It's like my blood.. (Åbent)

T: Lige omkring 19:37.
O: ingen lige nu.
S: Varmekilderne.
V: Lidt koldt, men solen har været fremme hele dagen.


Hazelin havde været der en gang før, og det havde virkelig været ret dejligt. Hun nød varmen derfra. Og nød at det var vand, selvom det måske virkede lidt mærkeligt. Men hun var hvad hun var, og hun ville ikke ændre det for nogen. Folk måtte acceptere hende som hun var, eller gå deres vej. Det havde hendes fortid lært hende, man skulle huske på hvem man var. Langsomt sneg hun sig ud af sin sorte kjole, og lagde den på jorden sammen med sin bh. Beholdt dog sine trusser på.
Blidt gled hun ned i det lune vand, der gik til over hendes barm. Hun elskede det her sted, der var aldrig specielt mange mennesker her, og måske var det også derfor hun slappede af her. I det hele taget var det her et meget dejligt sted, og hun kunne gå flere forskellige steder hen, så snart hun trængte til at komme af sted til vandet, og varmen gjorde hun heller ikke frøs helt så meget når hun kom op,.
Blikket gled langsomt rundt om hende, hun ville så gerne have lidt selskab, men som sagt kom der næsten aldrig nogen heroppe. Måske kom der en på et tidspunkt, hvis hun blev siddende længe nok, det ville være rart med en at snakke med. På den anden side, var hun jo nøgen.. Næsten i hvert fald. det ville nok være pinligt for hende, men der var ikke noget at gøre.

Måneders papirnusseri og andet irriterende arbejde indenfor Abbadons mure havde sat sit præg på Zanes humør, og det var med stor lettelse, at han endelig havde lagt alle papirerne fra sig og havde forladt borgen for at få lidt luft...

Mens han gik gennem skoven, nød han tanken om sin destination, og hvad denne ville gøre for ham og hans sorte humør.
En tur i de varme kilder ville bestemt gøre godt... og når han på et tidspunkt vendte tilbage til Abbadon, ville han omgående skifte den elendige stol han havde på sit arbejdsværelse ud med en bedre! Mage til rygsmerter havde han aldrig nogensinde haft før...

Det var med et suk af fryd, at Zane trådte ud på klipperne ved de varme, dampende søer der udgjorde de varme kilder.
I starten opdagede han ikke nogen her, men da han havde smidt bukserne og var vandret ud i en af de varme kilder, opfangede han dog duften af et væsen, som han måske havde mødt en gang...

Han slog tanken til side og lod sig synke ned i vandet så det gik ham til halsen.

Dette.. var livet.

Hazelin havde siddet i sine egne tanker, og nydt varmen fra vandet. Det var stadig meget mere afslappende end havet. I hvert fald mens det var så koldt. Så var havet ikke ligefrem det bedste sted at være. Mest fordi at man ikke helt vidste om det kom kæmpe bølger, eller små bølger. Og selvom hun kunne styre havet, var det lige en tand for omfattende at holde bølger væk.

En underlig følelse slog hende, af noget hun kendte. Men alligevel kunne hun ikke finde ud af hvad det var. På den ene side kunne det være vejret, eller vandet.. Eller en person, men lige nu, kunne hun ikke rigtigt få øje på nogen.
Kort efter kunne hun dog skimte en person, og smilte for sig selv. Så selv herskeren kunne have brug for at koble fra. Der var vist heller ikke noget bedre sted end her, varmen og stilheden gjorde det meget nemt. I hvert fald ifølge hende. Hun havde mødt ham en gang før. Og han virkede ret fin at snakke med, men hun passede også på ikke at fornærme ham.. For meget.

“Nyder du vandet?” smilte hun roligt, og havde rykket sig hen til kanten. De spinkle lyse arme hvilede på jorden foran hende, så hun kunne hvile hovedet på dem. Han virkede i hvert fald ret så afslappet. Men det ville hun nok også være, hvis hun havde alt det arbejde.

Asparaens melodiske stemme nåede ham, og han drejede dovent hovedet for at se på hende.
Pigen fra stranden.. vand-aspara, så vidt han huskede.

Han smilede sævt og svarede på hendes spørgsmål:
"Hvis ikke man nyder dette vand, er man enten lavet af ild eller også er man vanvittig..."

Han vendte sig ikke om for at se på hende... det gad han ikke...
Desuden var der ikke det store at se på jo.

Sikke skumle tanker han fik en gang imellem...

"En aften i de varme kilder er... udsøgt." sagde han og strakte sig dovent.

Hazelin betragtede ham smilende, som han drejede hovedet mod ham. Let lod hun hovedet glide på skrå, og smilte venligt til ham. Det kunne han have ret i.

“Det er umuligt ikke at nyde vandet” grinte hun stille, og strakte sig kort, gled lidt tilbage i det lune vand, og nød varmen om sig. Det var også meget mere rart denne aften, måske fordi hun endelig havde et varmt sted at tage tilbage til. Hun satte sig i den anden ende af varmekilden, og betragtede Zane’s skikkelse, lige nu virkede han ikke specielt ond.

Langsomt lod hun blikket hvile på sit tøj, og trak lidt på skuldrene,. Der var ingen grund til at smutte allerede nu, nu havde hun jo fået selskab. “Jeg vil da ikke forstyrre din udsøgte aften her så” smilte hun, og et legende smil hvilede på de røde læber. Måske var det lidt selvmorderisk at lave sjov med en, som alle folk frygtede. Men hun kunne bare ikke lade være.

Han lænede sig op ad en klippe mens han dovent betragtede hende.
"Forstyrre mig...? Det gør du næppe... der er vel plads til os begge to."

Smerten i hans ryg var langsomt ved at forsvinde, og et tilfreds smil bredte sig på hans læber.
Meget godt kunne siges om moderne ting og byer og sådan... men naturen var stadig den uovertrufne vinder i rigtig mange ting - inklusiv healing.

"Desuden ville jeg nok fjerne dit tøj hvis du forsøgte at gå... jeg kunne nemlig godt bruge noget andet selskab end de forbandede aristokrater jeg har ladet Abbadon inficere med..." age han med et drillende glimt i øjet.

Hazelin grinte stille og trak på skuldrene. “Det vil jeg da håbe, ellers skal jeg til at gå hver gang du sidder heroppe” drillede hun mildt og gled let tilbage til kanten nærmest ham, lod kort hånden løbe gennem det lange blonde hår.

For en stund betragtede hun ham tænkende, hun kunne mærke vandet om sig, som havde det alt sammen været inde i hendes hoved. “Hvorfor er du egentlig her i aften?” spurgte hun let, og lod tungen glide ud og fugte læberne. Den kolde luft gjorde altid så der gik hul på dem, og det gjorde faktisk ret ondt.

Let bed hun sig i læben. Og så stadig på ham, nu med et legende glimt i øjnene. “Ville du det? Ej det ville jeg nok ikke sætte pris på.. Der er ret langt hjem for mig uden tøj på” grinte hun smilende, og så kort mod himlen. “Så jeg må vel hellere blive her” sagde hun eftertænksomt, og smilte til ham.

"Jeg er her vel af samme grund som dig. Afslapning." sagde han.
"Al det arbejde gør mig gammel før tid..." tilføjede han så med et smil.

Bemærkningen om afstanden til hendes hjem i nøgen tilstand fik ham til kort at grine.
"Jeg kan forestille mig det ville være både koldt, pinligt og farligt. Så bliv du her og undgå det..." sagde han.

Hazelin grinte stille og nikkede for sig selv, “Jaa du har nok ret.. Afslapning er en skøn ting” sagde hun let, og kørte en tot hår bag sit øre. Så tænkende på ham, “Gammel før tid.. Ej det tror jeg ikke på, du er med garanti ældre end de fleste tror” grinte hun let.

Hun så tænkende på ham, og trak ganske svagt på skuldrene. “Ærligt sagt, så er det farligt for mig, uanset hvor meget tøj jeg så har på” sukkede hun og lænede sig lidt tilbage,. Lod sig synke ned i det lune vand, så resten af håret og hendes ansigt blev vådt, inden hun dukkede op til kanten igen. “Men.. Sådan er det” smilte hun.

Han lænede sig tilbage og smilede lidt.
"Ja.. Di Morga er et farligt land, og Terre er en af de mest voldsramte byer i Europa..."
Tanken om det fik hans øjne til at lyne af vrede.
De forbandede, laverestående, slavehandlende, savlende skvadderhoveder der løb rundt i gaderne og myrdede, voldtog og alskens andet ondskabsfuldt... de ville komme til at føle hans fulde vrede... meget snart...

"Det skal nok blive bedre..." sagde han så, måske til sig selv, måske til Hazel...

“Jaa det mon man sige” mumlede hun stille og lukkede kort øjnene. Nød stilheden om dem. Hun elskede virkelig at være ved vandet. Og det gjorde ikke så meget, at det var koldt om dem. Hun havde jo sit tøj. Medmindre at Zane han fjernede det. Det havde han jo truet med hvis hun gik.
Hun så tænkende hen mod ham igen, lidt efter,. Og trak svagt på skuldrene. “Jeg er bange for.. Jeg ikke helt tror på det.. Men du må jo vise mig noget andet en dag så” drillede hun smilende, og pillede lidt ved en sten der lå foran hende. Hun kunne godt li Zane, han var rar at snakke med.

Hendes svar irriterede ham... men på den anden side forstod han hende godt.
Terre var plaget af voldsomme problemer... problemer som det krævede en særlig indsats at stoppe...

Han sukkede.

Hans plan måtte snart udføres... og med stor hast.
tanken om dette fik ham til at smile skævt.

"Jeg tror du vil blive overrasket..." sagde han så.
Han vidste at hun havde ret i at hun konstant var i fare... målene for volden var tit unge, smukke piger og kvinder...

"Du tager det nu ellers meget stille. Sådan virker du ihvertfald." sagde han så.

Hazelin så ham smilende i øjnene, og lod hovedet glide lidt på skrå,. “Det er ikke fordi, at du er en dårlig leder. Men bare fordi din by, trænger til at du tager hånd om den, fra den tidligere leder” sagde hun mildt. Og bed sig forsigtigt i læben. Det var jo ikke hans skyld, den tidligere leder var ond. Og ligeglad ikke mindst. Det måtte Zane jo bare bøde for nu.
Blikket hvilede for en stund på ham, hun sukkede lidt for sig selv. “Zane at jeg bevæger mig ud.. Nu.. Er så stor en fare som det overhovedet kan blive. Jeg er måske dumdristig.. Men om jeg i dagslys eller mørke, er chancen lige stor, for at jeg kommer til skade” sagde hun mildt. Og så tænkende mod himlen, “Hvis jeg skulle gå og bekymre mig altid, ville jeg jo aldrig komme ud vel?” svarede hun drilsk.

Hendes ord var sande... og han vidste det godt.
Di Morga var et bedre sted før Ma'lakel og Scars... den første gang han selv sad på tronen...
Og nu måtte han rydde op efter de to psykopater...

Da Hazelin sagde de sidste ord, vendte han blikket mod hende.
"Du har en god indstilling til det..." sagde han og smilede til hende.

Så løftede han hænderne, mumlede et par ord på Sortelvisk, og lukkede øjnene.
Han mærkede hvordan den magiske energi fløj igennem ham og samlede sig mellem hans hænder.

Et lille lysglimt kom til syne, og da det forsvandt, hang der en sølvkædemed et blåligt skær i luften mellem hans hænder.
I kæden hang et vedhæng af obsidian. Det var formet som en lille drage, som knugede en lille, blå safir i kløerne.

Zane viftede kort med den ene hånd, og halskæden svævede over mod Hazelin.

"Det er sjældent at jeg møder folk som dig... så her er en lille gave. Den vil gøre dig i stand til at kontakte mig, når som helst og hvor som helst. Det eneste du skal gøre, er at sige 'Nym'uer uns'aa, Zane'... så vil jeg høre din stemme, og komme til dig så hurtigt jeg kan. På den måde vil du være en af de mest sikre væsener i Di Morga. Et væsen under min personlige beskyttelse."

Hun grinte for sig selv, og trak opgivende på skuldrene. “Hey.. Folk går hele livet, og er bange for at blive voldtaget eller banket. For så at blive kørt ned af en bil en dag ikke. Det kan jeg bare ikke, jeg er nok lidt for stort et frisind til det” sukkede hun glad. Og lod fingrene løbe gennem vandet en gang,. Hun bed sig i læben. Måske var det fordi, at hun var en aspara, de var lidt mere.. Frie i tankerne. Ikke så bekymrede.
Da han pludselig virkede lidt fraværende, og derfor ikke til at høre hende. Lod hun et par nysgerrige blå øjne hvile på ham. Gad vide hvad han lavede. Alt ved ham gjorde hende nysgerrig. Måske var det fordi han var den race han var, eller om det var fordi at han var lederen over dem alle, var ikke helt til at sige for hende.
Da han pludselig sad med en halskæde i hånden, så hun en anelse forbavset ud. Tænk at han virkelig kunne det. Gad vide hvordan han havde gjort det. Hvor vildt. Hun lod langsomt tungen glide ud, og fugte læberne.
Da den fløj hen imod hende, tog hun den langsomt. Og betragtede den. Den var virkelig flot. Forsigtigt tog hun den på, og så hen mod ham. “Tusind tark Zane. Det rart at vide,” smilte hun blidt, og betragtede den blå sten, dragen holdt. Den havde sådan en pæn blå farve. Hun vidste ikke helt hvorfor hun fortjente det, hun var jo bare den hun var. “Jeg kan jo ikke en gang sige, at jeg vil hjælpe dig, hvis du får brug for det” grinte hun let, og himlede med øjnene af sig selv. Det ville også lyde dumt. Sige til en magtfuld mand, den stærkeste faktisk, at hun gerne ville hjælpe ham.

Han smilede lidt over hendes ord, og sænkede igen sine hænder ned i det varme vand.
"Det betyder intet for mig at du ikke vil hjælpe mig. Du har vist dig som en person med viljestyrke... og det kan jeg respektere. Det, og så det faktum at du tør tale til mig helt almindeligt, og tager min barnlige trussel om at tage dit tøj med et smil... det gør at jeg kan lide dig. Du er... hvad siger de unge mennesker nu om dage... nåh ja... sej." sagde han.

Han strakte sig lidt og gabte.
Fandens til trættende arbejde han havde valgt sig...

Hazel grinte for sig selv. “Jeg ville gerne hjælpe.. Men af en eller anden grund, virker du ikke til at have brug for hjælp” sagde hun mildt, og lod hovedet glide en anelse på skrå. “Alsa.. Hvis man ser bort fra din ryg.. Jeg kan godt hjælpe dig med den, hvis du vil have det” sagde hun mildt. Og lod blikket hvile på ham. Hun havde lært at massere folk, med hjælp fra vandet, og det kunne fjerne en smule af den smerte der er.
“Du nu også meget… sej” drillede hun glad, og strakte sig. Hun kunne godt li at han ikke virkede overlegen. Det kunne hun også godt li ved ham første gang. Det var sjovt.
“Du burde tage hjem senere, og spise noget god mad, og drikke en flaske rødvin” smilte hun tænkende, og betragtede ham. Han lignede virkelig en der trængte til at bare at slappe helt af. Og det kunne hun godt forstå. Hvis han kæmpede sådan for, at ordne byen igen, og klare alle de ting der skulle klares, var det klart man blev træt.