magien på legepladsen

De små hvide snefnug kom dalende ned fra den mørke himmel, så der kun var små sorte pletter tilbage. veje og fortorv var tildækket med et tykt lag sne, og der kom et blødt lys ud fra vinduerne, fra de små huse der lå på den lange gade. Der løs nogle sagte fodskridt ned ad gaden, og en lille skikkelse, bevægede sig let igennem den dybe sne, som var den der ikke.
Det var en pige, med langt brunt hår og en let påklædning. Hun gik i et par elegante lette støvler og en enkel sort frakke, der næsten ikke vejede noget.
Det var Eira, hun havde gået formålsløst rund sådan her det meste af dagen, hun kunne mærke hvordan alle de små børn glædede sig, hvordan familier hyggede og elskede hinanden, men hende selv havde det ikke sådan, hun havde ikke haft en god juletid siden hun mistede sin far.
Som altid når hun var nede gik hun hen til legepladsen, der kunne hun tænke på alle de gode tider, uden at blive forstyrret, især på denne tid af døgnet, for her var alle de små børn blevet kaldt ind efter at have haft en lang dag hvor de havde tumlet i sneen udenfor.
Hun var nu kommet hen til legepladsen, hvor hun kunne se den store snemand, med en fin hat og det hele, som børnene i omegnen sikkert havde bygget. Hun gik stille forbi den, hen mod de to gynger, men stoppede så sig selv i at gå derhen, da hun så en skikkelse på en af gyngerne. Istedet gik hun stille tilbage mod snemanden og stillede sig bag den, for ikke at blive opdaget. Hun sank stille ned i knæ.
Sådan sad hun længe, og for at få tankerne væk fra noget andet end smerterne i benene, fra at sidde ned så længe begyndte hun at nynne en sagte melodi, det var en julesang hendes far havde lært hende da han levede, men hun huskede den ikke så godt længere.

Andrei viste at dette var en dum idé at være ude, når mørket var begynd at sænke sig mest fordi at det var svære for ham at se hvor han så gik. De fleste af hans ar stamme også fra at han var faldet når det var mørkt, nok var han en af de slags som ingen balance havde og tit fald så blev det slemmere når det blev mørkt. Han sad bare på en af gyngeren og så ned på sine fødder imens, så han lag ikke mærke til pigen der var kommet. Før at han hørte den lille nynnen, han så sig lidt omkring og bed sig også kort i læben "hallo?" mumlede han langtid efter, da han var ret så genert og havde derfor svært med at sige noget.