Angels Fall, Demons Rises.(Adalwin & Euuzia)

------------------------------------------------------------------------------
By parken i den skønhed, plottet forstå på sti systemet der går i gennem parken med blomster, buske og træer omkring.
------------------------------------------------------------------------------
------------------------------------------------------------------------------------

Tiden denne dag var gået hurtigt, det hjalp dog at hun havde sovet til klokken fem. Som solen var gået ned havde hun besluttet sig for at gå en tur ind til byens park, det var længere tid siden hun havde været der sidst. Men da mørket var faldet hen over området, ventede hun til et godt stykke inde på natten, så selv vampyre havde fået noget ud af natten. Hun orkede ikke at slås for tiden, og slet ikke mod en vampyr. Først da hun var på vej ud af huset træk hun sin kjole over sig.
Skabet i gangen gik op, rustningen blev blottet.
Den blev langsomt påført uden på kjolen, en lilla taske blev kastet over skuldren mens hun forlod huset.

Turen til parken var stille og rolig, hun så nogen skygger. Men som altid holdte de sig fra dem der lignede nogen der kunne forsvare sig selv. Som hun ankom til parken, var alt stadig stille, det eneste man kunne høre var nogen fulde unge mænd der gik tilfældigt rundt inde i by parken. Hendes selv, ville det helt anden retning. Hvis tingende ikke var blevet ændret kendte hun et lille lukket område der var forbundet til stien, hvor træende gjorde det næsten umuligt at se der ind. Så der valgte hun at gå over af.

Da hun ankom var der en sød duft, der var ikke noget at diskutere over hvad der lavede den duft. Men hun kunne ikke få øje på hvad der lavede den. Men hun vidste hvad det var. Dette lukket område var et Y krys af stien, så i dag timerne kom der mange forbi dette punkt. Samt der var en bænk i midten at Y'et så der valgt hun at sætte sig. Hendes blik gik rundt fra den ene sti til den anden. Som hun satte sig ramte hendes rustning på hendes ben sammen, og et metalliske klang spredte sig ud igennem den stille nat. Hendes hænder blev ført ned på knæende. Eller sad hun roligt, med et følelses koldt kropssprog samt blik.

Adalwin var iført et par løse løbebukser og ellers ikke andet. Han brugte det sjældent, og han følte ikke han havde nogen grund til at gøre det, når han alligevel ikke havde det koldt når han var ude og løbe. Han kom løbende imod et kryds han vidste var et sted på stien, han kendte stierne så godt at han faktisk ville kunne løbe dem uden at se, men han havde dog åbne øjne da han jo stadig kunne falde eller glide i ting og sagde hvilket han ikke havde nogen grund til... Han kiggede stille rundt, og da han passerede igennem krydset hørte han et metallisk klang, og han drjede blikket i den retning, for blot at mærke nogle våde blade under hans fødder glide, og han vred om og væltede forover...

Et stille og smertefuldt støn undslap hans læber som han vred om og landede med brystet først ned på stien hvorefter han kiggede lidt rundt, på trods af smerterne havde han en rank holdning da han fik sig kæmpet op at sidde igen efter hans fald... han kiggede lidt omtåget om efter den lyd han havde hørt...

’’Kan du hjælpe mig lidt?’’

Han så imod den skikkelse der sad på bænken uden at han faktisk kunne se hvem der var der rigtigt, hvilket han ikke rigtigt brød sig om det. Hna lagde heller ikke mærke til at han havde fået en hudafskrabning på hans brystkasse grundet det fald han lige havde haft, men han var vant til at have den ene skade efter den anden.

’’bare en smule hjælp? Jeg skal nok gøre gengæld...’’

Hendes blik gled over mod den ene sti, lyde kom derfra. Nogen kom løbende og så i et rask tempo. Sammen med hendes metal klang, ændrede lyden sig. Det var ikke længer en der løb, men en der fladt og gled langs jorden. Nu vidste hun også hvor duften kom frem, ingen tvivl. Den kom fra ham, dog var der også en anden duft, sved. Der var ingen tvivl, men løb han fra noget? Eller løb han bare selv? Et støn udkom fra ham, samt en lille sætning. Han løb ikke til at han blev jagtet, så der kom nok ikke en vampyr ud efter ham.

Hjælpe ham? Der var vel ikke noget galt med at give en hånd, og så slemt kunne det vel ikke være? Han var jo bare gledet i et eller andet. Hun rejste sig langsomt op og som hun gjorde, lød det tunge skridt igen. Hun havde massere tid af tid, der var jo ingen fare. I hvert fald ingen hun havde opdaget , hendes skridt faldt langsomt som hun træk sig mod manden der lå så lang han var. Som hun gik derover af, havde hun fundet sin blok frem. Hun vidste jo ikke om han kunne se i mørke ligeså godt som hun kunne. Hun skrev en lille note på den som hun gik overmod ham.

Da hun kom helt over til ham træk hun sig over mod hans side, og sætte sig ned på huk. Blokken blev vist til ham, kulepennen beholdt hun selv.
'Hvor slemt er det?' Stod der, med en gammeldags elegant skrift. Hendes kolde følelses løse blik var rettet mod hans. Blokken blev holdt med begge hænder, kulepennen blev holdt lidt bag den.

Hvorfor var han ude at løbe midt nat? Det eneste han kunne få ud af det at blive skadet. En vampyr ville stå med et kæmpe smil hvis de så en ligge som han lå nu. Mæh, det havde ikke noget med hende at gøre, så hun valgte ikke at tænke mere over det. Hun vendte blikket væk han ansigt og led det glide ned mod hans bare overkrop. Blikket kørte meget langsomt ned, ikke en følelse var ved til at se i hendes blik, hendes kinder bevægelede sig slet ikke, samt hendes læber.

Han så forsigtigt på hende som hun kom nærmere over imod ham og han sendte hende et varmt og taknemmeligt smil. han regnede bare med at han kunne få en smule hjælp til at komme op at stå så han kunne komme over til bænken og sidde til hans fod var okay igen. Han kunne godt heale sig selv, men han brød sig ikke om det fordi han blev så svag... Så skulle han være hjemme og det havde han ikke længere lyst til af årsager som egentligt ikke altid var helt gode...

''Hvor slemt det er? Hmm jeg er vreden om, og den er ihvertfald forstuvet måske brækket.''

Han kiggede på hende, underligt at hun spurgte ved at skrive istedet for ved at snakke, men hun havde vel en grund til det og hvis det var fordi hun var handikappet ville han ikke spørge ind til det, så han valgte ikke at sige noget. Han betragtede hende som hun stod der, og han smilede stille til hende han kunne egentligt godt lide hvor kold hun var, det var noget han havde en tendens til at elske og han følte sig altid draget imod den slags kvinder der var kolde og mørke.

Hans eget ansigt var præget mest af varme og glade følelser sammen med hans venligt varme smil, som han havde tværet ud i ansigtet på sig selv. Han kiggede op på hende mens han fik sig kæmpet ordentligt op at sidde, så det var mere behageligt...

''Jeg skal nok betale dig tilbage hvordan end du vil have det, hvis du hjælper mig.''

Hun ændrede ikke sit kropssprog mens han svarede. Blikket fra hende sad fast på hans smil, hun træk stadig ikke en mime.
Hun rettede kort på sine handsker som hun tog fat i hans ene skuldre og træk ham op af, det burde ikke være svært for hende så længe han ikke gjorde noget for at gøre noget imod det. Han virkede til at vide hvad der var galt, så mon ikke han kunne klare det selv. Han ville betale tilbage, uheldivis havde hun ikke mulighed for at skrive det, så valget var at sige det.
”De vælger selv hvordan de vil betale mig tilbage 'engle'” Lød det fra hende med en meget ungdomslig feminin stemme. Selve ordende havde ingen følelse bagved sig bortset fra ordet engle.

Som ordende forlod hendes mund, faldt temperaturen omkring hende med mange grader, i meget kort tid. Vandet i luften omkring hende blev til is og faldt langsomt mod jorden som sne. Vandet på jorden frys med det samme, og jorden fik et lag af is der hvor der havde været vand før.

Hun fjernede hænderne for ham på samme sekund som ordende forladt hendes mund. Hænderne blev revet op foran hendes mund. Samt et lille gisp forlod hendes mund. Denne gang var der overraskelse i gispet. Igen som ordende forlod hendes mund, faldt temperaturen omkring hende med mange grader, i meget kort tid. Denne gang blev der dog meget koldere, og i en smule længer tid.

Hendes tænder blev slået ned i hendes ene finger som var inde i hendes metal handsker. Hendes øjne gik i af smerte over det. Forbandet! Hvorfor kunne hun ikke bare holde sin mund. Hendes blik vidste mere følelse end smerten fra hendes bid. Det vidste over irritation.

Han så stille på hende, og han vidste ikke lige hvad han skulle sige eller gøre. Han kiggede stille og smilende på hende som hun hev ham op at stå. Og han støttede sit lid til hende mens han ellers kun vhvilede på det gode ben, dog skar han stadig en smertefuld grimasse fordi hans ben virkelig gjorde ondt. Han blev meget overrasket over at luften blev fuldstændig kold omkring dem da hun snakkede og han forstod nu hvorfor hun ikke havde talt før, selvom han bare fandt det interessant.

''Jamen okay så... hvis du tager mig med hjem? Så kan jeg hjælpe dig med noget hvis du kan bruge mig til noget som helst?''

Han så stille på hende og mærkede så at han blødte fra hans bryst da det var der det blev koldest grundet hendes evne fryste hans blod kort, og han kiggede stille ned af sig selv en smule undrende, men da hun bed sig selv trådte han frem til hende og tog fast i hendes hånd og begyndte at trække den fri fra hendes tænder.

''Lad da være... Bare fordi ting fryser skal du da ikke bide dig selv og ødelægge dine tænder... Hvis det er du godt kan lide at bide så bid mig!''

Han så stille på hende, som hun stod det der og bed sig selv og han håbede egentligt lidt hun ville men han ville ikke erkende det, og han fortalte sig selv at han havde sagt det for at skåne hende fra at bide sig selv...

Hun havde bidt så hårdt ned i sin handske at lidt blod kom frem fra hendes tandkød. Hun åbnede stille sin mund som manden snakkede, tilbudt han lige hvad hun tror han tilbudte? Virkelig?! Hendes handske blev langsomt taget ud af hendes mund, blodet i hendes mund fik hende til at spytte ned på jorden. Hendes stillede sig men hænderne hængende ned af hende så lange som de var. Hendes kolde øjne gik i, nogen få lange og dybe vejrtrækninger udkom fra hende.

Der gik nogen få sekunder uden hun gjorde noget før hendes øjne gik op igen, hun gik ned i knæ og samlede sin blok samt kulepen op. Hendes blik gled op af manden som hun rejste sig helt op igen, blodet havde en skøn duft. Jo han måtte være en enge, det kunne forklare hvorfor hun havde snakket uden af tænke over det. Da hun endelig stod helt op igen, gik hun i gang med at skrive.
'Jeg snakker ikke fordi jeg kan skade folk gennem det.' var det første hun skrev, med hendes gammeldags elegante skrift. Selv om hun ville skrive mere, valgte hun at den del af siden af og rakke over til ham så han kunne læse mens hun skrev noget mere.
'Hvis det er det de vil, så er de velkommen til at følge med mig' Den samme skrift. Og den sidste del af siden blev også revet af og rakt over til manden. Samme tid vendte hun sig om, slog hendes føder sammen så metal klangen lød igennem luften som hun vendte sig.

Hun tog det første skridt i retning af den vej hun skulle på vej hjem.

Han kiggede ganske stille og roligt på hende som hun stod der foran ham og blødte ud af munden, men langsomt fik han et bekymret blik i hans øjne og han kiggede stille på hende nu havde hun jo hjulpet ham så han var nød til at finde en måde at hjælpe hende på også. Han kiggede stille på hende, og vidste ikke hvordan han lige kunne give hende en hånd, men det var tydeligt at se at han var bekymret for hvordan hun havde det. Han forsøgte ikke at kigge på hendes figur, men han kunne ikke lade være og måtte erkende at hun også var meget smuk faktisk.

''Ahhh... Ja jeg lagde godt mærke til at det hele lige pludseligt blev lidt koldere... Det må sgu da være fantastisk hvis du er i fare?''

Han kiggede stille på hende da han ihvertfald mente at det måtte være fantastisk at hun havde den evne der kunne sikre hende hjælp hvis hun blev fanget i nogle problemer, da hun bare skulle snakke og snakke meget for at køle det hele meget ned. Han havde taget imod hendes seddel meget forsigtigt og det samme gjorde han da hun rakte ham den anden seddel. Han var meget forsigtig omkring sedlerne og passede meget på dem.

''Det vil jeg gerne... Men jeg håbede lidt du ville kunne give mig lidt støtte?''

Han bukkede sig dog ned og satte en hånd mod hans ankel og healede hans skade hvilket gjorde at han straks blev meget svagere, men han begyndte dog bare at gå efter hende mens han sørgede for at hun ikke skulle se ham som svag, da han ville hade det som pesten at blive set som svag. Da hun slog hælene sammen tog han sig lidt for ørene og skar en smertefuld grimasse da han havde fået hovedpine af at bruge sin evne og denne høje metalliske klang var ubehagelig... Han kiggede sig stille omkring, mens de gik... Han kiggede stille på hende, selvom han var svækket.

''Må jeg spørge... hvor er det egentligt du bor henne, og hvad tænker du jeg kan gøre som gengæld?''

Han kiggede stille på hende, og hans stemme bar stærke præg af at han var blevet svækket af at bruge hans evne da han ikke virkede så frisk, varm og stærk i stemmen som han havde gjort tidligere.

Hun standsede op og ventede på han kom op på hendes side. Hvis han tog en hånd omkring hende til at støtte sig ville hun ikke kampe imod det, men hun havde ikke tænkt sig at tage fat omkring ham. Som hun ventede på at han, skrev hun en besked på det han havde spurgt hende om.

Når han kom op på hendes side rev hun siden af igen og gav ham den.
'Ja, hvis bare jeg havde en lille smule kontrol over den. Det mere følelse i ordene, det koldere bliver det. Dets højere det støre område.' Stod der på papiret med den elegante gammeldags skrift.

Derefter gik hun stille i gang med at gå vider. Kulepennen var stadig på blokken, det så ikke ud til at gøre hende dårligere til at skrive. Hun holdt blokken så han kunne se den mens de gik.
'Jeg bor i Logemnet, har et hus der over. Hvor jeg bor for mig selv. Så en udmærket gå tur.'
Skrev hun, igen med den samme elegante gammeldags skrift.

Som hun gik i gang med at gå igen, lød de tunge skridt fra hende igen. Hun rettede sit tempo ind til hans, så hun ikke gik forlangt foran ham.

Hvorfor ville denne mand hjælpe hende bare for dette? Han healede jo sig selv? Så hvorfor overhovedet spørge om hjælp? Hun forstod det ikke, og kunne ikke sætte en finger på det. Men det var vel op til manden selv? Om han ville hjælpe hende eller ej, hun havde ikke noget imod at han ville hjælpe hende for den lille ting hun havde gjort, men ville han så ville han vel. Han var jo en engle, så hans venlighed var vel forståligt.

Han gik bare med hende og smilede lidt til hende. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre eller sige. Han kiggede på hende engang imellem og vidste ikke hvad hun havde tænkt sig at gøre når de kom hjem til hende, hvem vidste om hun bare var ude på at hive ham med hjem så hun kunne udnytte ham og tvinge ham til at gøre alt muligt? Han vidste det ikke rigtigt, men han var ikke decideret bange for det hvilket var grunden til at han bare stille og roligt fulgte med hende i den retning hun nu havde vist de skulle.

''Ja jeg kan godt se... men det er da også en hvis form for kontrol? Men du ville vel gerne kunne slå den til og fra gætter jeg på?''

Han kiggede på hendes papir som de gik og fandt det utroligt at hun kunne skrive så pænt og specielt når det var imens de gik. Han var ikke helt sikker på hvad grunden var men det var vel bare fordi hun altid skrev og så for at sikre sig at andre kunne læse det? Men så alligevel mange af de unge ville ikke kunne forstå denne håndskrift, fordi den simpelthen var for gammel til dem, så måske hun egentligt også var meget gammel, Af krop var hun jo ihvertfald ikke, der havde hun en smuk ung krop.

''Så du bor i den del af byen... Bliver det aldrig kedeligt at bo alene?''

Han kiggede stille på hende... han vidste ikke hvad han mere skulle sige end det, men han gik en ide måske han kunne flytte ind hos hende? Det ville ihvertfald ikke være skidt at komme væk fra at bo i parken i det lorte skur... og da slet ikke hvis han kunne bo med hende her... hun så godt ud og var interessant...

''Jeg tænkte du skulle vel ikke mangle hjælp i huset?''

Hvorfor var han så venlig overfor hende? Det var der da ingen grund til? Ikke da der var nogen i vejen med det, det var endelig...Rart på sin egen måde. Var det nogen hun ville have mere af? Det kunne hun endelig ikke sætte en finger på. Kontrol, det var noget hun for længe siden havde givet op på at opnå ved denne evne.

Som manden ord forlod ham, gik pennen mod blokken for at danne hendes ord. Den blev stadig holdt på sådan en måde at han ville kunne læse den, så længe han holdt sig ved hendes side samt lidt foran hende.
'For fem hundrede år siden ville jeg havde sagt ja, men nu..Er det blevet en del af mig og gå med blok, dog skal jeg ikke gå med blæk og fjer pen mere.' Skrev hun med den elegante gammeldags skrift.
Siden blev revet af og rakt over til ham, om han havde læst den mens hun skrev eller ej.
Hendes blik var ikke engang på papiret, det var foran hende.
Som de træk sig igennem byparken lod de tunge skridt fra hende.

Han sendte flere spørgsmål mod hende som de gik, som de kom lod hun pennen gå mod det næste stykke papir.
'Kedeligt? Jeg hader det ikke hvis det er det du spørger om' stod der med den samme elegante gammel skrift.
Hendes kropssprog forsatte med at være koldt. Igen blev papiret revet af og rakt mod ham, hvis han ikke tog imod dem lod hun dem falde ned mod park grunden.
En gang til kom et spørgsmål fra ham, det kunne vel ikke skade at svare på det han ville vide, men dette spørgsmål ville hun endelig gerne svare på.
'Det er længe siden der er blevet gjort rent.' Samme skrift, papiret blev igen revet af og rakt over mod ham.

Han fulgtes bare med hende overrasket over hendes måde at skrive på, ikke nok med at hun skrev hele tiden, men hun skrev som om hun talte... Hun måtte være meget vant til det med at tale gennem sin skrift tænkt han stille for sig selv. Han lyttede til hendes ord... Så hun var altså meget gammel kunne han regne ud, udfra at hun ihvertfald havde været i live for 500 år siden. han smilede som hun gik og skrev mere...

''Nej jeg kan godt se det er nemmere med en kuglepen så?''

Han kiggede på hende betragtede hendes kolde kropssprog og det fik ham også til at tænke i baner en engel slet ikke burde tænke, baner som hvad hun kunne lide seksuelt, om hvordan hun så ud nøgen og om han mon kunne få hende med til sex. Den slags tanker var blevet mere og mere en del af hans hverdag siden han var blevet mere og mere ødelagt gennem tiden... han lyttede til hendes ord, som hun talte om at hun ikke hadede det...

''Nej ikke om du hadede det, men om du ikke nogle gange kunne mangle eller savne selskab? omsorg?''

Han kiggede stille på hende og nikkede bare venligt til det med at der ikke var blevet gjort rent så længe... måske han kunne flytte ind som hushjælp hos hende? Så kunne han jo nok endnu nemmere lokke hende til noget... han rystede kort hovedet for at få tankerne ud da det jo var helt forkert af ham at tænke sådan...

''hvad siger du så til at flytte ind hos dig og hjælper dig med den slags?''

Han holdt lige en længere pause inden han talte videre...

''og hvis du er typen der nyder det, så må du også slå bide og gøre andet ved mig...''

Han smilede forsigtigt til hende.

Hendes blik faldt mod parken den var dejlig stille, ingen larm, ingen mørke blikket glemt i skyggerne. Overhovedet intet, lige nu kunne hun ikke engang høre de fulde mænd. Var en anderledes aften, hun havde mødt en person der var venlig overfor hende igen. Den følelse skulle hun lige blive van til, det var aldrig sket i det abyss, det var aldrig sket i ændre dage, kun i denne morderne tid var det endelig sket for hende. Det føltes mærkeligt, om det var positivt eller ej vidste hun ikke i nu. Lidt af hvert måske?

Han snakkede igen, se hende kulepen? Så snart ordene ramte hendes sind stoppede hun op, drejede så hun havde front mod ham. Hovedet blev drejet lidt på skrå og blikket rettet mod ham. Hun tog pennen op foran hendes blik så den var i mellem dem. Pennen var to dage gammel og var en man kunne købe i en hvilken som helts boghandel, med kedelig blå blæk. Hun var igennem så mange af dem om ugen, det var en af hendes største udgifter. Hun lod den falde ned så hun holdt den med sin tommelfinger, hånden gled ned lidt foran ham og åbnede så hele hendes håndflade.

Som han tog fat i den, lod hun sin taske falde ned af sin skulder, og en hånd gled ned i den. Hånden kom hurtigt op igen, med en ny kulepen, denne var stort set mangen til den anden, dog ikke brugt før. Pennen blev ført ned mod blokken som han snakkede igen.
'Har ikke noget i mod det, Hader det heller ikke. Har ikke mere at skrive til det' skrev hun stille med den elegante skrift. Siden blev revet af og rakt over mod manden igen.

Flytte ind? Ville han flytte ind ved hende? Det passede hende helt fint, en til at gøre alt det hun ikke orkede. Ville være behageligt, det var i hvert fald svært at finde noget negativt ved det. Så hvad kunne se ved at sige ja til det. Bide? Hvad mente han med det? Hendes øjne voksede en lille smule som ordene forlod ham. Hvad mente han med det?! Hvordan skulle hun tolke det? Altså bare for underholdning? Med glæde men var det nu det han mente?

Han var bare en venlig person sådan generelt mest fordi han ahvde det godt med at være sådan overfor andre. han havde det skidt med at være et svin overfor andre og behandle dem dårligt speicelt når de ikke engang havde gjort ham noget. Han kiggede undrende på hende som hun rakte hendes kuglepen frem og han tog imod den, men forstod ikke helt hvad grunden var til at hun rakte ham hendes kugelpen, men han tog den stille og rullede den bare imellem fingrene som de gik videre, dejligt beroligende at gøre faktisk...

''Så du savner aldrig selskab?''

Han kiggede stille på hende, som de gik og han var faktisk overrasket over at hun ikke savnede selskab, som hun jo havde lavet hentydninger til at hun ikke gjorde, fordi i hans verden var selskab noget af det bedste man kunne have. Han elskede at være sammen med folk og han hadede ensomhed virkelig meget. Han kunne slet ikke forstå de folk der var ensomme og hvordan de kunne leve et liv sådan, han ville nok ende med selvmord hvsi det skete...

Han kiggede stille på hendes ansigt da han snakkede om det med at bide, det var noget han ahvde sagt fordi han kunne lide det og hvis nu hun kunne lide at bide eller straffe eller andet så skulle hun da have lov til at gøre det hvis det stod til ham. han smilede stille til hende stadig varmt som det havde været hele tiden...

''Ja hvis nu du skulle kunne lide at bide og, eller straffe mig skal du være velkommen til at gøre det.''

Han smilede skævt til hende og kunne nu se at de nu var kommet til logement.

Hendes blik faldt over bygningerne de gik forbi, så hun vidste at om næste hjørne så gik de ind i Logement. Derfra skulle de ikke ret lang fra hendes hus, når de kom ind i området fra denne vinkel.
Men som hun korte ruten igennem sit hoved, vendte hun sig op så hendes front ikke længer var mod ham, men mod den vej de endelig skulle gå. Som hun tog det første skridt ind i området. Lod hun pennen gå mod papiret en gang til. Han spurgte hende om noget, hun ikke vidste hvordan hun skulle svare på. I hvert fald ikke på andre måde en den hun valgte.
Siden blev revet af blokken og rakt over mod manden.
'Savn? Hvad er det?' Stod der kort, med den elegante gammel dags skrift.

Hvis hun skulle have lyst måtte hun gerne? Den del skulle hun huske til dagen hvor det blev nødigt. Lysten var dog ikke til det lige nu, men gjorde han noget hun ikke ville have han skulle. Have en anden i huset ud over hende selv? Ville nok ændre hendes hver dag en stor del af hendes vejrdag? Nej endelig ikke nu hun tænkte over den, han skal jo bare gøre det hun ikke orker?

Hendes tanker gik tilbage på hvornår de ville være hjemme ved hende, der var fire gader mere. Så var de på gaden hvor huset lå. Mon han ville holde sit ord? Jo, blev han nød til da lyset blod gik igennem hans åre. Det var i hvert fald længe siden hun havde mødt en engle der løj til hende, som ikke var falden og havde sorte vinger, hun havde endelig ikke kikket på hans vinger. Men hellere ikke nemt at vurdere farven på dem om natten. Det var nu hellere ikke ret vigtigt, mon ikke hun kunne håndtere en enkelt engle der ikke holdt sit ord?

Pennen faldt mod blokken engang til, en ny kort besked blev skrevet. Papiret blev revet af og rakt over mon manden som de andre også var blivet.
'Fire blokke så er vi der.' Stod der kort med den elegante gammeldags skrift.

Han gik bare stille med hende han kiggede det meste af tiden på hende. Han vidste ikke hvad han lige skulle sige eller gøre, men han vidste han ville følge hende og være hendes hushjælp, selvom han inderst inden godt vidste at det han egentligt gerne ville være for hende var slave... Han vidste ikke hvorfor der var bare noget ved det han kunne lide, og derfor opførte han sig nok som han gjorde...

''Hmm savn? du kender det ikke? Det er når der er noget som du ikke har men gerne vil have, og at du ikke har det men vil have det gør at du længes efter det...''

Han smilede stille til hende og fulgte bare med hende hen igennem de sidste mange gader og kiggede på hendes blok og nikkede bare til hende. Herefter gik det sidste stykke hen til hendes hus ret hurtigt. Han kiggede sig omkring som de gik for at vide hvor det var de var henne... Han vidste ikke hvorfor men jo tættere de kom på jo mere lyst til sex fik han og jo mere lyst fik han til at fortælle hende alting omkring hvad han også kunne tænke sig...

''Egentligt er du faktisk velkommen til at bruge mig som slave hvis du ønsker det...''

Han vidste ikke hvordan hendes reaktion ville være overfor at han sagde sådan... Nogle ville nok finde det underligt men han var jo også noget for sig selv...

Denne savn ting, lød ubehagelig..Og dog det var dejlig nemt at se det positive ved det, da det gav folk en grund til at opsøge hinanden igen. Men denne følelse kunne hun ikke sætte på sig selv, dog kunne hun ikke sige om det godt eller skidt at hun ikke kendte den. Dette var ikke den eneste følelse hun havde hørt om som ikke var til at sætte finger på omkring hende selv.
Skam, Angst, Frygt..Og mange flere var ved at være på listen, savn skulle skrives på den når hun de kom hjem. Der var endelig ikke så langt igen et par gader og så var de der.
Hendes hånd med pennen gik igen hen over blokken, mere blev skrevet med den samme gammeldags elegante skrift.

*Kan ikke sætte finger på den, Eller sætte den på mig selv, så må sige nej. Kender den ikke. Er den meget normalt at have?*

Papiret blev revet af og rakt over mod manden der gik ved siden af hende. Han smilede hele tiden, hvad var det han smilede over? Hvorfor var han så glad? Det var meget svært at sætte finger på hvad der havde gjort det, men det havde været stort set lige siden hun 'hjalp' ham.
Betød den lille ting fra hende så meget for ham? At han ville smile til de fandt hjem til hende? Måske endda længere? Det håbede hun ikke, af en eller anden grund var et smil begyndt ikke at betyde så meget for hende.

Som de gik lød de tunge skidt fra hende forsat, hendes blik var lidt foran ham tæt nok på at hun kunne holde øje med ham. Uden at kikke på ham. Ansigtet og kropssproget forbliv følelseskoldt.

Han gik bare og læste stille hendes seddel mens han overvejede hvad det var han kunne svare. Det var vel normalt? De fleste oplevede da at savne nogen eller noget. Han oplevede det ikke selv så ofte men han var heller ikke noget normalt... Han havde altid været sær specielt af en engel at være, fordi han var blevet ødelagt ad hans forældre.

''Jooo... Det er vel normalt at folk savner andre... Foreksempel kærestepar der er væk fra hinanden har en tendens til at begynde at savne at være sammen, af den ene eller den anden grund.''

Han så forsigtigt på hende og hans smil falmede langsomt fordi hun virkede så kold og ligeglad. Han var ikke glad for at folk så sådan ud men der var noget andet ved den atitude han godt kunne lide... Han havde altid fundet den slags lokkende og tiltrækkende af en eller anden grund.

''Men sig mig... Nu når du ikke kender savn, har du så heller ikke noget eller nogen i dit liv du er nervøs for at miste?''

Han så på hende igen med et undrende blik og en stille trækning til et smil. Han kunne ikke lade være med at overveje det fordi det var jo to ting der egentligt hørte en smule sammen. Han så bare stille på hende og ventede på hvad hun sagde mens han ventede på de endelig kunne komme frem, da han ærligtalt var ved at være træt af at gå.

Han smilede kontant, men der var et lille hak i hans smil der. Det var ikke langt men det var der, hvad havde han set? Eller havde han bare lagt mærke til noget helt andet? Der var ikke til at sige der havde heller ikke den store betydning.

Så savn var noget mange følte, mest par? Mærkeligt, en lyst til at finde frem til hinanden igen. Havde sin egen form for smuk ide, men kunne vel også være noget at det mest ubehagelige i verden, og hvis nu person ikke havde muligheden for at se den anden. Hmm, måtte være træls at have.

Nogen eller noget jeg ikke vil miste?
Som ordende ramte hendes sind lod hun med det samme pennen falde mod blokken igen, og skrev med den samme elegante gammeldags skrift. Hun trak ikke en mime det samme kolde ansigt, samme kolde døde kropssprog.

Papiret blev revet af og rakt over mod ham.

På papiret stod der. *Ja, Jeg har ikke lyst til at miste mig selv, Hvad med dem selv?*

Hun kunne lige så godt lære ham at kende, nu hvor han skulle vandre rundt i hende hus. En form for tilid bånd kunne ikke skade at have, da han nok ville få en nøgle til huset. Der var jo ingen grund til at holde ham fanget, så skulle hun jo gøre noget for at få ham til at arbejde. Det ville hun ikke vinde noget med, så kunne hun lige så godt gøre det selv. Han skulle have en form for lyst til at gøre det, eller var der ikke rigtigt noget ved det.

//Jeg går i gang med at skrive huset nu(It haven't been made yet) Skriver vi ankommer inde i et indlæg når jeg engang er færdig, så bare forsæt emnet som det går nu ^^//

//Forstår ikke lige hvad du mener... ^^'//

//What happend?//