Måneskin.

Omgivelser: Ingen andre end Arlyn, og skovens mange skabninger.

Sted: La Marécage Søen.

Tid: 23:07

Vejr: Vindstille og en smule køligt.

Man kunne skimte månens lys gennem træernes krone, og nede på søens blanke vand. Vejret var køligt, men på den gode måde. Det var ikke en bidende kulde. Det var bare aften vejr. Der kunne jo ikke være varmt alle døgnets timer. Der skulle være variation. Det skulle der med alt. Liv og død? Det gode og det onde? Alt skulle have variation, før det ville kunne eksistere. Der var ikke mange der forstod den tanke. Den var også skræmmende og virkelig. Derfor blev folk bange for den. Desværre kunne man ikke gøre noget ved det. Sådan var det bare.
Arlyn havde bevæget sig ud af skoven for aller første gang. Hun havde fulgt sit instinkt og var endt ved en sø. Den sø som månelyset skinnede på. Det var et vidunderligt syn. Et syn alle burde se. Der stod hun så og betragtede det blanke vand. Det så fristende ud. Om det var en farlig sø, kunne hun ikke se på det ydre. Derfor valgte hun, at nærme sig. Hendes brune hår bevægede sig i takt, når hun bevægede sig. Det nåede præcist hendes lænd, og det krøllede også en smule. Det dækkede også de spidse øre. Alt ved Arlyn Cawynen var smukt. Sådan var hun født. Så perfekt. Den blege hud der var jævn og der var ingen urenheder. Hendes øjenbryn havde en smuk buet form, der indrammede de smukke grønne øjne.Tykke lange øjenvipper. Hendes fyldige læber var rosa farvet af natur. Det eneste der måske ikke var så perfekt på hende, var den sølv ankelkæde med den lille klokke i. Den havde hun haft lige så længe hun kunne huske. Og hun kunne ikke tage den af, da det var en magisk kæde.
Da Arlyn endelig var nået hen til kanten af søen, lod hun en finger berøre vand overfladen. Det gav et let gys i hende, da det var en smule koldt. Alligevel valgte hun at trække hendes hvide kjole af. Hvor hun derefter lod den dumpe til jorden. Da hun havde klædt sig helt af, trådte hun ned i den kolde sø. Helt nøgen. Da hun ikke havde set andre i nærheden. Så kunne det vel ikke skade nogen? Hendes krop var slank og hendes barm var tilpas i størrelsen. Vandet dækkede hendes blege krop. Kun til lige over brystkassen. Hun lukkede øjnene og nød det kolde vand. Det var længe siden, at hun havde været i en sø. Alt for længe siden. Hun stod på tær på den sten belagte sø, da hun ellers ville komme for langt under vandet. Arlyn strøg hendes fingre igennem det lange hår, og åbnede derefter øjnene. Så slog hun blikket op på den smukke måne, der belyste hele søen

Tiderne havde bestemt ændret sig – det kunne ingen modsige. Og så i sådan en fart, som gjorde det svært at følge med. Det føltes som om, det var i går, han fejrede USA’s uafhængighed. Det var noget han ofte gjorde for at finde trøst – begravede sig i sine slørede, dog værdifulde minder. Det var blandt andet også dét, der gjorde, at han var begyndt at holde lidt igen, selvom han jo var selveste Lucifer. Men de færreste i dag kendte hans eksistens, og dem der gjorde, ville for alt i verden ikke tænke over det. Ja, tiderne havde ændret sig. Folk var blevet dovne og naive. Men det havde selvfølgelig også sine lyse sider – for englen, selvfølgelig. Englen, der var blevet forvist af himmelen og dømt til evigt liv på jorden.
Én ting han i hvert fald havde lært i årernes løb, var at stole på sine instinkter. Og det var derfor han befandt sig, hvor han nu gjorde. Det var ukendt territorium, men noget dragede ham mod stedet her. Med et syn som hans, fik han hurtigt øje på en sø. Det var egentlig et meget smukt sted, men sådan nogle ting tænkte Lucifer ikke rigtig over. Romantisk kunne man bestemt ikke sige han var. Og god var han bestemt heller ikke, men han havde spillet sine kort godt og mestret manipulationens kunst.
Han var fordybet i sine tanker, da han pludselig opfattede, at han ikke var alene. Englen kom straks på vagt og adrenalinen fór rundt i hans krop. Man da de iskolde på øjne så fik øje på en hvid, bar ryg, blev forsvarstankerne afløst af nysgerrigheden. Automatisk gik han mod kvinden, som havde han intet valg. Det krøllede hår, ryggen, formerne – noget prikkede til hans hukommelse. Hvis bare han kunne se hendes ansigt.
Den mørkhårede dreng, som han havde valgt at formere sig til, stod nu ved vandkanten og pludselig klarede hans øjne op. Han kunne næsten ikke tro det… Det var helt ubeskriveligt. Noget skete i bredte sig i hans brystkasse – glæde? Nej, det var umuligt. ”Cornelia.” Ordene var kun en hvisken, som han var sikker på, at hun ikke ville være i stand til at høre. Men det kunne ikke være hende – hun døde under den franske revolution. Men han var alligevel sikker. Den eneste han havde været tæt på at holde rigtigt af. Blev taget fra ham. Revet væk.
Lydløst satte han sig ved vandkanten og betragtede hendes former og ryggens linjer, mens han tænkte på, hvad han skulle gøre, hvis det rent faktisk var hende. Det tog al hans selvdisciplin ikke at løbe ud i armene på hende, men han måtte handle vagtsomt. Dette kunne være en fælde.

Opslugt af hendes egne tanker hørte hun ikke nogen nærme sig. Alt omkring denne sø var bare smukt i hendes verden. Den mindede hende om hendes gamle hjem. Dengang hun stadig var medlem af en elverklan. Hendes families klan. Der stak hun af fra, da hun fandt ud af hun var trolovet. Senere blev hendes familie dræbt, hvilket hun fandt ud af, da et dådyr fortalte hende det. Det var hendes stærkeste evne. Dådyret. Det var hendes sjæledyr, hvilket hun også kunne kommunikere med. Det havde hun altid kunnet. Det var en kraft hun var født med. En styrke eller en byrde. Det kunne vel betragtes som begge dele. Hun så det blot som en styrke og en lindring på smerten ved drabet på hendes familie.
Efter Arlyns spekulationer følte hun et blik være rettet imod hende. Selvom der ikke kunne være nogen til stede. Det ville hun da have hørt? Ikke? Måske var det bare et dyr, der passerede søen.? Det kunne jo være en mulighed. Nysgerrigheden trængte på og nu ville hun vide hvad det var.
Hun vendte sig om i en elegant, men mild bevægelse. Til hendes store forskrækkelse sad der en mand ved vandkanten. Hendes øjne blev større end de var sædvanligt, af ren forskrækkelse simpelthen. Hun skyndte sig at dække for hendes bryster, med hendes spinkle arme. Så ville han i hvert fald ikke kunne se den private del. Forhåbentlig skjulte vandet resten af hendes krop. Selvom det ville være umuligt hvis den kunne dække alt. Man kunne jo håbe. Arlyn var mundlam. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Mandens og hendes blik mødtes. Hvilket bare gjorde hende mere nervøs og genert. Dog kunne hun stadig ikke sige noget. Selv om hendes mund stod en smule åben, da hun prøvede at få ord frem. Der var bare ikke så meget, at sige da hun stod ansigt til ansigt med en fremmed. Uden tøj på oveni købet. Det var ikke lige planlagt. Hendes grønne øjne skinnede indimellem, når det hvide månelys ramte dem. Det brune hår nåede cirka ned til navlen fortil. Da det var de korteste totter der hang ned af hendes skuldre.
"Hvem er du?" fik hun fremstammet til sidst. Hvad skulle hun ellers sige? Hej? Det ville virke lidt underligt i så fald. Ikke at hendes latterlige spørgsmål var bedre. Hendes kinder havde fået en rosa farve, der dog ikke var så tydelig. Alt ved hende var så uskyldigt og yndefuldt.
Hun havde ikke tænkt over, at hun kunne kravle op på bredden og tage sit tøj på. Nej. Det ville også være upraktisk, da han så ville kunne se hele hendes krop. Hun søgte hendes blik hen på den smukke unge mand, der sad foran hende. Hvad mon han lavede her? På dette tidspunkt? Det kunne hun jo også spørge sig selv om.

Det føltes som evigheder, før kvinden foran ham endelig vendte sig om. Og han måtte indrømme, at han blev mindst lige så forskrækket som hende. Det var Cornelia! Han var fuldstændig sikker. Derfor bredte hans læber sig i et smil, mens han nærmede sig hende. Hvordan i alverden kunne dette lade sig gøre? Havde Gud benådet ham og sendt ham sin bedre halvdel? Det måtte være sådan det hang sammen. Trods at tvivlede rasede i ham, var der intet tegn på usikkerhed i hans ansigt. Han holdt det perfekte pokerfjæs med et par milde øjne, selvom han stadig var klar over, at han skulle være på vagt. Sæt, hvis hun ikke var alene?
Hendes spørgsmål forvirrede ham dog ikke – Lucifer skiftede udseende hver 20. år, så han havde ikke set sådan ud, dengang de kendte hinanden. ”Gæt, darling,” sagde han charmerende og lod sine pludselig varme øjne hvile på hende. Han spillede skuespillet til perfektion, og ingen ville have kunnet se gennem det. Han var nu kun få skridt fra hende og nærstuderede hendes ansigt. Det måtte være hende. Han var næsten desperat for at blive genforenet med hende. Selvom han stadig tænkte på magt og syntes at være følelseskold, havde denne kvinde gjort noget ved ham, som ingen andre havde. Hun havde været hans svaghed, hans ømme punkt.
Forsigtigt rakte han sin hånd ud mod hendes kind og ville have kærtegnet den, men til allersidst trak han sin hånd tilbage i frygt for, at hun ville forsvinde, og helvedet ville bryde løs.
”Cornelia… Det er virkelig dig,” hviskede han hæst og kiggede på hende med et blik, der fyldtes med kærlighed, men som alligevel nok ikke var helt ægte. Man vidste jo aldrig med Lucifer. Nogle gange blev han også selv i tvivl, men så var det jo heldigt, at han havde evighedens kolde hånd at krybe ned i. Ironien var tydelig. Men nu ville alting blive bedre – hans elskede var tilbage.
Han lod godt mærke til, at hun desperat forsøgte at skjule sin krop. Et forsøg, som ikke helt lykkedes for hende, men det gjorde skam ikke ham noget. Det var helt perfekt at se hende sådan her.

En smule panik bredte sig i hende, da han begyndte at nærme sig hende. Hvorfor vidste hun dog ikke. De værste mulige ting. Voldtægt, overfald, måske noget helt tredje? Selvom denne mand så veldig smuk ud, kunne man jo aldrig vide om hans personlighed mindede om hans ydre. Et nervøst suk lød fra hende da han kærtegnede hendes kind. Selvom det var rart, anede hun jo ikke hvem denne mand var.
Hendes tanker standsede brat op da han kaldte hende Cornelia? Hvad? Det hed hun jo ikke. Hendes tanker bulrede afsted, da hun ikke kunne finde ud af hvad hun skulle sige. Denne mand havde et meget kærligt blik. Hvilket gjorde det endnu svære, at sige at hun ikke var den kvinde. "Jeg er ikke Cornelia. Jeg er Arlyn" Fortalte hun og kiggede ham dybt og intenst i øjnene. Dette var en meget uvirkelig situation, hvilket gjorde at hun begyndte at tvivle på om det var virkeligt? Det virkede meget uvirkeligt.
Med den ene hånd fik hun ført det lange hår, og skubbet frem så det hang ned over hendes bryster. Så var de skjult en smule og hun slap for at dække dem med hånden. Så kunne hun lade dem falde ned af siderne. Da hun håret nu sad anderledes kunne man se spidsen på hendes øre. Hvilket så ret charmerende og så sødt ud.
Hendes uskyldige blik blev fjernet fra hans, da hun sagde; "Jeg tror du forveksler mig med en anden" tilføjede hun stille efter et stykke tid og kiggede op på den unge mand. Hun sendte ham et undskyldende smil, da hun havde en smule ondt af ham. Det var synd, at han troede hun var en anden. Som han tydeligvis holdt meget af. Måske ville han ikke tro hende? Det kunne jo godt være, at han ikke gav så hurtigt op. Måske lignede hun virkelig den pige han ledte efter? Det ville jo ikke være helt umuligt. Nogle lignede jo hinanden uden, at have noget af gøre med hinanden.

Da kvinden foran ham pludselig påstod, at hun ikke var Cornelia, rynkede han brynene. Men det var dog kun i et par sekunder, før han kiggede på hende med samme kærlige blik. Måske spøgte hun bare. Men alligevel så hun oprigtigt forvirret og nervøs ud. Han fastholdt blikket på hende, mens hun forsøgte at lade sit hår dække for sit brystparti. Alligevel kunne han ikke dy sig at lade blikket glide nedad. Det varede dog ikke længe, før hans øjne fandt hendes igen.
”Jeg forstår, hvis du er forvirret, min kære,” sagde han stille med øjne, der strålede. Men så fik han øje på noget, som overraskede ham meget. Hendes øre. Cornelia havde ikke været en elver, men et menneske. Men kærlighed gjorde blind, som man sagde, så han var overbevidst om, at det var en velsignelse. Elvere levede jo ufattelig længe, og så kunne de være sammen til evig tid! Tanken gjorde ham næste skør.
"Skjul dig ikke, elskede," sagde han og overdrev sin accent. Sådan havde de jo snakket dengang. Så tog han et skridt mod hende, så de stod helt op af hinanden. Varmen fra hendes krop fik ham til at skælve en smule, men det var ikke ubehageligt. Bestemt ikke!
"Vi skal være sammen til evig tid," hvislede han og så næsten sindsyg ud. Men han passede forsat på med ikke at røre hende. Men alligevel mente han hvert eneste ord. Efter at have sørget så mange år, var hans bøn endelig blevet hørt, og Gud havde vist sin nåde ved at sende Cornelia tilbage. Eller Arlyn, som hun åbenbart havde valgt at kalde sig i dette liv.

Med et meget forvirret blik, blev Arlyn mundlam. Denne unge mand var tydeligvis fuldstændig tabt i en eller anden Cornelia. Som hun åbenbart lignede voldsomt meget. Måske var han mentalt forstyrret? Og bildte sig selv ind, at Arlyn var hans store kærlighed. Måske ikke?
Hun fik noget af en overraskelse, da han trådte nærmere hende. Hvilket gjorde, at de kom til at stå meget tæt. Hun fandt det vel på en måde ubehageligt, da hun ikke var iklædt tøj. Måske kunne de fortsætte denne samtale på landjord? Så ville hun også føle sig en smule mere veltilpas.
"Jeg tror du har taget fejl. Jeg kan ikke være hende du søger" svarede hun ham så, og lagde hendes porcelæns hvide hånd imod hans brystkasse. For at holde ham en smule på afstand. Da det ikke ville være så godt, hvis han begyndte at røre ved hende. Det ville hun nemlig ikke føle sig tilpas med, da hun lige havde mødt denne unge herre.
Arlyn havde selv aldrig haft kærlighed til nogen, derfor forstod hun heller ikke hans følelser for denne Cornelia. Selvom de virkede til, at være ægte og meget stærke. Hendes tanker blev spoleret da han fortalte, at de skulle være sammen til evig tid. Den havde hun ikke lige set komme. Det sindsyge blik som han havde. Som om han holdt alle hans lyster tilbage. Som om hun var hans. Som om hun var det eneste oxygen der fandtes. Hun fjernede ikke hendes våde hånd fra hans brystkasse, da hun nu mere end før havde brug for, at have ham lidt på afstand. Selvom det ikke skabte nogen afstand; Føltes det sådan. Så endte de heller ikke med, at stå brystkasse mod brystkasse. "Jeg tror jeg vil iklæde mig mit tøj igen, hvis du vil være så venlig, at holde blikket rettet den anden vej." tilføjede hun derefter for, at kunne komme i hendes hvide kjole. Så ville deres møde måske heller ikke være så akavet, og hun kunne overbevise ham om, at hun ikke hed Cornelia.

Da englen mærkede kvindens varme hånd, sukkede han og kiggede fast på hende. Selvom han bar en skjorte, brændte hånden stadig mod hans bankende hjerte. Den evige forbandelse ved at være dødelig - svagheden. Så længe hans hjerte stadig bankede var han svag. Et alt for let bytte.
Da hendes smukke stemme endnu engang hang i luften som en tåge, rystede han på hovedet og smilede let. "Du er alt, jeg søger," hviskede han så og kiggede intenst på hende, som fandtes der intet andet i denne verden end de to.
Da hun så bad ham om at kigge væk, mens hun fik klædt om, smilede han fjoget, men gjorde alligevel, som hun sagde. Han måtte opføre sig ordentligt; vinde hendes tillid trin for trin.
Hans blik hvilede nu på søens klare overflade, men alligevel kunne dette imponerende syn ikke tilfredsstille hans øjne så godt, som hun kunne. Trangen til at vende sig om, og beundre dét, som han vidste, ventede ham, voksede og voksede, men han holdt disciplinen med en hård hånd.
Og så slap et suk hans mundvig. Hvem prøvede han at narre? Dette var langtfra Cornelia, det vidste han jo godt, men han ville alligevel ikke slippe dette væsen. Han ville eje hende. Gøre hende hans. Hvad dere så end skulle til. Det duede ikke at dvæle ved fortiden, så han måtte tænke fremad. Men når man havde levet så længe som Lucifer, var det svært at adskille fortid og nutid, såvel som fremtid. Det krævede en del, og han faldt i gang på gang. Det var mødet med Cornelia - eller Arlyn - et glimrende bevis på. Hvis han ikke havde været så forblændet, ville han med det samme havde indset sandhedens tragedie.

Den følelse det gav, at stå nær ham var ubeskrivelig. Det var som om dette var en kærligheds film. Hvor parret stod tæt op ad hinanden, og nød hinandens nærvær. Hvor deres læber derefter ville mødes i et ægte kærligheds kys. Selv om det næppe ville ske i denne situation. Måske ville det? Hvem vidste? Det gjorde Arlyn bestemt ikke.
Hans stærke ord gav hende kuldegysninger, da hun ikke helt forstod betydningen i ordene korrekt. Kærlighedsærklæring var hun ikke just van til. "Tak" mumlede hun derefter og trådte væk fra ham. Hen til kanten af søen, hvor hun fik hevet hendes nøgne krop op på jorden. Selve hendes krop slank, med de smukkeste former. Huden var helt porcelæns hvid, og helt hårløs. Hun havde intet andet hår på sin krop, end hovedet, øjenbryn, og øjenvipper. Sådan havde det altid været, og sådan ville det sikkert altid være.
Arlyn rejste sig på den kolde jord, og fik hendes tøj på. Ret så hurtigt endda. Dog havde hun lidt problemer med den hvide kjole. Da hun ikke kunne spænde den bagfra. Det var et gammeldags korsage, som man havde haft gennem tiderne. Derfor var det svært, at spænde hvis man selv skulle det. Hun fik dog til sidst overvundet den, og fik spændt den ordenligt. Kjolen i sig selv passede fint til hendes slanke krop. Den sad stramt om barmen og ned til hoften. Derefter puffede den som sagt ud. Den var meget gammeldags hvilket også kunne få hende til, at se ældre ud end seksten år.
Da hun fik sat tøjet ordenligt, sagde hun stille; "Så har du min tilladelse til at kigge igen" med en let latter. Den var både sød og kærlig. Helt speciel. Sådan var hun bare generelt. Arlyn strøg et par fingre igennem, det mørke krøllede hår. Det var stadig fugtigt i bunden, da havde rørt vandet. Så ti centimeter var lidt vådt. Hun strøg det derefter på plads. Så noget hang ned af ryggen og noget ned af skuldrene fortil. Hendes grønne øjne skinnede stadig når månelyset ramte dem. Det glitrede helt. Hun kiggede ned på ham og sendte ham et blidt smil.
Hun satte sig ned på jorden, da det virkede underligt, at stå op og glo. Arlyn bed sig selv blidt i underlæben, og kiggede ud på ham. Han var nu ellers en meget køn ung mand.. Måske smuk endda? Det syntes hun i hvert fald, selvom han var ret underlig. Altså han kaldte hende for Cornelia.. Men det skulle hun nok få overbevist ham om, at hun ikke var Cornelia.

Der var på én grund til, at han ikke vendte sig om for at betragte hendes smukke krop. Og den var vidst rimelig tydelig - han fiskede efter hendes tillid, som han var sikker på at få en dag. Lucifer var god til at manipulere, og hvis han ville, kunne han jo også plante falske minder i sindet på hende og overbevise hende om hendes sande identitet.
Da hendes stemme igen flød omkring ham som rindende vand, vendte han sig stille om og betragtede hende med strålende øjne. Selvom han selvfølgelig foretrak hende med så lidt tøj på som muligt, så hun også ubeskrivelig smuk ud nu. Blændende. Han var i hvert fald forblændet af hendes skønhed.
Da hun så sætte sig ned på den beskidte jord, gik han stille mod hende, som var han i en eller form for trance. Med elegante bevægelser satte han sig ned ved siden af hende og måtte modstå fristelsen til at holde hendes hånd. Men det skræmte ham ikke fra at kigge på hende, for det gjorde han. Hvert eneste del og afkrog af hendes krop blev nærstuderet for at finde ud af, om det virkelig var hans elskede, som sad ved siden af ham. Da der ikke var nogen forskelle at finde, smilede han tilfreds og sukkede lykkeligt, mens han lod sig glide ned mod jorden, så han til sidst lå ned og stirrede op på månen. Ham måtte indrømme over for sig selv, at dette virkelig var lykke, og at han var i stand til at have følelser. Selvom han udmærket godt vidste, at dette var en kæmpe svaghed for ham, var han villig til at tage chancen. Han ville gøre alt for Cornelia. Bogstavelig talt.
"Du ved godt, at jeg har savnet dig, ikke også min skat?" Spurgte han stille og lod endnu engang sit blik fange hendes. Så stirrede han længe på hende, hvorefter han til sidst bankede sin hånd mod jorden ved siden af ham som en invitation til, at ligge ved siden af ham.

En smule overrakset var hun, da han sagde han havde savnet hende. De havde jo først mødes? Måske havde de mødt hinanden i et andet liv, men ikke i dette. Altså før nu. Det mindes hun i hvert fald ikke. Måske som barn? Det kunne hun blot ikke huske.
Da han bankede på den kolde jord, lod hun hendes blik glide ind i hans. Derefter lagde hun sig ned ved siden af ham og kiggede hen på ham. Så hendes hoved vendte med fronten imod hans. "Du kan umuligt have savnet mig. Du så mig blot ikke klæde om" mumlede hun som et svar. Og så flyttede hun blikket imod den smukke himmel, der var dækket af de smukkeste stjerner. Det brune krøllede hår lå spredt ud til alle sider, da det var så langt og fyldigt. Den blege hud skinnede næsten i månelyset. En underlig sang kørte inde i hendes hoved. En vuggevise. Måske havde hun hørt den som lille? Det kunne være derfor hun mindes den nu. Det var nok stjernernes påvirkning. "Hvad er dit navn?" hviskede hun og kiggede hen imod ham. Hun sendte ham et lille smil, da hun ikke kunne lade være. Han ville sikkert have et helt unikt navn. Da det ville passe til ham. Måske noget med Altaniar.. Eller sådan noget. Det kunne hun dog ikke vide, før han præsenterede sig. Nu havde hun jo også fortalt hendes navn. Det var dog i en anden sammenhæng. De klare grønne øjne borrede sig ind i hans. Da hun fandt hans blik dejligt. Hun kunne ikke løbe fra, at hun var tiltrukket af denne herre. Han var så pragtfuld. Som en engel. En af Herrens smukke tjenere, krigere, medmennesker. Hun lod hendes blik glide ned over hans krop. Da hun ikke havde nær studeret ham endnu. Arlyn ville også gerne lige finde noget ud af om ham. Måske var det ved, at gå op for ham? Det med hende Cornelia. Selvom hans blik stadig var kærligt og omsorgsfuld. Dette var bare en speciel situation, at blive sat i. En mand der havde sådan en stor kærlighed til en person, som man ikke selv var. Som han troede man var. Hun lagde blidt hendes hånd på hans skulder. "Jeg er ikke hende du søger" hviskede hun så stille. Ikke på en glad måde. Mere på en sorgmodig måde. Hun ville jo helst ikke gøre denne unge herre trist. Arlyn var bare ikke Cornelia. Så meget vidste hun.

Et tilfreds smil gled over hans læber, da hun rent faktisk lagde sig ned ved siden af ham. Ikke fordi han ikke regnede med, at hun ville gøre det - han kunne få folk til at gøre hvad som helst for ham - han havde vel bare forventet større modstand. Men han skulle bestemt ikke klage. Han fik det jo, som han ville.
Da modstanden så kom, smilede han alligevel stadig. Sådan havde Cornelia også altid været - altid til besvar og stædig som en okse. Men han elskede hende nok til også at elske hendes fejl.
"Jeg har savnet dig i flere hundrede år," sagde han så i et tonefald, som tydeligt signalerede, at det ikke var til diskussion. Det var en smule trættende at høre på hendes beklagelser. Som om han ikke havde andre ting at se til?!
Han lå lidt og kiggede på nattehimmelen, da hun pludselig spurgte ind til hans navn. Endnu bevis på, at dette ikke var Cornelia. Det føltes som om hans hjerte sank, men det viste han selvfølgelig intet tegn på. I stedet lod han roligt sit blik møde hendes, mens han trak på skuldrene.
"Jeg går ind under mange navne... Men det mest korrekte ville være at kalde mig Lucifer," sagde han derfor toneløst. Det var i hvert fald dét navn, han havde brugt, omkring det tidspunkt han mødte sin elskede. Det var meget desperat, men han klamrede sig til den mikro chance for, at dette rent faktisk var hende.

Derefter blev der stille igen, og hans blik fandt endnu engang de blinkende stjerner. Det var behageligt at ligge der. Uden et ord. Knap havde han tænkt denne tanke, før hun brudte tavsheden med de ord, han absolut mindst ville høre. Men de ord, som han inderst inde også vidste, var rigtige. Om han ville det eller ej.
"Det ved jeg godt," sukkede han og gemte sine øjne i sine hænder, som græd han. Det gjorde han selvfølgelig ikke, men han var på randen til det. Det var et kæmpe følelsesmæssigt nederlag for ham.

Det var som et slag i maven, at se den såkaldte Lucifer trist. Selvom hun sagtens kunne forstå hans følelsesmæssige nederlag. Han havde tydeligvis savnet denne pige ubeskriveligt meget, og han elskede hende vidst også. Det kunne man se på hans kærlige blik. Selvom noget prikkede til hende og sagde nej, lagde hun sig alligevel halvt hen over ham. Og tog hans hænder i hendes og fjernede dem fra hans smukke ansigt. "Jeg undskylder for min stædighed." Hviskede hun stille. "Det virker bare så uvirkeligt, at jeg skulle være en du elsker" tilføjede hun stille og strøg ham blidt over kinden med den hende hånd. Selve hendes hånd var ikke så stor, så den virkede overhovedet ikke voldsom. Som den ville have virket hvis den var større.
"Den eneste mulighed for, at jeg kunne være hende. Var hvis jeg var hendes sjæl. Hvilket jeg tvivler meget på" mumlede hun til sidst med fortvivlet suk. Hun lænede sig ned imod ham, og lod deres brystkasser røre hinanden. Arlyn gav ham derefter et kys på mundvigen. Hvorfor vidste hun ikke. Det virkede bare passende og som om det bare skulle være der. Det var der i hvert fald noget der sagde inde i hende. Hvad det var der beordrede hende til det, anede hun virkelig heller ikke. Det måtte guderne vide. Hun løftede derefter hendes ansigt, så deres hoveder ikke var så tætte. Så ville det nok heller ikke udvikle sig til mere en det uskyldige kys. Eller ville det?
Hun lå stadig en smule hen over ham, blot så deres brystkasser berørte hinanden. Hun strøg hendes fingre hen over hans hånd og lukkede kort øjnene. "Jeg er virkelig ked af, at jeg har gjort dig så trist. Jeg vil gøre alt for, at gøre det godt igen?" sagde hun stille og spørgende. Måske var der noget han ville have til gengæld, for hendes stædighed der tydeligvis havde berørt ham følelsesmæssigt. Det havde aldrig været hendes intuition, at såre Lucifer på nogen måde.

Det var ikke længe, han lå sådan, før hun fjernede hans hænder. Dette overraskede ham meget, hvilket var årsagen til hans forunderlige blik. Men hendes ord gav ham håb. Mere håb end han haft i flere årtier. Tænk, hvis det var hende, men bare i en ny sjæl. Bare tanken fik hans hjerte til at banke hårdt og hurtigt, og det føltes som om han blev opslugt i sit drømmeri.
"Hvorfor skulle det føles uvirkeligt?" Hviskede han i samme, stille tonefald som hendes, mens han strøg en tot hår væk fra hendes ansigt. Hendes pessimisme tog han dog ikke mange notits af, det kunne sagtens være hende. Det måtte han tro på, da det var vigtigt for ham at have noget at holde fast i.
Hvis han havde været overrasket, da hun fjernede hans hænder, var det intet i forhold til overraskelsen, der ventede ham, da hun lod sine bløde læber strejfe hans mundvige. Handlingen fik ham til at sukke, næsten sørgmodigt, hvorefter han lod sin højre arm hvile på hendes ryg. Selvom man umildbart ikke skulle tro, at der ikke var særlig meget ved det, betød det lille kys alverdens for ham. Det var Cornelia. Han var helt sikker - ingen andre ville have kysset ham på den måde. Så forsigt, men samtidigt også sikkert. Det var næsten fortryllende, hun havde ham i sin hule hånd, uden at han var klar over det.
Da hun så spurgte om, der var noget hun kunne gøre, rystede han på hovedet og sagde blot: "At du er dig, er skam nok. Din tilstedeværelse er langt mere, end jeg kunne drømme om."
Så lukkede han sine øjne og sukkede lykkeligt. Sådan lå han i et par minutter, før han igen åbnede sine øjne og strøg hendes kind. Han havde meget lyst til at lade sine læber møde hendes, men holdt sig tilbage. Det måtte ikke ødelægge alting.

Forvirret? Det var præcis det ord der beskrev Arlyn lige nu. Dog kendte hun ikke denne Lucifer særlig godt endnu, men følte sig alligevel tiltrukket af ham. Som om hun kendte ham. Godt endda. Det var som sommerfugle i maven på den gode måde. Lidt ligesom når man var forelsket. Ikke at hun var det. Der skulle meget til før hun ville indrømme følelser. Hun undertrykte hendes følelser så meget hun nu kunne, og hun kunne umuligt blive forelsket i en hun knap nok kendte. Eller en hun måske havde kendt før? I en anden tid. I et andet liv. Hvor hun lignede sig selv ekstremt. Hvilket jo var ret så fantastisk.
Under alt hendes spekulation, blev hun en smule overrasket da hun mærkede en hånd imod hendes kind. Hun kiggede op på ham, og blev bekræftet i at det var ham der havde rørt ved hende. En svagt suk forlod hende. Ikke et trist, spekulerende, dystert suk. Mere et lidt lettet suk. " Vi må blot lade tiden vise hvad der er det rigtige" sagde hun stille og nussede ham blidt i håret. Kun kort og sødt. Da det heller ikke skulle blive for meget. Hvis hun havde ladet sig rive med af stemingen, havde hun ladet sine rosa farvede læber ramme hans i et dybt og intenst kys. Men det gjorde hun ikke. Selvom det nok var det hendes krop gerne ville. Hun valgte at lytte til hendes hjerne. I hvert fald lige i et par sekunder. Hun lænede sig ind over ham, og trykkede blidt læberne imod hans. Blot fordi hendes krop så inderligt havde lyst til det. Og for engang skyld gjorde hun noget spontant og uforudsigelig. Det ville nok være første gang i mange år. En gang skulle jo være den første ikke? Og hun mente også at hun måtte give under for sine lyster. Hun masserede blidt hans læber og slap derefter dem igen. Hun åbnede hendes grønlige øjne og kiggede direkte ind i hans. En svag rødmen bredte sig hen over hendes kinder.

Hele situationen var så urealistisk, at han op til flere gange tog sine tanker i, at køre helt af sporet. Han blev fanget i gamle, lykkelige minder og måtte minde sig selv på, at han måtte tænke frem af. Han måtte finde ud af, hvem denne kvinde var. Cornelia eller ej. Måske var de i familie? Ganske vidst var det uvidst, men han ville finde ud af det. På en eller anden måde, men selvfølgelig skulle dette foregå i al hemmelighed. Han måtte observere hende; hendes træk, hendes daglige rutiner. Alting. Han måtte finde ud af, hvem denne skabning var. Grunden til, hvorfor hun var sendt til jorden; om det var Guds nåde eller hans straf. Man vidste jo aldrig med Gud og hans ønsker, men derimod vidste Gud lige præcis, hvad Lucifers ønsker var. Og det ønske, der stod højest på listen, var ganske rigtigt Cornelia.

Denne planlægning blev dog midlertidig sat på pause, da han mærkede hendes bløde læber mod sine. Det fik ham til at glemme alt andet - som om han blev sendt tilbage til tiden, hvor han havde levet med sin elskede.
Derfor lagde han sin arm omkring hendes hofte, og forlangte mere af kysset, selvom det blot havde været kort og forsigtigt. Men på grund af den mærkelige følelse af, at han rent faktisk kendte hende, var han ikke så optaget af sine omgivelser, som han normalt ville være. Cornelia var den eneste han nogensinde havde elsket, så selvfølgelig var det nogle helt unikke følelser, der indtræf.

"Vil du ikke være min igen? Alting kunne blive så godt som før," hviskede han hæst, før han endnu engang lod deres læber mødes i et sjusket kys, som gjorde, at hun ikke fik chancen for at svare lige foreløbig. Så lod han hånden snige om omkring hendes nakken, hvorefter han rodede i hendes smukke, brune hår. Lucifer havde altid haft en uforklarlig svaghed for brunetter.

Den blide hånd imod hendes hofte, der gjorde deres forsigtige kys lidt mere vildt og voldsomt. Hvilket var ret nyt. Da hun nu var en meget forsigtig pige, der aldrig havde gjort noget uventet før nu. Noget lidt vildt og vovet. Hun blinkede et par gange, da hun var en smule overrakset over hendes egen handlinger. Det var som om hendes forvirrede lille krop tog styringen, og hovedet kunne ikke følge med. En smule chokket blev hun, da han spurgte om hun ville være hans. Hans? Ehm.. Det kom lidt pludseligt og meget hurtigt. Det gjorde alt andet vel også ikke? Hvad hun lige skulle svare vidste hun ikke. At være sammen med denne Lucifer ville jo være en drøm for en hver pige. Men det var hun blot ikke klar til. Selvom hendes handlinger vidste noget andet. Efter deres andet kys lod hun hendes ansigt fjerne sig længere væk end før. For at svare ham på hans spørgsmål. "Det ved jeg ikke. Jeg kender dig ikke endnu.. Og kysset burde nok heller ikke have fundet sted." svarede hun med et sorgmodigt suk.
Han ville nok forstå, at hun nød hans selskab og nærvær. Da hendes forvirrede signaler ikke var så svære at tyde. I hvert fald ikke når han, havde hende under kontrol. Og også fordi hun ikke var løbet væk endnu, som et vildt dådyr. Det gjorde hun generelt når hun var forvirret eller mødte nye mennesker. Eller ikke altid. Men mange gange stak hun af. Hun var meget sky og nysgerrig. En meget dårlig blanding. Det syntes folk i hvert fald. Specielt overfalds mænd. De nåede aldrig, at fange hende da hun var så hurtig og let. Hendes bevægelser var bare så elegante og flydende, at det gik så hurtigt at man umuligt ville kunne følge med hende.
Arlyn strøg ham blidt over kinden, og kyssede hans kind en sidste gang. Derefter rettede hun på hendes kjole, med den ene hånd da den var faldet lidt ned. Så hendes bryst parti kom mere til syne. Hvilket der jo ikke var meningen.

Det overraskede ham faktisk, at hun besvarede hans kys, men han var ikke længe om at trække hende tættere ind til sig. Men selvfølgelig fra hun sig væk, hvilket han respekterede ved at gøre det samme.
"Du kender mig bedre end nogen anden," sagde han hæst, mens han fik sat sig op og strøg en hånd gennem det uglede hår. Det var rigtigt; hun kendte ham bedre end nogen anden, men alligevel kendte hun ham overhovedet ikke. Det var der ingen, der gjorde. En selv var jo den eneste, man rigtig kunne stole på, når alt kom til alt. Og det havde han lært på den hårde måde.

"Undskyld, jeg..." mere fik han ikke sagt, men i stedet gled hans blik ud over søen. Hvad lavede han egentlig her sammen med hende? Han burde være derhjemme. Man skulle være dum for at vide, at dette ikke var Cornelia. Gud havde ikke benådet sig - han ville aldrig få sin elskede at se igen. De ville være skilt for evigt. Det havde Gud selv sagt, som straf for Lucifers handlinger.