The evil train is here!

Andrei så kort ud af et af vinduerne og gav et lille nik fra sig, da de jo helst ikke skulle blive i toget alt for længe. Han brød sig heller ikke om at være der, når folk sad sådan og stirre på dem "vil du det?" sagde han helt uden at stamme og ret så overrasket i det, selv om han ikke viste hvad Maltøh kunne hjælpe ham med.
Han rejste sig op og gik langsomt efter ham, og bed sig i læben imens. Der var jo ikke kun dem som skulle af, og han brød sig ikke om at være så tæt på mennesker. Han stod bare helt stille og helt lydløst, bare holde øje med de mennesker omkring dem.
Der kom en let lyd ud mellem hans læber, når han mærkede at hans hånd blev taget fat i. Han var bare ret så overrasket over at han sådan blev trukket i, hans øjne lukkede hårdt i og åbnede først når de stod stille. Han åbnede dem langsomt og lag mærke til de arme omkring sig, han stirrede bare på ham uden at sige noget. han rystede let i kroppen, og begynde at trække vejret lidt tungere i det "d... det er okay" hviskede han og vende sit blik ned mod jorden, det tog lidt tid før han fik vendt sit blik op mod ham igen "je.. jeg ved ikke om jeg bryder mig om at køre i tog længere" sagde han helt ærligt og bed sig kort i læben, selv om han synes det var ret så hyggeligt at køre i tog med ham. Så pressede Maltøh hans fobi ret så meget, også selv om det et eller andet sted var godt at finde ud af hvor meget det skulle til før han fik et anfald.

Maltøh smilede sødt da han sagde at han ikke ville køre itog mere, men hvis han skulle hjem blev han jo nød til at tage det ind til terre på et tidspunkt, selvom dette blot var lidt væk fra centrum skulle man vel tage toget for at komme til centrum igen. Maltøh så stille på ham og smilede skævt "Det var da ikke så slemt som sidst" Sagde han med en blid stemme, mens han smilede skævt til Andrei for at se om han lagde mærke til det, men Maltøh vidste vel hvordan man skulle gøre nogle gange, men han fik dog kigget rundt og så det var blevet tørt verj igen så de kunne gå ud og hjem til ham. Maltøh så stille på ham og sagde "Lads os komme afsted inden det begynder og regne igen, jeg bor ikke så langt væk herfra" Sagde han med en sød stemme, mens han tog en hånd frem for hvis han ikke ville miste Maltøh af syne kunne han holde ham ihånde, Maltøh var somregl tænksommelig, men det kunne jo sagtens være at Andrei tænkte noget andet, men inden han ville gå tog han smøgerne frem igen og tændte en, et lettere hiv blev taget af smøgen, mens han pustede stille ud og fik gemt frem væk igen, mens han ventede stille på at Andrei enden fulgte med eller holdte ham i hånde, han vidste ikke rigtig hvad han ville gøre hvis han lod hver da mange mennesker herfra kunne finde på mange ting, han havde prøvet og blive skubbet ud på toilettet hvor der skete mange forskellige ting, men Maltøh havde somregl ikke sår på sjælen eller den følse af tristhed på sig somregl. Maltøh så stille rundt, mange kiggede på dem det var vist ikke hver dag de så sådan nogle som et menneske i denne del af byen det var meget mere det sted hvor mange af de væsner som afskyede mennesker levede, men Maltøh havde været oppe og slås med dem før derved havde de respekt for den unge Maltøh.

Andrei viste jo godt at han blev nød til at tage toget tilbage igen, for han havde ikke den store lyst til at skulle ringe til sine forældre og få dem til at hente ham. Han viste jo at han så bare ville få skældt ud, og få forbudt til at tage til Maltøh igen.
Han nikkede stille, det var så meget letter end at skulle kæmpe en masse ord ud. Hans blik gled bare ned på hans hånd, som han bare stirrede lidt på. Han overvejede et eller andet sted inde i sig, om han skulle tage hans hånd. Han havde bare allerede besluttet sig, han kunne ikke.. i at frivilligt tage en andens hånd... var han ikke klar til.
Han vende langsomt sit blik op mod ham og smilte lidt usikkert "la.. lad os komme afsted" sagde han og fulgte bare efter Maltøh som en lille hund, for at være sikker på at han ikke mistede ham af syne. Han holde alligevel øje med alle omkring dem, og undgik nøje at han ikke blev rørt af nogle af dem.

Maltøh så stille rundt til de forskellige de kiggede meget underligt på ham da han havde taget et menneske med, det var ikke hver dag at man så det, men det var nok heller ikke et sted for et menneske i denne metro eller i disse huse, selvom at Maltøh kunne passe på ham, var det stadig om han kunne helt rigtigt passe på ham?
Han så stille bag ved da han gik at Andrei fulgte efter ham som en lille hund som var godt forvirret, hans trin gik op af en trappe og solen kom dem i møde da de var kommet op af metroen "Dejligt med noget sol for engangs skyld, men stadig jeg hader den.." Sagde han med en sød stemme, mens han gik stille videre og så sammentigdig over skulderen for at holde øje med om Andrei var med, men da han kiggede frem igen og han så sin lejligheds opgang, var der en mand ikke en serlig venlig mand det var hans udlejer.
Maltøh kiggede stille over på ham og vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre, men han var ikke veldig glad for mennesker, men det skulle vel nok gå han var i forvejen bange for Maltøh "Hvad skal denne dreng her?" Spurgte han og pegede over på mennesket "Han er med mig" Sagde han lettere irrerteret. Maltøh gik blot forbi ham, men så stadig over skulderen for at der ikke skete noget med Andrei, men dog væsnet tog fadt i Andrei's arm, og skubbede ham væk fra døren, man kunne nemt se at Maltøh fik vent sig om på sine hæle og skubbede væsnet væk "Skrid du ved godt hvad jeg kan gøre ved dig og ved du ikke vil havde det sker igen" Sagde han lettere vredt og fik taget Andrei hurtigt ind i opgangen til alle lejlighederne "Undskyld min udlejer han er lidt imod mennesker, han er selv et væsen, men han kan ikke fordrage mennesker det kan de fleste ikke her, ved ikke rigtig hvad der er galt med dem" Sagde han med en lettere sød stemme og fik gået op af trinene til 5 etage og så stadig over skulderen for at holde øje med Andrei da han helst gerne ville havde at han var med.
Maltøh fik taget sine nøgler frem og åbnede op til denne roddede lejlighed hvor der lå nymalede malerier over alt på gulvet, og stafelier og skitser fra tegninger, og små statuer som han også lavede, det var vel ikke van til at være et 3 mands lejlighed, der var blot plads til to mennesker i denne ljelighed, fordi der rodede så meget "Undskyld her rodder, men har aldrig rigtig haft tid til at rydde op, da jeg maler stort set hver aften" Sagde han med et sødt smil på læben, der lugtede en lettere stank af røg fra cigeratter da han røg i lejligheden, han fik taget sin jakke af og hang den på knagen og fik sat skoende bag døren for at vise at Andreis sko og jakke kunne være der, hvor hans var. Maltøh fik lige hurtigt ryddet gangen fra malerier og gik ind i stuen for at få ryddet lidt op så man kunne se sofaen så de kunne sidde der "Lad som om du er hjemme" Sagde han lettere højt inde fra stuen, man kunne nemt mærke på Maltøh at han var meget kunstnerrisk at alt stort set bare var malet i hans lejlighed, han var ikke den type som ryddet op, jo med mad og vasken og vasketøjet self, men med malerierne og maler tingende, var nok ikke lige det bedste hans soveværelse var klinet fra malerier andet end at nogle få figurer som var i vindues kammen, men det var der en dør ind til hans soveværelse, han fik gået stille ud til Andrei igen "Vil du havde noget og drikke? Kaffe? Te? Kakao?" Spurgte han stille om mens han ventede blidt på svar, med et sødt smil.

Andrei var ret så usikker på om dette var en god idé, det så ud ikke ud til at folk var særlige glade for at han var der. Selv om han slet ikke havde gjort dem noget? eller det mente han selv, og kan ikke engang huske om han nogensinde har gjort nogen noget ondt?
Han sørgede hele tiden for at være i nærheden af Maltøh, da ved ham følte han sig lidt mere tryg end hvis han var for langt væk fra ham. Han holde bare sit blik ned mod jorden, bange for at se op og få onde blikke på sig.
Han vende først sit blik op mod ham når de var oppe i solen, som fik et svagt smil frem på hans læber "h.. hader den?" spurgte han om og havde selv altid elsket solen, udover når det var sommer og man blev helt rød på kroppen. Det kunne han godt undvære, men det kunne de fleste mennesker vel?
Hans blik blev hurtigt vendt væk fra Maltøh og hen på manden, som bestemt ikke så rar ud. Han prøvede på at holde sig lige bag Maltøh, da denne mand gjorde ham ret så bange i det.
Han tog sig hurtigt til armen når han havde blevet skubbet væk, og bed sig let i læben. han stirrede bare på dem, mens hans krop rystede svagt i det. Han viste ikke hvad han skulle sige, og om han overhovedet skulle sige noget. Han tog bare fat i Maltøh's jakke, og så sig flere gange tilbage på manden mens han gik med ham. Han lyttede efter på hvad han sagde, mens han satte sig ned på gulvet for at tage sine sko af "d.. det er så det rette sted at være" sagde han og gav et lille grin fra sig.
Han havde altid siddet ned når han tog sine sko af, som en lille dreng som lige havde lært at tage sine sko på selv. Han rejste sig atter op igen og satte skoene på plads, og tog sin jakke af og satte sin taske til siden. Han så forsigtigt ind i lejligheden og kunne ikke lade være med at smile, der var jo maleri over alt. Han havde aldrig set sådan et hjem før "d.. det gør ikke noget" sagde han og synes ikke det gjorde noget at der var rodet, det gjorde bare dette hjem til noget særligt. Han gik bare langsomt med ham, mens han så sig omkring og kunne ikke lade være med at smile imens "n.. nej tak" sagde han og bed sig let i læben, mens han holde smilet på sine læber..

Maltøh smiled skævt, mens han så det smil denne unge mand havde fået på læberne, han hørte det lette nej tak, men dog klappede han let på den store sofa så Andrei kunne sætte sig ned ved siden af Maltøh, men Maltøh sad på en sjov skæv måde det ene ben var sådan nogenlunde ude fra sofaen mens det andet lå halvt oppe så han sad med armen og lænede sig op af ryggen så han kunne ligge sit ansigt på sofaryggen hvis et var. Men det gjorde han dog ikke helt inu, men han vidste ikke rigtig hvad han ville havde da han ikke rigtig havde noget end rester for de sidste dage med japansk mad nudler og inbakte rejer det var noget af det bedste han kendte til med mindre der var en Pizza forretning, men han var vel van til at leve af denne dejlige verden, selvom han var godt træt af den, men dog kunne en person gøre ham blød i knæene han vidste ikke hvorfor, men der var noget som gjorde ham blød i knæen over for en person, men han ville ikke ligefrem sige noget, eller gøre noget, da denne person var Andrei og havde sine angster men også bare det med at han kunne resikere og besvime så ville han nok ikke kunne modstå denne unge mand.
Maltøh smilede skævt og fik sig kravlet over for at se hvad han egentlig havde i sin taske bag sofaen, godt nok var det svært og se hvad han skulle havde fadt i, men det var hans smøger, igen igen, han fik åbnet en ny pakke da der var et godt stort lager i den taske, og han fik tændt den første smøg og et sødt smil var på hans læber, han fik taget et hiv og pustede stille ud oppe imod låftet "Jeg åbner lige vinduet" Sagde han med en blid stemme og gik hen for at åbne vinduet og han fik det åbnet så al denne stank fra lejligheden røg lige ud af vinduet.

Han havde nok aldrig troet at der var nogen som kunne have så meget kunst, men nu havde han set det og var ret så glad for at han havde. Han vende sit blik over mod Maltøh igen, og gik med ret så forsigtige skridt hen og satte sig ved ham. Han ville jo ikke risikere at han kom til at ødelægge noget, så derfor var hans skridt også bare forsigtige i det mens han kiggede sig godt omkring. Han så bare på ham uden at rigtige at sige noget, og fulde hver hans bevægelser. Han havde ikke noget imod lugten af røg, selv om han viste at hans astma ikke var helt enig i ham "o.. okay" hviskede han mens han trak sine fødder op under sig, hans blik gled bare tilbage til alt kunst rundt omkring "h.. hvor længe har du malet?" spurgte han om bare for at spørge om et eller andet, og vende langsomt sit blik mod ham igen mens han holde sit smil på sine læber. Han smilte ikke så usikkert længere, og var glad for at han havde taget med ham hjem. Han eget hjem var jo ryddet op, og lignede nok mest et hospital. Så var det rart at se noget nyt, og se hvordan andre folk boet forhold til ham selv.

Maltøh fik sig bevæget tilbage på sofaen hvor han tog et hiv til af smøgen og pustede ud, og hørte derefter hvad han spurgte om, et lettere sødt grin kom fra Maltøhs læber "Jeg holdte op med at tælle da jeg kom op på de 100 år" Sagde han med et lettere sødt smil, mens han kiggede over på det eneste maleri som egentlig hang oppe på væggen i denne stue, han pegede over på maleriet med sin smøg "Det billed var et af de første jeg malede" Sagde han med en blid stemmen, maleriet havde et lille træ hus ved sig, mens en masse rodne træer og døde træer var omkring det, månen var fuld og en lettere ulve skikkelse var på billedet "Det var der jeg boede i godt lidt ude fra London, den skov var berygtet for Varulve, men jeg havde det nu fint, jeg mødte den første ulv af dem jeg nu har fløget over, og ja den var vel nok ikke ligefrem sig selv, men den angreb mig ikke, man skal bare vise at man ikke ligefrem er så bange, men mere at man er stærkere end den" Sagde han stille, mens hans blik kom over på Andrei igen og han tog et lettere hiv af smøgen igen, mens han smilede sødt til ham.
Maltøhs hænder rystede men det var nok mere tanken af at han boede i en skov fuld af varulve, men også at han faktisk var bange men havde lært og gemme sin frygt væk, men nu boede han jo lidt ude fra terre og derved var der nok intet der kunne ske med ham med mindre at en af de andre væsner i denne del af staden kom og ville gøre noget ved ham, men det skete nok ikke for han havde sin respekt i dette kvater.
Maltøh vidste ikke hvor overrasket Andrei ville blive da det var han havde sagt han holdte op med at tælle da han var over de 100 år, men altså ja, nogle gange måtte man vel bare se sandheden i øjnene og det var nok forvirret pga. at man tænkte hvor mange år har man så levet? Maltøh plegede ikke og tænke så meget over det da han havde det hele hos sig, bortset fra en han elsker.

Andrei kunne virkelig ikke gøre for det, han sad der som en lille dreng som næsten ligefrem fik fortalt om sin far's første bil. Han bed sig i læben og stirrede bare på ham, han sagde ikke noget og ville bare lytte på hvad han sagde "1.. 100år?" sagde han lidt overrasket i det og havde ikke engang regnet med at han var så gammel, det var bare utroligt at man slet ikke kunne se på Maltøh hvor gammel han var. Han bøjede sig lidt hen på ham og stirrede på hans ansigt, prøvede på at finde bare et tegn som viste at han var så gammel.
Hans blik gled langsomt hen mod maleriet, som hurtigt fangede hans opmærksomhed. Hans blik gled hurtigt hen på ham igen "varulve?" spurgte han om og synes det var utroligt med alle de væsner, at de bare gik rundt omkring en uden at man viste det.
Hans blik gled ned på hans hænder, og han lod usikkert to fingere glide hen over håndryggen på hans ene hånd "d.. du ryster" hviskede han og vende sit blik op mod hans ansigt igen, da han trak sin hånd til sig igen.

Maltøh hørte hans små gentagelser fra det som han fortalte om, et stille smil var på hans læber "Ja, jeg har haft gemt min frygt væk for ikke at tiltrække disse varulve, men de forvandler sig blot ved fuldmåne så det kun hver fuldmåne det er farligt, derved vær inde døre når det er, men altså jeg lærte og holde min frygt fra dem væk så de ikke kunne lugte den eller mærke den" Sagde han stille og mærkede at Andreis to fingre på sin ene hånds ryg, han så stille op på Andrei med et blidt smil, men dog passede han på da han ikke ville gøre noget dumt eller hvad man nu kunne kalde det siden han holdte sig tilbage med alt det han egentlig ville med denne unge mand, hans blik gled ud af vinduet hvor solen stille var ved og disse ned, tiden havde åbenbart været meget hurtig med det "Det ved og blive sent, vil du sove her eller?" Spurgte han stille om for ikke at virke for meget men stadig så han kunne tage toget med Maltøh dagen efter, så der ikke skete ham noget på denne del af terre, men stadig hvis han gerne ville hjem, men han var parat til begge svar, da han ikke ligefrem var van til at havde noget selvskab, men han håbede da at denne mand ville blive, han vidste ikke hvorfor han ville havde han blev, han gjorde noget ved Maltøh som ikke var normalt, en lettere rødmen kom på Maltøhs kinder da han havde begravet sig lidt ind i sine tanker, men kom da tilbage igen da han mærkede varmen til sig, det var nok ikke lige det han havde regnet med der ville ske bare ved at tænke på det, han tog dog blot et hiv fra sin smøg og skoddede den bagefter hvor han pustede ud "Jeg har mad, så jeg kan sagtens betale også hvis du vil havde noget udefra" Sagde han med et sødt smil, hvis det nu var han ville blive lidt længere, eller bare blive der til næste dag.

Andrei havde aldrig regnet med at der fandtes varulve, og derfor at høre Maltøh snakke om dem var ikke helt til at forstå "okay" sagde han og viste ikke hvad han skulle tænke, han følte virkelig som om han var i et eller andet eventyr.. om det var et godt eventyr, var han ikke hel sikker på.
Hans blik vende sig hurtigt mod vinduet, hvor mørket var begynd at overtage gaderne. Han vende sit blik mod ham igen og så lidt tøvende på ham, han viste at hans forældre ville blive rasende på ham hvis han kom hjem når det var mørkt "je.. h.. hvis jeg må vil jeg gerne" hviskede han og var lidt tøvende omkring det, måske sagde Maltøh det også af ren venlighed og slet ikke ville have at han skulle blive.
Han bed sig let i læben, men gav hurtigt slip på den igen "jeg.. vil bare have det samme som dig" sagde han og sende ham et lidt usikkert smil, da han ikke rigtigt viste om Maltøh overhovede ville have ham til at blive.. men hvorfor ville han spørge om han ville? hvis han ikke mente det. Han vende bare sit blik mod malerierne igen, som fik et mere normalt smil til at komme frem på hans læber.

Maltøh smilede sødt da han sagde ja til det hvis han måtte "Selvfølgelig må du det" Sagde han med en blid stemme, han kunne dog ikke holde sig tilbage da hans blik var vendt mod malerierne igen, Maltøh rejste sig op men dog lænede han sig hen til Andrei's kind som vendte mod Maltøh og med et kom der et kys frem på Andrei's kind fra Maltøh, men han slap dog hurtigt igen og gik ud i køkkenet for at finde sin japanske menukort til at ringe efter drive food, som altid var godt syntes Maltøh, men han vidste ikke med Andrei.
Maltøh kom ind i stuen igen med en telefon i hånden og dette menukort, mens han forsatte hen til sofaen og satte sig ved Andreis ene side "Undskyld jeg kyssede dig på kinden... jeg kunne bare ikke holde mig tilbage" Sagde han stille, mens han krassede sin ene kind med sin pegefinger, mens en lettere rødmen kom frem på hans kinde, han vidste ikke hvad der var med ham, han var bare helt blød i knæene og han kunne intet gøre for at han kunne slappe af i Andreis selvskab han var ude af sig selv da han ikke vidste hvad han skulle gøre, men han tog det da fint indtil nu da han kyssede ham på kinden men han havde da sagt undskyld.
Maltøh fik vist menukortet til Andrei "Håber du kan lide nuddler og indbagte rejer og de sager" Sagde han med et lettere sødt smil, med stadig den lette rødmen på hans kinder, han var godt varm i ansigtet pga. hans rødmen han vidste ikke hvad der var med ham, men han håbede at Andrei kunne hjælpe ham med det.

Andrei fik ikke sagt noget før han mærkede de bløde læber mod sin kind, han lukkede sine øjne kort i og lag sine fingere mod sin kind. Det var en ret så underlig følelse, der var aldrig nogen som havde haft den nærkontakt med ham før. Ikke engang hans forældre havde fået lov til det, så at Maltøh bare sådan kyssede ham på kinden var ret så underligt.
Han så bare efter ham, før han vende sit blik mod malerierne igen. Hans stemme var som forsvundet, mens hans fingere bare forblev på hans kind.
Han fjernede hurtigt sine fingere igen, når han kom tilbage ind i stuen og vende sit blik mod ham igen "h.. hvorfor?" spurgte han om og kunne ikke se hvorfor han bare sådan kyssede ham på kinden, det gjorde drenge da ikke bare? så derfor forvirrede det ham meget mere.
Han så kort på menukortet, før han vende sit blik mod ham igen "ved jeg ikke.. men vil da gerne prøve" sagde han uden at stamme i det, men måtte holde en lille pause for at ikke skulle stamme. Han smilte lidt usikkert, og bed sig let i læben da denne dreng forvirrede ham ret så meget.

Maltøh så stille på ham da han hørte han spørge hvorfor, hvorfor han kyssede ham på kinden? Var sikkert det han gerne ville vide, men da han hørte det næste med at han gerne ville prøve fik et sødt smil på læben på Maltøh, han fik dog tænkt sig om hvad han skulle sige til Andrei med hvorfor en mand som ham kyssede ham på kinden "Joh ser du, der findes dem som er til det modsatte køn og dem som er til det samme køn, og da er jeg den som flader for det samme køn, og da har du måske gjord mig....." Han stoppede brat op i det han var igang med at sige, han vidste jo endnu ikke hvad denne unge mand ville tænke om ham om han var sindsyg i hovedt eller bare en som var en freak, det var jo lige det som for igennem hans hoved, og han tænkte lidt om han bare skulle sige det lige meget, men så ville han jo vide det, men aligevel vidste han det ikke, han var usikker på hvad han skulle sige nu "Jeg ringer lige efter maden så fortæller jeg det det jeg mener med kysset på kinden Sagde han med et sødt smil mens han fik indtastet nummeret og ringede denne resturante op, han fik taget mobilen op til øret og en mand svaret i telefonen "Ja hej til resturante Damindra hvad kan jeg gøre for dig?" Sagde manden i telefonen [collor=yellow]"Jo jeg vil gerne havde en nummer 40 på jeres menukort hjemsendt gerne"[/color] Sagde han helt rolig og afslappet, mens han ventede på at manden ville svare igen "Ja hvad er adressen?" Maltøh fik fortalt adressen til sin lejlighed, og manden sagde at det ville komme straks og lagde på.
Maltøhs blik var rettet på Andrei igen "Så for vi mad lige om lidt" Sagde han med et sødt smil, men han fik dog ikke glemt at han skulle fortælle videre på det han var igang med efter han havde ringet efter maden "Men som sagt da er jeg til det samme køn... Og du har gjord at jeg er blevet sådan blød i knæene og sådan ja du ved... øhnm.. ja..." Han vidste ikke rigtig hvordan han skulle sige at han havde fået sådan små følser for denne unge mand, men hvordan skulle han kunne sige det hvis denne mand slet ikke kendte til noget med seksuallitet eller kærlighed eller noget af det.. Han vidste ikke hva han skulle gøre lige nu.

Andrei vende sit blik mod sit skød og lyttede bare på hvad han sagde, det overraskede ham ret så meget at Maltøh var til drenge. Han troet bare at han var venlig overfor ham, men der lå åbenbart mere bag det end han havde regnet med. Han pillede lidt ved kanten af sin trøje, og viste virkelig ikke hvad han skulle sige. Han lyttede bare efter på når Maltøh bestilte, og vende kort sit blik op mod ham.. før det hurtigt røg ned i hans skød igen "je.. jeg har gjort dig blød i knæene" hviskede han mest for sig selv, og havde jo ikke gjort noget særligt? han var jo bare sig selv, den usikre dreng som var bange for de flest ting. Han vende langsomt sit blik op mod ham igen og bed sig i læben, som han langsomt gav slip på igen. Han stirrede bare på ham og viste ikke hvad han skulle sige, det var så uvirkeligt at møde en fyr som åbenbart.. tja hvad skal man sige? .. "je.. jeg er ikke til fyre.. jeg kan lide bryster" sagde han og sagde `bryster´ lidt mere usikkert i det, da han aldrig havde set på en pige og tænkt på noget seksuelt. Piger var piger for ham og ikke andet, og han viste det jo også et eller andet sted.
Han havde vel heller ikke lyst til at være til drenge, hans liv var alt for underligt i forvejen. Med alle hans sygdomme, og alt andet i hans liv. Så at være til drenge, ville nok bare gøre hans liv mere underligt. Han bed sig i læben igen, og kunne mærke at nogle tåre prøvede på at presse sig ud.

Maltøh så stille på ham da han sagde bryster og et lettere grin kom frem på Maltøhs læber og han grinte rent ud sagt, men stoppede lidt tid efter "Undskyld" Sagde han så med et blidt smil på læben han vidste godt at man ikke kunne få alt hvad man lige tænkte på og Andrei var jo noget for sig selv, men stadig det var det som gjorde at han gjorde Maltøh blød i knæene han vidste godt hvorfor, men ville ikke sige det, da denne unge mand sikkert tænkte hans liv var for sært i forvejen.
Maltøh hørte en ringen på døren efter noget tid, og han rejste sig op fra sofaen og gik hen til døren for at åbne men han kiggede nu først lige hvem det var og det var ham med maden han åbnede døren "Her er din mad" "Mange tak" Sagde han med et sødt smil på læben og tog imod maden og betalte ham de penge han nu skulle havde "Farvel" Sagde manden og forsatte væk derfra og ned af trappen mens Maltøh lukkede døren for at komme ind med maden, han fik stille gået igenne stuen og hen til bordet foran sofaen for at stille maden på bordet "To sekunder" Sagde han med et blidt smil på læben og randte ud i køkkenet og hentede to glas og en 2 liter Cola, han håbede da han kunne lide cola ellers var han lidt på den men nu måtte man vel se om det lykkedes.
Maltøh fik sat sig ned i sofaen igen og placerede de to glas og colaen på boret siden af maden hvor der var to tellerkner til maden og kniv og gaffel de havde jo det hele dem fra den resturante, et sødt smil var på hans læber da han pakkede maden ud, og hældte lidt op til dem begge på to tellerkner så de kunne få noget og spise, han fik dog også åbnet colaen og hældt det ene glas op til sig selv "Kan du lide Cola?" Sourgte han stille om mens det søde smil stadig var på hans læber. Han ventede dog blot på at Andrei var klar til at svare på om han kunne lide cola for at hælde op til ham.

Andrei kunne godt forstå at han grinte, det ville han nok også selv have gjort. Hvis ikke det var fordi det var så underligt for ham alt sammen, han havde jo aldrig haft en kæreste, aldrig været forelsket... ikke engang det første kys havde han fået. Det var ikke sjovt at fortælle at man var 17, og ikke engang havde fået sin første kys. Han kunne jo ikke være i nærheden af nogen på den måde, og derfor havde det heller ikke lykkes for ham.
Han så kort efter ham, før han vende sit blik ned mod sit skød igen og tog en dyb indånding. Han vende atter engang sit blik op mod ham igen, når han kom tilbage. Hvad skulle man sige til en fyr som sagde at man gjorde en blød i knæene. Han fulde som hans bevægelser, og kunne bare ikke lade være med det "ja tak" sagde han stille, og satte sig lidt bedre tilpas "h.. hvordan kan du lide mig?" spurgte han om og kunne ikke se det, hvorfor kunne lide en som bare kan dø ved at falde forkert. Hver dag han rejste sig op fra sengen, kunne jo være hans sidste dag i live. Han var bare ikke en af dem som kunne leve sit liv fuldt ud, han turde ikke at gøre det. Han viste ikke hvorfor, men han var ikke en af dem som kunne gøre det og bare være lykkelig hver dag. Han lag sit hoved lidt på skrå, og så bare på hans ansigt. Prøvede næsten ligefrem selv regne ud, hvordan den fyr kunne lide en som Andrei.

Maltøh fik hældt op til Andrei, da han hørte om hvorfor han kunne lide ham smilede han blot sødt, og fik sadt sig op igen i skrædderstilling, med sin mad ved sig, mens han så stille over på Andrei "Det ved jeg ikke, vel dine svagheder og at du er sådan bange for mange ting, og meget genert, man har vel en lettere svaghed fra generte personer" Sagde han med et skævt smil, han vidste ikke rigtig hvad det var han ellers skulle sige, kærlighed var vel lidt ubeskriveligt, men det var vel derfor han havde faldet for ham, men også bare fordi så havde han en og passe på når det kom til stykket, han fik spist lidt af sin mad, mens han fik slugt det, og tog en tår cola. Maltøh kiggede over på ham og havde tænkt sig og spørge om han ville smage på det eller hvad? Men han var ikke sikker på det. Han så stille tilbage på sin mad "Har du nogensinde været forelsket?" Spurgte han da efter da han vidste at man ikke rigtig vidste sin seksualitet før man havde været forelsket eller tændt på et køn, men det var vel bare hans indblik af dette seksualitet. Et sødt smil var på hans læber, mens han ventede lidt på hvad han ville svare, men han vidste ikke om han ville sige noget eller hvad, men han var da rimlig glad for at Andrei var lidt interreseret i hvorfor han kunne lide ham og derved gjorde det det nemmere for Maltøh og snakke lidt bedre, men stadig også bare kunne få ham til at sige lidt af hvert, men også spørge ham om noget. Maltøh fik sit blik ned på maden igen, og tog noget at spise igen efter noget tid, og da drak han igen af sin cola, han vidste ikke rigtig hvad Andrei tænkte på eller ville sige, men Maltøh havde nok brug for en smøg, men han havde altid lavet en aftale med sig selv ikke ryg før man er færdig med at spise.

Andrei tog bare forsigtigt sin mad til sig, og begynde at spise sin mad. Han lyttede godt efter på hvad han sagde og så et par gange op på ham, også selv om det bare var svært for ham at kigge op på ham "d.. du kan måske aldrig komme til at røre ved mig ordenligt" hviskede han og kunne ikke se hvem der kunne falde for en som ham, men folk kunne vel ikke bestemme hvem de skulle blive forelsket i.
Han spiste bare forsigtig videre og viste slet ikke hvad han skulle sige, det virkede helt utroligt at have en dreng ved sin side som var begyndt at kunne lide ham.
Han sank hurtigt sin mad, når han spurgte om Andrei nogensinde havde været forelsket. Han vende sit blik ned mod sit skød og rystede på hovedet "hvordan kan man være forelsket, når man ikke kan være i nærheden af nogen?" sagde han uden at stamme, også selv om han var ret så ked over at han aldrig havde prøvet på at være forelsket. Han viste ikke engang hvordan man viste at man var forelsket "hvordan er det?" spurgte han om og vende sit blik langsomt op på ham.

Maltøh så på ham med et lettere forvirret blik det vidste han jo godt, men han kunne hjælpe ham med at få denne angst væk, men måske gik han blottere mere for hurtigt igang, han så ned på sin mad og fik spist lidt alla det sidste på hans tallerken efter noget tid tænkte han lidt og tage en smøg og rigtig nok han tog sin pakke og fik tændt en smøg, mens han fik sit blik over på Andrei igen da han spurgte hvorda det var. Maltøh så lettere op i låftet men fik sit blik på Andrei igen "Det meget svært og forklare hvordan det er at være forelsket da der kan være mange ting mellem mennesker med forelskelse, og jeg tror at du ikke ved hvad du er til inu søde ven" Sagde han med et sødt smil og fortsatte "Ved mig kan jeg mærke at jeg har sommerfugle imaven og at jeg rødmer meget let, som jeg gør ved dig, ellers har jeg ikke rigtig lagt mærke til noget, jo jeg kan ikke holde mig fra at kysse dig hvis du ikke passer på" Sagde han med et grin og tog et hiv fra sin smøg og pustede ud igen han vidste godt det var underligt og sige, men denne unge mand måtte vel bare vide hvad der var med det, men Maltøh havde aldrig rigtig tænkt over hvordan hans forelskelse var helt oprigtigt han havde disse svagheder og sådan var det nogle gange, men han glemte dog det han sagde om man kunne falde for en som man ikke kunne røre ved "Alle skal havde sin tid til at give folk lov til at røre en" Sagde han blot med et sødt smil og aede stille på Andreis kind med den ene finger men tog den til sig igen efter noget tid, han vidste godt det var underligt, men det var vel sådan at man skulle give det tid, og denne unge mand kunne man tydeligt se at han ikke havde været forelsket eller ved hvilket køn han var til. Men sådan var Maltøh vel han faldt altid for dem som ikke kunne lide ham.

Andrei havde aldrig været en af dem som spiste hurtigt, han havde set folk som spiste så hurtigt at de var ved at dø... og det var jo slet ikke meningen! mennesker lever ikke for at spise, de spiser for at leve, og der var åbenbart nogle som ikke viste det.
Andrei viste bestemt ikke hvad han var til, eller måske et eller andet sted inde i ham. Han var bare bange for at lade sig komme der ud, han ville jo virke så meget som muligt som en normal dreng. Han svarede ikke på det og spiste bare videre, til han ikke havde mere mad på tallerken. Han satte det bare fra sig og tog sit glas i stedet "det smagte godt" hviskede han og sende ham et lidt usikkert smil, som forsvandt igen når han tog noget at drikke. Det lød helt rart at være forelsket, men Andrei var stadig ikke sikker på om han nogensinde ville opleve det.
Hans øjne blev lidt store i det "kysse mig?" hviskede han og viste ikke om han havde lyst til, at han første kys skulle være med en dreng. Det virkede ret så underligt bare at tænke på det, det skulle da bare være pige og dreng? lige som hans far og mor?.
Hans øjne gled i, og han strammede grebet rundt om sit glas. Når han mærkede hans finger mod sin kind, han holde ligefrem vejret og kunne mærke et gys komme igennem hans krop. Hans øjne gled langsomt op igen, og han så bare forsigtigt på ham. Glad for at han ikke havde fået et anfald, det havde han jo ikke lyst til "hv...hvad nu hvis man aldrig vender sig til det?" hviskede han og satte glasset over på bordet.

Maltøh smilede sødt da han synes det smagte godt, men da han hørte kysse mig blev gentaget nikkede han blot, men han vidste godt han var overrasket over det, og han kunne nemt se på ham at han stadig ikke var så parat som han så ud til, men da han hørte om man måske slet ikke vendte sig til det så han blot ud af vinduet, måske var Maltøh den uheldige type som alle bare ikke ligefrem ville havde noget med, men han var dog helt okay med det, og han vidste godt det var svært og forstå hvis man havde en helt normal familie med far og mor, og man ikke kendte til bøsser, og at man sagtens kunne havde to fædre, men ja han opdagede dog at han sikkert havde en mor og far så han havde nok regnet ud han ikke kunne få det ind i hovedt "Så mister man en god fangst hvis de var den rette, men ellers så er det hjertet der taler følsen kærlighed den som gør at man er forelsket det er den du skal kunne mærke før du kan sige om du har vendet dig til det eller eij, men også der kan være så meget andet i livet som man bare ikke kan få til at se sig selv som, 'normal' som hvis man føler sig unormal iforvejen og så hvis man ikke kan indse at man måske for et mere unormalt liv, alle i denne verden har et unormalt liv ingen er normale hvem er normal?" Spurgte han med et lettere sødt smil og derefter efter fulgt med et grin som var betegnet på jamen ingen er normale det var underligt og sige at man var normal, for hvad var det? I den tid han havde levet var der ingen som har kunne beskrive ordet Normal, derved vidste han der var intet som var normalt. Og Maltøh vidste at alle var unormale selv ham selv.

Andrei kunne ikke gøre for at han sagde sin mening, også selv om han bare burde være stille en gang imellem. Det var jo ikke fordi han slet ikke brød sig om Maltøh, men det var ret så svært at vende sig til når han rørte ved ham. Han tøvede lidt eller ret så længe, før han tog fat i hans trøje. Bare for at vise at han godt kunne, men at han bare havde det svært med det. Han lyttede på hvad han sagde og viste ikke helt hvad han skulle sige, han havde jo ret et eller andet sted. Han vende sit blik ned mod sit skød og gav et lille suk fra sig, da det var så svært at beskrive nogen som var normal når han ikke selv var det "e.. en normal person, er en som ikke er syg,.. en som kan røre ved en anden, uden at risikere at falde om og få anfald.. e.. en som tør så meget mere.. som har gået i skole, får en uddannelse.. ikke brækker sine knogler bare ved et lille fald, eller forkert berøring fra en anden...." sagde han og holde en lille pause og vende langsomt sit blik op mod ham, han skammede et eller andet sted over sig selv "e.. en som kan elske, kan blive elsker.. klare at ens familie røre ved en..." sagde han og stoppede bare og bed sig i læben, før han vende sit blik væk fra ham igen.

Maltøh så blot på ham, man kunne nemt se på ham at han blev overrasket over at Andrei havde den mening til at være normal, når man faktisk ikke rigtig kunne være normal, men det som Andrei sikkert havde fået fadt i var at man ikke skulle havde sygdomme. Det stak Maltøh noget fra mange år siden, men stadig at det ikke var sådan at han ville glemme det. "Jeg forstår dig godt, men det gør dig stadig ikke unormal, for ved mig, jamen jeg er et væsen folk glor på mig hver dag, fordi jeg ikke er et menneske fordi jeg er ny flyttet, altså det noget man skal vænne sig til, godt nok har man hver sine blikke på livet, men stadig man kan havde det som du har det, men du skal jo blot vænne dig til at folk må kramme dig give dig et kys på kinden, selvfølgelig kræver det at du skal kæmpe med din angst men fordi du har den angst er fordi du aldrig har oplevet et kram eller den følse af at man sikkert må røre ved andre, og det kan selvfølgelig være på grund af nogle sygdomme man har, og ja jeg har selv haft sygdomme jeg døde af min for mange år siden, der var ingen kur på min sygdom før idag, dagen idag er blevet så meget moden og så at jeg åbenbart blev til en engel var vel bare det jeg skulle være istedet." Sagde han blidt, men det sidste meget stille da han kunne huske sin ungdom som var den dejlig og derved, at han ikke rigtig kunne gøre for at han døde som 19 årig. Han ville nok ikke rigtig sige hvad han døde af, for han kontaktede ikke sin familie igen da han vidste de bare ville begynde og græde, og han ville savne dem mere end han gjorde nu, da han kunne havde kendt til dem op til noget med 40 år dengang. Men han lod hver han tog det bag sig og fandt et nyt liv, men stadig, han kunne havde det godt i 40 år med en familie, men stadig de ville jo ikke forstå det hvorfor han fik en chance til.
Maltøh var åben til at fortælle ham hvad der skete dengang, men stadig det var stadig hårdt for ham at sige hvad der var galt med ham, men også at han havde fået sine gode sager igen, han var ikke døv længere han kunne høre folk efter han døde fik han sin hørelse igen, men stadig hans sygdom tog hans liv dengang.

Andrei tog langsomt sin hånd til sig igen, og kunne godt høre at Maltøh ikke helt havde den samme mening om normal som han havde. Han trak sine ben op under sig, mens hans blik forblev på ham "m... mine forældre kunne kramme og holde mig som en baby.. m.. men når jeg blev 4 år var det slut.. i.. ingen har rørt mig siden.. u.. udover læger" sagde han og rystede kort i kroppen, bare af tanken om at hans forældre aldrig ville komme til at kunne holde ham. Han gav et suk fra sig, og gemte sit ansigt i sine hænder. Der havde sket så meget denne dag, og han viste ikke længere hvad han synes om det "je.. jeg forstår ikke hvordan du kan lide mig" mumlede han ind mod sine hænder, og overvejede et eller andet sted at smutte også selv om han ikke havde lyst til at smutte alligevel.