En del af famillien?? (Izobell)

Tid# 16:13 ca.
Sted# parken
Vejer# køligt og let mørke
Omgivelser# kommer i beskrivelse

Det var ved at blive aften og folk begyndte at gå indenfor i varmen fordi kulden igen fik magten, himlen var mørk og luften kold da der vare ca. minus 3 grader lige nu og der lå da også lidt sne rundt omkring efter en sne fyldt dag dog var sneen stoppet men kulden var her stadig selvom man enligt ville håbe den forsvandt. parken var ikke længere fyldt med legene børn og andre folk nu var her kun få personer det ene var et gammelt ægtepar som gik en tur med deres to gravhunde som snusede til at hvad de gik forbi, desuden var her en hjemløs mand som lå på en bænk med en sovepose trukket godt om sig, ovenpå ham lå en irsk ulvehund og sov tungt imens den let knurrede vis man kiggede under bænken lå der masser af tomme flasker og ved siden af bænken stod en vogn fyldt med alt muligt skrammel. Månen kastede sit blege lys hen over den mørke himmel og de svage lys i parken lyste let, i det fjerne ku man høre byens summende liv og en fjern ambulance udrykning efterfulgt af en politi sirene, i et træ sad en sort kat og så stille rundt imens den kort lavede et mjav før den så forsvandt igen da lyden af fodtrin skræmte den skrøbelige kat.

Fodtrine stammede fra en høj ung mand som langsomt kom gående ned af stien med et let charmerende smil på læben, han var en flot fyr med en let brun hud og et par havblå dybe charmerende øjne som roligt betragte omgivelserne nøje imens han fortsatte sin gang, hans hår var nøddebrunt samt kort og let uglet dog blev det halvt skjult af en grå hue som var trukket ned over ørene fordi kulden var her. Han var iført en grå frakke samt et blåt tørklæde og på hænderne bar han et par blå vanter, dog uden fingre da han ellers ikke ku bruge sit kamera som hang rundt om hans hals dette var et ret dyrt kamera som fortalte at han nok var fotograf eller ligne, han var udover det iført et par mørkeblå bukser samt et par blå All Stars.

Denne mands navn var Elon og han var ny i denne by da han normalt kom fra Grækenland men nu havde han forladt sit hjemland for at opdage verden, Elon var en flik fyr som dog havde en kort lunte især vis man gjord hans venner eller familie fortræd eller fornærmede ham. Elon stoppe op ved en lygtepæl midt inde i parken han lod sig let læne op af den imens han stille så rundt for så at tag kameraet op og let begynde at betragte de mange foto han havde fået taget denne dag.

Det var ved at blive aften. Egentlig var det ikke så tit Izobell besøgte parken på denne tid, men i dag var åbenbart anderledes. Hun var mødt tidligere om morgenen, og havde derfor fået fri allerede klokken 15. Hun var taget direkte hjem, for at få sig et varmt bad. Derefter havde hun taget noget rent tøj på. Det var blevet til nogle mørke jeans og en grøn trøje. Da grøn var hendes yndlings farve, havde hun en del trøjer i denne farve. Dog var det i forskellige nuancer af grøn, så tøjet ikke blev for kedeligt i længden.
Ligeså snart Izobell havde bevæget sig udenfor, havde kulden ramt hende. Hun var så blevet nødt til at gå indenfor igen, for at få noget varmere overtøj på. Da hun kom ud igen, havde hun taget en sort hue og nogle sorte handsker på. Huen stod i stor kontrast til hendes blonde hår.
Parken havde været et oplagt sted at tage hen. Izobell var begyndt at komme der mere og mere. Den var også ret smuk. Især med det sne, som lå på græsset og på træernes kroner. Heldigvis havde hun nogle støvler på, så sneen gjorde ikke hendes tæer kolde. Engang havde hun været så dum at tage helt almindelige sko på i snevejr. Det havde så resulteret i, at hendes tæer var frosne.
Izobell lod sit blik vandre rundt på omgivelserne. De fleste mennesker havde valgt at tage hjem. Bortset fra en mand hun gik ud fra var hjemløs. Hun spottede også et gammelt ægtepar, men de så ud til at være på vej hjem igen. Der var ikke flere. Eller jo. Izobell kiggede igen. Der stod en ung mand lænet op af en lygtepæl. De blå øjne betragtede ham nysgerrigt. Han så ud til at være på hendes egen alder. Attraktiv var han også. På denne afstand var det ikke til at bedømme om han var et menneske. I hænderne
havde han noget, der lignede et kamera.
Izobell bevægede sig lidt tættere på manden. Ganske roligt og afslappet. Jo tættere hun kom på ham, jo mere fik hun øje på. Jeps, han var et menneske. Helt igennem et menneske. Mennesker havde hun nemt ved at genkende. Det blev værre, når det kom til alle de andre racer. De åbenlyse kunne hun godt genkende. Men nogle gange tog hun fejl. Det gjorde alle vel en gang imellem.
Hun førte en tot hår ind under huen. Selvom noget af det var gemt væk under huen, hang resten stadigvæk ned langs hendes ryg. Det nåede vel til midten af hendes ryg. De blå øjne betragtede ham fortsat nysgerrigt. Selv var Izobell også en køn pige. Hun havde altid troet, at hun havde arvet det fra sin mor, men nogle gange var hun lidt i tvivl. Hun vidste blandt andet ikke hvor hun havde sin blonde hårfarve fra.

Elon var fuldt optaget af sit kamera hvor han roligt skiftede billede når han havde set dem, de havblå øjne gled stille hen over skærmen imens et let smil kom frem på hans smalle læbe et smil der fik ham til at se mere venlig ud. Han lage ikke mærke til den unge kvinde som var dukket op i parken faktisk var det kun skærmen han fokuserede på, Elon savnede sit hjemland men vidste også at han ville få et bedre liv her dog tænkte han ikke over hvor farligt dette sted var. Elon sukke let da han slukke for kammeraten hvorefter han lod det hænge ned igen, han lukke øjne let hvorefter han stak hænderne i lommerne og lænede sig lidt mere op af lygtepælen bag sig. Elon åbnede øjne da han ku fornemme nogle så på ham men hvem ville dg betragte ham, for i hans øjne var han ikke den helt kønne dreng men det var dog også kun i hans øjne det betød ikke det store.

Elon fik hurtigt øje på den unge kvinde som kom gående mod ham imens hun så på ham, han lage hovedet let på skrå imens han betragte hende hun var nu køn *ikke værst* tænkte han let hvorefter han sendte hende et charmerende smil, Elon lignede mest sin far dog havde han sin mors blå øjne dog var han ikke helt stolt af at ligne sin far for han kendte ham ikke særlig godt det eneste han vidste var at han sad i fængsel i Grækenland. Elon sendte hende et roligt smil idet han åbnede munden ”godaften”sag han let med en charmerende stemme hvorefter han let lavede et buk med hovedet ”hvad kigger de efter?”spugt han så let imens han løftede et øjenbryn og betragte hende nysgerrig hvorfor hun mon betragte hm vidste han ikke rigtigt og det gjorde ham utrolig nysgerrig.

Izobell nåede helt hen til ham. Han virkede bekendt, skønt hun godt var klar over, at hun aldrig havde mødt denne person før. Hvem var det han mindede hende om? Hver gang hun mente, at hun vidste det, smuttede det fra hende.
Hun sendte den unge mand et venligt smil. "Godaften", svarede hun høfligt. "Åh..", det gik op for hende, at hun nok havde kigget rimelig meget på ham. "Du minder mig bare om en jeg kender", sagde hun så. Nu hun sagde det højt, lød det dumt. Hvem skulle han helt præcist minde hende om?
Hun så godt hans nysgerrige blik og det løftede øjenbryn. Nå, så det kunne han også gøre. Nogle gange blev Izobell faktisk lidt overrakset over, hvor mange der ikke kunne finde ud af at løfte det ene øjenbryn. Der var også mange, som rent faktisk ikke kunne blinke. Izobell selv, havde aldrig haft problemer med det, så hun forstod ikke deres problem.
Hendes blik gled ned til kameraet langs hans side. Det så dyrt ud. Og meget professionelt. "Er du fotograf?", spurgte hun nysgerrigt og nikkede i retning af hans kamera, så der ikke var tvivl om, hvad hun mente.
Hun løftede hovedet igen. Han havde også blå øjne. Præcis ligesom hende selv. Det måtte være et tilfælde. Hvad skulle det ellers være? Igen tænke hun på, hvem det var han mindede hende om. Det ansigt havde hun altså set før. Havde han mon været i avisen på et tidspunkt? Var det der hun havde set hans ansigt før? Det kunne være en fornuftig forklaring. Men hun følte sig ikke helt overbevist. *Jeg har altså set ham før*, tænkte hun og lagde hovedet let på skrå. Det gik slet ikke op for hende, at hun nærmest stod og studerede ham.

Elon smilede roligt han lod de havblå øjne let betragte hende uden at afsløre for meget, var der ikke noget ved hende der virkede bekendt? havde han ikke set den øjenfarve før? eller huskede han helt forkert noget sag ham at der var et eller andet som ikke helt hang sammen og hendes ord fik ham bare til at undre sig endnu mere, dog rystede han let på hovedet med et smil "hmm virker jeg bekendt? for i mine øjne er det dig der virker bekendt "svarede han roligt hvorefter han let rakte en hånd frem"Elon Eliott Hope" præsenterede han sig letter charmerende før han så spørgende på hende.

Elon lo let da hun begyndte at snakke om hans kamera "jep jeg er fotograf" svarede han roligt men også let stolt da han faktisk var stolt over sit job, nok fordi han nød at tage foto af folk og deres hverdag men også af naturen i det hele taget er Elon en utrolig kreativ person der elsker alt kunst. Elon lage godt mærke til at hun studerede ham nøje dog valgte han ikke at kommentere det da det nok var pinligt for hende vis han sagde det.
Elon stod selv let og studerede hende imens han overvejede hvor han havde set hende henne, eller hvad hun mindede ham om dog udelukkede han tanken om sin mor selvom hun også havde blå øjne som kvinden og ham selv, tanken om hans mor gjorde ham en lille smule trist for han savnede hende men hun var i himlen nu og det ku han intet gøre ved selvom det var hårdt, for hun var den eneste han kendte til fra sin familie fordi moren ikke havde fortalt om familien det havde han dog aldrig rigtigt forstået.

Virkede hun også bekendt? Det var da en anelse underligt, var det ikke? Måske havde de faktisk mødt hinanden før. Hun tog imod hans fremstrakte hånd og trykkede den. "Izobell Justice Hope", svarede hun med et blidt smil. Han havde det samme efternavn som hende. Og Elon... Det navn havde hun altså hørt før, i en eller anden sammenhæng. Men i hvilken sammenhæng? Izobell bed sit diskret i underlæben. Det her blev mere og mere mystisk.
"Sejt", svarede hun, da han bekræftede, at han var fotograf. Det måtte være et fedt job at have. Bare tage billeder. Eller nej. Det var sikkert ikke noget han 'bare' gjorde. Der var garanteret alt muligt indviklet med lysvinkler, kameravinkler, forskellige perspektiver og en hel masse andet Izobell ikke havde forstand på. Men hvis bare han havde, så var det jo fint. Det var ham der levede af det, ikke hende.
Hun kom til sig selv igen, og kiggede lidt forlegent væk. Hun havde stirret på ham, Gud ved hvor længe. Men hun kunne ikke gøre for det. Hvem var han? Hvorfor virkede han så bekendt? Hvorfor havde han det samme efternavn som hende? Og hvorfor havde hun hørt hans navn før? Hvem havde fortalt hende det?
Spørgsmålene trængte sig hurtigt på, men hun vidste ikke hvordan hun på nogen måde skulle svare på dem. Hvordan skulle hun kunne svare på noget, hun ikke kendte svaret på? Så slog det hende. Elon lignede hendes far. Hun var helt sikker. Den samme kropsbygning, samme ansigt, samme hårfarve. De blå øjne blev store, imens hun kiggede på ham. Hun modstod trangen til at prikke til hans kind, og kiggede i stedet bare på ham.
"Det her lyder sindssygt, men du ligner min far", sagde hun langsomt, og smilede skævt. Som fandt hun sin kommentar lidt dum.

Elon løftede hurtigt det ene øjenbryn igen da hun præsenterede sig hvordan ku hun dog ha samme efternavn som ham? det var ikke normalt langt fra og hvorfor havde han hørt hendes navn før? alle mulige spørgsmål kørte rundt i hans sind og fik ham til at kigge nøje på hende, han trådte let et skridt frem imens han let lage hovedet på skrå *minder hun ikke meget om min mor?* tænkte han stille imens han mødte hendes blik. Elon sukke svagt da hun udbrød at han ligne hendes far dog fik det ham til at kigge endnu mere på hende, hun havde hans mors kropsbygningen samt ansigt "hmm og du ligner min mor" svarede han undrende hvorefter han kløede sig let på panden.
Elon fjernede så blikket fra hende og så let op mod himlen lige præcis på månen som kaste et blege lys over himlen, hans tanker fløj rundt og gjord ham næsten helt svimmel dog rystede han igen svagt på hovedet og vendte igen hovedet mod hende, hvorefter han sendte hende et charmerende smil og lo let"sikke et sammentræf var?" spurgt han let før han så roligt klappe hende svagt på skulderen" må jeg byde på noget?"tilføj han så let da han ku mærke at kulden var ved at gi ham kolde fødder. Det sidste han havde brug for var sygdom for vis han blev sygemeldt hvilket han ikke ha penge nok til huslejen som var ret dyr det var også derfor han søgte efter en bofælle.

Okay, nu var Izobell en anelse skræmt. Lignede hun hans mor? Hvordan i alverden hang det sammen? Og hvorfor lignede han hendes far? Var det virkelig bare et sammentræf? Det var næsten ikke til at tro. Det var det alt for underligt til. "Ja... Sammentræf...", mumlede hun for sig selv.
Hun mærkede hans hånd på sin skulder, og det gik op for hende, at han talte til hende. "En kop kaffe ville være dejligt", sagde hun med et blidt smil. Det var jo faktisk ret koldt udenfor, og en kop kaffe ville varme. Plus den ville give et skud af koffein.
Hvem var denne Elon, som lignede hendes far? Hvorfor lignede hun hans mor? Kunne de være...? Nej, det kunne de ikke. Så ville hendes mor have sagt det. Ville hun ikke? Jo mere Izobell tænkte over det, jo mere blev hun i tvivl. Elizabeth. Izobell havde aldrig rigtig kunne se ligheden imellem dem. Var der en grund til det? Var hun ikke Izobells biologiske mor?
Hun rystede let på hovedet for sig selv. Som for at fjerne alle tankerne. Hvorfor reagerede hun så stærkt på det? det var jo sikkert bare et tilfælde. Ingen sagde, at de var.. søskende. Alligevel kunne hun ikke lade være med at spørge ham.
"Har du nogen søskende?"
Izobell lod hovedet glide let på skrå, og kiggede afventende på ham. Men hvad nu, hvis han ikke vidste det?

Elon ku heller ikke rigtigt finde rundt i det selvom han gerne ville de mange spørgsmål kørte stadig rundt i hans indre, han lyste let op i et smil da hun sagde hun ville ha en kop kaffe hvorefter han nikkede og begyndte at gå mod byen"bare kom med"sag han let imens han så sig over skulderen. Han rette ryggen imens han igen så frem og ventede på hun kom op ved siden af ham før han igen begyndte at snakke" hmm søskende? ikke hvad jeg ved, hvad med dig?"surgt han let og løftede et øjenbryn igen imens han smilede skævt til hende. Elon fulgte dem roligt ind i byen og ned mod en hyggelig lille døgn cafe da de var kommet hen til den åbnede han døren for hende hvorefter han selv gik ind da hun også var trådt ind, indenfor var der dejlig lunt og lyst han fandt et bord ved vinduet og trak stolen ud for hende hvorefter han selv satte sig overfor hende. De havblå øjne betragte hende nysgerrigt men blev dog ret hen mod tjeneren som var stoppet ved deres bord"hvad sku det være"spurgt hun let imens hun så nøje på dem begge"du starter"sag han roligt til Bell . //undskyld længden//

Da Elon begyndte at gå, fulgte hun efter ham. Han kendte vel et godt sted, hvor de kunne få noget kaffe. Det var først, da hun kom op på siden af ham, at han svarede på spørgsmålet. Ingen søskende. Det beroligede hende egentlig ikke. Han kastede så spørgsmålet tilbage i hovedet på hende, hvilket hun også havde forventet. "Jeg har to yngre søskende", svarede hun med et blidt smil. "Jessica og Max", tilføjede hun.
De nåede ned til byen, og hen til en lille café. Den så hyggelig ud. Hun kunne ikke lade være med at bemærke, hvor stor en gentleman han var. Han åbnede både døren for hende, og trak stolen ud. "Tak", sagde hun med et smil og kiggede så på ham, da han satte sig overfor hende. Det her var noget af det underligste hun længe havde været ude for.
Lyden af skridt fik hende til at dreje hovedet. Da Elon havde snakket, sendte hun ham et hurtigt smil, inden hun igen vendte opmærksomheden imod tjeneren. "En kop kaffe, tak", sagde hun høfligt. Tjeneren skrev det ned, som ville hun ikke kunne huske bestillingen om 2 minutter. Izobell smilede skævt og kiggede igen over på Elon. Tjeneren vendte også opmærksomheden imod Elon. Hun afventede tydeligvis hans bestilling. Izobell lod hovedet glide let på skrå, imens hun betragtede ham. Hun fik lyst til at lære ham bedre at kende. Høre noget om hans opvækst, hans barndom. Hans mor, og far. Alt hvad der var at vide om ham.