Et møde på legepladsen

Tid: 20:41
Sted: Legepladsen
Vejr: Det blæser lidt, men er ikke direkte koldt.
Omgivelser: Der er ikke særligt mange mennesker på legepladsen, næsten ingen faktisk.

Solen var ved at forsvinde i horisonten og farvede himlen rød. Vinden fik stille træer og buske, til at bevæge sig i takt. Her var stort set tomt. Om dagen var der normalt fyldt med legende børn og snakkende forældre, men nu - hvor aftenen nærmede sig - var her helt stille.

Giselle gik tit rundt i parken på denne tid af døgnet. Det gav hende mulighed for at klare sine tanker, uden at andre skulle forstyrre hende. Det var dog ikke fordi, hun ikke have en masse alene-tid. Hun boede i en kæmpe-villa i Terres absolut dyreste kvarter med festsale, store værelser, kæmpe badeværelser osv. Hendes forældre havde så mange penge, at de aldrig ville kunne nå, at bruge dem, om de så kunne blive 200 år gamle. Det kunne de selvfølgelig ikke, eftersom de bare var mennesker. Travle mennesker. Succesrige mennesker. De ejede begge to hver deres enorme firma, som bare skovlede penge ind. Og de var begge to på lange forretningsrejser flere gange om måneden. Nogle gange sammen og andre gange hver for sig. De var ikke hjemme særlig tit, så ofte havde Giselle den kæmpe villa helt for sig selv. Men selvom der hørte en kæmpe have til den, som var smukkere og mere luksuriøs end legepladsen, eller parken eller nogle andre steder i Terre, var det ikke der, hun gik og klarede sine tanker. Men her - på legepladsen - væk fra alt og alle. Væk fra hendes forældre, som alligevel aldrig var hjemme, og væk fra det kæmpe hus, som fik hende til at føle sig så ensom.

Giselle trak Chanel-jakken tættere om sig, for at holde bedre på varmen. Hun havde ikke regnet med, at vinden ville være så kold. Hun sukkede irriteret, over, at hun ikke havde tage en anden jakke på. Den fra Burberry, måske. Hendes forældre forsynede hende med alt det designertøj hun overhovedet kunne ønske sig. Måske, som en erstatning for den omsorg de aldrig rigtigt, havde givet hende. Hun skubbede tanken fra sig, og satte sig på en bænk. Hun lod de chokolade-brune øjne glide omkring i parken, for at se, om hun var alene, eller ej.

Lommen i hendes jakke vibrerede, og hun hev sin mobiltelefon op fra den. Uden, at kigge på displayet, trykkede hun "optaget", og smed telefonen tilbage, hvor den kom fra. Lige nu, ville hun ikke snakke i telefon med nogen.

Jaden var på besøg. Han havde tænkt sig at flytte hertil. Han havde hidtil boet hos sine forældre, so efterhånden drev ham til vanvid.

Jaden slentrede ind på legepladsen, og satte sig på en gynge. Det føltes som længe siden han sidst havde siddet på en gynge. Det føltes rart at komme bare et par år tilbage. Nu var han 20, og det virkede så underligt at være "voksen". Selvom han faktisk stadig følte sig som et barn. Han indrømmede det sjældent, men nogle gange ville han gerne bare tilbage til hvor alt var let. Livet blev for kompliceret når man blev ældre.

Han skulle også have fundet sig et arbejde, når han så flyttede hertil. Han sukkede, og kløede sig i håret. Han var på en måde ret frustreret over det. Han havde ikke mødt så mange mennesker endnu, men han glædede sig til at stifte nye bekendtskaber. Starte et helt nyt liv. Glemme de gamle derhjemme

Giselle fik næsten med det samme øje på en ung mand, som satte sig på en af gyngerne ved et gyngestativ. Hun gik selv på stien, hvorfra gyngestativet var synligt. Hun mindedes ikke, at have set ham før. Han havde i hvert fald ikke været her på legepladsen de gange, hvor hun hun havde været der. Og i hendes kvarter, havde hun heller ikke set ham. Dog, var det de færreste som hun kendte udenfor hendes rige omgivelser - takket være hendes forældre. Dette, var hun egentlig en smule træt af. Hun længtes efter at møde folk, der gik op i andet end penge, designer-varer og status. Hun elskede at møde nye mennesker, og var ikke den generte type. Derfor besluttede hun sig for, at sætte sig på gyngen ved siden af den fremmede.

Som sagt, så gjort. Smilende gik hun hen til gyngestativet. Hendes mørke hår bølgede let, da en let brise strejfede det. Hendes bløde, fyldige læber formede et stort smil, som nåede helt op til de chokolade-brune øjne. Et ægte smil. Hun lod fraværende en hånd glide igennem sit hår, imens hun stadig kiggede på den fremmede.

"Må jeg sætte mig her?", spurgte hun ham, og hentydede til, om hun måtte sætte sig på gyngen ved siden af ham. Der var ikke rigtig andre i nærheden af dem, og hun manglede faktisk lidt selskab. Det var der jo aldrig her - altså, bortset fra nu, hvor han var der - eller i villa'en, hvor hendes forældre aldrig var, alligevel. Måske skulle hun købe en hundehvalp? Tanken alene var komisk, og hun undertrykte en latter.

Jaden løftede blikket og fik øje på en meget velklædt ung pige. Han smilede kort. "Selvfølgelig". Jaden gav sig til at prøve at gætte alderen på pigen. Han var sikker på hun ikke var over 18. Men man vidste jo aldrig. Han selv, lignede heller ikke ligefrem en på 20.

Jaden var fra asien, nærmere bestemt Japan. Hans far, havde været facineret af, at give ham et navn som næsten ingen andre havde i Japan. Derfor Jaden. Mens Jaden sad og tænkte for sig selv, kom han i tanke om, at han ikke havde præsenteret sig.

"Jeg er Jaden, forresten" han holdt en kort pause inden han fortsatte: "Tør man spørge hvad frøkenens navn er?" Han sendte hende et smil med et glimt i øjet. Jaden var altid meget ligefrem, og nye mennesker gjorde ham nysgerrig. Og hun så jo egentlig fantastisk godt ud. Jaden rystede tanken af sig, og så fortsat på pigen.

Han kørte en hånd gennem sit hår. Det var efterhånden blevet en dårlig vane, og han vidste det godt. Jaden var en smule mærkelig på nogen punkter. Jo mere du lærte ham at kende jo flere dårlige vaner dukkede frem.

Et taknemmeligt smil bredte sig på Giselles læber, da han gav hende lov, til at sætte sig på gyngen ved hans side. Hun tog - med en yndefuld bevægelse - fat i de to "snore", som holdt gyngen oppe, og satte sig ned på den. Hun satte fra mod jorden, så gyngen blev sat i bevægelse. Det måtte da mindst være fem år siden, hun sidst havde siddet på en gynge. Det var på en måde befriende, at opføre sig lidt barnligt igen. Men herregud, hun var jo kun 16. Teknisk set, stadigvæk et barn.

Hun vendte blikket mod den fremmede, og betragtede ham i stilhed. Hendes mor havde altid sagt til hende, at mennesker - og andre væsener naturligvis - dømte en fremmed person på udseendet, og udfra det, dannede sig et billede af, hvordan personen var. Det var moderens yndlings-argument, hvis hun skulle forklare, hvorfor hun gik så meget op i sit udseende.
Med et lille smil på læben, forsøge Giselle at danne sig et billede af, hvordan personen ved hendes side var. Umiddelbart virkede han, som en ganske rar person. Imødekommende, og sikkert også hjælpsom. Uden nogle betænkeligheder, havde han givet hende lov til, at holde ham med selskab. Han var ikke fra Europa, lignede det ikke. Sikkert fra Asien. Japan, Kina? Ærligt talt, så var Giselle enormt dårlig til Geografi, og var i den grad i tvivl om, hvilket land den fremmede oprindeligt tilhørte. Hun var også i tvivl om den fremmedes alder. Han lignede dog en, som i hvert fald, var under de 20. Måske, var han omkring hendes alder? Men en ting var hun sikker på. Pæn, det var han.

Jaden? Ikke et særligt kendt navn. Hun havde i hvert fald kun hørt det få gange før. Et specielt, men pænt navn. En lille latter forlod hendes læber, i det han tiltalte hende "frøken". Det var hun ganske vidst vant til, men havde af en eller anden grund ikke forventet, at han ville tiltale hende sådan.
"Jeg hedder Giselle. Giselle Dragomir", svarede hun med et smil på læben. "Men bare kald mig Giselle", tilføjede hun. "Det der 'frøken', 'de', 'dem' og 'deres' er alt for formelt, efter min mening".

Jaden smilede da han hørte hendes navn. Giselle. Ret specielt, han havde aldrig hørt det før, men det var pænt. Jaden var normalt ikke særlig formel, overhovedet. Men efter at dømme på Giselles påklædning, gik han bare ud fra at hun var noget stort, og derfor havde han tiltalt hende på den måde.

"Jeg er normalt ikke formel, overhovedet" sagde han med et grin. Han kom til at tænke på, at hun havde præsenteret sig med fuldt navn. Han havde bare sagt Jaden. Det viste også lidt hvor uformel han egentlig var. Jaden var sådan en person der snakkede over sig, og havde en alt for stor mund. Han havde skabt urtrolig mange fjender der hvor han kom fra, fordi han ikke kunne holde ud når nogle bagtalte andre.

Han satte fødderne ned mod jorden, og gav sig selv et skub, så han begyndte at gynge stille frem og tilbage. Hans halv-lange hår, blæste ind i hans ansigt når gyngen gik tilbage.
"Du har ret, det er kedeligt at være formel. Jeg foretrække sjove ting" sagde han med et smil.

"I min familie og i deres omgangskreds er man bare formel, og meget fin på den", fortalte hun ham. "Det er belastende at være i nærheden af i længden. Så jeg tager en pause fra det, ved at rende rundt herude om aftenen", tilføjede hun med et grin.

Giselles familie havde jo, for at sige det ligeud, røven fuld af penge. Og Giselle selv, var "født med en guldske i munden". Alt, hvad hun overhovedet kunne ønske sig, fik hun det. Nogle gange behøvede hun slet ikke at bede om det, hun fik det bare. Hendes forældre vidste meget om hendes materielle ønsker. Der, kendte de hende ud og ind. Men når det kom til hendes følelser og privatliv, var de som fremmede for hende. På det punkt kendte de hende overhovedet ikke. Hun var lettet over at høre, at Jaden ikke var formel. Det havde hun godt nok heller ikke selv gættet, at han var - så hun havde jo ret. Hans tøj var heller ikke - så vidt hun kunne se - at designermærker, som hendes eget kun bestod af. Det var utroligt, som materielle ting, kunne give mennesker - og væsener - en så højere status. Hun var jo ikke bedre end alle andre, blot fordi hun kunne bruge hendes forældre tilsyneladende endeløse mængder af penge.

"Det er jeg glad for at høre", svarede hun, med et smil på de bløde og fyldige læber.

Jaden nikkede forstående mens hun talte. "Jeg håber jeg er fin nok til dig" sagde han med et forsigtigt smil. Han var stadig usikker på hvad han kunne tillade sig at sige. Han kendte hende jo ikke så godt endnu. Han vidste ikke engang hvor gammel hun var. Men han kunne ikke lide at spørge, det føltes bare så forkert at spørge om sådan noget. Han bed sig kort i læben. Selvom Jaden virkede selvsikker, var han sommetider meget nervøs. Han skjulte det utrolig godt.

Jaden så på Giselle mens han prøvede at komme nærmere hendes alder. Han prøvede at gøre det diskret, men han var ikke sikker på, om det lykkedes ham. Det gjorde det nok ikke, desværre. Hvis hun lod mærke til det, ville hun tro han over begloede hende. Måske han bare skulle spørge? Det var bare sådan, at hver gang han spurgte om en pige om hendes alder endte det som regel ikke godt. Jaden var mester i at skaffe fjender.

Andre piger ville måske være blevet lettere fornærmet over et sådant spørgsmål. Faktisk, ville de nok mene det som en fornærmelse, og en antydning af, at personen, spørgsmålet var rettet til, var snobbet eller lidt for fin på den. Men Giselle var ganske anderledes og smilede blot et varmt, sødt og charmerende smil.
"Hvorfor skulle du ikke være fin nok til mig? Fordi jeg render rundt i Chanel og Gucci?", grinede hun. Elegant lod hun sin hånd glide igennem det bløde, brune hår.

En blid, varm og smittende latter forlod Giselles fyldige læber, idet hun lagde mærke til, at han betragtede hende. Eller nærmere; begloede. Selvfølgelig, havde hun lagt mærke til det. Sådan noget forbigik ikke hendes opmærksomhed. Især ikke fordi, hun også sad og betragtede ham - dog en del mere diskret end ham.
"Leder du efter noget?", spurgte hun drillende, som for at fortælle ham, at hun godt vidste, at han betragtede hende på den måde.

Jaden prøvede at finde en måde, hvorpå han ville kunne forklare, hvorfor han ikke skulle være god nok til hendes selskab. Det var vel mest fordi han selv ikke var hverken særlig rig, eller have en status. Jaden havde altid haft det svært med folk der var rige, og det var ikke fordi han var jaloux. Det var mere at de altid skulle fører sig frem, og vise at de lige var lidt mere end andre. Det var bare ikke særlig pænt at sige, så han lod være.

I stedet prøvede han at vende sin fejltagelse. Han var helt sikkert afsløret i, at glo. Heldigvis var Jaden god til at snakke sig fra alting. "Efter en alder," sagde han og sendte hende et skævt, men forlegent smil. Nu havde han da sagt hvad det var han ledte efter. Så håbede han bare hun ikke blev sur over at han havde sagt det så direkte.

"Der er mange der har fordomme mod rige. De mener de er selviske og kun går op i materielle ting. Og at de mener de er bedre end alle andre. De fordomme er for det meste sande. Jeg mener, hvis du kendte mine forældre.. de er virkelige materialistiske anlagt, og de mener naturligvis begge to, at de er bedre end andre. De er næsten aldrig hjemme. Altid på forretningsrejser, enten sammen eller alene. De er ikke som forældre burde være.. Og jeg vil ikke være som dem", betroede hun ham, da hun aldrig rigtigt fik besvaret sit spørgsmål.
"Undskyld, at jeg læsser alt det her over på dig", skyndte hun sig at tilføje, og gav ham en undskyldning. Hun havde lige mødt ham - og allerede fortalt ham noget så personligt. Hun håbede virkelig ikke, at det havde skræmt ham væk

"En alder? Jeg er 16", svarede hun ham smilende. "Du kunne da bare have spurgt", tilføjede hun med et grin. Hun lagde hovedet en anelse på skrå, og betragtede ham stille. Han var køn, og hans forlegne smil gjorde ham virkelig sød at se på.

Jaden lyttede mens hun talte. Normalt var han en man kunne stole på. Han følte sig en smule beæret over at hun overhovedet ville dele det med ham. "Det jeg ked af at høre. Det med dine forældre" sagde han og sendte hende et forsigtigt smil. Da hun undskyldte, sendte han hende et underligt udtryk. "Det gør ikke noget," forsikrede han. "Jeg vil gerne lytte. Men jeg vil ikke tvinge dig til at fortælle, hvis du ikke vil." fortsatte han, og sendte hende endnu engang et smil. Jaden var en forstående person, eller det prøvede han i hvert fald, hvor godt det lykkedes var op til den enkelte. Tilgængeld, tvang han aldrig nogen til at fortælle. Somregel gjorde de det af sig selv, og det undrede ham sommetider, hvor meget folk stolede på ham. Ikke fordi man ikke kunne, bare det at de turde fortælle ham det.

Jaden blev lidt overasket over hendes alder, selvom han havde gættet på, at hun var under 18. "16.." gentog han for sig selv. "Jeg er 20" sagde han så kort efter. Jaden kiggede lidt forsigtigt på hende. Han var uden mærket klar over, at han ikke lignede en på 20. Og til tider opførte han sig heller ikke som en. Men hvad, sådan var det vel. Han lo da hun sagde han bare kunne have spurgt. "Jeg troede, at piger ikke kunne lide at snakke om deres alder?" Sagde han med et glimt i øjet.

"Tak skal du have", svarede Giselle med et taknemmeligt smil på læben. Hun var ikke overrasket over, at han var så forstående. Han lignede på en måde en, som man godt kunne dele sådan nogle ting med, og samtidigt vide, at det ikke kom videre. Men ham her - Jaden - var virkelig en person, som hun med det samme, følte, at hun kunne stole på. Det skete ikke med så mange, første gang hun snakkede med dem, men det var altså sket med ham.

"20?", spurgte hun, næsten for at være sikker på, at hun havde hørt rigtigt. Han lignede da ikke en 20-årig. Hun ville have gættet på, at han kun var et år eller to ældre end hende. Men 4.. Ikke, at det gjorde noget, det overraskede hende bare lidt.
"Umiddelbart ville jeg have troet du var yngre", betroede hun ham med et smil. Så begyndte hun at grine, da han sagde til hende, at han ikke troede, at piger kunne lide, at snakke om deres alder.
"Er det ikke kun hvis de er like.. over 30?", spurgte hun med et grin. Man ønskede sig jo altid yngre, når man kom op i de år. Det var i hvert fald, hvad hun havde hørt andre gøre. Især menneskene - som hendes mor - brugte en masse creme'er og andet, for at holde alderdommen på afstand.

Jaden smilede venligt. "Ingen årsag" sagde han med et oprigtigt tonefald. Selvom Jaden havde været ude for, at nogen misbrugte han venlighed, havde han aldrig stoppet med at være den imødekommende og lyttende type. "Jeg er normalt ret forstående. Eller jeg prøver at være det." sagde hen med et lille grin.

Hvad angik sammensætningen af hans alder og udseende, var han godt klar over, det det var svært at gætte hans alder. "Tjaah, jeg ved godt jeg ikke ligefrem ligner en på 20" sagde han, og smilede forsigtigt. Der var tit store diskutioner om hans alder. Det havde moret ham en hel del at stille sig lidt på afstand og hører hvordan folk gættede, og ramte forkert. Han plejede at være ret forsigtig når han støtte på folk under 18, ikke fordi han troede de var for unge eller ikke kunne tage vare på sig selv, men fordi han var en meget omsorgsfuld person. "Tjooh, måske, men man ved jo aldrig hvor emsige folk er omkring alder" han trak på skuldrene. "Jeg vil jo nødig ødelægge et venskab før det overhovedet er startet" smilede han, som en lettere hentydning til, at han var interesseret i hendes selvskab.

"Det går meget godt for dig", smilede hun, og hentydede til, at han havde sagt, at han prøvede at være forstående, og at hun mente at det var han. Hun havde aldrig mødt ham før, men hun syntes allerede godt om ham. Han var både sød, forstående og omsorgsfuld.

"Det tror jeg, at du får svært ved at ødelægge", svarede hun ham, og hentydede derfor til, at han ikke ødelagde noget, før det var begyndt. Og med det søde og varme smil hun sendte ham, forsøgte hun at fortælle ham, at hun da også ønskede hans selskab. Man kunne aldrig få venner nok, og hun ville hellere end gerne tilføje en som ham til "samlingen". Hun havde ikke særligt mange venner blandt de velhavende. Et valg, som hun selv havde taget det, langt de fleste af dem var snobbede og selviske. Middelklassen eller dem der var under, var meget mere i mødekommende og rare. Måske fordi, de jo ikke - som de rige - kunne klare sig på deres penge. Eller også fordi de ikke havde materielle status-symboler. Uanset hvad, holdt hun mere af dem der ikke havde så mange penge, end dem der havde.