The man in the suit is gonna make you pay

af **Sofus** Lør 25 Aug 2012 - 22:39

Tid: 16:44
Vejr: Udenfor er det overskyet.
Sted: Rolighedsvej nr. 15, stuen
Omgivelser: Alexander, stuens inventar, Sofus og en pakke snotklude.

Når man kom ind i huset, klemte man sig ind i en snæver entre, hvor der var til højre en dør ud til køkkenet, lige ud var der en åben karm ind til stuen og en opadgående trappe til første sal klemte sig sammen i hjørnet. Gelænderet var malet i en doven grøn farve og trinene var belagt med et beigefarvet tæppe, der var blevet slidt og smuldret efter mange forskellige beboers færden. Sofus sprang altid det nederste trin over, når han trådte op, brugte altid venstre fod, men på det sidste var hans rutine blevet ændret. Det gjorde ondt i hoften at træde på den måde, det var som om lårknoglen var et drabeligt metalspyd under kødet. På første sal var der tre soveværelser. Vyvian og Viktor havde hver sit værelse, de var utrolig små, der var kun plads til en seng og et skrivebord. Vyvian havde skiftet skrivebordet ud med et klædeskab, da hun nægtede at have sit tøj det samme sted, hvor resten af familien opbevarede det: i Sofus og Maris soveværelse. Viktor var stadig lille nok til at være ligeglad med den slags, ligesom at han også var ligeglad med de pornoblade, som lå i bunden af skabet i en sportstaske - men dem var alle i husholdningen efterhånden ligeglad med; selv Sofus, faktisk var det længe siden, han havde kastet et blik på den taske. Det var i det hele taget længe siden, han havde befundet sig på den snævre førstesal. For tiden sov han under et tæppe på sofaen i stuen, hvilket resulterede i en rædselsfuld søvn, der blot gjorde ham mere træt. Det så han som en bonus, for der var tidspunkter, hvor han pludselig bare faldt i søvn og kunne ligge der i mere end et halvt døgn uden at vågne. På den måde afholdt han også Viktor fra at bruge hans playstation, søvnen holdt forbruget under kontrol. Ja. Det var så det værste ved at blive far - man havde aldrig sin playstation for sig selv.
Tæppet havde en bleg sennepsgul farve og var lavet af blødt polyester. Det havde et besynderligt mønster, som nogle lidt skarpere nuancer dannede i solidarisk fællesskab. Det lå nu sammenkrøllet i den fjerneste ende af sofaen, men Sofus' pjuskede frisure afslørede deres nylige nærvær. Han lænede sig tilbage i møblet og betragtede sin ven gennem mange år sidde på den anden sofa, som stod på det andet led.
"Hnnn.." brummede han og tværede sit ansigt ud i hænderne. Det meste af sofabordets plade var dækket med rod - en udgave af Illustreret Videnskab, lokalavisen, et fyldt askebæger, cola-dåser, sammenkrøllede snotklude - en enkelt, der ikke var snot i, men det var en ukendt hemmelighed for alle undtagen Sofus - og små stykker slik papir fra maoam. "Du ved... dengang du skulle ind i packen -" Sofus hostede. "- var det mig, der valgte dit krondyr." Han smilede nostalgisk og fortsatte: "Men... sådan bliver det ikke denne gang... jeg vil sgu ikke have noget med det at gøre." Han hvilede sin arm på sofaens armlæn og støttede sit hoved i sin hånd. "Packmaster-ritualet er fucked up. Fucked up, fortæller jeg dig. Værre end en fucking polterabend." Han tørrede let en smule håndsved af i sit hår og lo opgivende.
Dengang han var blevet packmaster, havde der været et kæmpe bål, flammerne havde virket så uhyggeligt levende. Det var som om, de efter et stykke tid tog form af dyr og når han lukkede øjnene jagede de ham. Alle lydene omkring ham blev øget som om naturen skreg, hans hjerte bankede hurtigere, han kunne flænse alt fra hinanden og han kunne smage alt, hvad han så, dufte alt, hvad han berørte og... det var noget fucked up, det vampyrblod. Det var vildere end LSD, for det virkede mere... naturligt. Det connectede med kroppen på en helt ubeskrivelig måde. Så stod der pludselig en kvinde foran ham og alle hujede opmuntrende. Kvinden var fuldstændig nøgen og det tog tid før det gik op for Sofus, at hendes øjne var fyldte med gru og frygt. Hun begyndte at løbe om sig selv i panik, løb hen til de andre medlemmer efter hjælp, men de skubbede hende blot tilbage i Sofus' synsfelt med et hårdt stød og grinede, mens de skålede. Den afgående packmaster klappede pludselig hans skulder og hviskede en kommando, før han vidste af det, blottede månen sig på himlen, det sidste minut var gået, forvandlingen skulle finde sted. Nogle råbte ad kvinden, kvinden løb, Sofus løber efter, men det var på alle fire - poter. Fucked up. Fucked up.

af Gæst Lør 25 Aug 2012 - 23:35

Det imponerede gang på gang. Alexander kunne stadig ikke forstå hvordan så mange døre kunne klemmes ind på et så lille gangareal, plus den slidte trappe med de hæslige farver. Hvis han havde været maler ville han for længst have tilbudt at male de grimme farve ovre, men han var kok, født med en kniv ikke en pensel. Trappen var så heldigvis også det eneste i huset Alexander decideret ikke brød sig om, både rod, pornoblade og snotklude var ganske acceptabelt i hans verden, men det var sikkert også fordi at det var Sofus. Til trods for at aldersforskellen mellem de to varulve – ikke bare ulve – kun var små sølle fem år, så havde han altid følt det som et årti. Forskellen var enorm mellem dem. Alexander, den letter selviske forfængelige gut, der stadig kunne fange sig selv i at rette på håret i spejlet og Sofus der led af alle mulige menneskelige skavanker. Men til trods for disse forskelle, så havde deres venskab holdt i omkring tyve år, hvilke næsten var ældre end gennemsnitsalderen i byen. Endnu en imponerende ting, men var der ikke også et ordsprog der sagde noget om at folk der var mest forskellige, havde det bedst sammen?
Alexander var godt i gang med at vride hoved af halsen, for at læse overskrifterne på Illustreret Videnskab, da Sofus reddede hans liv med sin ’hmmm’. I en høfligheds reaktion, kiggede han op mod sin ven, der gemte hoved væk mellem fingrene en stund, før han gik i gang med en snak der i de flestes tilfælde ikke ville give nogle mening. Det var ingen nyhed at det var Sofus der havde valgt kronhjorten, det var netop derfor at Alexander var hvalpet efter ham og til tider stadig kunne fange sig selv i at bjæffe bekræftende, selvom han egentligt et eller andet sted ikke var helt enig. Det skete tit og det skete igen. Alexander vidste ikke hvad han skulle tilføje til hjorte-emnet og lod derfor samtalen gå videre til endnu et emne folk ikke ville forstå og slet ikke linket i mellem dem. Nogle ord rullede rundt på hans tunge, men kunne ikke komme forbi læberne der forhindrede dem i at trille ud af hans mund og lande på gulvet i en søb af andre ord.
Værre end en polterabend, det lød slemt. Alexander var en af de få ugifte mænd i sin alder, hvilke ikke var fordi han arbejdede røven ud af bukserne – det ville han ikke selv sige – men nærmere fordi han ikke ville ende med at være skyld i sin kones eventuelle død. Det var selvfølgelig en overdrivelse af de helt store. Selvom han havde levet med en irriterende forvandlings sygdom lige under huden, i bogstavligt, så kunne han ikke dræbe i søvne. Og dog. Nogle ville måske sige det, men ikke ham selv. Ikke Alexander selv, for han vidste hvad der forgik, også selvom han ikke kunne huske det. Han hørte altid om det, fra en eller anden nyhedskilde og det var altid blodigt også selvom det ikke var ham selv.
Sofus lignede en der var faldet hen i sine egne tanker, muligvis om sit ritual, måske om sin ungdom eller måske om ham, Alexander. Det var ikke til at vide og gud tak og lov for det. Tanken om at kunne læse tanker eller andre psykiske evner havde altid givet ham myrekryb, lobbekryb. Lige så lidt som han kunne lide tanken om selv at gøre det, lige så lidt brød han sig om det den anden vej. Tænk at folk kunne læse ens tanker! Han gøs og kunne næsten se sig selv gemme halen mellem bene og luske bort. Sofus fik endnu et par sekunder, før Alexander fik kæben på gled. ”Det behøves ikke at være det samme. Det er ikke det samme.” Det lød næsten mere som om han forsøgte at overbevise sig selv og ikke Sofus og måske var det også sådan, men det ville han aldrig indrømme.

af **Sofus** Søn 26 Aug 2012 - 11:57

Sofus dvælede til Alexander. Hvordan kunne det ikke være det samme? Selvfølgelig skulle det da være det samme, ellers var det da ikke et ritual. Var det? Var det da ikke bare en tilfældig leg, trukket ud af en hat eller ud af ens lyster; hvad havde man lige lyst og overskud til i dag? Sofus hostede. Et sted i lungerne rørte kræften på sig, men det kendte Sofus intet til. Det var der ingen, der kendte noget som helst til, selv om han mistænkte Mari for at være unødvendigt bekymret for ham. Hun var vågnet tidligt denne morgen, fordi Sofus havde hostet så højt, at det gik op gennem gulvbrædderne og rungede i hendes hovedpuder.
"Njah..." mumlede ham ambivalent og bed sig tænkende i fingeren, mens han stirrede ud i den tomme luft. "Måske ikke lige den bedste mærkesag som ny alfa... at ændre på ritualet, mener jeg. Og så endda uden egentlig at være officiel alfa... Så skulle du vente nogle år, til den næste packmaster, altså... hvis du altså kan få medvind med de skide vanedyr, ellers vender de dig sgu ryggen." Altså altså altså. Sofus havde det med at smide unødvendige ord ind i sine sætninger, det gav ham lidt ekstra tid til at formulere resten i sit hoved, inden de blev smidt over læberne. Han havde alle dage foretrukket svensk, sit og Maris modersmål. Vyvian talte også svensk, men Viktor havde ikke boet i Sverige længe nok til at få hånd om noget som helst sprog. Nu var han seks år gammel og kunne ikke huske andet af sin barndom end Terre og de fransktalende aber her i landet. Han hungrede efter at blive en sej varulv som sin far og ikke en animagus som sin mor og storesøster. Sofus forstod godt, hvorfor; det var udelukkende fordi han var barn og uvidende om, hvad det egentligt indebar at have virussen. Havde han blot den mindste idé om, hvad varulven og hele dens væsen gik ud på, havde han løbet over stok og sten.
Hvor mange af de yngre varulve stadig fandt det sejt og spændende at være varulv, var Sofus begyndt at føle en svagere tilknytning til fællesskabet. Han var en gammel ulv, der snart ville gå fra flokken, ligge sig til at dø alene i en eller anden grotte nærved. Man var altid alene i døden, den kunne man ikke dele med nogen.

af Gæst Søn 26 Aug 2012 - 22:47

Der var ikke noget synligt ændret ved Sofus, men pludselig fik Alexander et svar, efter et par tavse sekunder hvor han højest sandsynligt havde tænkt i mennesketempo. De var ikke vampyrer der kunne tænke hurtigere end det var lovligt. Det havde altid været en ting der også havde imponeret Alexander, i grunden var der meget der imponerede ham. Hvis der på den anden side heller ikke var noget der kunne imponere ham, var hans liv åbenlyst for kedeligt eller så var han bare for arrogant, hvilke han ikke selv mente han var - altid. "Jeg mener ikke selve prøven, men omgivelserne. Vi kan ikke komme udenom at der er ganske få af vores slags tilbage." Der ville ikke være nok til at lave hvad de førhen havde kunne. De var ikke længere en dominerende race, hvis de nogensinde havde været det. Engle og vampyrer var derimod noget det vrimlede med.
Men selvom Sofus havde misforstået hvad Alexander mente, så kom der alligevel nogle nyttige informationer ud af kæften på ham, selvom det ikke var Breaking News. Det handlede om at komme på gode fode med folk, først derefter kunne man overveje at vende dem ryggen, at stikke en kniv i ryggen som folk yndede at kalde det. Selv fandt Alexander det lige dramatisk nok, men det beskrev sikkert ganske fint hvad det handlede om.
"Men for at vende tilbage fra rummet." Alexander strakte bene en smugle og satte sig bedre til rette i stolen. "Hvad var så dit egentlige formål, ud over at give posten videre?" Selvfølgelig skulle den vigtige besked gives under en smugle formelle omgivelser, men det var ligefør man ikke engang kunne sige at Sofus hjem var så pokkers formelt. Det betød heller ikke så meget for Alexander, der efterhånden havde vennet sig til det og dertil var de begge varulve. Ikke formelledyr som vampyrer, der helst lavede en stor fest for alle i de højere klasser over noget som kunne siges over telefonen eller måske endda en sms!

af Sponsoreret inhold

The man in the suit is gonna make you pay

The man in the suit is gonna make you pay

Sv: The man in the suit is gonna make you pay

Sv: The man in the suit is gonna make you pay

Sv: The man in the suit is gonna make you pay

Sv: The man in the suit is gonna make you pay