I don't fear you sweetheart -Avery-

Natten var dog ung, fredelig, og helt stille, ikke en sjæl rørte sig. Hvilket nu egentlig var synd, især for den unge frøken McCrow. Den unge djævels elegante krop traskede hen over brostenene, imens de grønne øjne, var fastlagt ned imod jorden. Det var nu ikke fordi hun var bange for at falde, slet ikke, men det var bare sådan hun sikrede sig for at holde koncentrationen andet steds. For eksempel ved hørelsen, så hun kunne opfange de mange lyde der omgikkes omkring hende, som udsendte signaler omkring hvordan og hvorledes, tingene foregik i denne verden hun nu befandt sig i.
Omkring denne kvinde, svajede træerne let frem efter, og bukkede sig under den milde brise, der gled indover parkens mørke terræn, som ville de byde hende velkommen ved at bukke ned med deres toppe. Græsset gik i vals, med de imødegående vindstrømme, der susede hen over dem for at videre give en eller anden form for besked, det nu end havde med sig. Denne vind der vidste alt, og sladrede om alt, fortalte om alverdens historier og gåder.
Kvinden sukkede bare inden hun rystede på hovedet, med et let smil, af de tanker der gled igennem hendes hoved. Ak ja hun var en djævel, det var ikke sådan at hendes djævelske side, udgjorde den store form for godhed, hun kunne vel godt se sig muld på visse mennesker, hvis hun fandt deres eksistens nyttegivende for hende selv. Og det var nu ikke altid den slags skete. Men i nogle til fælde lod hun det ske. Det betød dog ikke hun var retfærdig, eller mild af sind. Langt fra.
Med et kort drej på hovedet syntes hun at se en skikkelse i det fjerne. Gade lygterne var ikke til større hjælp, men denne skikkelses størrelse antydede til at det var en mand man havde med at gøre. Alice, var dog ikke sikker på om hendes hukommelse, lod sig genkende af ham, hans skikkelse virkede endnu fremmed for hende, og derfor sagde det hende ikke meget, i sidste ende.
En fugl syntes at tude ude i det fjerne som ville den tilkendegive sig selv for resten af verdenen, det var så vidt hun kunne hører en nattergal, hvis sang tone ganske vidst blev betragtet som den smukkeste der overhovedet eksisterede i denne vide verden. Og om det nu ikke var rigtigt, kunne hun huske et gammelt eventyr, af en hr. Andersen der kom længere oppe nord på. Han var vidt kendt over hele verdenen. Dog havde hun aldrig selv sænket ham en tanke som sådan, selvom hun havde levet langt længere end han.