Oh No You Didn't! - Hazel

Sted ~ Hjemme ved Jonathan | Tid ~ 18:17 | Temperatur ~ 17

Vreden havde endnu ikke helt forladt Jonathan. Hans fars fortælling om hans historie, var ikke noget han rigtig havde tænkt videre over efter hans møde med Hazels ven. Bare navnet fik vreden til at ulve op i hybriden, der netop var kommet inden for døren hjemme ved sin far. Liam kom ned på at hilse ham, men droppede at sige noget, da han så sin søns tydeligvis irriteret og vrede ansigt. Det gjorde det ikke meget bedre at mande forblev tavs, men det hele kunne ikke blive meget værre. Som en elegant i en glasbutik, trampede Jonathan ned af gangen mod sit værelse hvor han fandt de mest fornødne ting og forlod derefter lokalet, for at gå til sit gamle værelse. Inventaret fra det gamle gæsteværelse var blot flyttede ned i hans gamle værelse, så han kunne sagtens sove og næsten bo på værelset.
Rasten af Hazels tøj, havde han forladt i bilen, der muligvis stadig stod ved hotellet, ellers var den kommet hjem. Jonathan havde ikke set det, så muligvis var det blevet smidt ud, eller noget i den stil. Det interesserede ham heller ikke. Hun skulle bare ud af hans hoved, og det kunne ikke gå stærkt nok. Trods en del forsøg, var det ikke lykkes Jonathan at sætte navn eller ord på den følelse han havde imod kvinden, som havde kidnappet hans hjerte, for det havde hun. Et eller andet sted elskede han hende stadig, men det fandens lille smil ødelage alt for ham, alt imellem dem. Han ville ikke kravle tilbage til hende. Han vidste ikke hvor hun befandt sig, og hvis hun var blevet dræbt eller spist af et eller anden uhyre, ville det passe ham fint. Selvfølgelig ville det ikke det, men sådan følte han det. Verden var allerede sunket i grus for ham, så en sten mere eller mindre ville sikkert ikke gøre den store forskel. Jonathan mente ikke der var noget at rette op på. Han skulle bare have lidt tid til at dampe af, og så ville han flytte. Permanent!
Jonathan lod sig falde bagover, ned i sengen mens han lå og stirrede op i loftet. Han anede ikke rigtig hvad han skulle gøre af sig selv, eller sin krop. Den føltes pludselig så stor men uden noget nyttigt formål. Det var tegnet. Kort efter gemte han sig ind under dynen i form af en lille hvid kanin, så kun den lille hale kort strittede ud. Da han bemærkede at han ikke var fuldstændig dækket, smuttede han endnu længere ind, og lå som en lille bule, men med ørerne på vakt. Hvis nogle ville træde ind i rummet, eventuelt rengøringsdamen, Liam eller Stephen, ville han springe ud, og forvandle sig.

Hazelin havde brugt flere dage, på at finde ud af hvad hun skulle stille op. Da hun først havde fået gjort det hun var blevet bedt om, var hun virkelig begyndt at tænke over tingene. Men nu forstod hun det udmærket. Hun forstod godt at Nathan var ligeglad med hende, det gav lidt sig selv. Eftersom at hun havde været ret så ond overfor ham, på hotellet. Og det at hun havde smilet bagefter, gjorde nok ikke tingene bedre for hende.
Men nu var hun så på vej mod hans hus. Selvom hun aldrig havde gået hele vejen dertil, var det ikke svært for hende at finde tilbage. Det var næsten som om, at vejen var printet ind i hendes hoved, og derfor tænkte hun ikke synderligt over, hvor hun gik henne. Hun gik bare til hun nåede frem.
Hun stod nu foran døren, og stirrede længe på den,. Hun vidste ikke rigtigt om hun skulle gå ind, eller om hun skulle banke på. Hun gad ikke rigtigt at kigge på hans far, og chancen for at det var ham der åbnede døren, var ret stor. Så hun var lidt nødt til bare at gå indenfor. Men hvor mon Nathan var?.. Efter et par minutter, blev hun enig med sig selv om, at han nok var på sit gamle værelse. Han ville nok bare gerne glemme alt om hende.
I stedet valgte hun at åbne døren, og snige sig ind. Hun så langsomt rundt, og lukkede lydløst døren bag sig. Hun så kort rundt, for at se om hun kunne se hans far nogle steder, men det kunne hun ikke. Så hun fortsatte lydløst hen til trappen. Heldigvis var hun blevet meget bedre til at færdes i huset, hun havde lært hvor at værelserne var, og alle de andre ting i det her hus. Det var derfor ikke svært for hende, at finde hen til Nathan’s gamle værelse.
Hun tøvede længe, inden hun ganske langsomt, åbnede døren ind til hans værelse. Hun så efter ham, men da hun ikke lige opdagede ham, var hun lige ved at gå igen. Men der.. Under dynen.. Der lå da en lille form for kugle, mon det var ham? Hun håbede det, og valgte at gå hen og sætte sig på sengen, fjernede forsigtigt dynen fra ham, og betragtede ham stille.
“Hør Nathan… jeg er virkelig ked af det okay.. Jeg ved godt at.. At du tænker de værste ting om mig, og det er helt okay. Det er min egen skyld.. Du har alt mulig grund til at være vred, men jeg er bare det jeg er lært op til.. Og at det gik udover dig, ja det.. Var næsten lidt for naivt af mig at tro, at det ikke ville ske.” sukkede hun og rejste sig. Hendes ellers blå øjne, var nu blevet meget mørkeblå, idet hun så om på ham igen.
Hun gik langsomt hen til vinduet, og lod armene hvile over kors. “Men du gjorde det ikke ligefrem bedre for dig selv, eftersom du ikke prøvede på at beskytte mig.. Det havde jeg faktisk regnet med, men det gjorde du ikke. Så jeg havde ikke noget valg, jeg har ikke tænkt mig at blive skåret op, og hellere mærke dig, end at du dør” sagde hun tænkende, og strakte sig. Derefter vendte hun sig mod ham igen, som han sad der i sin kaninform, var han virkelig nuttet.
Hun trak på skuldrene, “Jeg kom bare for at fortælle dig at.. Ja det ved jeg faktisk ikke helt. Jeg kom vel for at fortælle dig, at jeg rigtigt nok smilte da jeg havde mærket dig og.. Det kan jeg ikke lave om på. Måske havde det været anderledes, hvis du havde prøvet at hjælpe mig, i stedet for at jeg skulle stille op for oz begge.. Jeg forsvarede dig.. Men du gjorde intet for mig, måske var det i virkeligheden godt for oz begge, at jeg gjorde det.” sagde hun let, og gik langsomt ud på gangen, derefter ned og udenfor igen.
Da hun endelig stod der, og kunne mærke den lune vind mod sin hud, sukkede hun blidt. Det var ikke for at være ond som sådan, kun lidt.. Hun kunne ikke rigtigt finde ud af at slå tilbage på sit søde indre. Det var lidt som om, at det nu var krakeleret fuldstændigt.

Det viste sig at kaninen var mere træt, end han havde forventet. Før han nåde at gøre noget ved det, var han splattet ud på sengen, med alle fire poter ud til siden mens han lå og snorkede til dynen lige pludselig forsvandt. Han sprang forvirret rundt, og forsøgte at finde ud af hvad der skete, til han så Hazel, eller i hver fald kunne opfange en stærk duft af hende i rummet. Han rettede sig efter duften, og lignede en der kiggede på hende, selvom han ikke rigtig kunne se hende. Mens hun begyndte at forklare, sad han og vågnede. Søvnen forsvandt som dug for solen, da Hazel begyndte at beskylde ham for ikke at have gjort noget. Han mente ikke han kunne have gjort noget, men han forblev tavs, da han var kanin, og at han ikke ville forvandle sig før hun var færdig. Først da hun var færdig, ville han til at sige noget, men der forlod Hazel rummet. Pludselig skulle det til at gå uhyggelig stærkt, især for ham, der lige havde fået en middags skraber.
Jonathan sprang ned ned fra sengen, hvor han sprang efter Hazel først som kanin, og derefter som menneske, hvor han var lige ved at vælte over sine egne fødder. "Hazel!" Han greb fat i hendes hånd, og tvang hende til at stoppe. "Hvad ville du have mig til at gøre? Det er ikke os alle sammen, som går rundt med ... evner eller hvad du kalder det." Der var ikke nogle direkte vrede at spore i hans stemme, men det var heller ikke fordi den just var hverken muntre eller glad. "Jeg havde personligt ikke lyst til at blive en stegt kanin, og hvad havde du egentligt tænkt dig jeg skulle gøre? Kaste mig over ham inden jeg blev dræbt?" Lysten til at tilføje en masse mere, var enorm, men han bekæmpede den, og ventede næsten høfligt på at hun skulle give ham en form for svar.
Jonathan havde efter lidt tid, sluppet Hazels håndled, så hun kunne trække det til sig, men han ville forsøge at fange det igen, hvis hun prøvede at stikke af igen. Han forlangte et svar. Hun kunne ikke beskylde ham for ikke at gøre noget med vilje. Det havde ikke været med vilje at han ønskede hende død, men han kunne bare ikke se, hvor han skulle kunne gøre den store forskel. Han gik jo ikke rundt og var bevæbnet med pistoler og sværd.

Hazelin mærkede hans hånd lukke om hendes håndled, og så langsomt om på ham med et roligt blik. Men stoppede dog langsomt op, eftersom at han jo holdt fast i hende, og hun ikke havde lyst til at rive sig løs og løbe sin vej. “Du kunne have sagt ham imod.. Have støttet op om mig.. Havde jeg vidst du ikke ville forsvare mig, havde jeg aldrig nogensinde sagt ham imod.. Så havde jeg bare gjort som han havde bedt om, og fået det overstået hurtigere” svarede hun let.
Da han omsider slap hendes håndled, trak hun sig adskillige skridt væk. “Hvis du er ligeglad, og for bange til at stå op for mig.. Til at forsvare mig, så.. Så er jeg glad for at jeg gjorde skade på dig… for så fandt jeg ud af, at vi bare ikke høre til sammen.. Det da fint du kommer for at hjælpe mig, når jeg bliver fanget. Hvad hvis han havde voldtaget mig? Så havde du bare stået og kigget.. Nærmest bare givet ham lov til det” fortsatte hun efter en stund, og rystede kort på hovedet, mest af sig selv. Hun forstod ham ikke. Forstod ikke, at han ikke kunne se, at hun bare ville have hjælp. Hun ville bare gerne have haft, at han sagde Zane imod.
Let så hun væk, og lod armene glide om sig selv. Hun følte sig forrådt.. Hadet.. Som om at han bare helst så at hun døde. Forsvandt for altid.. Og hun mærkede stadig lysten til at slå nogen ihjel. Det var virkelig skræmmende. Og alligevel.. Lokkende. Hun var faktisk ret forvirret omkring den del.

Jonathan bed tydeligvis irriteret tænderne sammen. "Ville det have hjulpet, ville det ikke have gjort det hele meget være?!" Udbrød han i selvforsvar, mens han stod og kiggede trodsigt på Hazel, som om han var en lille dreng der skulle overbevise sin mor om at han havde ret. "Du kunne se at jeg ikke kunne gøre noget, jeg fik aldrig tid til at gøre noget. Da han skred fra mig, så havde han nær stukket sit våben igennem mig, og hvordan vil du så have jeg skal komme hen til dig?!" Om det overhoved hjalp at det stod og mund huggede kunne han godt betvivle, men det virkede så dejligt nemt og simpelt. "Hvad ville du have mig til at gøre, fremtrylle et våben der kan gennemborede ham før han når at reagere?!" Der var dyb frustration af finde i Jonathans stemme, mens han stirrede irriteret og vredt på kvinden foran ham. Hvordan havde Hazel forventet han skulle kunne gøren noget? "Skulle jeg bare have ladt dig blive hos din far i starten, så kunne han piske og undertrykke dig alt det han ville. Ville det have været bedre?"
Jonathan gav sig en pause til at trække vejret, mens han tænkte, ligesom hun åbenbart tydeligvis også gjorde for en stund. De havde sikkert begge lige brug for at lade våbne igen, men han nåde at skyde før Hazel, til hans fornøjelse. "Har du nogen sinde elsket mig, for hvis du havde, så ville du have set at jeg ikke kunne gøre andet." Det var ikke helt sandt, men hun ville sikkert have set, at ikke alle var et væsen der kunne slå supermand. Han var en af dem, der bare levede på ligefod med menneskerne, og godt kunne lide sit liv, hvilke ikke gjalt når det kom til sorte konger der kunne teleportere og fremskabe våben. Når sandheden skulle frem, så frygtede Jonathan svaret. Kunne hun finde på at sige nej? Det kunne hun sikkert godt, men hvad ville han så gøre. Han begyndte at søge et svar i hendes ansigt, finde det før hun selv fandt det, selvom det var en håbløs kamp.

Hazelin så vredt på ham, og mærkede en speciel dirren i hænderne, der gjorde at hun lod dem glide ned i lommerne på den cardigan hun havde på. Der var helt klart noget galt med hende, men hun kunne ikke selv stoppe det igen,. Og Natan’s vredes udbrud, gjorde det ikke ligefrem bedre. “Så du forventer bare, at hvis vi får problemer, jamen så redder jeg da lige det hele, fordi du ikke er mand nok til at stå op for mig? Alt ville have hjulpet, selv den mindste modsigelse, men ikke en gang det gjorde du.. Jeg stilte mig op imod, herskeren af Di Morga, og du er komplet ligeglad..” hvislede hun roligt, og smed det lyse hår om på ryggen.
Det næste han sagde, fik hende til at grine let for sig selv, hænderne blev knyttet i lommerne, og en let trækken i nakken, fik hende til kort at dreje hovedet væk fra ham, men derefter tilbage igen. “Åh hvor er det storsindet af dig, du har ret, måske skulle jeg bare tage hjem igen, i det mindste vil jeg være sikker hos dem..” svarede hun spydigt, og så ham i øjnene.
“Så du tror ikke på jeg har elsket dig? Jeg troede du elskede mig nok, til at sige hvem som helst imod for at beskytte mig, men måske mine følelser for dig, var større end dine var for mig” sagde hun roligt,. Og tog hænderne op af lommerne igen. De dirrede stadig, og inde i sit hoved, kunne hun se alt hans blod for sig, se ham lide.. Hvilket nok også var grunden til, at hun begyndte at finde en løsning, så hun kunne komme væk fra ham igen.
Let så hun væk fra ham. “Jeg er nød til at gå Nathan.. Inden jeg gør noget jeg vil fortryde senere, så tark for det du har givet mig den seneste tid.. Jeg har virkelig nydt det, men du var nok ikke helt som jeg forventede” sagde hun omsider stille. Hun havde ikke kræfterne til at være sur, og holde sig selv under kontrol lige nu. Kort efter begyndte hun at gå væk fra ham, tilbage mod byen.

Hazels ord, forvirrede Jonathan, eller måske var det ham selv det gjorde det hele meget sværere end det egentligt var. Hun havde ret, i hvert fald på nogle af områderne, men især da de kom ind på deres kærlighed til hinanden, han burde have gjort lidt mere end bare at sidde at glo, men han ville for alt i verden ikke indrømme det over for sig selv. Han havde stadig sin stolthed, det mente han i hvert fald selv. En eller anden form. De havde sikkert ikke sammen holdning til det emne, men det betød ikke det helt store, han var ligeglad med hendes. "Aha, så du har bare tænkt dig at stikke halen mellem bene?" For det meste hjalp det at nedgøre folk, og Jonathan var ikke færdig. Hvad han ikke var færdig med, var ikke rigtig til at vide, men han forlangte mere, hun kunne ikke bare komme joggende, og så kort efter skride igen.
Normalt ville Jonathan ikke prøve at være direkte provokerende, men det var heller ikke normalt nu, så han ignorerede hvad der hed høflighed og fortsatte. "Hvad er det du vil fortryde." sætningen lød ikke ligefrem provokerende, nærmere nysgerrig, men det ragede ham en høstak.
Hvis Hazel ikke var stoppet med hans ord, ville Jonathan forsøge at fange hende, kort sagt ved hendes håndled, så hun blev nød til at stoppe. Han kunne ikke rigtig se noget hun kunne gøre, som hun ville kunne komme til at fortryde, ikke i første om gang, men da han fik lidt mere tid til at tænke over sagerne, kom der pludselig en helt anden information op i hans hoved. Han kunne svømme rundt i sin egen selvmedlidenhed over den nye information eller han kunne ignorere den, og så håbe at hun ikke gjorde brug af den. Han valgte det sidste, det andet virkede for svært og distraherende til den nuværende situation.

Da han tog fat i hendes håndled, og stoppede hende, så hun om på ham,. Hånden der svingede i en hård fart mod hans kind, stoppede kort fra den. Hun trak den anden hånd til sig. Og trådte adskillige skridt væk fra ham. Hun virkede.. Bange for sig selv.. Bange for hvad hun havde været ved at gøre. Blikket gled væk fra ham, og hun holdt nu en anelse om sig selv.
“Jeg går.. For ikke at skade dig Nathan… Han vækkede noget i mig.. Som aldrig burde være vækket igen.. Og jeg kan ikke styre det okay.. Kan du ikke nok bare.. Lade mig være.. Jeg har ikke lyst til at gøre dig ondt” sukkede hun stille. Hun lod hånden glide gennem det blonde hår igen, inden hun rystede på hovedet af sig selv. Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op med sig selv. Hun hadede at have det på den her måde, hun følte sig næsten som en vampyr, der stod ved sit næste offer.
Fingrene knyttede sig sammen igen, og blev nu sat ned langs siderne. “Du kender kun til en brøkdel af det, der foregik i den by Nathan.. Jeg er trænet i at myrde okay.. Jeg har gjort det før, mange gange.. Jeg har været iskold, uanset hvem jeg har slået ihjel, jeg var… nærmest hjernevasket.. Jeg kan slet ikke holde op igen.. Jeg blev normal.. Da jeg endelig stak af.. I hvert fald efter en stund” mumlede hun, og pillede lidt ved sin jakke. Hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det. Det virkede så absurd. Tænkende lænede hun sig mod et træ.
“Nathan det er bedst jeg går.. Kan du ikke se det? Ellers så gør jeg dig bare noget” sukkede hun for sig selv, og pillede ved sin halskæde. Jo hun elskede ham, men det var ikke ligefrem noget godt der ville komme ud af det her. Hun ville hade sig selv, hvis hun gjorde ham noget en dag.

Slaget kom som et chok, der fik Jonathan til at slippe sit tag i Hazel, mens han kort tog sig til kinden, før han tjekkede om der stadig var liv i hans kæbe. Han forblev tavs mens hun kastede sig ud i en længere forklaring, som hun kunne have klaret meget kortere, men han lod hende stakke sig tom, til der ikke var mere at sige. "Det virkede du da ellers ikke til at have som noget problem lige før." Ordne var tørre ude i kanterne, men ikke helt ind til midten. Humøret var skiftet, det var ikke længere så langt oppe, men var i frit fald. "Hvorfor skulle jeg så ikke stadig holde af dig?" Han kunne ikke rigtig få sig selv til at sige elske, det lød malplaceret, og hendes grund var en god nok grund til, at han ikke skulle kunne lide hende eller ville være sammen med hende, eller det var nu omvendt. Han havde ikke forstået alt hvad hun havde sagt, men pointen var dog feset ind. Hun mente det var farligt for ham at være sammen med hende, fordi hun kunne skade ham.
Det var en meget sød tanke i praktisk, og den ville sikkert også smigre en del folk, men den bed ikke rigtig på Jonathan. Hvorfor, var et godt spørgsmål, som han ikke selv formåede at besvare. "Nej, jeg kan ikke se hvorfor du skal gå. Hvis du har stået i mod én gang, hvorfor ville du så ikke kunne igen?" Selvom det var risikabelt at kastede sig ind i løvens gab, gjorde han alligevel forsøget, og trådte hen til hende, og forsøgte forsigtigt at tage fat i hendes hånd, men hvis hun gjorde den mindste antydning af at hun ikke ville, ville han opgive forsøget. Der var ingen grund til at indkassere sig endnu en øm kæbe.
De ord der kom ud af Jonathans mund var tykke af egoisme, men det var ikke derfor de blev udtalt. "Jeg har ikke noget ved at tabe ved at være sammen med dig, heller ikke hvis det ender med at du dræber mig." Med andre ord, så kunne Hazels ord ikke få ham til at gå, han havde fået en idé om, at hun stadig havde håb og at han ville frygtelig gerne hjælpe, hvis det kunne gøre en forskel.