Dont i know you? .... Is it... (Hazel)

Tid: Lige omkring 20:30
Sted: Khá's mørke slot
Omgivelser: Slotsgården uden noget rørte sig ud over aftenvinden.

Solen var stille ved at gå ned så det så nærmest så ud som om ild kælede for slotsmuren. Ikke en eneste af de udøde tjenere var tilbage. Khá havde sat dem alle fri som bod. Nok havde han brugt lang tid i Skærsilden og var blevet tilgivet af Gud. Nok var han blevet genfødt som Seraph, men der var stadig mange ting han manglede at gøre op for hvis man spurgte ham. Det første store skridt var at sætte samtlige tjenere fri. I gården var der graven for hans butler men også ældste ven. Det var et stort tab for Khá at sætte ham fri men det var det rette at gøre. Der var mange gange hvor Khá savnede Bach, men smilede ved tanken om at Bach nu var fri. 
Som det næste projekt, ville han renovere slottet til noget en kende mere lyst men stadig med præg af hans fortid for at minde ham om hvad han en gang var. 

Denne aften gik med at bygge en ny pavillion til slotsgården. Dette blev gjort med god gammeldags håndkraft for at lære ham selv tilfredsstillelsen i at gøre det selv. Den eneste lyd der rørte sig i slotsgården denne aften var slagene fra hammeren og lyden af enten en kniv der snittede eller en sav der gjorde endnu et stykke træ klar. Intet på ham afslørede lige nu at han var Engel. Han lignede bare en smuk mand der hyggede sig med at arbejde i træ. En smuk mand der havde en stor lighed med Connor. Men hans hår var langt og blond. Det her var bare det første projekt i at genskabe slottet lige som han selv var genfødt.
Han tørrede sveden af panden og satte sig hen til et bord hvor han tog sig en tår cola og kiggede på det han havde nået indtil nu. Han nikkede ganske tilfreds og smilede. Han var så småt begyndt at finde sig til rette i sit nye liv. Men det var stadig som om noget manglede

Hazelin havde nydt den sidste tid. Solen var ved at komme frem igen og det gjorde det nemmere at være positiv. Stille bed hun sig i læben og så mod himlen, solnedgangen var utroligt smuk denne aften. Af en eller anden grund havde hun svært ved at nyde det fuldt ud alligevel. På nuværende tidspunkt vidste hun ikke helt hvad det var, hun havde en ide om det, men hun vidste det ikke. Det var efterhånden længe siden hende og Connor var gået hver til sit, hun huskede ikke hvad der gik galt, men regnede et eller andet sted med, at det var sådan han helst ville have det. Hun kunne ikke tvinge folk til ag være sammen med hende, og alt i alt var det måske også meget godt. Ensomheden var svær at vænne sig til, men det blev nemmere som dagene gik.

Denne sene dag gik hun alligevel forbi slottet. Det virkede næsten til at stå tomt, og tanken gjorde hende underligt nok lidt trist. Ikke fordi at der var stille derinde, men fordi det betød at han var rejst. Hendes hår var løst og bølgede ned til lænden, hun havde et par almindelige stramme blå Jeans på, en sort jakke der nåede midten af hendes lår, og et par sorte støvler. Det var jo ikke helt sommer endnu og hun havde ingen planer om at lægge sig syg. Det var noget af det hun hadede allermest.

En spinkel hånd lod fingrene glide henover muren mens hun gik forbi den. Eftersom at der sikkert ikke var nogen derinde mere, var der ingen grund til at prøve at komme ind. Da hun nåede den store port, lod hun fingrene hvile mod tremmerne. En lyd fangede hende, men da hun så rundt for at finde kilden til denne lyd, holdt den op. Svagt hvilede hun panden mod porten og lukkede øjnene. Jovist savnede hun ham, men hun var bare nødt til at komme over det. Komme videre. Stille lod hun øjnene blive åbnet igen, og trak sig væk fra porten. Kastede blikket op mod slottet, inden hun vendte rundt.

En underlig fornemmelse han ikke kunne forklare, rørte på sig og han vendte undrende blikket mod den lukkede port. Han var ikke sikker på hvorfor men han spurgte højt: "Er der nogen?" Da der i første omgang ikke var noget svar, trak han på skuldrene og gik videre med arbejdet. Det var ganske vist en stille opgave men grundet den store tomme slotsgård var lyden af hammerslagene meget tydelige. Han var meget metodisk når mejslen udarbejdede detaljerne i træet. Det blev ikke helt lige, men han var også for nyligt begyndt at arbejde med træ på den her måde. Der var lang tids øvelse i vente til han blev rigtig god. 

Hvis man havde bare lidt skarpe sanser, ville det også lyde lidt som om han gik og snakkede med sig selv. Han vendte blikket over mod Bach's grav og stoppede med at hamre. Han sukkede dybt og sagde lidt vemodigt: Hvis bare du havde været her gamle ven... Ja jeg ved godt det er min egen skyld jeg er alene.... Du har ret, det har du altid haft... Jeg ved ikke... Måske er det meningen jeg skal være her selv... Han gik videre med arbejdet og begyndte at synge lavt. Det lød som en sang fra Phantom of the Opera men det var lidt som om han ikke kunne huske de fleste ord eller også var det bare arbejdet der overdøvede. Han var næsten færdig med at udskære træet inden han skulle i gang med at male det.

Han tog et par skridt tilbage og smilede stort. Han stod med hænderne på hoften og sagde rimelig højt: "Ja ja ja.... Jeg kan jo godt. Sådan da. Nu er du vist klar til at blive malet.
Han sendte endnu en gang et forsigtigt blik mod den store port. Han håbede lidt der var nogen

Hazelin begyndte at nynne en smule for sig selv. Hun hørte godt stemmen der kaldte, men hun genkende den ikke. Heller ikke manden der kort var synlig for hende. Tøvende bed hun sig i læben, og så en smule ned. Hun savnede ham.. Meget. Men han var nok kommet videre, eftersom hele slottet virkede til at stå tomt. Alle de udøde var væk, og hun havde ikke set nogen overhovedet andet end den mand der gik og arbejdede derinde. Let strøg hun hånden gennem sit hår, og lod hovedet glide en smule på skrå. Virkede en smule tænkende, måske hun kunne prøve at spørge manden hvem han var? Hvor Connor var.. Men det ville også virke som om hun var lidt stalker agtig. Hun ville heller ikke være irriterende, og hvis han virkelig ville væk fra hende, ville ham manden vel slet ikke svare?

Opgivende sukkede hun og gik en smule væk fra lågen igen. Til sidst vendte hun dog om og gik hen til lågen. Lod hænderne holde om stængerne på gitteret. Kunne høre at han gik og arbejdede og sang for sig selv, han virkede faktisk ganske glad. Måske det ikke kunne skade at spørge.. Han ville nok ikke blive sur på hende, og hun ville jo ikk være ond. "Undskyld men.. Er Connor her stadig? Jeg ved godt at.. At jeg ikk er sammen med ham mere, men jeg ville bare.." Hun tav og så en smule ned i jorden. Sukkede lidt igen og rystede på hovedet af sig selv.

"Bare glem det.. Undskyld jeg forstyrrede dig i dit arbejde" sagde hun forsigtigt og smilte lidt imod ham inden hun gik væk fra lågen. Hun følte sig en smule dum, og ville ikke risikere at ydmyge sig selv endnu mere.

Han kiggede på hende med sine smukke smaragd-grønne øjne og smilede til hende imens han tørrede sveden af panden. Han sagde i første omgang ikke noget da han så hvem der talte til ham. Han troede hun for evigt var væk. Men her var hun... Han kunne ikke tro det... Hvis man kom tættere på ville man nok kunne genkende Connors øjne men denne gang med en meget svag gylden glød. Han smed nærmest værktøjet fra sig og sagde lidt flovt: "Nej nej kom endelig ind. Må jeg ikke byde dig noget at drikke? Jeg har alligevel en kort pause inden jeg skal male.


Han skyndte sig hen og åbnede lågen for hende så hun kunne træde ind hvis hun gerne ville. Ganske kort kom deres hænder til at røre hinanden og det var som om hans krop kunne huske hendes kærtegn bare stærkere end før. Han fik kort en masse billeder af den tid de før havde sammen. Det var som om han fik alle minder tilbage på en gang. Det var meget overvældende men han gjorde hvad han kunne for ikke at vise det. 
Connor? Ja det navn sagde ham noget.... Det var hans jordiske navn en gang...  

"Kom endelig indenfor... Jeg har en kold cola hvis det er" Han ville ikke sige hvem han var da han ikke vidste hvordan hun ville tage det men en del af ham håbede virkelig hun kunne genkende ham. Selvom han ikke viste hvad han var lige nu, var han utrolig flot og muskuløs med langt gyldent hår. Og selvfølgelig de smaragd-grønne øjne. Det var nok det der viste mest lige nu hvem han virkelig var. Det var først nu at det reelt set gik op for ham hvilket mønster han havde udskåret på pavillionen. Det lignede utrolig meget en pavillion han fik lavet til dem da de skulle giftes for så lang tid tilbage

Hazelin så ham tænkende i øjnene, noget ved ham var meget bekendt, men det kunne umuligt være Connor selvom han åbnede før hende. Han kunne vel ikke bare bestemme hvem der kom ind. Alligevel gik hun langsomt med ham ind, og så sig omkring. Der var utroligt stille, det var hun slet ikke vant til, men der virkede som hjem. Hun havde savnet stedet, havde savnet at gå rundt på slottet. Tænkende så hun på det han var ved at lave. "Det er virkelig utroligt pænt.. Det ligner næsten.. Neij det er fjollet.." Hun tav og bed sig hårdt i læben. Smilte en smule imod ham og så sig omring. Var bare glad for at kunne få lov at kigge sig en smule omkring igen. Det virkede som så længe siden sidst..

"Noget af drikke lyder dejligt.. Cola er fint" smilte hun og så ham i øjnene. Han mindede hende om noget, men hun kunne ikke lige sætte fingeren på det. Hans hånd der kort ramte hendes havde sendt en underlig fornemmelse igennem hende. Hun lod hænderne glide gennem sit lange hår, og strøg det om på ryggen mens de gik. Med rolige skridt gik hun hen mod pavillonen og lod fingrene glide henover træet på det. Fulgte udskæringerne og så usikkert frem for sig. Hans øjne lignede også.. Men det kunne ikke passe.. Det var ikke rigtigt.. Han så jo ikke sådan ud.

"Jeg er nødt til at spørge.. Hvem er du?" Spurgte hun stille og så om imod ham. Udskæringerne mindede hende om dem på deres bryllups pavillon.. Det gjorde hende næsten en smule trist. Hun ville virkelig gerne vide om det var ham, men tvivlede. Faktisk troede hun ikke at han ville se hende mere hvis det var ham. Men han virkede ikke vred.

Han gik hen til bordet og tog en cola fra køletasken og rakte den til hende. Han strøg selv hånden over det han havde lavet og nikkede anerkendende. Dog sukkede han lidt da han så hvordan det egentlig så ud. Hvilket minde det egentlig gav ham. Han så kort ned i jorden og sagde nærmest sørgmodigt: "Jeg har ikke arbejdet med træ så længe men det er da en udemærket hobby. Der er alligevel nok noget tid til at jeg bliver rigtig god. Det er en gammel ide jeg har genoptaget.. Vil du ikke sidde?"


Han nåede ikke så meget inden hun spurgte om hvem han var. Hans kinder blev røde og han kiggede ned mod jorden inden han satte sig hen til bordet. Ville det være for meget hvis han bare svarede? Ville det være for overvældende at han bare sådan var væk og nu var her igen? Han var nærmest frustreret over hvordan han lige skulle klare den her. Han havde virkelig ikke lyst til at skræmme hende væk. Men han måtte tage en chance så han kiggede op og direkte i hendes øjne. Hans stemme var meget nervøs men alligevel meget kærlig: "Det tror jeg godt du ved.... Du kan se det....."
Han viste det ikke men han rystede nærmest indeni af nervøsitet over hvordan hun ville reagere

Hazelin satte sig langsomt overfor ham og tog imod den cola han rakte hende. Smilte lidt forsigtigt og drejede dåsen med cola, mellem sine hænder. Det var en smule underligt at sidde her sammen med en, man som sådan ikke kendte. Let pillede hun ved en tot af sit hår, og så så brat op på ham ved hans ord. Så hun havde alsa ret.. Det var ikke bare noget hun troede. Usikkert på hvordan hun skulle reagere, endte hun med at sidde og stirre ned mod sin cola. Bed sig hårdt i læben, og mærkede godt at der gik hul på den, så den blødte, men lige nu var det ikke det hun tænkte på. Hvordan hun skulle reagere vidste hun ikke.. Det var svært.. For hun havde savnet ham, savnet livet sammen med ham.
Af en eller anden grund havde han jo ikke savnet hende.. Han havde jo aldrig kontaket hende.. Hun slap colaen og så længe på ham. "Godt du er okay" mumlede hun og rejste sig brat.

Mærkede tårene presse på, men lod dem ikke falde.. Hun ville ikke vise at hun var ked af det, istedet vendte hun ryggen til ham og begyndte at gå tilbage imod lågen. Hun ville bare.. Bare væk igen. Han havde det jo tydeligvis ganske fint.
Han havde sikkert ikke en gang skænket hende en tanke.. Og måske han allerede var sammen med nogen andre. Han så jo anderledes ud.. Han skræmte ikke længere folk væk, og han var nok heller ikke den samme mere, når nu alle de udøde var væk. Stille lod hun hænderne glide ned i sine lommer, og lukkede kort øjnene, mens hun gik væk. Trak vejret dybt ind.

Han kiggede undrende og trist på hende da hun rejste sig for at gå og sagde: "Hazel! Du må ikke gå...!" Han skyndte sig hen foran hende og en klar tåre trillede ned af hans kind og et smil bredte sig. Han strøg ganske blidt hendes læbe og et rart varmt lys fik såret til at forsvinde. Det var svært at tro det var hende. Han havde jo ikke været tilbage i verden så længe. Han kiggede dybt i hendes øjne så hun kunne være helt sikker på hvem han var.
Hans stemme rystede en smule, da han sagde: "Jeg har ledt så længe efter dig... Selv da jeg kom tilbage... Selv med alt den magi, var du væk.... Selv Bach gjorde alt hvad han kunne...."


Det var meget overvældende for ham at stå overfor hende igen. Han havde savnet hende så meget og var gået langt ud over egne grænser for at finde hende. Men hun havde været væk. Siden hun forsvandt, havde hele verden været tom. Selv da han vendte tilbage, manglede der noget. Oprigtigheden i hans ord begyndte at vise sig fysisk. Den meget svage gyldne glød var blevet stærkere. Han stod og gjorde tegn til at han ville holde hende tæt med sine arme ud til siden, men han tøvede for han vidste ikke om hun hadede ham. "Jeg har sådan savnet dig..."

Hazelin så ganske langsomt på ham og mærkede endnu en gang tårerne presse på. Hun så ham længe i øjnene, inden hun så ned igen. "Jeg har jo ikke haft noget sted at blive.. siden vi.. siden det ikke gik.." mumlede hun let og så op på ham igen. De blå øjne glimtede ganske let og gjorde det tydeligt hvor tæt hun var på at græde. For hun havde mest af alt bare lyst til at være sammen med ham igen, uden at skulle tænke på noget andet overhovedet. Hun ville bare være sammen med ham, hele tiden. Igen.. Men det var ikke noget hun kunne tillade sig at sige, heller ikke når han måske var sammen med en anden nu.. det var ikke sikkert at han ville være sammen med hende mere jo.. De havde jo gjort det forbi for længe siden.
"Jeg har boet der hvor jeg gjorde sidst.. Ved søen.. I den gamle hytte.." sagde hun forsigtigt og bed sig hårdt i læben igen, efter at han havde healet såret.

Da han rakte armene ud til siden, virkede hun en smule tøvende. Ikke fordi hun troede at han ville gøre hende noget, men fordi hun ikke forstod at han ikke var sur på hende mere. Forsigtigt gik hun hen til ham til de stod ganske tæt sammen. så usikkert ned i jorden, inden hun skævede op imod ham igen, men gjorde ikke rigtigt noget. "Hvorfor sagde du aldrig noget.. Jeg troede.. Jeg troede ikke du ville være sammen med mig mere.. " mumlede hun lavt og gemte sig så omsider ind imod ham.
Lod tårerne falde og lukkede øjnene. mærkede hans hjerte slå, og det var en underlig følelse.. en underlig følelse at mærke hans varme igen.

Da hun gemte sig ind til ham, lagde han armene om hende og gjorde hvad han kunne for at holde tårerne tilbage. Det gik ikke specielt godt. Hans stemme rystede lidt da han sagde: "Du var bare væk.... Jeg blev vred... Jeg var jo noget andet den gang... Siden da har jeg gjort hvad jeg kunne for at finde dig. Mit hjerte tilhører dig.... Selvom det ikke slog den gang...
Han var så inderligt ked af at han havde såret hende på den måde. Han havde gjort alt hvad han kunne for at finde hende, men han var blevet afskærmet fra hende. Nok fordi han var det væsen den gang. Han havde været bange da han kom tilbage igen for om hun stadig ville holde så meget af ham som før. Men nu var hun her. Der var stadig mange ting de begge manglede svar på.

Han mærkede verden på en helt anden måde nu. Men hun var fuldstændig så vidunderlig som før. Nu havde han dog alle sine følelser i behold. Alle indtryk var nu helt som de skulle være. Alt fra et håndtryk til et kys. Han trak hovedet lidt tilbage og kiggede dybt i hendes øjne og sagde kærligt: "Jeg ville gerne sige noget... Men du var væk... Jeg følte mig forladt... Alene... Du var væk"

Hazelin så ham i øjnene og bed sig hårdt i læben. Hun pillede lidt ved en tot af hans lyse hår, inden hun usikkert slap ham og så ham i øjnene. "Jeg troede.. du hadede mig.. at du aldrig ville se mig igen, du var så vred da jeg gik" hviskede hun lavt og nussede hans arm en smule. Det var svært at vide hvad hun skulle gøre, hvad hun skulle sige. Ville bare gerne være sammen med ham igen, svagt så hun sig omkring og strøg hånden gennem sit hår. "Men.. Hvor er de alle henne? hvad har du gjort ved dem siden de ikke er her mere, det er godt nok bare stille." sagde hun forsigtigt og så på ham igen. Mon han bare havde sendt dem alle videre? gjort så de ikke skulle være hos ham mere, efter at han var blevet anderledes. Hun vidste ikke en gang hvad han var mere.

"Jeg ville ikke forstyrre.. Jeg må hellere lade dig arbejde videre ikke" sagde hun forsigtigt og smilte lidt til ham. Det var ikke fordi hun havde lyst til at gå, for faktisk ville hun meget hellere blive hos ham, og hun havde jo ikke som sådan noget at vende tilbage til.. En utæt hytte, sådan havde det altid været, indtil hun mødte ham, og nu var det jo sådan igen. Hun ville ikke tvinge ham til at være sammen med hende, når han havde en masse at lave. Langsomt trådte hun et skridt væk fra ham, og smilte mildt imod ham. Det havde været rart at se ham igen.. Om ikke andet.

Han strøg ganske blidt hendes kind og så på hende. Det var som om han kiggede ind i hendes sjæl. Hans stemme var rolig da han svarede hende: "Jeg har sat dem alle sammen fri... De var slavebundet før af aftaler kun jeg i længden fik noget ud af... Bach er begravet her på slotsgrunden... Det var hvad han ønskede..."
Han kyssede stille hendes kind og smilede kærligt til hende som han altid havde gjort. Da hun sagde hun ikke ville forstyrre, blev han kortvarigt en smule trist og sagde: "Vent.... Jeg skylder dig et svar til hvordan jeg er kommet tilbage..."


Han tog nogle skridt ud på åben plads og koncentrerede sig kort. Det var pludselig som om han voksede en smule og en gylden aura viste sig omkring ham. Hans øjne begyndte at gløde med en gylden farve. Han trak vejret lidt tungt da et par kæmpestore hvide vinger voksede frem fra hans ryg. Det frygtelige ydre han før havde var vendt til rendyrket skønhed. Han foldede vingerne så de lå langs ryggen og han tog et par skridt hen til hende igen. Han lagde hænderne på hendes skuldre og sagde med kærlighed i stemmen: "Vil du ikke blive....?" Han havde heller ikke noget som helst ønske om hun skulle gå, faktisk tvært imod

Hazelin så stille ind i hans øjne. Han betød jo stadig meget for hende, og hun ville så nødigt skulle gå fra ham. Skulle forlade ham igen, nu hvor hun endelig var sammen med ham igen. Ikke sammen sammen.. Mnen bare tæt på ham. Stille bed hun sig i læben og så ned i jorden. "Var det virkelig det han ville? efter så lang tid hos dig? det må gøre dig.. virkelig glad" hun var lidt på afstand af ham. Hun ville ikke håbe noget, eller tro noget. De var jo færdige ikk.. De ville sikkert aldrig finde sammen igen, uanset hvor meget hun så håbede på det.
De blå øjne flakkede en smule da hun så væk fra ham. Var næsten bange for at det var en form for joke, at hun var hoppet direkte i den med begge ben.

Idet han gik lidt væk fra hende, virkede hun en smule undrende. Hun så op imod ham for at finde ud af hvad han ville, siden han gik væk. Hun mente ikke at hun havde sagt noget forkert som sådan, medmindre han tog noget af det ilde. Da vingerne så kom ud af hans ryg, og det hele gik for alvor op for hende. Det var derfor han var blevet sendt tilbage.. han var blevet en engel.
Det blev alt for meget inde i hendes hoved, og der gik kort tid, inden at benene gav efter under hende. Hun besvimede simpelthen.

Med en hurtig bevægelse greb han hende da hun besvimede. Det var også meget at absorbere at han pludselig var en Engel. Han stod med hende i armene og tænkte for sig selv: "Lad os få dig hen og hvile..." Han baskede et par gange med vingerne og stod på altanen med hende. Han gemte igen at han var en Engel og gik indenfor med hende. Han lagde hende i den seng hun kendte så så udemærket og fandt hurtigt en skål vand og en klud. Stille sad han ved hendes side og duppede hendes pande. Som han sad der begyndte han at sige de ting han ikke nåede at få sagt. Han var ikke klar over hvornår hun ville vågne, men han ville pleje hende. 

"Jeg er virkelig ked af at vi skiltes den gang.... Jeg har hverken en forklaring eller en undskyldning for hvad der skete... Jeg ved bare at ikke en dag gik hvor jeg ikke fortrød hvad der skete. Jeg har altid og vil altid elske dig Hazel.... Jeg ville sådan ønske du var hos mig igen... At vi var sammen igen....
Han følte at han måtte få det sagt til hende.

Han tænkte at han hellere måtte skaffe lidt at spise så hun kunne sunde sig når hun vågnede. Han kyssede hendes pande og sagde: "Jeg er snart tilbage..." Han skyndte sig ned og det han lige havde nu var chokolade. Men det gik også hurtigt i systemet. Han skyndte sig tilbage og så hvordan hun lå så fredfyldt. Ganske stille satte han sig og duppede hendes pande igen

Hazel mærkede ikke en gang at han greb hende. Hun følte sig så utroligt langt væk, som om hun bare svævede og svævede væk. En stemme bragte hende dog en smule tilbage, men hun viste ikke at hun var vågen. Hun hørte alle hans ord.. Hørte alle de søde ting han sagde, og det gjorde hende helt varm indeni. Selvfølgelig havde hun da håbet at han ville sige sådan noget..
Men hun var bange for at hun misforstod noget.. at han ikke mente det som hun håbede. Hans læber hvilede mod hendes pande, og da han gik slog hun stille øjnene op, mærkede tårene presse på. Lukkede øjnene da han kom ind igen, og lod så som om hun først vågnede nu. Det ville være akavet hvis han opdagede at hun havde hørt alle hans ord. Det var sikkert ikke en gang meningen at hun skulle vide den slags, men det gjorde hende virkelig glad.

Stille smilte hun og så ham i øjnene. Virkede lidt tænkende, idet hendes blik kort efter gled omkring hende. Hun elskede stadig dette slot.. savnede at være en del af det.
"Tark.. Det er sødt af dig" sagde hun forsigtigt og satte sig langsomt op. Hun så lidt mod vinduet og virkede stille. Mon de nogensinde ville finde sammen igen.. Hun håbede det, men ville helst ikke vise for meget. "Du må sys jeg er.. dum" mumlede hun og strøg hånden gennem det blonde hår, idet hun så væk fra ham.

Lidt flovt duppede han hendes pande en sidste gang inden han hældte en cola op i et glas til hende. "Det må du altså undskylde.... Det var ikke meningen at du skulle besvime, men jeg synes jeg skyldte dig et svar på hvorfor jeg var sådan her nu. Jeg var selv overvældet da jeg vågnede sådan her...."
Hun gjorde ham stadig helt blød i knæene med bare et enkelt blik og et eller andet sted håbede han på at hun havde hørt de ting han sagde. For han mente jo hvert et ord han sagde. 

Han rakte hende glasset med cola og sagde lavt: "Nej jeg synes ikke du er dum... Jeg har bare savnet dig så meget.... Faktisk så håbede jeg....." Mere nåede han ikke at sige inden noget i hendes ansigt fangede hans opmærksomhed. Hun havde en enkelt tåre der sad i hendes øjenkrog. Han strøg hende blidt ned af ryggen og spurgte: "Er du okay? Sagde jeg noget forkert?"

Hazelin så usikkert på ham, og pillede lidt ved en tot af sit hår. Kyssede hans kind, og tog imod colaen. Tog en tår af den og virkede som om hun fik det en smule bedre. "Du skal ikke undskylde.. det er ikke din skyld jo, jeg sys bare.. det er virkelig meget at opdage.. Jeg troede, du var rejst.. måske endda død.." Hviskede hun stille.
Det var sandt.. hun havde troet der var sket ham noget, at han var rejst.. Hun havde på ingen måde forventet at han stadig var der, at han ikke længere var vred på hende. Måske det slet ikke havde været hans mening at være vred.. Hun var bare blevet så bange.. Det havde virket som et godt tidspunkt at skynde sig væk. Selvom de plejede at kunne klare alt så længe de var sammen, turde hun ikke blive der. Men det var en helt anden snak nu.

Da han opdagede at hun havde tåre i øjnene, skyndte hun sig at fjerne dem. "Mente du det.. Mente du de ting du sagde før? mens du troede jeg var besvimet.. " hviskede hun stille og bed sig hårdt i læben. Det var noget hun var nødt til at spørge om, inden hun gjorde noget andet. Det ville betyde meget for hende hvis han mente det, måske ville hun endda blive..
Forsigtigt lænede hun sig hen og kyssede ham flygtigt, inden hun rejste sig. "For hvis du ikke gjorde.. Kan jeg ikke blive her.. mere nu" hun så ham i øjnene med et næsten usikkert blik.

Han rødmede voldsomt da det gik op for ham at hun havde hørt hvert et ord han sagde. Han sad og pillede en anelse ved indpakningen til et stykke chokolade og svarede hende lidt nervøst. Det var dog tydeligt han havde et smil han ikke kunne gøre noget for at skjule. "Så du hørte det.... Jeg trængte bare til at få det sagt og jeg havde modet til det der.... Jeg mente hvert et ord.... Jeg er intet uden dig...."


Han lagde chokoladen fra sig og sukkede dybt inden han rejste sig og gik hen til hende. Blidt tog han hendes hænder og kiggede dybt i hendes fortryllende øjne. Der var ikke skyggen af tvivl i hans blik og den røde farve var stadig i hans kinder. Blidt nussede han hendes hænder og fastholdt hendes blik hvorefter han sagde: "Jeg elsker dig Hazel... Det holdt jeg aldrig op med... Og det holder jeg aldrig op med. Jeg.... Du... Jeg.... Undskyld jeg er lidt nervøs.... Vil du ikke godt blive hos mig?"


Han vidste ikke om hvor vidt hun syntes det var for meget men han elskede hende så højt så han besluttede sig for at tage en chance. Han ville ikke kunne leve med sig selv hvis han bare stod til uden at forsøge. Han stod med hendes hænder i sine og ventede rødmende på hendes reaktion

Hazelin bed sig en smule usikkert i læben, og så væk fra ham. Rødmede ved hans ord, og var længe tavs efter at han havde spurgt om hun ville blive.. Bare sådan uden videre? skulle hun blive sammen med ham? ville han virkelig det? hun havde sagt nogle frygtelige ting den aften.. Ting hun ikke mente, men som sikkert havde såret ham.
Til sidst nikkede hun dog. "jeg vil gerne blive her.." hviskede hun. Holdt en anelse om hans hånd stadig og prøvede at give ham et forsigtigt smil. Det var jo det hun ville.. hun ville være hos ham, hun havde altid tilhørt ham på den måde..

"jeg er virkelig ked af de ting jeg sagde.. måden vi skiltes på.. Jeg mente ikke noget af det, jeg var bare så vred.." hviskede hun fortsat og så længe på ham. Tiden havde været hård uden ham, han havde jo længe passet på hende. Sørget for at hun huskede at spise, drikke.. Var nær vandet.. Men ikke til sidst. Der havde hun jo været alene, og havde ikke haft noget overhovedet. Det havde jo aldrig været nødvendigt for hende at tænke på.
Tøvende satte hun sig på sengen og så ned i gulvet.

Virkede forsigtig da hun spurgte. "Er du ikke sammen med en anden nu da? jeg mener.. du er jo ikke den du var.." sagde hun lavt og så ikke på ham. Hun ønskede nok ikke at høre svaret, men hun var bare nødt til at spørge ham.

Han blev lige nødt til at svinge hende rundt en enkelt gang af glæde og kyssede hende intenst efterfulgt af ordene: "Du har lige gjort mig til den lykkeligste i verdenerne!"
Stille satte han hende ned igen

Han stod og lyttede venligt til hendes ord og hans smil sad nærmest fast. Det havde været en ophedet aften og der blev sagt nogle dumme ting ingen af dem mente. Han kyssede hende blidt og sagde lige så blidt: "Jeg er også rigtig ked af de ting jeg sagde den aften... Vi var begge opslugt af en dum vrede. Det er fortid... Vi er sammen igen og det er det vigtigste... 
Ligemeget hvordan han havde forsøgt at bevæge sig videre, var det aldrig helt det samme uden hende. Han gik og bekymrede sig om hvordan hun havde det, hvor hun var henne og hvad hun tænkte. 

Han satte sig ved hendes side og tog et stykke chokolade. Så kyssede han blidt hendes kind og svarede: "Nej det er jeg ikke... Nok ser jeg anderledes ud... Men jeg er stadigvæk din og kun din... Det kan ingen ændre på"
Han tog endnu et stykke chokolade og holdt det bare mellem sine læber og blinkede kærligt til hende

Svagt rødmede hun og så en anelse ned. Grinte så lidt da han svingede hende rundt og lod blikket hvile på ham for en stund. Hun var glad for at snakke med ham igen, men det var stadig meget mærkeligt.. ikke som sådan at snakke med ham igen, Mere det med at se ham. At være sammen med ham igen. let strøg hun hans arm, og bed sig så en smule i læben og så ned.

Hans ord gjorde hende glad, for det var rart at vide at han satte pris på hende. At han ikke længere var vred på hende, var også rart.. For hun havde mange gange fortrudt sine ord, men det var svært at ændre når man først havde sagt dem. Stille bed hun sig i læben og lod hovedet glide på skrå.
"Jeg er glad for vi kan komme videre.." mumlede hun forsigtigt og så ham i øjnene. Så sig derefter en smule omkring og smilte lidt. Det var stadig et dejligt sted, og selvom det var anderledes efter alle de udøde var væk, og han nu selv stod for det hele, gjorde det ikke noget overhovedet. Tværtimod syntes hun at det var meget rart at være sammen med ham, og ikke skulle tænke på alle de udøde der gik rundt. De skræmte hende lidt.. det havde de faktisk altid gjort.

Let lænede hun sig hen og tog stykket fra hans mund. Smilte lidt og kyssede ham kort, inden hun spiste det. "Vil du så.. gerne have at jeg bliver her hele tiden?" spurgte hun forsigtigt og nussede hans arm en smule, og drejede glasset med cola mellem hænderne. Sukkede en smule for sig selv. Der var så mange ting at vænne sig til nu.. Men om ikke andet så var de da sammen igen, og det var faktisk rigtigt dejligt.

"Selvfølgelig kan vi komme videre.... Der er ingen grund til hænge sig i fortiden, jeg vil meget hellere bare huske de gode ting vi havde sammen" De havde alligevel haft så meget sammen og det kunne han ikke bare ligge fra sig på nogen måde. Og han ville heller ikke. Han havde fået en ny opgave fra et højere sted og det ville han gøre. Men han ville lægge vingerne hvis det blev uden hende. Og det vidste han ikke kom til at ske. "Og tænke på de mange flere gode ting vi skal have sammen"


Han rejste sig stille og gik lidt rundt imens han rørte ved et par af møblerne. "Som du nok så udenfor så er jeg begyndt på lidt af hvert. Jeg er holdt op med at bruge mine kræfter som den nemme vej. Jeg øver mig stadig, men jeg bliver da bedre" Så tog han et par druer og kastede op i luften hvorefter han meget nemt greb dem med munden. Han gik hen til en kasse og åbnede den. Nede i var den gamle pladespiller

Han startede pladen og Phantom of the Opera startede stille og han sagde: "Kan du huske den? Vil du gøre mig den ære?" Han rakte hånden ud mod hende og bukkede som tegn på han gerne vil danse med hende. Endnu en af de stærke minder de havde sammen

Hazelin bed sig en smule i læben og kyssede ham kort. Nussede hans arm lidt, inden hun strakte sig og rejste sig. Det var et hyggeligt sted, "Tror du virkelig vi kan få nogle gode tider sammen igen?" spurgte hun blidt og strøg hånden gennem sit hår. Hun holdet meget af ham, og ville bare gerne være sammen med ham. Hvis han virkelig mente at de kunne være sammen, så kunne de jo nok godt. Hun ville gerne blive sammen med ham. Og udsigten til ikke længere at behøve at sove i kulden og et vådt sted, var virkelig dejligt.

"du er da blevet god.. Det ser i hvert fald virkelig godt ud det du har gang i" svarede hun blidt og så ham i øjnene. Hun mente det fuldt ud, han var utroligt dygtig, når man tænke på at han ikke var vant til den slags. Han plejede at få de udøde til det, eller sin magi.. Men ikke mere, og det klædte ham faktisk. Det var dejligt at se ham lave noget han var glad for, det måtte hun indrømme. Ikke fordi han ikke plejede at være glad for de ting han nu lavede, men han udstrålede bare at det her det var virkelig rart. Det kunne hun godt li.

Svagt grinte hun da han tændte for pladen, den hun kendte så godt. "Jo.. det vil jeg meget gerne" Svarede hun blidt og gik hen til ham. Tod langsomt hans hånd og hvilede den anden mod hans skulder. Smilte lidt genert. Det var så længe siden hun havde danset med nogen.

Han tog hendes hånd og lagde den anden hånd på hendes lænd hvor efter han begyndte langsomt at føre hende rundt i dansen. Han havde ikke glemt hvordan man dansede overhovedet. Tvært imod dansede han faktisk bedre når hans krop ikke længere var udød. Det ville føles som om hun nærmest ikke rørte jorden. Ikke fordi det gik stærkt men fordi trinene var så bløde i det. "Selvfølgelig kan vi få mange gode tider sammen. Jeg vil ikke have det på nogen anden måde..."


Så fik han en lidt anden ide. Imens de dansede begyndte han at synge for hende. Han sang "Music of the Night" Deres sang. Igen var der tydelige tegn på at hans krop ikke længere var død. Hans sang meget intenst til hende som om tonerne skulle nå ind i hendes dybeste indre. Det var tydeligt at det også rørte ham at synge for hende på den måde imens de dansede. Gløden i hans smaragd-grønne øjne var kærlig og behagelig når han kiggede på hende

Han tænkte han ville forklare hele hans nye situation på en noget mere afslappet måde, så imens de dansede videre og sangen var slut sagde han: "Ja nok er jeg stadig din, men som du så er der jo nogle tydelige forandringer. Også mine evner"