Hold On

Dette var bestemt ikke stedet, hvor man oftest ville finde Antonio. På denne tid af døgnet, befandt han sig oftest i sin lejlighed. Men en af hans såkaldte venner, havde endelig fået overtalt ham til at tage med til fest, og ærlig talt var det ikke lige noget for Antonio. Derfor havde han forladt discoteket. Siden han ikke var hjemme i Terres natteliv, kunne det jo kun gå galt, da han forsøgte sig med at finde hjem på egen hånd, for den mørkhårede dreng var bestemt ikke typen, der spurgte andre om vej. Så hellere ende ude midt i ingenting.

Hurtigt fandt han en smøg frem, i håb om at få lettet lidt på nerverne om, hvor han befandt sig. Stedet var ukendt og meget skummelt. Det første hiv gjorde ham straks mere rolig og afslappet omkring situationen. Så stilte han sig op af murstenene, og betragtede sine omgivelser. Dette var åbenbart en form for parkeringsplads. Til hans store lettelse, var han ikke alene. Antonio kendte ikke til andre væsner, hvilket i grove træk var derfor, han var så lettet over ikke at være alene.
Han rynkede brynene, da han fik øje på den lille dreng - han kunne virkelig ikke fordrage børn - og fulge barnets blik. Han smilede skævt af synet, der mødte ham - endnu en dreng, som troede at han var mere end han i virkeligheden var. Ja, Antonio var enormt dømmende, selvom han ikke kendte personerne. Og så blev han også vred, når folk dømte ham for hurtigt. Så man kunne godt sige, at Antonio var dobbeltmoralsk. Og han var egentlig også ligeglad med det.

D'ranzo bemærkede overhovedet ikke den nyankomne person der var kommet forbi det sted han lige havde bosat sig-Jaer okay rettere sat sat sig, han sad jo ovenpå bilens tag, og det var faktisk i følge ham meget passende."Skrid unge!"sagde han bare med en høj stemme børn kunne virkelig være irriterende dem skulle man helst ikke have alt for mange af-Højst to i følge ham. Han betragtede ham med øjnene og lagde meget hurtig mærke til smøgen, og piftede lidt af ham"Halløj der! joiner du mig lige her"sagde han med en lidt høj stemme, og var allerede klar til at rykke en balle på bilens tag til denne meget kønne dreng, mand you name it der var kommet. Ungen stirrede bare løs på D'ranzo og lignede mest en der havde lyst til at skrige ham i hovedet, men D'ranzo pustede bare noget af hans røg fra smøgen hen på ham.

Små børn var enlig helt okay, de var bare belastende ca 24/7 om dagen, nok ikke engang så lang tid.Det kendte han også en hel del til at være dømmende dog haddede han godt nok de fleste folk som var det, han havde hørt ting som ej han er popdreng ham her, og ej han er gay, og ej han ligner justin bieber, og uh han ligner en vampyr , ovs. Han holdte blikket på denne nyankomne person, han gav et lille vink fra sig"Du vil vel ikke bare stå og holde murstenen med selskab vil du"spurgte han henkastet til drengen, manden you name it.

Antonio var faktisk rimelig tilfreds med sin plads et stykke fra de to mennesker, som han selvfølgelig gik ud fra, de var. Han kendte ikke til nogle former for væsner, og ville nok tro at folk lavede sjov med ham, hvis de forsøgte at forklare, hvad der egentlig foregik.
Han var også typen, der bedst kunne lide at forholde sig passiv, i stedet for at tage intiativ og få gjort noget. Han planlagde i stedet for at handle. Så man kunne nok godt sige, at der stadig var meget at lære for det unge menneske.

Da den lidt ældre dreng, eller mand, så henvendte sig direkte til Antonio, kunne han ikke skjule et lettere panisk ansigtsudtryk. Det tog dog ikke særlig langt tid, før han endelig genvandt fatningen. Derfor smed han cigaretskoddet og nærmede sig de to mennesker.
"Det er ellers sjovere end så meget andet selvskab," svarede han en anelse flabet på hans spørgsmål. Sådan var han til - kynisk og sarkatisk, især overfor fremmede mennesker. Og uintelligente mennesker generelt.
Så lænede han sig op af bilen, som han regnende med tilhørte drengen på kølerhjelmen, mens han fandt endnu en cigaret frem, som blev tændt. Så gled hans blik hen på den lille dreng, rynkede han brynene og undrede sig over, at drengen moder ikke fik ham væk fra dette sted, som han selv syntes var rimelig skummel.

D'ranzo holdte blikke på denne mand, dreng der var kommet og sagde enlig ikke rigtigt noget fordi hans blik og tanker ligenu var på de diverse børn der rendte rundt og gloede på ham."Velkommen til Gyderne-Friheden under himlen"sagde han glædeligt, og med et kækt smil plantet på læben. Han kiggede lidt rundt omkring på de forskellige omgivelser og fik så pludselig øje på smøgen"Jeg ser du ogs er ryger, cool"sagde han og lænte sig lidt tilbage, han havde selv en smøg i hånden og tog et hiv af den. Rygning elskede han, det var friskende og man følte sig næsten helt afslappet af det-Fuck dem som sagde at det kunne dræbe at ryge, og at ens lunger blev sorte, ovs. Nok passede det måske men det skulle ikke stoppe D'ranzo fra det, never.

Han lyttede til de ord han sagde og smilte bare af det"jeg kender godt følelsen, men tja der er bare ikke rigtigt så meget selskab udover de børn derover der bliver ved med at glo på mig som om jeg var et misforster"sagde han og sukkede lidt. Han sendte børnene et koldt smil og blik og pustede igen lidt røg hen mod dem. Men de blev bare stående, lige indtil en begyndte at råbe"Ej mooooar jeg vil også ryge!! og se moor der er to mennesker nu!"råbte de i munden på hinanden. D'ranzo kiggede hen på denne nyankomne person"D'ranzo er navnet og du er"spurgte han efter hans korte præsentation.