What a beautiful World

Sted- Legepladsen
Tid- Klokken er 14.07
Vejr- Solen skinner, men det er køligt
Omgivelser- Gyngerne, græsset, træerne, ellers ingen
Dag- Det er en mandag

En knirken fra gyngerne kunne høres. Hvis det havde været midt om natten, ville det blive opfattet som noget helt igennem uhyggeligt. Men det var ikke nat. Faktisk var det kun eftermiddag. Og solen skinnede. Kunne det blive bedre? Desværre var det stadigvæk køligt, men man kunne ikke få det hele. Det var heller ikke noget problem for Cameron. Han var bare glad for den smule sol, han nu kunne få. Med ganske rolige skridt bevægede han sig hen over græsset. Vinden havde blæst hans frisure i stykker, så det sorte hår nu sad rimelig rodet. Det gjorde, at hans øjne var synlige. På nuværende tidspunkt var de mørkeblå. Øjnene havde det med at skifte farve, hvilket mange fandt ret underligt, inklusiv ham selv. Det havde altid undret ham, men da han ikke kunne finde svaret, undlod han bare at tænke så meget på det.
Ud fra udseendet at dømme, lignede Cameron lidt en asiater. Han var dog født og opvokset i Paris, men havde disse træk fra sin far. De manglende muskler fik ham til at se en smule ranglet ud, men det var han faktisk ikke.
"En legeplads", sagde han roligt og smilede skævt. Straks satte han kursen imod gyngerne. Cameron have altid elsket at gynge. Lige siden han var helt lille. Han kunne bruge flere timer på en gynge og bare tænke, imens han mærkede vinden i sit hår.
Cameron nåede hen til gyngerne og satte sig ned på en af dem. Metallet var en smule koldt imod hans fingre, men ikke så koldt, så det generede ham. Med benene skubbede han gyngen i gang. Der var et smil på hans læber. Ligesom altid. Cam var stort set altid glad. Det krævede meget at ødelægge hans gode humør, og det skete meget sjældent. Selvom han nu var 20 år, holdt han stadigvæk af at gynge. Nogle ting blev man vel bare aldrig for gammel til. Han havde en fornemmelse af, at han kunne få det godt i den her by. Indtil videre havde han ikke rigtig mødt nogen. Kun Marvina. Der måtte da være nogle mennesker i den her by. Det måtte der bare. Og garanteret også nogle, som ville snakke. Ellers fik han da godt nok et problem. Den unge hybrid elskede at snakke. Hvis ikke der var nogen han kendte, ville han bare snakke med nogle fremmede. Det havde han slet ingen problemer med.

Azeal vandrede roligt rundt i byens gader, han havde ingen planer om hvor han skulle hen, eller hvad der ville ske, men noget måtte han altså foretage sig, det var han klar over.. At bruge al sin tid på banegården var ikke sundt for nogle mennesker, eller væsner for den sags skyld.. Alle de travle mennesker og væsner smittede af på ham, og han følte pludselig at han havde meget travlt og skulle nå noget... Noget... Et eller andet, han var blot ikke klar over hvad, eller hvordan han skulle finde ud af det.. Han satte derfor kursen hen mod legepladsen, der løb somme tider mindre børn hen og legede der, men efter hvad han selv har opfattet, var den ikke just populær for de yngre.. Roligt men med bestemte skridt styrede han hen mod legepladsen, imens tankerne fik frit løb. Han tænkte over de mest forunderlige ting.. Ting som folk ikke ville bruge mere end ti minutter på at tænke over.. Ting som ingen rigtig interesserede sig i.. Men de små ting interesserede alligevel ham, af en eller anden forunderlig årsag, og var han først begyndt at tænke, var det svært for ham at stoppe...
Han nåede legepladsen og fik hurtigt øje på en fremmed.. Azeal var ikke genert af sig, og startede ofte en samtale med folk han slet ikke kendte, han nød fremmed.. Han satte kursen mod gyngerne og lænede sig op ad en pæl på gyngestativet.. Han kiggede nysgerrigt på den fremmed, som havde han aldrig set en ung mand gynge før.. "Sikke et dejligt vejr hva? Lidt køligt. Men rart, ikke?" Mumlede han og kiggede afslappet op mod skyerne.. Det var både køligt, men utrolig rart at være ude i naturen på denne tid...

Cameron lod kort sine øjne glide i. Det var som om verden omkring ham helt forsvandt. Det var ligesom da han havde været yngre. Han var altid gået ud fra konceptet 'Jeg kan ikke se dig, så kan du heller ikke se mig'. Men sådan hang det desværre ikke sammen. Cam havde dog intet behov for at forsvinde fra omverdenen. Hvis han ville, kunne han glide langt ind i sig selv, og være helt væk. Det skete bare ikke så tit. Især ikke hvis der var andre mennesker til stede.
Øjenlågene gled op igen og Cameron kiggede ud over græsset. Hvad var nu det? En person? Som var på vej hen imod ham? Nej hvor hyggeligt.
Det var ikke så tit andre opsøgte ham. Han plejede altid at være den fremmede, som sagde et eller andet, og på den måde startede en samtale.
Han lod være med at stirre, da personen kom tættere på. Selvom han nogle gange godt kunne virke meget hyperaktiv og åben, var han ikke uhøflig. Ikke efter hans egen mening i hvert fald. Det at stirre åbenlyst på fremmede, fandt han utrolig uhøfligt. Cameron sænkede farten på gyngen lidt, men stoppede den ikke helt. Hvis der var for meget fart på, blev det svært at snakke med den her person. Det var en ung fyr, kunne han konstatere. Han så ud til at være en smule yngre end ham selv, men han havde en smule svært ved at bedømme det.
"Det er et utroligt dejligt vejr", sagde han og nikkede kort, som for at understrege sit udsagn. "Det er dejligt at få lidt sol igen", fortsatte han og sendte drengen et smil. "Alt det her sne var ligesom ved at blive lidt for meget, hvis du forstår hvad jeg mener". Og han var faktisk glad for, at sneen var væk. I starten havde det været dejligt med lidt sne. Det havde været med til at gøre landskabet flot. Så blev det en chikane for trafikken og til sidst blev det bare noget ulækkert brunt snask, som man gled i. Ja, han var glad for, at sneen var væk. Forår var nok hans yndlings årstid.

Azeal så lidt rundt på legepladsen, han var godt tilfreds med den, egentligt. Her var det meste hvad børn normalvis legede med, det var også en fin legeplads, helt bestemt.. Han så lidt på den unge mand, han var ældre end ham selv.. Det satsede han ihvertfald på.. Han tænkte længe over vejret.. Det var godt, sneen havde skabt noget kaos, men efter det var smeltet var foråret kommet godt til syne, det var et skønt syn.. Bestemt også flot.. Han sendte et smil, og holdt det længe.. "Det var det bestemt, foråret er kommet fint til syne.. Vejret skal nok holde, det må vi ihvertfald håbe" svarede han ham, og så på den gynge han sad på.. Personligt var han ikke så vild med at gynge, han brød sig ikke om at få vinden i ansigtet, og var nu heller ikke så meget for højder.. Nej at holde sig på jorden var klart den mest fornuftige idé synes han selv..
Han trak vejret dybt, og nød den kølige vind og den friske natur duft.. Naturen var generelt herlig, og han kunne godt lide at gå ude efter en kold vinter.. Men han var nu også ret glad for at det snart ville blive varmere, at ligge ude i solen kunne han bestemt også lide.. Men denne friske duft ville ikke være der om sommeren, det ville være et tæt varm hede, duften var helt anderledes.. Det tænkte han meget over...

Cameron nikkede med et smil. Han var helt enig med denne fyrs udtalelser. "Jeg elsker foråret", sagde han så. Sådan nogle kommentarer var ikke sjældne fra hans side. Nogle gange sagde han bare det, som han lige tænkte. Det viste sig nogle gange at være en meget dårlig ting. Nogle folk brød sig åbenbart ikke om det, han tænkte.
Han satte fødderne imod jorden og stoppede gyngen helt op. Det virkede lidt underligt at gynge, når den fremmede tydeligvis ikke havde nogen intentioner om selv at sætte sig op på en gynge. Men det måtte han da selv om. Måske følte han, at han var for gammel til at gynge? Sådan nogle mennesker havde Cameron mødt et par stykker af igennem tiden. Men ja, dem skulle der jo også være plads til.
Cam sendte den fremmede endnu et smil. "Jeg hedder Cameron", sagde han roligt, "Men du kan kalde mig Cam". De fleste valgte at rette sig efter ham, og rent faktisk kalde ham Cam. Det havde han det også bedst med. Navnet Cameron brød han sig ikke bestemt meget om. Desuden var det meget nemmere bare at sige Cam.