I'm Getting Stronger

Sted: En øde del af Terres gågade.
Tid: Omkring klokken tre om natten.
Vejr: Smålunt og ovreskyet
Omgivelser: Lukkede butikker.

Liste, liste, liste. Kravle, kravle. Stop! Kigge, kigge, kigge. Liste, liste. Løbe. Stop! En husgavl blev oplyst af et elektrisk lys fra en gadelygte. En skygge, formet som en slank kat, dukkede ved hjælp af en skæv lampes uægte lys, op på husgavlen, cirka midt på. Der gik ikke længe, før skyggen ændrede sig. Ryggen blev længere, benene blev placeret på en anden måde og hovedet forandrede sig. Snuden forsvandt i takt med at resten af skikkelse fik mere på plads. Knurhårene forsvandt og ørene ligeså. Resten af ansigtet så man ikke forvandles. Der blev rettet på skuldrene i velbehag, selvom man sikkert kunne gætte sig til, at forvandlingen ikke gik helt smertefri. Det kunne have gjort meget mindre ondt, men hun havde ikke travlt. Ikke endnu.
Et listigt men lettere sindssyg smil trak sig over hendes læber og efterlod en skygge i hendes mundvig. Den snævre skygge forsvandt lidt efter, forsvandt prompte med smilet. Det eksisterede nu ikke, det havde aldrig været der. En lille dolk, sneg sig op i den ene smidige hånd, og hendes fingre lukkede sig om metal-skaftet. En kulde bredte sig i den kvindelige hånd, men det var ikke til at mærke. For hvad var der at mærke, når hun var så isnende kold i forvejen?
Spidsen ble ført op mod Lydias læbe, og en metallisk, himmelsk duft, var straks at lugte. Begge hjørnetænder skød ud og det luskede smil vendte tilbage. Der var ingen at skræmme, da de fleste allerede lå i deres små, yndige senge, og sov uden at vide hvad der skete udenfor. Vampyrer hærgede byen om natten, varulve ved hver fuldmåne og mord fyldte dagligdagen. Stakkels mennesker.
Tungespidsen legede over hendes egen læbe, for at få hver af de dyrebare dråber med blod med, selvom det knap kunne slukke hendes tørst. Hun var sulten og havde ikke slukket tørsten i blod længe. Nattens mission lød som følgende: Blod, blod og atter blod. Et smykke eller to, kunne også være genialt. Og mens hun tænkte, trak hendes mundvig sig igen i et smil, men denne gang et grusomt et af slagsen. Den kvindelige vampyr var væk på ingen tid, og en slank siameserkat snoede sig op af lygtepælen, før den fortsatte ned af gaden, søgende efter guldsmed eller et andet sted med smykker, hvor der var så overvåget, at øjenkontakt med linsen af overvågningskameraet var dødeligt. Men det var jo en del af morskaben. I hvert fald den ondskabsfulde, sindssyge morskab som hun kendte til.
Døren var låst og lukket, der var tremmer for vinduerne og det lignede mest et fængsel. Katten satte sig foran døren med hovedet højt, før den slikkede sig om munden og viste de skarpe bisser frem. Tankerne om hvordan man kunne komme ind, hev og sled i kattens, eller nu var det faktisk Lydias tankegang. De store blå øjne søgte efter et vindue, der måske stod på klem, en åben dør eller et ovenlysvindue… Der gik ikke længe, før katten sad smidigt og majestætisk på taget, med blikket søgende ned gennem et ovenlysvindue og med viftende hale.
Klir! Ruden smadrede og alarmen lød højere, end hun havde regnet med. Katten pev kort, før den satte i spring og landede ved kasseapparatet, der hvor der tydeligvis var flest skår fra vinduet. Hendes trædepoter blev revet til blods, alarmen hylede og hendes blik søgte ivrigt efter et guldsmykke. Katten skiftede form, til den slanke vampyrkvinde, der med blødende hænder og blødende bare føder, trådte over flere skår, hen til en glaskasse, som hun smadrede med dolkens skaft. Endnu en alarm startede og hun fik rodet lidt rundt iblandt smykkerne mellem det knuste glas, før hun greb fat i en yndig halskæde med et gyldens blad, besat med små gennemsigtige sten, der sagtens kunne være diamanter.
Hendes overvejelser om hvad halskæden var besat af, standsede hende og alt stod fuldkommen stille, før bagdøren gik op og to mænd, begge bevæbnet, stormede ind af døren. Lydia greb sin dolk og vendte dem mod de to mænd, der nærmede sig mere, før hun med et lusket smil stormede ud af døren og efterlod mændene forvirrede.
Igen var hun tilbage ved sin elskede lygte, men ikke i hel form denne gang. To plyssede øre stak op mellem hendes hår og både hænder og føder blødte. Gaden var stadig underlig tom og øde, selvom man skulle tro at der ville være liv på grund af de hylende alarmer hun havde aktiveret. Men hun kunne da være ligeglad. Det var ikke hende det gik ud over. Lydias tungespids begyndte at opsøge blodkilderne på hendes venstre hånd, hvorefter hun atter lappede sit eget blod i sig. En latter blev kastet ud i natten og fyldte gaden op. En hånende, glædefuld og overmodig latter, som hun ikke engang selv vidste hun besad. Men det føltes godt. Hun følte sig underlig stærk og snedig.
”I’m getting stronger!” Et triumferede hyl efterfuldt af endnu en latter, brød ud af hendes mund, før hun gav sig til at slynge sig op af lygtepælen i sin menneskelige skikkelse. Åh, kunne det dog blive bedre?

Lunt vejr, dog med en masse skyer på himlen... selvom han havde foretrukket synet af de mange smukke stjerner på himlen, var dette en god, behagelig nat.
Klædt i en sort skjorte med en lilla drage broderet ned ad venstre ærme, et par mørke bukser og tunge læderstøvler , begav han sig gennem Terre's mange gader.
En mild brise fangede hans lange, sølvhvide hår lige som han hørte en alarm gå i den anden ende af byen.
Hans skarpe hørelse kunne opfange lyden selvom der var langt...

Interessant... han var ved at være træt af alle de ting der skete i Di Morga, selvom han havde lavet flere love for at få folket til at opføre sig... civiliseret.
Med et suk satte han af fra jorden og sprang op på taget af en bygning. Så begyndte han at løbe og springe fra tag til tag, mens han både nød det lune vejr, og blev mere og mere irriteret over lyden af alarmen.

Det varede ikke lang tid før han nåede gaden hvor alarmen var gået.
Han holdt sig dog oppe på et tag, skjult af skygger, mens han undersøgte scenen med sit skarpe blik.

Ejerne af en gammel guldsmedeforretning stod ude på gaden i et par minutter og diskuterede højlydt, før de endelig gik indenfor og slukkede den infernalske alarm.

Zane vendte sig og sprang videre. Han havde nemlig hørt noget som de to mennesker ikke havde... en latter...

På ganske få sekunder, nåede han stedet hvor Lydia stod.
Han betragtede hende lidt, og da hun sagde ”I’m getting stronger!”, sprang han lydløst ned fra taget, og landede to meter bag hende.
Han ventede til pigen var færdig med at le, før han lagde armene over kors, stirrede på hendes baghoved og sagde iskoldt: "Stærkere? Du ville være død nu, hvis jeg havde været i et lidt dårligere humør."

Den triumferende latter fortsatte i et stykke tid, før hun med klare og livsglade øjne kiggede ned på pølen af blod hun stod i. Synet gjorde hende veltilfreds, selvom hun udmærket klar over, at det var hendes egen pøl af blod, hun stod og soppede i. Men hvad så? Man levede kun en gang… Eller nogle gjorde.
Da hendes latter endelig hørte op, hørte hun en stemme bag sig. Lydia havde været travlt optaget med at le, slynge sig om lygtepælen og soppe i sit eget blod, at hun ikke engang havde hørt denne, mildt sagt, halvskræmmende mand. Hans toneleje fik hende mekanisk til at vende sig om og stirre lidt på ham. Efter et stykke tid, hvor hun forholdt sig roligt, ud over at hun sjaskede lidt i blodbadet, der lige så stille blev større, kunne hun ikke holde en latter tilbage. Og så grinede hun ellers.
Hun spruttede rettere sagt af grin og måtte gribe fat om lygtepælen igen, før hun lod sig snurre rundt om den engang, som om hun var påvirket af alkohol. ”Ville du dræbe mig ligefrem?” Hun mumlede kort, før hun fortsatte: ”Virkelig? Nytteløst siger jeg bare,” fik hun sagt lidt højere end før.
Hendes toneleje var drillende og hun følte sig som en legesyg killing, der ikke havde styr på sine arme og ben, der praktisktalt var blodige og havde lavet et par aftryk på lygtepælen. Hun var udmærket klar over, at manden foran hende, ikke var en hun burde tage kampen op med. Han virkede vigtig og meget seriøs, stik modsat hende.
Hun rakte det nu blodige smykke og kunne mærke at det ene øre bukkede sig en smule, som var hun bekymret. Pludselig var hendes udtryk meget mere uskyldig og barnligt. ”Undskyld Hr.” Hun stemte den ene hånd mos din tinding, som hun set en soldat gøre det, før hun vendte sig om og trådte et par skridt væk fra ham. Havde han ikke taget imod det blodige smykke, havde hun smidt det i blodpølen. Mere barnlig kunne hun ikke blive, men det morede hende afsindigt hvad hun havde gang i. Hun lo atter triumferende, selvom der denne gang ikke var noget at fejre. Hun drejede om på hælen, studerede kort de blodspor hun havde lavet på vejen. ”Mmm… Blod,” mumlede hun og kiggede uskyldigt op på Zane, mens hun overvejede at angribe. Hvad kunne der gå galt? Havde hun overhoved noget at frygte? Det eneste hun ikke vidste, var at hun stod overfor en af de mægtigste i Di Morga. Angreb hun, ville det blive hendes død. Et lusket smil brød frem på hendes læber. Angribe eller ej? Det store dilemma.

Han kiggede lidt på den blodpøl hun stod i, mens han ignorerede hendes udtalelse. Måske ville det være nytteløst at dræbe hende... men han ville sikkert nyde det alligevel... hun var trods alt en pæn pige, når hun ikke var splattet helt til i blod...

Da hun så ud til at 'skifte' udstråling og tog sig til tinningen, fangede han hendes blik med sine kolde, lilla øjne.
Hun kunne være syg, og have flere personligheder... eller hun kunne være en snedig lille satan der brugte illusionen om svaghed til at snyde sine modstandere... eller ofre.

Han var klar på et angreb fra hendes side, men han viste det ikke.
Han havde totalt ignoreret halskæden. Den ragede ikke ham.

"Du er da en underlig lille en..." sagde han mens han fortsat så hende i øjnene.

Lydia var stoppet op et par hvor hun for lidt siden havde dannet lidt af en pyt med blod. Det var alligevel utroligt hvordan små skrammer under hendes fødder, kunne skabe sådan et blodbad, som hun havde stået og soppet en smule i. Det var også overraskende, at hendes lette påklædning ikke var svøbet i blod endnu. Men intet af det interesserede hende lige nu. Hverken hendes påklædning eller blodet. Det hendes lyseblå øjne var optaget af, var hans lilla kolde øjne, der havde været rettet mod hende et stykke tid. Og sådan stod de så lidt, stirrende i hinandens øjne, som ledte de efter noget dystert inde bag. Og det blev ved, lige til han åbnede munden og sagde noget, der fik det til at slå klik i hendes hoved.
”En underlig lille en, er det hvad du tror, din… din…” Lydia hvæsede bogstaveligtalt af manden, der ikke havde været andet end kold, siden de havde mødt hinanden for under 5 minutter siden. Hun kendte ikke engang hans navn, men fandt ham yderst ubehøvlet. Hendes drillesyge var forsvundet som dug for solen og man kunne vist ikke sige, at hun var legesyg længere. Situationen var blevet seriøs, da han for det første havde kaldt hende lille, men også underlig. Åh, han skulle bare vide…
Vampyrkvinden knyttede næverne og blodet dryppede ned fra hendes knoer, som holdt hun en svamp med rød farve i hånden, som hun klemte alt farven ud af. Hun hvæsede atter af manden, som kun et kattedyr ville kunne gøre det, før hun marcherede mod ham og lavede flere blodspor på jorden. Hun stoppede først, da hun stod lidt mindre end en halv meter fra ham. Han kunne selvfølgelig nå at træde tilbage og lave afstanden mellem dem større, men blev han stående ville hun stirre ham dybt i øjnene, med hendes egne, der næsten slog gnister af vrede. Det gik dog hurtigt over.
”Jamen dog…” Lydia lagde hovedet lidt på skrå og studerede manden foran hende. Et lille udfordrende smil dukkede op på hendes læber, før hun kort missede med øjnene. ”Tilgiv mig, humøret er ikke så… Fantastisk denne aften.” Hun smagte på ordene, hævede den ene hånd som hun knipsede med, før hun med himlende øjne, udelukkende på grund af sig selv, før hendes ansigt blev rettet væk i et kort øjeblik. Den før knipsende hånd, greb fat i en lok af hendes eget blonde hår, som hun viklede om pegefingeren. En enkel dyrisk lyd forlod hendes strube, før hun besluttede sig for at vende blikket mod den endnu fremmede mand igen. Hans ansigt blev kort studeret og begge hugtænder kom til syne bag hendes knaldrøde overlæbe. Lydia måtte overtale sig selv om, ikke at tænke for meget på blodet, der muligvis pumpede rundt i hans krop. Hun lo kort før hendes humør nu skiftede… igen.

Han blev ved med at se koldt på hende, mens hun talte og hvæsede.
Da hun var færdig med at skabe sig og igen så ud til at skifte udstråling, gav han hende elevatorblikket.
Hvorfor han gjorde det, og hvad der lå bag, var noget som kun de færreste kunne regne ud: Han fandt hendes svage punkter... og som sædvanlig, så det ud til at der var et særligt punkt som ville være et effektivt mål...

"Du vover at hvæse af mig, tøs? Pas på hvad du gør..." sagde han og så igen i hendes øjne, denne gang med et koldt og udfordrende, samt nedværdigende blik.

Han ville gerne se hvordan hun reagerede... det kunne gå hen og blive interessant...
Et uhyggeligt smil bredte sig på hans læber, men han stod stadig helt afslappet og så hende i øjnene.

Det lod ikke til at virke, da hun skiftede til mere barnlig og undskyldte. Manden virkede fuldkommen ligeglad med hvad hun sagde og stort set også hvad hun gjorde. Lige meget hvad hun fortog sig, stod han blot og stirrede på hende, med de lettere skræmmende lilla øjne. Humøret skiftede nu igen. Hendes personlighed var lidt som en terning. Hver gang man slog, ville det hele skifte en smule. Situationen ville blive anderledes og kunne ændre sig på ingen tid. Det virkede den til at gøre i dette tilfælde, hvilket ikke var specielt godt… for hende.
De skarpe hjørnetænder blottede hun i afsky og irritation, da han sendte en trussel tilbage til hende. Nu var det hendes tur til at stirre lige så koldt på ham, som han havde stirret på hende. Hvor vovede han? Lydia blev rasende på ingen tid, skulle lige til at angribe den mand, der ikke frygtede for sit liv. Var hun ingen værdig modstander? Et dyrisk hyl efterfulgt af et hvæs, gav genlyd i den nærmeste gyde, og hun trådte yderligere et skridt mod Zane. Hun skulle lige til at angribe, før hun fik kontrol over sig selv. Vredesudbruddet havde fået hende til at miste kontakten til sin egen krop, og pludselig gik det op for hende, at hun egentlig ikke var nogen værdig modstander. Hun var et sølle offer, for en mand, der var mere magtfuld end hende. Først nu, gik det op for hende, hvorfor han svarede igen og stirrede på hende med døde kolde øjne…
Det sæt tøj man oftest så Lydia vandre rundt i om natten såvel som dagen i kælderen, var det samme som hun havde på lige nu, eller det var da tæt på. Normalt ville hun bære et par stiletter, der kostede en halv bondegård og af og til blev skiftet ud. Selvfølgelig var det bare et par hun havde ’lånt’, lidt som alt andet hun ’ejede’. I dag havde hun igen den sorte blondebluse på, der var blomstret og gennemsigtig som altid. Toppen inden under, der stort set ikke dækkede andet end midten af hendes bryst, var denne aften ikke sort, men blodrød. De sorte, lidt for korte shorts, havde stadig den sorte farve, selvom de var plettede af hendes, inklusiv andres blod.
”Ey, gamle mand! Hvis du vil slås, så lad os slås!” Hendes blege kinder var røde af raseri og hendes øjne glødede nu atter. Det var hendes tur til at stirre dødt ind i hans øjne, men det ville ikke vare længe. ”Eller du kunne være en gentleman, og lade den her vampyr få hendes egne veje. Kommer det overhoved dig ved, hvad jeg laver?!” Det var vist tydeligt, at Lydia ikke havde den fjerneste anelse om, hvem hun stod ansigt til ansigt med, og havde udfordret. Hun var så godt som død, uden rigtig at vide det.