I'm Stronger Now.. [Vlad]

Tiden ~ 18.32
Stedet er?; Forêt - Skoven
Omgivelserne er?; Træer? Oo
Vejret er?; Gråt og let tåget. Køligt men stadig ikke helt ubehageligt..

Der var stille. Som der altid var her i skoven. Det eneste man kunne høre var lyden af vinden der hev og sled i træernes nøgne kroner. og den svage puslen af små dyr der var vågnet til dåd her nu hvor at mørket fra kommet frem. Og så selvfølgelig det nærmest slæbende skridt der gik hen over de visneblade der endnu lå på jorden.
Kamille havde ikke rigtigt lavet noget hele dagen udover at gå rundt omkring men alligevel var hun underligt udmattet. Trængte bare til at lægge sig ned på sin elskede og behagelige luftmadras der lå lige så fint i teltet. Hendes lange lysebrune hår var ikke mere smukt krøllet men mere bare sjusket udglattet og med slidte spidser. Ikke noget hun selv gjorde hver morgen. Det var blot noget der var kommet efter mordet. Men det nu ikke det eneste der havde forandret sig. Hendes ellers normalt brune hud havde fået en mere grålig udtoning der i noget lys kunne få hende til at se noget syg ud. Men til hendes hel ikke nu. Ar kunne nemt findes på hendes stadig bløde hud på hele hendes velformede krop. Det var nu kun det ene store hvide plaster der stadig havde sin plads i den ene side af hendes ansigt der nok træk mest opmærksomhed. Hun havde ikke fået det sår til at heale og derfor blødte det stadig. Det var ikke noget hun selv havde et svar på.
Hun stoppede op og knugede hårdt sine hænder sammen inden at hun hamrede sin fod ind i det træ der stod foran hende. Det rystede svagt men mere skete der ikke. Hendes kræfter var steget lidt men det var ikke det hendes tanker løb hen på i dette øjeblik. Det gjorde ikke ondt. Sådan at sparke et træ. Ikke på samme måde som før i tiden. "Hmpf! Argh!" Hun lod denne gang sin ene hånd slå mod stammen med flad hånd før at hun forsætte gennem skoven. Og kom hurtigt til hendes ydmyg hjem. Hun havde holdt vejret gennem hele turen på grund af hun ikke ville møde lugten af aspara blod. Nok havde hun ikke brug for at trække vejret men hun følte sig bedst tilpas på den måde. Hun fugtede sien bløde læber med tungespidsen før at hun fik sparket den smule træ der lå ved bålstedet væk og hun derefter smed sig selv pladask ind i det to mands telt hun havde stildet op til sig selv. Hun kunne bare ikke gå hendes hoved tømt ordentligt når hun gik rundt. Der var kun et sted der havde den effekt på hende lige p.t. Men for øjeblikket var der for mange mennesker. Hun lukkede sine stadig kønne mørkebrune dådyr øjne i med et suk før at hun igen fik dem åbnet og så ikke på noget specielt. Lå bare der på maven og tænkte endnu engang sig om at det var sådan det var at være død. Kedeligt og trist..

En skinger og høj latter skar sig ud af en grotte udgang, og ud i skovens dybe stille ro.. Latteren lød til at komme fra en kvinde, med en dyb stemme, i forhold til så mange andre. Hendes latter blev efterfulgt af en dyb mandlig en, med en meget ru og hæs stemme.
Lyden af håndflader, og fodtrin imod grottens golde sten, kunne nu også efterhånden høres, og to skikkelser kom nu tordnene ud af grotten. Den kvindelige skikkelse stoppede dog op, og hvæsede lavt, med et stort smil. Hun fulgte den anden skikkelse med øjnene, og grinte lavt, i det hun gjorde klar til et spring. Kvindens sorte lædervest, sad løst hængende fra hendes skuldre, og hendes mørke jeans, sad stramt på hendes ben.
Da hun skulle til og igang med at løbe igen, blev der råbt bag hende, og hun stoppede brat op.
"Olga!" Stemmen var som et hvæs. Fra en dyb og hæs stemme. Kvinden kiggede ned på jorden, og vendte sig ydmygt om, så hendes lange sorte hår, med den karakteriske pinke midt, bølgede i vinden. En tredje skikkelse kom nu ud af grotten, med lange hurtige skridt. Denne pegede så på kvinden, og snakkede med en lav hæs stemme.
"Du er tilbage.. Om seks timer.. Ikke.. Mere..." Sagde hans beordrende stemme. Kvinden nikkede hurtigt et par gange.
"Ja far.. Skal jeg nok.. Lad nu være med at bekymre dig så meget.. Jeg kender godt tiderne..." Sagde hun, med en ydmyg stemme. Den høje herre nikkede et par gange, og viftede så med hånden.
"Det.. Er mit job.. SMut.. Med dig.." Kvinden nikkede, og smilede halvt. Hun aede så herrens kind, inden hun forsvandt i en hvid flamme, og en høj Ravn fløj ud af denne. Herren vrisede og rev ud efter Ravnen, dog ikke for at ramme, hvilket han da heller ikke gjorde..
Nu stod den høje herre, tilbage alene. Han bar en lang sort trench coat, og flodsede mørke jeans. På hans føder bar han intet, og hans hård var blot et sort chaos..
Herren, ved navn Vladimir trak vejret dybt igennem næsen, og kiggede rundt omkring sig, med sammen knebne øjne, og et lavt hvæs. Der var et andet væsen i nærheden.. Et han ikke kunne sltte en finger på hvad var, men det var dog tydeligt, at den ikke indeholdt almindeligt menneskeblod.

Latteren nåede lidt efter lidt Kamille's hørelse og hendes øjne fik pludselig lidt flere følelser. Var ikke mere noget tomt blik som før. Hun kunne ikke høre ordene tydeligt. Men der var to. Uden tvivl. Og nu kunne hun også fornemme dem. Et lille plus ved at være død. Hun sætte sig stille op på madrasen men den skarpe skramlende lyd overdøvede stemmerne og da lyden havde lagt sig var der her stille igen. Hun løftede undrende sit ene øjenbryn og begav sig helt ud af teltet. Stod lidt og så fra side til side før at hun igen kunne fornemme en persons tilværelse. Nu var der dog kun én. Den anden var forsvundet med en høj hast eller noget.
Hun begyndte at blive noget nysgerrig. Hvem kunne det være der også var her ude omkring skoven lige som hende? Hun lukkede sine øjne for bedre at koncentrere sig om personen. Hvor dette væsen befandt sig. Hun kunne ikke finde et præcist sted men en retning. Ventre. Hun så først der hen før at hun begav sig hen over den lille lysning og ind i skovens mørke igen. Hun håbede virkelig det ikke var en vampyr. Men der var dog en stor chance for at det var det.
Hun bøjede sig ned og skjulte sig ved et sæt buske. Hun lod langsomt og forsigtigt sine hænder stryge nogle grene væk så hun kunne se noget gennem dem. I starten var der ikke noget. Men lå længere hendes øjne fik lov til at fokusere tegnede der sig en skikkelse et stykke fra hende. Hun unne ikke se personen helt godt nok men han så ud til at være en ung mand eller lignende. Det sorte hår virkede en smule bekendt men det var mere øjnene der gik hende til at holde vejret med det samme. Godt nok ville hun nemt kunne tage fejl af dem på denne afstand men det mindede så meget at hun ville se ham for sig hver gang. Hun gispede og væltede lidt tilbage. Det kunne da ikke vare ham. Kunne det? Hun sank en klump og den forsvandt efter nogle synk. Men hun tog ingen chancer lige nu. Hun kom hurtigt på benene igen og satte i løb. Den vej hun var kommet fra. Hun kunne høre hvordan at hendes åndedræt hurtigt var blevet forpustet og panisk. Hun skulle bare væk der fra inden hun blev opdaget. Men hun havde stadig ikke lært hvordan man var helt lydløs..

Vladimir kneb langsomt øjnene sammen, da han begyndte at høre denne person der var i hans nærhed, langsomt komme nærmere.. En lav knurren kom fra hans strube, og han kiggede hurtigt i skikkelsens retning, da han hørte at den var i nogen buske, ikke langt fra ham.
Han lod sine øjne åbne normalt, og drejede sig imod buskende, hvor han nu bare stirede imod. Han kunne godt se at der var en som kiggede ud på ham, men ikke hvem. Men det var tydeligt at denne ikke havde lyst til at blive og snakke, da den pludseligt faldt bag over, og begyndte at løbe væk.
Vladimir spærrede øjnene op, og hvæsede straks højt af personen, da den begik denne dumhed.. Det satte straks en gnist i et kraftigt instinct i Vladimir.. Jagt..
Han satte hurtigt i sprint imod de buske som personen havde gemt sig i, og greb fat i en stor del af dem, og rev disse op med roden, med et vildt hvæs. han smed grenene og roden til side, og fortsatte så i det vilde sprint efter denne skikkelse.. han hvæsede endnu engang, og rev i et træ han passerede, og lavede fire lange dybe riller.
"Uheldig.. Perrson.. Du opsøgte!" Hvæste Vladimir højt. han hoppede over en rod, og fortsatte hastigt imod den skikkelse, som han nu kunne skimte foran sig.. han kunne ikke genkænde Kamile på hendes duft, da denne ikke længere var den samme.. Men det var heller ikke derfor at han jagtede Kamille lige nu.. Hun havde vækket et behov for at jage i ham, og lige nu, var det lige meget for ham, om han fik noget ud af sin jagt, eller ej.. Det var blot en tvangstanke..
han begyndte dog mere og mere at tænke han kendte den han jagte, da han lagde mere og mere mærke til hendes ran.. Men nej, det kunne ikke passe.. Den det mindede ham om, havde han drænet en gang allerede.. Hun var død...

Kamille kunne til hendes egen overraskelse høre ham komme efter hende. Hun var ikke ligefrem så godt tænkende når hun var i denne form for panik. Hendes krop gjorde hvad den lille. Løb. Væk fra problemer og alt det andet. Det undrende hende egentligt en smule lige nu. Hvorfor løb hun væk fra ham? Han ville ikke kunne gøre hende noget. Ikke noget alvorligt i hvert fald. Han ville ikke kunne dræbe hende. Ikke igen. Så hvad var hun bange for. Nu var han jo blot lige som alle andre. Han ville kunne dø. Om han var vampyr eller ej.
Hun knugede sine hænder lidt i før at hun tog modet til sig og stoppede op. Bare midt i hele denne jagt. Hun drejede så hurtigt om mod ham så hendes lange slidste lysebrune hår hvirvlede lidt om hendes ansigt. Hendes blik blev med det samme rettet mod ham. Hun kunne nu se ham bedre. Ingen tvivl nu. Det var ham. Den forbandede vampyr der ikke havde fået nok i blot at smage hendes blod. Det let skræmte blik ændrede sig så pludselig til et mere vredt blik. Irriteret. Bestemt! Hun stirrede mod ham. Så hvordan han kom tættere på. Om han ville kunne kende hende var ligemeget. Så ville det være nemmere for hende at gøre skade på ham. Måske? Hun bed sig hårdt i sin underlæbe mens at hun blot stod og ventede på at han kom i den rette afstand.
"Så..Så stop dog med at jagte mig!!" udbrød hun så højt. Denne gang var det hendes tur til at hjvæse af ham. Hun var ligeglad med om at han havde troet hun var en anden eller hvad. Hun havde bare længe haft lyst til at sige det. "Jeg er træt af at læbe fra dig hele tiden, okay!! Gå din vej igen! Her er intet at komme efter!" Hun hev en smule efter vejret men det var ikke noget hun ikke kunne ordne med en dyb indånding. Hun havde ikke helt selv fattet hvorfor hun havde sagt det. Det ville jo bare blevet taget tomt til sig. Men den nervøsitet og den frygt for at dø var væk. Helt væk. Så hvorfor ikke få gjort det man ikke turdede før. Til som man mente lød dumt. Selv i ens hoved. Hun sparkede til en lille bunke blade der lå foran hende så det fløj lidt op i luften. Hvis han kom for tæt på vidste hun godt hvad hun ville gøre. Eller sådan næsten. Hendes krop sitrede af den blandende følelse af vrede og en smule frygt men hun forblev stående der hvor hun nu var. Ville han le igen af hende? Hun ville bare vente og se hans reaktion..

Vladimir fortsatte i sit samme tempo, og havde skubbet tanken om at et kunne være Kamille væk. Hun havde ikke kunne løbe så hurtigt her.. Vladimirs satte tempoet op, imens han smilte bredt, og hvæsede højt, da hun stoppede op, og vente sig.
Men da spærrede hans øjne op, og han stirede ind i et billede fra fortiden. Han ville ikke kunne nå at stoppe op i den her fart, så i stedet satte han af fra jorden, og hoppede højt over hovedet på Kamille, højt nok til at hun ikke ville kunne nå ham, hvis hun ville prøve på noget. I luften drejede han rundt, så han konstant kunne kigge ned på Kamille, og landede så på føderne, et stykke på den modsatte side af hende. Han kneb langsomt sine øjne sammen, og hvæsede endnu engang..
Det var hende.. Det var der ingen tvivl om.. Hun havde næsten ikke ændret sig.. Farven, ja, men var ikke dt Vladimir kiggede efter. Han rankte sin ryg op, og kryssede så armende foran sig, og kiggede lidt op og ned af Kamille. Han fnøs lavt en enkelt gang, og lavede en fagt ud til sin ene side..
"Du.. Begyndte at flygte.. Så jeg.. Gættede på.. At du havde noget at flygte fra..." Sagde han, med sin sædvanlige hæse, og ru stemme. Han fnøs en enkelt gang, og kiggede op og ned af Kamille igen, og begyndte at gå til siden.
"Så.. Du var ikke.. Klar.. Ikke.. Stærk nok.. Til at bevæge dig vidre? Eller.. Var du.. Faktisk stærk nok.. Til at holde fast?" Han havde konstant sine observante hvide æjne fastlåst på hende, og han fnøs lavt endnu engang, men hans ansigt var udtryksløst.. Virkede hverken overrasket, eller specielt speculerinde.. Han havde ikke længere nogen interesse i at gøre hende noget, men det kom jo fuldstændigt an på hvem Kamille var nu.. Hun var ikke længere en velsmagende Aspara, der undslap ham.. Nu var hun død, og på sin hvis.. Præcis som ham.. Dog mindre haddet, og mindre afskylig..