The phoenix rises

Sted :: Skoven
Tidspunkt :: sent om aftenen, men det er stadig lyst.
Omgivelser :: En lille lysning i skoven med meget gamle og krogede træer udenom, hele stedet virker til at give en myrekryb og en følelse af trøstesløshed hænger som en tåge over område. En lille sten med et dybt mærke i der ligner noget som et skabt af noget meget skarpt, ligger i midten af lysningen, små hvide blomster syntes at gro henover den.
Vejr :: Det er smukt og stjerneklart, i det fjerne høres larmen fra byen, men kun som en svag rumlen.

Vinden legede med træerne mens en stille måne havde rejst sig på himlen, trods det ikke var mørkt var den fremme og var med til at vidne om, at sommeren stod for døren i den lille franske region. Omkring den lille lysning gik dyr, men ingen af dem bevægede sig ind i selve den cirkel som stod omkring en lille sten. Lysningen havde et næsten sørgeligt præg, træerne hang med grenene og jorden virkede gold fordi græsset havde en brunlig farve, det eneste plante som syntes ikke at have opgivet håb om liv, var en lille hvid roselignende blomst hvis torne var større end selve kronen.
Stilheden der herskede over steder underbyggede endnu engang den triste fornemmelse, fuglene sang ikke og stilheden, på nær træernes gamle grene, var det eneste der kom med sørgmodige trætte lyde. Alt i alt bar stedet præg af sort magi eller af at noget meget helligt havde fundet sidst sidste og for tidlige hvilested netop på dette sted. Få ville huske hvem det var der havde fundet hvile her og endnu færre ville have en anelse om hvad der kunne ske på dette sted... med den rette tilskyndelse og et kendskab til krafter der lå hindisdiges det som mennesker ville kunne fatte er nogensinde være i stand til at benytte sig af, med mindre de på samme måde som andre havde fundet krafter fra andre og havde omfavnet deres nye evner og ret til at regere over andre svagere racer.

*Paradigmet er sikkert, det er ufejlbarligt: Intet menneske er godt, alle søger magt over andre i en eller anden form, kun den der forstår dette kan kalde sig oplyst.*

Tanken havde kun strejfet ham kort og i det samme som den var tænkt til ende kunne han mærke den kolde vind puste henover hans nøgne krop. Alexander lå på jorden med lukkede øjne, han var stadig ikke sikker på om han havde en drøm eller om alting han havde set for sig virkelig havde kunne være sandt. Guy, Zane og Angelie, de havde været skyld i hans tilfangetagelse, men var det sandt at det var sket? Eller var det et mareridt født af en tanke der ikke hørte hjemme i hans hoved?
Forsigtigt åbnede Alexander øjnene og så lige op på månen der var præcis over ham. Han kiggede sig til siden og så stenen med mærket i og smilede *Samuel*. Han skænkede ikke en tanke mere til stenen, men satte sig i stedet op og til hans store glæde virkede han ikke til at have mistet noget af sin fysiske styrke. Alexander vendte og drejede sin hånd og smilede grumt, han var tilbage uden rigtigt at vide hvorfor eller hvordan, men han var tilbage og han havde en sær følelse af at Karl eller Guy ikke længere kunne findes på de levendes plan.
Tungt kom han på benene og kiggede sig sløvt omkring, hans arme virkede som om de ikke havde mistet noget af deres styrke, men hans ben og mave derimod virkede som om han ikke havde noget styrke overhoved. Alexander brækkede sig i udkanten af cirklen og lænede sig op af et træ med den ene arm, han følte sig for første gang nogensinde svag af sult, han måtte have blod i en eller anden form. Han havde knapt tænkt det før en bjørn luntede tættere på ham, formentlig tiltrukket af lugten fra det der før havde været hans sidste omgang mad. Dyret brølede og luntede tættere på, Alexander smilede bare og lod sine hugtænder komme til syne, da bjørnen stod lige overfor ham brølede den igen faretruende og rejste sig på bagbenene mens den langede ud efter Alexander. Der lød et blidt bump da bjørnens lap hamrede ind i Alexanders udstrakte hånd og blev standset med det samme, han smilede grumt inden han selv kom med et brøl der var meget højere end bjørnens, uden tvivl ville folk der var i nærheden have hørt ham og undre sig over hvad det var for et dyr der bevægede sig i den mørke skov.

//Emnet er åbent og foregår for noget tid siden i og med jeg først fik taget mig sammen til at lave dette emne nu//

Et lysglimt strejfede himmelen. Det lignede nærmest et stjerneskud, den eneste forskel på lysglimtet og et stjerneskud var at lysglimtet var blåt og var på vej ned mod lysningen. Med den fart den havde ville den sikkert ramme lysningen inden for de næste par sekunder.
Lysglimtet ramte jorden med en så stor kraft at det nærmest lød som om der var sprunget en bombe, lige lede rystede den også jorden som en mindre bombe ville gøre det.
Hvis man kom tæt på krateret ville man kunne se en mand der lå i en slags fosterstilling i en hvid munkelignende kutte, hvad der mere var underligt var at krateret nærmest lyste blå-hvidt.

Op fra krateret rejse en skikkelse sig op, han bar en hvid munke kutte med hætten trukket godt ned over hovedet. Manden gik op af krateret, hans gang var rettet mod Scars som stod og sloges med en bjørn.
Alle der kende Scars ville kende udfaldet af hans kamp mod denne bjørn, Scars ville være den totalt helt og afdeles fysisk overlegen, Manden som så på Scars kæmpe havde lige som bjørnen haft en tro på at den ville kunne vinde i en kamp mod Scars og lige som bjørnen snart ville opdage, så skulle man mindst bruge en mindre hær for at besejre en så stærk vampyr.

Manden stoppede og tog hætten af. Idet han gjorde det ville han grine og klappe højt samtidigt.
"Alexander........ Lazarow........ og jeg som troede det var helt slut med dig? Har Satan smidt dig ud eller var der for varmt?" sagde manden, denne mand var ingen ringere end Logan O'Connor.

Alexander flyttede sig elegant rundt og lod bjørnen komme med det ene udfald efter det andet, dyret blev mere og mere bevidst om at det ikke havde været den rigtige den havde valgt at angribe. Roligt og med stor ynde til trods for hans enorme sult og svagelige nuværende konstitution, kunne Scars ikke lade være med at lege med det store dyr, han lænede sig tilbage i en doven manøvre da dyret igen slog ud efter ham, han bestemte sig for denne leg ikke længere var noget han gad at bruge tid på. Roligt sprang Alexander op i luften og landede på bjørnens ryg, hvorfra han bed den i halsen så en tyk stråle af blod sprang ud og ramte alt der var i nærheden. Blodet føltes livgivende på en underskøn måde og han kunne mærke hvordan hans egen styrke vendte tilbage i takt med at dyrets forsvandt, til sidst efter et lavt brøl sank bjørnen sammen efter at have danset rundt med Alexander på ryggen, da han rullede ned fra det store dyr var han dækket i blod fra top til tå og lignede et monster af en anden verden, han stønnede af glæde og mæthed og han kiggede ned af sine arme som svulmede og genfandt deres originale størrelse, det samme skete for hans ben og kort efter for hele resten af hans krop.

Fortumlet kom Alexander på benene og udstødte et brøl som fik træerne i skoven til at ryste omkring ham. Han havde ikke lagt mærke til at Logan var dukket op, da han havde haft for travlt med at stille sin sult i dyrets blod og den velkendte stemme kom bag på ham. Langsomt vendte han sig om og foldede indbydende armene ud, hele hans krop dampede af varmen fra bjørnens blod og han smilede skræmmende stort til Logan, "Logan.... Jeg husker ikke hvad du hedder til efternavn, men det er som altid en betydelig ligegyldighed at møde dig", Han viftede henkastet med armen som om han forsøgte at få et barn til at gå væk, "Når du siger slut med mig, er du nød til at være specifik... jeg har trods alt været død i lang tid og hvad satan angår er det ikke mit bord, spørg Damia hvis du vil have fat i hendes far".

Alexander begyndte at gå tættere på Logan til han til sidst tårnede sig op over hans gæst, "Hvorfor er det du lugter af engel? Og jeg kan hører din puls? Kom ikke og fortæl mig du har set lyset og din lille lusede gud har givet dig amnesti?", vrængede Alexander. "Åh undskyld jeg har bedrevet hor en milliard gange, jeg er grisk grådig, har aldrig elsket mine forældre, dræbt i tusindevis, men jeg angre det hele", han stod med lukkede øjne og armene ud til siden. Han åbnede så det ene og smilede trumferende til Logan, "Jeg gætter på din gud kan forstå sarkasme".

Logan grinte let af hans fornærmelse omkring hans tilstedeværelse.
I takt med at Scars kom tættere og tættere på Logan, gik Logan et skridt tættere på ham, så de stod næsten helt tæt.
"Logan O'Connor, mit efternavn er lige gyldigt, mit nye navn er Lopodeus den yngre, lysets bringer" sagde Logan og kastede løst med hovedet.
Han begynde lige så stille og roligt at begynde at gå rundt om Scars mens han så på ham.
Logan vidste godt at Scars var lige så utilregnelig som nitroglycerin, han var generelt meget farlig også nu hvor Logan var blevet stærkere.

"Det kan godt være at min Gud er ifølge dig luset og latterlig, men hvis du havde prøvet det jeg havde prøvet ville du ikke sige det der, jeg har været død eller tæt på at død flere gange end du nogen sinde vil opleve! Han gav mig ikke amnesti, jeg krævede det" sagde Logan og stoppede.
Da Scars kommenterede det med at være i live, tog Logan en dyb indånding. Det var rigtigt, han var i livet, blodet strømmede igennem hans årer, hans hjerte bankede igen.

Logan var kommet tilbage til jorden på det værst tænkelige tidspunkt for ham selv. En engel ved navn Jebediah var i fuld fær med at give menneskene ansvaret over Di Morga. Logan hadede at indrømme det men, det ville være noget af det dummeste man kunne gøre, give menneske rettigheden til at tage hånd om andre racer end deres egen, og det har vist sig igennem historien at være en dum ting.
Logan stoppede med at gå rundt om Scars.
"Hør Lazarow, jeg ved du hader mig og du ved jeg hader dig, men der er en ting vi ikke løber uden om er at jeg ved at du er magtgrådig og vil bygge dit gamle imperium op igen, så hvad siger du, jeg hjælper dig med at få din lagerhal og våben imperium op igen, og til gengæld hjælper du mig med at sørge for at menneskene aldrig, og jeg mener ALDRIG kommer til at bestemme over Di Morga?" sagde Logan og rakte ham hånden.

Alexander kiggede ned på Logan og lod ham spadsere rundt i sin lille cirkel om ham, hele sceneriet morede Alexander kraftigt, det at Logan rent faktisk turde stille sig op og snakke med ham var sjovt i sig selv, han vidste at han var underlegen på alle måder og derfor ikke ville kunne stille krav til en som Alexander. Han morede sig kosteligt mens han slikkede lidt blod væk fra kinden og lod den alt for lange tunge dingle langt ned på brystet bagefter, men den røg op igen so et rullegardin og han begundte at grine så hysterisk at han trillede rundt på jorden og røde tåre gled ned over kinden på ham, "Du kalder dig selv Lopodeus!? Du er det mest melodramatiske, højrøvede, smagsløse væsen jeg i mit liv OG død nogensinde har mødt!", Alexander fortsatte med at grine og håne Logan i noget tid før han endelig fik kæmpet sig på benene igen.

Han hulkede stadig af grin og smilede med lange tænder til Logan, "Jeg sværger ved din gud, min død ville være sørgelig uden dig til at komme med komiske indslag". Alexander hulkede lidt mere inden han tog sig sammen og prøvede at lade være med at grine ad Logan, han gik hen og placerede en tung arm om skulderen på Logan, han lagde lige nok styrke i til at han formentligt ville synke lidt sammen i knæene, "Kære Logan... Jeg glemte dit efternavn igen... Jeg har mødt dem der har prøvet det med død flere gange end dig, inklusiv migselv og fra erfaring ved jeg at man ikke bare bliver sparket tilbage i den gamle trummerum, en eller anden forbarmer sig over en og lader en komme tilbage, det er sådan det hele fungere". Alexander smilede overbærende som om han forklarede et toårigt barn om hvordan verden hang sammen.

Alexander havde længe sluppet Logan og gik ud i midten af lysningen, hvor han drejede et par gange rundt om sig selv med armene ud til siden. Hans smil falmede kort da Logan sagde at han ville hjælpe ham med at få sin magt igen, men det vendte tilbage med fornyet kraft, han pegede med en stor finger på Logans skulder, "Du har noget på skjorten", den røde blodplet som han selv havde lavet ville være tydelig som morgendagen.
Alexander nærmede sig igen og hviskede lavt med en stemme der på et øjeblik var blevet iskold, beregnende og vidnede om at han ikke længere syntes at optrinnet var sjovt, "Åhh du aner ikke hvor meget jeg hader dig Logan, jeg havde længe dræbt dig, hvis det da ikke lige havde været fordi jeg syntes godt om din humor", hans øjne var blevet klare og hans hysteriske smil var væk som dug for solen, "Jeg ville ikke pisse på dig om du så var ved at dø af tørst, så hvad får dig til at tro jeg ønsker din hjælp til noget som helst!". Alexander ville gribe ud efter ham og løfte ham op i kraven hvis det var muligt, det ville ikke gøre ondt men det ville være en skrammende oplevelse, ikke mindst fordi hans tænder kom til syne og hans øjne ændrede sig til et reptils, "Jeg er mere end i stand til selv at sørge for at menneskene ikke kommer til at bestemme en skid og det bliver aldeles uden din hjælp eller indblanding... Pil så af med dig, jeg har vigtigere ting at tage mig til end at snakke med dig", Alexander ville igen slippe Logan og i stedet begynde at vandre ind mod byen.