Hopes. Macha. Hopes. Macha.

Tid: 22.48
Sted: Vi er først liiige et hurtigt kig inde i Antons lejlighed på Quatre, men ender så i Sombre - Parken.
Omgivelser: Træer, græs, bænke
Vejr: Overskyet, månen titter frem bag nogle lidt mørke skyer, vinden er blid og lidt kølig men temperaturen holder sig lun.

Han kørte en hånd igennem sit glatte lange sorte hår. Kastede et blik på klokken og bed sig nervøst i læben og kiggede ned af sig selv. Han var iført en sort-hvid baseball trøje, et par stramme mørke jeans og en sort cap lagt skrå på hovedet. Han rejste sig op fra sengen og begav sig ud i stuen hvor han stoppede op ved synet af Hopes der sad i sofaen og så fjernsyn. "Jeg smutter nu" Sagde han blidt og kløede sig i nakken og gik over til hende, lænede sig ned til hendes ansigt for at give hende et kys på hendes varme bløde kind. Han mødte hendes brune blide øjne, "Vi ses snart. Jeg lover dig at jeg er hurtigt tilbage" han smilede blidt og smurte sit charming smil på sine rosarøde læber som dernæst mødte hendes i et hurtigt blidt kys. Han rejste sig og begav sig hen til døren, åbnede den og kastede et let smil hen til hende. "Elsker dig" sagde han lidt lavt, men til at hun kunne høre det. En varme steg ham til hovedet og han vidste at hans kinder havde taget en rød farve. Pinligt.
Anton begav sig ned af gaden, med retning mod parken. Op fra lommen sneg han en pakke hvid prince op, åbnede den, tog en smøg og stak den i kæften på sig selv. Han rystede, så en smøg ville nok berolige ham OG hans tanker. Op fra selvsamme lomme på sine bukser trak han nu sit kæreste eje frem. Sin lighter. Den var sølv, havde vinger og var så utrolig smuk. Han havde fået den, dengang han fyldte 15 år af sin far, som stolt havde rakt ham sin første cigarut. Tanken om det fik ham til at smile. Hans fader, gud hvor han egentlig savnede ham.... Mekanisk tændte han lighteren og satte ild til sin smøg, tog et dybt sug helt ned gennem lungerne så han kunne mærke det og lod derefter røgen glide ud af hans mund igen. Han stoppede op og lænede sig op af en lygtepæl der blinkede med sit gule lys i det svage mørke. Han var nervøs, tankerne ville ikke lade ham være og uden at han vidste af det havde han allerede røget smøgen færdig, så han stak en ny i kæften igen, tændte ild og håbede blot på at den anden smøg ville hjælpe ham mere end den første havde gjort. Tjo, vidst nok vidste han hvad han havde rodet sig ud i. Men hvad han skulle gøre ved det havde han ingen anelse om. Hopes. Macha. Han bed sig hårdt i læben og tog et sug mere, mærkede den beroligende følelse i hele kroppen. Det hele skulle nok gå, bildte han sig selv ind. Hans forstand tog ikke meget af denne bemærkning, for sandheden lå lige forud for ham. Fordi det hele ville ikke gå, ikke i længden, overhovedet..
Han begyndte at gå igen, nåede parken og kiggede forud sig. Der stod en lille skikkelse blot 50 meter væk. Det var Macha. Han skodede smøgen i jorden, og begyndte at gå hen mod hende. Nervøs. Spændt og stum.

Hopes havde bidt mærke i, at han, Anton, havde opført sig mærkeligt. Hele aftenen, dagen. Nervøs? Han havde rumsteret rundt inde på værelset, hvorefter han var kommet ud til hende; sagt farvel. Han skulle mødes med en ven. havde han sagt. Hun havde troet på ham, havde. Men det virkede som om, at det var noget mere bag.
Hun havde mærket hans blide læber på hendes kind. Havde rødmet en smule, og sendt ham et smil. Dånede en smule ved hans charmerende smil, "Ja, ja.. Ta' det nu bare den tid det tar'!" Havde hun sagt, men havde hun ment det? Mest af alt ville hun gerne have haft, at han var blevet. Været hos hende. Der lå en uro i hende, som hun ikke brød sig om. "Jeg elsker også dig," havde hun sagt.
Da han var gået, og hun ikke længere kunne se ham nede på gaden, begav hun sig ind i soveværelset. Det hele lignede sig selv. Der var ikke noget mistænkeligt, ikke noget der lå fremme, som han kunne have glemt at lægge væk.. Hun drejede om på hælen, og skulle til at gå ud, men stoppede så op; skuffen. Der fór et sug igennem maven på hende. Det kunne vel ikke skade, at tage et lille kig, vel? Og dog... Han ville nok ikke lægge mærke til det.
En smule tøvende listede hun nærmest hen til gardaroben. Åbnede forsigtigt lågen, og så søgende rundt. Hun vidste ikke hvad der ventede hende, og ønskede et eller andet sted heller ikke at vide det. Forsigtigt skubbede hun lidt af hans formelle tøj til siden, og synet af skuffen sprang hende derefter i øjnene. Med en rystende hånd trak hun den ud, så på indholdet. Nogle gange havde en kort fortalt, hvad skuffen indebar, men kun kort. Derfor vidste hun også, hvad der sådan nogenlunde skulle være. Øverst lå der et brev. Kuverten var skrevet med en nydelig sirlig skrift. Hopes' mave trak sig sammen. Ud fra datoen at dømme, var brevet forholdsvis nyt.
I en hurtig bevægelse tog hun det til sig. Åbnede det forsigtigt, og læste det. Hun skulle ikke læse hans breve, det vidste hun godt. Kort tvivlede hun på, om hun overhovedet ønskede at læse det til ende, og bare lade som ingenting!
"Sombre, Parken," stod der.. Datoen og mødetidspunktet passede.
Hurtigt havde hun fået pakket tingene tilbage. Bortset fra brevet, som hun forsigtigt lagde i lommen.
Hun måtte efter ham. Få en forklaring.

Hun stod bare stille. Nød hvordan at den friske sommervind begyndte at lege omkring hendes løse krøllede lokker. Det var som om at hendes hår var blevet en hel del mørkere end det plejede. Og samtidig var det meget muligt også blevet længere. Nu nåede det hende næsten helt ned til hendes hofter. Hun havde ikke haft i sinde at klippe det. Hun havde bare ladet det gro som det gjorde. Månelyset blev svagt genspejlet som sølv i det glansfulde sorte vandfald. Hun tog en dyb indånding og man kunne nemt se hvordan hendes brystkasse hævede sig under den løse hvide top hun havde påført sig sammen med et par almindelige jeans. Hun kunne mærke hvordan hendes hænder meget svagt rystede. Hvorfor var hun nervøs? Der var da ikke noget at være usikker omkring. Hvad kunne det værste være? Kraftigt løftede hun på hovedet og i et splitsekund fik hun igen klaret sit hoved fra indviklede tanker. Mødet var sikkert. Hun var spændt. Og allerede som den svage lugt af tobaksrøg nåede hendes lugtesans begyndte hendes hjerte at banke en lille smule mere. Igen inhalerede hun godt med luft og pustede det tungt ud igen. Han nærhede sig. Og der gik heller ikke længe inden hun kunne høre hans skridt bag sig. Eller hun ville mene det var ham.
Forsigtigt så Macha sig over skulderen. Lod sine blodrøde øjne se direkte mod ham. Hun fik hurtigt øje på ham. Mørket var intet problem for hendes syn. Og kontaktlinserne gjorde det muligt for at hendes verden ikke var sløret. Hun kunne et øjeblik ikke lade være med at bare stå og de på ham. Han var smuk. Som altid. Han havde ikke forandret sig. Lignede sig selv. Et stort smil fandt så endelig sin plads på hendes bløde læber. Hun fik samtidig vendt sig helt om så hun stod mod fronten mod denne han-engel. ”Anton!” Der gik ikke længe inden at hendes fodtøj var blevet sat i gang og hun stoppede ikke med at løbe til hun nærmest sprang hen over ham. Med armene omkring hans nakke og sin krop presset godt ind mod hans. Hun kunne ikke lade være med at være lidt overrasket over at han faktisk var kommet. Men stadig var hun overglad over at han var her. Langsomt begyndte hun igen at slippe ham. Stillede sig helt ned og så på flad fod igen. Men hun slap ham ikke helt. Hendes hænder gled blidt ned langs hans arme indtil at de nåede hans hænder. Hun tog let fat i dem og så nu mere mod hans ansigt. Søgte hans øjne. ”Jeg.. Jeg har virkelig savnet dig.” Det var virkelig noget af et syn når denne lille blandingsrace stod og smilede. Man ville næsten ikke kunne tro at hun havde en del af de nattelige jagtvæsner i sig. Lige når man så bort fra den blege hud og de røde øjne. Stille og roligt blegnede hendes smil en smule og hun rettede forsigtigt blikket lidt væk. Som var hun flov. ”Du må undskylde.. at jeg bare forsvandt.” sagde hun stille og fik så igen rettet blikket mod Anton. Smilede skævt og lagde hovedet let på skrå. Som søgte hun tilgivelse. ”Jeg har savner dig..rigtig meget..” lød det igen og med de ord fik hun igen rejst sig lidt op på sine tæ’r og nærmede sig hans ene kind. Men stoppede lige inden hendes læber ramte i et kys. Og hun tøvede heller ikke med at trække sig væk igen. Han duftede….anderledes.

Anton nærmede sig hende. Stoppede op da hun så sig over skulderen, han smilede lidt kejtet og blev deres overfaldet af hende i en kæmpe omfavnelse. "Heeey prinsesse" grinte han med sin klare fine engle latter og holdt hende ind til sig hvprefter han plantede et kys i hendes sorte bløfr hår. "Jeg har også savnet dig... virkelig meget" hviskede han i hendes øre mens han indåndede duften af lavendel fra hendes hår, vidunderlig duft. Han slap hende og smilet på hans rosa røde læber var ikke charming, nej det var nu mere kejtet og genert og hans kinder havde taget farve som en rød rose. Pinligt på alle måder. Han kløede sig let i nakken og lagde hovedet på skrå. "Det er okay, men.. hvor var det nu liige du var henne?" spurgte han og bed sig kort i læben. Han rystede, nu endnu mere end før. De to smøger havde da overhovedet ikke virket...
Han mødte hendes røde smukke øjne der skinnede i lyset fra månen, hun var så smuk så det var helt vildt. Han kunne ikke fjerne sine øjne fra hende. Det var umuligt. Han betragtede hende fra top til tå. "Dit hår er blevet længere, er det ikke?" spurgte Anton og pegede på hendes lange krøllede lokker. Han rømmede sig lidt. Tankerne i baghovedet ville ikke lade ham være. Skulle han sige noget? Eller lade vær? Han trak vejret dybt og sagde så "Jeg skal forresten have snakket med dig" ordene kom sådan halv langsomt og kvalt ud. Han gjorde et sving med hovedet for at fjerne håret fra hans brune dådyr øjne der kiggede ind i hendes med en lidenskabelig glød. "Du er forresten virkelig smuk i aften, prinsesse.." han smed en lille sød kompliment, fordi hun havde fortjent at vide hvor smuk hun så ud, hvis hun ikke allerede vidste det? Han tog begge hendes hænder i sine og sendte hende et sødt charming smil. Prinsesse... Et kælenavn hun havde fået omkring 170 år tilbage og det hang stadig ved, men hun havde heller ikke ændret sig så meget siden da. Eller jo, hendes lækkerhed måske... Han kiggede stadig på hende, lukkede verden ude omkring dem. Hvor havde han savnet hende!

Hopes trak vejret helt ned i maven. Gik ud af soveværelset, og ud i entreén, hvor hun tog sin frakke; strammede bæltet om maven, i en hurtig bevægelse. Døren smækkedes bag hende.
Da hun trådte ud på gaden, blev hun modtaget af en kølig brise. Hun sank en klump, og betragtede gaden, som den ligepludselig virkede så uendelig lang. Hvad fanden havde hun egentlig gang i? Hun spejdede atter rundt, for at se om der var nogen, og blev derefter til sin ulveskikkelse: En hvid blød pels, men stadig med de dybe, mørkeblå øjne. Hurtigt fik hun færden af Anton. Hun gik i et hurtigt tempo mod Sombre. Hendes poter var lydløse mod asfalten.
Det varede ikke lang tid, inden hun var ved Sombre. Hun var blevet nervøs. Hun havde ingen idé om, hvad der var hende i vente, og dog... Ulven sank en klump, og gik lidt i sine egne tanker, indtil den begyndte at hører stemmer. Hopes' kiggede rundt, fik øje på to skikkelser. Den ene var Anton, og den anden måtte være hende pigen, Macha. Hun snusede lidt. Hvis det havde været lidt lysere, ville man kunne ane en smule rædsel i hendes øjne. Vampyr?
Hurtigt, listede hun over i den nærmeste busk; faldt i ét med den.
Iagttog dem nervepirrende.

Macha forstod ikke helt den anderledes duft der var over ham. Nok vidste hun at folk blev påvirket af andre folk omkring sig. Men denne her var meget indtrængende. Som havde den været der længe. Og virkede den ikke bekendt? Havde den også være der inden hun var forsvundet? De gengældte ord om savn gik dog lige ind og slog hende over på noget andet. Varmede omkring hendes kolde krop. Som et tæppe foran en pejs. Behageligt. Hun havde helt glemt hvor dejligt det er når folk har det ens. Hans rødmen der farvede hans kinder synes bare at få hendes smil til at komme mere frem igen. Det havde hun i hvert fald savnet. Han kunne altid få den blussende rosa farve frem meget nemmere end hende. Og mere kraftig. Men forklaringer til det jo mere i det biologiske samfund. Der var forskel på Anton og hendes tilværelse af race. ”Jeg… Det er ligegyldigt. Jeg er jo her nu. Og bare rolig. Jeg skal nok lade være med at stikke af igen uden at sige farvel. Tro mig det var hårdt ikke at vende omkring..” sagde hun måske en smule nervøst. Selvfølgelig fortjente han at kende til de ting hun havde lavet. Men ikke nu. Der var tid nok. Lige nu ville hun bare leve i nuet og stå og holde den skønne øjenkontakt til den smukkeste engel hun havde mødt.
”Ja. Jeg er jo ikke helt død. Så det vokser stadig. Med lynets hast.” En svag latter forlod roligt hendes strube som en afslutning på hendes sætning. Han var altid typen der lagde mærke til de små ting. Han kunne finde bare den mindste lille skramme på hende lige meget hvad. Så observant. En af de ting hun holdt meget af. ”Hey! Nu vi snakker om hår.. Hvorfor skjuler du det dog?” I et snuttag havde hun fået hevet cappen af hans hoved. Og hendes øjne betragtede kort de strittende sorte hår inden hun atter tillod sig at se ham i øjnene. Men smilet gik igen hen og fadede. Men det var der stadig. ”Ja? Hvad er det?” Selv havde hun ting hun ville snakke med ham om. Men intet alvorligt for hendes side. Ikke i hendes øjne i hvert fald.
Åååh! Det kælenavn havde virkelig en effekt på hende. Hver gang han sagde det var det som om at hendes verden blev klarere. Hun elskede når han sagde det. Fik hende til at tænke på de små børnedrømme som de havde siddet og snakket om under det store egetræ. Og igen.. gav hans kompliment en god drejning. Og var det ikke en lille smule glød der dansede over hendes kinder et øjeblik. Lige indtil lugten igen overtog. Men den var skarpere på en måde. Men i hendes vildige opmærksomhed af Anton var det svært at sætte et ord på den..

Han tippede lidt frem og tilbage på foden, betragtede hendes skønhed. Han turde ikke sige noget. Han bed sig hårdt i læben, lagde armen om livet på hende og trak hende helt tæt indtil sig. Han lagde forsigtigt panden mod hendes og søgte hendes glinsende røde øjne. Næsernes tip rørte hinanden, han førte hovedet tættere hendes, så deres læber var få centimeter fra hinanden. Han trak vejret lidt tungere, lod hånden nusse hendes talje. Mens han så hende ind i øjnene, med et blik der glødede af begær. "Hvor har du været?" Han lagde hovedet lidt på skrå, betragtede den mørkerøde farve i hendes øjne. En hånd kørte op af taljen på hende, strejfede kort hendes bryst på vej op mod hendes porcelæn hvide kind, hvor den fandt plads. Han havde virkelig savnet hende. Han lod sine læber strejfe hendes men han sagde "Og har du savnet" han holdt en kort pause, "dét.." hans blik blev mere intenst, mens han trak hende tættere. Med dét mente han blodet, hans blod. Det ville være en løgn, hvis han sagde at han ikke havde savnet det, også selvom at han fandt det lidt bizart, at han kunne lide det. Mon det var fordi at han vidste at hun nød det? På en seksuel måde? Han lagde hovedet til den anden side og lod læberne kort strejfe hendes igen, hvorefter han smilede sit charming smil.

Hopes spærrede øjnene op. Hun gik nogle skridt baglæns, chokeret. Hun væltede tilbage i buskaset, og blev forvandlet om til sig selv igen. Hendes hænder rystede en smule, da hun førte dem op til munden i et gisp. En tåre kom frem i øjenkrogen, og hun kunne ikke rigtig finde ud af, hvad hun skulle gøre af sig selv. Havde Tio hele tiden haft noget kørende med en anden, eller var det først lige startet. Nej, det kunne være hende, som var kommet ind midt i noget før og... hun kunne ikke finde ud af det. Langsomt, og lydløst, fik hun rejst sig op igen. Hun tog en dyb indånding, og tørrede de våde øjne med bagsiden af den ene hånd. "Anton..." Langsomt kom hun frem. Kneb øjnene sammen, bare for at se, om det nu var ham - selvom hun godt vidste, at det ikke kunne være andre. Hun så skiftevis på pigen, som hed Macha, og Anton. Hendes mund formede ord, men de kunne ikke rigtig komme frem.

Den pludselig seksuelle opspænding der var omkring dem påvirkede skam også Macha. Hun var selvfølgelig overrasket. Hun huskede stadig den nervøsitet der havde hængt over dem begge inden hun var forsvundet. Det var som om Anton havde ændret sig. Bare en tand. Ikke meget. Og ikke noget super markant. Men den var der. Og hun havde ikke specielt meget imod den. Det fik ham pludselig til at virke mere som en mand. Og ikke den dreng hun havde stået foran før. Men det var ikke undrende at hun var bare en smule overrasket over at se den før genert dreng, være en mand der vidste hvad han ville have og hvordan han skulle få det. For det gjorde han uden tvivl.
Hans bevægelser gjorde også noget ved stemningen. Hendes bevægelser var blevet mere glidende. Pirrende, om så må sige. Som ham, så hun i hans øjne. Man kunne de en længsel i hendes blik. En længsel efter denne engel. På flere måder. Hendes læber var endnu skilte let ad. Blot så hun bedre kunne trække vejret, som det hele blev mere opstemt. ”Let’s just say I have been on a journey. A journey to find some answers.” svarede hun nærmest hviskende. Han ville uden tvivl kunne høre hende, med den afstand der var mellem dem. Hvilket var lig’ med stort set inden. Hun snorede let sin finger omkring hans hår og bed sig en smule i læben. Hun ventede igen med svar. ”Jeg har savnet hver og en dråbe.” Hun tillod sig nu at fange hans læber i et mere dybt kys. Dog varede det ikke specielt længe inden hun trak sig væk. Det gik ikke. Hun havde været væk fra ham for længe, og nu var trangen ved og blusse op. Hun burde ikke have drukket fra ham så meget om hun havde gjort. Han var nærmest blevet hvad man kaldte for en donor. Hun bøjede hovedet en smule og lod igen det sorte hår falde omkring det blege ansigt. En kort usikker latter kom fra hende mens hun forhold sine hænder om hans skuldre. ”Men jeg burde ikke..” hviskede hun, en smule mumlende. Lige inden raslen fra krattet fangede hendes opmærksomhed. Som en kat så hun med det samme op. Rettede de blodrøde øjne mod buskadset og søgte efter andet bevægelse. Hvorfor var hun så paranoid?