Maybe a freind? / Apolline

Lazarus havde efterhånden stødt ind i et par personer det sidste lille stykke tid, og det havde ikke været de bedste oplevelser med at vise sig for dem med sin menneskelige skikkelse. Den sidste gang han gjorde det var for at takke en person efter han var kommet til skade efter at have været angrebet og havde brækket vingen, hvor hun havde healet ham, hvorefter hun havde fundet ud af at han var meget sky, og lettere nervøs. Det havde lidt gjort at han var en smule tilbageholdende nu overfor det, så Lazarus sad i sin ørneskikkelse oppe i et træ, dog ikke særlig højt oppe i byens park, hvor han kunne sidde og holde øje med folkene der brugte parken, og derudover kunne det jo være at han kunne fange en frokost, for tiden var jo alligevel ved at komme til at middagen var oppe over, og den milde forårsvarme var over dem, det var ikke direkte varmt, men heller ikke koldt, det var meget lunt faktisk.

Lazarus lod øjnene glide over parken og lod ørneblikket fange en pige omkring sin alder gå over mod sig på stien lige under sig, han lod sin menneskelige nysgerrighed ligge i sig eftersom det jo er en pige, men ville ikke gøre noget ved det, men hellere holde sig sikkert oppe i træet grundet at han hellere ville have sikkerheden og ville være tryk ved personer han ville i nærheden af, for at de faktisk ville ham det godt, og derudover vidste han ikke om pigen var en af de mange racer i byen som han efterhånden havde indset der var.

Apolline havde valgt at gå en tur i parken, alting her var stadig helt anderledes for hende. Efter sin genfødsel som engel, var hun begyndt at se verden i et nyt perspektiv. Alting var smukkere, men verden var også farlig og anderledes, og man måtte passe på sig selv og de svage omkring sig.

Turen i parken havde været ganske stille og rolig indtil videre, hun havde ruten ganske tilfældigt, og gik nu rundt med et smil over sine læber. Hendes blik landede dog snart på et træ, og hun syntes at opfange en fugl der. Normalt vil man nok bare gå forbi, men det var altså hverken en due eller krage der sad der så pænt, det lignede minsandten en ørn.

Apolline gik helt tæt på, og standsede under træet. Blikket gled mod den smukke fugl, og hun smilede. "Hej ven.. du er da langt væk hjemmefra." lød hendes blide stemme.

Lazarus fulgte hende med blikket meget direkte og så som hun kiggede mod sig og så som hun standsende lige under sig og begyndte at tale hvori han lagde sit hoved en smule på skrå i en lyttende mine, dog var det ikke så synligt eftersom han jo var i sin ørneform, og han vidste udmærket at hans form langt fra var normal i Frankrig, eller de kunne jo findes i Europa, men det var meget sjældent at finde, så det var jo forståeligt at hun var forundret. Lazarus rystede sig en smule deroppe og lod ørneblikket på intet tidspunkt fjerne sig fra hende, men hoppede i stedet en gren ned så de var mere i øjenhøjde så hun ikke skulle se så højt op mod sig. Det var langt fra normal opførsel fra en ørn. Så havde man en smule kendskab til arten ville det være synligt at han ikke var en rigtig ørn men en navajo

Det var nu mere fordi man sjældent så en ørn sidde på et træ, i parken.. og bare glo. Den virkede da også anderledes end en normal ørn. Hun fik da det også bekræftet som ørnen hoppede en gren længere ned og dermed bragte sig selv nærmere på hende. De intelligente øjne sagde en del, og hun smilede. "Mit navn er Apolline, jeg er engel... er du okay?" hun fik præsenteret sig, og slået fast hvad hendes race var. Det var trods alt ikke synligt i denne skikkelse, men som engel, havde hun hurtigt lært at det var bedst at holde sig til sin menneskelige form. Engleformen skræmte bare folk.

Lazarus lyttede til det hun sagde og overvejede meget hvordan han skulle svare hende uden at skifte form. Han var dog ikke helt tryg ved hende endnu, dog havde han fået afvide at hun var engel, men han var stadig ikke helt tryg ved det. Han kom med en blid lille lyd som nærmest en skræppen men meget blidt og håbede hun ville forstå det, og baskede blidt med vingerne og lod blikket stift blive på hende og prøvede at forklare med det at han var okay men ikke var sikker nok på hende til at skifte form, han ville først være sikker på at han helt kunne stole på hende før han ville overveje det men han havde alligevel lidt lyst til at flyve over til hende på hendes skulder for at vise at han ville prøve at stole på hende.

Fuglen reagerede, så den forstod hende jo åbenlyst. Det virkede til at den var utryg ved hende, og det var ganske forståeligt. Et varmt smil trak over hendes læber, og hun endte med at sætte sig på græsset der under træet. "Det er okay at du føler dig utryg, jeg venter bare så længe som du behøver det. Hvis du har lyst, kan du komme herned på græsset i din ørneform, jeg lover ikke at røre ved dig" lød det blidt og opmuntrende.

Lazarus sad blot på grenen og rettede blidt på en fjer der sad forkert og lyttede til det hun sagde, men fjernede ikke blikket fra hende som hun satte sig på græsset og forsikrede ham om hun ikke ville gøre ham noget hvilket gjorde han lettede fra grenen og fløj ned på græsset til hende og Stilte sig prøvede lige ved hendes ben og kom atter med en blid skrappen, han var sikker på at det nok ville virke mærkeligt for andre at se måden at en ørn bare lod sig komme så tæt på en person, men noget i ham fik sig til at føle tryg på en eller anden måde. Lazarus lod blidt næbbet nappe til buksestoffet, men langt fra hårdt blot helt blidt for at udfordre sig selv men også for at vise at han gerne ville lære hende at kende men i sin hastighed.

Ørnen kom da ned til hende, og jo, dens opførsel vakte da folks opmærksomhed hvor de så undrende i deres retning. Apolline ignoreret de blikke, og fokuseret mod ørnen som hun smilede til. At den kom forsigtigt nærmere eller nappede prøvende i hendes bukser, gik hende åbenlyst ikke på. "Take your time honey. Are you hungry? Of you are, I can buy you some food..?" foreslog hun. Hun havde hele dagen, så hun tog sig god tid her.

Lazarus kunne tydeligt mærke at hun var langt anderledes end hende han havde stødt ind i sidst, den oplevelse var langt fra den han bedst kunne lide, men det her var meget bedre, og hun var meget mere blid og mere hans type. Da han nappede i hendes buksestof og hun ikke reagerede på det men tilgengæld snakkede til ham, lod han blikket hvile på hende igen, og nød at hun sagde at han bare skulle tage sin tid, og da hun tilbød mad, var han ekstatisk og hoppede op på hendes ben og skubbede blidt til hendes hånd med næbbet og holdt blikket op på hende, og kom atter med sin blide skrappen, han ville virkelig ønske at hun kunne forstå ham, men det var vel også at ønske for meget tænkte han dog

Hun smilede svagt ved dens reaktion, og snart havde hun ørnen på sit skød. Det måtte vel være svar nok. "Du må være meget sulten. Hmm.. jeg har ikke noget mad på mig, men hvis du vil, kan du vente her, så kan jeg hente noget. Ørne plejer at spise kød.. hvad med noget kylling? Gud.. spiser du tilberedt kød eller råt? Hmm.." der var så mange spørgsmål, og det var ikke fordi kommunikationen her var let. Forsigtigt rakte hun en hånd ud mod ørnen, håndfladen opad så den ikke ville føle sig truede.

Lazarus begyndte at føle sig tryk ved hende, hvilket også var tydeligt eftersom han havde ladet sig hoppe op på hendes skød. Lazarus lyttede til det hun sagde og havde svært ved at svare hende, men eftersom han jo var menneske også var han jo mest glad for tilberedt mad, men eftersom han ikke havde noget job så holdt han sig til fange det og stege det over bål når han var i sikkerhed. Da hun rakte hånden ud trak han hovedet lidt tilbage og lænede hovedet mod hendes hånd bagefter for at vise at han begyndte at stole på hende. Bagefter trak han hovedet til sig så hurtigt rundt for om der stadig var folk, men han kunne ikke se nogen så han hoppede ned fra hendes skød og lod sig skifte form foran hende, og stod foran hende fuldt påklædt og holdt sig lidt fra hende så hun eventuelt kunne sluge det med at han lige havde skiftet form foran hende og trådte derefter langsomt hen til hende "hey, i think this is easier, and i feel that i can trust you."sagde han og satte sig ned ved siden af hende og smilede prøvende "i mostly eat cooked food, but i can eat raw meat, but normal cooked food is best" sagde han og holdt smilet og fortsatte "sorry if i spooked you with the transform"