den første jagt - pitch

T: solen er lige gået ned.
S: lige uden for nains inn
V: koldt.
O: luciel og pitch

Med bestemte og målrettede skridt gik luc hen mod nains inn, væk fra den smalle bjergsti de kom fra. hun havde vasket blodet væk med en smule vand og hendes hvide ansigt var lige så smukt som altid.
hendes tøj der var flænset efter slåskampen med pitch viste meget af hendes blege perfekte hud og hun førte sig frem med den sædvanlige selvtillid, grænsende til arrogance.
hun vidste at pitch var lige bag hende og behøvede ikke kigge bagud.

Pitch gik op på siden af hende, og så skeptisk på bjerghytten. "Er det så madkassen?" Han gik lidt nærmere, og så ind af vinduet. Han smilede lumsk. "Det ser jo meget godt ud..." Han gik hen til døren, og så på Luciel. Han slikkede sig om munden, og forestillede sig det, de skulle til at gøre. Savl løb ned af hans hjørnetænder, sulten var vendt tilbage. Han tog tilløb til at sparke døren ind.

hun gik hurtigt hen til ham, lagde beroligende en hånd på hans skulder men prøvede ikke at stoppe ham. ikke denne gang.
- du tager en! og kun en! det er nok selv for dig!
hun så ham i øjnene med en hårdhed der forbavsede hende selv og ventede roligt på hvad han nu valgte at gøre. hun burde kunne stoppe ham, hvilket hun også havde tænkt sig, hvis han gik over stregen.. ligeglad om han så var stærkere end hende.

"Jaja..." Han gik skuffet ind af døren. Af vinduet kunne man se, at han satte sig i baren, ved siden af en ung kvinde. Han snakkede med hende, og de grinte og drak. Efter et kvarters tid rejste de sig, og gik ud af døren. De gik en ti-tyve meter væk fra hytten, og begyndte at kysse. Pitch begyndte at bevæge sit hoved længere ned, og pludselig bed han sig med stor kraft fast i halsen. Kvinden skreg, men kun kortvarigt, før hun faldt om i hans arme.

luc lukkede hurtigt døren bag dem da de gik ud, mens hun selv gik ind. hun valsede hen mod nogle unge mænd der sad ved et bord ude i siden. hun smilede forførende og der var et frækt glimt i hendes øjne. en af drengene kunne ikke tage øjnene fra hende og hun vidste at hun havde fundet sin middagsmad.
med lokkende ord og kys fik hun også drengen væk fra sine venner og med ud. drengen troede at han vidste hvad der skulle ske.. men han tog fejl! grusomt fejl!
hun førte ham hurtigt væk, så han ikke så pigen som pitch havde forført og spist af, og da de først var lidt væk, bed hun ham, uden piitch finesse med kyssene. han nåede ikke at skrige for hun havde vredet halsen over på ham.
da der ikke var mere blod i ham gik hun tilfreds over mod pitch med et stort smil på læben.

Pitch havde stadig pigens hals mellem tænderne, der var stadig blod tilbage i kroppen. Han bar hende, stadig med tænderne i hendes hals, hen til klippekanten. Han betragtede vandet, imens han sugede det sidste blod ud af hendes årer. Så hev han sine tænder ud af hende, og smed hende i vandet. Der var næsten ikke noget blod omkring hende, han havde taget det meste. Så gik han over imod Luciel, imens han slikkede blod af sin hage. "Det var sjovt!" Han smilede til hende, tilfreds med deres måltid. "Er det altid så... Spændende?" Hans vinger kom frem, og foldede sig sammen om hans hals som et halstørklæde.

- nogen gange.. det er helt op til dig selv.. du har kun den sjov du selv laver.
hun så drillende på ham og slikkede sig om læberne for at få det sidste blod med. hun havde blod ned ad halsen og ned over brystet men lod sig ikke mærke med det.
- det var slet i værst af en yngling..
der var dril i hendes stemm, og ordet yngling var tydeligtvis ikke mens som en hån.

"Tak for det, jeg syntes også, det gik helt fint. Men jeg lavede jo noget lignende som dødsengel..." Han Kørte en finger over hendes hals, og slikkede fingeren ren for blod, han var ikke længere sulten, men det føltes så godt! "Hvad så, når folk begynder at lede efter dem?" Han så bekymret på drengen, der lå i en stor blodpøl. "Og bliver han til en vampyr?" Han satte sig ned, og så op på Luciel.

hun så på ham med et forførende glimt i hendes klare smukke øjne. øjne der kunne forføre de dødelige hvis hun ønskede det. da hun hørte det omdrengen ændrede hendes øjne sig.
- han er død.. og forbliver død..
der kom et koldt og hårdt glimt i hendes øjne, der pludslig mindede om diamanter, og hendes stemme var tom for følelser.
med bestemte skridt gik hun over til drengen, tog ham op i sine arme og tog ham hen til en af de mange kløfter. med forstenet ansigt smed hun ham derned og lukkede sit hjerte for lyden af en krop der ramte stenoverfladen.

"Det er egentlig trist, at de går glip af det her..." Han så ned på sine hænder, der var stadig et par dråber blod på. "Hvad skal man gøre, for at de bliver som os?" Han så spørgende op på hende, før han rejste sig op. Hans vinger foldede sig ud fra hans hals, og snoede sig i stedet ned af hans arme som ærmer. Han rodede i sin bukselomme, og hev en pibe frem. Så en lille pose, hvis indhold han dryssede ned i piben. "Har du ild?"

- det er svært at forklare..
hun rystede på hovedet. hun vidste det ikke og havde også selv spekuleret på det nogen gange. men ikke for meget.. det var ikke besvært værd.
- hvad er det de der vinger laver?
hun løftede spørgende et øjenbryn og der var igen morskab at finde i hendes øjne.

"Jeg prøver bare, hvad jeg egentlig kan med dem, og jeg er godt tilfreds." Hans 'ærmer' slangede sig rundt om hans arme, og skiftede hele tiden form og størrelse. Han slikkede sine tænder, for at finde eventuelle rester af blod, men måtte skuffet indse, at han havde taget det hele. Han så stadig på Luciel, han havde stor respekt for hende. Hun var ikke så stærk selv, men hun havde jo skabt ham. Han var ivrig efter at vide, hvordan man forvandlede væsner, han havde en følelse af, at det var det eneste, han manglede at vide for at være... Perfekt.

- ja det kan jeg godt forstå!
hun trådte lidt tættere på ham og rørte ved vingerne der stadogt slangede sig om hans arme. hendes ansigt viste en barnlig nysgerrighed som hun normalt ikke plejede at vise. hun lignede igen en teenager selvom det var næsten hundrede år siden hun havde været teenager.. hendes øjne var glade og vågne og hendes mundvige krænget op i et lille smil. det var svært at se den blodtørstige luciel i den pige der nu stod overfor ham.

"Jeg er nødt til at vide det... Hvad er forskellen på at dræbe og forvandle? Hvor går grænsen?" Han kløede sig i håret, og så ind på hytten. Han havde mest lyst til at prøve sig frem lige nu, men han ville gerne holde Luciel glad. "Hvordan kunne du vide, at jeg ville blive til en vampyr, og ikke bare dø?" Han så op på hende, og hans ansigtsudtryk skiftede langsomt, da det gik op for ham, at det havde hun ikke vidst. Så grinede han, de højere magter var vel glade for ham.

- jeg ved det ikke. havde jeg vidst at du ville blive forvandlet, havde jeg enten dræbt dig helt eller heldredt såret.. nok det første. jeg bryder mig ikke om at forvandle folk..
hun så ned på ham og satte sig også ned på jorden.
- hvordan jeg kunne vide at du ville overleve.. det vidste jeg jo ikke.. det var en slags, hvad siger man, eksperiment..
der var igen et koldt glimt i hendes øjne og den barnlige nysgerrighed forsvandt langsomt, mens den kolde luciel kom tilbage.

Han grinede stadig. "Man må sige, det lykkedes!" Han klappede hende på skulderen, han var virkelig glad for resultatet, i hvert fald denne del af ham. Han spekulerede på, om han mon ville forsvinde, og den irriterende duksedreng ville komme frem, nu, da blodtørsten var væk? Sikkert, men nu ville han altså nyde deres after-party. "Du skal ikke være ked af det, jeg synes, det er fantastisk." Han satte sig ned igen, og smilede.

- hvad med den gamle pitch? engle-pitch..
hun så skarpt på ham og ignorerede hans ros. hun vidste at det var lykkedes.. enda lidt for godt for hendes vedkommende. han var meget stærkere og deres forhold vendte som vinden blæste. hun kunne ikke være rigtigt sikker i hans selskab og det vidste hun.

"Hvad med mig? Ham? Hvis alt går, som jeg håber, forsvinder en af os på et tidspunkt, forhåbentlig englen." Han så bagud, på sine vinger. "Men de her må gerne blive der." Han tog en dyb indånding, og lagde sig på jorden. En smal stribe af blod bevægede sig ned fra hans mund, og ramte jorden under hans hoved. "Jeg er virkelig træt... Men jeg skal nok ikke tage hjem til Milla på den her måde..." Han så ned af sin nøgne, blodplettede overkrop og sukkede. "Kan jeg sove hos dig?"

- jeg har en sjov fornemmelse af at hvis du tager hjem til milla nu.. så kommer du til at tage hendes blod. du har aldrig smagt engle blod, men du så hvordan jeg reagerede.. så ja, du må gerne sove hos mig.. hvis du kan finde dig noget at sove på..
hun rejste sig op og så afventende på ham. det var tydeligt at han var træt og det var hun også selv..
- kommer du? vi har begge brug for søvn..

Han rejste sig op med et dovent udtryk i ansigtet. "Mange tak. Hvor bor du?" Han strakte sig, og gabte, og gik så efter Luciel. Han tænkte over bemærkningen om engleblod, og tanken brændte sig fast i hans hjerne. Engleblod. Han blev sulten igen, men kom hurtigt over det. Men tanken blev hængende. Hvis han forvandlede Milla, ville det løse en masse problemer på én gang... Han slikkede sig om munden igen, og fik også en smule blod med. Han smilede, for bare et par timer siden havde han afskyet vampyrer, nu elskede han at være en... *Men*, tænkte han, *Jeg er kun lige startet.*

- i terre..
hun kiggede sig over skulderen for at sørge for at han var med, og et lille smil spillede om hendes læber. hun kunne se at han kunne lide at være vampyr.. det havde sine morsomme øjenlikke men hun ville nu hellere have forblevet menneske. måske så som et byttedyr, men hun ville ikke behøve at dræbe.
- det går hurtigere med dine vinger.. kan du bære mig?
hun smilede udfordrene til ham og vendte sig mod ham.

Han tog hende om livet, og hoppede op. Han fløj rimelig lavt, han ville ikke risikere at udsætte hende for undertryk. Han havde båret Milla mange gange, så han havde styr på at flyve med passagerer. "Du viser bare vej, når vi kommer til byen." Han følte sig helt anderledes nu, her oppe i luften. NU følte han sig rigtig som et rovdyr, som en stor fugl, spejdende efter sit næste måltid. Da Terre var i syne, fløj han lidt lavere. "Hvor skal vi hen?"

hun fik øje på hovedgaden der snoede sig som et bredt bånd igennem terre og hun så efter butikkerne hun altid plejede at gå forbi. hun fik snart øje på dem, og vidste så hvor de var.
- ned her!
hun hoppede det sidste stykke ned og gik hurtigt over mod en dør malet i grøn. selvom det var helt mørkt havde luc igen besvær med at se den frodige grønne døren var malet med.
hun brugte ikke en nøgle til at komme ind.. brugte den aædrig fandt i stedet en dirk og åbnede hurtigt døren.
hun smilede stort til pitch da hun gik ind og holdt døren for ham.

// tråd fortsættes imorgen :P //