A world so beautiful and yet so brutal..

Sted: Stranden – La Plage
Tid: 03.02
Vejr: Stjerneklart, lunt og vindstille

---------------------------------------------------------------------------------
Den hvide måne, der hang lavt på himmelen og kastede et sølvgråt skær over det blanke vand, de tre måger der fløj forbi denne, samt den stille lyd af bølgerne der skyllede op på sandet, gav stranden et af de smukke udtryk Mickee kun havde troet fandtes på film. Natten var stille, ikke ét øje var at se langs bredden på stranden, der fortsatte flere kilometer begge veje fra hvor den unge dreng sad, med et blidt smil om læberne og et drømmende blik, rettet mod det mørke vand. Han forstod det ikke.. Hvordan kunne en verden, så smuk.. Så rolig, også være så ubarmhjertig og grusom? Ikke nok med at der fandtes folk i denne verden, der kun var ude på at ødelægge liv, men selve denne verden var også så forfærdelig. Tornadoer der rasede gennem et land og splittede alt ad.. Jordskælv, der lagde byer i ruiner og begravede mennesker i disse. Tsunamier, der druknede hundrede vis af folk. En verden så smuk og alligevel så farlig. Det skræmte Mickee. Men hvad gjorde efterhånden ikke det? Det var som om at han levede i konstant frygt.. Frygt for at blive hakket ned på, mobbet, grinet af. Frygt for at blive overfaldet på gaden og intet kunne gøre, fordi han ikke levede op til hvad han burde som dæmon. Men alligevel var alt ikke frygt. I dette øjeblik frygtede Mickee ikke noget.. Han følte sig hel. Når han sad og kiggede op på himmelen, på de tusindvis af stjerner, fik han en følelse af at han var en del af noget stort. Han var blot én lille bitte brik i et kæmpe stort puslespil. En lille brik ud af syv milliarder andre. Og oveni det var der alle dyrene, planter og hvem vidste.. Måske endda livet på andre planeter? Der var så mange væsner og han var blot ét lille individ, men alligevel, når han kiggede op på stjernerne, følte han sig som en del af noget stort. Han følte sig hel. Og han følte sig speciel. Ikke fordi at han var hævet over andre.. Men fordi han var én af sin slags. Der fandtes ikke andre Mickeeer. Derfor var han en del af noget stort.. Alle i denne verden var en del af noget stort, for uden blot én af de personer, ville verden være en anden. Måske ville det ikke påvirke Mickee at en person i San Diego døde, men det ville påvirke dennes familie. Ligesom det ville påvirke Darien, hvis Mickee døde og omvendt. Det ville altid påvirke mindst én person. Eller det var i hvert fald hvad han håbede.
De grønne øjne blev rettet ned mod de lysebrune sko der befandt sig på hans fødder. Langsomt kom hans på benene og fik børstet sandet af de grå slimjeans, der befandt sig på hans ben, inden han hev lidt ned i den sorte skjorte, med ærmerne rullet løst op til under albuerne. Han begyndte at gå med rolige skridt gennem sandet, der lavede små rasle lyde under hans fødder, mens hans blik lå på vandet som han bevægede sig imod.

Kile var endnu engang i mangel på bedre at tage sig til, taget på et mindre eventyr.
Han havde gået og gået, fra tidligt på aftenen til nu, og hans ben var færdige. Han var udmattet efter at gå så meget. Det var helt absurd. Han gispede efter vejret, slevom han kun havde gået nogle få skridt. Et eller andet sted, langt bagude, lå hans sko. Han havde bare smidt dem, da hans fødder havde givet op.
Han sukkede. Kunne ikke se sig om uden at blive lidt irriteret, og vaklede en smule. Det lune vejr var ved at dræbe ham. Hvor ville han have gjort alt, for en dejlig og nedkølende brise lige nu.
Han sukkede lidt, og knappede de to øverste knapper i skjorten op. Det hjalp ikke specielt meget, men lidt.
Det tog ham lidt tid før han valgte at dejse om i sandet.
Han var ligeglad med sand i håret, og tanglopper i buksebenet. Han sukkede lettet, og ømmede sig over sine fødder.
Hvor ville det have været dejligt med et stort bål. Hvor kunne det have set fantastisk ud...
Han smilede for sig selv, og kiggede på havet, uden at bevæge sig. Det var så fantastisk stille. Så smukt som aldrig før. Og det var lige før, at man kunne se nattehimlen spejle sig i dets balnke overflade. Silkenat med stjerner på, be om alt og du vil få, før mig til dit paradis.
Kile grinede næsten, men satte sig så op, og fejede nogle sandkorn af sit ansigt. Det skulle nok blive en dejlig dag. Han havde ihvertfald set dagens højdepunkt. Det kunne kun gå bedre.
Han smilede, af sig selv, og alle de flyske og optimistiske tanker. Sådan var det jo bare.

Mickee bevægede sig helt ned til vandkanten og satte sig på hug. Bølgerne skyllede op over hans sko og efterlod mørkebrune plamager på den forreste del af skoen. Ligeglad med vandet der nu var trængt ned til hans sokker, lod han fingrende møde det lettere kølige vand og tanken om at bevæge sig ud i vandet strejfede ham. Natten var lun og det ville egentlig være rart at blive kvikket op af det kølige vand. Hvad han lavede på stranden så sent, vidste han egentlig ikke. Han havde ikke kunne sove og straks havde dette sted været hvad der strejfede hans sind. Han elskede denne strand. Og vejret havde været så perfekt til at tage derned. Han havde sneget sig ud af lejligheden.. Ikke fordi han regnede med at Christian ville stoppe ham i at gå, men han ville helst undgå at vække ham og blive konfronteret med at han ikke kunne sove og hvorfor han ikke kunne sove. Der var ting selv ikke en af hans tætteste venner behøvede at vide. Og grunden til Mickees søvnbesvær var helt bestemt en af dem. Den havde han faktisk aldrig fortalt nogen.. Af gode grunde. Det ville ikke sætte ham i et godt lys hos nogen.. Og det var på ingen måde noget han var stolt af.
Tankerne rystede han af sig og rejste sig op, inden han vendte sig om, for at gå tilbage mod en lille trappe der førte væk fra stranden.. Det måtte vel efterhånden være tid til at vende hjem.. Hans mave var lige så stille begyndt at brokke sig over den ikke specielt mættende aftensmad, han havde indtaget. Han nåede dog ikke længere end et par skridt, før han mærkede noget møde forenden af hans sko og derefter hans krop kolliderer med det bløde sand under sig. Et håbløst grin lød fra Mickees læber og han kørte en hånd gennem det brune hår, så det strittede en anelse op i luften ”Der er vidst nogen der ikke bryder sig om din idé om at forlade stranden min kære Mickee..” mumlede han til sig selv, med et smil i stemmen, rullede om på ryggen og lod blikket møde himmelen bag de halvstore brilleglas, der med det sorte stel indrammede de klare grønne øjne.

Tankerne fløj forbi. Hans hjerne var først rigtig vågnet nu, hvor han var blevet træt. Verden var så forbandet absurd. Når man var træt burde man være træt. Men han plejede jo også at blive trættere af at sove... Det var lidt et mysterie. Han måtte vel læse på det igen.
Han kiggede ud imod havet. Det lignede næsten noget, fra et eventyr. Den mørke, men klare stjernehimmel, det stille hav, og sandet, der var fint og lyst, og egentlig ikke så grovt som han havde troet.
.Kiles tankestrøm blev dog afbrudt da han hørte et mildt dunk og et vagt grin. Hans hovede vendte sig af refleks mod lyden, og så drengen, eller manden, der lå i sandet. Han så fantastisk afslappet ud. Som om han ikke rigtig tænkte på noget... Eller. Det kunne han jo ikke se. Han var slet ikke tæt nok på. Og han havde ikke rigtig lyst til at forstyrre. Det var en smuk aften, som han ikke havde lyst til at ødelægge... Og dog. Han var nysgerrig. Hvad lavede denne person ude midt om aftenen? Og hvorfor her... Betragtede vedkommende denne aften, som smuk? Eller var han bare fuld og dejset om i sandet...?
Så mange spørgsmål....
Til sidst nåede han til den endelige beslutning, og rejste sig op. Han børstede lidt sand af de sorte, stramme bukser, og tog en dyb indånding af den friske havluft.
Han vandrede stille over imod personen, og stoppede en to meter der fra. Han satte sig roligt ned i sandet og kiggede lidt, før han sagde noget. En køn ung mand, og han så langt fra beruset ud...
Han sukkede lidt, men smilte.
"God aften..." Kile lod ordene forblive rolige og ikke særlig højlydte, så det lød som en behagelig hvisken. Han ville jo stadig ikke ødelægge freden.