Trying to escape the fate

Nattens stilhed fyldte Terre's gader, gjorde dem dystre at befinde sig i, hvilket var grunden til at de fleste gik i grupper. Gaderne ville snart blive fyldt af fulde mennesker, høj musik og en masse betjente og slave jægere sikkert også, som var på udkig efter slaver som de kunne sælge på markedet for en pris, der sikkert ikke var dem værd.

Lyden af højhælede der ramte mod det grå underlag der lagde i Terre's gader kunne høres på lang afstand. Lyden kom fra en ung dame der gik alene, hvilket hun ikke burde med den påklædning hun havde på hendes spinkle, men velformede krop. På kroppen havde hun en hvid kjole på, den var kort, nedringet, men den passede godt til hende og fik nærmest hendes solbrune krop til at lyse op. Det lange hvide hår hang ned over hendes ryg i en høj hestehale som svajede svagt fra side til side for hvert skridt hun tog. Hendes blik gled op på den skybelagte himmel, hvilket frembragte et svagt smil på hendes rosa røde læber.

" Jeg tror der går en her ovre!" lød det i det fjerne efterfulgt af to mænd der grinte koldt. Hun vidste hvad det betød, hun var i farezonen, hun måtte væk, inden de fandt hende og fik hende fanget, for det var der hun virkelig var i fare.

Hjertet i hendes bryst hamrede som aldrig før, det var ved at flyve ud af brystet på hende * jeg må væk.. Kom nu* tænkte hun og bed sig i underlæben inden hun satte i et raskt tempo for at finde det rette sted hun kunne gemme sig. Hun var altid så uheldig, fandt altid de forkerte steder at gemme sig. Hun stoppede op og så sig over skulderen, men kunne ikke se dem, men stadig høre dem, hvilket fik hende til at løbe igen.

Natten var ikke noget Karl kunne lide at bevæge sig rundt i, det mindede om smerte, forglemmelse, had... ting han for alt i verden ikke havde lyst til at huske noget om, men ikke destro mindre, var det vigtigt for ham at han kom op og så sin frygt for mørket i øjnene, en person som ham, ville ikke være anset for meget, hvis han frygtede noget så underligt som mørke, et mørke, hvor der alligevel ikke var andet end ingenting.

I stille og rolige bevægelser, gik han ned af gaden. De fulde mennesker og de slavejægere der blandede sig med politi og folk der bare skulle forbi, fik det til at syntes som om em flod af mennesker brusede i enden den ene eller den anden retning, og man nærmest var tvunget til at svømme sig fra det ene fortov til det andet, for ikke at blive skyllet væk. Det mørke han før havde frygtet var kun inde i hamselv, det forstod han hurtigt, for i Terre virkede det til at der altid var lys, liv og folk der kunne klare at være vågen hele døgnet rundt.

Karl rystede lidt på hoved, så det lange sorte hår brusede lidt om ørene på ham og et lille smil gled over hans læber. Det var i sandhed en anden tid, end den han havde forladt, for så herrens mange år siden, det var underligt at være tilbage i den by, som han selv havde været med til at bygge, da den kun var et lille fiskerleje. At den idag var en enorm metropolis for alle der havde lyst at komme der var noget andet, samtidig, var det vidst det eneste sted i verden, hvor væsner kunne leve uden at være i skjul. Karl trådte frem, lydenden fra barene og de mange folk var rytmiske og han havde i et øjeblik, lyst til at danse lidt for sig selv, men en lyd, fik ham til at stoppe... Den var agressiv og han kunne samtidig lugte en af hans artsfæller.

Karl skubbede sig hastigt igennem folkemængden, hans sorte skjorte blev revet i stykker, så den hang i en las ned af ham, men på den anden side machede den nu bedere de hullede og ødelagt blå jeans. Da han kom ud mod den lille sidevej, spejdede han lidt, indtil en elver kom løbende fra et hjørne ned mod ham, efter hende kom to mænd løbende, mens de grinede på den mest modbydelige og sigende måde han kunne forestille sig.

Da pigen kom løbende ned mod ham, greb han hende i hånden og trak hende efter sig, han snakkede roligt til hende på elvisk, mens han trak hende til sig, han kunne godt det normale sprog, men det var længe siden han havde brugt det og han var mere tryk ved at bruge elvisk, *1. Treemma uns'aa naut, whol usstan tlun ghil wun dos dortho*. Karl skubbede med et lille beroligende smil kvinden bag sig, så han var imellem mændene og hende, hans pupilløse grønne øjne, skar i nattemørket mod de to mænd der da også stoppede og kiggede på hinanden, mens Karl hvæsede af dem på elvisk, *2. Usstan tlun natha wanre d'lil faer chathen... dos orn ragar dosst elghinn ghil unless dos sevir wun haste*

Karl knipsede med højre hånd og blå flammer sprang med det samme fra den, som om det var en kugle der var klar til at blive kastet mod en eventuel modstander.


*1. Fear me not, for i am here in you aid
*2. I am a servant of the magic flames... you will find your death here unless you leave in haste

Hun løb fortsat alt hvad hun kunne, trods hun var ved at falde død om, hun kunne ikke mere, hendes åndedræt var ved at forsvinde. Hun fortsatte længere og længere ned af gaden og kunne mærke der var en anden elver i hendes nærvær.

Hun havde ret, hun løb forbi en ung herre med sort hår, sort skjorte og de ødelagte jeans, hvilket gav ham et rå look. Hun mærkede hans hånd i sin og så han løb med hende og snakkede til hende på elvisk. Der var ikke mange der kendte til det sprog, med mindre de var elvere, hvilket var tydeligt på ham. Han var elver uden tvivl fra hendes side af.

Et smil kom frem på hendes fyldige rosa læber idet han hørte hans ord, men alligevel var hun bange for at mændene ville få fat i hende, men da han knipsede og de blå flammer kom frem, stoppede hun, trods hun havde hørt hvad han havde sagt, at hun skulle komme væk, men mindre hun ville dø og det ville hun jo ikke, men alligevel stoppede hun.

De to mænd råbte noget efter hende som fik hende til at se over mod den med et irriteret blik " Ingen.. Og jeg mener INGEN fortjener denne behandling!" vrissede hun og så vredt på dem " Det er meget muligt at min kjole er kort og nedringet, men giver det jer nogen grund til at løbe efter mig som sultne løver efter en gazelle!? Nej vel?" sagde hun irriteret og kneb kort øjnene sammen " Så hvis i vil have jeres liv kært burde i smutte" sagde hun og stak hånden ned i hendes kjole og hev en kniv op fra hendes bh og kastede den op i luften " Og tro mig.. Mig vil i ikke lege med" sagde hun og så op da kniven faldt direkte ned mod hendes ansigt. Det eneste hun gjorde var at åbne munden.

Kniven ramte hendes mund, men der skete hende intet, da hun havde nået og lukke tænderne om den inden den nåede ned til hendes mundvige " Og den her.. Kan sagtes sprætte jer op" sagde hun og kneb øjnene sammen og smilte koldt til mændene