I skæret fra fuldmånen.

Tid - det er omkring solopgang, så fuldmånen er væk igen.
Vejr - Køligt og fugtigt, dug på græsset og fulge der synger.
Omgivelser - Nothing really. Det er tidlig morgen og lige omkring Thilde er der ingen.
Sted - Skoven.


Thilde lå sammenrullet på skovbunden og trak vejret i små, korte stød. Hendes transformation var overstået og hun var menneske igen. Kort for inden havde hun været en vild og utæmmet hvid ulv. Det var det eneste hun vidste. Hver eneste gang hun forvandlede sig til ulv, mistede hun al erindring om hvad hun foretog sig. Riften på hendes kind og skulder fortalte sin historie, men den historie kunne være mange. Hun kunne have revet sig selv, hun kunne have sloges med en eller anden, hun kunne have rendt forvildet rundt. Hun vidste det ikke.

Alt hun vidste lige nu var, at hun lå nøgen midt i skoven og der var 20 minutters gågang herfra og til hendes hjem. Dog havde hun efterladt noget tøj et eller andet sted. Havde hun ikke?
I takt med at hendes vejrtrækning blev mere og mere normal og smerten langsomt fortog sig, fik hun kæmpet sig på benene. Det var altid en underlig fornemmelse at være tilbage i sin egen menneskelige skikkelse efter en transformation. Alt snurrede rundt og hun vaklede et par skrift fremad, inden hun stoppede op for at orientere sig.

Thildes grønne øjne flakkede rundt og opfangede hurtigt hvor hun befandt sig. Det var ikke så langt fra hvor hun sidst havde været som menneske før transformationen. Et smil sneg sig over hendes læber og hun fik hevet et blad ud af sit hår, imens hun redte det ud med fingrene. Det lyserøde hår dækkede hendes bryster, så hun følte sig ikke så nøgen igen.
Det tog hende ikke særligt lang tid at finde frem til det sted, hvor hun havde gemt en oversized sweatshirt og et par trusser. Hun kunne godt overleve at gå hjem i det, især så tidligt. Godt nok var det fredag, men de fleste ville alligevel være på vej hjem. Fra fest. Fulde. Berusede. Med tømmermænd. Det ville da ikke lægge mærke til hendes lette og unormale beklædning.

De bare tær mod skovbundens faldende blade. Det var sensommer. September. Det var ikke længere så varmt, det var køligt. Især i de tidlige morgentimer. Thilde fik en lyst til at se solen stå op, der kunne umuligt være mange minutter til. Langsomt bevægede hun sig mod skovens udgang, den der vendte mod øst. I østen stiger solen op. Så meget huskede hun.
Hun kunne have løbet mod skovens udgang, men hun følte ikke for at være uforsigtig. Lige nu var hun sårbar. Der skulle intet til før end at man havde hende i sin hule hånd. Hun var udmattet, hun var både fysisk og psykisk udkørt. Det tog hende altid dage at komme sig over en transformation. Hun havde kun været varulv i et år eller noget deromkring.

Tågen var begyndt at lette. Træerne stod tydeligere og solen var i gang med at bryde igennem det ellers så tygge lag. Græsset kildede hele hans krop mens han rullede rundt i det.
Der var en gren der knækkede og han satte sig op for at finde lyden. Pludselig var solen væk og mørket snoede sig rundt. Endnu en gren knækkede og en skyggede hoppede frem fra det voksende mørke. De skinnende sorte øjne stirrede ind i hans og kløerne glimtede som var de oplyst af et indre lys.

Zakariya satte sig op i en krampe-agtig forskrækkelse med armene foran sig som for at beskytte sig imod noget. Hans skinnende blå øjne sprang fra træ til træ. Brystkassen hoppede hurtigt op og ned for at kunne følge med hans hektiske åndedræt, som hurtigt faldt, da han opdagede at der ikke var noget sultent monster for at æde ham. Først da blev han opmærksom på at han var nøgen som den dag han var blevet født.

Da adrenalinen, fra hans fantasi angreb, var forsvundet ud af hans system, trængte en gennemborende spids af smerte ind i baghovedet på Zak. Han kendte følelsen godt og havde oplevet den så mange gange før… Så hvorfor skulle den blive ved med at gøre så fandens ondt?
Det havde været fuldmåne i går. Så meget var synligt for ham, eftersom han oplevede det flere gange om året. *Herligt… Jeg er endnu engang ude i skoven og jeg er nøgen…*

Zak havde aldrig været særlig god til at kunne gætte sin gale omgang når han var i sin mere behårede form, så han havde hurtigt opgivet. Til gengæld kunne Zak nogenlunde huske hvad der skete når han var i ulveform… Sådan da.
Under smerte udbrud fra hele hans krop kom han op på sine vaklende ben og stod der et sekund inden hans geleben gav efter under ham og han faldt ned på jorden igen. Og blev opmærksom på de nye erhvervede rifter han havde på sine arme… Måske havde drømmen ikke været kun en drøm.

Langsomt, men sikkert, kom Zakariya op på benene. Man skulle tro at hvis man havde været Varulv i over 6 år, så burde der være kommet noget tolerance imod det… Men sådan var verden selvfølgelig ikke indrettet.
Han kiggede op på himlen og kneb øjnene lidt sammen. Solen var på vej op, så det kunne ikke være særlig langt ud på dagen, chancen for at møde nogen var ret lille, men den var der og han havde mødt folk under mindre sandsynligheder…

Thildes gang fortsatte i flere minutter. Hun var alene i skoven og kun fuglene lod til at ville stå ved deres eksistens denne morgen. Ikke en eneste ræv, ikke et eneste egern var at spotte mellem træerne. Rådyrene var heller ikke at se nogle steder.
En sjælden ro sænkede sig over hende mens hun fortsatte gennem skoven. Hun følte sig som i midten af et eventyr. Alt virkede perfekt, alt virkede overskueligt og skønt - til trods for hendes skader.

Mens hun gik opdagede hun flere og flere skader fra natten. Hendes arm gjorde ondt. Måske den var skubbet af led? Ej, så ville smerten være voldsommere. Hendes ben var ømme og blod havde tegnet en fin, ujævn stribe ned af hendes læg. God damn. Spidsen på en tot af det lyserøde hår var farvet rødt at blodet fra hendes skulder. Dumt.
Hendes brystkasse havde også fået et slag. Hun var næsten sikker på at hun havde været oppe og slås med en anden ulv. Var der virkelig en anden ulv her i skoven? I så fald måtte den stadig være her - bare i sin menneskelige form. Var det mon en hanulv eller en hunulv? Oh god, hvis det var en anden hun. Bitch fight.

Hun havde bevæget sig hen mod udkanten af skoven og manglede kun få meter, da en skarp lugt fangede hendes opmærksomhed. Det var den anden ulv. I nærheden. En pludselig hovedpine skar gennem hende og hun måtte lukke øjnene for at holde koncentrationen. Hvem var det? Det var en han. I sin menneskeform. Kun nogle 100 meter væk. Han kunne sikkert lugte hende. Ville han opsøge hende? Ville han være fjendtlig eller venlig?
Thilde skar ansigt af smerte og forsøgte at skubbe den på afstand. Hun var begyndt at bevæge sig mod lugten. Hendes skridt var usikre og vaklende, men hun kom fremad. Øjenene var stadig lukkede og det var et under at hun ikke gik ind i noget.

Den skarpe dunst af en anden vareulv skar sig igennem hovedpinen og gjorde Zakariya helt klar i hovedet… I 2 sekunder og så var hovedpinen tilbage og slørede det hele igen.
Men i de 2 sekunder, drejede han rundt så hele kroppens vendte imod Varulven og han stirrede stødt ind blandt bladende for at se varulven. Duften fortalte ham at det var en kvinde, ikke særlig gammel og at hun var på vej imod ham. Hvad duften ikke fortalte ham, var om hun ville prøve at slå ham ihjel, var venlig eller ligeglad… Personligt håbede han på at hun var venlig og havde noget tøj han kunne passe.

Zakariya stavrede højlydt hen til det nærmeste træ for bare at have noget at læne sig imod. Det var noget han bare bildte sig selv ind, men hovedpinerne formåede altid at overgå hinanden hver gang de dukkede op. Da han nåede hen til træet gav hans ben, igen, efter under ham og han endte med at få revet huden op på skulderen og noget af ryggen da han satte sig, eller rettere sagt: væltede, ned for at sidde klar til varulven.

Den fremmede Varulv ville, med lidt god velvilje, kunne se Zakariya før han kunne se den, og de ville se en nøgen 27 år gammel mand. Han var veltrænet, ikke så der bulnede muskler frem alle steder hvor der ikke burde, bare sådan så man kunne se at han var i form og havde nogle muskler. Brede skuldre, smalle hofter og i det hele taget et godt udseende. Og veludrustet!
Ansigtet havde nogle få rifter, som ville forsvinde i løbet af de kommende dage. Det havde en stærk og markeret kæbe, skægvækst lidt over det hele, nogle små tynde læber, en svagt bøjet næse, efter et slag fra en fuld fyr slog ham uden nogen grund og hans skinnende blå øjne som havde den samme nuance som havet når solen ramte det helt rigtigt. Håret var længden lige før det var så langt at det faldt ned foran øjnene og havde en farve der var en snert fra at være blond, men stadig var brunt.

//Done, og ignorer denne post^^' //

Thilde fik bevæget sig så langt frem, at hun nu var synlig for den anden varulv. Hun havde ikke tøvet et eneste øjeblik, hvilket måske havde været dumt. Til trods for at væsnet var i nogenlunde samme tilstand som hende selv, så ville personen godt kunne være en psykotisk morder - der slog ihjel både under og efter en fuldmåne. Who knew? Dog ville hun snart finde ud af hvilken person hun stod overfor.
Han befandt sig i en lysning, hvor der var en del plads. Thilde havde placeret sig i udkanten mens at den anden ulv sad op af et træ, et par meter fra hende. Han så ikke ud til at være i den bedste tilstand. At han var nøgen rørte hende ikke. Når man vidste hvorfor, så virkede det som et ligegyldigt faktum. Han var ældre end hende, ikke meget men nok til at han så et par år ældre ud.

Det tog hende ikke mange øjeblikke før end at hun trak sin trøje over hovedet og kastede den hen mod ham. Den var stor nok til at han ville kunne passe den og han ville næppe have lyst til at gå hjem uden tøj på. Hun strøg fingrene gennem sit hår, der var langt nok til at dække hendes bryster. Det var intet problem for hende at gå hjem sådan.
De store brune dådyr-øjne betragtede ham nysgerrigt. Hun tippede hovedet på skrå og studerede ham bare. Uden et ord. De buttede læber forholdt sig stille, let adskilte så de små, kaninlignende tænder var synlige. Hun havde aldrig brudt sig om sine tænder, men de fleste fandt dem meget søde.
De markerede kindben var normalt understreget af en smule blush, men idag var de nøgne. Hun var bar for makeup - en ting der sjældent skete. I hvert fald når hun var udenfor sit hjems fire vægge. Det var også grunden til at hendes øjenbryn ikke var så markante som de plejede at være.

Hendes krop var en tand for spinkel, maven for flad og hofterne smalle. Hendes skuldre var heller ikke synderligt brede. Arene på hendes arme og ryg var endnu ikke helt dækket af tatoveringer. Det ene sleeve på hendes højre arm var påbegyndt, men langt fra færdigt. Dog virkede hun ikke genert over at stå så blottet over for ham. Hun havde intet at skjule sig bag, ingen facade, intet forsvar.

Stilheden mellem dem trak sig lidt ud mens flere scenarier udspillede sig i Zakariyas hoved. Flere af dem involverede kamp hvor han gennemgik om han kunne slås med hende, hvor hun var skadet og hvorvidt han kunne slås selv med hans skader. Andre handlede om han kunne flygte og kun et par stykker af dem indebar det der skete.
Det at hun smed hendes trøje hen til ham så simpelt, fik ham til at genoverveje hans syn på verden. Alt for mange gange havde han oplevet at andre folk bare lod til enten at være ligeglade med en når man stod uden tøj eller også reagerede de aggressivt og truede med alverdens ting.

Han greb ud efter trøjen, men fejlbedømte afstanden og endte lidt med bare at slå ud med hånden og prøve at fange luften… Ikke særlig succesfuldt.
Med øjenbryn hævet i en spørgende gestus, kom han møjsommeligt op fra jorden og fik så fat i trøjen, stod og overvejede lidt om den ville passe, inden han så trak den over hovedet og ned over kroppen.
”Du skulle vel ikke også have et par bukser gemt, eller kunne jeg måske overtale dig til også at smide trusserne herover?” Det blev alt sagt med et drillende smil på læberne og i et ret løst tonefald: ikke noget man skulle tage for alvorligt.
Hvilket var det meste af hvad Zak sagde.

Da trøjen var trukket ned stod Zak i et par sekunder løftede prøvende armene og rystede så hurtigt på hovedet inden den blev trukket over hovedet igen. Han havde et lidt besynderligt drag om munden og lavede et lille kast med skulderen inden han drejede imod den lidt yngre kvinde. ”Det må du sgu undskylde… Jeg tror jeg er lidt for bred og lang til at passe den” Det var vel ikke så underligt eftersom at han var et hoved+ højere end hende og nogle flere cm bredere ved skuldrene, så selv en trøje der var for stor til hende, var lidt for lille til ham.
”Men jeg tror nu jeg overlever” skyndte han at sparke ind, inden han så kiggede hurtigt op på himlen, kneb øjnene lidt sammen for at koncentrere sig om at se om han kunne se noget der fortalte ham hvor i skoven de egentlig var.
”Så nu gætter jeg bare, men havde du en ligeså vild nat som mig i går nat? spurgte han for at jage den små akavede stilhed der langsomt snoede sig om dem mens han stod der.

Thilde havde ikke forsøgt at forudse hvilke udfald dette møde kunne medføre. Hun troede på, at den anden varulv var for afkræftet til en kamp - hvis ikke, ville hun overgive sig med det samme. Gad han ikke spilde sin tid med hendes selskab, kunne han bare smutte igen. Der var vel ikke så meget andet at gøre. Hun udviste en smule venlighed overfor dette ældre væsen ved at låne ham sin trøje. Nu var det jo ikke fordi hun frøs, til trods for at det var koldt. En varulv var jo varmblodet af natur. Det var en lille gestus, der dog sikrede hende at se ham igen. Trøjen skulle hun jo have tilbage somehow.

Hans fejlende forsøg på at gribe trøjen morede hende ikke. Andre ville nok trække på smilebåndet eller måske grine ad ham. Men intet faldt hende ind, hun kunne godt fornemme at han ikke var helt på toppen lige nu. Hvilket hun heller ikke selv var.
Hans drillende spørgsmål svarede hun ikke på. Hun fortsatte bare med at betragte ham. Dog blev hun ikke stødt af hans kommentar, eftersom det var tydeligt at det kun var for sjov.

Trøjen var en herremodel og en størrelse large, hvilket betød at den var flere numre for stor til hende. Hun passede normalt i en ekstra small, hvis det skulle sidde nogenlunde på hendes spinkle krop. Men hun elskede at gemme sig i det store tøj, det fjernede fokus fra hvor tynd hun egentlig var. Efter mange år med spiseforstyrrelser af den ene og den anden slags, havde hun opbygget et yderst bizart forhold til sin krop og mad, ikke mindst. Det svingede fra dag til dag. Nogle gange spiste hun nærmest hele tiden, andre gange holdt hun sig til vand og grøntsager. Det samme med hendes tøj. Nogle dage iklædte hun sig tætsiddende tøj der viste hendes krop frem, mens hun andre dage holdt sig til løst tøj.

Til trods for at hun ikke havde svaret på hans tidligere udtalelser og spørgsmål, så tog hun imod hans forsøg på at bryde tavsheden endnu en gang.
"Jeg husker det ikke, men umiddelbart vil mit svar være ja. Jeg tror endda jeg var oppe og slås - med hvem ved jeg ikke.." svarede hun og for første gang løb der et smil over hendes læber.