde i god jord hos. Det var dog ikke den eneste grund til, at Milo bevarede roen, nej; han havde igennem sit liv på gaden mødt mange folk som ham her, der var fulde af trusler men som aldrig førte dem ud i livet. Det kunne godt være, at han netop havde smidt et lig i vandet, men Milo kendte jo ikke historien bag; fyren kunne lige så godt have fundet den døde krop og besluttet sig for at give staklen en respektfuld begravelse, som han kunne have dræbt ham selv.

Baal var imponeret over fyrens vedholdenhed. Han kiggede lidt på ham. "Du er sgu modig knægt. Det er sgu ikke altid jeg møder så modige folk som dig.."
Lige i det øjeblik kiggede Baal ned af sig selv og bandede lavt over svineriet på sin habit.. Hvilket han hurtigt glemte idet han så på bulerne i bukselommerne og kom i tanke om organerne han havde taget for at undersøge dem senere. Han kiggede hurtigt på fyrens ansigt for at finde ud af, om han havde lagt mærke til noget.

Derefter greb han hurtigt fat i sin kniv og trak den halvt op af lommen for at checke knægtens årvågenhed og reflekser.. Hvis Baal nu var tvunget til at slås.

Da han blev kaldt for modig, kunne Milo ikke dy sig for stolt at ranke ryggen en anelse, for selvom ordene kom fra en fremmede, som endda havde vist sig at være en morder, var det trods alt en kompliment.
”Selvfølgelig er jeg da det,” lød det selvtilfredst fra ham. I et kort øjeblik glemte han alt om, hvor alvorlig en situation han egentligt befandt sig i, hvilket nok ikke var så smart.

Hans mørkeblinde øjne opfangede pludselig en hurtig bevægelse fra den fremmede af; fyren bevægede sin hånd ned mod sin lomme, og Milo nåede lige at opfange en et sølvskinnende glimt, før han trak sig bagud. Hans reaktion var forsinket, da han havde været uopmærksom, så det kun til hans held, at kniven ikke nåede længere end halvvejs op af lommen.
”Hey!” lød det skarpt fra ham. Dét træk havde han ikke lige forudset komme. Morderen kunne fornærme ham så meget, han havde lyst til, og Milo ville blot svare ham igen, men når der var våben indblandet, var det straks noget helt andet...

Baal smilte ved, at fyrens reaktion var for langsom og at han skarpt sagde "hey".. Det beviste for Baal at han nok ikke skulle forvente et angreb fra fyren. "Du skal huske at passe på, når du er i nærheden af mig, snuske... Man ved aldrig, hvad der sker, når man er i nærheden af en lejemorder eller morder." Baal's blik glødede, mens han lagde hænderne på lommerne for at skjule bulerne fra organerne han havde taget fra manden.

Nå, så fyren var altså en lejemorder... Milo rettede sig lidt op i ryggen. Lejemordere behøvede han ikke at frygte, for de dræbte ikke uden at have fået besked på det. De var som hunde, bortset fra at deres belønning ikke var hundekiks, men i stedet penge. De kunne aldrig finde på at dræbe uden først at have en aftale med en kunde; de var som hjernedøde zombier, der ikke kunne handle uden en direkte ordre.

Han rynkede dog let på næsen af det, den anden kaldte ham... snuske...
"Gider du kaldte lade være med at kalde mig det? Det er ... ulækkert," sagde han og gøs.

"Hvad er der galt med det.. snuske? Du bliver nød til at være mere åben. Og desuden.. Du virker ikke så skræmt mere." Han pustede mere røg i hovedet på fyren. "Jeg myrder skam gerne folk, der generer mig eller står i vejen for min frihed." Baal grinte skummelt og stirrede ondt på fyren.

Milo trådte et skridt tilbage, da fyren endnu engang pustede røg i hovedet på ham. Sådan en idiot... Det var som om, at han nærmest tiggede Milo om at provokere ham. Hvordan den anden kunne finde morskab i det, forstod han ikke, og han var ærligt talt også ligeglad.

"Jamen, så må du da hygge dig med det," fnøs han, før han drejede rundt på hælen og gik sin vej.


//Out