Bare Endnu En Helt Almindelig Og Kedelig Dag.. //Esteban//

Sted: High School, indendøre
Tid: 14.30
Omgivelser: som der nu ser ud på en skole i skoletiden?
Vejr: solskin...
Pålædning: Se profilen, plz xD



Bvadr… endnu en af disse solskins fyldte dage hvor himmelen er blå og der ikke er en eneste sky i sigte… Razeth sad på sin pind helt bagerst i klasselokalet. Fraværende, eftersom han havde travlt med at sidde og stirre ud af vinduet på hans venstre side. Han sukkede dybt og ignorerede sin lære da hun bad ham følge med i timen..

”RAZETH!”

En stor bog fløj lige i ansigtet på ham og han faldt næsten bagover. Fortumlet og forundret over lige at have fået en bog i synet, rettede han sit blik i den retning hvor bogen var kommet fra.
Frk. Delimore stod med hænderne i siden og så strengt på ham.

”Razeth, det kan godt være at det ikke er din højeste ønske at være udvekslings student og sidde inden døre i dette dejlige vejr, men det er nu engang det du er og derfor..” hun gik hen til hans bord og lænede sig frem mens hun placerede begge sine hænder mod bordets overflade. ”Følger du med i hvad der sker på tavlen og svare når du bliver spurgt. Er det forstået?”

Han så lige op i hendes mørke brune øjne. Lod sine egne isblå låse fast på hendes, mens et let smil krøb over hans læber.
Han nikkede langsomt. ”Ja, Frøken..”

”Godt. Hvor kom vi fra..”
Hun rettede sig op og vendte sig for at gå tilbage til tavlen, og i det hun gjorde ville han smække hende i enden så hun hvinede. Han grinede tilfreds, og nåede lige at dukke sig da der kom en hånd susende over hans hoved. ”UD!” skreg hun, hendes kinder højrøde. ”UD af mit klasseværelse!! LIGE NU!”
Han fnøs og rejste sig så op. Hans lange sølvørering, glimtede let da lyset spillede i den. Så gav han hende et selvtilfreds smil og gik forbi hende ud af døren uden at se sig tilbage.
Endelig… lidt fred…

Estebans dybhavs blå øjne gled hen af de mere triste omgivelser, det var en typisk skolegang, bare uden eleverne. Det var resultatet af de timer, der blev højthævet, trods Di Morgas mere lovløse tilstand. Han gik raskt fremad, vurderede at det havde været et tumpet valg, at gå rundt i en menneskeskole, i timerne. Han træk let på skulderen, overvejede at gå igen, men indrømmede sammentidigt at han var faret fuldkommen vild. Tilgengæld.. Hvem kunne huske kombinationen af 7 venstresving og 4 højresving samt 3 rundcirkler? Ihvertfald ikke han.
"Du er den nye vikar ikke sandt?" Det var rektoren, det stod med fint guldskrift over hans ene bryst. Det tilbagesatte hår var gråt, og øjnene mandelformede med en del rynker, der beviste masser af søvløse nætter grundet for meget tid med kaffe og intet specielt spændende arbejde, medmindre en unge eller to skulle have eftersidning for at kaste kridt på læren.
Estebans medlidene øjne så direkte igennem rektorens, som han må have mærket siden han tog et skridt tilbage, med fuldt åben gab. Han stammede uden at Esteban nåede at svare og lod hånden føle på issen.
"D.. Det må de undskylde, d.. De er vist bare på rundtur ikke sandt? Mange undskyld..." Han vendte sig klodset, var nærmest trippet over sine egne miniature fødder inden han stak af ud af branddøren, uheldigvis den der kun førte ham til kælderen, med alle rotterne og spindelvævet fra de alt for store edderkopper.
Esteban fortsatte sin vildfaren frem, hørte så en lyd som et lettere slag, der var efterfulgt af høje råb.

"UD! Af mit klasseværelse! Lige nu!"

Det havde været en kvindestemme og hele oprøret, fangede Estebans interesse. Vejledede ham til en klasse for ældre udvekslingsstudenter, hvor en enkelt trådte ud med et selvfedt smil. Det lyse hår var smukt, men de dybhavs blå øjne af Estebans, fandt hurtigt frem til selve mandens ansigt. Han tog skridt frem, følte blodet af en dæmon suse som små dufte fra ham, som fik Esteban til at lave et lille gib, inden han tog sig sammen og begravede en hådn i de brune tråde, der nærmest flød ud. Denne gang var han ikke kun iført et næsten gennemsigtigt klæde, men faktisk bar han et typisk forretningssuit, de største havde på. Et neutralt sort slips, en hvid skjorte indenunder den gråstribede jakkesæt, hvor det endte ud i helt sorte, kedsommelige bukser og sorte sko. Håret gled tilbage og ned langs ryggen, der standsede lidt længere nede end til skulderbladene.

//jeg beklager ventetiden.//


Razeth stopped kort uden for døren og lænede sig så op af den lukkede dør. Et tilfreds grin stadig på hans læber og tilfredsstillelsen ved ikke længere at være inde i klasseværelset var tydelig at spore i hans holdning samt hans måde at smile på.
Han skubbede sig væk fra døren og kiggede kort ned af gangen. Der var vist ingen der havde hørt eller set noget.. men da han drejede sit hoved for at kigge til den anden side blev han overrasket af en fyr i jakkesæt som bare stod der og kiggede på ham.
Overraskelsen over at se at der rent faktisk VAR andre på gangen og oven i købet én der stod og stirrede fangede ham på det forkerte ben og I de første par sekunder der passerede stod også han bare og stirrede.

Men han kom dog langsomt til sig selv igen og blev opmærksom på den duft som denne person havde over sig… det var, en forvirrende duft. En blanding af mange små partikler som dansede og vred sig mellem hinanden så det næsten ikke var til at skelne den ene fra den anden. Men på trods af denne forvirrende kaskade af forskellige dufte fik han dog til sidst skilt dem ad og konstaterede at denne person. Denne mand. Var et interessant resultat af blandingen mellem to forskellige racer.
Dog måtte han sige at denne blanding nok ikke var helt så fantastisk som visse andre blandinger, men dog var denne ikke mindre interessant af den grund.. de kræfter som kunne komme til udtryk i sådan et lille væsen var altid imponerende..

Selvom Razeth ikke var meget af et socialt væsen og mest af alt hadede små børn og deres evindelige vrælen. Var han kommet til den erkendelse at alle væsener var Guds børn.. Guds skabninger og de skulle elskes og behandles lige.

Suk… Razeth sænkede blikket og kiggede ned i gulvet mens hans tanker langsomt blev formørket af de sædvanlige tanker om hvorvidt han havde nogen som helst ret til overhovedet at tænke sådan. Han var en Dæmon.. Dæmoner tænkte ikke sådan. Han lukkede sine øjne og gemte for en kort stund den isblå iris som gjorde det ud for hans øjne. Han trak langsomt vejret ind og da han udåndede igen rettede han sig endnu engang op og rettede blikket mod denne person som betragtede ham.
Han stak hænderne i lommerne på sine sorte bukser og ventede. Hvis denne person ville ham noget ville han vel tage til tale på et tidspunkt? Og heldigvis for denne mand.. var Razeth rolig.. som de få skyer der var på himmelen…. Indtil videre…