I hold my breath. // Vanilla //

*Den behøvede information er at finde i teksten nedenunder*

Noah bevægede sig med lange skridt ind og ud mellem skovens træstammer. Mørket opslugte ham, og hans ellers lysende udseende, men i nat var natten ekstra mørk.
Noah vidste ikke hvorfor han var taget ud i skoven så sent. Han havde bare siddet i sin sofa og set noget Family Guy (Ekstra blodigt afsnit), da han så ud af sit vindue, og så omridset af nogle træer oppe på Nain des - Bjergkæden, følte han en mærkelig tiltrækning, og han var straks trådt ud af sit hyggetøj (Et par boksershorts med anders and på, og en stor hullede t-shirt med en øl på) Og fundet noget mere passende frem. Et par sorte jeans, Hummel-sneakers, en hvid t-shirt samt en sort jakke ude på denne. Og så var han simpelthen trådt ud af døren, og taget en taxa ud til skoven.
Så nu gik han her, i buldrende mørke, med en knugende fornemmelse af at være hjemme, uden egentlig at være det. Vejret var klart og koldt, og månen som næsten var fuld oplyste nogen gange hans ansigt som begyndte at lyse mystisk hver gang månens stråler oplyste hans sorte hår og lysende ansigt. Grunden til hans mystiske udseende ( Lyselvere har normalt ikke sort hår), skyldtes hans forældre. Hans far, en sortelver, havde voldtaget hans mor, skovelver, og det var grunden til det fortryllende væsen, med det sorte hår, den blege, lysende hud, og de kolde isblå øjne.
Han kiggede ned på sit ur som viste 5 minutter i 1, og sukkede. Han burde gå hjem og få noget søvn, men noget holdt ham tilbage. Noget skulle til at ske. Han kunne mærke det på skoven, der pludselig holdt vejret. Træerne holdt op med at rasle i den lille brise, insekterne holdt op med at spille deres forfærdelige musik, og de puslende dyr i underskoven holdt op med at pusle. Selv Noah holde vejret. Han greb ind under sin jakke, og tog fat om de to pistoler der sad i deres hyldster som de plejede.

Swumpf…

En pil skød gennem luften. Først var den usynlig, så kom den mere og mere til syne og til sidst, før den ramte et træ, blev den helt synlig. Man kunne se pilen brænde, men ilden døde ud. Kort tid efter kom endnu en pil susende ude af den rene blå luft. Denne var der også ild i. Flere pile kom susende inden for kort tid, stadig brændende af en smuk blå ild. De slukkedes alle sammen, da de ramte træet som en eller anden sigtede efter. Hvis man kiggede godt efter, og anstrengte sig for at lede efter kilden til denne blå ild og pilene, blev en kvindelig skikkelse nu mere og mere synlig. Hendes kropsbygning var så fin og et blidt slør af lys dannede sig omkring hende. Hun havde en skønhed, som ikke mange kunne forstå. En skønhed som ikke mange havde, men det var nu fordi den var anderledes.

Swumpf..

Endnu en pil fløj gennem luften og ramte nu et nyt træ, længere væk end træ der allerede var blevet beskudt så mange gange. Denne gang var den smukke ild blevet mere vild, og den bredte sig til hele pilen, før både pilen og ilden helt forsvandt.
Kvinden smed sin bue i de visne blade. For hende var det ikke koldt at være ude. Hun var i forvejen så kold, manglede varme, men ville aldrig kunne få den glædesfølelse, af når hjertet bankede og blodet strømmede varmt og beroligende i hendes åre. Hun var død. Ganske enkelt død, og ville aldrig mærke varmen igen. Af ren irritation trak kvinden en dolk og kastede den mod det nærmeste træ. Hun stønnede af ren raseri, da det viste sig, at dolken havde boret sig for langt ind i træet. Ivrigt greb hun fat om skaftet og hev til, men intet hjalp det. Hun skreg, ja nærmest hvæste ud i skoven, men hendes hvæs stoppede, da hun kunne dufte en anden person. Pludselig blev alt stille, bortset fra lyden af knasende blade under bare tær. Vanilla var nu synlig og dette væsen som hun havde opdaget, ville snart få sig en overraskelse. Hun nærmede sig personen og blodtørsten blev stærkere og stærkere.

//Jeg oprettede en ny, fordi der var noget vrøvl med min bruger.. Her:D

Swumpf…

En pil skød gennem luften. Først var den usynlig, så kom den mere og mere til syne og til sidst, før den ramte et træ, blev den helt synlig. Man kunne se pilen brænde, men ilden døde ud. Kort tid efter kom endnu en pil susende ude af den rene blå luft. Denne var der også ild i. Flere pile kom susende inden for kort tid, stadig brændende af en smuk blå ild. De slukkedes alle sammen, da de ramte træet som en eller anden sigtede efter. Hvis man kiggede godt efter, og anstrengte sig for at lede efter kilden til denne blå ild og pilene, blev en kvindelig skikkelse nu mere og mere synlig. Hendes kropsbygning var så fin og et blidt slør af lys dannede sig omkring hende. Hun havde en skønhed, som ikke mange kunne forstå. En skønhed som ikke mange havde, men det var nu fordi den var anderledes.

Swumpf..

Endnu en pil fløj gennem luften og ramte nu et nyt træ, længere væk end træ der allerede var blevet beskudt så mange gange. Denne gang var den smukke ild blevet mere vild, og den bredte sig til hele pilen, før både pilen og ilden helt forsvandt.
Kvinden smed sin bue i de visne blade. Af ren irritation trak kvinden en dolk og kastede den mod det nærmeste træ. Hun stønnede af ren raseri, da det viste sig, at dolken havde boret sig for langt ind i træet. Ivrigt greb hun fat om skaftet og hev til, men intet hjalp det. Hun skreg, ja nærmest hvæste ud i skoven, men hendes hvæs stoppede, da hun kunne dufte en anden person. Pludselig blev alt stille, bortset fra lyden af knasende blade under bare tær. Vanilla var nu synlig og dette væsen som hun havde opdaget, ville snart få sig en overraskelse.

Noah trådte et skridt baglæns da en ild kom flyvende, og borede sig ind i et træ ved siden af ham. Den blå ild der havde blafret ild, gik ud og sammen med pilen forsvandt de begge. Noah så i retning af hvor pilen var kommet fra, og i mørket skimtede han en skikkelse. Let og elegant hoppede han op i et træ, og svingede sig fra gren til gren, til han var lige over personen.
Det var en pige. Den smukkeste pige han nogensinde havde set. Med hovedet først kravlede han ned af træstammen, på den anden side af pigen så hun ikke kunne se ham. Så trådte han frem.

Månelyset ramte hans ansigt netop som han trådte frem, og fik hans ansigt til at lyse. Hans isblå øjne var rettet mod pigens mørkeblå. Han blev hel tom indeni.Pigen var endnu kønnere tættere på end hun var oppe fra. Han gjorde mine til at ville røre ved hendes ansigt, men netop som han løftede hånden lod han den falde slapt ned af siden.
"Hej" sagde han, og brød ud i et stort, charmerende smil.

Vanillas skarpe lugtesans fornemmede at der var en person tæt på, men duften blev ved med at røre på sig, indtil det var over hende. Overrasket og en smule irriteret kiggede hun opad, for at finde sporet til denne duftkilde. Duften var himmelsk og hun måtte tage sig sammen, for ikke at kaste sig efter duften. Hun sukkede kort, og trak endnu en pil, samt fik fat i sin bue igen. Lige som hun skulle til at skyde, bemærkede hun at noget puslede ikke langt fra hende.
Af ren raseri, skød hun pilen af sted mod et blad, der dalede ned fra himmelen. Ikke kun pilen havde ramt det orange blad, men også den blå ild, der fik bladet til at gløde op. Nu lå der kun få blå gløder sammen med de andre blade på jorden.
Nogle sagde noget, hvilket gjorde Vanilla så forskrækket, at hun hoppede let tilbage. Selvom hun var et intelligent væsen, var det normalt at hun stadig blev forskrækket af og til. Denne gang virkede det bare så mystisk og underligt, at hun var blevet så forskrækket.
Vanilla søgte kilden til denne stemme, og da hun vendte sig lidt om, kunne hun se en yngre mand, hvis ansigt var lyst op af månen. Det var smukt, lidt lige som hendes. Han havde en bleg hud, som hun havde set på Tonyas ansigt, før hun døde. Nu havde Vanilla så modtaget alt fra denne kvinde, bortset fra ansigtet.
Det føltes underligt at være en anden nu. Hver aften havde hun studeret de smukke udsmykninger hun havde på kroppen. Små sten og små mønstre som aldrig ville gå. Hun havde især studeret det smukke mønster ved håret, omkring hendes øre, der var blevet gjort mere spidse. Det var underligt at være en anden nu.
”H-hej.”