If I want blood, then I want blood!

Tid Klokken er 22:30
Sted Hospitalet, mere specifikt det område der tager sig af blodprøver, samt donation af blod
Omgivelser Vil blive beskrevet i emnet
Vejr Det er koldt vejr udenfor, men på trods af de truende skyer så er regnen endnu ikke faldet
Påklædning Hun starter ud med dette tøj, men efter at havde "lånt" tøjet fra en sygeplejerske endte hun med denne sygeplejerske uniform, dog med de jeans fra tidligere, smykkerne er væk og de højhælede sko er skiftet ud med et par lægesko
Emnet er tilegnet Maya.

Det var en stille aften, og der var ganske få der ventede på at få taget blod. Dog blandt de få, var der ikke en eneste af dem som rent faktisk så op fra sit blad, eller for den sags skyld snakkede med hinanden. Dette var om ikke andet forventet, selve atmosfæren var kold og det matchede overens med den kolde farve der beklædte væggene. Den kolde grå farve nærmest stjal alt livet ud af rummet, det var kvælende og var helt sikkert rum som disse der gav venteværelser deres livs dræbende ry. Selvom de ganske vist havde forsøgt sig med noget julepynt, så virkede alt andet end det punkt folk så ved ankomsten ret så kedeligt. På en af gangene, på vej ned imod venteværelset gik en ung kvinde, der var intet specielt over hende og faktisk intet ud over det sædvanlige. Hvad denne kvinde dog ikke vidste var, at bag hende listede en anden, en med lidt andre intentioner end hvad den første kvinde måske gik med. Ganske vist da sygeplejersken passederede et lokale med kitler, blev hun skubbet ind af en styrke der var alt andet end menneskelig. Desorienteret og forvirret, forsøgte hun at finde hoved og hale i hvad pokker der lige var sket. Om ikke andet fik hun aldrig rigtig denne mulighed, før hun blev skubbet imod en væg og her holdt godt en 20-30 cm over gulvets overflade. Med intet luft der passerede hendes læber og derved intet ilt til hendes lunger, samt hjerne var panikken med andre ord ikke langt væk fra overfladen "Du har noget jeg gerne vil have" lød det fra en melodisk og direkte diabolsk stemme. Kvinden kunne ikke ane meget, mest af alt fordi alt den manglende ilt var begyndt at vise sig specielt også i det dårlige syn hun med et fik, dog kunne hun ane omridset af en kvinde. Andet fik hun dog ikke, før Katherine af ren kedsomhed knækkede nakken på sygeplejersken. Her smed hun sin læderjakke, samt taske hvorpå hun fik den anden kvindes sygeplejerske uniform.
Hun rullede øjnene af den åbenlyse dårlige tøjstil, men puffede om ikke andet kvindens lig, før hun gemte det væk under en masse tøj "Sikke en skam" hun lagde hovedet på skrå og betragtede kvinden, før hun lagde sin opmærksomhed hen imod sit tøj "jeg kunne virkelig godt lide de sko" Til hendes held havde hun et par magen til der hjemme, så derfor var dette ikke det største problem. Som hun rettede på sin skjorte, og her bemærkede hun et navneskilt, til hendes held var der intet billede og derfor intet problem for hende. Da sygeplejersken tidligere havde været på vej ned imod venteområdet for dem der skulle give blod, tog Katherine hendes liste med navne, hvorpå hun forlod lokalet og begav sig imod venteområdet. Blod havde aldrig rigtig været en problematik for hende, men somme tider elskede hun at udfordre sig selv og hvilken anden bedre måde var der end at gøre dette? Det var helt underligt ikke at blive forhøjet af et par høje hæle, ganske vist var hun en gammel dame, men hun havde altid haft en vis forkærlighed for de højhælede sko. Derudover gav de ikke hende de samme smerter som de gav alle mulige andre kvinder, da hun jo var halvt vampyr og derfor ikke følte smerte helt på samme måde. På trods af at føle sig ufattelig nøgen uden alle sine smykker, så solgte hun det og der var ikke en eneste som stoppede hende på gangen, samt stillede ubrugelig spørgsmål til hende. Som hun trådte ind i venterummet, blev hun næsten taget tilbage af den døde stemning der lå over rummet, det var næsten som den død der lå over byen og om ikke andet næsten værre. For den død der lå over byen var skabt af rigtige dræb, men denne døde stemning der lå kvælende i rummet var skabt af alt den tomhed der var der inde. Hun rystede tanken væk og betragtede listen "Maya Vuata" hun rettede sine brune øjne op og gjorde sig klar på at se hvem der rejste sig op.

//jeg håber dette er godt nok :)

Så var det sket igen. Endnu engang havde Maya formået at fejl beregne, hvor langtid det ville tage hende at komme fra det ene sted til det andet. Hvor skulle hun også vide fra at Quatre og Jonlu havde en to timers afstand til hinanden. Hun mærkede hvordan pulsen steg, da hun hoppede af taxaen og med hastig skridt gik imod hospitalet. De vilde krøller var opsat i en høj knold, der tillod noget af hendes pandehår at falde til siderne. Hun var iført en løs lysebrun cardigan, med en simpel sort crop top, og sorte jeans. Hendes stil kunne bedst beskrives som casual, og havde det ikke været for hendes lidt anderledes udseende, ville det måske ikke have virket. Men hun slap altid afsted med det, fordi hun ingen usikkerheder havde omkring det. For hende var tøj ligegyldigt, hvis personen der bar klæderne ikke afgav selvtillid; var løbet efter hendes mening, kørt. Det betød ikke at Maya ikke gjorde noget ud af sig selv, men istedet at hun ikke følte en trang til at gøre det på andres vilkår. Så længe hun følte sig tilpas, var målet nået, og det kunne både lade sig gøre i en skræddersyet kjole, eller en oversized t-shirt og hotpants. Det hele kom an på hendes humør den givne dag, og hvor meget tid hun havde til rådighed. Ikke at tid overhovedet var hendes ven, Maya gjorde nemlig knap nok brug af et ur. En af grundene til det ikke var så overraskende, hun altid kom spurtende. For at det ikke skulle være løgn, kunne hun tælle på én hånd, hvor mange gang hun faktisk var kommet til tiden, når det kom til aftaler. Men i aften var hun opsat på at sætte rekorden til to hænder. Hun mærkede hvordan hendes ben begyndte at signalere, et mindre sting af smerte; måske skulle hun overveje at begynde til fitness igen. En titel som tyndfed var nemlig ikke lige det hun søgte. Maya fulgte nu et skilt der pegede hende i retning af afdelingen for bloddonationer, og håbbede inderligt at hendes navn endnu ikke var blevet råbt op. Hendes venstre hånd gled hen forbi hendes halskæde, inden hun hviskede en lille bøn. Idolet på halskæden var Changó, en af de vigtigste figurer indenfor caribisk vodou. Maya's mor havde givet hende halskæden som gave, og symbol på hendes spirituelle overgang. Der lå også en skjult symbolik i at Changó også var kendt som den mest frembrusende, temperamentsfulde og lidenskabelig af alle de forskellige idoler. Noget Maya's mor så afspejlet i sin egen datter, ikke at Maya selv kunne se fællesnævneren. Ikke desto mindre værnede hun om sin gave, og det forhold hun havde opbygget til Changó igennem det. Hun var trods alt sin mors datter.

Hun gjorde et stærkt sving, og så rundt på de siddende skikkelser, der så ud som om de afventede deres begravelse. En følelse af tomhed, ramte hende da hun så på de lige blegeansigter, der blankt stirrede tilbage på hende. At et menneske kunne afgive et så dybt ekko af intethed, forbigik hendes vildeste fantasi. Hvordan kunne noget, med livets pulserende eliksir, blod, være så drænet af liv, lyst og lidenskab? Hun hørte sit navn blive sagt, og vendte blikket i retningen af sygeplejersken. Hun mærkede først nu, hvordan hendes lunger kæmpede for at hive ilt til sig; hun havde løbet det sidste stykke, og var hun fuldt ud afklaret med at hun skulle begynde til fitness. Med rolige skridt, og et undskyldende smil, gik hun imod sygeplejersken.. Judy. Navnet var så pænt plastret på navne skiltet, dog valgte Maya ikke at se på det alt for længe. Istedet lod hun sig fascinere af kvinden der bar det. Dette var ikke første gang hun afgav blod, og med blodtypen AB, vidste hun også at hendes mindre ofring blev påskønnet. Ikke alt for mange havde den blodtype, så på sin egen specielle måde var den vel lidt særlig. Maya's øjne granskede roligt kvinden, hun var blevet bekendt med de fleste sygeplejerske der tog aftenvagterne, men denne kvinde var aldeles ny. Omtrent ligeså ny som hun selv var i byen. Uden at tænke alt for meget over det, begyndte Maya at føre an, og lede vejen hen imod det lokale der blev brugt til bloddonationerne. Hendes puls var faldet til ro, og hun overvejede igen om fitness overhovedet var nødvendigt. Med lette skridt, gik hun hen til stolen, satte sig og begyndte at koble sin arm til maskinen. Med et mindre hævet øjenbryn rettede hun sit blik imod, kvinden, eller rettere sygeplejersken; som endnu ikke havde stoppet hende. Proceduren måtte nemlig ikke udføres af andre end den overværende sygeplejerske. Man kunne sige at Maya på sin vis var igang med at teste hende, for selv om hun så ud som en sygeplejerske, bar uniformen, og det pæne lille skilt, var der noget i hende der mistænkte andet.

//Nej, jeg håber det her er godt nok (det i hvert fald en start) ^^