Nyt sted.. Nye mennesker.

Sted, De Ferme - Metroen.
Tid, 16:39
Vejr, Lidt lyst. Koldt.. ingen sol, kun blå himmel og skyer.
Omgivelser, .. Ja. Altså Personer som skal med den der metro ting.


Zophia havde endelig fået samlet mod nok til at bevæge sig ned til det sted hvor man stod på Metroen mest af alt for at finde ud af hvordan der var nede under jorden der hvor metroen kørte en hen. Hun plejede at kalde det 'Toget underjorden' Indtil hun faktsik fandt ud af hvad det rigtigt hed. De blå øjne hvilte i et øjeblik på nogle personer som så ud til at skulle med på dette tog men derefter rettede hun så blikket ned mod hendes ur som sad på hendes ene arm. Der var ikke længe til at toget ville begynde at køre afsted. Hun satte roligt kursen mod køen af folk som nærmest bare ventede på at de kunne komme ind også afsted.
Zophia nåede heldigvis at få en plads i toget så hun var fri for at stå op der var bare ikke noget værrer end at stå op i et tog. Hun så lidt på menneskerne som var omkring hende, der var faktisk flere end hun havde regnet med som skulle med, Hvorfor ville så mange med et tog som lagde under jorden? Det var da noget mærkeligt noget. De blå øjne blev rettet mod en person som sad over for hende, hvem de var havde hun ingen anelse om.. Måske skulle hun spørge om hvor han skulle hen? Eller bare lade ham være?. Et lille smil fik sat sig godt til rette på hendes læber, blikket var stadig på personen blev så fjernet fra ham igen hvor hun så rettede det mod vinduet som hun næsten sad lænet op af.
Hvor ville toget mon føre hende hen? Hun trak en smule på skulderne og så lidt rundt på de forskellige personer der var med, nogle så mere farlige ud en andre også var der dem som bare så helt uskyldige ud..

Metroen kørte lydløst af sted på de strømlinede skinner. Fra tid til anden gav det et brat ryk i de tre vogne, når metroen stoppede op, men ellers forløb turen nogenlunde roligt, i hvert fald for Milos vedkommende. Stilheden blev der dog sat en brat stopper for, da en flok småbørn og deres børnehavepædagoger trådte ind i den vogn, han sad i. Han forsøgte at hvile sin pande imod den kølige rude og lade som ingenting, men børnenes råben og skrigen var svær at ignorere.

”Hvorfor vælger jeg altid den forkerte vogn…?” hviskede han opgivende for sig selv. Så sent som i sidste uge var han blevet tvunget til at sidde mast op af en råddent stinkende vampyr, fordi vognen var så fuld, at han ikke kunne rejse sig. Det havde været den længste togtur i hele hans liv, og det på trods af, at den kun havde varet et kvarter.
Og nu blev han så nødt til at dele vogn med en flok hyperaktive børnehavebørn. Nej tak. Han rejste sig fra sin ellers så gode vinduesplads for at finde sig et andet sæde. Han måtte gå hele vejen ned i den anden ende af toget, før han fandt sig en plads mellem en sovende mand og en lettere overvægtig kvinde. Han måtte nærmest klemme sig ned imellem dem, men medmindre han ville sidde på gulvet, måtte han altså tage til takke med denne plads.

Han blik gled nysgerrigt rundt og landede på den pige, der sad overfor ham. Hun havde lyst hår og så ud til at være lige så nysgerrig omkring sine omgivelser, som han selv var. Han sendte hende et prøvende smil.

Zophia rettede igen blikket mod personen som sad overfor hende. Skulle hun sige noget til ham? Det ville blive en ret kedelig tur hvis man ikke rigtig havde en eller nogle at snakke med det eneste problem hun havde var bare at hun ikke rigtigt vidste hvad hun skulle sige til ham. Han var ikke farlig eller han så ikke ud til at være farlig man kunne aldrig være sikker på folk de kunne se så søde og uskyldige ud men samtidig være så! onde og tænke de værste tanker. De blå øjne blev lukket et par gange mens et lydløst suk sneg sig ud gennem hendes mund.

Kort tid efter fik hun rettet blikket mod personen igen, bare for at undersøge ham igen bildte hun sig selv ind selv om hun et eller andet sted godt vidste at det ikke var en god undskylning for at se på ham. Han så rimelig ung ud, faktisk lignte han en på hendes egen alder altså omkring de 17-18 år, måske 19? Zophia fik åbnet munden for at sige noget men lukkede den hurtigt igen, hun havde ingen anelse om hvad hun skulle sige men hun ville faktisk gerne snakke med ham, det ville føltes lidt bedre end bare at sidde overfor ham og bare se på ham engang imellem hvad ville han mon ikke tænke om hende? Hvis hun skiftevis blev ved med at se på ham?

"Hvor skal du af henne?" Spurgte hun ham så stille og lavt, det var ikke fordi hun havde tænkt på at skulle have spurgt om det, det kom ligesom bare men et eller andet sted gad hun godt at vide det for hun vidste havde ingen anelse om hvor det kørte hen eller hvornår det ville stoppe, så det ville da være meget rart hvis hun vidste bare et sted hvor man kunne hoppe af toget.

Han rettede sig lidt i ryggen. Den sovende mand ved hans side gav et snork fra sig, og englen rynkede let på brynene af ham. Hvis mandslingen absolut skulle sove, hvorfor kunne han så ikke ligge sig ned på gulvet, så Milo slap for at høre på hans snorkeri?
Milo skiftede sidestilling og kom med vilje til at ramme manden med sin albue. Den sovende rykkede ganske lidt på sig, men åbnede ikke øjnene. Han sukkede opgivende.

Hans opmærksomhed blev med det samme fanget af blondinen overfor ham, da hun pludselig talte til ham. Et smil gled over hans læber, da han var glad for, at han nu havde fået selskab på turen; hendes spørgsmål fik ham dog til at klø sig tænkende i nakken.
”Alle og ingen steder,” svarede han endelig og trak undskyldende på skuldrene. Det var ikke et specielt informativt svar, men sandheden var, at han ikke vidste, hvor han ville hen. Han regnede med at køre med toget hen til den fjerne ende af byen og stige af, når det nåede endestationen.
Så længe han bare slap lidt væk fra vante omgivelser, var han tilfreds. Efter at have mistet sit job, var hverdagen blevet ren rutinesag for ham. Han var vant til altid at have hænderne fulde, så det føltes mærkeligt ikke at have noget at give sig til, og den tomme følelse var bestemt ikke kærkommen.

Hans blik søgte kort ud mod metroens midtergang, hvor en samling mennesker var begyndt at flokkes. Et pling fra højtalerne fortalte ham, at metroen snart ville nå sit næste stoppested.
Han kiggede hen på pigen overfor sig, og smilet vendte tilbage til hans læber. ”Hvad med dig? Hvor skal du af henne?”

Zophia fik igen rettet blikket mod personen som sad overfor hende da han sagde noget eller rettere sagt savarede på hendes spørgsmål, Hun lyttede som hun plejede godt efter hvad folk sagde. Et skævt smil kom frem på hendes ansigt efter lidt tid, hvor han så stilte hende det spørgsmål som hun næsten lige havde stillet ham problemet var bare det at hun ikke vidste hvor hun skulle af henne eller hvor hun skulle hen "Ehm.. Det ved jeg ikke helt" Fik hun mumlet men lige så han kunne høre hvad det var hun sagde.

Hvis der var en ting Zophia hadede mere en trælse mennesker .. var det hendes generhed! Det skulle bare skydes. Den forhindrede hende i at gøre en masse ting som hun så gerne ville. Blikket blev flyttet fra Drengen og ned til hendes ben, Usikker.. Ja det var hun ihvertfald lige nu med alle de mennesker der var omkring hende, hun skulle bare sige en forkert ting også havde hun sikkert en masse ansigter i nakken på sig i resten af tog turen og det var ikke lige det hun havde mest lyst til.

Skulle hun hoppe af toget når toget stod stille eller vente til at ham drengen skulle af? Hun bed sig let i underlæben mens hun så overvejende rundt, men det ville nærmest være umuligt at komme forbi kvinden som havde sat sig ved siden af hende.. så Zophia fik lov til at vente, vente til kvinden stak af fra toget. De blå øjne blev rettet mod ham Drengen igen, hun kunne ikke rigtigt finde ud af hvad hun skulle kalde hans hårfarve.. det var ikke fordi den var sådan.. blondt.. den var ihvertfald mere hvid en den var blondt.

Pigens svar fik ham til at ryste ligegyldigt på hovedet, alt imens et skævt smil trak i hans ene mundvig. Der var vist ingen af dem, der vidste, hvor de skulle af henne. Sikke en skam. Nu havde han ellers lige regnet med, at hendes endestation kunne give ham lidt inspiration til, hvor han selv skulle ende sin åh så fantastiske og eventyrlige togrejse. Men nej.

Han bemærkede godt, hvordan pigen pludselig slog blikket ned. Hun virkede til at finde hans ben ganske interessante, men han vidste godt, at det ikke var derfor, hun kiggede væk. Hun var genert. Selv havde han aldrig kendt til generthed, men til gengæld havde han stødt på mange generte mennesker i sit liv, så han var ganske klar over, hvor svært de kunne have det med at snakke med fremmede. Derfor var det vist bedst, at han forsøgte at føre samtalen videre i stedet for at lade hende om det.

”Well… hvis du heller ikke ved, hvor du skal af henne, kommer vi vist til at skulle underholde hinanden i lidt tid,” forklarede han, før han tippede hovedet på skrå og sendte hende et nysgerrigt blik. ”Så det er vel ikke for meget forlangt at bede om dit navn?”
Han kiggede undersøgende på hende, alt imens han forsøgte at gætte sig til hendes navn. Det eneste, der kom til ham, var ordet ’Blondie’.

Hvorfor var det så svært at tage sig sammen, Zophia skulle jo bare snakke med en enkelt person det var ikke fordi det var hele toget hun skulle snakke med. Blikket blev rettet op på fyren overfor hende da han snakkede et eller andet sted håbede hun lidt på at de kunne hoppe af samme sted også følges lidt af vejen til det sted hvor han ville hen hvis han da fandt ud af det, men det kunne også være at han var sådan en som bare ikke kunne ta' hendes slags. Zophia trak vejret dybt og så så hurtigt ud af vinduet som hun nærmest sad lænet op af.

Et lille nik kom fra hende som svar til det med at de ville komme til at underholde hinanden. Lidt få sekunder efter nikket svarede hun så på hans spørgsmål det ville være ubehageligt ikke at vide hvad den anden man snakkede med hed "Selvfølgelig må du det. Jeg hedder Zophia, Og jeg regner ikke med at du behøver hele navnet" Hun fik det virkelig til at lyde som om at det var et langt navn hun havde selvom det faktisk ikke var så langt "Hvad med dig, Hvad er dit Navn?" Spurgte hun så tøvende mens hun så på ham med et lille roligt smil.

Snakken fra de forskellige mennesker lød næsten som om at alle prøvede at overdøve hinanden så det næsten blev til en flok larm, så uheldig som hun havde været at tage den vogn hvor der sikkert var mest snakken og larm fra de små børn som der nu var med. Hun lod så blikket skifte fra person til person i toget og sendte nogle af dem et irreteret blik men de så ikke rigitigt ud til at ligge mærke til det. Zophia lod blikket vende tilbage til ham der sad overfor hende.

//Undskyld det korte og dårlige svar >.<.