Offer for fuldmånen

Sted: Havnen.
Omgivelser: Skibe?
Tid: Midnat.
Vejr: Skyet og blæsende fuldmåne.

Vinden rev i den hårdt lidende unge mand som bandene søgte ind imod havnen. Det var nat så havnen var stille. Hver et menneske eller væsen var som vasket bort fra den sorte asfalt jorden i havnen var gjort af. Det sorte vand rystede hårdt i bådende som stod bundet af et flosset reb til molerne. Den blege fuldmåne lyste ned i den unge mands ansigt og insisterede på at han skulle forvandle sig. Lysten til blod voksede også langsomt og sanserne blev skærpede. Med faste skridt gik han imod vinden og over imod bredden. Vandet afspejlede den mørke himmel og slugte alt hvad der hed håb. Arthur skreg et smerte skrig og søgte i ly omme en kasse sild. Sildene havde stået der længe, kunne Arthur lugte. Galskaben voksede og Arthurs hårvækst blev kraftigere. Neglene voksede sig lange og tænderne blev skarpe. De runde pupiller blev aflange og den unge mand udstødte dyriske lyde. Stærkt rodede bandeord kunne akkurat tydes fra hans mund. Hans ører blev langsomt spidse og ordene mere utydelige. En sidste håndfuld ord blev kastet ud inden galskaben tog over "Jeg hader engle". Da begyndte hår springe udover hele hans krop. Knoglerne voksede hurtigt imens de langsomt ændre form. Kraniet blev mere og mere aflangt i takt med at hans næse blev våd og læderagtigt. Den unge mand var ikke et menneske længere. Det var synligt. Hans tøj revnede og afslørede alle varulvens muskler. Kløerne voksede ud til 20 cm i længden og to i bredden. ”Grgghh...” udstødte bæstet og rejste sig op i sin fulde højde. Som varulv målte Arthur tre meter og var derfor noget af et uhyre. Et gevaldigt brøl lød og Arthur var færdig udviklet. Varulven sprang op på kassen af sild og spejdede efter noget levende, noget med blod. Noget han kunne fortære, skade og flænse. En rådden lugt kunne lugtes i det fjerne. Vampyr. I Arthurs næse lugtede vampyrer som rådne lig og var derfor nemme at lugte. Denne zombie, eller vampyr var yngre end andre vampyrer. Kroppens lugt gjorde tegn til at væsnet var sidst i tyverne men sagtens kunne ligne en der var langt yngre. En knurren lød stærkt fra Arthur som spejdede efter vampyren. Hans syn kunne se langt som varulv men efter lugten at dømme lå vampyren enten skjult eller var et par kilometer væk. Arthur troede mest på det første. Men hvor gemte vampyren sig? Uhyret sprang ned på asfalten og udstødte et voldsomt brøl. Mørket var intet problem for ham at se igennem i ulveform. Som en hver anden varulv havde han et mørkesyn der tillod ham at se i selv de mørkeste gyder. Klodset tunsede ulven af sted efter lugten. Han glædede sig blot til at bade sine kløer i vampyr blod og slukke lyset fra skabningen.

En mur til bådehuset ude på spidsen af den lange bådebro, blev lyst op af et blegt lys fra en nærliggende lygtepæl. En skygge, der startede med at være lille og sammenkrøllet, kom til syne på væggen. Den blev større og omridset blev tydeligere. Hale, ører, en krummet ryg, tynde ben. Kat. Og ganske rigtigt, spadserede en nydelig og velplejet kat rundt et par meter fra bådehuset, der stank langt væk af gamle fisk. Den blev ikke påvirket af hylene fra et eller andet nær den. Faktisk lod den slet ikke til at lægge mærke til det. Med halen højt og med selvsikre skridt, formåede dens trædepuder hele tiden at ramme det rigtige sted. Forbi pytter med grumset vand, ruller i asfalten og ragelse, som bådejerne havde efterladt til mågerne. Skyggen på muren blev mere utydelig for hvert sekund der gik, og til sidst forsvandt den helt. I mellemtiden blev hylene og lydene der skabte bandeord højere, og katten kunne ikke undgå at lytte til dem.
Med et elegant spring, kom katten fra den uhumske asfalt til en smal pæl, hvor rebet, der sikrede sig at båden blev hvor den skulle være, sad bundet godt fast. Derefter spankulerede den videre, fra pæl til pæl, indtil den nåede enden af bådebroen. En dyrisk lyd, hørtes fra et sted nær katten, der havde valgt at sætte sig på den sidste pæl, mens dens hvide hale viftede irriteret mod pælen den sad på. De store lyseblå øjne stirrede ud i mørket, og når alt kom til alt, så den ret blind ud. Den stirrede bare, uden at sige en lyd. Af og til flyttede den en smule på ørerne, men mere skete der ikke, før en højere dyrisk lyd hørtes igen. Og så kom lugten. Stanken… Varulv…

… Flashback…

”Du siger det ikke til nogen, vel?” En ung dreng stirrede ud i luften med store blå øjne. Hans blik søgte efter en anden person, der burde være til stede. ”Nej, selvfølgelig ikke.” En ny stemme, der kom fra en person der stod med ryggen til i et hjørne, viste sig at være fra en kvinde. ”De har ikke brug for at vide, hvad du er…” Hun vendte sig om, med et tomt blik og blodskudte øjne. ”… Eller rettere hvad du bliver til…” Den unge dreng lå på en briks i et stort hvidt rum. Han forsøgte at sætte sig op, men et massivt bælte om hans liv, der fastgjorde ham til briksen, gjorde det umuligt. ”Hvad hvis de finder ud af det?” Han opgav at sætte sig op, men det holdt ham ikke fra at snakke. Aidan, den unge dreng, virkede rædselsslagen. Svedperler dryppede ned fra hans pande og hans vejrtrækning var uregelmæssig. ”Så kan du godt forberede dig på en omgang sølv…”

… Flashback slut…

Og så skete det hele meget hurtigt. En forvandling, et utilfreds hvæs og så var katten ikke længere en kat. I stedet for den smukke siameser, stod der nu en ung blond kvide og balancerede på pælen. Hun satte af og stod meget kort tid efter på jorden. Hun bekymrede sig ikke om den store mangel på lys der var. Hørelsen var mere end perfekt, synet fra urealistisk godt og sanserne var flere gange bedre end menneskers. Hun havde intet at frygte, selvom en hvis varulv tonsede mod hende.
Lydia trådte selvsikkert et par skridt fremad, uden at frygte hvad der ville komme. Hun satte håret op i en knold, lagde taxi-førerhatten fra sig og da hun fik øje på den store varulv, blomstrede et skævt smil sig frem på hendes læber. Smilet var koldt og frygtløst og da et skadefro og sindssygt grin forlod hendes mund, blev smilet kun mere selvsikkert. Hun var ikke sulten efter blod, tvært imod. Det eneste hun var sulten efter, var en lille leg.
”Skal vi lege … vovse?”

”Skal vi lege vovse?”. Han havde hørt de ord tusinde af gange før. Vampyres humor var virkelig ikke god. Bare irriterende. At vampyre kunne være så øretæveindbydende var virkelig skørt. Bæstets kløer voksede sig lidt længere og dyrets umenneskelige vejrtrækninger ødelagde freden omkring havnen. Vreden voksede uafbrudt og ulvens galskab voksede for hvert skridt Arthur tog imod den forbandede skabning af ådsel. Varulven savlede om hele kæben og sjaskede pelsen til. ”GRRRRRR” udstød monsteret og begyndte at løbe. Tilsidst spænede den pelsklædte dræbermaskine over imod vampyren. Da muligheden brød sig overfaldede kæmpeulven vampyren og lukkede kæberne om livet på den. Han begravede kun tænderne til de ikke kunne ses længere. Det ville sige at hans tænder var højest ti cm boret ind i kvinden. Med den en klo rev han en dyb flænge i vampyrens skulder og åbnede sit gab og slugte blodet. Lysten til blod voksede blot og de gule øjne fik langsomt røde nuancer. Vampyren så stadig levende ud så han kunne få en masse sjov med den. Han løftede hovedet tæt på hende og brølede alt hvad han kunne. De sidste rester af blod blev slugt og skærpede sanserne. Det var ikke kun vampyrens blod han nu kunne lugte.
Insekter og væsener langt væk blandede sig i blodlugten. De nye lugte fristede Arthur han kunne gemme vampyren til senere. Men først måtte han være sikker på at hun ikke ville være istand til at flygte... Ulven grinede nærmest og svøbte vampyren i en kappe af savl. De blodige tænder funklede drabeligt i månens skær og gav monsteret en dystert look.

//Sorry for længden//