Dance Tomorrow And Scream Today ~ Åbent Emne ~

Sted: Gågaden.
Tid: 11:43
Vejr: Beskrevet i teksten.
Omgivelserne: Beskrevet i teksten.

Det umulige var sket. Den brede, populære gade var fuldkommen tømt for mennesker, eller i det hele taget væsner, på en klar forårsdag. Solens stråler brød igennem de enkelte skyer, og kastede sin glans ned over bygningerne, samt den grå asfalt. Det var lunt, og vinden stod forunderligvist stille, så varmen havde haft muligheden for at sprede sig godt og grundigt. Alt i alt var det en dag, hvor man ville forvente at støde ind i en enorm masse af solglade mennesker. Selv butikkerne, der ellers plejede at nyde godt af så godt et vejr, var lukkede på stribe. Der var ikke én åben forretning, så langt øjet rækkede. Det eneste levende væsen, der indtil videre havde haft modet til at strejfe langs den tavse gade, var en pjusket rotte.
Eller rettere sagt, næsten tavse gade.

Kun 4 meter fra en lille slagterbiks traskede en optimistisk kvinde hen af den efterladte gade. Hun gik ikke på fortovet, men havde stillet sig midt på vejen, der tydeligvis var rømmet for biler. Hendes læber smilte frydefuldt, imens at de fokuserede øjne strålede af ypperste glæde. Hun var ikke iført andet end en sort top, der manglede over halvdelen af dens krop, så den kun akkurat dækkede for kvindens lettere fyldige barm. Hendes underdel blev dækket af et tyndt stof, der mest af alt mindede om kedeligt bomuld, men med en neongrøn farve. Det var en hjemmelavet nederdel, der kun blev holdt sammen af noget "lånt" sytråd fra en tilfældig gammel dames taske, damen havde glemt i et af togstationens toiletter. Damen var styrtet tilbage et halvt minut efter, men selvom hun rodede hendes ejendele igennem, lagde hun ikke mærke til den manglende blå silketråd.

Kvinden, hvis besynderlige navn var Malifust, nynnede henrykt imens hun tilfredst tog flere skridt hen af gaden. I hendes slanke arme holdt hun grunden til den mærkværdige forsvinden af de utallige mennesker, der ellers havde glædet sig til at nyde så sjældent et vejr. Det var en lang, slank og sortpoleret maskine, hvis forskærm fremviste 6-cifrede tal i rødt. Det var tydeligvis en bombe, og selvom de fraværende folk ikke vidste det, var den ikke tændt. Fra kort distance kunne man tydeligt se malingen, der havde været brugt til at lave tallene. Malifust nød virkelig at lege med folk, især dem, der havde de mest interessante udtryk. Uanset om det var frygt, undren, glæde eller en anden form for udtryk, nød hun virkelig at få dem til at blive så overdrevne som muligt.
Det var den eneste grund til at hun nu traskede forbi gaden med en stor, ubrugelig kasse i hænderne. For at bemærke folks reaktion på noget uventet.