Genkendelighed er farligt

Den sene aften havde nærmet sig med modbydelig hast. For andre ville det på nuværende virke koldt i vejret, men for Angelie, der var hjemvendt fra Rusland, virkede kulden nærmest som sommer. Det var nogle år siden hun havde befundet sig i landet. Der var affolket i skoven, som hun vandrede igennem. Dette var ikke længere et hjem, som dengang hun havde siddet højt i tårnet. Dengang havde landet været både kaos og orden, alt efter hvem man spurgte. Noget hun havde været en del af. Siden dengang, var der hændt en del.

Et lavmælt suk genlød imellem træerne, som hun stoppede op og kiggede imod det mørke himmel, der bar sorte skyer med sig. Rusland havde været en nødvendig rejse for hende, og det havde ikke været dårligt alt sammen.
Hun stod nu her i skoven, hvor hun havde stået mange gange før. En form for befrielse var faldet over hende, og de skuldre der altid havde været trukket op i forsvar, var nu afslappede.
Fra sidelinjen ville der kunne høres lyde fra hendes dødsstrier. En gave, der havde fulgt hende på mange rejser og eventyr. Han gryntede dybt, inden denne gik på jagt efter ådsel, på trods af den var flænset, med åbne sår, døde øjne og is fra hovene. Ikke desto mindre holdt hun meget at det døde kræ.

Hendes blik vendte sig ind mellem træerne, som hun stak hænderne i lommerne på den pelsede frakke. Hætten var slået op, mens der var bæltet hang den lange pisk, som var en anden gave fra samme person. Det var noget tid siden hun havde været tvunget ud i kampe, men hun opsøgte dem heller ikke selv længere.
Drømmen havde ændret sig igennem de to årtier hun havde kæmpet for dette land og sig selv. Desværre ville de aldrig blive opfyldt, hvilket hun var bevidst om. Dette fremtvang en dårlig smag i munden, blandet med den ubehagelige mavefornemmelse, der altid efterfulgte.

De krystalblå øjne havde ikke meget liv tilbage i dem, men der var en fred at finde, som man ikke ville have set for ti år siden. Hun havde fundet fred med sig selv i sin tid væk fra Di Morga.

Fra venstre side hørtes en skratten i buskadset. Uden at tænke yderligere over det, nikkede hun i retningen, efter hendes hest havde løftet hovedet nysgerrigt. Denne satte i et brutalt tempo ind mellem buskene, uden at gøre brug af stilhed og list. Frembrusende og larmende var han.
Angelie rystede på hovedet, inden hun satte sig ventende på hug, velvidende, at kræet formegentlig ville bringe dyret med tilbage som mad til dem.

Aftenen var kommet og skumringen var så småt ved at dale ind over skoven, hvilket også betød at det var spisetid for slangeørnen. Eller også Nevajoen Lazarus. Lazarus havde ikke rigtigt spist andet end det, han havde næsten ikke været i nærheden af et menneske, ud over dem han havde holdt øje med fra toppen af nogle bygninger for at lære hvordan de opførte sig, for han var nok den mest sky person man kunne komme i nærheden af, men det kom sammen med hans spirituelle form fra slangeørnen. Han var langt fra en grim ørn, virkelig velplejet at se til, hvilket også betød at han det sidste stykke tid havde fået rigeligt med protein fra diverse slanger og andre småfugle han havde fanget det sidste stykke tid.

Lazarus lå et lille stykke over jordoverfladen og spejdede over hvad der var i skovens bund af spiselige ting, og spottede et krybdyr i græsset og dykkede efter den og jog kløerne i den og lod buskene rasle og skratte som han havde dykket, lige idet han havde fået kløerne i krybdyret mærkede han hvordan jorden skælvede under sig og et tungt og stort dyr var på vej mod sig han nåede lige nøjagtigt at flyve en smule op men blev ramt af den og kastet mod et træ og kom med en smertes skrig idet træet blev ramt og prøvede at flyve væk derfra men fløj mod personen uvidende om der var en person og kolliderede med jorden og havde en tydeligt brækket vinge

Det skærende skrig fra et dyr, tvang hendes opmærksomhed i retningen, hvor kræet var forsvundet. Hun tskede ganske let, inden hun strakte armene over hovedet. Det lød ikke rigtigt. Hesten var ikke typen der legede med maden. Det skete normalt hurtigt og uden for meget larm. Undrende faldt hovedet en anelse på skrå, inden hun hørte et dunk, som lød som et dyr, der ramte et træ.

Selv blev hun stående, imens hun kunne høre ekkoet af hovene slå imod jorden. De kom nærmere, som om de jagtede et bytte direkte imod hende.
Hendes skarpe blik, der heldigvis var forstærket takket være hendes race, så de baskende vinger komme imod hende. "Renovdro!" kaldte hun bestemt ud i mørket, inden hun satte hænderne bestemt i siden.
Der gik kort tid før hun så ørnen komme fri af træerne, og kort efter fulgte hendes forbandede kræ, med kæberne åbne og fråde ud ad munden.

Hun blev stående, som hun så hvordan dyret havde svært ved at flyve, for til sidst at kollidere med jorden foran hendes fødder. Hun løftede hånden mod hesten, for at stoppe den, hvilket den gjorde med hvinende hove mod jorden, inden den prustede utilfreds og vendte sig væk fra dem.
Angelie trådte varsomt frem, inden hun knælede ned foran ørnen, for derefter at forsøge at løfte den op i hendes hænder, uden at bevæge den brækkede vinge som denne besad.
"Det må havde forskrækket dig..." hviskede hun monotomt. Følelse var stadig ikke noget hun let udviste, og slet ikke nu hvor hun var tilbage i landet, der havde lært hende ikke at føle noget overhovedet, udover vrede.

Hun satte sig ned på jorden med benene over kors, inden hun ville lægge ørnen fra sig i sit skød, skulle denne acceptere det. Hendes fingre ville lægge sig blidt imod dennes vinge, inden hun lukkede øjnene, for derefter at fremkalde sine healende evner, og hjælpe den lille fugl, med at heale vingen sammen. Ørn var ikke god aftensmad for dem.. Hun var sikker på kræet ville komme tilbage med en kanin eller ræv næste gang.

Havde ørnen accepteret healingen, ville hun fjerne fingrene, når denne var færdig, inden hun ville kigge ned og inspicere dens vinge opmærksomt. "Han er voldsom, men loyal" mumlede hun for sig selv, og hun elskede hesten på trods af hans udseende og personlighed. Hun havde set den sluge hele mennesker som dyr. Denne ørn var heldig, at hun havde været i det mere gavmilde hjørne idag.

Lazarus mærkede den skærende smerte i vingen, det var en yderst mærkelig smerte, han var ikke vant til at det var ham der var byttet, han var vant til at det var ham der ejede skyerne og kunne dykke som det passede ham, så det at han nu lå nærmest fladt på jorden var en ny ting for sig. Han så op på den tingest der havde angrebet ham komme mod sig og prøvede at komme væk. Han ville heller ikke bare sådan udvider transformere sig om til sit virkelige jeg, for gjorde han det, ville skaden kun blive større, da knoglerne skulle forme sig til menneske knogler og det ville ikke føles særlig rart ud over det at hele hans arm næsten ville være brækket, ville heller ikke være en rar ting. Da en kvinde kom hen mod ham kom han med en lille skræppende lyd og overvejede at bide fra sig men vidste også at det kun ville skade ham yderligere hvis han kæmpede, så han lod hende løfte sig op og foldede den raske vinge ind og lod den anden ligge fladt mod hendes arm.

Da hun satte sig ned med ham lod kun grebet om sit bytte stramme op for ikke at miste sin mad, og lod sig ligge i hendes skød og skræppede idet hun rørte vingen og nappede ud efter hendes hånd idet det gjorde ondt, men mærkede også som hun begyndte at heale vingen og mærkede som hendes hænder fjernede sig fra vingerne bagefter og rystede sig kort bagefter og blafrede kort med vingerne for at tjekke om det virkede og hoppede så ned fra hendes skød og så direkte op på hende og lod sig transformere foran hende, for at kunne svare hende ”tusind tak for hjælpen, var heldig jeg nåede at komme længere væk, så ikke jeg blev slået helt ud” sagde han og lod krybdyret ligge på jorden og trak sig en smule, som den sky person han var

Hendes skarpe kølige blik lagde sig på hesten, inden denne prustede utilfreds og drejede væk fra dyret han havde jagtet. Utilfreds luntede den omkring i en halvcirkel, og stirrede dødt ned imod ørnen.

Hende selv, rystede hun opgivende på hovedet, inden hun fortsatte sine bevægelser til at samle det skadede dyr op fra jorden. Hun bumpede svagt imod jorden, inden hun betragtede den nysgerrigt.
Da ørnen snappede ud efter hende, sendte hun den et bestemt blik af utilfredshed ved forsøget på at nappe hendes fingre, inden hun fortsatte sin gode gerning.

Som hun færdiggjorde det, strakte hun armene over hovedet, imens fuglen hoppede ned fra hende, inden hun gryntede misfornøjet over det svage knæk i rygraden.
Hendes blik vendte sig imod fuglen, da denne langsomt gik igang med et tranformering. Så det havde ikke bare været en fugl. Hendes øjenbryn hævede sig en anelse i vejret, som hun kiggede på det yngre væsen foran hende. Han måtte være ny i området, hvis han frivilligt lod sig forblive i nærheden af hende.

I stedet brummede hun som svar på hans tak, inden hun kiggede imod det døde firben på jorden. "Husk din mad" påpegede hun en anelse tørt, som hun børstede lidt jord af hendes bukser, inden hun med langsomme bevægelser, strakte benene ud uden at nærme sig væsnet.
Han var tydeligvis sky af natur, og hun var udmattet. Dagene havde været lange nok i forvejen, hvilket også betød, at hun ikke spildte sin tid på at forsøge at genfange drengen foran hende.

Laza stod og kiggede lidt på hende som hun børstede sig og lyttede til hvordan hun blot brummede af hans tak, det virkede på ingen måde som om hun var glad for at han faktisk var et menneske, eller Nevajo nok nærmere. Da hun mindede ham om at han skulle huske sit firben svarede han "åh yeah tak" og rakte ned efter firbenet og fik greb om den og så op som hun allerede var på vej hjem, hvilket resulterede i at han bed sig kort i læben og så efter hende, han havde jo lyst til at lære hende at kende, det var det menneskelige over ham, men hans indre sagde på en måde at det ikke var en god ide og at der var et eller andet med hende og den yderst skræmmende hest. Så han vågede sig og tog et skridt hen mod hende igen og spurgte med en lettere nervøs stemme "hv... Hvad hedder du?" men holdt stadig sin afstand men ikke længere væk end de ikke behøvede at råbe til hinanden og at hviske heller ikke ville hjælpe dem særligt meget med at snakke.

Som hun fortsat strakte benene ud foran sig, lænede hun sig en anelse tilbage på hænderne, som hun kiggede imod navajoen, da denne samlede sit firben op fra jorden. Det ville vel være nemmere at gå ned og købe noget mad, i stedet for at jage det her i skoven. Hun gjorde det, fordi kræet bag hende havde mere absurde madvaner, og det kunne hun sagtens selv leve med.. Andre.. Ikke så meget.

Da han peb sit tak, hævede hun overlegent det ene øjenbryn. Sky lille ting var han.
Hun sagde ikke noget i et stykke tid, før hun lænede sig en anelse for hurtigt frem imod ham.. "Boo!" lød den klare stemme, som hun forventede at han ville løbe skrigende væk fra hende.
Derefter ville hun smågrine lidt for sig selv, ganske tilfreds med sin bedrift, inden hun ville råbe efter ham.

"Angelie" lød det mere roligt fra hende, stadig med en stemme, der ikke bar præg af for mange følelser. Fraværende pillede hun ved en af de tynde fletninger, som hun blev siddende, ventende for at se om han havde tænkt sig at præsentere sig selv, siden han var så nysgerrig efter at vide hvem hun var.

Lazarus holdt et skrab øje med hende, hvilket kom fra sin ørne natur, aldrig at slippe personer af syne der kan volde skade og han havde jo blevet voldt skade, det ikke af hende, men det frygtelige væsen hun havde med sig, det var ikke den følelse der havde været på hans top 10 af gode oplevelser. Så da Lazarus havde begyndt at bevæge sig en smule mod hende og hun kom med en pludselig bevægelse og en høj lyd trak han sig lidt for hurtigt tilbage og faldt på bagdelen, havde han været i sin ørneform havde han nok fløjet væk eller nappet ud efter hende eller et eller andet, men ved at være i menneske form havde han ikke den mulighed af bare at kunne flyve væk, og var en smule kejtet på ben, efter at have brugt så lang tid i sin ørneform. Lazarus blev siddende på bagdelen på jorden og hørte hendes navn og svarede selv "je.. jeg hedder La....Lazarus" sagde han nede fra jorden og holdt blikket stift mod hendes og ligeledes prøvede at holde et øje med den heste lignende ting hun havde med sig

Det næsten opgivende prust lød bag hende, som hesten skubbede til hendes skulder. Dennes døde øjne stirrede imod knægten, der netop var faldet tilbage på bagen efter hendes, ifølge hende selv, humoristiske forsøg på at skræmme ham en anelse.
Hendes eget øjenbryn hævede sig en anelse, som hovedet faldt let til den ene side, inden hun nikkede langsomt, som om hun gav hesten ret i sin udtalelse.

knægten var tydeligvis nervøs, måske af natur, måske af andre årsager. Selv var hun stadig ganske rolig, inden hun tog en skarp indånding da han udtalte sit navn. I blikket ville man næsten opdage hvordan øjnene slørede over af genkendelse, skønt han ikke lignede den person overhovedet. En lavmælt knurren kom fra hende, næsten utydelig, inden hun fraværende tyggede lidt på indersiden af sin kind.
"Lazarus huh" gentog hun, nu med en anelse følelse i stemmen.
Hun rystede synligt tankerne af sig, inden hun klappede hestens mule en anelse, for derefter at læne sig langsomt frem imod knægten igen.

"Sikke et nervøst kreatur du er" bemærkede hun faktuelt. Hun havde hverken behov for hans be- eller afkræftelse på dette punkt. Det var en konstatering hun havde nævnt højt.
"Hvorfor" tilføjede hun lidt efter, som om hun forventede at han ville svare på hendes spørgsmål om hvorfor han var så nervøs.

Lazarus havde det langt fra godt med den situation her, og kom langsomt på benene igen og holdt sig stadig på afstand da hun ikke just havde vist ham at han kunne stole på hende, først angrebet af hendes.... Hest? Dernæst hendes hurtige bevægelser og måden hun bare generalt var på, hun virkede kold og følelsesløs på en eller anden måde, han forstod ikke om det var på grund af ham, men han lagde mærke til hendes skift i humør efter han nævnte sit navn. Det var som om hun havde hørt om en med samme navn eller et eller andet, for reaktionen kunne godt antyde det "Yeah." sagde han lavt og hørte hende have en smule mere blid stemme, men ikke meget. Hun var en meget spøjs person, men det troede hun nok også om ham.

Da hun spurgte ind til ham og hans nervøse sind svarede han "je.. Jeg har ikke været i min Me...menneske skikkelse i lang tid, og har mit sky sind fra mit spirituelle dyr" sagde han og bed sig kort i læben og havde egentlig mest af alt lyst til at vende tilbage til sin ørneform, der kunne han idet mindste komme op i en højere højde og være ude af rækkevidde fra hendes... Ting "og så... Den der" sagde han og nikkede mod hendes heste lignende ting