Stop Tyven!! åbent for alle

Omhyggeligt støttede hun sin albue på cafébordet og som et lydløst udstødningsrør sivede der en svag stribe af røg ud ad hendes fingerspids. Røgen snoede sig kælent om skeen i tekoppen og med et let sving i håndledet fik lanna'Amalia skeen til at bevæge sig cirkulært uden rigtig at berøre den. Væsken var mørkebrun, havde en sødlig duft over sig og hun vidste, at den smagte af mango. Derudover var den varm, og dampen derfra gjorde hendes håndflade svagt fugtig. I koppens bund gik en teskefuld sukker langsomt i opløsning ved omrøring. Sortelveren sukkede og hendes hjerne gik i stå.

Udenfor skinnede solen - fanden tage februar og det nærmende forår - men heldigvis lå caféen på gågadens skyggeside, så intet kraftigt sollys kunne knibe sig gennem de store gaderuder. I den yderste del af hendes øregang kunne man høre tumulter nærme sig, folk, der råbte op når de blev brutalt blev skubbet til side, og pludselig var den ellers så fredelige dag i Terre sat i en tilstand af larm og forvirring. Amalia vrængede let på næsen over menneskene på den anden side af ruden, og hun syntes ærligt talt ikke, at de var hendes opmærksomhed værd, så hun drejede let omkring på caféstolen og pustede ned i sin tekop, så hun fik et mango-pust tilbage.

Der skulle ikke meget til før hun kunne hidse sig op over andres stupide opførsel. Når man havde levet så længe som hende, følte hun det lidt som om, at hver en hændelse hun overvejede, var en "been there done that"-situation, så det gjorde ondt helt ned i tæerne hver gang de traf de forkerte beslutninger.Åh hvor kunne hun dog have lyst til at ruske hårdt i hele verden og få den til at se det samme som hende.

Gæster kom og gik som det passede dem, mange af dem var blevet helt dovne af alt solskinnet, som om livet nu pludselig kunne rage dem en skid, og så skulle der bare ryges cigaretter og drikkes noget kaffe, og det hele skulle bare være helt stille og roligt og helt til at overkomme, for denne dag var dagen for frisind, frihed og fællesskab og foråret var ved at vende tilbage fra den mørke vinter og rend mig i røven. Lanna'Amalia tog en slurk af sin te, den var skoldende mod hendes læber, men hun nød det i fulde drag, alt imens hun lukkede sine øjne i og trak en imaginær tehætte over hovedet for at lukke resten af verden ude.

Den lille klokke ved caféens indgang kimede, da endnu en gæst trådte ind, og hun syntes at kunne genkende de øjne, der i et rum tid hvilede på hende. Så huskede hun pludselig, at han var synderen for alt det virvar, der havde foregået uden for, og i stedet for at ignorere hans øjne, sendte hun ham et barskt blik tilbage, et blik, der uden ord signalerede 'Jeg kender til din hemmelighed', men så blev deres blikke revet fra hinanden i det en tjener gjorde krav på bestilling. Lanna'Amalia vendte tilbage til sin te, holdt koppen mod hage og gik endnu engang i stå, imens hun tænkte. Tankerne strakte sig bredt. Mest handlede de om Valsharen, men så var det, at den unge knægt med det pjuskede hår og beskidte ansigt poppede frem fra det blå, og hun undrede sig over, hvorfor der overhovedet var plads til ham i hendes hoved. Det var nok det der tillokkende, som asparaer havde over sig, tænkte hun til sig selv, det måtte simpelthen være noget magisk, eftersom at han jo ikke ligefrem var den smukkeste mand hun nogensinde havde kastet sine lange øjenvipper i retning ad. En anden ting, der også undrede hende, var hans levemåde. Asparaer var da kendt for at være nogle yndefulde skabninger, så hvorfor pilede han mon af sted gennem gaden med den halve politistyrke i hælene? Noget måtte være helt galt med den knægt, konkluderede hun, og mærkede endnu engang hans øjne på sig. Denne gang nåede hun ikke at stirre tilbage før tjeneren igen kom og afbrød med et ærinde. Velbekomme velbekomme velbekomme, gentog hendes hjerne et par gange, og da han dykkede ned i sin færd med at spise, tillod hun sig at glo vurderende på ham. Nærmest som om hun overvejede, om hun skulle melde ham til politiet med det samme eller vente lidt.

For blot fire timer siden havde hun stået foran sin garderobe og udtænkt dagens tøj. Det var endt ud med et par sorte jeans med en lav talje og en langærmet striktrøje med et lige snit over brystet, eftersom at det var det eneste, som vejret tillod hende. Nok skinnede solen, men der lå stadig sne i Terres gader, og når man trak vejret, kunne man mærke frosten skære ned i ens tænder.

Efter at have sat tekoppen på bordet, slog en tanke ned i hende. Hun kunne jo altid tage sagen i egen hånd. Det ville nok forårsage en del dramatik, men et sted dybt inden i sig selv havde hun virkelig brug for det. Det var sådan en metode, hun tog i brug, når hun skulle jage halvtriste tanker af sted, og med hvilken hun holdt blodomløbet i gang med. Når hun mærkede, at hendes sjæl var fyldt af grå vintervæde, når hun uvilkårligt standsede foran ligkistemagasiner og sluttede sig til alle ligtog, hun mødte, og ganske særlig når hendes humørsyge i den grad fik overtaget, at der skulle en stærk moralsk principfasthed til, for at hun ikke med fuldt overlæg gik ud på gaden og systematisk begyndte at slå hatten af folk - da vidste hun, at det var på tide at gøre noget.

Hun skottede til knægten, tog en sidste slurk af sin te og fastslog, at nu måtte han have fået nok at spise. Så rejste hun sig målbevidst op og skubbede stolen ind under cafébordet som en lydig skolepige, hvorefter hun stængede i retning af hans plads, hvilket ikke var mere end få skridt borte. Hun stillede sig så nær hans stol, at hun kunne mærke hans syndige rygsæk under den med sine skosnuder.
"Jeg håber, du har nydt dit måltid," dvælede hun lavmælt og stak en afslappet hånd over på hans skulder. Hun beroligede sig selv med tanken om, at Valsharen ikke ville tillade hans slags i gaderne, hver gang hun blev usikker på sig selv.

Lanna'Amalia tøvede kort inden hun fik rystet sin hånd af knægtens skulder. Hendes øjne kneb sig sammen til smalle sprækker og følte, hvordan hans fjendtlighed stak hende i huden, selv efter hun havde givet slip. Blodomløbet var så sandelig gået i gang, og med ét følte hun sig både selvsikker og krigerisk.
"Hvad jeg mener?" spurgte hun irriteret og spekulerede over, om det mon kunne blive et problem, at han var så tungnem. "Jeg er overbevist om, at du udmærket ved, hvad jeg mener..." Hendes ord var næsten hviskende, så de omkringværende gæster ikke fandt det nødvendigt at stikke deres spidse næser i deres samtale. Unødvendigt drama behøvede trods alt ikke at blive skabt. Da han spurgte, hvad hun ville ham, trådte hun at halvt skridt tilbage og lagde armene over kors.

"Jeg vil have, at du rejser dig op og følger med mig," bad hun direkte, som om det var det mest naturlige i hele verden at bede en fremmed om. Humlen ved det hele var bare, at han ikke længere var en fremmed for hende. Hun havde betragtet hans kontur, og hver et ansigtstræk var nu indprentet i hendes hjerne, som et maleri hun aldrig ville sælge for noget i verden.