A Toast To Blood With Blood..

Rungende musik, fyldte de ellers så tomme gange og lod en næsten elektrisk følelse gennemstrømme Quatre Hotel. Selv de af værelserne der lå længst væk, nød godt af de rytmiske melodier, der spandt sig vej igennem væggene og ind i folks øre. Der var næsten noget hypnotisk over, måden musikken kunne skifte fra reggae til klassiske; uden at gå et eneste gear ned. Det var tydeligt at personen der havde booket hotellet, var ved at holde en fest, der uden tvivl ville sørger for at både fornavnet og efternavnet, ville være på alles læber den kommende dag. I aften var Quatre nemlig fristedet for en gammel hjemvendt sjæl.

Quatre's præsident suite var proppet til det maximale, folk kunne ikke undgå at støde ind i hinanden. De fleste prøvede af al beherskelse, ikke at virke alt for ivrige, når de nu af og til bumpede ind i en ukendt person. Det sidste de ville, var jo at virke desperate. Det fascinerede hende, at se endnu et mærkværdigt lille ritual, blive udvekslet, imellem diverse mennesker omkring hende.
Alt lige fra de høflige undskyldninger, der senere blev erstattet af drinks, der skulle bevise at man skam ’virkelig var ked af det’ og at man selvfølgelig ikke bare ville drikke en underbordet. For til slut at tage sin erobring med hjem.

Ja, alt dette, blev anset som et kulturchok, for den ny-tilflyttede Felicía Cervantés. Hun havde ikke trådt en fod i Di Morga i flere årtier og med den vaklende krigstilstand der var kommet; havde det kun forstærket hende i at blive væk. Men nu var hun så vendt tilbage, tilbage til det sted hvor hun 'hørte til'.
Hun lod en rolig hånd strejfe det lysebrune hår, mens hun iagttog de mange dansende mennesker, aldrig havde hun nogensinde set mennesker, vampyrer, dæmoner og diverse andre væsner: samles i ét sted, uden blodudgydelse. Selvfølgelig vidste hun, de fleste vampyrer dansede med menneskene, udelukkende for at kunne drikke af dem senere. Men hun fandt det stadig mærkværdigt, som om hun afventede, at der skulle udbryde tumult hvert sekund nu.

Felicía rystede med et let smil, på hovedet af sin tankestrøm, hun havde været iblandt vampyrer længe. Hun havde næsten glemt at, ikke alt havde et underligende motiv og at race adskillelsen lå fortiden til. Hun valgte derfor at tage imod et glasvin og skåle med den nærmeste fremmed, med et venligt smil markeret på de ellers så skarpe kindben. Som en hyldest til de nyere tider.
Hun drak glasset færdigt, sneg sig hurtigt udenom en dans, før hun skyndte sig tilbage på sin plads ved baren/minibaren. Hun gjorde tegn til bartenderen, om at hun ville bestille og bestilte et glas af deres fineste blod. Hvorefter hun roligt sippede til det, mens hun så ud imod den voksende menneskemængde. Et tilfredst smil, gled henover hendes ansigt. Inden aftenen sluttede, ville hotelværelset der nu, var så fuld af liv; være malet i blod. Festen var virkelig hendes velkomst værd.

Felicía kastede et kedsomeligt blik på sit tomme glas, før hun så imod det store ur der hangover hoveddøren; et roligt smil bredte sig på de bodorøde læber. Indvendigt havde hun det som et barn, der så ængsteligt ventede på at få lovt til at åbne sine julegaver, dog var det slet ikke til at se på hendes foruroligende rolige facade. Felicía havde det med at være ekstremt svær at tyde, specielt hvis det kom til ansigtstræk og kropssprog. Det var trodsalt en kunst, hun var blevet oplært i fra barnsben; ingen kom nogensinde, til at se hvad hendes spekulative sind, gemte på, medmindre hun selv tillod det.

Felicía's fine skarpe bodorøde negle, stod i enorm kontras, til hendes snehvide hud. Det var tydeligt for en hver, der havde en smule historisk viden, at Felicía uden tvivl, var af fineste blod; nemlig Daeva. Kendt for deres sensuelle skønhed og intellekt, i besiddelse af en aura som ingen anden, var hun af en sjælden, men uddøende race.
For at få tiden til at gå, lod hun sin ene finger kradse bardisken.
Til de omkringståendes store overraskelse, begyndte manden bag bardisken, langsomt men sikkert, at blive trukket i Felicía's retning; i takt med hendes fingers bevægelse. Manden så på hende med store øjne, men så ikke rigtig alvoren i hendes lille leg, det var tydeligt han havde fået drukket en del og dermed hæmmet af alkoholen i sit system. Da han endelig stod foran hende, med måbende mund, tog hun sin finger væk fra disken med et kækt smil.
"Det var sku noget af et trick, lille dame!"

Han begyndte at skraldgrine højt, en lyd der gav Felicía kuldegysninger, på samme måde som andre kunne få det når man kradsede på en tavle. Hun slog det dog hen, da manden jo trodsalt var så fuld som man nu kunne blive. Med et roligt, ja, næsten dyrisk glimt i øjet, smilte hun og låste hans blik fast med sit eget.
"Jeg kunne godt tænke mig en refill. Kunne du være så venlig og række mig kniven, i det venstre hjørne, den højre skuffe."
Hun små grinte, som var det, det absolut mest normale at spørger om og til sin egen forbavselse nikkede han kort før han gik over, hentede kniven og rakte hende den. Hun lod vurderende sine ravguldøjne glide henover knivens lange skafte, før hun med et næsten drilsk smil rakte ham kniven igen.
"Hvor er jeg dog uhøflig, her. Du må selv få æren af at skære din pulsårer midtover."

I et kort splitsekund, glemte Felicía manden og så over imod sin venstre side. En af tjeneste pigerne havde gjort et rimelig stort nr. ud af en af de mange mænds sjofle handlinger. Hun iagttog hende kort, hvordan hun vrikkede hans arm om og hvordan han efterfølgende stak af ind i toilettet. Felicía's øjne blev smalle, hvis ikke katteagtige, da hun med sit særlig sæt øjne, zoomede ind på pigen. Hun tog en rolig indånding og fik hurtigt færten af hvad hun var, hun var nemlig som Felicía selv en vampyr. Hun satte undrende hovedet på skrå, da der kun var blevet inviteret fem vampyrer med til hende fest, alle fem nogle hun var vokset op med og som sikkert selv var i gang, med at for tiden til at gå, med noget værre end hvad hun selv havde gang i. De var sikkert ligeså ængstelig som hun selv var..

Hun vendte hurtigt sit blik tilbage på bartenderen og opdagede at han kort havde løsrevet sig fra hendes magi, i det hun havde fokuseret på noget andet. Han var tværs igennem baren, imod døren da hun med en hurtigt bevægelse trådte ned i jorden og dermed direkte på hans skygge. Hendes ravguldfarvede øjne var dækket af det lysebrune hår, men det var ikke svært at se, det legende smil der spillede op på hende læber.
"Du skylder mig en drik Steve."
Hun trak med leende stemme, sin fod tilbage, så han var tvunget til at gå baglæns. Da han atter var foran hende igen, opdagede hun at han næsten var blevet ligeså bleg som hende selv. Dog lagde hun ikke vægt på det og gav ham igen køkkenkniven.
"Husk nu, over glasset og ram nu forgudskyld din pulsårer rigtig."
Hun signalerede med et smil, hvordan man gjorde ved at kører sin skarpe negle henover sit eget håndled. Da han begyndte at skære, så Felicía bare på ham med et fascineret blik, hun var da også taknemmelig for den høje musik, der var med til at overdøve hans sjælepinende skrig.

Felicía's øjne forblev deres normale mærkværdige farve mens, hun roligt granskede det nu næsten fyldte glas. Da hun skulle til at tage det op til læberne, mærkede hun en feminin hånd, på sit eget håndled. Den normale reaktion i sådan et tilfælde, ville normalt være at kigge på personen der havde om håndledet, men Felicía rørte sig ikke ud af flækken. I stedet lod hun sit blik hvile på glasset, med et venligt, ja næsten forstående smil. Hun vidste udmærket hvem der havde taget fat i hende, på samme måde som hun kunne fornemme en mindre forandring ved hende. Felicía forstillede sig hvor fristende det måtte være, duften af blod var jo trodsalt euforiserende for enhver vampyr, hun måtte indrømme at hun dog selv kun havde den følelse, for rent og urørt blod. Efter nogle sekunders brød Felicía stilheden.
"Miss. Jeg vil råde dig til at give slip på min hånd."
Hendes stemme bar intet faretruende i sig, og lød på sin vis ret diplomatisk. Hun vendte endelig sit blik imod hende, og lod de syrlig ravguldøjne falde på kvinden, der så dristigt havde lagt hånd på hende, uden at forstå hvor stor en ting det var at bryde en vampyr's 'personal space' for så at sige.
"Der er ingen grund at blive håndgribelig, før du overhovedet har stillet spørgsmålet."
Det kunne anes at Felicía ikke ligefrem fandt hændelsens rækkefølge passende, men det gjorde hende heller ikke det helt store igen.

Hun satte hovedet på skrå og så næsten forundret på pigen. Havde hun ikke fået kontrol over sin blodrus endnu? Det måtte vel betyde hun ikke var født vampyr, men i stedet var blevet forvandlet ved bid. Felicía begyndte at kigge på sit vinglas som var det hendes næste træk, men hun trak dog i stedet på smilebåndet da pigen bad hende om at gå med mindre hun havde en aftale med mennesket. I det selv samme øjeblik pigen færdiggjorde sin sætning, dukkede to skygger, som ikke var hendes egne, op vedsiden af hende.Felicía's iskolde blik faldt på dem, i det hun med en rolig bevægelse rystede på hovedet, hvorefter de spredte sig til to hjørner. Hendes blik faldt i stedet nysgerrigt på pigen.
"Jeg vil gætte på du enten er en af de nye medarbejder eller at det bare er første gang du har set dette til en fest. Nevertheless kan du ikke smide mig ud, da jeg har en speciel aftale med din overordnet."

Venligheden blegnede ikke fra hendes smil, dog overraskede pigens reaktion hende en smule, mon det var frustrationen over den hurtigt spredende duft af blod, der langsomt arbejdede sig ind i hende og dermed gjorde hende sulten.
"Hun tvang ham ikke til noget. Hun førte hverken kniven, havde ham bundet til en pæl eller truede ham. Han gjorde det af egen fri vilje, hvorfor? måske havde han skyldfølelse over noget han havde gjort?"
Piérre dukkede op fra en af sine mange skygger, og begyndte som altid at plapre. Dog havde han ret, der var jo i praksis intet bevis på hun havde tvunget ham. Han lod som altid en rolig hånd, køre op af hans sleeve tatoveringer, med sine markerede mørkebrune øjne fæstnet på tjenestepigen.
Felicía lod ham dog ikke beholde styringen alt for længe, hun smillte undskyldende til pigen og tilbød hende i al venlighed hendes glas blod.
"Jeg tror du trænger mere til det end jeg selv gør, her"

Hun rakte hende glasset og begyndte så at snakke med en rolig dog fast stemme.
"Ja dette er min fest og dets formål er at fejre min hjemkomst tilbage til min fødeby. Alle de her mennesker du ser foran dig, er ikke fra Di Morga, de er gaver tilsendt fra forskellige lande og de har hver især deres egen smag."
Hun så sig roligt omkring, da der var en mangfoldig blanding af mennesker, blodtyper og eksotiske sanseligheder.
"Hvis du tror jeg har dem her som gidsler, er jeg ked af at måtte fortælle dig at du tager fejl. De ved alle sammen hvorfor de er her, for de har nemlig alle sammen noget tilfælles; et dødsønske."

Da pigen fulgte op med at forklare hvad der ikke var tilladt og advarede med at hun ville få at bestille med hende, hvis hun brød reglementet.. Sad ikke just godt med Felicía. Hun håbede pigen mærkede at hun virkelig skulle træde varsomt med sine trusler, for trusler var en af de få ting der kunne irriterer hende, der var nemlig en fin linje imellem at være respektable og håndhævende eller snobbet and looking for trouble. Dog var hun ikke sikker på hvilken side af linjen pigen hældte til endnu, så hun valgte at tro på den første frem for den anden.
"Svaghed? For blod? Jeg er ked af at måtte skuffe dig endnu engang, men jeg har skam fuld kontrol over mig selv, dog ville den næststørste trussel i suiten næstefter Piérre, højst sandsynligt være dig."
Piérre måbede med et næsten uskyldigt blik plantet i de ellers så djævelske øjne, Felicía kunne ikke lade vær med at ryste på hovedet med et smil.

Men det var tydeligt, at hvis pigen ikke drak glasset og fik dæmpet sine nerver, var der ikke tale om hvordan tingene kunne komme til at se ud. En ting var dog sikkert, Felicía ville uden tvivl begynde at se rødt, hvis nogen åbnede en af hendes gaver før hun selv kom til. Men pludselig slog en anden tanke hende.
"I praksis behøver i ikke engang gøre min suite ren, her skal nok være spotless, når jeg tager afsted."
Hun lod igen sit blik hvile på pigen og nikkede med et hjælpsomt smil, det var vel det sidste de kunne gøre, efter at have party crashed suiten som rockstjerner.

Felicía blev overrumplet af pigens pludselig behandlings-skift, dog var det ikke til at tyde, hendes blik faldt i stedet på tjenestepigen med et nærmest undrende glimt gemt i de ellers så lyse øjne. Hun var normalt vandt til at forudse hvilke træk folk ville fortage sig, men med denne pige havde hun intet kunne forudse og det havde fanget Felicía's fascination. Noget opfattede hun dog, denne pige havde noget at miste. Det pludselig skift i hendes væremåde, skyldtes ikke af frygt for hende, men frygten for at miste noget, noget hun værdsatte. Et mindre smil spillede op på Felicía's læber, i det hun rystede på hovedet med et venskabeligt smil, der overraskende nok kom naturligt.
"Du behøver ikke undskylde."
Felicía hoppede ned fra sin barstol og bukkede sig indover pige, for at læse hendes navneskilt.
"Kajika."
Navnet havde bestemte en velkendt klang over sig, som om hun havde hørt det blive sagt før. Med et roligt smil holdte hun, hendes blik fast, før hun igen begyndte at tale.
"Det er en mindre bagatel, som du ikke behøver at bekymre dig om. Vi begår jo alle fejl."
Felicía nikkede næsten eftertænksomt, hun påmindede sig i sit stille sind, at det sidste udsagn, langt fra var noget hun selv troede på. Dog forblev det den mest udbredte filosofi og derfor havde hun intet imod at benævne den.

Felicía's blik faldt pludselig på Piérre, hans indiskrete opførsel med diverse kvindelig mennesker, opbrugte langsomt hendes ellers så tålmodige sind. Man kunne næsten tyde kvalmen i hendes blik, i det pigerne bogstaveligtalt kastede sig over ham. Han fangede kort hendes blik, opfangede hurtigere hendes tanker og skyndte sig med et at trække sig væk fra dem og tilbage over ved hendes side. Men han blev mødt af en uventet reaktion, hun gik et skridt tilbage uden at fjerne sit blik fra ham.
"Tag gæsterne tilbage Mansion de Cervantés, jeg har mistet min appetit."

Hendes isnende tone var ikke til at spøge med, og det blik der fulgte efter kunne uden tvivl dræbe, den eneste grund til det ikke gjorde; var fordi hun vidste det ville gå imod hendes forældres ønske. Piérre åbnede munden for at forsvare sig, men lukkede den hurtigt igen, da han huskede hvordan det var gået ham, sidst han havde prøvet på at forklare sig ud af sådan en situation. Han tog i stedet mikrofonen, forklarede folk at de skulle tilbage til huset og vente på Felicía der. Da folk så småt var begyndt at forsvinde, sukkede Felicía med et næsten lettet smil.

Da Kajika sagde hun ingen interesse for almindeligt blod, kunne Felicía ikke lade vær med at le. Dog var det ikke en ond og hånende latter, men en mild bekræftelse.
"Hvorfor har jeg en fornemmelse af at din smag, er lidt dyrere end hvad du måske giver udtryk for?"
Hun så over mod mini baren og de mange rødbeklædte flasker, før hun hurtigt fik hoppet over disken, for at tjekke de forskellige blodtyper på flaskerne. Et glædeligt smil bredte sig på Felicía's bodorøde læber, da hun fandt en gammel vinflaske med blodet fra hendes ynglings væsen, næstefter vampyr.
"Jeg, selv har en speciel forsmag for Dæmon-blod, det har også en stærk tindens til at styrke mine.. Evner?"
Hun rettede sig op en smule undrende, det havde nemlig en kickstartende effekt på hendes magi, dog forstod hun ikke hvorfor hun fortalte dette til hende, en person hun ikke havde kendt i mere end fem minutter og som nu havde viden folk som havde kendt hende i flere årtier ikke engang havde.

Da Kajika igen begyndte at undskylde, og derefter valgte at gøre hvad hun følte var på sin plads; gå. så Felicía skarpt op fra bordet, det type blik der kunne få hårene på ens ryg til at rejse sig. Hun tog et enkelt skridt og gik derefter direkte ud af Kajika's skygge, så hun stod foran hende. Felicía blødte hurtigt op i et mildt træk på smilebåndet, før hun med et småt suk sagde.
"Hvis nogen burde undskylde, tror jeg vidst nok det burde være mig. Jeg burde have taget hensyn, til det faktum at ikke alle medarbejderne er hærdede og vandt til at se sådanne fester i øjne."
Hun små grinte, før hun med en rank ryg bukkede med et undskyldende nik. Det var tydeligt at Felicía's ungdommelig udseende og hendes fine æstetiske manner ikke hang sammen.
Felicía så afventende på hende, før endnu en sandhed gik op for hende; hun havde ikke engang præsenteret sig. Hvis hun havde været et menneske, var dette nok det perfekte tidspunkt til at rødme, i stedet valgte hun at række sin hånd frem.
"Mais non, mit navn er Felicía Cervantés. Mig en ære at møde dem."
Hun smilte og holdte sin syrlig ravguldøjne roligt på hende.