Moonlit Curiousity

Artanis havde i lang tid gerne villet ud af byen og chancen meldte sig da hun fik en uges fri fra arbejdet på hospitalet.
Hun valgte skoven Forêt, det var ikke så langt fra Terre, men det var udenbys.

Uden nogen egentlig grund andet end hendes egen underholdning og for udfordringen skyld havde Artanis valgt at leve sig ind i hvordan det ville have været for 800 år siden, lidt for også at vende tilbage hvordan det var i hendes barndom. Derfor tog hun kun telt og tingryder og lignende med.
Hun havde også fået en skrædder til at så hende en lædder tunic samt lædder bukser og sko. Hun kiggede ned af sig selv og gav et skævt smil over hendes ikke-så-små bryster der tydeligt blev vist frem af den stramme tunic.

Hun satte teltet op og begyndte at finde noget brænde. Der var en masse tørre grene blandt træerne som var faldet ned, knækket som følge af hård blæst.
"Nu mangler jeg bare at finde et sted hvor jeg kan få vand" sagde hun til sig selv "Men jeg vil også gerne undersøge området lidt, og hvilken bedre måde at gøre det end fra luften!"

Det var lang tid siden hun havde fløjet og hun længtes efter at gøre det igen. Hun lukkede øjnene og koncentrerede sig om sin 'indre flamme' som hun kaldte kernen til hendes energi.
Med et lille skub af hendes sind åbnede hun for flammen og slap dens energi løs i hele hendes krop.

Hun mærkede de store, sorte lædderagtige vinger gro ud af hendes ryg, hun kunne mærke den svage varme som det let lysende, lyse-lilla spind afgav da det dukkede op og dækkede hele hendes krop, selvom hun ikke kunne mærke det vidste hun at hendes øjne ændrede sig fra at være relativt normale med pupil, til bare at være dækket af en helt mørke lilla farve. Intet hvidt, ingen pupil eller iris, kun en dyb mørke lilla farve.
Hun kiggede ned af sig selv og var tilfreds over at kunne se hendes læddertunic og bukser væk, erstattet af en lang, næsten, flammende rød kjole, og flammende skulle tages bogstaveligt. Det så næsten ud somom hun var klædt i flammer.

Hun bøjede let ned i knæene og sprang højt op i luften samtidig med at hun lavede et par kraftige bask med vingerne for at skaffe højde.
Det tog hende kun få sekunder at finde en luftstrøm hun kunne lade sig bære på. Ikke lang tid derefter kom hun til en stor sø
"Nu ved jeg i hvert fald hvor jeg kan finde vand, og det er ikke ret langt væk fra mit telt" tænkte Artanis.
Noget på den anden side af søen fangede hendes opmærksomhed; Røg.
Nysgerrigt fløj hun tættere på og lagde kort efter mærke til nogle klipper ikke ret langt væk fra bredden.

Hun nåede helt hen til der hvor røgen kom fra og kiggede ned; Et bål og to personer. Den ene så ud til at være en kvinde med langt rødt hår og den anden en person hvis hoved og ansigt var dækket af en hætte. De sad og spiste, eller rettere, kvinden sad og spiste men den anden person gjorde ikke. Hun fløj en smule lavede men blev ved med at cirkle omkring, over dem. Der var noget ved den hætteklædte person der fik Artanis til at føle at hun delte noget med ham at de havde noget tilfælles.

Hendes mistænksomhed blev bekræftet idet han trak sin hætte tilbage; Hans slatne hår, knoklede fingre og aura af død bekræftede alt. Han var en djævel.
Nysgerrig over de pudsige par dernede blev Artanis ved med at cirkle over dem, spørgsmålet var bare hvornår de ville opdage hende.

En ny energi var nær. Den mindede om hans egen, men den virkede mere primal. En blå flamme tændte i hans hånd og han kiggede vagtsomt omkring, imens han gjorde tegn til Nile om at fortsætte som hidtil. Khá holdt flammen frem men gjorde intet fjendtligt. Energien han mærkede var en mere primal ild. Hans egen var fra det arkane plan. Djævle, dæmoner, elvere, grønhuder. Alt var faldet for den arkane ild. Khá regnede dog ikke med den blev nødvendig her men hellere være sikker

"Kom blot og sæt dem" Sagde han højt imens han gjorde plads overfor dem

Vagtsomt satte han sig tilbage på sin plads. Han havde jo lovet Nile at vise hende noget, så han koncentrerede sig og med en håndbevægelse sprang resterne af haren til live. Han fik den til at snuse lidt til Nile og hoppe lidt nysgerrigt rundt inden han lagde den til ro i sin skål igen

"Kom blot og sæt dem" Ordene blev båret til Artanis gennem vinden.
Lettere vagtsom overfor den pludselige invitation besluttede hun sig for at flyve nogle få runder mere. I mellemtiden holdt hun øje med dem og så noget der kunne ligne en lille hare eller... resterne af en hare, hoppe rundt nede ved dem.. Hun var overrasket over hvordan hun var blevet opdaget uden at han havde opdaget hende. Det var tydeligt at han ikke havde ikke kigget op og set hende, så hvordan?.
"Det skader vel ikke noget at flyve derned... De virker ikke fjendtlige " Tænkte hun og begyndte at svæve nedad.

Det tog hende ikke mere end nogle få sekunder at komme tæt nok på til at hun kunne lande. Hun foldede vingerne sammen og landede solidt på fødderne, hun vendte sig om mod djævelen der tidligere havde haft hætten på.
"Godaften" sagde hun "Hvordan opdagede du mig? Jeg ved du ikke kiggede op, det ville jeg have set"

Nile lyttede roligt til ham og nikkede svagt til hans svar"det må du da"sage hun let, hun spidse ører da hun ku hører noget i luften langt over dem dog gjord hum som han sage forholdt sig i ro.
Hun betragtede de flamer der voksede i hans hånd med et nysgerrigt blik da hun ikke var van til den slags.

Ja dette var et mystisk par for normalt ville djævle og elver nok ikke side og hygge snakke langt fra, de ville faktisk nok kæmpe men sådan var Nile ikke og det var derfor hun blot sad og snakkede.

Nile gispede let da hun så haren begyndte at hoppe livligt rundt igen efter at ha ligget død og grillet i skålen"utrolig, jeg forstår stadig ikke de andre"svarede hun ham let, hendes tanker kredsede om personen som var over dem hvad hun farlig? eller var hun venlig og hvad ville hun?? disse ting kørte rumndt i hovdet på Nle lige nu og her.

"Naturen af min oprindelse og mine magiske evner gør også at jeg kan mærke energier der kan være af magisk natur. Derudover har jeg i mange år levet som jaget eller frygtet så man lærer at være vagtsom på mere end en måde.
Mit navn er Khá. Denne unge dame er Nile. Hun er en af de første der har vist mig gæstfrihed så de må forstå min vagtsomhed således at hun er sikker."

Med en simpel gestus gjorde han tegn til at der var plads så hun kunne sætte sig. Da hun ikke var fjendtlig slukkede han flammen igen

"Hvad bringer et væsen af deres natur på disse kanter?"

"Ferie" Svarede Artanis "Jeg har længe gerne villet opleve naturen igen. Jeg savner tiderne hvor man måtte arbejde hårdt for at overleve. Jagt var den eneste måde at skaffe kød på, brændet måtte findes eller hukkes selv og ikke købes. Tiden hvor livet var noget man kæmpede for, tiden hvor livet var en udfordring. Nu føles det bare... tomt" Hun lavede nogle små bevægelser med sine vinger for at ryste et møl af der havde sat sig på dem men blev dog stående, elveren, kunne hun se hun var, havde endnu ikke sagt eller gjort noget.

Khá kiggede på Nile og spurgte nærmest opløftet:
"Vil det genere dem at den unge dame gjorde os selskab?"

Khá var udemærket klar over Nile's skepsis omkring denne type væsen, men hvis hun var villig til at omstille sig for Khá så måske også her.

Det var jo bare at give det en chance. Alle bestemmer jo selv hvordan deres skæbne skal være. Det var Khá et bevis på

Nile sad lidt i sine egne tanker og derfor ikke rigtigt registrede de andre som var rundt om hende, hun havde for et par timer siden været sig selv men nu var her to på hendes grund som hun kaldte lysningen, da kvinden begyndte at lave gestus mod hende vågnede hun let op fra sin egen verden.

Nile løftede hovdet og så kort mod ham før hun så hen mod hende, og smilede venligt"undskyld jeg var vist lidt væk"sage hun let"velkommen til"sage Nile venligt hvorefter så så igen kort så mod ham, hun følte sig lidt mere tryk nu hvor han beskyttede hende.

"De mangler stadig at præsentere dem. Nile her er ikke vokset op blandt sit folk så er derfor ikke som dem, men måske den unge dame selv vil gøre opmærksom på sin ambivalens omkring deres art frøken"

Det generede ingenlunde Khá hvad der stod foran ham. Han havde trods alt set stort set alt. Han var dog forundret over Nile's relativt rolige fremtoning over for hvad hun siger hun hader.

"Men så længe de forholder dem roligt er jeg sikker på den unge Nile vil gøre det samme. Ikke sandt Nile?"

"Jo tak..." Sagde Artanis lettere forvirret. Hun kunne forstå hvorfor djævelen ikke var overrasket eller forskrækket over hendes tilstedeværelse, og udseende, men at elver kvinden ikke virkede det mindste overrasket over at se en dæmon i metamorphosis var en stor overraskelse for hende "Tilgiv mig hvis jeg spørger men, du virker ikke det mindste overrasket over at se en dæmon i metamorphosis flyve ned og lande foran dig? Jeg må indrømme at jeg oftest er vant til at folk ser på mig med en blanding af frygt og forvirring når de ser hvad jeg er. Den her... form, er ikke de mest venlige udseende" Med disse ord trak hun sin indre flamme tilbage fra hendes krop og mærkede hvordan vingerne forsvandt og linjerne på hendes krop langsomt falmede væk og hendes flammerøde kjole blev igen erstattet af hendes lædder tunic, bukser og sko samtidig med at hendes øjne vendte tilbage til at være "normale" øjne med deres blodrøde iris.

Stadig lidt forvirret men på en måde lettet satte hun sig hen til det sted djævelen havde gestikuleret imod.
Da dæmonen afbrød og bad hende om at præsentere sig sagde hun
"I må undskylde mig mine manere, jeg er Artanis, en dæmon, og i er?"

Nile sad lidt forvirret og så rundt på dem begge, hun var vidst ikke helt sig selv lige nu for normalt var hun ikke glad for dæmoner, langt fra de havde pint hende i mange år og det var også derfor hun var som hun nu er.
Nile nikkede let til djævlens ord da det var sandt hvorefter henså lyttede til dæmonen som ikke ku forstå hvorfor Nile var så rolig.

Da hun ar færdig med at snakke kigge nile hen mod hende"jeg har set værre dæmoner end dem, artanis så det er nok derfor, dog er jeg ikke glad for din art. De har skadet mig og min familie nok så jeg håber ikke du ude på noget" sage nile nu mere advarende.

Nile rette sig let op" jeg er Nile og som du nok har gættet er jeg elver, og dette er mit hjem" sage hun let hvorefter hun så spørge på kha for ar se om det hun havde gjordt var godt nok.

Artanis smilede let ved Niles ord. Hun havde ret, dæmoner var sjældent venlige.
"Du kan være rolig Nile, jeg har ingen onde ting i tankerne, jeg vil dog gerne vise dig noget"

Hun rejst sig op og tog et par skridt væk fra Nile "Kig nu godt efter"
Hun vendte den ene håndflade opad og kanaliserede en del af hendes magi ud gennem håndfladen og skabte en flamme. Hun gav den langsomt mere kraft så den blev større og kastede den til sidste op i luften hvor hun slog begge arme bredt ud og flammerne eksplodere nærmest. En lille flammehav svævede over dem alle sammen. Ved at kontrollere kompositionen af den magi der var i ilden fik hun den gentagne gange til at skifte farve. Hvid, grøn, rød, gul, lilla.

Hun samlede armene og samlede alt ilden mellem hendes hænder. Hun samlede hendes hænder til der kun var et lille hulrum og skilte dem stille fra hinanden igen. Mellem hendes hænder var nu en lille flamme.
Artanis gik hen til Nile og knælede ned foran hende og viste hende flammen. Hun sendte en smule mere energi ind i flammen og fik den til at ændre form til et lille rådyr.

"Ild er så meget mere end destuktion Nile. Det er lys, det er energi i sin reneste form. Ild I sig selv er ikke ondt eller ødelæggende, det er kaotisk ja, men sådan er livet. Ild er liv, ild er energi. Jeg er ligesom ild Nile. Mange folk tror at jeg er ond og brutal, at min eneste mål er at ødelægge og dræbe, men det er det ikke. Mit mål er at få folk til at forstå at ikke alle dæmoner er onde" Hun lod flammen gå ud og rettede sig op. "Åh.. Undskyld jeg begyndte at snakke før du fik præsenteret dig selv hr... Oh, og lige en ting. Jeg er 865 år gammel, så din tidligere kommentar om "Unge dame" er vist lidt upræcis" tilføjede hun med en let drillende tone, henvendt til djævelen.

"Sandt nok, jeg er selv i dette liv ca 400 år gammel. De viser en visdom Nile kunne have brugt sidst hun stødte på deres slags. Men Nile har budt dem velkommen så selvfølgelig er de det"

Khá nikkede anerkendende til Nile over hendes ro og dannede selv en blå flamme og formede den som en lille drage der dansede rundt mellem Nile og Artanis.

"Min egen flamme er anerledes end deres, men principperne er de samme. Energien der bliver brugt er bare anerledes. Dette er en gave givet til en hver af min slags. Jeg er den sidste i rækken. Jeg brød med mine herrer, og blev min egen herre. Magten har jeg endnu men forbandelsen ved det ser de foran dem"

"Jeg takker for at være velkommen" sagde Artanis henvendt til Nile og vendte sig så mod djævelen "Jeg vil også tilføje at jeg kan mærke på din flamme at den i sin kerne er anderledes en min. Jeg trækker min kraft fra flammen der holder til i mig selv og slipper den løs i form af ild. Men din... Jeg har hørt om den men aldrig set den før. Arkan energi der antager form af ild. Du trækker din kraft fra strømmene af ren magi der løber overalt, også inden i dig selv. Jeg må sige det er fascinerende men... Du har stadig ikke fortalt mig hvad du hedder"

"Jeg beklager. mit navn er Khá. som du sikkert så før har jeg også kontrol over døde. Ja der er ikke ret mange arkane hemmeligheder der er gemt for mig. Det har været det jeg har brugt min tid på i nogle hundrede år og i aften gør jeg Nile selskab med fortællinger fra mine rejser. Jeg har netop fortalt om mit besøg hos nogle af hendes folk. Jeg har nydt godt af hendes gæstfrihed og hendes manerer fejler heller ikke noget, men forståeligt nok er hun meget forsigtig her ude"

"Hvis i kan tillade det vil jeg gerne blive en tid og hører hvad i har af historier. Måske kan jeg så bidrage med en historie af mine egne" Artanis kiggede fra Khá til Nile og lagde mærke til at Nile, selvom hun virkede rolig, viste en smugle ubehag over den pludselig opdukken af en dæmon.
Artanis smilede ironisk af situationen. At gerninger af hendes art var den eneste grund til nervøsiteten der hjemsøgte denne elver lige nu.
"Jeg håber at jeg kan overbevise hende om at jeg intet ondt har i sinde" tænkte hun højlydt tilføjede hun "Og Nile. Eftersom du er elver så har du adgang til lys magi. Husk på at det er en af dæmonernes svagheder. Hold fast på den viden, den vil kunne hjælpe dig, både nu her da du så ved at du vil kunne besejre mig og i fremtiden hvis du skulle møde dæmoner der har fjendtligt i sinde" Hun smilede let og rettede blikket mod flammerne i bålet.

"Selvfølgelig víl der være plads til deres historier ligeledes. Unge Nile her er fascineret af historier. Men jeg må sige det er en noget unik situation. Jeg skulle mene jeg har prøvet det meste, men aldrig at jeg sammen med en dæmon har fortalt historier til en elver der har virket nysgerrig. Jeg synes den unge dame skal hvem der skal fortælle den næste historie. Jeg har jo mange så der skal nok være nogen der kan appellere til en hver smag. for eksempel historien om hvordan jeg er nu"