I'm just so hungry (Lara)

Det var lidt over en uge siden, at Fox havde forladt det lille hjem, hvor Tuls boede. Han havde ikke været der ret længe, men længere end han havde brudt sig om. Ikke at Tuls ikke havde været venlig, men det havde været sært. Så da han havde følt sig udhvilet og mæt, var han stille og roligt smuttet derfra, da djævlen var taget på arbejde. Det havde været nemmere for ham at liste af uden at sige farvel. Hvordan skulle han takke for mad og et sted at sove? Og tøj?

Tøjet havde han dog hurtigt fået skiftet ud. Et af de steder, han havde gemt et af sine små lagre, som et egern, der gemte nødder, var der stadig efter de par måneder, han havde tilbragt i skoven, og han havde kunne skifte Tuls' alt for store tøj ud med sit eget stjålne tøj. Ikke at det ikke også var for stort. Efter to måneder i skoven, hvor han som ræv kun havde levet af, hvad han havde kunne fange og finde, var han blevet så tynd, at man næsten kunne sammenligne ham med et offer fra nazisternes koncentrationslejre. Hans knogler stak frem overalt. Hofter, ribben, skulderblade, rygsøjle, kindben. Der var intet fedt tilbage på ham, kun de senede muskler, han havde bygget op ved konstant bevægelse på fire ben.
Men bukserne blev dog siddende oppe om hans smalle hofter og t-shirten og hættetrøjen passede i størrelsen, selvom det sad løst. Han havde endda også lagt et par sokker og sko til side, så nu sad der et par kondisko på hans fødder. Livet på gaden havde lært ham at være forberedt på alt.

Eller ikke alt. Han havde ikke været forberedt på at blive fanget af en sindssyg elver, der brugte ham som lokkemad for at fange en kvinde, han havde hjulpet efter et voldeligt møde med selv samme elver. Han havde ikke været forberedt på at blive behandlet som en hund, løftet nakkeskindet og trukket igennem Terra med en pisk om halsen som snor. Han havde ikke været forberedt på at blive lukket inde i et lille værelse, hvor han ville blive udsat for drømmemagi. Magi der tillod elveren at føre ham igennem et rædselsvækkende mareridt, der til stadighed gav genlyd i hans drømme.
Han havde ikke været forberedt på et møde med ondskaben selv. Og det havde påvirket ham så meget psykisk, at han ikke ville kunne genkende sig selv, hvis han havde samling nok til at kunne se sig selv udefra. Efter at være sluppet væk fra Abbadon og elveren, var han løbet ud i skoven, hvor han havde gemt sig i en af sine gamle huler. Gemt sig og forblevet i sin ræveskikkelse i et par måneder. Et par måneder, hvor paranoiaen var krøbet ind over ham og angsten var vokset til uendelige højder, så han undgik enhver form for menneskeskabt og enhver form for væsner. Han var blevet en vild ræv, der levede efter sin bedste evne.

Indtil den dag, hvor han havde brækket poten og var stødt på Tuls, der havde tilbudt ham sin hjælp, hvilket Fox til sidst havde taget i mod. Og endeligt var blevet tvunget til at vende tilbage til sin menneskeskikkelse. Trække sig selv ud af sit liv som ræv. Og selvom alting i ham skreg efter at vende tilbage til det liv, var han blevet i sin menneskeskikkelse. Mest på grund af det brækkede håndled, som stadig var bundet ind med en skinne og bandager. For hvad ville han være med et håndled, der ikke virkede? Han ville hverken kunne klare sig som menneske eller ræv. Så selvom han længedes efter trygheden i ræveskikkelsen, havde han forladt Tuls' hytte som menneske og havde sneget sig rundt i verden på to ben.

Det værste ved at være menneske var, at han havde svært ved at skaffe noget at spise. Han kunne jo tage ind til byen og stjæle, som han havde gjort næsten hele sit liv, men tanken om at bevæge sig ind i de lukkede gader, der var fyldt med væsner, havde skræmt ham fra vid og sans. I stedet havde han holdt sig til skoven og den natur, der lå udenfor Terra. Der boede også folk herude og han gik fra hus til hus og gennemgik deres skraldespande om natten. Han var så desperat efter mad, at han tømte alt, hvad han kunne komme i nærheden af. Kattemad til gårdkattene, gammelt brød til fuglene og de køkkenhaver, han kom forbi. Det var heldigvis den rigtige årstid til at gå på rov i køkkenhaverne.

Men han var stadig sulten. Hans krop krævede energi for at holde ham kørende og han fortsatte rundt om natten til de huse, han stødte på.

Det var også der, han var nu. Ved et hus om natten. På en måde følte han, at han havde scoret jackpot. Det var ikke et hvilket som helst hus, det var et gartneri.
Der var ikke lys i huset, så han listede sig nærmere. Det så heller ikke ud til, at der var hund. Han havde måtte løbe for livet et par gange fra sure hunde. Han tøvede lidt, men gik så forsigtigt ind i gartneriet. Mængden af grønt var næsten ved at blæse ham omkuld, men han gav sig ikke tid til at beundre de snorlige rækker af planter. I stedet listede han af sted, til han endeligt fik øje på noget, han kunne genkende. Gulerodstoppe. Hurtigt røg han på knæ og begyndte at flå dem op og samle en håndfuld. Nok var der ikke meget næring i, men det var bedre end ingenting.

Efter at have samlet en ordentlig håndfuld, besluttede han sig for, at han ville tage chancen ved at kigge efter husets skraldespand. Det kunne være, at der var noget, der var mere værd end gulerødder. Med jorderede knæ og hænder, bevægede han sig lydløst op til huset, hvor han fandt skraldepandende ved en bagdør. Forsigtigt løftede han op i låget og skuffelsen væltede ind over ham. Den var tom.

Pludseligt var der en sort skygge, der bevægede sig i hans synsfelt og han tabte alle gulerødderne på jorden, som han forskrækket trådte tilbage og lod skraldespandens låg klappe i. Larmen var øredøvende i nattens stilhed og Fox slog en beskidt hånd for munden for ikke at skrige af forskrækkelse. Det gik hurtigt op for ham, at skyggen var en kat, der kiggede på ham med gule øjne, der blinkede i månens skær, mens den sad på en havestol.
Det tog Fox et øjeblik at falde til ro. Han vidste, at det bedste ville være at løbe med det samme, men tanken om at kunne fylde maven var stærk, så han endte med at sætte sig på knæ og begynde at samle gulerødderne op. Måske husets beboere ikke havde hørt noget? Med hurtige bevægelser hev han gulerødder til sig.

Laras liv havde aldrig været præget af socialitet. Hun havde boet i Terre i snart 7 år og havde fået sig en anstændig lille butik stablet på benene med alt hvad hjertet kunne begære af frugt og grønt. Planter fra hele verden var samlet, og mange stod måbende over hendes have og kunne slet ikke forstå at alle de planter kunne gro i samme jord - men Lara havde en evne. En evne der lod hende plante alt hvad hun ville og det ville gro. Lara elskede sine planter, de var hendes eneste selskab i denne kolde verden og hun tilbragte hvert vågent øjeblik i deres selskab.

Træt slog hun øjnene op i mørket - der var stille uden for og omkring hende, men et eller andet havde vækket hende. Der var uro, ikke i hende, ikke i huset. Men hun fornemmede tydeligt at der skete noget med de planter der var omkring hende. Energien hun delte med dem blev forstyrret. Dog gjorde hun ikke noget, hun trak dynen lidt mere op og så op i loftet - det kunne jo blot være en kanin der ledte efter føde eller et andet dyr. Lara tillod dyrene at gå i haven til en vis grænse. Hun havde nok, og hun delte gerne med de der trængte. Som Elver var hun et væsen af godhed og intet ondt var at finde i hendes hjerte. Det var også derfor hun boede alene. For mange skabninger havde forsøgt at udnytte hendes godhed, hendes egen klan havde brudt hendes tillid og der for var hun nu alene. Tankerne rumsterede i hendes hoved før hun lod de brune øjne glide i igen for at sove...

Men en pludselig larm fra gården fik hende til at sætte sig ret op. Hun mærkede hjertet hamre af angst - var nogle ved at bryde ind? Hun satte fødderne mod gulvet og listede ud til køkkenvinduet der vendte mod gården. Forsigtigt åbnede hun hængslerne og så ud i mørket, det var svært at se noget men hun anede en skikkelse i månelyset..
Det var en mand. Eller, det var skyggen af en mand. Han virkede desperat med favnen fuld af gulerødder - det var egentlig et både sørgeligt og komisk syn at se en voksen mand som en dreng i en slikbutik, med hendes gulerødder.
"Undskyld?" Hendes stemme var forsigtig for ikke at forskrække ham mere end nødvendigt. "Jeg er ret sikker på jeg har noget bedre i køkkenet.. Vil De ikke ind og have varmen?" Hun smilede prøvende til manden, det stakkels pus, og strøg håret om bag det spidsede øre. Lara kunne ikke finde på at gøre nogen ondt, i andet end nødværge - men denne mand så ikke ud til at have kræfter til at gøre en flue fortræd.

Fox skyndte sig at samle gulerødderne sammen, men var som med alt andet hæmmet af, at han kun havde en brugbar hånd. Den venstre var holdt på plads af en skinne om hans håndled, og selvom han havde fingrene fri, kunne han stadig ikke rigtigt bruge dem, uden smerten skød ud fra den brækkede håndled. Så med højre hånd samlede han gulerødderne sammen og stak dem ind, så han kunne holde dem med venstre underarm.

Hans hjerte bankede allerede hurtigt, for han kunne næsten ikke forestille sig, at beboerne i det lille hus ikke havde hørt låget på skraldespanden klappe, og i det han havde taget den sidste gulerod rejste han sig for at løbe sin vej - men for sent. En stemme fik ham til at fryse til stedet. Han var blevet opdaget. Hurtigt gled hans blik den vej, hvor stemmet var kommet fra, og han så en kvinde læne sig ud af et vindue.
Selvom hendes stemme var blød og hendes ord venlige, var Fox skrækslagen. Ud over Tuls, havde ingen snakket til ham i evigheder og kontakten med et andet væsen skabte frygt i Fox.

Han skulle lige til at vende om og løbe alt hvad remmer og tøj kunne holde, men det nåede han ikke. Da kvinden skubbede sit lange hår om bag det ene øre, gled gulerødderne fra ham og han havde nær vendt det hvide ud af øjnene, som frygten overtog hans krop. Hun var en elver. Fox gik i sort. Tanken om at løbe forsvandt ind i skrækkens mørke og han blev bare stående, rystede af skræk og med støre øjne. Selvom han så bleg ud i månelyset i forvejen, forsvandt det sidste farve fra hans ansigt.

En elver. Det var som om, at han kunne mærke snøren om sin hals og den store borgs mure slutte tæt om sig. Han kunne høre Angelies latter runge mellem murene.

Han løb ikke, selvom hans instinkter sagde, at han skulle. Han kunne ikke. Hele hans krop var stiv i skræk og det var som om, at han allerede havde givet op. Han gispede dæmpet efter vejret, som et dyr i en fælde og han kunne mærke sine øjne blive blanke. Han kunne ikke blive fanget. Han kunne ikke overleve endnu en gang at ende i klørerne på en elver. Men han var så bange, han kunne ikke gøre noget for at undgå det.

Lara rynkede brynene en anelse og fornemmede væsnets skræk - skønt hun ikke forstod den. "Hør.. Gulerødder alene giver ikke andet end fyld i maven.. Jeg er sikker på jeg har noget tærte til overs fra i går, vil du ikke have det? Du ser ud til at kunne bruge det mere end mig.. Hør.. Vent her jeg finder det lige.." Lara trak hovedet til sig og rumsterede lidt i køkkenet, hun fandt resten af grøntsagstærten fra den forgående dag, samt et halvt brød og pakkede det ned i en pose.

Hun lagde hånden i vindueskarmen igen og satte forsigtigt posen på jorden uden for vinduet. "Her.. Hvis du ikke vil ind er det fint nok, men du må ikke gå på tom mave, sådan som du ser ud.. Spis lidt i det mindste" Hun smilede prøvende til ham skønt at der ikke var meget håb for at han blødte op fra det ene sekund til det andet.

Det var som om, at elverens ord kom langt væk fra, som de trængte igennem det grå slør af panik, der havde lagt sig over Fox' tanker. Lyden af hans bankende hjerte fyldte hans ører og han kunne smage blod, så bange var han.
Man skulle tro, at han benyttede muligheden for at flygte, da elveren forsvandt fra vinduet, men det var som om, at han ikke kunne få sin krop til at fungere. I stedet blev han stående og forsøgte at samle sig og få sin vejrtrækning til at falde til ro, men det virkede ikke rigtigt. Synet af elverens ører havde sat gang i minder, som han havde forsøgt at glemme. Logisk set vidste han jo godt, at ikke alle elvere var ondskabsfulde monstre, men det var som om, at den logik ikke havde nogen betydning for ham lige nu.

Han rykkede dog kort på sig, da kvinden kom tilbage til vinduet og placerede en pose på jorden under vinduet. Mad. Hun havde sagt tærte. Hans mave lavede en høj lyd som tanken om tærte fik den til at minde ham om, at han var døden nær af sult. Men han kunne ikke få fat i det. Kunne han? Det ville kræve, at han gik hen til vinduet. I rækkevidde for elveren. Man kunne se den indre kamp i hans ansigt og kropsholdning. For han ville meget gerne have maden. Men det var en elver. Det kunne også være et trick. Der behøvede ikke at være mad i posen. Det kunne være en måde at få ham til at komme nærmere på.

Der gik lidt tid, mens han diskuterede med sig selv, men sulten vandt. Langsomt bevægede han sig hen mod vinduet og posen. Det hjalp, at elveren trådte tilbage, så hun ikke stod og lænede sig ud af vinduet. Endeligt kunne han række ud efter posen. Næsten. Han var næsten tæt nok. Han tog et lille skridt mere og hans fingre lukkede sig om plastikken. Om det var elveren der bevægede sig, katten fra før eller om det bare var hans fantasi, det var ikke til at sige, men et eller andet forskrækkede ham. Med en hurtig bevægelse flåede han posen til sig, bakkede et skridt og vendte om for at løbe. Men han var uheldig. I mørket havde han ikke set, at der stod et par krukker med planter og han væltede over dem. Hårdt. Forskrækket holdt han begge hænder op foran sig, da han faldt mod jorden, hvilket fik smerten til at skyde ud fra hans allerede brækkede håndled og et skrig, der mindede alt for meget om et hyl fra en ræv, forlod ham. Han rullede om på ryggen og knugede sin arm ind til sig, mens tårerne begyndte at trille fra hans øjne. Smerten var intens, næsten værre end da han havde brækket det og pludseligt var det det eneste, han kunne fokusere på. Elveren og maden var glemt, alt forsvandt i den brændende smerte.

Lara gispede og styrtede til døren, stadig kun iført sin hvide natkjole. Hun åbnede den og rendte på bare tær ud til manden der lå sammenkrummet i smerte. "Åh nej da.." Sagde hun urolig og lagde prøvende en hånd på hans skulder - det virkede til at han var helt væk og slet ikke lagde mærke til hende. "Her.. Lad mig se.. Er der noget jeg kan gøre, skal jeg ringe efter en Ambulance eller?"
Hun forsøgte at få ham vendt rundt så hun kunne se hvad der var sket med ham, så hun kunne hjælpe ham. At hjælpe folk var hendes første instinkt lige meget hvad. Selv folk hun ikke brød sig om, alle fortjente en hjælpende hånd i nødens stund.

Katten luskede væk men Lara opdagede intet. Selv den kolde natteluft der smøg sig om hendes bare skuldre og det hårde grus under hendes fødder og knæ, hele hendes fokus lå på den sårede mand foran sig. Hun overvejede desperat hvad hun skulle gøre for at hjælpe ham men det var svært at finde ud af hvad der var galt.

Fox kom brat tilbage til virkeligheden, da elverkvinden satte sig på hug ved siden af ham. En vild panik skar ind igennem smerten og hans øjne blev om muligt endnu større, som han vendte blikket mod hende. Hun var alt for tæt på. Han var fanget. Det var slut, nu ville han skulle gennemgå helvede og han ville sikkert ikke kunne slippe væk denne gang. Han skulle dø.

Tankerne fløj igennem hans hoved på et splitsekundt og han gispede skrækslagent efter vejret. Smerten og panikken var for meget for ham og hans udmattede krop. Manglen på god søvn, mad og vand havde gjort ham frygteligt svag og adrenalinen og smerten opbrugte det sidste energi han havde. Panikken, smerten og skrækken lagde så stort et pres på hans sind, at hans hjerne valgte at lukke ned.

Så Lara ville kunne se hans store skrækslagne øjne se på hende, inden de rullede rundt og hans krop blev slap, som han mistede bevidstheden, stadig med det brækkede håndled, der var pakket ind i bandager og med skinnen på, hvilende på brystet.

Lara så enormt forskrækket ud da manden spilede øjnene så meget op og pludselig faldt om som om han var død. Hun tjekkede hans puls og konstaterede forvirret at han var i live. Hvad end denne mand fejlede måtte det være ret slemt. Hun rejste sig og løb ind i huset for at finde en telefon. Hun ringede panisk til det nærmeste hospital for at finde ud af hvad hun skulle gøre.
En irriteret stemme spurgte til hvad nødsituationen var og Lara fortalte stammende om situationen. Efter en kort pause vendte stemmen tilbage. Der var ikke flere akut pladser lige nu, men det var sikkert heller ikke slemt siden han nok bare var besvimet af faldet. Hun skulle holde øje med ham, og hvis det blev værre skulle hun ringe igen.
Skønt. Hvad gjorde hun nu. Der var ikke gået mere end et par minutter før hun stod i gården igen og tog en beslutning. Han var skravlet, mager og vejede garanteret intet så det burde ikke være svært at få ham inden for.
Med besvær fik hun hans raske arm rundt om nakken og forsøgte at rette sig op - han var tungere end hun havde troet. Langsomt fik hun ham slæbt inden for og lagt på sofaen i stuen. Han så så lille ud og hun spekulerede på hvor gammel han mon var. Efter at have stået og set på ham rystede hun på hovedet og fandt et tæppe frem. Hun tændte et stearinlys - en skik hendes klan havde lært hende, for at mørkets skabninger ikke skulle få fat i den sygeliggende. Hun lagde en hånd på hans pande men mærkede ingen feber - måske var han bare besvimet af faldet, som damen i telefonen havde sagt.

Hendes blik gled over ham, han så ikke ud til at have spist normalt nogensinde i hele sit liv. Hun havde vitterligt ondt af ham, og næsten moderligt lagde hun tæppet bedre om ham. Måske var han til at komme i nærheden af når han havde fået hvilet lidt. For at være sikker på at følte sig velkommen når han kom til sig selv, satte hun en tallerken med brød og tærte på bordet foran sofaen med en kande vand og et glas.
Hun forsøgte at gå i seng, men kunne ikke finde ro. Så hun endte med at trække i et par overalls og gå ud i haven i de tidlige morgentimer. Solen var ved at nærme sig himlen da hun endelig fik luet det sidste ukrudt og strakte sig med et gab - gad vide om han var vågen nu?

Fox mærkede ingenting, da Lara rendte frem og tilbage og endeligt begyndte at slæbe ham ind i huset. Han var helt væk i et behageligt mørke, hvor der ikke var nogen drømme, der forsøgte at skræmme ham. Så han opdagede ikke, at han blev lagt i en sofa eller at der blev lagt et tæppe over ham.

Der gik lang tid, før han langsomt gled ud af bevidstløsheden. Det første han lagde mærke til, var smerten fra håndledet og en svag klynken gled over hans læber. Det gjorde ondt. Hvorfor gjorde det ondt? Pludseligt væltede det hele ind over ham og han slog øjnene op i panik. Der var lysere omkring ham end før, så han havde ingen problemer med at se, at han lå i en sofa i en stue. Hurtigt skubbede han sig op at sidde. Elveren. Hvor var hun? Efter at have set sig omkring kunne han konstatere, at hun ikke var der. Ud over håndleddet var han ikke kommet noget til. Hun havde ikke gjort ham noget. I stedet lå han i en behagelig sofa i en hyggelig stue. Med et tæppe og en pude under nakken.

Trods dette var angsten igen overvældende og han krøb sammen i hjørnet af sofaen, mens han ventede. Hvad han ventede på, vidste han ikke. Og der skete heller ikke noget. Der kom ikke skikkelser ud af halvmørket, ingen elver med onde øjne eller en grim latter, intet. Bare stilhed. Forsigtigt begyndte Fox at røre på sig. Hans blik faldt på tallerkenen med mad og kanden med vand. Igen sagde hans mave en sulten lyd og han slikkede sig om munden. Atter en gang lod han blikket glide rundt. Han var stadig bange og han vidste ikke, om han skulle spise maden eller flygte. Alt skreg på at flygte, men han var så sulten. Og tørstig. Langsomt skubbede han fødderne ud over kanten af sofaen og lænede sig lidt frem, så han kunne nå tallerkenen. Hurtigt fik han hugget maden i sig, uden at give sig tid til at smage på den eller nyde den. Det var med at få spist, mens han havde chancen. Og hvem vidste, måske kvinden ville tage den fra ham igen? Bagefter drak han hurtigt et glas vand, inden han lænede sig tilbage, alt for mæt. Han var heldigvis vant til at overspise, så selvom han havde spist alt for meget, alt for hurtigt, ville han kun blive dårlig af det. Han ville sagtens kunne holde det nede.

Nu burde han rejse sig og stikke af. Inden elverkvinden kom tilbage. Men af en eller anden grund blev han siddende. Han havde været bevidstløs, havde været helt i hendes magt og hun havde ikke gjort ham noget. Et svagt håb om, at hun var venlig, var dukket op i ham. Måske hun var venlig, lige som Tuls. Hans indre kæmpede stadig, angsten ville have ham til at flygte, men samtidigt var han så træt. Måske han bare skulle se, hvad der ville ske. Hvis hun ville ham ondt.. så måtte han tage den derfra. Han orkede ikke rigtigt at skulle til at flygte igen.

Han krøb ind i hjørnet af sofaen igen og trak tæppet over sig, stadig med sin smertende arm holdt ind i mod brystet. Langsomt gled han ned i en mere behagelig position. Nu var der vel ikke andet for end at vente... selvom hele hans krop stadig sitrede af angst en gang i mellem, var trætheden overvældende og hans øjne gled langsomt i. Til sidst sov ham, men dog ikke specielt tungt.

Lara kom på benene og børstede jorden af hænderne mens hun gik ind mod huset. Hun skubbede døren op med albuen, smed skoene på måtten og gik nynnende til håndvasken hvor hun skrubbede sine hænder grundigt. Det varme vand fjernede effektivt skidtet og da hun vendte sig for at tørre dem gik det op for hende at maden var væk fra sofabordet. Så var han da i live endnu. Hun smilede og forsatte sin livsbekræftende nynnen mens hun tørrede sine hænder og fandt noget ikke jordet tøj frem.
I ført en skjorte og et par jeans gik hun hen til sofaen og tog forsigtigt tallerkenen og gik ud i køkkenet igen for at fylde noget mere på, guderne måtte vide hvor sulten han måtte være, når han havde været desperat nok til at spise uvaskede gulerødder. Hun smurte et par madder med pølse og satte den på bordet igen.
Ganske forsigtigt lagde hun en hånd på hans pande, stadig ingen feber, så det var sikkert bare udmattelse hvilket ikke undrede hende. "Du skal nok få det godt igen.." Sagde hun, mest for at overbevise sig selv.

Hun så lidt på ham før hun gik tilbage til køkkenet for at se til sine krydderurter. "Nå.. Hvordan går det så med jer.." Mumlede hun og studerede planterne. Hun plukkede de døde blade og smilede tilfreds da hun så hvordan planten blomstrede op blot ved hendes berøring.
Det lille landhus var ikke ret stort. Der var et lille køkken ud mod gården, og køkkenet forsatte ud i en middelstor stue med en kamin hvor normale mennesker nok ville have et tv, ved siden af køkkenet og stuen lå hendes soveværelse og på den anden side af stuen lå badeværelset, så man kunne sige at huset var vinkel formet. Det var et hyggeligt hus, ikke ret stort og bestemt ikke stor nok til en hel familie, men stor nok til en enkelt eller to. Det var et gammelt hus, med stråtag og det hele - Lara havde forelsket sig i det lige fra første øjekast og havde bestemt arbejdet hårdt for at holde det i stand.
Hun nynnede og så ud af vinduet hvor hun fik øje på den lille sorte kat fra den forgående nat. "Her Kitty.." Sagde hun, mens hun åbnede vinduet og smed pølse enderne ud til katten. Hun smilede fornøjet og vandede sine krydderurter.

Fox måtte alligevel sove tungere end det virkede til, for han reagrede ikke, da Lara kom ind og nynnende tullede rundt i sit hjem. Det var måske heller ikke så sært, hvis han var svær at vække, for han havde næsten ikke sovet i den uge der var gået, siden han havde forladt Tuls' hjem. Det var svært at finde et sted, man kunne gemme sig og føle sig tryg, når man var i menneskeskikkelse.

Dog vågnede han, da elveren lagde en hånd på hans pande. Langsomt blev han trukket ud af søvnen og da han endeligt fik slået øjnene op, var hun gået tilbage til køkkenet. Angsten væltede op i ham igen, men han blev liggende og lod som om, at han stadig sov. Mens hans hjerte bankede af sted og han kæmpede med at holde sin vejrtrækning i ro, lyttede han til hendes nussen rundt og stille nynnen. Det virkede næsten forkert. Den ro, der lå over hendes hjem. Varmen og trygheden.
Fox kunne ikke huske meget fra sin barndom, dengang han stadig havde sine forældre. Før de efterlod ham i skoven. En gang i mellem var det som om, at han kunne huske, hvordan det var at vågne op og høre sin mor rumstere rundt i køkkenet. Eller lugten af sin fars cologne. Men han gættede på, at det her var så tæt på, som det kunne blive i forhold til et rigtigt hjem. Den følelse, der lå i denne elvers hjem.

Selvom han var bange, især fordi hun var en elver, var det som om, at alting virkede så roligt. Så afslappet. Så i stedet for at kaste sig ud af sofaen og løbe mod nærmeste udgang, blev han liggende lidt endnu, mens han overvejede, hvad han skulle gøre.
Endeligt skubbede han sig så stille som muligt op at sidde, så han kunne se hende ude i køkkenet. Der var igen sat mad på bordet, men selvom han havde lyst til at kaste sig over det, lod han være. Hans mave var fyldt op efter tærten og han havde ikke lyst til at gøre opmærksom på sig selv. I stedet krøb han sammen og knugede om både sin arm og tæppet, mens hans store gyldentbrune øjne, der virkede alt for store i hans udhungrede ansigt, gled rundt, men altid vendte tilbage til elveren.

Lara satte sine krydderurter tilbage i vindueskarmen og tørrede køkkenbordet af. Hun forsatte sin nynnen og hængte viskestykket op før hun vendte sig rundt. "Åh.. Du er vågen! Håber du sov godt, er der noget jeg kan finde til dig?" Hun smilede og gik frem så hun stod for enden af sofaen og så på ham med hovedet lagt lidt på sned.
Uden for skinnede solen og fuglene kvidrede lystigt. Lyset faldt ind af de små vinduer på væggen og oplyste rummet. Efter som han var vågen nu, og lyset var brudt frem, gik Lara hen og slukkede stearin lyset. Hun satte stagen i et skab og smilede til manden, eller drengen, igen.

"Din hånd ser ikke helt god ud, skal jeg ringe efter en taxi så du kan komme på hospitalet og få kikket på den? Nu ved jeg jo ikke hvad der er sket men.. Det er altid godt at få professionelle til at se på den? Jeg kan også lave noget pilebarkste, det smager ikke så godt men det dulmer smerten og det er naturligt.. Jeg har også smerte stillende men.. Det er op til dig" Hun smilede venligt til ham, hendes varme brune øjne hvilede på ham og hun gjorde alt for at forsøge at se imødekommende ud. Han virkede som en hund, der var blevet slået hele sit liv sådan som han sad og krøb sammen.

"Jeg.. Du.. Du ser meget.. Usikker ud.. Men du har intet at frygte fra mig.. Og hvis du ikke er tryg er du velkommen til at gå jeg holder ikke på dig. Du havde bare brug for lidt hvile er jeg sikker på" Hun bed sig usikkert i læben og slog blikket ned, før hun smilede lidt. "Jeg kunne ikke lade dig ligge ude i kulden da du faldt. Du så så hjælpeløs ud, og.. At give dig lidt varme og lidt mad var det mindste jeg kunne gøre.." Hun viste ikke helt hvorfor hun stod og forsøgte at forklare sine handlinger men han virkede virkelig ikke til at være tilpas og det gik hende meget på.

Fox fulgte hende med øjnene, som hun nussede rundt. Lige indtil hun vendte sig og fik øje på ham. Hurtigt slog han øjnene ned for at undgå øjenkontakt og angsten overfaldt ham igen. Hans hjerte sprang et slag over og igen blev hans vejrtrækning hurtig og overfladisk. Da hun kom nærmere og nærmere skubbede han sig bagud i sofaen, så han sad i den anden ende, da hun stillede sig ved armlænet. Hans blik for op og ned, som han så fra hendes ansigt til tæppet, han stadig havde liggende over sine ben. Det var næsten trygt at kunne gemme sig under tæppet. Som et skjold, hvis hun skulle vælge at komme efter ham.

Men det skete ikke. I stedet snakkede hun til ham. Han svarede ikke på hendes første spørgsmål, han vidste ikke helt, hvad han skulle svare.
Men da hun spurgte, om hun skulle ringe efter en taxa, så han kunne komme på hospitalet, rystede han voldsomt på hovedet og hans blik hvilede på hendes ansigt for et øjeblik, fyldt med panik. Han ville ikke på sygehuset - det var for det første inde i byen og for det andet var der mange væsner. Og det var indendørs. Bare det at være inde i hendes hyggelige lille hus var ved at give ham klaustrofobi, især fordi han ikke vidste, hvordan han kunne komme ud derfra. At skulle være i så stor en bygning som Terras sygehus ville være føles som at blive begravet under tons af stål og beton. Bare tanken var næsten ved at give ham tårer i øjnene og han krøb sammen.

Tanken om smertestillende var lokkende, men han vidste ikke helt, om han ville sige ja eller nej. Smerten fra hans håndled var knapt så intens som tidligere. Så vidt han kunne huske, havde han ikke hørt noget knække, da han landede, så forhåbentligt var det ikke brækket op. Det havde kun helet i en uge, men lidt havde vel også ret. Han knugede lidt mere om sin arm og sænkede hovedet som hun snakkede videre. Hendes venlige stemme og hendes ord gjorde ham forvirret, for han havde stadig svært ved at se bort fra, at hun var en elver. Men venligheden, som skinnede ud af hende, var overvældende og hans blik blev mere og mere sløret, indtil de første tårer begyndte at løbe ned over hans kinder. Hans krop begyndte at ryste som han forsøgte at holde gråden inde, men det lykkedes ikke rigtigt og han måtte gispe dæmpet efter vejret, så dæmpet som muligt.

Lara stoppede sin formålsløse snakken og så forvirret på manden i sofaen. "S-sagde jeg noget forkert?" Spurgte hun forvirret og lagde armene om sig selv. Hun var ikke sikker på hvad der var galt med manden, eller om det var noget hun gjorde. Hun var jo bare sig selv? Eller, hun forsøgte at være sig selv, hun forsøgte at hjælpe ham og så brød han sammen på den måde.
"Kan jeg.. Vil du have noget, jeg har nogle.. lommetørklæder?" Hun pegede mod køkkenet og stod nogle sekunder før hun gik til køkkenet, fandt lommetørklæderne frem og gik tilbage til sofaen.
"Her.. Jeg... Jeg lægger dem her.." Sagde hun usikkert og lagde den på sofabordet. "Hvis du er sulten er der... ja.. " Hun lavede en gestus mod madderne og bed sig let i læben. "Men.. Ja som jeg sagde, du kan gå hvis du vil, døren er der.." Hun pegede mod yderdøren før hun slog blikket ned. Måske var det bedre hvis hun ikke talte til ham, måske havde han brug for at være sig selv, han var trodsalt i et fremmed hus, med en fremmed kvinde der stod og plaprede løs. Han skulle nok lige komme sig.

Hun smilede lidt til ham og vendte sig langsomt rundt før hun gik tilbage i køkkenet. Hun så ud af vinduet mens hun kørte fingrene gennem det halvlange brune hår og overvejede hvad det næste trin ville være. Hun gik ud fra at hun skulle give ham lidt plads, måske skulle hun overveje hvad hun skulle lave til aftensmad. Hun rodede lidt rundt i køkkenet og gav sig til at hakke nogle grøntsager til suppe, hun skulle dog først til at lave mad noget senere, men forberedelserne kunne hun da tage op. Hun genoptog sin nynnen og kikkede ud af vinduet med et skævt smil.

Fox rystede hurtigt på hovedet igen, da kvinden spurgte, om hun havde sagt noget forkert, men han så ikke op og blev ved med at krybe sammen i sofaen, mens han sloges med gråden. Han vidste ikke, hvorfor han græd og han følte sig svag. Og udsat. Så da hun kom over for at lægge noget op sofabordet, gav det et sæt i han om han forsøgte at skubbe sig endnu længere væk, hvilket han dog ikke kunne, da han allerede sad op af armlænet. Hvis han følte sig svag, hvordan måtte hun ikke se ham? 'Som et let bytte', sagde hans indre, og han vidste, at det var rigtigt. Men igen gjorde hun ham ikke noget. I stedet fortalte hun ham, hvor døren var, hvis han ville gå. Hurtigt løftede han blikket for at følge hendes finger, inden han sænkede blikket igen.

Han blev siddende, da hun vendte om og gik ud i køkkenet igen for at rumstere videre. Gråden ville ikke helt stoppe og han snøftede så stille som muligt, mens han frustreret tørrede tårerne væk. Han var bare så træt og angsten blev ved med at have et tag i ham, han vidste slet ikke, hvad han skulle gøre med sig selv.
Efter et stykke tid, var han faldet så meget til ro, at han havde overskud til forsigtigt at løfte blikket igen og se ud mod elveren. Han var så forvirret. Hvorfor var hun så flink ved ham? Tuls havde også været venlig, men det havde været på en anden måde. Syntes Fox i hvert fald, men han var så forvirret og rundt på gulvet, han var ikke sikker. Lige nu var der ikke så meget, der gav mening for ham. Selvom han havde været ude af sin ræveskikkelse i over en uge, var det som om, at han stadig kunne slås lidt med menneske-logikken.

Han skulle til at tørre næsen af i sin trøjes ærme, men fik så øje på lommeletterne, som hun havde lagt på bordet. Som om han aldrig havde prøvet det før, lænede han sig forsigtigt frem og samlede pakken om. Med et svagt glimt af nysgerrighed fik han åbnet for pakken og hevet et stykke ud, som han lidt klodset fik tørret næsen af i, med kun den ene hånd. Bagefter lagde han pakken tilbage på bordet og lagde uden at tænke så meget over det papiret i lommen.
Til sidst sad han med hagen hvilende på sine knæ og betragtede elveren, som hun gik rundt i køkkenet. Selvom han nu vidste, hvor døren var, fyldte tanken om at løbe ikke ret meget. Angsten var faldet lidt, mens han græd, i stedet var nysgerrigheden dukket op. Det virkede ikke til, at hun var farlig. Der var slet ikke samme skræmmende fornemmelse over hende som over den rødhårede elver. Hun virkede ... god. Fox sank og snøftede ind igen. Manden, som havde bundet hans håndled ind, havde været venlig, men der havde samtidigt været et eller andet over ham. Noget der sagde 'farlig'. Den fornemmelse havde Fox ikke ved denne kvinde og det hjalp meget på hans angst, som han sad der og betragtede hende.

Lara nynnede og kom grøntsagerne i en gryde og satte den på komfuret - uden at tænde den endnu. Hun vaskede hænderne og vendte sig mod sofaen. Hendes blik faldt på den unge mand og hun smilede så venligt hun kunne. "Vil du have en kop te?" Spurgte hun så og lagde hovedet lidt på sned. "Jeg har.. Frugt te, kamille te, Earl Grey.. Jeg kan også lave noget pilebarks te men det smager ikke så godt, det skulle kun være hvis du har ondt i din.. arm.." Hun slog blikket ned og bed sig let i læben - her stod hun og fablede om te mens han havde haft et mindre psykisk sammenbrud. Men han virkede på ingen måde interesseret i at hun var i nærheden af ham og hun ønskede vitterligt ikke at skabe mere panik i hans hoved end der tydeligvis allerede var.

"Hør.. Jeg har ikke engang introduceret mig endnu. Jeg hedder Lara.. Hvis.. Hvis du ikke kan huske det så var du ved at rende med mine gulerødder og da jeg ville give dig noget mad besvimede du.. Hospitalet sagde de ikke havde plads ellers ville jeg have sendt dig der hen, men du ser ud til at overleve.." Hun rømmede sig med en knyttet næve foran munden og lod tungen glide hen over tænderne mens hun vred sin hjerne for ting der kunne få ham til at bløde en smule op. "Det er ok hvis.. Du.. Ikke vil sige noget. Det gør det bare lidt svært at hjælpe dig så.. Du.. Kan blive så længe du har brug for det? Du kan også gå når du vil, alt jeg beder om er at du ikke stjæler andet end mad på vej ud" Hun blinkede kort til ham men hendes forsøg på morskab var ikke så vellykket som hun havde håbet. Hun var virkelig ikke så god til at være social som hun gerne ville være men det kom jo med det ensommelige liv hun førte.

Fox knyttede hårdt sin højre hånd om stoffet i sin hættetrøje, som hun så på ham og begyndte at snakke igen. Men igen var hun bare venlig og hendes udstråling sagde ham, at hun faktisk gerne ville hjælpe. Så selvom hans krop forsøgte at springe af sted ind i angsten igen, kæmpede han med at lade være. Hvis han ikke på et eller andet tidspunkt åbnede op for at snakke med nogen, ville han få et meget ensomt liv, et ensomt og sikkert meget kort liv. Han var meget socialt anlagt og selvom alt der havde med andre væsner at gøre, skabte en masse angst i ham, havde han brug for at være social. Brug for at kunne snakke med nogen. Le med nogen. Før han havde mødt Angelie, havde han tilbragt meget tid med fremmede. Kastet sig ud i sociale situationer, forsigtig, men uden angst. Oplevelsen med den rødhårede elver havde ødelagt et eller andet inde i ham, som havde brug for tid og hjælp til at hele.

Til at starte med, gjorde Fox ikke andet end at se på Lara, mens hun talte. Men hendes ord og hendes kropssprog gav ham et indtryk af, at hun næsten var lige så akavet som ham. Nu hvor han forsøgte at holde ro på sig selv, kunne han pludseligt se, at hun tydeligvis havde lidt svært ved at håndtere situationen. Håndtere hans angst og underlige opførsel.
Den dårlige samvittighed kom snigende. Her sad han i en fremmed persons hjem og gjorde personen utilpas, selvom hun bare forsøgte at hjælpe. Han takkede ikke for hendes hjælp eller kom med respons, når hun snakkede til ham. Til sidst sænkede han blikket og bed sig i sin tørre underlæbe. Da hun nævnte hans forsøg på at stjæle gulerødder og bad ham om ikke at stjæle andet end mad, hvis han gik, fik hans kinder til at blive lidt røde. Han skammede sig normalt ikke over at stjæle, det var noget, han havde gjort næsten hele sit liv for at overleve, men hun var ikke blevet vred og forsøgte stadig at hjælpe ham.

Han rørte lidt uroligt på sig og tog så en dyb indånding.
"Jeg..." Han måtte rømme sig lidt for at få sin stemme til at virke. "Fox. Jeg hedder Fox." Han kastede et hurtigt blik på hende, inden han igen sænkede blikket. Det var som om, at lyden af hans egen stemme skræmte ham og han kunne mærke angsten forsøge at få overtaget. Hurtigt sagde han noget mere, som for at distrahere sig selv.
"Må... jeg bede om noget... pilebarkste?" Hans stemme var hæs og bar tydeligt præg af ikke at være ordentligt brugt i meget lang tid. Han tog stille nogle dybe vejrtrækninger for at forsøge at slappe af, som panikken sneg sig ind på ham igen.