Why I'm always hungry??

Sted: Gågaden
Tid: 23:30 en fredag aften
Vejr: Nogenlunde skyfrit, der er en lille kølig brise, men ellers nogenlunde lunt
Omgivelser: Der er ikke så mange på selve gaden, men der er nogen inde i natklubberne, som fejrer, at det nu er weekend.

Lamia gik i sit eget rolige tempo inde i Gågaden. Men hun følte sig alt andet end rolig. Hun havde ikke spist i nogle dage, og tanken var ved at være tom. Hun kiggede efter noget spiseligt, men hun ville gerne helst undgå natklupper. Tanken om at skulle gå ind til alle de fulde mænd, gav hende myrekryb. Hun huskede dengang, at hun blev overfaldet af en fuld mand, hvorefter hun blev nød til at slå ham ihjel med et jernrør, der bare lå frit i smøgen, hvor han havde trukket hende med ind. Lamia huskede ikke særlig meget af det, for dengang var hun jo kun et menneske. Hun var ikke bange for at slå ihjel, ikke efter overfaldet, men hun var bange for alt for fulde mænd. Hun fortsatte sin gang efter at være standset foran en natklub. En mærkelig knurren kunne høres, men hun valgte at ignorere den. Hun havde haft så meget at se til, t hun ikke kunne komme til at spise noget. Og når hun så endelig kunne få tid, var det højlys dag, og hun ville aldrig ture at vove sig derud. Hun kiggede sig omkring. Ingen at se. Ingen, der lige kom gående i en spadsertur, en der lige syntes at skulle bevæge sig ud i det ekstremt gode og lune vejr, med de afkølede briser, der lige kunne komme ind imellem. Ingen, ingen at se... Og dog...
Var der ikke en lille skikkelse et sted borte. Var det en hun kunne få lov at sætte tænderne i. Hun kunne jo altid gøre det med magt, den var hun jo vandt til, når hun ikke havde sin ven ved sig. Ja, hvor var hendes ven, når hun havde allermest brug for ham? Det var længe siden, og hun mente at han ikke længere var i byen. Men hvem var det, der kom hen mod hende? Vedkomne så ikke just bange ud...

En skikkelse gik igennem Terre, det var en god aften, eller rettere nat som det jo mere var. Det var en ung mand, som kiggede rundt mod de mange natklubber, samt stripklubber. Der var kø ved det hele, og de få bar man kunne finde havde også godt fyldt op. Der var mange lyde i Terre om natten, men der var altid for mange samlet, en ting han hadede. Alt for mange mennesker på ét sted, især den fulde slags. Han kiggede sig stille omkring, de gule øjne skinnede en smule i den smule mørke der havde lagt sig over byen. Manden hed Manda, eller rettere Black. En ting der var underligt ved det væsen, varulven havde sit eget liv og nogle gange ville denne varulv ud og have det sjovt. Om det skulle være ved at gå på bar, en klub eller bare ved at finde nogen og have en samtale med, det skulle der stadig tages overvejelser om. Men natten var ung, som man nok ville sige. Han sukkede stille og stoppede op, han drejede blikket mod en pige, eller rettere ung kvinde.
Hun så vist ud til at være alene? Han lugtede en anelse i luften, han kunne ane lugten af vampyr fra kvinden. Han smilede en smule lumsk, måske ville han få noget ud af det? Men han kendte ikk til denne vampyrs opfattelse af varulve, hvilket kun gjorde det endnu mere interessant for ham at skulle gå hen til hende. Han drejede en smule og gik lidt mere hen af mod hende. Han tog blidt hendes hånd og bukkede hovedet ned til at kysse håndryggen. Hun kunne trække den væk hvis hun ville, inden hans læber ville passere. "Hvad laver en ung kvinde så her helt alene, på en fredag aften?" smilede han stille og rettede ryggen. Hans øjne gav et lille skær fra sig, et dyrisk skær.

Skikkelsen kom nærmere. Hun anede ikke hvem det var, hun kendte heller ikke ansigtet. hun mærkede skuffelsen strømme ind over sig. Det var ikke hendes ven, der glædeligt ville lade hende suge af sig. Der stammede en mærkelig lugt fra den fremmede. Der gik lidt tid, før Lamia kunne identificere som en varulv. Men hun kastede alle foredomme fra sig. Alle de krige med vampyrer og varulve kunne ikke sætte hende over styr. Hun havde altid ment, at varulve var interessante. Der var et eller andet ved dem, noget hun aldrig havde kunne forklare sig selv. Allerede dengang hun var et menneske, var hun fascineret i dem. Hvis hun selv kunne vælge mellem en varulv og en vampyr, ville hun nok have valgt en varulv. En forvandling på den måde var nok det der fascinerede hende mest. Han tog hendes hånd og berørte dem let med læberne. Han spurgte hende, hvad hun lavede den aften. Han ville rigtigt have svaret; "Jeg leder efter én, der vil gøre mig den tjeneste, at give mig deres blod," men det gjorde hun ikke. Lamia havde ikke de helt store kendtskaber med varulvenes synspunkt på vampyrene. "Jeg leder efter min ven, der skulle være her i dag. Det havde vi aftalt," fandt hun hurtigt på. "Men jeg tvivler på, at han er i en af natklubberne." Hun sendte ham et prøvende smil, og hun håbede, hun virkede overbevisende.

Han kiggede stille på hende, hun så næsten skuffet ud over at han var den han var? Måske ventede hun på en, eller skulle på date? Men hun så ikk ud til at skulle på en date, da hendes tøj så meget almindeligt ud og ikk "fint". Han smilede let, han ventede næsten på en reaktion fra hende, hun burde kunne lugt hvad han var. En ting varulve og vampyrer havde tilfælles, var deres utrolig stærke lugtesans. Men typisk var varulves bedre end vampyrers, da de havde lidt sporhund i sig. Han studerede hende lidt med blikket, hun så ikk ud til at være en stærk vampyr, men skindet bedragede. Hun kunne ligne en helt lille vampyr, men alligevel være en utrolig stærk en. Han blev dog rimelig overrasket over hendes tanker, i stedet for at hade varulve, var hun så fascineret over dem, at hun næsten selv ville være en? Det kunne jo arrangeres... Men det var meget sjældent at en der blev varpyr ville kunne overleve den form for forvandring. Han kiggede stille på hende, han nikkede stille før han gav hende et smølfespark på panden, "Den skal du længere ud på landet med min kære..." sagde han opgivende. Han tænkte, "Er du ude efter lidt mad?" spurgte han og kiggede rundt på de mennesker der hang ud på gaden. Han kiggede på hende igen og ventede hendes svar.

Lamia kiggede undersøgende på ham. Han hoppede ikke på hendes historie. Han gav hende ovenikøbet et smølfespark på panden. Hun kiggede forbløffet på ham. Han var ikke særlig fjendtlig. Det var ikke som hun havde forventet. Hun nikkede til ham, da han spurgte om hun var ude efter lidt mad. Der var ikke engang gået et halvt sekund, før hendes mave begyndte at komme med underlige lyde. Hun havde slet ikke rørt noget menneskeligt blod i fem dage. Hun var ved at blive vanvittig, men hun beherskede sig. Hun havde da lidt kontrol over sin krop, og det siger ikke så lidt. At være vampyr er noget af det værste at blive udsat for. Der skal gå lang tid, før man nogen lunde kan finde ud af at jage. Men man skal bruge meget længere tid på at finde ud af at håndtere sin krop, og med at holde arrigskaben nede. "Men før der sker mere, vil jeg gerne have at vide, hvem De er!" sagde hun, og prøvede at lyde både meget høflig og en lille smule mere hævet over ham. Alle de andre vampyrer, hun kendte, var alle sammen meget fine på den, og de følte ikke med andre end dem selv.
Lamia følte sig dog ikke helt på samme måde.
Hun var for det første mere nysgerrig end andre vampyrer, og alligevel ville hun gerne prøve at være sammen med andre racer. Men hun ville stadig vide, hvem varulven var, og hvad han ville hende.

Han smilede en smule kejtet da han så hendes udtryk efter at han havde givet hende smølfesparket. Hun lignede en der troede at han ikk turde røre hende på den måde. Hvilket var helt modsat af hvad han turde, han kunne finde på at brække hendes arm, hvis hun prøvede at gøre ham fortræd ihvertfald. Han fandt ingen sjov i at begynde noget, hvis han ikk var sikker på at den anden part også var ude på noget. Han fik et undrende udtryk da han hørte noget, hendes mave, som åbenbart gav tegn på at hun var sulten. Han kom til at grine lidt, han troede ikk at vampyrer fik en sulten mave af at ville have blod. Det kunne være hun var sådan og slet ikk spiste almindeligt mad. Han tænkte lidt, han gad ikk rigtig til at give hende blod, men hun spurgte heller ikk.
Han gabte og strakte sig en smule. Han aede hende på hovedet og ville til at sige noget, men så kom hendes spørgsmål. Han smilede let og tog blidt fat om hendes overarm. Han fik hende skubbet hen mod en væg og lod hende have ryggen op af den. Han hvilede sin arm op af væggen, over hendes hoved, og lænede sig en smule frem, så hans ansigt var tæt mod hendes. "Hvem jeg er? Jeg er Black, en simpel varulv..." smilede han. Han tog hendes hånd med sin anden hånd og kyssede hendes håndryg, "Og hvem er De?" spurgte han. Siden hun var på "De" så kunne han vel også.

Hun blev helt forskrækket over, at han tog i hendes arm og trak hende hen til en væg. Hun vidste ikke, hvad han skulle til at gøre, og hun mærkede frygten i kroppen. Hvad ville han gøre?
Men han ville bare fortælle hende sit navn.
Hun slappede straks mere af. Hun mærkede ikke så megen frygt ved ham mere, ikke lige i de sekunder, men hun kunne aldrig blive for sikker. Hans ansigt var ikke mange centimeter ansigt, næsten næse mod næse.
Han sagde, hvem han var: Black! hun havde hørt om mange, der blev kaldt eller hed Black, men havde aldrig hørt om en varulv, der hed det. Hans hånd, der før var over hendes hoved, tog nu hendes hånd, og han strejfede endnu engang sine læber mod den. Black ville gerne vide, hvem Lamia var. Hun rømmede sig og sagde:
"Mit navn er Lamia, datter af Kannoraci." Hun var stolt af at kunne sige den sætning. Den lød så adelig og elegant. Hun kunne ikke lade være med at smile til ham. Hvis man så bort fra hans pludselige og besynderlige bevægelser, var han faktisk meget sød. Sødere end hun troede, varulve ville være...

Han smilede tilfreds over hendes udtryk, hun havde et pænt ansigt, når hun gav tegn på frygt. Måske en mærkelig tankegang, men han havde aldrig haft de tanker om at skulle være sød eller komplimentere. Han vidste bare at han fik gjort det han ville, forskrække hende en smule, ved at lade sit ansigt komme så tæt på som det var. Efter han havde sagt sit navn, kunne han sagtens se hvor lettet hun blev, ærgeligt. Han kunne godt li at se hendes ansigt med en smule skræk i sig, men hun så også ud til at føle det underlig at han havde hovedet så tæt på. Hvis hun ikk kunne li det, kunne hun vel sådan set fjerne hovedet igen. Han trak på skuldrene ved tanken og blev stående.
Han kiggede stille på hende, han ventede trods alt stadig på et svar om hvem hun var. Hun stod vist og tænkte lidt på hans navn, men hun vidste sådan set heller ikk hvor han har navnet fra. Han smilede stille over hendes svar, interessant navn. Han blev dog lidt overrasket over at hun sagde sin slægtning, datter af, i stedet for at sige Lamia Kannoraci. Han tænkte stille, hun så ud til at være stolt over hvad hun var, men han ville ikk sige at han kendte til denne slægt. Han lod sit hoved komme lidt tættere på og satte hovedet på skrå, så deres læber kom tættere sammen. "jeg er søn af skyggerne..." smilede han og havde sit lumske smil fremme.

Lamia vidste ikke, hvad hun skulle mene om varulven, der stod så tæt op af hende. Hun stod bare og stirrede på ham, kiggede ham i øjnene.
En lille stemme i hendes hoved sagde, at hun skulle flytte sig og finde et andet sted, et sted, hvor hun kunne finde sig noget mad. Men hun blev, hvor hun var. Hun kunne med lethed skubbe ham væk, men hun ville ikke komme op og slås med nogen, ikke i dag. Hun følte ikke, hun havde kræfterne til det. Ikke når hun var så sulten, som hun var. Da hun fortalte, hvem hun var, kunne hun se at Black troede, at hendes efternavn var Kannoraci, men det var hendes skaber. Hun var oplært af Kannoraci, han havde lært hende så meget, men han var død nu. Han kom i krig med andre vampyrer, og de dræbte ham. Hun skælvede ved tanken, og i det sagde Black, at han var søn af skyggerne. Hun håbede ikke, at han troede, hun skælvede over det, men det kunne egentlig også gøre lige meget.
Hun var en mærkelig vampyr, det fik hun af vide af andre. Nogle gange var hun frygtløs og ville bare have en kamp, og hun ville få det godt. Andre gange var hun bare en lille pivskid, der ikke turde særlig meget, eller kunne. Det var ca. sådan hun havde det i øjeblikket.

Han kiggede stille på hende, det var overraskende for ham at han ikk var blevet skubbet til endnu. Hun så ikk ud til at bryde sig særlig meget om hvor tæt han var, men alligevel fandt hun sig i det. Han kiggede stille på hende, han strøg blidt noget af hendes hår til siden og hvilede hånden på hendes kind. "Det er sjovt hvorfor du bare bliver stående..." sagde han stille. Han trak hovedet lidt tilbage. Han forstod det ikk, mange kvinder havde sådan set skubbet ham væk, eller bedt ham gå lidt tilbage, men hun stod sådan set bare. Hun kunne umuligt være så svag efter blod, at hun ingen kræfter havde til at kunne skubbe ham tilbage. Han stod stille, hørte lidt på hendes tanker. Det gav meget mere mening hvorfor hun sagde datter af. Han forstod bare ikk om denne Kannoraci var hendes far eller ej, siden hun ikk sagde hans fulde navn. Han trak på skuldrene, den tanke lod han ligge, han skulle ikk snage i noget som hun måske alligevel ikk ville fortælle. Han klappede hende blidt på hovedet da hun skælvede, at nogen døde var ikk så slemt. For ham var det mere underholdende.
Han smilede stille til hende, han ventede på en måde på at hun ville bide efter ham eller spørge om han ville skænke hende en bid mad. Han vidste ikk så meget om hvordan vampyrer følte når de trængte til blod, men han kunne tit se på dem hvis de havde brug for det. De mindede om varulve på det punkt, bortset fra at det ville være trangen efter frisk kød, frem for det på supermarkedet. Han valgte at stoppe med at være lænet ind over hende, det var ikk så sjovt at se hvordan hun ville gøre, når hun intet gjorde.