You make me cry

S: Metroen
O: Mennesker og væsner der venter på toget
T: 19.00
V: lettere mørkt men stadig lunt.

Der sad en mand over i et af hjørnerne nede i metroen nok mere som en lille hjemløs en, denne mand havde sort hår som dækkede for hans øjne så man kunne ikke se de mørke grønne øjne, han havde en taske ved sin side, og en sort trøje på, mens han havde en sort t-shirt inden under, han havde et par sorte jeans på, mens hans slidte convers stikkede frem fra denne mands skjul af en krummen sammen, han hed Layson og var nok ikke ligefrem en man turde rende hen til han var nok mere, til at sidde der og bare stirre rundt på dem der gik og gloede på ham, mens de gik forbi for at nå det tog de skulle med, der var altid varmt nede i metroen det var et godt sted og sove om natten men polititet var ikke så glad for at man sov der, men han var blot der og lignede en som boede på gaden og det gjorde han nu også, hans tanker var et helt andet sted, han kunne ikke huske sidst han var særlig glad, eller jo, men når han tænkte på den tid ville der altid falde en tåre, han vidste ikke hvad han skulle gøre for at gøre det hele så det var som før at han kunne være den han plegede og være, men det hele var vel bare forandret, det hele havde forandret hans liv efter hans helt rigtige forelskelse, han var vel bare en svag lille en, som man nemt kunne knække over, og få til at gøre hvad man ville sige hvad han skulle gøre og han ville gøre det. Han havde nemt ved at falde ned i den revne til disse ting sker.
Layson's blik var blot fastslået på dem der gik forbi man kunne ikke rigtig se hvad der var med ham, andet end han sad der og sad der bare, og så på dem der gik forbi, men stadig man troede vel der var noget galt siden han sad sådan sammenkrummet, men han var vel bare sådan ja, bare en som var vel som man siger alene type, andet end hvis han kom ind i et hus, da vænnede han sig til tingende som var noget anderledes som man nok ikke ligefrem tænkte over når det var at man sad der, og var væk helt væk fra de andre, bare sad og havde nogle tomme tanker, som ikke rigtig sagde noget andet end, at han bare sad der og så på dem der gik forbi.
Han var helt harmløs han kunne intet gøre han gjorde intet, han var der bare, som en lille plet i et spil i denne store verden, der var vel bare dem som følte sig intet hver i denne verden og derved vidste man ikke om man egentlig var sådan eller om man bare gerne ville væk fra det hele eller ligge sig til at dø, han var nok en af dem som bare følte sig til, men intet hver at samle på eller gemme på.

De hvide fliser der dækkede alle metroens vægge, kun brudt af en enkelt blå fliserække eller en stor reklame i form af en plakat hist og her, sendte kuldegysninger igennem Milos blege krop. De klinisk hvide vægge mindede ham om et besøg hos tandlægen, og den blotte tanke om knurrende bor og silikonehandskebeklædte hænder, der rodede én i munden, var nær ved at få hans nakkehår til at rejse sig endnu engang af ren og skær væmmelse.
Og når man taler om solen… Blondinen behøvede blot at kaste et blik til sin venstre side, før han blev mødt af en to meter høj plakat med en fyr iklædt kittel og med et par kinder, der var strakt til bristepunktet for at gøre plads til det allermest colgatehvide, perfekte smil i hele verden. Til højre for ham var der skrevet en rosende tekst om, hvor fantastisk en tandlæge han var, men Milo behøvede kun at læse det første ord, før han mistede interessen. Tandlæge. Brrr.

Metroens travle mylder havde af en eller anden mystisk årsag altid haft en søvndyssende effekt på ham. Han nød at sidde med benene trukket op under sig og følge med i, hvor folk skulle hen. Det var næsten som at tælle får; hver eneste gang en stresset forretningsmand passerede forbi, blev hans øjenlåg tungere og tungere.
Tilmed var der varmt hernede under jorden. Det måtte være fristende for hjemløse at søge ly for natten her, og han stødte da også på et par stykker, der gik rundt med vogne og store kufferter, der var proppet til randen med alt deres ragelse. En enkelt gang mødte han en hjemløs med en hund, og denne gik han i en fin bue udenom. Damen smilede venligt til ham, og hunden logrede imødekommende, og Milo smilede noget anstrengt tilbage.

Endelig nåede han ned i den fjerneste afdel af metroen. Alle bænke var fyldt op med undtagelse af en, der var halvvejs kapret af en hjemløs. Milo tog det dog ikke så tungt, da denne hjemløse hverken havde hund eller andre former for husdyr med sig, så han tog plads på bænken.
Ud af øjenkrogen gav han sig til at betragte sin sidemand i smug. Denne fremmede, som han først havde antaget for at være en hjemløs, virkede pludselig ikke så hjemløs endda; Milos mørkebrune blik scannede hans ansigt, der var ungt og glat og ikke virkede meget ældre end hans eget; hans hår var sort og hans tøj ganske rent. Det slog ham, at fyren slet ikke var gammel nok til at være hjemløs, langt fra. Hjemløse var gråhårede og skæggede og rynkede og lugtende. Denne fremmede var ingen af delene, men så igen… Milo var selv blevet hjemløs i en alder af femten år, så hvorfor skulle andre teenagere ikke være i stand til at leve på gaden uden et fast tilholdssted?
Han trak fraværende sine ben til sig og lagde armene omkring dem, og så, pludselig, lød der et forskrækket gisp fra ham, da han tog sig selv i at sidde og stirre på den hjemløse... hvor var hans manerer dog? Det var ikke spor høfligt at sidde og glo på dem, der havde det dårligere end en selv, som var de dyr i en zoo.

Layson havde opdaget at der var en som havde sat sig ved siden af ham på bænken, men ikke ligefrem at han så på ham, hans ene øjenbryn hævede sig da han hørte en hund gø, hans hoved trak sig op fra sine knæ og sit skjul, hans blik var fast slået på en dame hvor en politimand sagde at hun skulle forsvinde, og denne politimand kendte udemærket godt Layson, men dog, rørte han først Layson når det var aften for at han ikke sov der, men han var ikke så slem som han var ved andre. Layson fik ondt af denne dame, hun kiggede vredt over på Layson, og han trak sig til sig selv igen i sit lille skjul men der kom dog noget ud af hans mund "Hvorfor skal den mand altid være så ond.." Men han havde ikke regnet med at nogle ville svare ham eller gøre noget for at være der eller bare sige noget til ham, han var veldig godt sådan ja, snakke med sig selv hvis man kunne kalde det det.
Layson så at politimanden kom over til ham, og en lettere klump slugte Layson, men han gik væk, et lettere pust kom ud fra læberne fra ham, men dog, opdagede han at denne mand som havde sat sig siden af, at han så på ham, Han vidste ikke i hvor lang tid han havde gjord det, men Laysons blik blev placeret på denne mand med de blonde hår, han vidste ikke hvem det var, men han lignede en på hans egen alder, og han vidste ikke ligefrem hvorfor han havde besluttede sig for at sætte sig siden af en som boede på gaden. Layson var ikke vild med at kalde sig selv for hjemløs, da han hadet det ord, han var mere for 'jamen jeg bor på gaden' end det der hjemløse noget. Layson tog blikket til sig selv efter noget tid, for at være lidt venlig selvom han ikke ligefrem er den mest venlige person sommetider, men han prøvede da altid og gøre en del. Layson opdagede egentlig de mange detaljer ved denne metro, de hvide vægge alle plakaterne, men hvorfor lige alt dette?
Layson smilede skævt da der var mange stressede mennesker og væsner de havde deres job og passe, men Layson havde opgivet og lede efter et arbejde da de ikke ville havde dem som boede på gaden arbejdene hos mange af dem, så han måtte vel leve med at havde ingen penge og bo på gaden.
Layson satte sine fødder ned på jorden eller på fliserne på jorden som gjorde det ikke var jord, han så blot på sine sko, men tog hovedt op igen da han så mange bekendte ansigter, han så dem tit der nede, det var vel som regl sådan nogle som var lidt ulovlige det var et perfekt sted til at stjæle fra folk, med mindre at politimanden opdagede en, og det var nok ikke så smart, han legede stille med sin tunge, dog for at lege med sin tungepiercing, men det var vel ikke hver dag man havde tiden til det, når man flygtede for folk som smed en væk fra et varmt sted og sove, men sådan var livet vel nu engang, selvom han hadet det som pæsten, men han ville vædde på han snart fandt et arbejde så han kunne komme igen. Layson så igen over på denne mand som sad ved siden af på bænken og tænkte lidt om han skulle sige hej eller bare lade hver, det var ikke alle der gad snakke med ham, men han kunne vel prøve?
"Ey.. Hey" Kom det fra ham, mens han kunne mærke at hans stemme hakkede i det, det var vel smøgen fra morgen, man skulle ikke tage smøger fra gaden fandt han ud af fra den morgen hvor han røg den smøg, det var ikke godt for ham.

Den rumlende lyd af bittesmå hjul, der rullede hen over det ru underlag, brød metroens noget monotone larm, idet en middelaldrende herre trak af sted med en indkøbsvogn. Synet fik den blonde Milo til at skjule et smil bag en knyttet hånd, for på trods af mandens udmærkede forklædning i form af et umage, mørkegrønt jakkesæt og en stor butterfly, var det ikke svært at regne ud, at han var en hjemløs, der kun var her for at udse sig den bedste plet på gulvet, hvor han ville tilbringe natten. Det lod til, at andre end Milo havde gennemskuet ham, for snart kom der to vagter løbende til for at hive manden med op i nattens mørke igen. Ak ja.

Hvorfor skal den mand altid være så ond? Spørgsmålet ramte englen som et lyn fra oven. Ja, hvorfor? Hvorfor var folk – og åbenbart i særdeleshed denne mand – så onde?
Hvilken mand, der var tale om, vidste han ikke, for han havde travlt med at kigge alle andre steder hen end det punkt, hans sidemands blik var rettet imod, men det var vel også underordnet. Det vigtige var, at fyren havde sat skab i Milos tanker. Folk var onde, og sådan havde det været siden tidernes morgen. Der fandtes ingen logisk forklaring på hvorfor, i hvert fald ikke hvis man spurgte Milo; folk handlede uden tanke for omverdenen og havde kun øje for dem selv og deres nærmeste.
Det var sjældent, at folk selv bemærkede det, men når man var en hjemløs, der hver dag forsøgte at få betlet sig til lidt penge og en smule medmenneskelighed, gik det hurtigt op for en, hvor selvoptagede folk var. ’Onde’ kunne meget vel være et hårdt ord at bruge om dem, men ikke desto mindre var det passende.

Milo strammede sit greb om sine ben og skulle netop til at finde sig til rette, da en hakkende stemme afbrød ham. Den lød så nær og var så høj i modsætning til den fjerne summen af metroens øvrige stemmer, at han nær var tumlet ned af bænken af ren og skær forskrækkelse.
De brune øjne blev rettet imod den hjemløse mand til hans venstre side, der åbenbart havde henvendt sig til ham. Manden sad og kiggede afventende på ham, og Milo forstod ikke hvorfor… så – pludselig – slog det ham, at han ikke havde reageret på dennes hilsen. Den hjemløse måtte jo tro, at han var hjerneskadet eller noget i den dur.
”Åh, eh, hej!” skyndte han sig at sige for ikke at give den anden endnu en grund til at tro, at han skulle være mentalt handikappet; enten det, eller at han blot levede op til rygterne om sin hårfarve. Han havde netop siddet og stirret helt manisk på en hjemløs mand med en indkøbsvogn, og nu nægtede han at svare; det var virkelig noget, der kunne mislede folks tanker.

Layson var godt van til at mange blev smidt ud af metroen af dem som prøvede og finde et sted og sove, og snart blev det sikkert også hans tur, men han vidste de ventede til sidste minut med ham, da han ikke ligefrem lignede en som var hjemløs eller boede på gaden, men han vidste de ville sige til ham at han burde tag og gå hjem til der hvor han nu boede, men hver gang han sagde 'Hvor er det?' kiggede de bare på ham og grinte af ham og tænkte 'han må da være godt gag i hovedt' Layson sukkede lettere tabt i det at de ville vente til det sidste, men da han hørte at denne unge mand svarede ham igen med et hej, og et lettere skævt smil kom frem på Laysons læber da der var en som gad svare ham selvom ikke ligefrem alle gjorde det, man kunne dog mærke på ham at hans blik blev rettet over på politiet som havde et godt øje til Layson de sidste par dage han havde været der nede, men dog ville de stadig ikke tro ham med at han boede på gaden. Layson vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til denne unge mand da han var godt forvirret over hvad han skulle sige eller gøre, men dog fik han noget ud "Venter du på et tog eller er du bare her nede for varmen som jeg?" Spurgte han da lettere rolig om, men blikket var rettet tilbage på politimændene som fik den anden hjemløse ud fra metroen. Layson synes det var trist og synd for dem, men de gjorde vel bare deres job, men stadig det kunne havde været en mand med penge og bo sted og det hele som bare skulle med metroen hjem, dem havde han mødt for mange af i sin tid, men stadig var det vel bare sådan at politiet gik efter dem som lignede hjemløse mest og snart ville Layson sikkert også ligne sådan en med sit tøj, med mindre han blev ved sin lille dejlige idee og rolle i sit lille stjæleri i mad og tøj og sager så han kunne overleve og ligne en som ikke var hjemløs mange ting på ham var plettet for tiden og det kunne man nemt mærke på hans tilværelse for politiet, men dog var han vel bare sådan at han altid holdte øje med dem. Eller ville han bare havde at de gjorde det samme ved ham som de gjorde ved de andre hjemløse, men nej det gjorde de ikke.

Layson fik sig rettet lidt op da de så skarpt over på ham, og han vidste at de holdte øje med ham, men stadig intet gjorde ved ham, men måske havde de fået de ord han havde sagt de gange han havde været der nede at han mente det, men de gik dog bare væk ind i menneske og væsne vræmlen. Man kunne nemt sige at samfundet i denne by var lidt firkantet, bare fordi man lignede noget måtte man ikke det og det, og måske ville de overfalde en pga. man lignede en punker, man vidste det aldrig og det ville der nok aldrig ske nogle ændringer på op til flere år.
Layson fik sit blik over på denne unge mand ved siden af sig på bænken for at vise at han egentlig var interreseret i det han sagde eller hvis han ville sige noget til det han havde spurgt om han vidste det ikke, men måske ville han måske ikke, han var vel bare nysgerrig efter hvad han lavede her nede, siden han bare sad der og kiggede på de hjemløse som ham selv.