Hemmlighederne under fuldmånen (Kuzu)

hans røde hår legede lidt i vinden, mens han stod i skyggerne og så ud på de mange mennesker. der var altid fyldt i sådanne nogle kvarteret. en beskridt pige kom stille gående.. hun var ensom ligesom han. for selvom han ikke turde at sige det højt, havde han følte så fremmed, siden han forlod hende.
men var det ikke kun godt, at han havde gjort?
han vidste at hvis ikke han havde flyttede sig, kunne en frygtelig skade være sket..
hans sygdom havde være mild den dag, kun rørte han ganske lidt, selvom det have været tæt på flere gang, at han mistede kontrollen over sig selv, den dag havde han ikke bare dræbt en, men to unge piger, der lignet dem her så utrolig meget, som ukendte små rotter, der løb i gadernes mørke, men det havde ikke hjulpet, for han kunne stadig se hende for sig, hendes blege hud, hendes læber, de smukke øjne..
men det var kun godt at det var sluttede, for han vidste hvad det ville have været endt med..
noget ganske frygtelig.. han sukkede kort, før han gik ud i lyset af en lygtepæl.. hans sår på siden var ved at hele, kun aftrykke af smerten, var tilbage.. han havde prøvet at klæd sig så normalt som mulig, med en klap for sit gule øje, så ingen lod mærke til det, men det var svært, for hans udseende viste med det samme at han ikke høre til her.
han hørte til ingen steder, han var jo kun en halv dæmon.

boligerne virkede så faldefærdige, så sørgmodig i månens skær. kvinder stod næsten alle steder og hviskede lokkede ord. kaZu så kort på disse kvinder, for han vidste at bag deres smil, gemte ydmygelsen sig, frygten.. frygten for at alt, og ingenting. han så væk igen og op på månen. *ligeså smuk som altid* tænkte han *ligeså smukt som.. hende* han så kort rundt om sig, synes et øjeblik at have hørt hendes latter i vinden.. men der var ingenting.

han havde gået stille i sine tanker, der hans øjne pludselig havde fanget noget. noget ganske speciel, en kvindes tanker, han havde være på vej over mod denne kvinde, der en trådte med ryggen til ham, ind foran. han skulle til at sige noget groft noget til hende, der lyse faldt på hendes ansigt, og han stivende.. kunne tro sine egne øjne, der måtte lyve for ham, men det var sandt, at hende, hvis kærlighed havde brændt sig ind i hans hjerte.. han så kort ned i jorden.. havde lyst til at takke nogen, men hvem, for han troede jo ikke på noget, andet enden sig selv.
kaZu trådte langsom frem af skyggerne og så på hende.. "er det virkelig dig?" spurgte han lavmælt.. det kunne ikke passe..

"er det virkelig dig?" gentog han, før han fik samle sig nok, til at finde sit sælvanlige sarkemiske smil frem.. hvordan kunne det være mulig? han vidste godt at han havde væk længe.. havde hørt rygterne om at hun skulle være død.. hvordan passede det? han rakte forsigtigt sin blege hånd frem, som kunne hun forsvinde hvert øjeblik, som det drømmesyn hun var.. hans finger rørte hendes arm og han frygtede at det bare var drøm ligesom så mange før.. "jeg forstår ikke" begyndte han, og stoppede sig selv.. hvordan kunne det være mulig?

kaZu øjne så ned på hende.. klappen for hans gule gjorde at den del side af hans ansigt virkede mere mørke.. jo, det var hende, det virkelig hende.. men. han så lidt nærme på hende.. hun virkede tøvende, som om noget holdte hende igen.. var det virkelig hende?
det kynisk smil satte sig om hans læber, hans blik så på hende.. "så mange ting" sagde han..
han forstod det stadig ikke.. hvordan var det mulig, at hun skulle være her, når rygterne lød at hun skulle være død? han så hurtigt på hende, tænkte på den gang, hun havde liggede nøgen foran ham.. dengang hans sygdom havde overtage ham.. men bare en enkel nat..
kunne det være for meget at bed om?

kaZu rørte forsigtigt ved sine læber, før det gik op for ham, at hun var væk.. han vente sig og så folk af mænd, kvinder, der styrede sammen i gyden. han så sig kort over skulderen, efter hende. før han styrede hen til manden, der råbte. så kort ind i hans rødrandede øjne.. "se der" råbte han og pegede ind i retning af en mørk gyde. folk vente deres ansigt, og begyndte at løbe som var de gjort af et stykke.. han trak sig hurtigt ind til skyggerne, og kom først frem, der han var den eneste, der var der. kaZu så kort op imod taget, hvor han sidst havde set hende.
hvor var hun nu?

//smutter i seng :D//

kaZu havde fulgt hele scenerig med ligegyldighed, som kun et monester ville bruge..
hvad skulle en ånd også i himlen? han vidste godt et sted at denne ånd slet ikke ville komme langt, det fik ham kort til trække på smilebåndet, som om han huskede et gamle minde.
"jeg har kun så en fortidens spøgelser, hvorfor kommer du ikke ned og hilsner.. vi er jo venner, er vi ikke?" han førte forsigtigt sin ene slanke hånd, der gemt i en mørke handske, op til sin klap for øjet, og rav den. klappen dalende ligesom et blad om efteråret, ned på de kolde brosten. "det var bedre" forsatte kaZu i samme sarkemiske tone. han var sit gamle kyniske romantikteske jeg igen. han lagde hoved på skrå og så op på hende..
"jeg er ligefor ligeglad med problemer" sagde han, der han forstod hvorfor hun ikke kom..
"jeg er har allerede så mange, så et til, gør ikke noget" månen rørte hans ansigt,
så det hele et sekund kunne ses.. de forskellige øjne, de bleg læber, og ikke mindst det mørkerøde hår, månen i alt sin pragt gav en underlig, mystiske farve af rød..
"jeg har vente på dig" sluttede han..

kaZu kunne ikke lade være med at smile, der han hørte hendes kolde tonefald..
"bare snakke med dig, er det da en forbrydelse?" han så op på hende, slikkede sig kort om læberne med sin lange tynde røde tunge.. "du virker så bange, er der noget galt?" spurgte han med en drillede spottende klang.. "jeg er kun en simpel halv dæmon, så du skal da være bange for mig, jeg er jo ingenting" hans violete øje begyndte at dunke svagt, sådan havde det været i månedsvis, uden der var sket noget.. hans gule øje skinnede svagt om kap med månen ..

"hvad er der sket?" spurgte han, og følte sig et øjeblik som Romeo, der stod under balkon op til Julie.. det var irriterende følelse, der fik ham til smile tørt..
"hvis du stadigt elsker mig, hvorfor kommer du så ikke her ned?" hans øjne var lokkende, med et glimt af humor i.. "men hvis du ikke kan lide mig længe og ikke vil tale mig, så gør det ikke noget jeg går igen.." kaZu ventede sit hoved fra hende.. begyndte langsom at stilling til at gå..
men han ventede et øjeblik så tilbage på hende "min kærlighed gælder stadig, ailince."
hans ord forsvandt langsom, som var de sommerfugle, der fløj væk..

//lige en ting til, det kan godt være der går lidt tid, før jeg svare, selvom jeg stadig er online, men jeg fået besked på at jeg lige skal rydde op - . -' jeg skal nok svar tilbage :D//

"jeg kan se, der sket en meget siden, jeg har været væk" han fik nu rasten til at passe ind..
rygterne om hendes død.. alt det andet.. "hvad er kærlighed er for mig?" han tog et skridt frem imod hende.. kunne lide hendes gule øjne, der lignet lidt hans eget.. "det er mange ting, en følelse.. ikke det menneskerne mener med en sus i maven.. men en følelse i hjerte" han så på hende.. det klædt hende egentlig med gule øjne.. "hvad er der sket, har du fået nye kontaktlinser?" selvom hans stemme spottede, viste hans øjne en form for bekymring..
han tog et skridt frem mod hende og rørte forsigtigt ved hendes kind.. "jeg ønsker mig mange ting, især af dig, men lige nu ønsker jeg kun at høre sandheden.." han satte sine læber imod hende, og smagte dem for første gang i lang tid.

"sandhed om hvorfor du pludselig står her med sådan nogle smukke øjne?" han lagde om arme omkring hende og trak hende indtil sit bryst. han mærkede pludselig hendes mørke, der ramte ham som et knytnæveslag i bryste. han så ned på hende, slikkede sig diskret om munden..
tænkte et øjeblik hvad, der skulle blive af dem.. før han igen lod sig fange af hendes øjne..