Fate, stabbing you in the back

Klokken var sent om natten. Nattens kreaturer kendte bestemt ikke til klokken, da dette ikke betød så meget for de fleste af dem. Det eneste de vidste var, at det havde været mørkt, nu i længere tid, Men dog ikke længe nok, til at det snart blev morgen, så der var stadig mere end nok tid, til at udføre nattens gerninger. En stille brise fløj igennem en lang tunnel, der ledte under Terre's slum, og et par aviser blev revet i vejret, af en opvind. Dog blev aviserne hurtigt revet i en anden retning, da et kreatur kom susende forbi. Kreaturets far var langt over det realistiske niveau, og tunnelens bølgende væge, fløj forbi kvindens frygtende øjne.
"Kom så tilbage!" Hørtes råb bag kvinden, og det blev efterfulgt af en larmende rungen, da et skud blev sendt afsted. Det bankende hjerte i den flygtende kvindes bryst, lavede et gip af skuddet, men det ødelagde ikke hendes koncentration. Mindre end et sekund efter skuddet var blevet affyret, løb kvinden til den ene side, og hendes høje fart gjorde, at hun nu løb op af vægen til venstre for hende, og som var hendes fødder magnetiske, spænede hun rundt med tunelen, op på loftet, ned af den anden side, og så videre af jorden. Dette gjorde at skudet lige prævis passerede hendes ene øre, og ruskede kort i hendes hår, inden det blev revet tilbage bag hendes hoved, af hendes høje fart. Et klynk kom fra væsenet, som det fortsatte hen af tunelen, der endelig så ud til at få en ende.
"Du er det ikke værd! Men ser vi dig igen, for du ikke chancen for at løbe!" Råbte stemmerne bag hende, i det hun spænnede op af trappen imod gaden. men hun stoppede ikke. Hun fortsatte, og med et hop, hoppede hun op af den ene væg, og kravlede hastigt op på en lille altan, hvor hun krøb ind i et hjørne. Hendes hjerte bankede hastigt i brystet på hende, imens hun forsøgte at få kroppen til at slappe af. Disse adrenalin rus, var bestemt ikke sundt for kroppen, når brugt i længere tid, og hendes hænder rystede, imens hun trak benene tættere ind til sin krop, og hvilede panden imod sine knæ. Det sorte, fedtede hår, gled ned af de knælange, sorte, shorts og så ned af de mørke ankler. Kvinden var lettere udmagret, men selvom dette var en faktor, var kroppen stadig smuk, igennem det simple tøj. Hendes shorts var forvredne i enden, hendes røde top, havde en revne ned af ryggen, og på den højre arm, bar hun en albue lang rød satin handske, der bar et mønster der mindede mest om edderkopper og spindelvæv. Hun havde et par simple sneakers på fødderne, der var gået langt over deres sidste brugsdato.
Langsomt rejste den unge kvinde hovedet, og lagde hagen imod sine knæ med et suk. Stadig forsøgte hun at få vejret, inden hun bare valgte at hvile, og tage en nat mere, uden mad. Det gik nok.

Hun havde kun siddet der i en time, inden hun hørte fodtrin et stykke fra sig. Langsomt kravlede hun imod altanens kant, og kiggede ned af gaden. Der så hun en kutteklædt herre komme gående, der bar en lang sort kåbe. Hun bed sig blidt i læben, imens hun lagde sit hoved en anelse på skrå, så et strå hår, gled væk fra de hvide øjne. Kutteklædt? Mystikken i det, fik hende til at tænke, at han nok gemte noget bag, der var værdifuldt... Hvorfor skulle man dog gemme sig selv? Det gjorde hun ikke engang, og hun var både uren, og ulækker. Ja. Det kunne ikke være hamselv, han ville gemme væk. Herren var stadigt langt væk, og hun kunne tyde nogen omkring ham, men gættede på, at de bare skulle den samme vej. Var jo ikke fordi de gik tæt nok på ham, til at føre en samtale. Og hun kunne heller ingen stemme høre, så ja. De kendte ham ikke. 'Nej, nej.. Han er alene.' Fortalte hun sig selv, inden hun hoppede ud over altanen, og ned i en mørk gyde ved siden af den gade hun havde været på før. hun rettede på sit hår, blinkede et par gange, og rystede på armende, inden hun stillede sig klar.

Skridtene kom nærmere. Og nærmere. kvindens hjerte bankede nu igen i brystet på hende, og hun sank en klump. Hun brød sig ikke om opmærksomhed, men et eller andet skulle hun leve af. Hun blev nød til at tage kontakt. Ja, ja. Bare hurtigt ind. Hurtigt forbi.. Hurtigt væk.. Det virkede hver gang.. Næsten.
Skridtene var nu så de passede, og med et, begyndte kvinden stille roligt at løbe. Og præcis som hun kom ud af den side allé hun havde ventet i, kom den kutteklædte herre forbi. Han løb ind i herren, og i det deres kroppe rørte, gled en lyn hurtig, og stort set usynlig hånd, ind i herren's kåbe, og rakte efter.. Hvad som helst. Og hvis de rørte ved noget, blev det hastigt fjernet, også uden at de fleste ville have lagt mærke til det, og så imod hendes lomme. Da den så var der, rakte hun samme hånd op, vendte kroppen, og vinkede en undskyldning imod herren.
"Beklager.. M.. Mange gange undskyld.. J.. Jeg har rigtig travlt.." Sagde hun uskyldigt, og skulle så til at vende sig, for at fortsætte hendes flugt. Eller det var i hvert fald hvad hun håbede på. Hurtigt ind.. Hurtigt forbi.. Hurtigt ud..

Karl oksede afsted i så højt et gåtempo han kunne nå, han brød sig ikke om at mænge sig med snavset der levede i denne ende af byen og for bare øjeblikke side havde han kunne hører skud i det fjerne. Ikke nok med at der var yderst uhumsk og gaderne om dagen var fyldt med tiggere, nej der var også andre former for sociale og artsmessige tabere som prøvede at leve i denne svinesti og gjorde dette ved at slå andre ihjel. Under andre omstændigheder gik Karl stærkt indfor fødekæden hvor den stærke udradere den svage, men det skulle være under ordnede forhold, ikke som dyr der kæmpede om den sidste lille levning. Han grammedes hver eneste gang han så en tigger, han fik kvalme når han så en syg og han blev direkte sur når han så nogen der stjal eller rullede andre, jo han havde også selv prøvet at nogen der ikke kendte ham, eller bare prøvede lykken havde forsøgt at tage ting fra ham, det endte aldrig til deres fordel, men ofte med at hans soldater fik en hyggelig aften ud af det, hvis det ellers var en kvindelig røver der forsøgte at bestjæle ham.

Karls krystalblå øjne skar gennem mærket som lysende juveler og det samme gjorde mærket på den sorte kappe; En edderkop i sølv, hvis arme favnede hans ryg som om han bar den rundt, den var stor nok til alle kunne se den og genkende ham, og det var ofte nok til at holde lykkeriddere fra at begå deres livs sidste fejl.
Karl trak igen kappen tættere om sig og satte tempoet yderlige op, han gad ikke være i slummen mere og hans besøg havde også været ligegyldigt, den dreng han havde udset sig som en mulig lærlig var ikke andet end en ussel 3 rangs magiker der knapt kunne fremmane den simpleste illusion, ikke en ting som Karl fandt specielt motiverende, knægten ville sikkert have kunne blive en tilfredstillende magiker med tiden under hans kyndige vejledning, men det var ikke tilfredsstillende Karl ville have, han ville have en usleben diamant som skulle tage over for ham, når han selv engang ikke kunne holde sin mørke side tilbage mere og måtte vende tilbage til den form han før havde haft.

Idet Karl passerede en gyde på sin venstre side var det som om et sus kom imod ham, en kvinde standsede kort og fiskede hans scepter ud af lommen og vendte rundt for at stikke af mens hun drillende vinkede til ham. Han var udtryksløs i sekundet hvor det skete, kvinden ville alligevel ikke nå langt. Idet hun var vendt helt om og havde taget hendes første skridt, knipsede Karl uenergisk med fingrende og scepteret foldede to skarpe klør ud, som med drabelig styrke ville hakke ud efter kvindens hånd og tvinge hende til at holde fast på scepteret under store smerter. Dernæst hævede Karl hånden så scepteret ville flyve op i lufte, forhåbentligt med kvinden dinglende fra det under store smerter.

Karl foldede hans hætte ned, så det sølvhvide ryglange hår kunne ses, hans ansigt var fortrukket i en vred grimasse, "Undskyld mig unge dame, de ser ud til at have noget der er mit", fra under hans kappe trak han en lang kniv med kroget blad frem og prikkede sig selv lidt i fingeren med den, "Jeg bryder mig meget lidt om det når jeg bliver bestjålet... og jeg bryder mig særdeles lidt om det, når det er en gadetøs uden den mindste smugle forstand der gør det... ved du hvem jeg er, hvad jeg kan gøre ved dig?"

Den stakkels unge kvinde, der så naivt og desperat forsøgte sit held, fra højre og venstre, havde ingen mulighed, for at kunne have regnet dette ud. Hun fik fat i noget, hun slet ikke kunne nå at koordinere hvad var, inden hendes hånd var på vej ned i lommen med genstanden. Men nettop som hendes hånd åbnede sig, for at lade genstanden falde behageligt ned i lomme, skød en ulidelig smerte igennem hendes hånd, og fortsatte op igennem hendes krop. Smerten provokerede et smertefuldt skrig fra hendes læber, og hun hev hurtigt hendes hånd op fra lommen, hvilket blot resulterede i, at en stor flods blev revet af hendes lomme, og hun nu kunne få lov til at betragte hendes fangede hånd. Det tog ikke lang tid efter smerten, inden hendes instinktive evner slog løs, og farven på hendes hud flimrede, inden hun til sidst gik i et med hendes omgivelser. Lidt hjalp det, da hendes tøj, sceptret og blodet fra hendes hånd, stadigt var lige så tydelige som resten havde været før. Hendes blik gled hurtigt over imod den herre hun havde taget sceptret fra, og hendes evne flimrede igen, så han kunne se hende i ganske få, korte glimt.
"N.. Nej.. Nej, nej nej, stop, hu.. Aargh!" Hun skreg igen i smerte, da sceptret fløj i vejret, med hende på slæb, og hun nu han, dinglende i luften. Hendes evne flimrede endnu engang, inden den måtte give op, og hun blev synlig endnu engang. Nu slog panikken først løs, og hun rakte op med sin frie hånd, og begyndte desperat at prøve og befri sin anden hånd, imens hun vrissede og skreg. Dette desperate forsøg, gjorde kun at hendes anden hånd, også fik flere snit, fra de skarpe klør, og at hun kom endnu mere til skade.
Endelig så hun ud til at reagere på det han sagde, og hun vrissede endnu engang, iltert.
"N.. Nej! Ved hun ikke.. H.. Hold sig væk! Nej! Uren! Ulækker! Rør hende ikke! H.. Han.. For det!" Skreg hun forskræmt, imens hun sparkede ud i luften, imellem hende og Karl, i desperate forsøg på at skræmme ham, fra at komme nærmere.. Disse bevægelser, gjorde smerten endnu være, og gjorde det slemme sår, slemmere. Smerten var ulidelig, men hun blev nød til at holde ham væk. Han måtte ikke komme nærmere. Så blev han også beskidt.
Den desperate sprallen begyndte langsomt at holde op, og hendes krop hang mere og mere roligt under sceptret. Sårende i hendes hånd, ville snart give efter, og lade hende falde til jorden, med store skader på hendes hånd. Men det var ikke det der fik hende til at stoppe, det var den pludslige realisering af, hvad han var. Hendes øjne spærrede op, inden hun begyndte febrilsk at sparke ud med benene igen.
"Neeej! Nej! Han vil tage hende t.. Tilbage.. Tilbage til burende! Nej! Han.. Han skal holde sig væk! Hun vil ikke tilbage! Hun... Argh!" Skreg hun endnu engang, da alt hendes basken, endelig resulterede i, at hendes hånd blev revet fri af sceptret. Med et smertefuldt skrig, faldt hun til jorden, og lagde hurtig sin frie hånd om hendes andens håndled, og pressede hårdt fast, for at sænke blodomløbet. Som hun landede, stirede hun iltert, og vredt op på Karl, men med dyb frygt at tyde, i hendes øjne, og indre. Men på trods af denne frygt, begyndte hun ikke at bakke væk. Hvad kunne hun gøre? Hvis hun sendte adrenalin rus igennem sig nu, ville hun blot bløde mere..

Karl smilede triumferende da kvinden dinglede i luften og endelig havde fatte at det var den helt forkerte hun havde forsøgt at bestjæle. Han stod lidt med kniven prikkende mod fingeren, inden han bestemte sig for at pakke den væk igen og lytte til det som kvinden på en underlig måde fik fremstammet. Karl rynkede hans øjenbryn i et forsøg på at forstå det hun sagde, han talte hende stille efter munden for at være helt sikker på at han forstod hvad hun henholdsvis sagde og skreg.
Han stod der bare lidt og overvejede situationen, men da kvinden endelig fik vristet sig løs fra hans fælde kunne han ikke lade være med at smile, hun var en fighter, en der kæmpede for sin overlevelse med næb og klør, men som samtidig ikke var nervøs for at møde, det der muligt kunne være hendes endeligt. Et bredt og underligt venligt smil bredte sig på Karls læber og han knipsede henkastet, hvorefter blodet fra kvinden faldt af scepteret og landede i en stor pøl på jorden, hvorefter det fandt hjem i lommen på Karl i et sus.
Han lukkede kappen om sig igen mens han gik et par rolige skridt tættere på kvinden, han satte sig på hug og stirrede hende i øjnene med et smil, dog ville smilet ikke føles rart når hans øjne sammentidig ville virke til at trænge igennem hver en tanke kvinden havde. Smilet svandt ikke da han kort slikkede sine læber og begyndte at snakke til hende i en venlig, næsten undskyldende tone, "Hvad får dig til at tro jeg vil putte dig i et bur? hvis jeg havde ville det, havde jeg slået dig ud så du ikke havde larmet og havde jeg ville dræbe dig havde jeg allerede gjord det, så hvad har du at frygte fra mig når du virkelig tænker over det?". Karl rykkede sig prøvende nærmere mens han blev ved med at snakke, "Jeg er Karl van Ricter, ærkemagiker under den falske konge Zane D'tarion, hvem er du?", Karl slog sig på brystet og gav hende en respekterende hilsen indenfor sortelverkredse.

Karl lagde hoved på skrå og lagde først nu mærke til kvindens sår på hånden, selvom han egentlig godt vidst at det var der havde han bare ikke rigtigt tænkt over det før nu, vor hun sad og pressede med den ene hånd for ikke at forbløde ud af den anden. Igen smilede han, "Hvis du siger mig dit navn og hvorfor du er uren, så fjerner jeg blodet og dit sår... forstår du?", han lavede en bevægelse i retning af hendes hånd, så hun ikke kunne være i tvivl.

Smilende lagde den panikslagende kvinde, bestemt mærke til. Hvordan kunne han smile? Foran en som hende? Nej. Nej, det måtte være et smil, baggrundet af hendes smerte. Han nød den. Præcis som de sidste, der havde haft hans udseende. Den sorte hud, ligesom hendes. De dybe, mystiske øjne, ligesom hendes. Og den aura omkring sig, der udviste styrke. Hendes øjne gippede hastigt op imod sceptret, samtidigt med at hun lagde sig ned på ryggen, og krøb en smule til siden, i angst for at sceptret ville flyve ned imod hende. Hvis han ville gøre det slut, skulle han ikke få lov til dette, så nemt. Men i stedet for at gå efter hende, fløj sceptret tilbage imod ham. Og klørende forsvandt? Den evne... Hvad havde hun dog rodet sig ud i?

Hendes øjne, slog hastigt op imod Karl, i det han bevægede sig imod hende. Hun tillod ham at komme temmeligt tæt på, men da han kun lige var uden for sparke afstand, sparkede hun en enkelt gang ud efter ham, og krøb en anelse længere bag ud.
"Væk.. Væk! Du for det..." Klynkede hun, med de hvide øjne, glitrende af frygt og vrede. Den sammen blanding af følelser, gjorde at hun ville gøre alt i sin magt, for at holde sig i live, men uden at provokere den foran sig for meget. Hun ønskede ikke at dø. Nej. Hun kunne stadigt leve. Hun behøves ikke at stoppe. Andre behøves ikke at kende til hende. Behøves ikke at røre hende, så de selv blev smittet.

Da Karl gik på hug foran hende, lænte hun sig en anelse længere tilbage, uden at tage øjnene fra ham, og hun rystede på hovedet, indtil han begyndte at snakke. Hendes hoved rystede så igen af hans ord.
"Han.. Han har deres farve.. Deres øjne.. Han er perfekt.. Ligesom dem.. Ren.. I bur.. De smed hende i bur.. Kæder.. Pisk! Stik! Hun er uren.. Beskidt! Han må ikke røre... H.. Han for det! O.. og så pisker han hende! Ligesom dem!" Klynkede hun, imens hun hørte piskesmæld i hendes sind. Skrig af smerte. Blodet der gled fra hendes sår. Nu da han var så tæt, kunne han se få ar, der gik hen af hendes arme, hele vejen ned af den højre, og et ved skulderen på den venstre. Men selv samtidig med alle disse smertefulde minder, stirede hendes frygtende vide øjne stadigt ind i hans, og hendes bankende hjerte, slappede langsomt af.
Da han bad om et navn, kiggede hun kort ned, og krøb en anelse tilbage igen. Hun svarede ikke. Ikke endnu. Hendes hånd tog et fastere greb om håndledet det holdt, og hun klynkede lavt, af den dunkende smerte.

Da han tilbød hende at hjælpe, rystede hun igen på hovedet.
"N.. Nej.. Nej.. H.. Han må ikke røre.. Hun.. Hun er beskidt.. Han for det.." Klynkede hun først, og holdt hendes hånd, tættere ind imod kroppen. "H.. Hun.. Er uren.. Ulækker.. D.. De sagde.. At hun var.. Halv.. Ikke ren.. Ikke ren, som dem. Som dig.." Sagde hun, med en forundrende stemme. Som om hun så op til ham, for at være dette. "H.. Hun er ikke rigtig.. Forkert.. Tiri.. Tiri er uren.. Hun er halvblods.. Derfor pisk.. Derfor stik.." Afsluttede hun, og lænede sig en smule imod Karl, stadigt med den samme afstand.
"M.. Men han.. Richter.. Pisker ikke.. H.. hvorfor? H.. Hun er uren.. Han er ren.." Hviskede hun, næsten sageligt, med bedene hvide øjne. Det var tydeligt at smerten var stor, og hun kunne ikke holde den ud. Og han havde ikke gjort hende noget. Måske, han vil hjælp, i stedet for at piske.

Karl lyttede og rynkede mere og mere på brynene, han lagde ikke længere mærke til at han var sur på hende over at hun havde prøvet at røve ham, i stedet havde han en følelse af medlidenhed og retfærdig harme over at hun var blevet behandlet som om hun var et dyr. Han følte vreden boble over at nogen sortelvere var så tæt på at være mennesker at de kunne finde på at piske og stikke dere egne, en sortelver var sortelver, om så de ikke havde forældre der begge var af den rene race, så var de stadig en del af Lolths uendelige viden og storslåede plan med sortelverne som verdens dominerende race.
Karl kunne næsten ikke holde en tårer tilbage, men han kæmpede den ned så han ikke viste svaghed overfor en sortelver der muligvis ikke var af hans egen klan. Han stirrede på hende med lige dele mistro og overraskelse, han havde ikke lyst til at tro på at hun havde oplevet sådan noget ved hånden af hendes egen race, det var en skændsel intet mindre.

Karl rejste sig, han kunne ikke holde ud at hører mere, han fik det dårligt af at høre hvor skidt hun var blevet behandlet af hans racefæller. Resolut gik han over til hende, tog fat i hendes hænder og kiggede hende i øjnene, "Der er ikke noget i vejen med dig, der er ikke noget urent ved at være sortelver, for det er det eneste du er... Og jeg vil aldrig nogensinde høre dig sige igen at du er uren, beskidt eller under andre, du står over alle, du er bedere end dem der kaldte sig dine overmænd. Og hvis du lover at kæmpe for mig, til dit liv svinder fra din krop eller jeg sætter dig fri, så skal jeg love dig vi jagter dem der har gjord dig uret og tvinge dem til at bøde for deres uret", Karls øjne lynede som tordenkiler og varme ville brede sig fra hans hænder og ud i hendes, sårene på hendes hånd ville lige så langsomt forsvinde, så kun blodet ville vidne om hendes uheld for bare et par øjeblikke siden.

Karl stirrede hende i øjnene, "Hvad siger du? Vil du have hævn og tjene mig, eller vil du have din frihed og aldrig vide om dem der forbrød sigmod dig, mødte deres endeligt på så grusom en måde du kunne forestille dig?", Karl rakte hånden frem mod Tiri, tog hun den, ville hende liv være forandre for evigt, gjorde hun ikke ville alt være som før og hun kunne vende tilbage til hendes smådårlige liv.

Som Tiri fortalte, og betragtede Karl, begyndte hun at se vrede stige op i ham. Hun krympede en anelse sammen først, men da et hint af noget andet viste sig i ham, blinkede hun et par gange, og rakte sig en anelse tættere på igen, med nysgerige øjne. Han så ikke ud til at være vred på hende, og det forvirede hende stort. Han var ren. Det var hun ikke. Hvad gjorde, at han ikke straffede, piskede og trak hende ned i sølet? Facinationen af væsnet foran hende, steg gradvist imens hun fortalte, men hendes ene øje, var begyndte at ticke, på grund af smerten, der konstant dunkede fra hendes hånd. Tiri sank en klump, imens Karl så ud til at tænke. Hvad ville han gøre? Havde hun taget fejl? Var han faktisk vred på hende, og ville nu bure hende inde. En lav lyd trak sig fra hendes læber, som en usikker, såret dyre barn, der nu trak sig en anelse, da han rejste sig.

Hun rystede ivrigt på hovedet, og holdt hænderne forsvarende op imellem dem.
"N.. Nej, H.. Han må ikke røre.. Ure..." Hun blev afbrudt af hans greb, og hendes hoved drejede ned og til siden, dog uden at hendes øjne trak sig fra hans. Hun kiggede op i angst, indetil han begyndte at tale, og hun gradvist begyndte at dreje hovedet, for at kigge mere op imod ham. Dog sank hun sig stadigt så meget hun kunne, delvis i frygt, delvist i underkastelse. Om han ville hende det ondt, eller ej, var hun stadigt under ham. Et insekt, ved siden af hans magt. Hendes læber skulle til at tale, men da den varme følelse afbrød hende, og hun klynkede, i det hun klempte øjnene i, og drejede sit ansigt. Men den brændene følelse, var ikke ubehagelig, denne gang.. Ikke som dem. De havde brugt ild til at skade hende. Når han brændte hende, var det behageligt. Langsomt åbnede hun øjnene igen, og kastede dem imod sine hænder. Hun drejede dem en smule, for at se at sårende var væk, inden hendes øjne kiggede op imod hans igen, og betragtede ham imens han rejste sig.

Da en hånd rakte imod hende, veg hun først en anelse tilbage, med den ene hånd foran brystet, og den anden hvilende på jorden, for at holde sig sidene. De hvide øjne gled så op på Karl, med et helt andet blik, end de havde haft før. Som forgudede hun manden over sig. Langsomt rakte hendes hånd imod hans, men trak sig en centimeter tilbage, for hver fjerde den nærmede sig, for så at pause, da hun næsten tog hans hånd, for så at kigge op igen.
"H.. Hun.. Er ikke.. Uren? Han.. Richter.. Vil ikke skade.. Og så smide Tiri væk?" Spurgte hun først, imens hendes hoved gled en anelse til siden. Igen kiggede hun på hånden, for så blidt at lade hendes røre hans, og hvis han ville hjælpe hende op, rejste hun sig, men holdt stadig en smule afstand fra ham. hendes sind's sår, healede ikke så hurtigt som sine hænders.

Da hun var rejst, holdt hun sig stadigt en anelse lavere end hun var, med sine hænder samlet, over hendes bryst igen. Hendes forgudene øjne stirede fortsat op på Karl, og endelig fik hun ord frem, imens hun nikkede et par gange.
"T.. Tiri vil følge Richter.. Richter hjælper. Richter.. Helbrædder.. Tiri.. Er ikke beskidt, længere?" Spurgte hun med hendes hoved en anelse på skrå, så det halv fedtede hår, lagde sig ned foran hendes ansigt. "Richter.. Vil straffe, dem med burende.. Piskende.. Nålende.. Tiri vil tjene.. Tjene, kun Richter.." Sagde hun, og nikkedeet par gange igen.

Karl smilede og hans unaturlig, selv for en sortelver, lange hjørnetænder kom nu helt til syne, det var den yderst måde han kunne vise sin glæde på og det var de færreste der ville opleve det mere end et par gange i deres liv, hvis de da overhoved nåede det. Men grunden var klar, Karl havde fået sig en allieret med krafter af en særlig grad, en undersot der kunne klare de opgaver han selv var for profileret til at han kunne ordne, hun skulle trænes ja, men det var der råd for, han havde myriader af bøger der instruerede om de alt mellem himmel og jord og mange af dem skulle helt sikkert nok have et og andet om det at være spion, og en kniv i mørket.
Spørgsmålet var nu hvad han skulle have gjort først, han havde et kort erinde på slotte hvor han skulle melde sit fejlslagne forsøg på at rekruttere en lærling, men han tøvede over at tage afsted mod slottet, der kunne være større muligheder i at hans nye 'ven' forblev ukendt. han kastede et kort blik på hende, hun var udmagret og hun lignede en der havde brug for både et bad og en ny garderobe, begge ting han kunne sørge for på slottet og således var beslutningen taget, de var nød til at tage til Abbadon for at få styr på Tiri's fornødenheder.

Karl smilede fortsat da hans korte tankespind sluttede i et entydigt resultat, "Tiri har aldrig været uren, Tiri du har altid været stolt og stærk og du er nu en del af Ricter klanen, den første udover mig i mere end tusinde år, du står over alle andre nu", for Karl var det et meget højtideligt øjeblik, for det var først nu når han tænkte nærmere over det at han selv rigtigt havde forstået det, et andet væsen havde bundet sig til hans skæbne og dermed Tiri blevet en del af hans nærmeste, en del af hans klan. Roligt og med det samme smil som før, tog han sin kappe af og svøbte den om skuldrende på Tiri.

Karl stremmede kort hans tag i hende hånd og flammerne af vrede kunne næsten føles i øjnene på ham, "Jeg lover dig vi finder dem der er skyldige og de skal finde smerte ulige noget der nogensinde er sket før". Han faldt til ro igen og begyndte at smile som før, "Tiri vi er dog nød til at tage til mit hjem først, der kan du få noget at spise og vi kan finde dig noget nyt tøj... Du kan faktisk se det på toppen af bakken", Karl pegede med en lang finger op mod Abbadons hvide mure og det storslåede lys som syntes at komme fra de mange tusinde vinduer i hele slottet, det var ikke et skræmmende syn mere, Abbadon indgød mere til tryghed og stolthed end til frygt og underkastelse som det havde før i tiden, men det var fra før Karls tid, så han kunne ikke snakke meget om det.

Karl vendte blikket mod Tiri igen, "Kan du gå så langt Tiri, eller har du ikke noget imod at vi kommer frem på en hurtigere måde?", Karl rakte hånden frem igen i et tegn på at han ville have hende til at tage den.

Imens Karl havde sit tankespind, havde Tiri sit eget. Hvor skulle hun hen nu? Hvad ville dette væsen bruge hende til? Hvilken nytte var hun? Hun var god til at løbe, og gemme sig, stort set ikke andet. Hvordan kunne hun nogensinde blive nyttig, for så storslået et kreatur, som Karl? Hun kendte intet til det at være en Sort Elver. Hun kendte intet til deres guder, deres tro og deres motiver.. Det eneste hun vidste, var at hun havde en vrede i sig, over alt hvad der var set hende, og over alle andre end hende selv, og nu også Karl. Han var kommet, og havde skabt et lys, i hendes vrede. En hun kunne se op til. En hun kunne leve for. En hun kunne dø for. Ja, det var ligemeget, hvor end Karl tog hende hen, ville hun følge. Uden spørgsmål. Han havde gjort hende ren. Ja, Tiri ville følge ham hvor end de skulle hen, og hvor lang tid det end ville tage..

Tiri tiede, imens hun stirede op på Richter, med beundrende øjne, og nikkede af hans ord.
"J.. Ja.. Aldrig uren.. Aldrig mere.. R.. Richter, nu.. Tiri.. Ren.." Gentog hun, mest af alt for sig selv. hun virkede stadigt forsigtig og nervøs, men hendes frygt var nu overmandet af beundring og forgudelse. Nu var hun ren. Nu var hun en del af en klan. Nu havde hun en lads. Nu passede hun ind. Her ville hun blive! Hun ville aldrig forlade Karl, med mindre han befalede det. Og skulle han gøre dette, ville hun være fortabt igen, og nok ikke kunne fungere. Det var så nemt, for et ødelagt sind, at binde sig endegyldigt, til en enkelt person.
Det gippede en anelse i Tiri, da Karl kom tættere, og hun fulgte hans hænder med øjnene, men stod stille, da hun ikke havde fået lov til at bevæge sig. Da kappen var kommet omkring hende, gled hendes øjne, blinkende, op til Karl's igen. Først turde hun ikke helt røre kappen, som hendes øjne gled ned over den, men til sidst rakte hun sine hænder ud imod den, og trak den langsomt tæt ind imod sig, inden hun kiggede op på Karl igen. Det var længe siden, hun havde følt behagen ved varme. Hun frøs ikke så meget længere, da hun havde vendt sig til kulden.

Tiri's øjne spærrede sig en anelse op, da hun følte hans greb stramme sig, og hun knælede sig en anelse ned i ydmyghed, imens hun nikkede.
"J.. Ja.. Ja, Karl.. Straffe dem med bure.. Brænde.. Piske.. Som de gjorde ved hende?" Sagde hun, tøvende og ydmygt, med et småligt smil, og et par nik. Hendes tanker så allerede frem til denne genforening. Til at møde dem igen. Til at straffe dem, som de havde straffet hende!
Som han fortsatte, smilede hun lidt igen, med sit hoved en anelse lænt til siden.
"Tiri.. Få.. Richter's, mad?" Spurgte hun, næsten håbefuldt, inden hendes øjne gled op imod slottet, og i det, spærrede hendes øjne en anelse op, inden hun kiggede tilbage på Karl.
"D.. Der? Richter bor der?"Spurgte hun, næsten med en spændt tone i stemmen. Tit havde hendes øjne stiret der op, og tænkt på hvordan det mon var at leve der. Måske ville hun snart finde ud af det.

Tiri lagde igen hovedet på skrå, og sank det en anelse, i det Karl kiggede ned på hende. Hun nikkede så et par gange, inden hun tog hans hånd, uden nogen tøven denne gang.
"Tiri kan gå.. Tiri god til at gå.. Men Tiri gerne vil med Richter.. H.. Hvis Richter vil have Tiri med?" Spurgte hun tøvene, med et lille smil.

Karl var ikke sikker på at hans smil ville være i stand til at blegne nogensinde igen, den glæde og det håb som han indgød i Tiri mindede ham om noget, en ting fra hans fjerne fortid, en ting som han aldrig ville fortælle hende... Han turde næsten ikke selv at tænke på det i frygt for at han skulle blive grebet af sorg, men ikke destro mindre var billedet der med det samme, hans egen datter som for længst var både død og begravet med en blødbøg plantet på sit bryst. Han kunne mærke sit hjerte skælve kort idet Tiri tog hans hånd, han så kort et billede for sig af en smilende og grinende lille pige med hvidt hår, sort hud og lange spidse øre. Han rystede billedet af sig og smilede igen til Tiri, efter han i mere end et minut havde stirret tomt på hende.

Karl mumlede nærmest og det var tydeligt han var dybt berørt over situationen, "Lad os tage hjem Tiri, det er tid du kommer ud af slummen og ind i centeret for al den magt som vi burde have, men som andre forvalter for os indtil vi kan sørge for at styrke og sandhed vender tilbage til Di Morgas trone". Karl lagde armen om Tiri, smilede stort og idet han knipsede med fingrende sagde han, "Hold godt fast". Lyden af knipset blev forstærket og lød som en kanon der blev skudt af helt tæt på og en følelse af at blive trukket igennem et tykt slør af røg fulgte. Hele dette varede mindre end 2 sekunder og så forsvandt det igen som dug for solen.
Karl slap grebet om Tiri og pegede med den ene arm ud over et sparsommeligt oplyst rum, som med det samme blev mere lyst i det Karl trådte et par trin ned fra den vindueskarm som de stod i.

Rummet var smukt i en moderne barokstil og det store vindue vendte ud mod Terre så man kunne se de mange tusinde lys fra hele byen i mørket. Store magelige sofaer i en gyselig lilla farve dominerede rummet og overalt hvor der var plads var der bøger, flasker med underligt indhold og på toppen af disse bjerge var der nøje placeret et overfyldt askebærge der truede med at vælte ned og indhylde rummet i ugegammel røg. Det med at ryge var en helt ny ting for Karl, han havde aldrig gjord det før, men da han prøvede fandt han at det hjalp med koncentrationen og at han ikke behøvede at stoppe for at spise nær så tit, så længe han bare tog en af de hvide stænger og satte ild til dem.
I den fjerne ende af rummet var der en stor hvid dør med overdrevne ornamenter vejen ud til køkkenet hvor lugten af mad med det samme begyndte at sive fra. Fra loftet hang der enkelte steder kæmpestore planter hvis blade rørte ved gulvet og store røde kronblade syntes at følge de bevægelser der var i rummet, nærmest som en nervøs kat, til sidst men ikke mindst var der en stor stol i midten af rummet med en rund slidt pude, hvor det var tydeligt at Karl tilbragte store dele af sin dag i enten meditation eller i trivielle papirnusserier.

Karl vendte sig smilende mod Tiri, "Gå i bad gennem døren til højre", han kastede en gestus i retningen af en dør, som smækkede op med et brag og afslørede et badeværelse der var i omtrant samme størrelse som selve stuen, "Derpå kan du finde dig noget tøj som du mener vil passe til vores lille jagt, for jeg regner med at vi tager os af dit forhenværende problem i nat.... Men før vi skal ud og myrde dine tortøre kommer der til at være mad... i en eller anden form", Karl kiggede nærvøst mod køkkenet hvor et brøl af en anden deminsion fortalte det også var der han lavede eksperimenter, "men smut i bad med dig, så tager jeg mig af vores madproblem".
Karl smilede ivrigt og gik i retning af køkkenet hvor endnu et brøl fik et spejl til at falde ned fra væggen, men i stedet for at smadre lavede det bare en fjeder lyd og svævede nu frit igennem rummet.

Karl's betragtende øjne, fik Tiri til at synke en smule, og tage et forsigtigt skridt imod ham, for at han kunne se hende bedre. Hun lagde sit hoved en anelse på skrå, og det var tydeligt at hun udtænkte et spørgsmål. Dog et spørgsmål, hun aldrig stillede. Men hvorfor stirede han sådan på hende? Så han et eller andet i hende, der ikke behagede ham? Noget der skulle ændres? Var hun pludslig ikke god nok? Overordnet var det skumle tanker af ubehag, der dominerede hendes tanker. Hun var stadigt nervøs omkring hendes omgivelser, og følte sig utryk ved stilhed. Det fik hendes tanker til at mistro, alle dem omkring hende. Selv Karl. Selv den venlige Karl, som havde været så kærlig og rar ved hende. Selv ham, mistroede hun i stilheden.

Men da han så snakkede til hende igen, fortsatte hun med at kigge op, og nikkede flere gange, med et glad, men forsigtigt smil. "Ja.. Ja.. Tiri. Hjem." Gentog hun med endnu en nikken. Et gip gik igennem hende, og hun rykkede en smule på sig, da Karl's arm blev lagt omkring hende. Hun kiggede kort over sin skulder, inden hun kiggede op til ham igen, nettop som han sagde, at hun skulle holde fast, og så en anelse forvirret ud. Lige indtil det høje brag, og hun klynkede skræmt, pressede sin side tæt ind imod Karl, men stod fortsat med armende omkring sig selv.

Langsomt åbnede Tiri øjnene igen, blinkede et par gange, og begyndte så at kigge rundt, i takt med at hendes kæbe faldt længere og længere. Der var så smukt. Så perfekt. Tiri's hoved lagde sig en anelse på skrå, imens hendes øjne fortsatte med at glide rundt, indtil hun indså, at hun stadig stod tæt op af Karl. Hurtigt tog hun et skridt væk fra ham, og samlede sine hænder foran sig. Hendes hvide øjne gled så langsomt op på Karl, med et spørgende hint i dem.
"H.. Hjem?" Spurgte hun, med endnu et lille smil, inden øjnene gled rundt i lokalet endnu engang, lige indtil han snakkede til hende igen, og de gled tilbage på ham. Hun nikkede af hans befaling, lige inden hun lavede et lille hop, da døren pludselig smækkede op. Hun tog et par skridt nærmere døren, og kiggede betaget ind i badeværelset, med endnu et overrasket blik. Dog blev øjnene revet derfra, da et brøl skød ud fra køkkenet, og hun vendte sig hastigt, med hænderne klar, ud til hver side. Hun kiggede så igen, langsomt op på Karl, og nikkede langsomt med et lille smil. Hun tog langsomt kappen af, og skyndte sig at gå over imod Karl, med den rakt ud imod ham.
"T.. Tak.. Richter." Takkede hun, og hvis han tog imod den, nejede hun halvt, imens hun gik baglæns, før hun vendte sig, og traskede ind på badeværelset.

Selvom Tiri, kunne minde mest af alt som et dyr. Havde hun ikke glemt dette. Og hun havde bestemt savnet det. Tiri tog et meeget langt, og grundigt bad, der kun virkede som om det varede en halv time, men en time efter hun var gået ind, kom hun endelig ud fra under det randene vand. Hun gik imod et håndklæde, samlede det op, og gik over til spejlet imens hun gjorde sig klar. Som hun tørrede hårret, betragtede hendes øjne hendes ansigt i spejlet foran sig.
"Ikke uren.. Tiri, ren.." Sagde hun stille til sig selv, inden hun smilede stort, og hastede sig færdig, inden hun begyndte at lede efter tøj. Og efter at have kigget rundt, gik hun over imod døren, der ville lede ud imod det rum de havde været i før, og åbnede døren. I det hun gjorde, flimrede hendes hudfarve, og hun forsvandt, fuldstændigt ude af syne, imens hun stod i døråbningen.
"Tøj?" Spurgte hun, imens hun kiggede rundt efter Karl.

Karl svarede ikke Tiri's spørgsmål, hun måtte forstå at alt der var i hans hjem nu også kunne betragte som hendes. Karl trissede uden rigtigt at sige noget over mod køkkendøren hvor han med et nervøst blik forsigtigt skubbede døren op. Der lød et brøl der var højere end nogen af de andre og køleskabet rystede voldsomt, de armtygge kæder der var lagt om det kæmpede for at holde hvad end der var levende derinde på plads og væk fra alle der ikke ville blive til middag for det forbandede stykke hårde hvidevare.
Karl listede forbi køleskabet og videre over til et skab, hvis låger hang som om de var forsøgt revet af. Han kiggede energisk på lågerne og så tilbage på køleskabet der rokkede faretruende fra side til side men der kom en lav hvæsen fra det, Karl mumlede lavt for sig selv og ærgede sig over at han nogensinde havde forsøgt at gøre køleskabet selvforsynende... Det var til en vis grad lykkedes, men resultatet var at køleskabet spiste alt og alle for at forsyne sig selv med fødevare og det var ikke helt optimalt, dog kunne han ikke finde det i sit hjerte til at skille sig af med det, skulle noget gå galt, eller var der indbrud, ville køleskabet simpelthen tage sig af hans problemer.
Han vendte igen opmærksomheden mod skabet og rettede et lille smølfespark mod den øverste af de brune låger. Lågen rettede sig op og kom med et træt pust, hvilket fik Karl til at give det endnu et smølfespark og til sidste direkte at slå på det, "Jeg har forhekset dig! Jeg kan også gøre dig til et normalt skab igen!".
Skabet vågnede ved truslen og spyttede tog tallerkener med varm spagetti ud og skød fra en skuffe to gafler op i maden. Karl vrissede kort af hans uregerlige møbler og vendte om for at gå ud i stuen igen med tallerkenerne svævende efter sig,

Træt placerede Karl sig i skrædderstilling på sin runde stol og kiggede rundt i hans rum, spejlet var på kollisionskurs med en af de enorme hængende planter, vis kronblade åbnede sig og afslørede de sylespidse tænder der var klar til at spise spejlet når det kom tæt nok på. Han rettede en finger mod planten og sagde højt "Fy, lad spejlet være! Du ved han bider hårdere end du gør!" Planten fortrak og spejlet bagside kom til syne, hvor det der lignede en bjørns hoved stirrede ud mod planten.
Efter at have afværget en potientiel kamp på liv og død mellem hans plante og en af hans andre fortryllede møbler sukkede Karl træt og lagde hænderne i meditations stilling, i en blød bevægelse steg han op fra stolen og svævede nu ligesom spejlet rundt på må og få rundt i lokalet.

Da døren smækkede op og han kunne hører Tiri igen sagde han ikke noget, men pegede kort på en kiste som stod placeret på en underlig måde med den levende plante hængende faretruende tæt på. Kisten åbnede sig med et brag og en bunke tøj fløj ud af den og over mod Tiri som uden tvivl ville blive væltet af det, hvis hun ikke var klar til at gribe. Kisten smækkede igen i med et brag og planten over lænede sig interesseret ned mod den, men stoppede da den fornemmede at Karl stirrede på den.
Den runde stol gallooperede igennem lokalet og stoppede under Karl og han landede på den med et blødt bump, "Kom og spis Tiri", han viftede af en stol som på samme måde som hans egen kom styrtende igennem lokalet og stoppede foran ham, "Fortæl mig om digselv, fortæl mig om dit liv før du mødte mig, hvis du vil være så venlig?" tallerknerne svævede ned og var i en passende højde mellem dem.

Som Tiri åbnede døren fra badeværelset, blev hendes øjenbryn rejst i overraskelse. Karl... Svævede rundt? Præcis som et spejl.. Tiri ville have set umådeligt forvirret ud, hvis han havde kunne se hendes ansigt's udtryk, men hun rystede det fra sig, og fik stillet sit spørgsmål. Hun fulgte hans finger, og betragtede kort kisten, inden hun tog et par forsigtige skridt derimod. Men da kisten så pludselig slog op, tog hun et hop tilbage, med endnu et overrasket udbryd. Da opdagede hun blomsten, der også så ud til at bevæge sig, og hun betragtede den kort, inden tøjet fløj i hovedet på hende, og hun tumlede et par skridt tilbage, for så at falde imod væggen bag sig. Tiri stirrede rundt i rummet, imens hun sank en klump, og så rømmede sig. Dette, blev bestemt svært at vende sig til. At alting virkede til at være i live.

Tiri rejste sig, og fik trukket tøjet på, som hun regnede med, at han havde udvalgt som værende praktisk, til det de skulle senere. Han var almægtig.. Han var klog. Han måtte vide. Og i det tøjet var kommet på, flimrede farven i hendes hud, og igen blev hun synlig, og hendes hvide øjne stirrede op på Karl, og hun nikkede med et smil af hans ord. Hun tog et par skridt imod Karl, inden hun stoppede op, da en stol sussede hen til ham, som hun gættede på, var tilegnet hende. Hun sank endnu en klump, inden hun bevægede sig over til stolen, uden at tage de undersøgende, hvide øjne derfra. Hun gik i en lille cirkle uden om stolen, inden hun forsigtig gik derover til, prikkede til den en enkelt gang, og lænede sig en anelse tilbage. Stolen bevægede sig ikke igen, og hun vendte sig forsigtigt, for så at sætte sig i stolen. Hun rejste sine fødder, og hvilede dem på stole kanten, imens hun betragtede maden foran sig, på det svævende tallerken. Hun tog så forsigtigt gaflen, inden Karl stillede hende endnu et spørgsmål, og hun kiggede op imod ham. Hun bed sig en anelse i gummerne, og overvejede om hun skulle svare, inden hun spiste. bare en lille smule? Hendes mave knurede, og fik hende hurtigt overtalt, til at tage en hurtig bid af maden, som hun fik sunket, med stor velbehag, og et klynk af fryd tog sig fra hendes læber. Da hun så fik sunket den bid, kunne hun svare på hans spørgsmål.
"Mh.. Tiri.. Min.. Historie, er.. Ikke så interessant. Kendte.. Ikke sin far. Kun mor. Mor elskede hende. Også selvom hun var.. Anderledes. Tiri.. Blev drillet.. For at have en anden farve? For.. Øre." Fortalte hun, imens hendes øre lavede et lille spjæt, inden de sank en anelse. "M.. Men kun indtil hun blev.. Støre.. Så blev Tiri populær.. Fik venner. Men.. Tiri glemte ikke. Et had.. Brændte stadig i hende.. En dag, stjal Tiri.. Ven's bil. Han.. Troede ikke hun ville fortsætte.. Men Tiri stoppede ikke.. Ramte ham." Fortalte hun, uden en mine af anger. Hun angrede bestemt ikke hendes handling. Hun så tilbage på det minde, med et smil. Hans krop, der trillede op af den flotte Supra's forrude, og så faldt død om bag hende. Han havde slået hende som lille. Smerte, betalt for. Tiri så næsten ud til at spørge, om hun måtte tage en bid mere, inden hun fortsatte. Men om han gav hende lov, eller ej, tog hun endnu en bid af maden, sank og fortsatte.
"Tiri ville finde.. Hende selv. Andre som hende. Tiri fandt dem.. Med burende.. De fortalt i.. Ikke meget.. Sagde kun at.. At hun var uren.. Ulækker.. Halv.." Imens hun fortalt den del af historien, var hendes øre næsten vendt ned af, og hendes blik sank en anelse. "E.. Efter.. Tiri slap væk.. Stjal hun hvad hun kunne få fat på.. Spiste.. Hvad hun havde råd til.. Og.. Når hun havde.. Tiri.. Nød det.. Lidt.. At snyde folk.. Men.. Fik ikke nok mad.. Hun er glad for, at Richter kom.. Richtere reddede." Afsluttede hun med et par nik, inden hun fortsatte med at spise. Nu var hun færdig. Nu kunne hun spise..

Karls ører vippede opmærksomt mens Tiri snakkede til ham, hun virkede en smugle nervøs ved det levende møblement, men hvem ville ikke være nervøs, hvis man havde en formodning om at alt der var i et rum bare ventede på en chance for at spise en. Det sjove var at det stort set var rigtigt, det eneste i hele hans lille domicil der ikke var fortryllet var badeværelset, der skulle der være ro og intet som begyndte at svæve i tide og utide.
Karl kom uforvarende til at smile over hans sideløbende tanker, men stoppede hurtigt igen og gav Tiri hans fulde opmærksomhed. Hendes historie var ikke en Karl brød sig meget om, det var ikke bare synd det der var sket med hende, det var direkte brøde mod den ære som sortelvere burde have i livet. Den eneste straf som var hård nok for dette, var at klanen der havde gjord det ved hende skulle udryddes... fuldkommen, ned til sidste kvinde og barn.

Karl rodede lidt i hans tallerken, men syntes ikke rigtigt at være sulten alligevel og siden Tiri kastede sig så glupsk over hendes mad, betød det nok at hun kunne æde ham ud af huset hvis det skulle være. Han lavede en træt bevægelse med hånden og hans tallerken hældte sit indhold ned på hendes og susede ud i køkkenet, der kom igen et brøl fra køleskabet, men han viftede bare irriteret af det.
Karl kiggede lidt på hende og lod hendes sidste ord hænge lidt i luften inden han selv snakkede mens hun spiste, "Og hvad nu Tiri? Nu hvor du ikke behøver stjæle mere, har du tænkt dig at alt skal ændres? Eller vil du bruge det som Lolth har skabt dig med og gøre dine evner bedere end nogen anden sortelvers? For jeg ser en kraft i dig, en kraft som ikke er blevet taget god nok hånd om fra hverken din egnen eller andres side, det er på tide du definere dig selv i verden og træder i karakter... Du må aldrig mere lade nogen skubbe dig rundt og fortælle dig du er mindre værd end dem, der er kun en straf der er hård nok for dem der ikke følger den sande vej og det er døden... I aften skal du blive min hånd i mørket Tiri, efter du har spist færdig, skal vi besøge dem der har gjort dig uret".
Karl smilede ved sig selv, det var underligt så melodramatisk han var blevet på det sidste, hvis han bare havde omsat det han lige havde sagt til normale ord, havde det været "Tag dig sammen og lad os myrde en gruppe outcast", Hans hjørnetænder blottede sig og han nærmest triumferende baskede med armene, "Undskyld jeg er så mærkelig, jeg ved ikke hvad der gik af mig", han kiggede utålmodigt på hendes tallerken og trommede stille med sine fingre mod hinanden inden han til sidst farede op og brølede af hende "Så bliv dog færdig kvinde!".¨

Karl kunne mærke hvordan vreden pulserede i hans blodåre og først efter et par øjeblikke lagde han mærke til at han havde rejst sig og stod med den ene hånd rettet mod Tiri, sorte flammer slikkede op af hans arme og det var helt tydeligt at han havde været lige på nippet til at grille hele rummet i en spontant vrede.
Karl stirrede Tiri i øjnene inden han kom med et irriteret brøl og hastede væk, han smækkede med et brag en dør bag sig og befandt sig nu i hans soveværelse, et stort skab dominerede rummet og en seng stod nærmest gemt af vejen i et hjørne. Karl gik om bord i skabet mens han råbte eder og forbandelser på elvisk uden overhoved at bryde sig om hvad Tiri tænkte om ham, hun var nu hans og ikke omvendt, hun ville gøre som der blev sagt eller møde sit endeligt, der kunne ikke være plads til fejl, ikke engang for hamselv, han kunne ikke knytte sig til hende, for tænk hvis hun faldt allerede i aften.

Kort efter vendte Karl tilbage til stuen, han var iklædt en sort læderrustning med det samme tegn som på hans kappe, forskellen var dog at han havde mærket på forsiden af kroppen denne gang. I et hårdt kast kylede han en anden matchende rustning i retning af Tiri, "tag denher på og lad os myrde nogen der virkelig fortjener min vrede... For jeg har meget jeg skal ud med og jeg føler mig kreativ!"

Som Tiri begyndte at spise, blev det klart hvor sulten hun virkelig havde været. Og hvor svært det havde været for hende at vente, imens hun havde snakket. Og som hans tallerken hældte hans mad, over på hendes, kiggede hun undersøgende op, men ville ikke sætte spørgsmål ved hendes herre. Specielt ikke, når han tilbød hende noget. Så hun smilede blot småt, og fortsatte med at spise. Dog kiggede hun op, da han talte, og holdt en pause med at spise. Hun lyttede intenst til hans ord, imens hun sad helt stille, stadigt med gaflen i sin mad. I takt med han talte, voksede der spørgsmål i hendes sind. Spørgsmål hun ville have svar på. Men ikke spørgsmål hun ville stille. Nej. Hun ville læse det. Hun ville lære. Hun ville lære, for at kunne være bedre for Karl. For at kunne forstå. Men det var ikke Karl's byrde. Nej det var noget hun havde forsømt. noget hun ville rette op på. Hun ville blive stærkere.. For ham. Da han tiede igen, rystede hun iltert på hovedet.
"N.. Nej.. Nej, Tiri vil bruge hendes evner.. Tiri vil arbejde.. Tiri vil stjæle.. Snyde.. Dræbe.. For Richter.. Tiri vil gøre alt for Richter.." Svarede hun, og nikkede iltert. "Tiri.. Ikke Uren.. Tiri nu stærk.. Tiri nu.. Stolt? Ja.. Tiri aldrig den samme. Tiri.. Blive stærkere.. For Richter.." Svarede hun fortsat, imens hun nikkede af sine ord. Og som han smilte, smilte hun, og nikkede igen, indtil han baskede ud med armende, og hun trak sig en anelse, med hendes hoved en anelse sænket.
"Nej.. Nej, ikke mærkelig.." Rystede hun på hovedet, inden hun gispede, da han pludsligt beordrede hende at være færdig, og hun nikkede iltert, inden hun skubbede imod tallerknen. "F.. Færdig.. Er færdig.. Ti.. Tiri behøver ikke mere.." Sagde hun med et hastigt ryst på hovedet. Som han rejste sig, rejste hun sig, dog uden at ranke ryggen, men holdt sig sænket i ydmyghed, imens hendes øjne betragtede flammerne. Hvem var de bestemt for? Havde hun gjort noget forket? Det havde taget for lang tid at spise! Ja.. Det var en fejl! Hun blev nød til at være hurtigere fremover..
"T.. Tiri blive hurtigere.. T.. Tiri ikke spise langs..." Hun blev afbrudt af hans råb, og gik klynkende en anelse mere ned i knæ. "I.. Ike sur.. Undskyld, Rich..." Igen blev hun afbrudt, af braget fra døren der blev smækket.

Tiri bed sig blidt i underlæben, inden hun langsomt bevægede sig imod døren, for så at stoppe op, og vente.. Hendes øjne gled langsomt, nervøst, rundt i rummet. Den levende plante fik en kuldegysning til at rende ned af hendes ryg. Som hun betragtede den, virkede det som om, den betragtede hende. Den åbnede sin flab, og gav en hvislen fra sig. I sekundet den gjorde, gengældte Tiri det med et truende hvæs, inden hun tog et skridt imod den.
Efter den lille gengældelse af ubeag, begyndte Tiri's søgende øjne, at glide rundt i rummet, og hun bevægede sig langsomt imod hylderne med bøger, imens hendes øre gjorde deres bedste, for at opfange alt hvad der skete, inde i Karl's soveværelse. Imens hun lyttede, læste de hurtige øjne over bøgernes forsider, på de bøger hvor der stod noget. Hun søgte et ord.. Lolth.. Hun ville vide hvad, og hvem dette var.

Hun nåede kun at skimme over fem hyller, inden hun hørte hans trin, nærme sig døren, og hun tog et par hastige skridt, over imod døren, hvor hun afventede ham. Da døren slog op, sank hun sig ydmygt lidt ned igen, og kiggede op til Karl, med de samme betagede øjne, helt uden frygt. Kun ydmyghed tilbage.. Han var støre.. Han var stærkere.. Hun var hans. Hvad end han valgte at bruge hende til, ville hun gøre sit bedste for at gøre ham glad. De hvide øjne betragtede kun ganske kort hans rustning, inden de igen skindede op imod hans, og hun tog et hurtigt skridt, for at gribe det der blev kastet imod hende. Hun måtte tage et par skridt tilbage, for ikke at falde på grund af kraften bag kastet. Hun kiggede så imod Karl igen, og nikkede ivrigt af hans ord.
"Ja.. Ja, Richter.. Vi vil straffe, dem der straffede.." Gav hun ham ret med endnu et nik, inden hun hastigt lagde tøjet foran sig, for hurtigt at smide det hun bar. Inden det var kommet af, flimerede hendes hud, inden hun blev usynlig, som klæderne var af. Rustningen kom hastigt på, og som den var, blev hun endnu engang synlig, imens hun stirede ned af rustningen. Hun lagde blidt den ene af hendes hænder imod rustningens brystkasse, og lod så fingerspidserne glide derned af, inden øjnene stirede op på Karl igen, hendes læber nu bredt i et lumskt smil.
"Ja.. Ja, lad os.. Fortære dem, i din mægtige ild.. Flænse dem, med din uendelige styrke.. I skoven.. Tiri husker hvor.. Tiri.. Aldrig glemmer.." hun nikkede igen et par gange, stadigt med det same hungrene smil. Nu kunne den rigtig sult blive stillet. Hendes hungren efter blodige hænder. Skrigende sjæle. Fortabte håb.. Smagen af død. Men ikke længere, bare for at overleve. Ikke bare fordi hun kunne, eller burde. For at tilfredsstille, den evige, brændene lyst. Lysten, efter hævn..

Karl lignede en mand der havde lyst til at dræbe noget uskyldigt, hans øjne var strammet i et blik der virkede underligt fjernt og pupillerne virkede skræmmende asymmetriske, som om der var mørkere for det ene øje end for det andet. Karls vildskab strålede kraftigt, mens han begyndte at rode i nogen af hans bunker med bøger og papirer, så hele stakken begyndte at svaje faretruende fra side til side og askebærget det balancerede på toppen så hele tiden ud til at være klar til at ryge ned og indhylle hele rummet i et tæt lag af aske. Det prikkede i hans fingre mens han kastede bøger og kryptiske notater til alle sider. Karl kom med en lille forbandelse over at han aldrig kunne finde noget i dette rod, men lige som denne var sagt hævede han triumferende den ene arm og en tyg rød bog med billedet af en uskyldig pige på forsiden kom til syne, da han vendte den rundt mod Tiri så hun så bagsiden, ville hun se hvordan bagsiden var sort og den lille pige i stod med mælkehvide øjne, fedtet hår og blodet dryppende ned fra mundvigen.
Han åbnede bogen og et lille knap hørligt skrig kom fra den, derpå stak Karl hele armen ned i bogen og det lød som om han rodede ved en masse gryder eller andet lavet af metal. det tog kort tid inden han med et ryk hev en sort bue op af bogen og kastede den tilbage i en af de mange bunker, Karl rakte med en ligegyldig mine buen til Tiri, "Jajaja, mægtig ild, mange døde, blah blah blah.... Tag den her", han så ud til at huske noget og rakte om bag ryggen og trak den samme kniv som fra før frem og rakte også den mod Tiri, "Og denher, skulle den anden ikke være nødvendig".

Karl fandt sin kappe og spændte den med vanlig hånd på rustningen, han trak roligt hætten over hoved så man ikke længere kunne kende ham på afstand, "Gør som mig", Karl pegede på kappen for at være sikker på at Tiri ikke misforstod.
Han ventede et øjeblik inden han smilende blinkede til Tiri og han åbnede den store egetræsdør ud mod resten af slottet, inden han gik ud kiggede han på planten og sagde lavt, "Ingen kommer ind eller ud for den sags skyld", planten kom med en tilkendegivende hvæsen og Karl vendte blikket mod Tiri igen, "Kom med mig". Karl trak hætten helt op så man slet ikke kunne se andet end hans blå øjne og med hastige skridt gik han ned af gangen, et par vagter kiggede på ham, men turde ikke sige noget, de vidste godt at der var fare på færde når ærkemagikeren var klædt til fest og ballade.

Kursen var lagt ned mod det royale stalde hvorfra de ville finde et par gode heste og derefter tage afsted mod skoven, det eneste der ikke måtte ske var at Zane eller Angelie ligepludselig dukkede op, det ville ikke bare se mærkeligt ud at han gik rundt om natten i rustning, men så mistroiske som han to herskere var, ville de nok mene at han var igang med at organisere et oprør eller på en anden måde skulle stikke en kæp i hjulet for hvad end det var de gik og lavede.
De royale stalde var ikke noget storslået syn og lugten af hestemøg sved i næsen, Karl kiggede ikke engang tilbage for at se om Tiri var med, han holdt bare en hånd hævet og sagde "Vent her". Karl forsvandt ind i staldene og lyden af heste der uroligt vrinskede fik et par vagter til at kigge derned, men de hverken sagde eller gjorde noget. Kort efter vendte Karl tilbage til slotspladsen med to sorte heste, Karls var en mægtig hingst som vrinskede og sparkede hårdt i jorden mens dis kom ud af dens næsebor, Tiri's var en noget mere rolig hoppe som bare stod og skrabede roligt med den ene hov.
Karl rakte hesten over til Tiri og sagde kort, "Du leder vejen, men stop et godt stykke før vi når frem, så vi kan snige os det sidste stykke, Karl svang sig rutineret op i sadlen, den store hingst stejlede og fnyste, men forholdt sig nogenlunde stille.

Tiri betragtede Karl, med forsigte øjne, imens han begyndte at lede igennem sine bøger. Hendes øjne gled op imod askebægeret, og trippede forsigtigt hen ved siden af Karl, for at holde sit focus oppe imod bægeret. Hun gik en smule fra side til side, som for at sørge for, at hun var under askebægeret, og hurtigt kunne gribe det, når det faldt ned. Dog rørte hun det ikke, da det ikke faldt. Hun ville ikke rode i Karl's ting. Nej, nej, det var kun Karl der måtte det.
Nettop som han rejste sin hånd, med bogen deri, tog Tiri et lille skridt tilbage, som for at give Karl mere plads, og betragtede så bogen, med et hoved en anelse på skrå, med e spørgende blik. Pigen på billedet, mindede hende lidt om hende selv, men hun spurgte ikke Karl, nikkede bare af hans gestus, og betragtede med store øjne, da han rakte ned i bogen. Da en bue så blev hevetop, tog Tiri imod den, med et undersøgende blik. Tiri nikkede af hans ordre, og tog et par skridt til siden, for at stå foran Karl igen, imens hendes øjne blev store, da den fine kniv blev givet. Nu voksede hendes smil sig en anelse, og hun så tydeligtvis mere tilfreds ud med kniven. Som om hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre med buen, men havde arbejdet med knive helle sit liv. Det havde hun ikke. Faktisk aldrig. Hun havde brugt hende spidse tænder, hver gang hun skulle true, eller dræbe nogen. Men en kniv, vidste hun, at hun kunne ramme med.

Tiri betragtede ham påføre sin kappe, og hun gjorde ligeså, da hun blev de befalet. Som kappen var på, fik hun ligeså buen lagt over ryggen, og kniven ned i sit bælte, for så at hive sin hætte over hovedet. Hun fulgte tæt efter, som Karl forlod værelset, og da planten havde givet Karl et hvæs, sendten den en lav hvilsen imod Tiri, ligeså. Tiri hvæsede igen lavt tilbage, og traskede hastigt efter Karl.

Tiri's øjne, gled rundt i Abbadone's gårdsplads, og faldt på de forskællige vagter, der var deromkring. Hun bed sig lidt i gummerne, af, at de alle stirede deres vej, men fulgte uden spørgsmål, efter Karl. Da de kom ud til stalden, stoppede hun op som hun blev befalet, og nikkede en enkelt gang. Hun stod afventende og trippede, med et småligt smil, under sin hætte. Hun kunne næsten ikke vendte. Havde ikke lyst til at vente. Hun havde lyst til bare at løbe derhen. Men nej. Hun måtte vente på sin herre. Han skulle med. Og som han kom ud, så hun smilende op til ham, imens hun betragtede hesten hun blev tilbudt. Hun kiggede så op på Karl, i det han hoppede op på sin hest, og bad hende lede vejen. Hun nikkede en enkelt gang, og lavede et elegant hop, op på hesten.
"Ja.. Tiri huske vejen.. Tiri lede vejen.." Gentog hun Karl, og satte straks hesten i gallop, og stormede imod udgangen, og regnede med at Karl ville følge, og naturligvis sørge for, at de kunne komme igennem diverse porte.

De havde løbet ud af byen, og ud imod skoven. Der havde de fortsat dybt ind i denne, og imod det gamle Abandonné banlieue, hvor hun stoppede, flere kilmeter fra den gamle forstad. Her stirede hendes mælkehvide øjne, nu med en glød af vrede, ind i mørket.
"Der.. Dem med bure.. Dem med piske.. Der." Sagde hun lavt, inden hun kiggede over på Karl. Når de gik tættere på det lille settlement, ville de kun kunne se ganske få vagter, og flere små huse, med Sort Elvere, der sad og slappede af, og spise. I midten af den lille landsby, var der en hytte, med et stort ikon. En stor edderkop. Afbilledet af Lolth, som brugt af hendes Clerics. Hun pegede imod hytten, med et undersøgende blik.
"Billede nyt.. Hus gammelt.. Der leder var.. Overhoved.. Han var værst.. Han stak mest.." Hendes øjne gled så bedene op imod Karl, efter hun havde hvisket dette. "M.. Må Tiri.. Få ham? Må.. Tiri dræbe den?" Bad hun med en hvisken, for stadigt ikke at give Sortelverne i det lille settlement, en chance for at høre dem.

Karl kiggede kort efter Tiri og hans øjne lyste igen op og hans mund vred sig til et enormt smil, han kunne næsten ikke lade være med at grine højt og manisk. Han holdt sig febrilsk for munden mens han prøvede at kontrollere hans latter og han kunne mærke hvordan alle verdens problemer forsvandt fra ham mens han hysterisk begyndte at græde af grin. En vagt kom over mod ham med et bekymret udtryk og hans sværd trukket en smugle ud af dens skede, "Min herre Ricter? Har de de godt? Skal jeg hente en af healerne?", Karl kiggede på ham og hans øjne var fyldt med tårer mens han fortsat grinede febrilsk og på en mere og mere skræmmende måde som fik det til at løbe iskoldt ned af ryggen på vagten der stille og roligt bakkede væk fra den maniske ærkemagiker.
Karl kunne næsten ikke fatte hvad der skete omkring ham, hans syn forsvandt næsten mens han grinede og den eneste grund til at han overhoved kom væk fra slottet var at hans hest stille og roligt fulgte efter Tiri da hun sporede sin hest og red ud af portene. Karl genvandt kort tid efter kontrollen over sig selv og skælvede ved hans maniske udbrud, det magiske skjold som skilte ham fra to andre personligheder var blevet svækket nok til at han nu kunne se frem til at lide af former for identitets forkvakling hvor han på det ene tidspunkt kunne være grædende frustreret og det næste kunne være det lykkeligste væsen i verden... Dette var et stort problem der måtte tages hånd om med det samme, han havde brug for at etablere nogen midlertidige barriere i hans bevidsthed, men det kunne ikke blive nu.

Karl havde efterhånden genvundet kontrollet helt med sig selv og han fulgte nu med i Tiris tempo og indhentede hende enda et lille stykke udenfor slottet. Han fulgte efter i hendes høje tempo, men sagde ikke noget under hele ture derud, han grublede over hvordan han skulle blokere sit sind for fremmede indtræden, en ting der ikke bare var svær, men også nemt kunne koste ham livet eller førelighede hvis han gjorde det forkert, muligheder han i den grad ikke brød sig om.
Da Tiri førte dem ind i skoven, var det som om Karl vågnede igen og fokuserede på opgaven der var for hånden, han kunne ikke tillade sig selv at dø fordi han dummede sig på så ligegyldig en mission som denne der ikke var til andet end en test af hans nye undersot. Karl stod af hesten og stirrede den i øjnene som om han ville dræbe den, hesten kom med et fnys og stod så helt stille uden at vrinske eller bare bevæge sig meget mere end et par centimeter fra side til side, han gjorde det samme med Tiris hest som også syntes at gå i en trance lignende tilstand.

Karl satte sig roligt bag nogen buske og vinkede til Tiri at hun skulle gøre det samme, "Tiri kan ikke få ham" Sagde han med en bitter tone, "Tiri venter med at gøre ham noget til jeg siger noget". Karl pegede med en lang finger mod to vagter der var dem nærmest, der var ikke synderligt opmærksomme og ville være nemme at gøre det af med, "Tiri tager sig af de to, skærer ørene af dem og giver dem til mig og det skal ske inden de opdager mig", Karl blinkede til hende og lod det være underforstået at det var et tidsbegrænset drab, hun skulle hurtigt og lydløst dræbe vagterne og give ham deres øre og altsammen inden de så ham, hvilket gav hende lige under to minutter... mere eller mindre efter hvad Karl lige kunne regne ud og håbe sig til.
Han smilede stort "Jeg ved du kan Tiri, men husk at jeg tillader ikke fejl, bliver du opdaget er du helt alene herude og jeg kommer ikke til din redning, for svaghed er ikke noget man lærer af, svaghed er noget man dør af og det bliver du nød til at lærer", Han skulle til at sende hende afsted, men huskede igen noget på falderebet, "Og du må ikke bruge buen eller kniven til at dræbe dem, du må kun bruge kniven til at skærer ørene af dem". Han viftede derefter ivrigt med hånden til hende og begyndte selv at gå i retning af de to vagter.

Tiri hørte godt latteren i baggrunden, og hun sank langsomt fartne på sin hest, for at vende blikket tilbage imod Karl. Hun lagde sit hoved en anelse på skrå, og betragtede vagten, inden de hvide øjne gled tilbage imod Richter. Hvad var nu det? Hvad grinede han af? Hun forstod slet ikke hvad der skete, og så fortabt ud, indtil Richter endelig steg op på hesten igen, og begyndte at ride imod hende. Han fortsatte stadigt med at grine, men hun fortsatte med at udføre hendes tidligere ordre, og vendte blikket fremad, for at sætte hesten i galop igen. Hun var bestemt ikke god til at ride, men hun kunne, hvad der var nødvendigt, og de ankom.

Tiri valgte at lade være med at spørge ind, til sin herre's latter, og gjorde blot som hun fik besked på, og fulgte Richter, over bag ved busken, hvor hun knælede ned, og afventede et svar. Hendes blik fik et hint af sørgmodighed, da hun fik afslag, men da han forsatte, smilede hun en anelse. Måske ville Richter give hende lov til, at gøre ham noget, på et tidspunkt? Hun måtte bare vente, og se.
Tiri's hvide øjne, fulgte Karl's fingre, og hun kiggede på de to vagter. Hendes læber bredte et stort, skummelt smil, da hun fik sin opgave, og hun nikkede langsomt. Hendes fingre bølgede en anelse, i anspændthed, og hun afventede nu blot ordet, på at hun måtte begynde. Hun kiggede så tilbage, da han snakkede om fejl, og fik et mere seriøst blik. Hun nikkede hastigt flere gange af hans ord, for at gøre det tydeligt, at hun forstod. For det gjorde hun. Fejl, kostede liv. For det meste, nok hendes.
Endnu engang nikkede hun, da han sagde at hun ikke mptte bruge sin bue, eller kniv. Hun rakte om efter buen, fik den fjernet, og lagde den blidt på jorden, uden en lyd. Derefter fjernede hun sin kniv, og lagde den, ligeså, forsigtigt, og tog så et par skridt til siden, for at bevæge sig over imod en anden busk.

Tiri's hvide øjne, betragtede de to vagter, imens hendes tanker drejede sig om hinanden. Hun tog sig tid. Og et minut, efter hun var blevet sendt væk fra Richter, og i det den ene vagt kiggede sig over skulderen, slog hun til. Hun forsvandt af syne, da hendes ene evne tog i kraft, og med hastige skridt, bevægede hun sig imod dem. Hendes skridt var forsigtige, men hurtige, så hun kom frem, uden en lyd, og uden at kunne ses. Tiri var velforberedt denne gang, så det var ikke kun hendes hud, der var usynlig, men alt hun bar. Da hun stod foran den ene vagt, tog hendes højre hånd, hastigt fadt i vagten, som kiggede over sin skulder's sværd, og hun drejede rundt i en cirkel, for så at rejse et ben, der nu ramte vagten, perfekt på struben. Dette gjorde, at hun kun nåede at udgive et gylp fra sig, inden hans mulighed for at tale, var væk. Den anden vagt, i stor forviring, trak hastigt sit sværd. men i den samme bevægelse, som hun havde sparketden første vagt i, udnyttede hun hurtigt denne vagt's sværd, til hendes fordel, ved at kaste dette imod den anden vagt. Ikke perfekt trænet, i at kaste med våben, gjorde at det ikke ramte et fatalt punkt, men sværdet blev stadigt spiddet igennem vagtens mave, og sendte ham i knæ. Da det gjorde dette, knælede hun sig hastigt ned foran den første vagt, satte tænderne i hans hals, bed til, og rev struben af, inden hun hurtigt hoppede over til den anden vagt, tog fast i hans håndled, for at stoppe ham i at gøre modstand, og gav ham den samme død, og lod hans blod besætte hendes ansigt. Da dette var gjort, tog hun hastigt sværdet i den anden vagt's mave, og rev det ud derfra, for at vende tilbage til den første. Først nu blev hun synlig igen, og hun knælede sig ned, for at skære den lidene vagt's ene øre af. Vagten forsøgte at skrige, men nu æbbede livet fra ham, og han måtte se sin død i øjnene. Hun skar så hans andet øre af, vendte tilbage til vagt nummer to, gjorde det samme og løb så hurtigt tilbage til den busk hun havde angrebet fra, efter at have smidt vagternes eget våben fra sig, med de fire øre i sin ene hånd.

Tiri bevægede sig hastigt tilbage bag Karl's buske, og holdt de fire øre, op til ham. "S.. Sådan?" Spurgte hun tøvende. Hun var ikke sikker på, om det havde været okay, at bruge vagternes egne våben imod dem, men opgaven var blevet fuldført. Og dette, med så megen smerte påført vagterne, som muligt. Tiri smilede en anelse skævt, og mærkede sit andreanelin, pumpe igennem kroppen. Blodet om hendes mund, ned af hendes hage. Varmen i kroppen. Det var dette, Tiri var skabt for. Dette, fik hende til at føle sig i live.

Karl kiggede opmærksomt med fra hans busk, der var ingen tvivl om at Tiri havde været et godt valg og hun besad evner der var langt større end det hun selv formåede at tro på. Karl hostede kort og kiggede ned på jorden foran sig, sort tyk væske havde fundet vej ud mellem hans læber og dryppede nu ned på jorden som skreg lydløst af at blive ramt af noget der var så uhelligt som det der kom fra Karls indre. Han kiggede fortørnet ned af sig selv, transformationen gik alt for hurtigt, meget hurtigere end han havde regnet med den ville gøre. Havde han været på Abbadon kunne han gøre noget ved det, men nu? Nej... Han var for langt fra et sted med magisk forstærkende effekt på hans magi, han var bare nød til at bide det i sig og håbe på at hans fysiske og psykiske styrke ville være nok uden hjælpen af magi. Karl hostede igen som han så den anden af de to vagter glide rundt på jorden med struben revet ud af dens rette plads. Tiri var som sagt dygtig, ufin og usleben men ikke destro mindre meget dygtig, ikke at han ville sige det til hende nu hvor han stadig knapt kendte hende, men en dag ville han nok hentyde at han var stolt af hende... på et eller andet ubetydeligt plan.
Karl tørrede hurtigt mundvigen for det sorte stads da han så Tiri vende tilbage med ørene fra hendes slagne fjender. Karl smilede anerkendende til hende mens han kom ud af busken og gik hende i møde, han tog ørene og proppede de tre i en lomme under hans kappe og det sidste bed han en luns af og slugte mens hans ansigt vidnede om at det var en frygtelig ting at gøre, men grunden var simpel, sortelvere var magiske enheder der var i kontakt med magi, derfor ville indtagelse af dem give en øget magisk bevidsthed.
Karl spiste det sidste af øret inden han med en forfærdelig lav stemme sagde, "Tiri det var iorden, du gjorde ikke som jeg sagde, men hovedsagden er at du fik det gjord", han hentydede kort til vagternes våben og rakte hendes tilbage mod hende, "Nu Tiri, nu kan du få ham og så begynder jeg også at folde mig lidt ud". Karl vendte Tiri om og skubbede hende foran sig ind i lejeren og stoppede først da de begge stod midt i det hele med en masse vrede sortelvere omkring dem.

Karl smilede mens blod dryppede ned fra hans ene mundvig, omkring dem var der omkring 20 sortelvere der var på vej til at hente våben og gøre klar til at dræbe både ham og Tiri. Karl klaskede med et manisk udtryk Tiri i røven mens han skreg i en stemme der ikke syntes at være hans egen, "DRÆB DEM! DRÆB DEM ALLE! DRÆB!!!". Klasket i røven på Tiri skulle være signal til hende at hun skulle gå igang mens Karl påkrævede sig al opmærksomheden i form af at virke mest truende og vanvittig.
Den lille landsby der var udgjort af omkring 12 huse samt det store hvor høvdingen efter Tiris oplysninger boede, det virkede som et rart sted der ikke havde været påvirket af Di Morgas mange krige, men den tid var forbi i det Karl lod sig svæve lidt op fra jorden og sendte en kaskade af lilla ild ud mod en vagt som øjeblikkeligt skreg og faldt om på jorden mens han rullede rundt. Andre vagter kom løbende og forsøgte at skyde både Karl og Tiri. Karl undveg dovent ved at svæve en smugle til siden og fortsatte med at skide ildkugler i alle regnbuens farver mod forsvarene som kom løbende fra alle sider efter de havde hørt det første skrig.
Karl skreg af glæde mens han ristede vagterne på stribe, "Tiri Dræb ham hurtigt og smertefuldt, lad ham få al din vrede, alle dine frustrationer!".

Som Tiri rakte ørene op imod Karl, med et halvstolt smil, men et tøvende blik. Var han nu glad for det? Satte han pris på den måde hun udførte det? Hun kunne ikke se det på ham. Kunne ikke regne ham ud. Hvilket i længden var meget godt. Hvis hun kunne, ville hun miste respekt for ham. Men nej. Han holdt den respekt han fortjente højt, og tog imod ørene, imens hun lod sine hæder falde, og tog et forsigtig skridt tilbage. Da han rejste det ende imod læberne, lagde Tiri sit hoved en anelse på skrå, med et undrende blik. Øjnene blev så knebet en anelse sammen, i forundring, inden hun slikkede en anelse på hendes læber, og tørrede noget af det blod, hendes hals og hage var blevet dækket i, væk med bagsiden af en hånd. Det virkede ikke delikat, at spise et øre, men alligevel forstod hun. Lysten til at fortære sine modstandere. Til at rive dem fra hinanden, og så mæske sig med dem derefter. Men det gjorde hun ikke klart. At hendes tanker rakte imod det. Hun betragtede ham bare, og afventede 'karakter'.
Som han snakkede, sank hun sit hoved bare en anelse, for at anerkende at det måske ikke var perfekt udført, men hun var glad ved hans tilfredsstillelse. Hun tog imod sit våben igen, og kiggede igen ind imod lejeren af Sortelvere. Hun smilede stort, inden hun adlød, og begyndt eat bevæge sig derind af.

Som de kom ind i lejeren, kunne man godt se, at vagterne respekterede, og frygtede deres modstander. Richter. Han udgydede frygt i hans modstandere, og det stod nu tydeligt. Alle håbede de, at de to bare ville vende om og gå igen. At de kunne skræmme dem væk. Tiri's øjnbryn rejste sig en anelse, da hun blev klasket i røven, men smilede straks lumskt, som han råbte. Og hun gjrode som sagt, og fløj frem imod den første og bedste. Hun var adræt. hurtig. Hun fløj rundt imellem Sortelverene, og skar strube for strube, aldrig upræcise angreb. Hver gang hun slog ud, skadede hun fatalt. En vagt fik næsten et slag ind på hende, men hun hoppede over hans sving, lanede bag ham, og skød kniven igennem hals nakke, så spidsen prikkede ud på den anden side.

Kampen fortsatte ikke i særligt lang tid, specielt når man tænkede på, at det var to, imod mange. Blod ruset. Vreden. Lysten. Alt spillede med i Tiri's følelser, og fik hende til at hyl og skrige lystigt, som hun hoppede rundt iblandt vagterne.
"Tiri.. Ikke udulig! Ikke ulækker! Tiri stærk! Tiri straffe!!" Skreg hun hidsigt, som hun skar struben over på en civilt klædt SortElver, der faldt sørgende, vridene og smertefuldt til jorden. Hendes øjne gled op på Karl, som han snakkede igen, og kneb ganske kort øjnene sammen. 'Ham'? Han mente lederen! Han gav hende lov til at dræbe lederen! Det var i hvert fald det, hendes brændene hjerte, og lyst til mord fortalte hende. Så Tiri stormede imod lederens hytte, og hoppede igennem døren, med et hidsigt hvæs. Men på tronen, sad en anden end den hun huskede, så hun stoppede.
"Hvor er leder!? Hvor er ham der straffede! Piskede! J..." Hun blev afbrudt af kvinden, som rejste sig op med et højt hvæs. Hun bar en sort kjole, der bare et sort hak hele vejen ned fra siden, som fremviste hendes kurvede ben, og på brystkassen bar kjolen Lolth's idol idol, der fint var udskåret, så det passede med Vudskæringen i kjolen.
"Stile, tjener! Jeg ønsker ikke at tale med dem, men deres Herre! Jeg kræver en forklaring, på denne udrydelse! Lolth smiler i dette blodbad, men jeg, som en Cleric af Lolth, forlanger at se ham i øjnene, og høre en forklaring!" Råbte hun hidsigt, med et lavt snert. Bag hende hang en banner for 'Handmaidens of the Spider Queen', og ved siden af tronen hun havde rejst sig fra, sad en skadet Sortelver, lænket til utallige kæder. Tiri's hjerte bankede, og alle fornuftige tanker, var låst ude af hendes sind, og så snart hun så den mandlige Sortelver, voksede hendes øjne.
"Ham!" Skreg hun, inden hun hoppede igennem luften, efter Elveren. Kvinden der havde rejst sig fra tronen hvæsede, og slog ud med hånden, hvilket fremtvang et smertefuldt skrig fra Tiri, i det hun fløj tilbage igennem luften. Hendes blod brændte. Det skar i hendes indre. Det gjorde ondt. Hun kunne slet ikke beskrive det. Hun vred og led på jorden, indtil smerten stoppede, i det kvinden lod sin hånd synke igen, og hun trådte ned fra tronen.
"Du skal få ham.. Han er mig ingen nytte mere.. Men først, forlanger jeg at se min overmand.." Hvæsede hun lavt. Tiri kiggede opimod kvinden, imens hun krøb en anelse tilbage. Ikke længere i smerte, men underkastelse. Kvinden var også stærkere end hende, og hun blev nød til at vente på Karl. At vente på, at Karl var færdig.