Is that blood?

Tid: 23:44
Vejr: Tåget, støv regn, overskuet, lidt vind.
Omgivelse: Gravsten, tændte lygtepæle der giver fint lys på stierne på kirkegården, samt væggende til at holde gravende afsted entet de er af sten eller noget mindere. Et stille spøgelse af en lille pige går rundt.
Sted: Cimetière - Kirkegård
----------------------------------------------
Påklædning: Lange sorte læder støvler(Slutter lidt under hendes knæ)
Sorte tæt siddend comboy busker
Tykt bælte med froholdvis mange "pose" Agtige lommer
Sort tøje med et mørk lilla symbol af en slange, med lange ærmer
Lang tung sort jakke, med en masse hjemme lavet lommer inde i, den er åben (Går til lidt under hendes knæ)
------------------------------------------------

Denne stille aften var der ikke mange der havde bevæget sig udenfor, men den var igen den dag på ugen og Zhadalina gjorde altid dette denne dag på ugen, hun havde forberedt sig hele eftermiddagen. Hun havde været sur på solen hele dagen, hvorfor var der ikke sol formørkelse noget oftere, end der endelig var. Hun huskede tydeligt sidste gang, mange mennesker døde, så måske var det for det bedste det ikke skete.

Lidt før solen gik hun ned, bankede det på døren, et normalt menneske stod der med blomster, hun smilede og betalte for dem med et smil, nu skulle hun bare vente på den gik ned.

hun rettede lidt på sig og kastede sin jakke over sine skuldre, og gik ud af døren og gik i gang med at gå mod kirkegården.
Det tog næsten en time at komme der ud, men alligevel valgte hun at tage en omvej, hun var det først 23:40, så hun gik lidt på kirkegården før hun fandt sine venner.
Hun elskede at gå her, der var altid så stille og ingen overraskede hende, det var kun sket engang, forbandet aspara.
Hun fandt en bænk og satte sig der, hun fik flashback at den gang.

Vinden tog lidt til mens hun sad der, så hun tog blomster ind under jakken så man ikke kunne se dem fra venstre side, så de stadig vær pæne når hun gik over med den, hun sad der noget tid og tænkte over sine minder.
Hun friste til sig selv da hun rejste sig op og gik over til sine venner grave, hun gik der over og satte sig ned på knæ foran en af deres grave, hun gik i gang med at fordele roserne mellem dem, men den ene af dem var slet ikke pæn, der var ulet og så slet ikke pæn ud.
Hun træk sin kniv frem og gik stille og roligt i gang med at snitte bladene af dem så den blev en smule pænere, spøgelset lavede en lyd ikke langt fra hende og hun fik et shock og træk kvinde lidt forkert og snittene en støre rift i sin håndflade.
Med det samme løb pigen over til sin gravsten, men forsvandt ikke.
Hun glemte alt om såret og gik i gang med at snitte det færdigt.

Pércy kom stille gående hen mod kirkegården. Han ville besøge hans lillebror, som havde lagt på kirkegården i pænt lang tid. Før Pércy var blevet vampyr, mens han gik kom en masse minder frem i Pércy. Han sukkede stille og lukkede øjnene kort, mens han knyttede sine hænder. Hans lillebror havde ikke fortjent at dø på det tidspunkt, han havde haft så mange store drømme om hans liv. Pércy slappede af i hænderne igen, og kørte en hånd igennem håret. Han følte sig pludselig helt træt inden i.
Da han ankom til kirkegården, var det bare et spørgsmål om hvor hans lillebror lå, han havde nemlig ikke selv været med til begravelse. Han begyndte at gå rundt og kiggede på navne på gravstene. Han fik hurtigt øje på en ung kvinde ved nogle gravsten. Han undrede sig over hvad hun lavede her ude om natten.. Han lagde med ét mærke til at der lugtede af fremmede vampyr. Han smilte stille, og bestemte sig for ikke at forstyrer kvinde lige nu. Han ledte videre, og fandt nu hans lillebrors grav. Kun nogle få gravstene væk fra kvinde.
Pércy satte sig ned på hug, og kiggede på gravsten. Gravstenen og det så fint nok ud, men den kunne jo godt ha set finere ud. Men det var jo et gammelt gravsten, da det var mange år siden at hans lillebror blev begravet her.

Hun lå godt mærke til nogen gik rundt her, men det virkede ikke som nogen der var en trussel. Så hun ville ikke efter personen.
Hun rettede sig op da hun var færdig med at snitte i rosen, hun gik i gang med at fordele dem, "Hej, ja det er nogen tid siden jeg har været her sidst, jeg ved godt i ikke er ånder som pigen her på gården, så i kan ikke høre mig, lige meget med hvor mange jeg snakker med føler jeg stadig det er min skyld at i fire ligger her." Sagde hun med et normalt tone leje.

Hun reste sig op og gik i gang med at ligge roserne på garvende, "stadig ikke fundet anmiga, eller den aspara." Hun friste for sig selv og kikkede rundt efter den unge herre der var på gården, han sad stille foran en grav selv.

Hun trak hånden ind under sin jakke og tog fire glowsticks ud fra den, rystede demo knækkede dem og lagde dem i midten af de cirkler af roser hun havde lavet.

"Jeg undskylder stadig for det der skete, og ja...Jeg savner jer" sagde hun så lidt stile.