Måneskin

Tid: IRL
Sted: De Jeux
Vejr: IRL
Omgivelser: der er ikke længere nogen til stede

Craig sad på en gynge og så op imod himlen med sine hav blå øjne, hans lange sorte kappe hang ned omkring ham og hans sorte hår dækkede hans højre øje. langsomt og lydløst gyngede han frem og tilbage med en person i tankerne, hans kærlighed. Ikke en lyd forstyrrede ham i at tænke, alt var så fredfyldt over alt

Ross var ude og gå alene som sædvandelig. Hun havde en lang smuk kjole på. Hendes røde hår dækkede øjnene og hang ellers ned af ryggen. Hendes halskæder skinnede svagt i månelyset og hun havde en taske på der hang langs ned af siden. Hun gik lidt i sine egne tanker som hun altid gjorde, iværtfald her for tiden. Hvorfor vidste hun ikke. Det gjorde hun bare. Hun kiggede op på måne, hvor var den smuk - lige så smuk som igår. Hun tog et skridt af gangen lydløst og langsomt. Hun kunne hun skimte lege pladsen.

//hvilket vejr er det, sry men er jo ikke hjemme i øjeblikket :P

//mørkt og en smule koldt, men der er varme briser af og til//

Inde i hans hoved begyndte han at synge en sang som han ligeså sang dagen forinden, stille sukkede han dog med hovedet sunket efter sukket havde startet. Tankerne tog sig en drejning og han så nu halv kold ud i ansigtet, han bemærkede det ikke selv. Men hans tanker ledte ham hen til et sted hvor han ikke længere var sikker

//okai.. nu ved jeg det

ross kom tættere på nu og man kunne hører hendes skridt da hun fra græsset gik ind i gruset. Der var halv kold i aften. Ikke lige som igår det det gik. Hun tænkte på igår, hele dagen og i nat. Hun kiggede omkring og var nu få skridt fra legepladsen og der sad der en. Det lignede ham fra i igår - eller i morges. Hun smilte. " god aften.. Hyggeligt at se dig her igen."" sagde hun venligt og satte sig samme sted som igår. i aften havde hun husket alle hendes ting og hendes bog. og hun huskede sig selv på at hun ikke skulle glemme sine ting i aften, som hun havde gjort igår - eller i morges.. så skulle hun bare hente dem igen.

"i lige måde" svarede han roligt og nikkede til hende, han rettede sine øjne imod hende men lod kort efter blikket sætte sig på månen, hans øjne lyste en smule op på grund af månen, dog var de mørke nok til at det næsten kun var overfladen der skinnede en smule

Ross sad lidt og kiggede. når hun kiggede på dette savnede hun en anden tid. Hvor stjernerne var klarer end nu. Hun savnede det gamle. Før at hun vågnede. Men var egentlig også glad. Hun havde oplevet noget hun aldrig ville havde gjort. Godt nok forstod hun ikke hvorfor hun var vågnet her. Men lige nu var det okai. Hendes grønne øjne faldt kiggede intenst på månen og stjernerne og mærkede let vinden. Den var svag i nat. Ganske svag. Og græsset var ikke vådt endnu af dug, men halvtørt og varmt efter dagen solstråler. Alt var smukt, alt åndende fred. * i Sandhed en smuk aften* tænkte hun.

"hvad bringer dig hertil igen?" spurgte han roligt og betragtede hende, roligt stoppede han gyngen lidt og sad helt stille så han smeltede sammen med mørket. Dog rejste han sig og stillede sig istedet på gyngen for derefter at gynge frem og tilbage

hun sad stille. " det ved jeg ikke. Jeg kan godt lide at gå ture. og vinden bragte mig herhen. Den vist mig vej. " hun tav. HUn tænkte sig om " her er der fred, her er der ro. Dette er en af de steder vor der er det. Et af de steder vor man kan tænke, uden der er alt for meget larm og stress. Hun kiggede på ham. "og dig" sagde hun spørgende "hvad bringer dig her ud?"

"jeg har nogle minder fra barndommen vedrørende gynger, så forkærligheden bragte mig tilbage" svarede han roligt og sukkede idet han svingede hårdt frem, hoppede af i en baglæns salto som lod ham lande på selve gyngestativets øverste rør der holdte gyngerne oppe, deroppe sad han og så med det samme op imod himlen med et skævt smil

" da jeg var barn havde vi ingen gynger. " svarede hun stille. "men gynger er dejlige. "hun hørte noget larm og kiggede tilbage og så at han sad på gyngestativet. hun smilede. og lod igen blikket glide langsomt op på himlen med alle stjernerne og måne. "hvor kommer du fra i verden.? Verdene er jo stor"

"Jeg husker det ikke, gid jeg gjorde" svarede han stille og smilte lidt men dog forsvandt smilet ret hurtigt "hvad med dig?" spurgte han roligt og så på hende med hovedet let på skrå idet han langsomt endnu en gang sukkede

"jeg kom fra det man i dag kalder irland. men det er mange år siden. og det er ikke det samme. ikke det samme længere. " hun sukkede kort. "men sådan er det. intet er det samme. Men det jeg mest kan huske er fra england - tæt på det man idag kalder london. " hun smilte og kiggede på ham og fik øjenkontakt med ham igen. Hendes grønne klarer øjne mødtes med hans sorte. "Jeg savner det forfærdeligt. men jeg kan ikke gøre ved noget ved det. nogle gange ville jeg ønske jeg ikke kunne huske min fortid. Men andre gange er jeg glad for jeg kan det. Hele verden har forandret sig. men til det bedre ved jeg ikke. men til en ny verden - men det gøre den jo hele tiden. " hun smilte sørgmodigt. og gabte lidt. " Det eneste der ikke er forandret er den store himmel.. Og det er der mine minder er, var og altid har været. og det er jeg taknemmelig for."

"jeg har intet fra min barndom udover gynger. Jeg ønsker ikke at gå tilbage, jeg ønsker ikke at huske hvad der end er sket. jeg har billeder og jeg husker død. Men ingen glæde sætter sig til fortiden. Lev aldrig i fortiden, lev kun i nutiden og fremtiden, andet er ikke godt for hverken dig eller dem der er nær dig" sagde han roligt og sukkede endnu en gang da han fik billeder i hovedet af sine døde forældre

"jeg ved det godt. men det er nu svært. Jeg tænker ofte på den. Fordi at det er så langt fra i dag. længere end mange. Men jeg klare mig.. jeg tænker normalt kun på den når jeg ser stjerne himlen. Eller er alene. Eller noget i den stil. " smiler lidt. " men dog er det også vigtigt at huske hvad man kan, hvor man har lært det og hvordan man har lært og fundet ud af det. Det er det iværtfald for mig, det gøre mig til den jeg er og ingen anden. Det viser mig selv, hvem jeg var og hvem jeg er i dag." så tav hun. og sukkede.

"Har du nogensinde følt at der var noget ved dig der ikke havde en sammenhæng med omgivelserne?" spurgte han roligt da engle klart ikke var dem han vidste mest om, han vidste udemærket hvordan de skulle fanges, men så længe det gjalt sjæl og ligheder var han langt fra den bedste til at se. Han lagde sig på røret uden at falde ned, det var meget snævert men det kunne sagtens lade sig gøre for ham at holde balancen deroppe

"ja det har jeg. " sagde hun og tænkte tilbage på den dag da hun vågnede. " ja og jeg kan huske det klart. " Hun kiggede op på rundt. Alt var mørkt og alt var sort. Undtagen himlens stjerner og månen. Hun tænkte på den fustrationhun havde haft over det der var sket. " men man må bare overleve med det. der er jo ikke noget man kan gøre ved det. " hun sukkede en gang og kiggede op på himlen.

Han hoppede langsomt ned fra stativet og satte sig overfor Ross "hvordan skete det egentlig for dig?" spurgte han stille og lod sine hænder rive et græsstrå op som han proppede i munden, det fik ham til at ligne en cowboy uden hans hat, selvom Craig langt fra var cowboy

"hvordan det skete jeg vågnede? eller er det den lidt mere uddybende du vil ha'? " hun smilte og kiggede på ham. Havde hun tillid nok til at fortælle ham det? hun havde kun fortalt det til julius. ingen andre .. måske kunne hun godt det. Hun sad lidt og overvejede hans reaktion og svar, men dette kunne ikke ses.

"tjah jeg beder ikke om for mange detaljer hvis du ikke ønsker at give dem, blot en del af historien bag" svarede han stille og virkede interesseret i at lytte, men ikke for meget til at virke ivrig, han lagde sig i græsset, om på siden med ansigtet imod hende så han kunne se hendes reaktion

hun nikkede. og tænkte sig om. "for mange mange år siden. Boede jeg i irland. Min mor døde under min fødsel og det min min far mig skylden for. Jeg havde 2 brødre som jeg holdte meget af som sørgede for at jeg klarede mig. En dag fik jeg en mester. Min mester lærte mig en masse i det område jeg var boede i og da jeg var 8 -9 år mener jeg, rejste vi til london ned ved det vi idag kalder stone hegn. Der var vi i nogle år og en dag hvor mig og min mester var ude og vandre os en tur efter nogle urter blev vi overfaldet af 5 personer. Min mester sagde at jeg skulle skynde mig væk, og jeg stod i valget mellem at gøre som han sagde eller hjælpe ham og dermed ofre mig selv. Min mester var som familie for mig og jeg var det samme for ham, så jeg valgte at ofre mig selv og redde hans liv. Kampen kan jeg ikke huske så godt. den er lidt roddet men det endte med at det blev sort. " hun sukkede og kiggede trist ned i jorden og begyndte igen "efter lang tid vågnede jeg. Jeg sad oppe i et jordhul og kiggede mig omkring. Jeg kunne genkende stedet det var ikke ret langt fra stone hegn, dog var det et andet sted end der hvor alt blev sort.. alt så anderledes ud, dog kunne jeg genkende det. Mine ting lå omkring mig, dog lå der også andre ting. Jeg kiggede op og så et stort lys. lyset snakkede til mig og fortalte en masse. Da det forsvandt rejste jeg mig op og så mig omkring. Jeg gik tilbage til stone hegn og fandt en inskription i en af stenene. Det var min mester der havde skrevet noget til minde om mig. efter det har alt været lidt underligt, men jeg har lært at klarer mig.. "hun sagde ikke rigtig mere. hun kiggede på ham med sorg i hendes øjne. "den verden jeg kendte var der ikke mere. Men nu er der en ny. Jeg svaner den gamle, men glæder mig over den nye. hmm.. men hvad med dig, kan du intet huske?"

"jeg husker mine forældres og min 'død', alt andet er væk udover gyngerne" svarede han roligt og så på hende "tak fordi du ville dele det med mig" tilføjede han derefter og nikker anerkendende "ville have fortalt dig lige så meget hvis jeg blot kunne huske... alt jeg kan give dig er mine forældres død og hvad der skete med mig" sagde han til sidst og ventede på hendes reaktion for at se hvad hun mente om det, han kunne sagtens mærke at ved at snakke om det var hun blevet mere åben og samtidig mere sårbar hvilket var noget han passede på med.

"gerne.. " hun smilte igen. Det var som om sorgen var begyndt at forsvinde. Hun elskede at hører om andres liv. Hun vidste også at ved at fortælle en anden om dette var hun blevet mere åben over for en fremmed end før. og at det var med en vampyr, var måske ikke det bedste. Dog føltes det som om at hun kunne stole på ham. Og egentlig var det helt okay at sidde her en mørk aften og snakke..

"Min far arbejdede med at hjælpe folk, han var en meget flink mand trods han afskyede menneskene, de fleste ikke humanære personer kom til ham for at få hjælp og få del af hans ekspertise. Den lokale doktor undersøgte det hele og da de havde haft en af de samme patienter opdagede doktoren noget han ikke skulle have opdaget." startede han stille ud og bed sig lidt i underlæben før han fortsatte "han blev spiddet og brændt af de militære styrker, doktoren havde anklaget ham for at være en ond mand, en ond troldmand. Han var aldrig sikker på hvad han selv anklagede far for, men jeg skal love for han havde byen med sig. Mor og mig flygtede." fortsatte han og så lidt op imod himlen "vi fik et nyt hus, jeg blev utroligt syg uden videre, vi fandt aldrig ud af hvad det var. Mor tilkaldte doktoren der havde forrådt far, hun havde mistanken at det udelukkende var militæret der stod bag drabet på ham. Doktoren gav mig en sprøjte og daffede af. Sprøjten... var gift" sagde han stille og sukkede stille idet han så hændelserne som en video i hans hoved "jeg blev mere syg og var døden nær. Mor vidste ikke hvad hun skulle gøre, i hvad dre føltes som en evighed sad hun ved min side og vågede over mig, da min skæbne var truffet og jeg var få minutter fra at forlade verden, bed hun mig..." sagde han og vendte sig om på ryggen for at se direkte op på månen "giften blev overført via blodet over i hende og hun døde øjeblikkeligt, hun kunne ikke tåle det. Jeg besvimede og vågnede op meget lang tid efter det, da jeg så endelig var vågen fik jeg taget min hævn og jeg endte sådan her." afsluttede han idet han sukkede og lå fuldstændig stille uden at røre sig overhovedet. Han tænkte alle handlingerne igennem igen og opdagede at der var noget han havde overset som han måtte gøre, hævnen var ikke taget endnu, ikke før militæret havde betalt sine officere og øverst regerende selvom det var ca. 300 år siden det skete.

hun kiggede lyttende på ham" livet er uretfærdigt, men tak fordi at du fortalte mig det. Jeg er ked af at du også har mistet din familie. " hun kiggede på ham. hun sukkede. hun ville så gerne hjælpe ham , men vidste ikke hvad hun skulle sige, så lod være med at sige noget.. hun tænkte det var bedre.

Han så på hende og mærkede en brise suse direkte imod hans hud, månen var i position til at overveje sin forsvinden, skyerne kunne ikke rigtig ses endnu udover de skyer der var omkring månen der derved lystes op. "Sådan skal det være, ellers er livet ikke værd at leve" svarede han stille og så igen på hende efter at have set på månen