Vinter

Sted: Gågaden i Terre
Tid: Tidlig morgen, omkring fem seks tiden.
Vejr: Køligt, med de første solstråler.
Omgivelser: En tom gågade.

Alexandria trak jakken endnu tætter omkring kroppen, mens hun forsøgte at holde den kolde morgen udenfor den varme tykke jakke som hun bar. Hun burde slet ikke være stået så tidligt op, men hun kunne ikke sove længere, og en morgentur lød lige som noget hun ville prøve. Det var underligt at se byen når den sov. Terre var en smuk, men lidt medtaget by på grund af alle de kampe der havde været. Selvom Alexandria ikke havde boet der i mange uger, vidste hun allerede en del om byens dramatiske fortid. Det var tydeligvis ikke helt ufarligt at have en by hvor der levede flere hunde væsner sammen under samme tag.
Et lille smil brød ud på pigens læber, da hun stoppede op foran en legetøjsforretning. Hun kunne tydelighuske hvordan hun hjemme i London som lille, altid havde elsket at løbe rundt mellem de mange hylder fyldt med legetøj. Det var gode minder, men butikken var også helt anderledes end denne. Dette var nærmere et trist smil, der frembragte et næsten trist, men alligevel varmt smil på læberne. Butikken var langt mindre end den der var i London, og den så slet ikke så indbydene ud som den hun plejede at være i. Måske fordi Terre slet ikke var et sted for små børn. Det var jo livsfarligt at bevæge sig rundt i gaderne, især om aftenen, hvilke var derfor Alexandria fortrak at gemme sig i sin lune lejlighed når skumringen kom.
Med en hurtig bevægelse, drejede hun omkring, og fortsatte sin tur ned af den øde og tomme gågade som hun delvist forventede hun havde for sig selv, men selvfølgelig sov der nogle et eller andet sted. Det var ligesom hjemme, der kunne man bare oftere støde ind i hjemløse, fordi der var flere mennesker om mindre plads. I Terre virkede næsten alle til at have et hjem, dog havde hun allerede set et par hjemløse.

En engel havde ligget inde af en stille gade med få butikker ned af, ikke så langt væk fra den helt store gågade, hans øjne var godt åbne da han ikke rigtig kunne sove, da der var kommet en krage og irrerteret ham lettere med sin skrappen skinger skrigen lige ind i hans øre, og med et fik han sin hånd op mod kragen, men dog forsvandt den ikke, den bed ham lettere i hånden rimlig hårdt og holdte fast og med et kom han på benene og et lettere stort skrig kom fra denne engel af en dreng til navn Layson.
Han fik sig hoppet ud med fra gaden med kragen stadig siddene fast i hans hånd hvor han godt fik sin hånd taget op og ned for at få den væk fra sig og rent ud sagt at den gav slip, men den var nu rimlig stædig, og da den gav slip var der en lettere blødig hånd med blod på, kragen havde lige bidt hårdt nok til at der var kommet hul ind til hans hånd så han var begyndt og bløde "Dumme krage" Råbte han lettere irrerteret mens et vredt 'av' kom fra ham, han trampede ned i jorden med sin ene fod *Fedt og jeg har intet til at stoppe denne dumme blødning* Han vidste ikke hvad han skulle gøre andet end gå ind i en butik og se om de kunne hjælpe ham, men han vidste at alt var lukket på denne tid af morgen så han luntede stille hen til noget alla en skraldespand som havde noget papir sådan gammelt bandanna som nok ikke var godt for såret, men han fik det viklet om hånden så det stoppede blødningen men han vidste der ville gå betændelse i det, men han var lidt ligeglad af det, han havde jo været død engang? Eller han var død, han kunne dø igen hvis han var for uheldig, men han var lidt ligeglad med hvad der egentlig skete med ham efter det brud med en dreng og ham.
Layson kiggede stille op og solen kom lige ind med en stråle i hans øjne og med et fik han sit ansigt ned mod jorden igen så det ikke skar ham for meget i øjnene. Han kiggede ned af gågaden og så at der ikke var nogle på den ene vej, men da han fik sit blik til den anden side, så han en skikkelse, men stille vænnede hans øjne til det lyse dagslys og så det var en dame. Et lettere skævt smil kom på hans læber, hun havde sikkert set hvad der var sket, men dog som uheldig han var kom kragen igen og med et var Layson godt stukket ind i et gemmested fra kragen en eller anden burde stoppe de sindsyge dyr, han havde dog fundet ud af sine kræfte og derved gik han blot ind i skyggen og med et fløg kragen væk da den ikke kunne se Layson mere, han var godt gemt væk inde i disse skygger, han var usynlig i skyggerne og det var altid en god ting for så kunne næsten ingen se ham når det var nat.
Layson kom stille ud igen da han havde set at den var helt væk og han fik sat sig ned på jorden for blot lige at puste ud efter en væmmelig morgenvækning af en krage.

Et hyl gjorde Alexandria opmærksom på at hun bestemt ikke var alene. Hun fik kort et fjoget underligt udtryk i ansigtet, mens hun kiggede rundt for at finde kilden til larmen, men da hun lidt efter så en eller anden komme ud fra en sidegade med noget hængende på fingeren, brød et smil frem på hendes læber. Selvom hun ikke rigtig kunne se hvad det var, kunne hun i hvert fald se på kropsbygningen, at det var et væsen af han køn. Hvad han så havde på fingeren vidste hun ikke, men noget der holdte godt fast, mens drengen eller manden svang med hånden til tingen endelig slap. En krage. Hun fulgte interesseret med i den lille scene mens hun gik tætter på, uden rigtig at tænke på at han selv måske kunne blive begloet. En kort trækning kunne ses, da han gik på rov i skraldespanden for at stoppe blodet. At det var blod var kun et gæt, da hun endnu ikke kunne se det, men hvis det havde været et dyr, så havde det nok bidt til. Da kragen så atter kom flyvende mod sin modstander, stoppede hun kort op, mens hun ivrigt fulgte med i kampen. Et bryn skød i vejret, da den unge mand pludselig forsvandt. Hvor var han forsvundet hen? Alexandria var tydeligvis ikke den eneste der tænkte sådan. Kragen fløj lige så forvirret rundt, til den opgav og fløj sin vej, i modsætning til Alexandria.
Hun blev stående og kiggede hvor manden var forsvundet, til han pludselig poppede op igen, og et lille smil fandt vej til hendes læber, mens hun med hurtige skridt gik mod ham, mens hendes blik gled over den sorthåret fyr. Hun stoppede til sidst ved fingeren med et noget skeptisk blik. "Jeg tror ikke ligefrem dét der gør det bedre." Lød det fra hende, da hun var kommet hen til fyren og lavede en let gestus mod hans alternative forbinding. "Du havde ikke overvejet et plaster eller noget i den stil?" Hun tiltede hoved let på skrå, mens hun flyttede blikket op mod fyrens ansigt. Selv gik hun ikke lige rundt med et plaster i baglommen, men det kunne sikkert købes ved det nærmeste apotek. Problemet var jo bare at det nednu ikke havde åbnet.
Alexandria kunne ikke tolke fyren. Han virkede ikke til at have baglommen fyldt med penge, hvilke nok var grunden til at han fandt hvad han skulle bruge i en skraldespand eller hvad det nu havde været. Tanken virkede frastødende, men hvis det var den eneste måde han kunne få det til at stoppe på, var det sikkert også en fin nok måde. Det kunne se kønt ud hvis der så gik koldbrand i såret, og så skulle hele fingeren skæres af, hvis ikke hele hånden.
"Tag det der af." Kommanderede Alexandria lidt efter, og greb ned i sin jakke lomme hvor hun fandt en pakke servietter frem fra sin jakke, og tog en ud af pakken og rakte den frem til fyren. "Hvis du absolut vil bruge papir ..." Hun var godt klar over at han måske ikke ligefrem havde et valg om han ville bruge papir.

Layson hørte stille hvad hun sagde til ham, "Næh, men sådan bliver det nød til at være" Sagde han lettere spejdene hvis kragen kom tilbage "Hvorfor også lige vække mig med at den angriber mig" Sagde han lettere opgivende. Han så på hende, med et hævet øjenbryn og hørte de hun sagde "Jamen jeg har ikke råd til at købe noget til at stoppe det med.. andet end det jeg finder rundt omkring.." Sagde han lettere træt, men også bare opgivende efter at prøve og finde et job igen, han vidste ikke hvad han skulle gøre andet end leve på gaden han havde prøvet og finde et job, men de var ikke særlig glade for dem som boede på gaden efter at hans kærlighed var forsvundet havde han ikke andet end hoppet ud på gaden igen, han vidste godt han ikke kunne leve på gaden hele tiden hvis det var, men han havde det nu bare sådan at han ikke kunne gøre andet end leve på gaden, han måtte vel bare gøre et forsøg på et job eller et sted og bo selvom det var veldig svært for ham og finde et sted og bo når ingen penge han havde, det var nok det store problem på hans liv.
Layson så på papiret og tog den slidte forbinding af sin arm og tog imod papiret, men der var ikke rigtig kommet så meget skidt i såret som der kunne havde været, inden da han så stille på hende "Kan jeg låne af dig?" Spurgte han lettere overrasket, men stadig hvis hun ville hjælpe ham. Layson vidste ikke om hun ville hjælpe ham men siden at hun gav ham noget papir kunne det vel være hun ville hjælpe ham med det, men han var vel ikke helt så sikker som han plejede og være, men måske ville hun.
Laysons blik var rettet op mod himlen igen, det var nu dejligt med at sommeren var på vej hvis man kunne sige det på den måde han vidste det ikke, det kunne nemt blive helt koldt og frossent igen som man pleger og sige at det blev nogle gange, men han regnede med det kunne lade sig gøre. Et lettere sødt smil var placeret på hans læber da han bare rent ud sagt slappede af, og det var nydeligt at kunne slappe af bare sådan helt uden at bekymre sig om noget, men stadig han havde sin hånd kom han straks i tanke om og for op til den rigtige verden igen og kiggede ned på den hvor det næsten var blødt igennem det papir hun havde givet ham, det blødte åbenbart meget end man lige tænkte at det ville gøre.
Layson gik hurtigt den vej hen til apoteket, men han vidste det var lukket så hvad skulle man ellers gøre? Hospitalet? De ville skælde ham ud efter ja godt 100 gang, han var der fortit, det var ikke godt for ham at være disse steder som 'pas på dig selv næste gang' når de ved at han ikke gør det, for han boede jo på gaden og derved kunne han ikke gøre noget ved det ved at komme til skade da rotterne kunne bide ham mens han sov, og der kunne komme mænd eller nogle slemme typer som enden ville misbruge ham eller blot ja hælle øl ud over ham eller pisse over ham, han havde været lidt for meget igennem, men han savnede den tid med den kærlighed han havde. Men han måtte vel komme videre og finde ud af hvad han nu skulle gøre, men han kunne ikke han savnede blot denne mand så sindsygt meget.

Alexandria betragtede den unge mand kort og nikkede. "Jeg må ærlig indrømme at jeg ikke tror jeg får pengene igen, men lad os da bare sige du låner dem." Hun trak let på skuldrende, og vendte om, for at følge efter ham, da hun begyndte at gå ned af gaden mod det nærmeste apotek. Han forstod godt hvad han egentligt ville lave, men hun kunne ikke se hvordan han skulle komme ind. "Du kunne selvfølgelig lave indbrud, men ville det ikke være lettere hvis jeg fik fat på noget fra hospitalet?" Hun lod blikket glide hen over facaden på bygningen og sukkede kort efter, mens hun stak hånden op i de blonde krøller og rode lidt rundt.
Der var sikkert også en anden løsning på problemet, men lige nu var det det eneste hun kunne komme i tanke om. Det var jo letter begrænset hvad hun kunne stille op med den hjemløse knægt der ikke rigtig syntes at tage sit lille helbredsproblem alvorligt, men han kunne sikkert heller ikke løve rundt og tage sig af det hele tiden, selvom Alxandria personligt mente, at et bid fra et dyr kunne skabe store problemer. Hun kunne selvfølgelig godt trække ham med hjem, men hvis det lige så godt kunne ordne det ude i byen, var hun, når sandheden skulle frem, helst fri for at invitere en fremmed hjem.
"Du burde virkelig få købt dig en falk kasse. Hvis du bliver vækket af det dyr de næste fem morgner ender du med at have en del sår, og du ved ikke hvilke sygdomme dyret slæber rundt på." Om ordne var direkte henvendt til drengen, eller lige så meget til hende selv var uklart, men de havde en letter belærende undertone, som om hun mente at han ikke kunne passe godt nok på sig selv. Det var han jo et ganske fint eksempel på at hun ikke kunne, ellers ville han ikke bo på gaden. Tanken ledte videre til næste spørgsmål. "Hvorfor bor du egentligt på gaden, hvad har du gjort?" Hun flyttede blikket fra butikken, mod fyren og stirrede afventende på ham.

Layson vendte sig om for at kigge på hende og et blik var ikke ligefrem det nemmeste og finde på ham via hans lange pandehår som dækkede vel godt hans øjne, han hørte det med hospitalet fra hende, og han trak lettere på skulderne "De er ikke så vilde med mig" Sagde han så og kiggede ind i adopteket hvor en dame var kommet ind, han bankede blot på roden for at vise jamen jeg er her og har brug for hjælp. Han tog sin hånd op som blødte og damen der inde fra kom hen og åbnede "Kom da ind i ser ud til at havde problemer" Sagde damen som lige havde åbnet døren og lod dem komme ind, Layson gik blot ind, selvom han ikk ligefrem var så glad for at låne penge, men han havde jo ikke andet end det jo. Damen kiggede på såret og kiggede alvorligt op på dem "Dette sår skal syes" Sagde damen mens hun kiggede på ham, Layson nikkede blot "Tak for hjælpen" Sagde han så og da blev de skubbet ud af butikken igen, et lettere stort suk kom fra ham da de nu skulle på hospitalet. Layson kiggede på hende og gik hen mod hospitalet selvom han ikke ville men han gjorde det vel for at denne blødning væk "Jeg døde.." Sagde han stille, mens han blot gik og ventede lidt på hende, det var vel et svar på hvorfor han boede på gaden han var død, og lejligheden var blevet solgt alle hans ting var der ikke længere han vidste ikke om hans forældre kunne huske ham, hvis han kom igen hjem til dem var de vel mere end bare chokkeret eller sådan noget og finde ud af deres søn var død og så genoplivet via at blive en engel. Layson gyssede af tanken om det, han kunne lige forstille deres ansigter og det ville han ikke ligefrem han var mere bange for det end at sige det til en helt fremmede person eller væsen. Layson så stille tilbage over på hende da de stort set nærmest forlod gågaden nu for at komme til hospitalet selvom det kun lå lidt væk derfra, han så det store højhus som var hospitalet nærmest kun to gader væk fra hvor de var lige nu, Layson ville helst slippe men de blev vel nød til at gøre noget for at han ikke fik en forblødning.

Alexandria kunne ikke holde et lille grin inde. Var de ikke vilde med ham, hvor mange gange blev han mon vækket af en krage om morgenen? Det måtte være en del gange, og ellers så var han måske bare generelt uheldig, sådan med at komme galt af sted. De forkerte steder på de forkerte tidspunkter som man sagde. Da kvinden i apoteket kom ind, og hendes ledsager blev budt ind, fulgte hun med som det tønde øl, og kiggede rundt i butikken imens den sorthåret knægt som hun nu åbenbart fulgte med, fik et blik på sin finger. Efter dommen at høre lød det slemt. Bare tanken om nåle fik Alexandria til at gyse.
Da fingeren havde fået sin dom, greb hun noget plaster og smed det hen på disken. "Hey, jeg skal lige have den pakke." Hun lavede en let gestus med pakken, mens hun gravede ned i lommen efter nogle mønter af en art. Da pakken var købt, kom hun ud fra butikken, og stak den i hånden på sin ledsager. "Så har du lidt til de næste par gange." Informationen om hans død, nikkede hun kort til. Der var en del der var døde og så pludselig havde fået et andet liv, men hun forstod ikke hvorfor han så ikke havde lavet sig et nyt liv. Det skulle da ikke være et problem. Hvis bare han kunne tjene nogle penge, så skulle det da nok gå. Et svagt smil mønstrede sig på hendes læber da hun så hvor han var på vej hen. Han ville alligevel give det et forsøg!
Da de kom hen til hospitalet skyndte Alexandria ind i varmen, hvor hun åbnede lidt op for jakken, mens hun kiggede mod hendes ledsager. "Tror du at du kan komme ind, eller vil de benægte der adgang?" Spurgte hun og kiggede spørgende op på ham. Om hun ville kunne gøre den store forskel med til tilstedeværelse vidste hun ikke, men ellers kunne hun blot liste af. Hun havde givet ham plaster, og derved gjort dagens gode gerning, hvilke jo ikke var helt dårligt. Det ville heller ikke ligefrem være dårligt hvis hun kunne gøre mere, selvom hun ikke ligefrem typen der gik og redde hjemløse. Nu måtte tiden jo vise om hun var overflødig, eller brugelig.

Layson så plasteret i hans hænder han havde ikke regnet med at få noget af hende eller noget slagt for hjælp, han havde bare troede at hun bare ville gå med, men da det var de var nået hen på hospitalet fik han gemt plasteret ned i sin taske for at det var et sikkert sted og at det ikke lige forsvandt på et tidspunkt.
Layson så stille på hende da de var kommet ind "Det håber jeg da" Sagde han stille, mens en læge kom hen til dem, man kunne tydeligt se at hun kend kendte ham da hun så hvem det var "Er det nu dig igen?" Spurgte denne læge om, Layson var godt sådan ja, jeg er lidt ligeglad med om det mig igen eller hvad, da han ikke ligefrem var så glad for at være der, det var vel bare sådan, men han så stille rundt og blev ført ind i et rum, med hende pigen, han smilede skævt til hende, da lægen kom igen havde hun nål og tråd med "Nå nu skal vi havde syet det sår" Sagde lægen, mens hun blot begyndte og sy ham, efter noget tid var det syet og han fik et plaster på "Det her skal du havde på hele dagen og så skal du skifte det hver dag om aftenen" Sagde lægen og gav ham en masse plastere til ham, i den størrelse han skulle bruge for at få det til at funke.
Layson så over på hende, da det var lægen sagde de kunne gå "Tak for hjælpen" Sagde han lavt men stadig så hun kunne høre det "Og jeg hedder Layson" Sagde han så, nu fik han da navnet frem fra sig selv, men han var ikke ligefrem den som sagde det til alle eller hvad man nu sagde på det punkt, han smilede skævt til hende og vidste ikke rigtig om det var om hun ville hænge ud med ham i noget tid inu, men han var vel cool med hvis hun ikke ville.
Layson så stille op på himlen og rigtig nok dagen var blevet sent og det var vel ved middag efter den tid det havde taget og få ham syet tog vel sin tid, mens han smilede skævt, så han ned igen og fik sit blik rettet hen mod damen han vidste jo ikke engang hvad hun hed? Det var lidt underligt men han håbede på at hun ville sige noget når det var han nu havde fortalt hans navn til hende.