Hvor er han? - Jeg skal bruge ham

Tid: Nat, omkring klokken 2
Sted: Grotterne, hvor Nosferatuerne lever
Vejr: Mørkt? det er jo nat, men overskyet også, uden vand fra himlen
Omgivelser: Beskrivelse kommer

Hvorfor havde hun ikke tænkt på det noget før!? Ma'lakel havde jo selv brugt disse væsner til at finde oplysninger. Nosferatuerne var kendt for at vide alt, og alligevel havde det taget hende næsten fire måneder at regne det ud.
Angelie følte sig som det dummeste barn i Di Morga på nuværende tidspunkt. og dummere skulle hun snart ende med at blive, som hun tog det første skridt ind i åbningen af grotterne, hvor det ville være muligt for hende, at finde disse underjordiske væsner, som Di Morga næsten ikke kendte til.
De bare fødder slæbte sig stille langs den kolde overflade i grotten, imens hun bevægede sig dybere ned under jorden, og mørket klamrede sig mere og mere omkring Angelie. Endnu engang måtte hun takke Zane for at have gjort hende til elver, med de kraftige sanser hun besad. Dette hjalp hende med at kunne se næsten klart igennem mørket, og de spidse ører gjorde det klart hvis nogle skulle forsøge at snige sig ind på hende.

Det var med vilje, at Angelie ikke havde trukket nogle våben, da hun ikke ville ankomme med en truende adfærd.. Hun søgte information og ikke kamp. dette betød dog ikke, at hun ikke havde taget den foranstaltning at medbringe nogle overhovedet. Angelie var skam bevæbnet, bare ikke synligt.. Præcis som enhver anden fornuftig person ville være i dette land, på nuværende tidspunkt.
Den røde frakke sleb kort henover muren, og sendte en rislende lyd igennem grotten, der samtidig også fortalte hende, at med ekkoet forude, ville der befinde sig et større hulrum, og forhåbentlig også være der, hvor hun ville finde disse vampyrer.

Hun fortsatte, og hvis intet afbrød hende, ville Angelie først stoppe sin gang, når hun stod i midten af det store lokale for enden af den grotte, hun netop var nået til ende af.

I den kolde grotte, var der ikke mange andre lyde, end Angelie's føder, der traskede imod grottens gulv. Som om alt var blevet stille, på grund af et fremmed væsens indgang. Som om samtlige sten hun passerede ,holdt grundigt øje med hende. Det blev der ikke, men der blev lyttet. Lyttet på et hvert skridt der blev taget, og selv en hver tanke der blev tænkt. Dog kunne de fleste af Nosferatuerne intet opfatte fra det stærke væsen, der indbudt, traskede ind i deres grotter. Hvilket også var grundlaget bag forsigtigheden. Dog kunne deres leder, mærke manglen på aggression. Det var tydeligtvis ikke en der søgte kamp. Derfor, holdt han sin familie tilbage, indtil han selv ankom. Karaktar var stadigt et stykke væk, men på vej imod hoved grotten, hvor Angelie bevægede sig hen. Han vidste at hun ville blive modtaget af en anden, så skyndte sig derfor ikke.

Da Angelie trådte ind i grotten, ville hun stort set intet kunne se, selv med hendes forfinede sanser. Mørket var perfekt, og det eneste hun ville kunne ane, var hvad der virkede som tusinde røde, grønne, lilla og hvide øjne, der svagt lysede op i mørket. På en høj stolpe, hvorpå der var en platform, var to langt skarpere øjne synlige. De bestod dog ikke af en unik farve, men af flere farver, der dansede i de små lysende kugler.
"Welcome.. I am sorry for the lack of light.. It shall be handled, right away.. Plague?" En kvindes stemme, opstanden fra de lysende kugler, på platformen et stykke fra hende, var blid og lys, og kort tid efter hun havde snakket, kom lys til syne, nede fra en side grotte. Lyset blev efterfulgt af en ulidelig grynten og prusten, fra det grønlige kreature, der nu kom stormende ud med en fakkel i den ene hånd. Grønt snask så ud til at falde fra væsnets næse, øre og mund, som den pustede sig vej op af stolben, og så op på platformen. Da den nåede op, fremviste lyset fra faklen, en høj, elegant og smuk kvinde, iført en simpel rød kjole, der nu betragtede Angelie fra platformen, med et hoved let på skrå.
"Again.. Welcome.. Please, approach. The Alpha will be with us shortly.. I take it, you are not here to cause trouble, since then you would've already caused it? What is your buisness here, then? Another.. Assassin.. Here to bring down these.. Horrible, uwgly creatures, hm?" Foreslog hun, med sit tykke rusiske accent, imens hendes højre hånd, blidt aede det ægle, krumrygget kreatur ved hendes sides, hår. Kreaturet bakkede en anelse tilbage, da Angelie blev inviteret over på platformen, og trak sig en smule bag kvinden der havde inviteret.
"And where are my manors? My name, is Olga.. Olga Mi'serable.. I am our Alpha's.. Voice.." Præsenterede hun sig selv, og nikkede halvt i et buk.

Mørket lagde sig omkring hende, og Angelie kneb automatisk øjnene en anelse sammen i et forsøg på at skimte igennem mørket. dette var dog ikke muligt, hvilket også fik Angelie til at stoppe op, før hun nåede midten af lokalet, og lod derefter blikket glide rundt i blinde.
Følelsen af at hun blev holdt øje med, kravlede ned langs hendes rygrad, og Angelies muskler spændte sig en andelse, ikke som en trussel, men som et tegn på varsomhed.

Stemmen lød igennem mørket, og Angelies ansigt vendte sig brat mod det sted hvor stemmen lød fra. Kvinden talte på engelsk til hende, hvilket var den første undren, som gled igennem hendes hoved. Di Morga var et land hvor man talte fransk. Kvinden kunne ikke engang være sikker på, at Angelie forstod engelsk.
Alligevel ventede hun indtil lysene blev tændt, og hun kunne se hvordan et hæsligt kreatur hoppede rundt med en fakkel, for at adlyde kvindens ordrer.
For ikke at virke som om hun stirrede, gled blikket væk fra væsnet, og henover det område hvor hun regnede med at kvinden ville befinde sig..
Ganske rigtigt.. Lysene kom, og Angelie så nu kvinden foran sig, og et overrasket øjenbryn kom kort i vejret, for så at falde ned på sin vante plads igen. Denne kvinde var bestemt ikke hvad hun havde ventet at møde nede i grotterne.. Hun havde forventet, grimme væsner.

hun lod tålmodigt kvinden tale ud, selvom Angelies hænder, som befandt sigg langs siderne, famlede utålmodigt ved frakkens kant. Hun ville gerne have det overstået så hurtigt som muligt, men at haste på dem ville formegentlig ikke bringe hende nogle vegne.
"jeg er her ikke for at slå noget ihjel" svarede hun kvinden på fransk. Angelie ville ikke bevæge sig over i det engelske sprog, medmindre det blev strengt nødvendigt. "Jeg er her af.. diplomatiske årsager, og jeg håbede inderligt på at I ville kunne være mig behjælpelig".
Hun var ikke interesseret i at ligge detaljer på bordet, før en form for bekræftelse var kommet igennem, men hun havde heller ikke tænkt sig at tage afsted uden en sådan en. Derfor trådte Angelie varsomt, både fysisk og verbalt.

Angelie nikkede diskret til kvinden, i en anerkendelse af at navnet var opfattet. "Angelie Walentina" svarede hun for at præsentere sig selv, i en høflig frase.
"Jeg går ud fra vi venter på jeres.. leder?" tilføjede hun i en spørgende tone, og lod blikket hvile mod Mi'serables blik, endnu et øjeblik, for derefter at lade dem glide rundt i grotten, der var blevet lyst op af Plaques fakler.
Blikket endte på Plaque, der bakkede en anelse bagud, inden hun selv, roligt, bevægede sig fremad, efter at invitationen til dette var kommet.
Selvom væsnet var grimt i hendes øjne, lykkedes det alligevel Angelie at sende dette et hastigt, næsten utydeligt smil, hvorefter hun stoppede op, da hun havde nået platformen, hvor disse befandt sig.
Så tæt på kunne hun lugte råddenskaben, blodet og frygten fra det lille væsen, skønt kvinden virkede som et civiliseret et af slagsen.

Mi'serable observerede konstant en hver bevægelse fra Angelie, med glade og imødekommende øjne. Men dette var blot hendes natur. Hun var bestemt mindst lige så varsom, som den frygtende, uskyldige Plague. Mi'serable lagde mærke til de fumlende hænder, og lagde sit hoved en anelse mere på skrå. Det var tydeligt at kvinden havde travlt. Hvor fantastisk. Så ville hun nok gerne ud, så hurtigt som muligt. Så kunne familien få ro. De var bestemt ikke glade ved så stærkt et væsen i deres grotter. Familien ville angribe, skulle Angelie vise sig at være fjendtlig, men der var ingen af dem, der ønskede at græde over en vens død. Om folk ville tro det, eller ej, så følte Nosferatuerne, mindst lige så meget sorg, som alle andre racer. De havde blot set så meget sorg i deres tid, at de gemte sig i skyggerne, den sjældne gang imellem, sorgen blev for meget. De ville ikke udvise deres egen sorg, da det kunne være tegn på svaghed. Og det var der ikke råd til, iblandt denne race.

Da Angelie begyndte at tale fransk, kunne man se en ganske kort ubehag i Olga's blik. Dog forsvandt dette hurtigt. Hun vidste godt, at dette var landets sprog, og det burde hun acceptere. Hvor grimt sproget nu engang var, efter hendes mening. Mi'serable rakte en hånd om imod Plague, og kløede ham blidt på hovedet, imens hun selv nikkede.
"Yes, yes, yees.. Of course.. We're always at, anyone's service.. We have hands for any situations.. I appologice my language, My.. French. Is not the best.. I hope you take no offence." Sagde hun, og nikkede undskyldene. Men da Angelie så nævnte hendes eget navn, kiggede Olga hurtigt op, med et rejst øjenbryn. Hendes nu blå og gule øjne, betragtede betaget Angelie, som hun kom nærmere, og da hun kom frem i lyset, indså hun, at Angelie gjorde godt, for det udseende hun var blevet beskrevet.
"Oh dear, how rude of me.. I deeply appologice, your highness.." Undskyldte hun endnu engang, imens hendes ene hånd rakte tilbage imod Plague, og vinkede ham om på hendes side, imens hun negede formelt. Plgue traskede usikkert, og med et lavt klynk, om på siden af Olga, og bukkede dybt, med et nervøst blik, inden han traskede om bag ved Mi'serable.
"I did not expect to see a pressence such as yours, in our caves.. We.." Hun blev afbrudt af en fin stemme, fra den anden side af grotten.
"Beklager de måtte vente, Lady Walentina.." Sagde stemmen, som tilhørte en person, der nu gik imod de tre. Han gik op på en afstand lige den Angelie havde holdt fra Mi'serable, og bukkede så dybt.
"Mit navn er Adamidis Barbas.. Dem omkring mig, kalder mig Karaktar.. Af flere grunde, men ikke noget vi behøves drøft, jeg kan føle på dem, at de har travlt.. Jeg er, det vores racer kalder, Alpha.. Det de ville kalde en Hersker. Men det navn vil jeg ikke påtage mig, foran vores Herskers, kommende kone." Introducerede han sig selv, og bukkede dybt, med en hånd på maven.
"Vi bliver nød til at finde en alternativ måde din ære kan kontakte os på, dette er slet ikke et sted for den kommende Herskerinde.. Men lad os springe til sagen, så vi kan give dem, hvad de søger.. Hvad kan vi være dem behjælpige med?" Spurgte hans fine stemme, og han smilte blidt, med de sorte øjne, rettet imod Angelie.

Ordene, som Mi'serable udtalte var angelie ikke sikker på hvordan hun skulle opfatte.. Troede kvinden, at Angelie kom herned for at få klaret en opgave, som hun ikke selv var i stand til? Eller om hun ville hyre et mord på en eller anden..
Hun rømmede sig let og nikkede. "Jeg forstår udemærket engelsk, men foretrækker at tale fransk, nu hvor.. jeg er her.. Og.. det er ikke jeres hænder jeg skal bruge, men jeres viden må jeg indrømme". svarede hun i et let neutralt tonefald, uden at gøre det tydeligt, at Angelie havde opfattet ordene i noget der nærmede sig en diskret fornærmende retning.

Hendes øjne blev store, da hun så hvordan de tog imod hende ved navn, en opførsel Angelie aldrig ville påtvinge nogen.. at bukke eller at neje for den sags skyld. Derfor viftede hun kort med hånden og smilte diskret. "Jeg er en tjener ligesom alle andre.. Omend forlovet med herskeren, men stadig en adlyder.. Der er ingen grund til at bukke for mig."
Det kunne dog anes på Angelie, at hun tog glad imod komplimenten om hendes ydre, selvom hun trods alt var en elver.. Hendes læber skiltes, for at svare Olga, da en mandlig stemme afbrød kvinden, og Angelies blik gled mod højre, hvor hun så manden, der tydeligt bare tegn på Nosferatuernes udseende, i forhold til Olga.
Hans status tillod ham en et buk med hovedet, hvilket Angelie også gav ham, som et tegn på respekt og ydmyghed over at måtte besøge deres såkaldte hjem.
"Ja jeg beklager sådan at trænge mig på.. men.. Jeg havde travlt, og kendte ingen andre kontaktmåder.." Forklarede hun langsomt, og tog sig selv i sidste øjeblik i at bide sig i læben i skam over sin uvidenhed.
Hun lod sit eget blik møde Karaktars, der tydeligvis var sendt sammen med Olga.. Eller sendt var måske så meget sagt, men disse to var de velfungerende diplomater i deres race, eller familie, hvilket Angelie satte pris på.
"Ja.. jeg har ikke meget at gå efter.. Men jeg leder efter en engel.. Formegentlig meget gammel.. Han virkede til at være blind, men stadig i stand til at se bedre end en med syn. Han bar en form for sølvbrynje, og et våben.. En lang kæde med en kugle for enden.. Flail, skulle jeg mene den hedder". Forklarede hun hastigt, imens hjernen var sat igang med at hive detaljer frem fra hendes hukommelse om denne engel. "han besidder kræfter jeg ikke har set før.. Som at.. bryde et link imellem to personer.. Han har et skudsår i panden og et ar ned ad kinden.. Det er vist.. alt jeg kan berette"
Hendes stemme gled i et med luften, som ordene kom ud, og afsluttedes med en stilhed imellem de fire personer, imens hun tydeligt håbefuld kiggede på Karaktar, for derefter at lade blikket glide over på Olga, til Plaque, og endnu engang tilbage på karaktar.

En tyk røg formede sig bag ved Angelie, og et højt udrøb, skød igennem grotterne.
"Forget it!! Stop! Trying! You will never find him! You will never get rid of me, permanently, if you do not submit to your inevitebly coming Master!" Et flamme hav formede sig omkring hende, der gav den ubehagelige følelse af at blive brændt, og Jame's ansigt viste sig foran hende, lige så stort som en menneske krop.
"My voice will forever torment you, if you do not give up this foolish chase! Give it up! Submit!" Det var nemt at tyde, at James var ved at blive desperat. Han var ved at få fornemmelsen af, at denne Jebediah, faktisk ville kunne frisætte hende. Han kunne ikke tillade det.. Hun måtte ikke! Men han kunne ikke holde så kraftige illusioner oppe, længe af gangen, og flammehavet måtte give sig igen, og efterlod dem alene.

Mi'serable virkede nærmest overrasket, da Angelie virkede til at have misforstået hende. Hun bukkede hovedet en anelse igen, og rystede på det.
"I wouldn't dare to ask you to speak any other language, then your own.. I just hope it'll not be an offence, that I do not. Because in all honesty, i find the language.. Rather vile.." Indrømmede hun, med et klik på tungen, og et ryst på hovedet. Dog efterfulgt af et blidt kluk, for ikke at virke alt for hadene. "And one needs hands, to snatch in formation as well. It is our main speciality.. And you must forgive me for expecting something more.. Sinister.. In these times, that is what we're assigned for, the most.." Sagde hun, med et lettere lumskt smil.

Angelie's ydmyghed overraskede Olga en anelse, og hun betragtede Angelie, med et gengældt, venligt smil. Det var sjældent at se en Herskerinde, ydmyg. Hun huskede sin egen tid som herskerinde, og havde været præcis som Angelie, i dette tilfælde. Mund Zane var lige så egoistisk, som Vladimir havde været? Langt mere, end nok til to, så hun blev nød til at være den fornuftige, og ydmyg. Det var ikke tanker hun måtte have om sin hersker, og fik rusket dem væk.
"Oh please.. It is common courtisy, to bow for ones superior.. And be proud of your possition, dear.. What little girl, doesn't dream of being a Queen." Sagde hun, med et blidt fnis, inden hendes sætning blev sagt, som Karaktar afbrød. Da hun var blevet afbrudt, trådte hun til siden med et læt buk, og kiggede ned på Plague. Hun ruskede i kreaturet's hår, og viftede med hånden, imod den retning han var kommet fra.
"Go get him then.." Hviskede hun, for ikke at afbryde Karaktar. Plague smillede stort og fniste et par gange, inden han begyndte at løbe tilbage. Men han kiggede så op på faklen, og huskede at han havde det eneste lys der var. Han traskede tilbage imod forsamlingen, men stoppede så, og kiggede imod sin grotte, og så tilbage på lset, tydeligtvis forvirret over hvad han skulle gøre. Olga rakte en hånd ud efter faklen med en klukken, imens hun satte sig ned på knæ. Men i stedet for at tilbyde hende faklen, hamrede han en hånd hårdt i gulvet, hvilket lavede et dybt hul, der gik ham til albuen.
"You..." Brokkede Olga sig med en klukken, inden Plague satte faklen i hullet, og løb så tilbage hvor han var kommet fra. Olga kiggede op imod de to ed et undskyldene blik.
"Apologies.." Sagde hun med et blidt smil, inden hun kiggede efter Plague.

Karaktar havde kort kastet et blik imod de to, og rystede en anelse på hovedet af dem, med et sjældent smil, inden han kiggede tilbage på Angelie, som hun forklarede.
"Det skal de skam ikke undskylde, deres højhed. Når vi ar udført dette job, skal jeg nok give dem nemmere udveje. Måske de endda kunne fortælle vores æder Hersker dette, lige så? Men det er reklame, jeg beklager, fortæl du hvad de søger." Gav han hende endlig ordet tilbage, imens han lyttede intenst. Dette var en chance for at bevise deres værd for den nye Herskerinde, og måske endda Herskeren ligeså. Hvis Herskerinden var tilfreds. Som Angelie begyndte at forklare, kom det hurtigt igennem, hvem der var blev snakket om. Han rakte en hånd i vejret til hans ene side, og knipsede et par gange, dog uden at tale, men lod hende fortsætte. Kort inden hun blev færdig, kom en fjerde Nosferatu traskende, lige så grim som Plague og Karaktar, krybende på alle fire, og kiggede op på Karaktar.
"Hent mig Slither's filer omkring Jebediah." Sagde han hastigt til Nosferatuen, som nikkede hastigt, for så at løbe sin vej igen.

Da kom Plague tilbage, bærende på en træfigur, som han hastigt og iltert tilbød Olga, med hastig nikken, og glade klynk. Olga tog imod figuren, og begynde at sætte neglende derimod, for at rette på figurens detaljer, imens Plague betragtede hende, med et lille hop, fra tid til anden.
"Yes, yes yes, your always so hasty." Tyssede Olga hviskende på Plague, med en blid klukken. Karaktar kiggede ikke tilbage imod dem, men begyndte at fortælle Angelie om den hun søgte.
"Den Engel de søger, har vi holdt øje med, i længere tid. Med den hast de har, ville jeg ikke fortælle dem detaljer, hvis ikke det var fordi, vi venter en Agent's tilbagevenden, med hans nuværende location. Han kan være tilbage i løbet af ingen tid, kunne jeg byde dem på noget? Vi har desværde ikke så meget andet end vand, eller gammelt vin her nede, der ville passe til en kvinde af deres status, Mi'lady.." Beklagede han, og kiggede kort ned imod de to bag ham, inden han kiggede tilbage på hende. "Vi kan også begå os andetsteds, imens vi venter? Det burde kun tage minutter.." Betroede han hende.

Hun forstod bestemt hvad det var kvinden mente med netop hvad hun sagde. Hun tvivlede stærkt på et disse væsner ville blive opsøgt, medmindre der lå grumme tanker bag, skønt det var ærgeligt, var det vel en realitet, men angelie foretrak som altid at klare sine problemer selv.

et hastigt hvin undslap hende, da Angelie mærkede hvordan flammerne slugte sig omkring hende, og hun fokuserede udelukkende på det forvrængede ansigt, der havde åbnet sig op foran hende, på størrelse med hende selv. Dette blandet med følelses af fangenskab, fik hende til et kort øjeblik at glemme, at der var andre til stede, og hun viftede med armene i et forsøg på at 'puste' flammerne ud.
Det gjorde også, at hun ikke bemærkede hvad der skete uden for disse i mellemtiden, og hun var for chokeret til at kunne svare Ericsson på hans ord, og lige så pludseligt som han var kommet, forsvandt han igen.
Efterladt tilbage var Angelies ansigt, hvis pande var dækket af en smal streg af dråber.. Koldsved, kommet fra overraskelsen, frygten over at opleve dette. Selvom hun ikke var såret, var det langt værre i sindet, som efterhånden bar sprækker af den mentale tortur hun blev udsat for, gang på gang.

hastige tag blev indåndet, som havde hun ikke fået luft i timevis, inden et undskyldende blik viste sig vej imod dem. "Jeg.. beklager" hviskede hun næsten hæst, og holdt en hånd over stedet hvor hendes hjerte bankede som en hest i fuld galop. "Som I ser.. Er det vigtigt.. jeg finder denne.. Jebediah.. Inden jeg mister min fornuft" Den spottende ironi var at finde i stemmen, og hadet til denne, som hjemsøgte hende, selvom Nosferatuerne ikke havde den fjerneste anelse om hvad der var sket.. Ikke hvad hun vidste af i hvert fald.
karaktars tilbud om en forfriskning, fik hende til at nikke. "Jeg vil meget gerne have et glas vand, tak" svarede hun høfligt, og kiggede kort over mod træfiguren, som væsnet var kommet med.

Benene vaklede svagt under hende, og Angelie lavede et spørgende blik til om hun måtte sætte sig, og hvis dette blev accepteret, ville hun gøre det.. Hvis ikke, ville hun blive stående.
"Jeg kan sagtens vente.. Også her, medmindre det påvirker jeres.. familie for meget.. med min.. tilstedeværelse". Et par minutter var hurtigere end hun havde regnet med. Hun havde forventet at skulle vente i et par dage.. Men at dett ville gå så.. hurtigt.. Hvis det faktisk var sandt, og de havde fundet Englen.. endvidere hvis hun også kom til ham, så ville Angelie bestemt sætte dem højere i sit værd, og også lægge et yderst godt ord ind ved herskeren.

Et ryk på hovedet, var Karaktar's reaktion på Angelie's hvin, og han rejste straks sine øjenbryn. Han var ikke sikker på om det var ham, en af familien, eller hvad det var der havde påvirket hende. Men da hun begyndte at slå med armende, var han sikker på, at det hverken var det ene, eller det andet. Et eller andet, havde besat hende. Deres kommende Herskerinde, var bestemt ikke uden fornuft, i så falde, når hun søgte en Engel som Jebediah. Han var old gammel, og kendte nok mere til forbandelser, end dem der fremmanede dem.
Olga stirede overrasket tilbage på Angelie, og tænkte at hun burde takke hende, for ikke at have reageret sådan, imens Plague var til stede. Han ville ikke have forstået, og ville straks være flygtet i gradene angst. Hun lagde hovedet på skrå, og så forstående op på Angelie, og gav hende et smil, og et blidt ryst på hovedet, af hendes undskyldning, imens Karaktar gav ord bag hendes reaktion.
"Nej, nej.. Mi'lady, de skal ikke undskylde.. Jeg forstår nu bedre, din iltre hast, og vil gøre mit ypperste, for at være så præcis som muligt." Beroligede han hende, og gik over, for at ligge en betrykkende hånd på hendes højre arm.
"Og noget vand skal de få. Olga v.." Han kiggede ned på Olga, hvis ene negl, var igang med at rette på træfigurens øje, men holdt en pause for at kigge op på Karaktar. Karaktar smilede halvt, inden han så kiggede ned på Plague. "Plague?" Spurgte han først, men ventede med at give en ordre, til han var sikker på, at denne hørte efter. Og som han havde regnet med, skulle han kalde en gang mere, inden Plague kiggede op med et stort smil, og et nik, imens han peggede med begge hænder imod træfiguren, som Olga sad med.
"Ja, den skal nok blive god igen, min kære bror.. Men imens hun arbejder, kunne du så ikke hente vores gæst, et glas vand?" Spurgte han med et smil. Plague hulkede en enkelt gang, og kiggede over på sin træfigur, og så tilbage på Karaktar.
"Go ahead dear.. I'll continue working while your gone, I'm almost done." Sagde hun blidt til ham, imens hun fortsatte. Plague hulked igen, inden han kiggede op på Angelie, for så at nikke et par gange, traske et par skridt bag ud, og så vende sig for at løbe imod grottens kilde.

Karaktar smilede efter Plague, inden han kiggede tilbage på Angelie, og opfattede hendes blik. Nettop da, kom den Nosferatu han havde sendt afsted efter informationerne tilbage, og Karaktar pegede imod den retning han var kommet fra.
"Gark, hent også min stol." Sagde hn, med en blid befaling, inden han kiggede tilbage på Angelie. Han smilede af hendes ord, og hvis ikke hun stoppede ham, lagde han en arm omkring ryggen på hende, for at hjælpe hende med at holde balancen, indtil stolen var kommet.
"Selvfølgelig ikke. Som så mange andre, nyder vi gæster.. Desvære, er vores gæster meget sjældent, lige så.. Forstående.. Som dem." Svarede han med et smil, som Gark kom tilbage med en stol i den ene hånd, og en tyk bunke papir i den anden. Her viste han, at han sagtens kunne gå på to ben, selvom hun havde set ham på alle fire, sidst han var der. Gark gik straks om bag ved Angelie, satte stolen, for så at skubbe dem imod hendes ben, men uden at forsøge at vælte hende, blot for at hun bare kunne sætte sig. Karaktar slap Angelie, hvis ikke hun havde stoppet ham, og lod hende sætte sig. Gark gav ham så papirene, og kiggede op, for at se om Karaktar ønskede mere.
"Tak Gark.. Gå du blot tilbage, og sig til de andre, at der ingen far er.. Du ved hvor langsomt opfattende de kan være." Sagde han, inden han gik på hug, ved siden af Angelie, og tilbød hende papirene.
"Dette, er alt vi har fundet om Jebediah. Men vi ved, at der er langt mere. Han har levet langt længere, end, selv de andre Engle vi har mødt. Dog har han kun nettop mistet sit syn, og dermed også optaget en forbandelse.. Grunden til at han nu er væk. Han søger forladelse ved sin forrige herre, som han viste ryggen, for lang tid siden. Inden anden vide kunne opsnappes om ham." Som Karaktar fortalte, kom Plague tilbage. Plague løb nu kun med den ene arm som støtte, da den anden holdt et glas i vejre. Der var et stykke klæde imellem hans hånd, og glasset, da hans hænder var fedtede, og han ville ikke gøre hendes glas beskidt. Da han ikke var så langt fra Angelie, sank næsten hele hans krop imod jorden, så han næsten gled hen af jorden som en slange, med glasset rakte op imod Angelie, for at tilbyde hende det. Plague kiggede kun halvt op imod Angelie, og ventede på at hun tog imod glasset, og i det hun gjorde, nikkede han et par gange, og trak sig, for så at smide det klæde han havde holdt glasset rent med, væk, og kravlede over til Olga igen, og sa nu og hoppede glad foran hende, endnu engang. Karaktar smilede halvt imod Plague, og rystede på hovedet, inden han kiggede tilbage på Angelie.
"Jeg ved ikke om dette er information de ønsker, men om du gør, eller ej, så stor alt hvad vi ved her.. Vi har andre dokumenter, så jeg vil tilbude dem dette, til at starte med." Sagde han med et nik, inden han lagde papirende på hendes skød.

Hun ville gerne have sendt et taknemligt smil afsted, eftersom de ikke virkede til at tro hun var fuldstændig vanvittig, hvilket var den reaktion hun ofte havde haft på folk, hvis hun lod sig bemærke med Ericssons tilstedeværelse.. denne gang havde bare været så meget anderledes end de forrige.. Han havde virket yderst truende i hendes øjne.
Hun tillod også at Karaktar lagde armen omkring hende, mest af alt fordi den ekstra støtte var nødvendig, og det overskyggede tanken om et muligt angreb.. Måske ikke fornuftigt, men hvis det skulle vise sig at være et dårligt træk, havde hun vist at også hun kunne begå fejl.
"Ja.. jo.." Hun vidste ikke hvad hun egentlig ville sige, og endte i stedet med at støtte en hånd mod panden, imens hun tillod noget af vægten at forsvinde fra benene, eftersom hun satsede på, at Karaktar ville være i stand til at holde denne oppe.

En stol, en bunke papirer og væsnet, som før havde kravlet, kom nu gående tilbage. Angelies blik hvilede imod denne, som den placerede stolen bag hende, og hun mærkede det diskrete bump imod knæhaserne, som automatisk fik hende til taknemligt at synke ned at sidde i denne.
Hun hviskede et tak for dette, inden hendes ene ben, lagde sig over det andet i et kors, hvorefter øjnene faldt på den bunke papirer, som Karaktar rakte frem imod hende.
Angelie bladrede let igennem dem, og skimtede sætninger der kunne være interessant for hendes færd efter denne Jebediah. Hun lyttede samtidig intenst til at Karaktar fortalte hende, og kiggede først op fra papirerne, da lyden af hvislen hen ad jorden tiltrak hendes opmærksomhed, hvorpå hun så Plaque rakte et glas frem imod hende.
Langsomt rakte hun ud efter det, og tog imod glasset. "Mange tak" lød stemmen, og hun sendte væsnet et kort smil, inden hun stadig med let rystende hænder, drak en tår af glasset, for så at kigge mod Karaktar.
"Faktisk" begyndte hun langsomt og overvejede hvordan hun skulle forklare det.. "Er det eneste jeg absolut må vide, hvor han bor eller befinder sig på nuværende tidspunkt.. Resten her.. er.. dog en ekstra bonus, som jeg er yderst taknemlig for". Hun gjorde det tydeligt, at hun lagde stor pris på deres samarbejdsvilje, i håb om at kunne kontakte dem en anden god gang.
Hendes blik vendtes kort rundt, inden de endte på papirerne igen. "Jeg vil dog gerne have lejlighed til at læse dette igennem.. Og hvis spørgsmålet ikke er for personligt.. har I arkiver over.. andre personer?" stemmen hævede sig op i et spørgende tonefald, imens hun forsøgte at lade den fortælle, at hun ikke ønskede at misbruge informationerne, men måske ville kunne finde nytte af dem en anden god gang.

Karaktar kunne uden problemer holde hende oppe, så da hans hjælp blev accepteret, tilbød han denne, og holdt imod hendes vægt, for at lette hendes byrde. Et let smil gled over hans læber, over at igen at få æren af, at hjælpe de højt stående. Indtil videre, var det kun Di Morga's slum, der havde bedt om deres hjælp. Assassinationer. Livvagter. Arbejde, Karaktar ikke nød at udstede, da dette bragte hans familie i fare. Nej, information, ville altid være deres hovedområde. Specielt hans egen. Meget af det de vidste om Jebediah, havde Karaktar magtet at skanne ud fra hans hoved. Karaktar var den bedste form for informations samler, og han brugte det nødigt.

Da Gark gav hende stolen, sørgede han for at hun ikke bare faldt i denne, inden han selv gik på hug ved hendes side, og så tilbød hende papirene. Imens hun skimmede igennem dem, og han fortalte, gled hans øjne imod Olga, som flittigt reparerede hans brors dukke. Han smilede let af dette, inden hans øjne lagde sig dog altid på Angelie, så længe hun snakkede, og han nikkede til hendes forklaring.
"Selvfølgelig, Mi'lady.. På nuværende tidspunkt, ejer Jebediah ingen bolig. Da han forlod Di Morga, for at søge Asyl, afsagde han sig al sin rigdom, i form af donationer, og rejste væk her fra. Han var aldrig det samme sted, i længere tid. Den første tid, befandt han sig på Nain Des' bjergtoppe. Hvilket gjorde at vi holdt ekstra øje med ham, da det var som at opholde sig på vores tag. Men som om han opfangede vores frygt, forlod han bjergende igen, og tog en ganske kort tur over Di Morga.. Det var der de mødte ham.. Og nu, er han rejst andetsteds. Jeg sendte min bedste overvågelses Agent med ham, for at bekræfte at han blev væk, og så har vi tænkt os at ophøre vores overvågning.." Forklarede han, imens hans øjne gled imod grotten udspringet, ikke så langt fra dem, hvor hans informanter ville komme fra, så snart de så Slither. Hans øjne gled så tilbage, da hun stillede ham et spørgsmål omkring deres arkiver, og han smilede let.
"Det, er nettop vores grund, til at have valgt dette som bosted. Ja. Vi har et meget stor arkiv, og et mindre. Det mindre, består af informationer, som kun ganske få af os har adgang til, og som ikke bliver solgt. Jeg.. Beklager at måtte indrømme dette, men anser at 'lyve' som.. Dårlig gæstfrihed.. Vi har selv informationer omkring dem, og deres kommende mand. Disse informationer, er dog kun for os, og er informationer vi var nødsaget i at finde, da i kom til magten. Vi måtte vide, om vi stadigt ville være velkommen, eller om vi ville blive banløst.. Så ville vi frivilligt, have forladt Di Morga.. Men det så vi os ikke nødsaget til. Dog.. Skal jeg tilføje, at denne første opgave fra dig, vil være den eneste gratis.. Vi gør vores arbejde, for en pris.. Det håber jeg, at de vil kunne forstå?" Spurgte han forsigtigt.

"There.. All done.." Sagde Olga blidt, og gav Plague sin træ dukke tilbage, nu med langt finere detaljer. Plague gryntede og hoppede glad i cirkler, inden han traskede over imod Karaktar, og fremviste hans dukke. Karaktar kiggede f'rst overrasket ned på Plage, og smilede så blidt ned til ham, og nikkede en enkelt gang. Plague kiggede så op til Angelie, med et ydmygt blik, og fremviste sin dukke, som man nu kunne se, var en figur, der meget kunne minde om Karaktar.
"Beklager.. Han er meget stolt af det stykke træ.. Det er et afbillede af vores far.. Han har haft det, lige siden vi mistede ham, for mange tusinde år siden.. Den gang, var den dog meget støre.. Den er gået hen og blevet lille igen, med de mange.. Rettelser.." Forklarede Karaktar, ude af stand til at holde sig ren ud til forretning. Det var et behagelig minde, iblandt så megen sorg, og det frembragte et smil over hans læber.

"Mh" lød det mumlede fra hende, inden hun lod hovedet falde en anelse på skrå, for derefter at ligge papirerne sammen i en ligeså velordnet bunke, som hun havde modtaget dem i.
Hun havde ikke holdt synderligt øje med hvad der var blevet gjort ved dette træstykke, som væsnet virkede til at holde ufattelig godt øje med, og derfor ventede hun på, at Karaktar forklarede hendes spørgsmål.
"Jeg ser" lød svaret langsomt fra hende, imens hun nikkede lidt. Hun var ikke sikker på om det var en god ting, at de havde informationer omkring Zane og hende selv, eller om det var noget hun skulle føle sig truet af. Hvis disse havde været i stand til at finde information omkring hende, var det grund nok til at være værdig.
"Zane overtog tronen for at der skulle være plads til alle, og sådan skal det forblive.. I er mere end velkommen til at blive i landet". tilføjede hun hurtigt, for at forsikre disse om at de ikke behøvede rejse nogle steder overhovedet.
Hans anden kommentar, fik hende til at smilet let. "Selvfølgelig ikke.. Og dette vil heller ikke blive gratis.. Al arbejde fortjener en løn, hvis det er fuldført ordentligt, og det skal I heller ikke snydes for.. Omend.. Jeg er ikke sikker på om I vil foretrække det i mønt eller.. noget andet". Angelie havde på intet tidspunkt forventet at få noget gratis, og forretninger var en god måde at skabe kontakter på, kontakter der i fremtiden ville kunne bruges.

Hendes blik vendtes imod Plaque, der stolt fremviste sin træfigur imod hende. "Nydeligt.. Virkelig flot" svarede hun bekræftende, som var dette et barn. Hun opfattede Plaque som værende et barn, selvom denne formegentlig var langt ældre end hende selv.
Igen nikkede hun, som forklaringen på figurens udseende kom fra Karaktar. Hun forstod hvordan det var muligt, at holde fast i et minde, eftersom hun gjorde det selv samme.. indtil for nyligt.

"Det er ikke for at være hastig.. Men kan jeg forvente en lokation på Jebediah i nat? Ellers kunne det være rart at komme hjem og sove en anelse.. Dette er trods alt ikke min normale døgnrytme." hun lod et kort grin slippe igennem læberne. Hvis hun skulle opsøge Jebediah, skulle det være i frisk tilstand, i tilfælde af at han skulle vise sig fjendtlig over for hende.

Karaktar observerede Angelies reaktion, på at de havde information om hende, og Zane. Hun virkede usikker på, om det var en god, eller en dårlig ting, så han måtte forsikre hende, endnu engang, inden hun talte.
"Jeg forsikre dig dem.. Det er kun mig, Mi'serable og vores forhenværende Alp.. Leder.. Der kender disse informationer, og vi ville aldrig udnytte dem.. Den forhenværende leder var kun elsket af en af os, og han er stået af fra lederskabet, af nettop denne grund. Han ville ikke Sætte vores familie i fare, for nogen grund." Forklarede han hastigt, inden hun talte igen, og han lyttede. Så var det rigtigt, det de havde opsnappet af information, og Karaktar smillede lettet, med et enkelt nik.
"Og det takker vi dem for, Mi'lady.. Vores race har taget en stærk drejning, siden vores tid i Rusland.." Forsikrede han med et nik, og lyttede så igen. Han kunne ike lade være med at smile en anelse bredt af hendes, ord, og Olga rejste da også hovedet en anelse, og kiggede lidt tilbage, med et smøret smil, inden hun kiggede tilbage på trædukken.
"Denne gang, ville vi kun bede om et par smålige ting, til gengæld, hvis jeg må være så ligefrem. Når deres forretninger med Jebediah.. Find ud af, om han vil os det ondt.. Ellers.. Så blot spred ordet om os . Lad folk vide hvem vi er, men ikke hvor vi bor. Jeg vil give dem et papir, over steder vi kan kontaktes. Det er al den betaling, vi ville bede om, denne gang." Forklarede han med et let smil, og et enkelt nik.

Plague smilede stort, da hun roste hans dukkede, inden han nikkede og bukkede et par gange, og så med et glad grynt, vendte sig, for at løbe tilbage, hvor han var kommet fra. Karaktar smilede efter Plague, inden han kiggede tilbage på Angelie.
"Plague holdt ikke til vores forvandling.. Han var ikke stærk nok, til at blive tvunget ud i sådan en forandring.. Derfor, er han blevet så barnlig, og bange. Håber ikke han forstyrede dem." Forsvarede han med et smil, inden hun snakkede om sin hast, og han nikkede en enkelt gang. "Jeg har sent en ørn efter Slither. Han vil blive fløjet resten af vejen her til, for deres øre.. Det kommer kun til at tage mi.." Skulle han til at forklare, inden en tyk russisk stemme, kaldte igennem grotterne. Karaktar kiggede efter stemmen, og svarede tilbage, ligeså på Russisk, og kiggede så tilbage på Angelie.

"Agenten er er straks. Kom med mig, så skal jeg lede dig imodden udgang, nærmest dit hjemsted.. Og jeg vil sende Mi'serable i morgen, til at vise dig vej imod hans location, skulle du ikke være så kendt, i det område han opfinder sig.. Hvis ikke de helst ville være fri, for yderligere hjælp?" Foreslog han, og rejste sig, for at tilbyde en arm at støtte sig til, skulle hendes ben stadigt være trætte.

Igennem grotterne forblev Karaktar stille, indtil en Nosferatue løb ind foran dem, og han stoppede op.
"Garh... Du ved.. At jeg hader.. At flyve.." Vrissede Nosferatuen stille, inden han kiggede op på Angelie, og vidste tydeligvis hvem hun var med det samme, da han rejste sig på to ben, for at bukke dybt. "Deres højhed.."
"Ja, Slither.. Ved jeg ude mærket godt. Men vi skulle bruge hans position, i al hast." Forklarede han, sigende. Slither nikkede et par gange, inden han kiggede ned imod Angelie, værende over de to meter høj.
"Englen befinder sig i Østrig, på en bjergtop, jeg er på vej ind til kortende, for at finde ud fa, hvad heder. Han sidder bare der.. Knælet ned, oppe på de snedækkede bjergtoppe." Sagde han, med et ryst på skuldrene. Karaktar nikkede en enkelt gang, og kiggede så også ned til Angelie.
"Det er ikke præcis nok information, men hvis de alligevel ville hjem at sove? Så kan Mi'serable bringe de præcise informationer i morgen. Hun ville være klar, når du engang vågner." Foreslog han, og kiggede ned på Angelie.

Der var ingen grund til at svare yderligere på arkiverne, så istedet nikkede hun blot, som for at bekræfte, at hun ikke havde noget imod deres arkiver. Oplysningerne var tilsyneladende kun for dem selv.
"Jeg vil love jer, at sprede ordet omkring jeres hjælpsomhed.. Jeg føler mig i hvert fald taget godt imod, skønt jeg er en fremmed i jeres hjem" svarede hun høfligt, inden Angelie kort lod blikket glide mod Plaque, der åbenbart var glad for rosen af sin dukke.
"Mh.. Det sker jo desværre.. Men på et eller andet plan er det jo sødt med sådan et ... barn" hun skulle næsten til at klukke diskret, men holdt det dog tilbage, og tog i stedet tilløb til at rejse sig fra stolen, da Kraktar snakkede igen.

Langsomt, men sikkert kom hun på benene. "Hvis Mi''serable ikke har noget imod det, ville en guide være yderst bekvemt" Angelie kiggede kort over mod kvinden, for at se hvad denne selv sagde til sagen. "At skulle finde vej alene, ville måske gå hen og blive en anelse besværligt, men stadig muligt dog".

Hun tog imod den arm Karaktar rakte frem imod hende, og tillod sig selv det korte øjeblik af svaghed, imens hun lyttede.. Agenten var der, det var sikkert, og Angelie fulgte med ham igennem grotterne i stilhed, uden at tage større notits over hvor hun befandt sig på nuværende tidspunkt.
Det var først da de mødte agentens brokkende ansigt, at hun hævede øjenbrynet en anelse..
Smilet kom dog kort frem ved bukket, inden hendes ører spidsede sig en anelse, for at lytte ekstra opmærksomt efter.
"Hvis I ikke har noget imod det, vil jeg også gerne være i stand til at vise disse kontaktsteder til vores hersker.. Jeg er sikker på han vil finde dem yderst interessant.." tilføjede hun hurtigt til Karaktar, i forhåbning om at få papiret med, med det samme.

"Og ja.. Jeg vil meget gerne hjem og sove, samt pakke.. Østrig er langt væk, og på et bjerg.. For mig vil det bestemt blive koldt. Forhåbentlig vil jeg kunne fange Zane inden jeg tager afsted også".
Jeg vil være vågen et par timer før solen står op, af hensyn til Mi'serable, så hvis hun kommer når det passer hende bedst, vil jeg være være taknemlige.

Angelie nikkede kort, og tillod sig selv at ønske dem mange tak for deres hjælp, inden hun ville sætte sig i bevægelse op igennem grotten, for så derefter at forlade Un Mineur, og Nosferatuernes tilholdssted.

Karaktar nikkede med et smil, af hendes godtagning af deres betaling, og kiggede kort ned til Olga, som smilede op til ham. Hans øjne gled så tilbage på hende, da hun omtalte Plague, og han klukkede en enkelt gang, inden han kiggede imod de grotter, Plague var rendt hen.
"Plague.. Er langt mere kamp orienteret, end jeg.. Hans styrke overgår os alles, og han kan være hurtig, hvis han ønsker det.. Plague er mere end blot et barn.. Når.. Altså han har lyst til det.. Han er bare bange for stort set alt, vi har respekt for.. Fordi han anser sig selv som lille, ved siden af os.. Hvilke jo må betyde at de, som vi respektere, er umåådeligt farlig.." Sagde han med en anelse viften med hænderne, og en lav klukken, inden han kiggede tilbage på Angelie. "Men vi takker for deres samarbejdvilje.. Vi vil altid have åbne døre, for vores Herskere.. Og selvom de måske ikke anser dem som en, så gør vi, her nede i dybet.." Forklarede han med et formelt smil, og et enkelt nik.

Som hun omtalte Olga, kiggede hun op, inden hun rejste sig med et smil. Karaktar fulgte Olga med øjnene, allerede velvidene om, at hun meget gerne ville tage imod tilbudet.
"But of course, my Queen. That is one of the things, I do.. It's a job.. But it would be my pleasure, to show you on your way.. My Queen.. I'm quite enjoying, calling you that.." Sagde hun, med et smøret smil, inden hun nejede for Angelie. "I will be at your service, tomorrow.. Till then." Tog hun sin afsked, og bevægede sig imod de grotter, der indeholdt arkiverne, og derved også kortende, hvor hun så regnede med, at Karaktar sendte Agenten hen, når han havde Jebediah's position.

Karaktar ledte Angelie imod grottens udgang, med en blid arm om hendes ryg, også selv da han godt kunne mærke, at hun kunne klare sig selv. Så meget, kunne han dog tilbyde sin herskerinde. Han kiggede ned og lyttede til Angelie, og nikkede så bekræftende, en enkelt gang. Han rakte ind i hans fine, dog lettere lasede, sorte jakke og tog en konvolut frem.
"Her.. Det er mit eget papir, med locationerne. Jeg kan dem selv i hovedet, og skriver blot et nyt." Sagde han med et smil. Konvolutten var engang forsaglet med grøn stearin, og tegnet derpå var et fårrådnet æble. I brevet stod der locationer så somet gammelt træ, inden for Abadonne's ydremur, som var udhulet, og en postkasse i et af slum kvaterende.
"Jeg vil også sende et segl med Mi'serable i morgen. Med det kan de, og vores ære Hersker, forsegle jeres opgaver, så vi ved, at de har første prioritet.." Forklarede han også med et enkelt nik, for at færdigøre deres aftaler. Han nikkede igen til hendes sidst ord, og slap så hendes ryg, og så at hun kunne klare sig selv. Han ønskede ikke at undervudere hende, ved at spørge om hun ønskede hjælp.
"Tak for deres besøg, og vid at de, og vore æder Hersker, altid er velkommen, i Undergrowth.. Må vores hjælp kunne lede dem, imod den de søger, og må din rejse ske, uden problemer." Bød han hende farvel, og bukkede endnu engang for hans herskerinde, inden han drejede om på hælende, med et øje, kastet over skulderen, med et bredt smil på læberne.. 'Good for Buisness'.