Stilhed, Macha..

Tid: 23:44
Sted: Sombre, parken.
Omgivelser: Træer, bænke osv.
Vejr: Køligt, ingen vind, månen skinner bag de grå skyer.

Anton stirrede fraværende ud i luften, mens hans hånd gjorde et fald med cigaret skoden som han lige havde taget det sidste sug ud af, lod den falde til jorden hvorefter hans slidte converse kvaste den sidste glød ud af den. Frem for hans bukselomme på hans stramme jeans fandt han en pakke røde prince smøger frem, lod sin sølvlighter der var formet som udspredte vinger, tænde liv i smøgen, som han derefter satte til munden. Mørket lå som en tæppe over parken, og der var ingen tegn på liv, udover et par fugle som fløj forbi hans hoved og op mod det nærmeste træ. Anton pjuskede let op i sit lange sorte hår, hvorefter hans blik gik til månen der lå halvt gemt bag nogle grå skyer. Han tog et tilfredst sug mere, og lod røgen dale ud af hans mund som om at en ånd forlod ham, men sådan havde han det også. Han følte sig forladt, specielt her i mørket, men han fandt da fred her hvilket var formålet for hans besøg her. At finde fred til at se månen, til at ryge et par smøger. Her var så stille, og det nød han efter de hektiske dage i lyset af solen. Han smilede for sig selv, og lænede sig tilbage mod bænkens kolde stål. Stilhed ..

Øjnene, der nu havde søgte rundt efter et eller andet her i parken, lyste rødgløden op i mørket der næsten lige havde lagt sig hen over Di Morga. Hen over Sombre. Det sted denne pige så tit havde været. Men igen rejst fra. Hun var her dog nu igen. Og hun håbede at kunne blive lidt længere end før. Hvad var det! Noget bevægede sig. Hvilket gjorde noget levende. Og med hendes held noget der var spiseligt. Sulten havde kradset hende i både hals og mave hele dagen. Og selvom at hun netop havde taget føde fra en eller anden dum teenager var det ikke nok.
Macha indsnusede den fantastiske duft af...engel?? Den energi der lå i sådan ens blod var utrolig. Og det så smagte godt eller ej. Det var også jagten der var ret så sjov. Et smil blev plantet på hendes bløde men lidt blege læber og fremviste de truende spidse hjørnetænder. Den marmor hvide hud gjorde det nemmere for hende at gemme sig i mørket omkring denne fyr. Hun for blev stille til hun foralvor kunne gøre noget.
Tog en dyb indånding for at falde til ro. Dette skulle gå hurtigt. Hun var ikke med på gemmeleg denne gang. Så rettede hun sig ordentligt op og satte af. I løb. Mod ham. Og så var det hun sprang på ham. Mere bagfra. Prøvede at få ham til at vælte for over. Hendes ravne sorte hår flagrede stadig om hendes kønne ansigt da hun stoppede.

Anton mærkede vinden tage til, mystisk.. Han nåede hverken at reagere ordentligt før en skikkelse havde kastet sig over ham. Instinktivt, rejste han sig op i en fart, tog fat i benet på væsenet og rev væsenet af sig og kastede det ned i jorden så skikkelsen gned hen af jorden i en fart. Adrenalinen skød igennem hans årer, hvorefter han gik hen mod den sorte skikkelse. "Gør det igen... Og jeg river hovedet af dig!" hvæsede han vredt, men vreden nåede aldrig hans øjne som var indhyllet i nysgerrighed. Hvad var denne skikkelse? Dæmon? Engel? Vampyr? Han trak vejret i hårde stød, og ventede bare på at kunne se skikkelsens ansigt. Månen var nu brudt ud af skyerne og lyste nu nærmest parken op, så parken lignede noget taget ud fra et smukt eventyr. Det dug våde græs glimtede i månens skær, og lagde forsigtigt hovedet på skrå og betragtede stadig skikkelsen som han nu kunne se var en skikkelse af en kvinde.. Han lukkede øjnene og knyttede næverne. En kvinde .. Han slog øjnene op igen og kiggede afventende på kvinden.

Macha blev ufattelig overrasket. Havde ingen idé om hvad fanden der lige var sket. Ikke før at hun kunne mærke den hårde jord mod hendes ryg. Eller bare i det hele taget hendes krop. Den lille spinkle krop på ikke mere end 160 centimeter, som lignede ville kunne brække så nemt som ingenting, lå nu bare der. Gledet et godt stykke væk fra denne mand. Det gjorde ondt og hun havde ikke set det komme. Overhoved. Hun havde meget at lære. Det vidste hun.
Hun begyndte så lidt efter at sætte sig op. Hendes øjne var klemt lidt i som var hun øm efter faldet. Var hun jo sådan set også. "...aauhw" mumlede hun meget svagt. Bare for sig selv. Med hendes engleblide stemme. Hun førte sin ene lille fine hånd op til sit hoved som havde hun hovedpine. Bare en vane. Det ellers smukke silkehvide hår begyndte nu at skifte farve. Til en lige så smuk ravne sort farve. Hun åbnede igen sine øjne og deres klare blodrøde farve kom igen frem. Mere tydeligt for englen. Hun så mod ham. Med måske lidt undrende blik. Det var ikke tomt det mindste. Som man normalt ville tro ved en sulten vampyr. Men så sulten var hun vel eller ikke.
"Var..det virkelig nødvendigt, dude??" Macha så lidt skeptisk på ham. Som om hun blot havde spurgt om vej eller prøvet og kramme ham. Og han så bare havde smadret hende i gulvet som havde hun vejede ingenting. Hun blev siddende og så bare mod ham. Som om at hun ledte efter svar i hans ansigt. Hans øjne. De nøddebrune øjne der mindede om et kronhjorts. Rasende over at blive forstyrret eller noget.

Anton bed sig hårdt i læben ved synet af denne smukke skønhed. Hun var tydeligvis en vampyr, det afslørede de blodrøde øjne som hun bar' så smukt som alt andet. Hun så, så perfekt ud. Ikke en mindste fejl i hendes ansigt. Hun lyste nærmest op i natten, "Om det var nødvendigt?!" hvæsede han irriteret, hvorefter han forsigtigt lænede sig ned over hende, for at kunne se hende dybt i øjnene, "Hvis du ikke har glemt det, tøs - Så prøvede du ligesom at angribe mig.." Han smilede nu skævt, hvorefter han rakte en hånd ned til hende for at hjælpe hende op, hvis hun altså ville hjælpes af ham, som lige havde smidt hende hen af jorden. Men helt ærligt, det var hendes egen skyld.. Hun kunne bare ha' ladet vær.. "Er du sulten eller noget, siden du er så helt oppe og køre?" Han gjorde et kort vift med hovedet for at få det lange glatte pandehår væk fra hans nødebrune øjne. Hånden var der stadig. Klar til at hjælpe hende op, hvis hun altså ville..

Macha blev bare ved med at se på ham. Selvom at han stod lænet ned over hende virkede det stadig om om at han tårnede sig op over hende. Han så ud til at være ældre end hende. Men kun på det ydre. Det var svært at fortælle en alder her i denne verden. Her bland forskellige væsner. Men de øjne var nu svære at se væk fra. Dog så hun hurtigt mod hans hånd da han rakte den frem mod hende. Som hjælp. Mærkeligt. Det var længe tiden hun havde fået hjælp til at stå op. Det var nok lige da hun var kommet til byen at den slags stoppede. Og så efter dette? Nok havde hun en dræbers hjerne men hun kunne stadig tænke over hvorfor han mente hun fortjente den slags.
Hun sank en mindre klump. Følte sig lidt for stolt til denne slags men alligevel blev hendes ene hånd ført hen til hans og tog forsigtigt omkring den. Hendes hud var kold. Men ikke isende som andre vampyrers. "Ja. Jeg er sulten." Hun så væk. Hun smilede ikke ligefrem. Var vel skuffet over sin fiasko. Og kunne han ikke stoppe med at smile sådan til hende. Hun slap hans hånd og sammen med en dyb indånding børstede hun det jord af sit tøj. Det sværeste var vel ryggen, hvor at de få hudafskrabninger allerede var væk. Helet af sig selv. En brise tog fat i hendes nu sorte hår og afslørrede mere af hendes blege ansigt. De blev lyserøde æblekinder og den glatte og bløde hud. Samt de meget lidt spidse øre. Hun var svær at sætte i bøs med racer. Det var som om at hun var lidt af hver. "Og ja derfor angreb jeg dig.. Natur for os. Mig." Hun så så igen direkte mod englen. Ind i øjnene og lagde sit hoved en smule på skrå. Hun havde ikke så meget imod øjenkontakt. Ikke som hun havde haft før i tiden i hvert fald.

Anton hjalp hende op og stå, hendes hud var kølig mod hans varme hånd. Var vampyrere ikke normalt iskolde? han lagde hovedet på skrå og betragtede hendes ansigt, da vinden blæste hendes hår væk fra hendes ansigt, det fik ham til at gispe. "Hold kæf........" han stoppede sig selv midt i sætningen, men fortsatte så som om at det slet ikke var det han havde ment, så snu som han var, "Du forskrækkede mig faktisk.." han sendte hende et venligt smil, hvorefter han fejede en hånd hen af mod bænken som tegn på om de ikke skulle sætte sig ned. Han satte sig, hvorefter han trak en smøg op fra lommen, "You dont mind?" spurgte han, og rullede smøgen mellem sine fingre. Han vidste ikke om hun havde noget imod den slags, det kunne jo godt ske? nok var hun vampyr, men alligevel lå der noget menneskeligt over hende, som han sjældent havde set hos andre vampyrer, som han havde mødt gennem tiden her i byen. Han betragtede hende igen med venlige øjne, "Du sagde du var sulten ikke?" spurgte han og lagde hovedet en anelse på skrå som var en gammel gammel vane han havde.

Ville han have hun skulle sætte sig? Ja uden tvivl. Den gestus lavede man jo normalt når man ville have en til at ...ja sætte sig ved en. Men hun tøvede lidt. Dette var ret så akavet i hendes hoved. Hun plejede også bare at gøre alt for at få noget føde. Dog var hun jo ikke særlig sulten lige nu. Hun havde jo fået en smule. Han havde vel bare været..dessert. Det var jo også lørdag. En af de dage man skulle sidde der hjemme med en dejlig posion is i sofaen og bare glo gode gamle klassikere.
Nu var der bare noget der træk i hende som gjorde det umuligt at gå væk bare sådan. Men hun ville ikke sige undskyld. Hun havde ikke gjort noget forkert. Ikke efter hendes mening i hvert fald. Hun knejsede let med nakken efter som faldet havde gjort den øm. Og gik så de få skridt mod bænken og hoppede elegant op at stå på den. For at så sætte sig på ryglænet. Hun var ikke mere en et halvt hoved over ham selvom dette. "Jo." mumlede hun sakte og så mod ham med et opgivende suk. "Men det er ligemeget. Jeg klare mig til imorgen. Bare hold dig fra parken. Jeg gider ikke komme til at brække min ryg, okay?" Hun kunne ikke holde sine mundviger nede. Og de bevægede sig op i et lille smil. Som et fnis på hendes bløde læber. Og det var nok for at vise hun jokede en smule med det.
"Hvem er du egentligt????"

Anton tog lighteren frem og tændte liv i smøgen, hun havde jo ødelagt den han havde været igang med at ryge, typisk kvinder.. Han betragtede hendes eleganthed, ham selv kunne sagtens være ligeså elegant men han fortrak at lalle den af, istedet for at spille perfekt - også selvom hans udseende, nu mere lignede en af de ders modelfyre/superstjerner, som menneske kvinderne jo totalt savlede over, den tanke fik ham til at smile skævt igen. Hans sorte hår flagrede let i vinden, mens han tog et sug og pustede ud igen. "Jeg går hvor jeg vil prinsesse..." han løftede øjenbrynene og tog et lille reagensglas op af lommen. Indholdet var flydende, rødt.. Det var blod, blod fra en vampyr og han ville vædde med at hun lugtede det. "Her" han tog hendes hånd, og lagde glasset i hendes hånd, hvorefter han lukkede sin hånd om hendes, "Tag dette, jeg magter ikke at blive overfaldet af dig igen" han slap hendes hånd og fandt hendes øjne "Mit navn er Anton.. Anton Rohr.. Og må jeg så spørge hvem du er, frøken?" Han grinte stille, en melodisk latter der kunne ha' lydt som musik, hvorefter han tog et sug mere af sin smøg.

Hvad var nu det? Blod? Fra en vampyr? Hvad skulle hun med det? Hun var egentligt lige glad med hvilken race det var. Hun kunne lide stort set alt form for blod. Det havde hun lært sig selv. Men dette var virkelig mærkeligt. Og blodet var jo heller ikke ligefrem frisk. Andre forstod vel bare ikke vampyrers trang til varmt blod lige taget fra et offers krop. Hun holdt det lidt op mod månens smukke lys. Det havde stadig samme konsistens som nytapet blod.
Hun sank endnu en klump og lukkede så hele sin lille hånd omkring glasset. Hørte kun lige halvt hvad han sagde til at præsentere sig. Om hun havde lyst til at gøre det samme vidste hun dog ikke lige. "Sjælent navn man ikke hør..."Hun stoppede og så så mod ham. Med et lidt overrasket ansigts udtryk der fik hendes nuttede træk frem. "Anton?.. Undskyld. Kendte en ved samme navn." Hun smilede lidt usikkert og sætte sine tænder ned i sin læbe. Hendes skuldre faldt ned og slappede af igen efter som hun ikke troede sig selv. "Hmmh.. Ved du hvem ejeren er?? Altså hvem dette blod tilhørte??" Hun så spørgende mod ham med et løftet øjenbryn. "Nåeh ja. Jeg er Macha Ichigo." Hun sagde det hurtigt og bestemt. Som var det fuldkommen ligegyldigt for folk at kende hendes navn.

Han smilede skævt over den måde hun så lidt utildfreds på blodet. "Nææh, det er vel ikke et navn man hører hver dag" sagde han og pustede atter røgen ud af munden, efterfulgt af et sug mere. "Blodet er kun få timer gammelt.. Jeg redede en vampyr pige fra at blive slået ihjel af en Dæmon. Som tak gav hun mig sit blod, og forsvandt.." Røgen hvirvlede ud, mens han fortsatte "Macha? Flot navn.." Til en flot pige .. Han nåede lige at stoppe sig selv dér! "Det navn vil jeg huske" nikkede han og betragtede hende, "Du kan roligt drikke det prinsesse.." han nikkede til flasken hun havde i hånden, "og du var jo sulten ikke?" han grinte, samme melodiske latter, hvorefter han skodede smøgen og tværede den ud med skoen. Anton lod blikket glide mod himmlen hvor månen stod klar, så hvid og så smuk..

Macha lyttede godt efter. Så igen mod flasken. Det var som om at hun ikke kunne drikke blod under pres. Eller kommando. Fustrende var det. Ja. Lidt meget faktisk. Hun følte lidt at han afprøvede hende. Hun ville stadig meget hellere mærke hvordan hendes tænder ville skide sig ned igennem hans nakkekød. Og bare føle blodet sive ind i hendes mund og videre ned til hendes mave. Og det han nu kaldte hende? Prinsesse? Han havde det nu ret nemt med fremmede. Hvis det var de var fremmede. Hun genkendte hans navn og hendes kælenavn. Stressende.
"Ja det er normalt at de forsvinder. Ikke alle har det så godt med at blive hjulpet af en anden. Vi kan være meget arrogante." Ved lod hun sin skønne latter komme gennem hendes læber. Og efter at have grinet lidt så hun blot smilende mod Anton. "Men tak for blodet. Er var lidt..akavet for mig lige nu." Hun så mod glasset og fik taget proppen af. Duften af blod steg hurtigt mod hende. Og der gik ikke længe før at hendes hårfarve atter forandrede sig. Fik et blåligt skær. Nok for at hun ikke ville blive alt for ivrig. Hun satte glasset for munden og hældte. Det var nu godt. Men underligt. Blodet gjorde hende svimmel og hun lænede sig forover for ikke at miste balancen. Hendes arme var blevet lagt omkring hendes mave og hun sagde ikke en lyd. Vidste kun kropssprog.

Han grinte let og rystede lidt på hovedet, "Arrogante ja. Men smukke, uden tvivl.. I er meget mystiske men det er det jeg finder så facinerende ved jer" sagde han ærligt og betragtede hende tage proppen af glasset. En del af ham sagde at han havde set hende før, men en anden del af ham sagde at hun bare var en fremmede pige som så mange andre, som godt kunne lide hans blod. Hurrra, blod .. Han himlede let med øjnene af den tanke, men betragtede stadig hendes mystiske skønhed og hendes hår der forandrede sig, efter humør. Normalt ville han kunne se hendes aura, men nu var det mørkt så han ingen aura kunne se. Han fandt det faktisk yderst lettende ikke at kunne se auraer om natten. Det kunne jo godt være lidt irriterende at man hele tiden kan se farver, farver og farver.. Men i nattens og månens skær så han intet, kun Machas skønhed, som virkede yderst bekendt. Han så hende drikke blodet, hvilket fik hans læber op i et tilfredst smil. Men da han så at hun fik det dårligt, lagde han hovedet på skrå, "Macha.. Er du okay?" spurgte han og man kunne ane en smule bekymrelse i hans stemme. Han lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder.

"Ja.....Jeg har det...fint.." lod det svagt og kort fra hende. Bestemt. Men idet at hans hånd ramte hendes skuldre spændte hendes krop. Og uden at hun helt kontrollerede det daskede hun hans hånd væk. Og begyndte at hoste. Hun klemte igen sine øjne sammen. Hun sagde til sig selv det bare var lidt blod der var kommet galt i halsen. Men hun kendte alligevel sandheden. Det havde aldrig været sundt at drikke blod på denne måde. Om det så var en time eller flere dage ville blodet ikke kunne holde sig væk fra bakterier. Også selvom at glasset var tæt og rent. Hvor hun dog hadede det. Han havde lokket hende til at og hun havde ladet sig narre. Dog troede hun ikke det var ham.
Selvom at hendes hår nu dækkede for det meste af hendes ansigt ville man stadig kunne se hvordan at blod dryppede ned over hendes hage. Blodet var vel kommet en omgang retur. Heldigvis KUN blodet. Og derefter stoppede det. Hostene. Helt brat. Samt også smerten fra maven. Hun tog sin hånd op til sine læber der var blevet farvet af blodet og efter at have tørret det væk kom de billeder tilbage fra den tid hun endnu led af sot.
Macha tørrede hurtigt resten væk. Så godt som hun nu kunne. Så mod Anton med de øjne hvis farve havde samme farve som blodet der nu var overalt på hendes hånd og hage. "Ved det hvad. Jeg er taknemmelig over blodet men..jeg må hellere...videre.." Hun kom hurtigt på benene og tog sig ikke af at de rystede under hende. Et aftryk af den blodige hånd blev sat mod bænkens ryglæn. Hun så kort mod ham igen og begyndte så at gå mod hurtige skridt hen af stien. Hendes lange har fik igen den silkehvide farve og flagrede livligt efter hende. Ligemeget om hun sætte farten op. Hun havde det ikke alt for godt lige nu. For mange minder på en nat.

Anton betragtede hende, bekymrelse lyste ud af hans ansigt. Hun rejste sig, og han rejste sig automatisk men nåede dog ikke at gribe fat i hende. Hun var svag, og det var blodet der havde gjort det. Han hadede nu sig selv for at overhovedet at ha' givet hende det, så han rejste sig med en hvis fart hvorefter han løb efter hende. "Macha!" råbte han, mens han løb hen til hende og greb fat i hendes marmorhvide arm og holdt hende stående ved at holde godt'godt fast. Han ville ikke lade hende gå. Men han vidste at der var en ting der ville få hende til at få det bedre igen, han trak hende indtil sig, og gik forlæns mod hende så hun nærmest blev tvunget baglæns op af en mur. Han stod presset op af hende, og så hende i øjnene "Bid mig, Macha..." han havde hende låst fast, af en eller anden grund så følte han bare at han måtte hjælpe hende. Men hvorfor egentligt? Han havde jo lige mødt hende i dag.. Men.. Det virkede ikke sådan. Hun virkede bare så bekendt at det brændte indeni ham. Han fastholdt hendes blik, holdt hende op af muren. Han ville have hende til at gøre det. Ligemeget hvad.. Desuden, så var det jo også det hun var kommet for. For at få hans blod..

Macha forstod ikke helt hvad det var der skete. Hun kunne mærke hvordan at hun egentligt blot fulgte med. Så godt hun nu kunne. Men hun følte sig igen i en presset situation idet hun blev trykket på af muren. Med ham ufattelig tæt på sig. Han tårnede sig endnu over hende. Men der var ikke langt med hans hals.
Det kom som et mindre chok da hans ord forlod hans læber. Hun stirrede på ham. Men hun ville ikke sige ham imod. Sådan var hun ikke. Dette ville hun ikke bare lade gå forbi sig. Hun håbede lidt at han ikke troede hun gjorde dette for at kunne få fat i noget af hans blod. Hun forstod vel bare ikke helt hvorfor han pludselig hjalp hende sådan. Var hun ikke bare en fremmed for ham som han var for hende?
Hun lagde så roligt med rystende bevægelser en hånd på hver af hans skuldre. Og rejste sig på tæerne. Så ham kort i øjnene og bekendtskab slå mod hende som et baseballbat. Det stoppede hende nu ikke. Hun blev vel mere ivrig nu. Efter at smage hvordan engleblod smagte.
Hun lod sin tungespids titte frem mellem hendes læber og kærtegnede det stykke af hans hals hun havde set sig frem til at bide. Vel for at blødgøre det lidt. Hun åbnede sin mund lidt og lukkede øjnene blidt i da hun hurtigt bed ned igennem hans hud. Forsøgte ikke at ramme en sene eller lignende. Den varme væske fyldte hendes mund og hun sank. Mundfuld efter mundfuld. Det var en fantastisk oplevelse. Hun blev mindre svimmel men mere sulten. Hun prøvede at stoppe igen men det var ikke nemt. Hun fik det kun ned til at hun drak langsommere og i mindre posioner. For at han ville kunne nå at produkseer nok blod.

Han trak vejret dybt og så hende i øjnene, hun så, så bekendt og det kunne han ikke glemme. Hvor havde han set hende før? Før han nåede at tænke videre mærkede han hendes mund mod hans hals, og derefter et bid. Han lukkede øjnene og gav et lille gisp fra sig, han strakte halsen og trak vejret langsomt og tungt, mens han bøjede sig lidt ned så hun ikke behøvedes at stå på tæer. Forsigtigt lagde Anton en hånd om hendes nakke, hvorefter han blidt hviskede "Drik.. Dont be shy.." hans fingre nussede hendes nakke hår, mens den anden hånd lå presset mod muren. Han var blevet lidt svimmel, det gjorde ikke ondt.. Det sveg bare en smule, men det var ikke noget han lod sig bemærke af. Han ville bare hjælpe hende.. Han kunne bare ikke lade hende gå, specielt ikke så svag som hun var. Han ville ha' den værste skyldfølelse og ikke kunne se hende i øjnene. Så derfor gjorde han det.. For at hjælpe hende.. Og en lille del af ham kunne godt lide dét hér.. Han gispede svagt og bed sig i læben.

Macha hørte ham. Og kunne sagtens mærke hans hånd omkring hendes nakke. Og hans varme krop mod hendes kølige. Det var både ubehageligt og betryggende. Hun følte sig lidt fanget. Mellem ham og muren. Hvilket hun nok også var. Hendes hænder greb lidt hårdere fast omkring hans skuldre. Og hendes krop blev mere anspændt. Hun prøvede virkelig at stoppe. Hun var ikke syg mere. Som sådan. Men hun var ikke vant til at rent faktisk få lov eller rettere få en ordre om at gøre det. Det var anderledes.
Så endelig fik hun åbnet sin mund lidt igen. Løsnet kæberne og trak på den måde sine hugtænder ud af hans hals. Hun virkede næsten helt lettet da dette skete. Hun slikkede det overskydende blod væk og som en vane placerede hun et kærligt kys hen over sårene. Hun så først ned. Væk fra hans ansigt og så mod det igen. Fjernede sine hænder fra hans skuldre og lod sine arme hænge ned langs siden. Og et smil kom så frem. "Tak." kom det kort fra hende. Stille så han lige kunne høre det. "Men..Er du okay??" Hun vidste godt at dette ville gøre "offeret" svagere.

Anton gav langsomt slip på hendes nakke da hun trak tænderne ud af hans hals. Han tog sig kort til hovedet og åbnede langsomt øjnene. Sårene efter hendes bid var næsten allerede helet, så nu lignede det mest bare prikker. Han trak vejret dybt og betragtede hende med et lille smil, "Så lidt" sagde han og trådte et skridt tilbage for at give hende lidt plads. "Jeg har det fint, svimmel men ellers ikke noget" smilede han og lod forsigtigt sin hånd lægge sig mod hendes kind, hvorefter hans tommeltot tørrede lidt blod væk fra hendes mundvige. Han så hende i øjnene igen, og den velkendte følelse strømmede op i ham igen. "Har du det bedre.... Macha?" Spurgte han hvorefter han trak sin hånd til sig igen.

Macha lod ham fjerne det værste blod fra hendes læber. Der skete ikke det helt store ved det. Det gjorde jo ikke det helt store. Det var bare lidt blod. Selv tørrede hun det sidste væk med sin ene hånd. Den der ikke var smurt ind i blod fra før. Og det kom hun lige i tanke om. Og som var det intet sket tog hun bare fat i sin løse bluses kant og prøvede at få det tørret væk så godt som hun nu kunne. Noget var allerede tørret ind mod hendes blege hud. Så vel lidt skræmmende ud hvis man ikke kendte til hvad der var sket.
Hun så igen op på ham. Han var ufattelig høj. Det var det første hun lige tænkte på. Men så igen. Hun blev virkelig fustreret af ikke kunne huske hvor fanden hun havde set ham før. Og det var ikke kun den måde han så ud på. Han lignede ham ikke som sådan. Udover de dejlige øjne. Og det charmerende smil. Der var også den måde han var på. Som fik hende til at smile selv. "Ja. Jeg har det meget bedre." Hun lig til siden og kom så ud fra det rum der var mellem Anton og den hårde mur. Strakte sine arme højt op over sit hoved. "Mmmmh!" Hun følte sig mere vågen nu. Og hun følte sig virkelig fuld af energi. Som om at hun kunne hoppe rundt over alt og bare råbe random ting for at vække hele kvarteret. Men hun gjorde det ikke ligefrem. Men hun så smilende mod englen igen. Smilet var stort. Større end de andre gange. Nok ville hun ikke kunne dø af det der var sket men hun var nu alligevel taknemmelig. Og det kunne man se på hende.

Anton smilede stort, og lod betragtede hendes blodrøde øjne. "Du har altså nogle pæne øjne" sagde han venligt, hvorefter han med en forsigtig bevægelse med sin hånd, fjernede et lok af hendes hår og satte det ombag hendes øre. Nu stod hendes øjne skarpe foran ham, og de smilede til ham, hvilket gjorde ham lidt ør' i hovedet. Hvad var det lige der skete med ham? Han fjernede modvilligt blikket fra hendes øjne og lod derefter blikket gå til himlen. Han kunne egentlig godt bruge en smøg. Men.. Noget sagde ham at han ikke skulle.. Ikke ligenu, så han lod vær'. "Godt at du har det bedre.. Det er jeg glad for at høre.." han smilede fortsat stort, men en smule mat.. Tapningen af blodet havde gjort ham lidt svag, men i det mindste var hun okay det var det vigtigste for ham ligenu.. Hende... "Du Macha? Hvor eh.. Har jeg set dig et sted før?" spurgte han og tippede lidt på tæerne, hvorefter han blidt rettede sin mørke blå t-shirt og fjernede atter sit hår fra sine øjne. Han var nysgerrig.. Hvor fanden havde han set hende hende?! Det irriterede ham virkelig at han ikke kunne huske noget. Men hun virkede bare så bekendt.. Og han var bare helt hundrede procent på at han havde set eller mødt hende før. Anton rettede blikket mod hendes blodrøde øjne igen, med et smil der var lidt stærkere end før.

Macha stoppede sin lille hyper lalledans idet at noget alvorligt spørgsmål kom fra ham. Et spørgsmål hun selv havde stillet sig selv siden de øjne havde mødt hendes. Og det irriterede hende vel omkring lige så meget som det irriterede ham. Eller det gjorde hende bare mere forvirret for hende. Fustrende og tænke på. Hun så hen mod ham. Med et tænkende blik. Som havde hun virkelig glemt noget vigtigt. "Jeg..Jeg ved det virkelig ikke." sagde hun stille og roligt. Som var hun bange for at give ham et skuffende svar. Hun vendte sig helt mod ham og lagde spørgende sit hoved på skrå. "Men siden du er en engel må det betyde du har været død. Og ja. Samme her. Det er nok derfor det er forvirrende at finde ud af hvad jeg er." Hun så lidt væk. Hun plejede ikke at snakke om sin fortid som sådan. "Altså jeg døde for godt 200 for tiden så jeg er slet ikke sikker. Men vi kunne have stødt på hinanden. Du ved..i himlen" Hun smilede forsigtigt til ham og håbede han kunne bruge det til noget.
Men så slå det hende. Efter at tænke tilbage kom der noget andet op. Anton. De nødebrune øjne. Alt. Kunne det være?? Men han kunne da ikke være engel. Det var meningen han skulle leve længe. Så hun troede ikke sig selv. Igen.

Anton smilede mat igen, hvorefter han lænede sig lidt indover hende, næsten så tæt som de havde stået da de..... Han gispede kort igen, og betragtede hendes øjne. "For .. 200 år siden siger du?" Var det? Nej.. Det kunne det næppe være. "Det lyder nok sært .. Men.. Jeg tror virkelig at jeg har kendt dig, nej kender dig.. Jeg.." han fumlede over ordene og lagde hovedet på skrå, "Er du meget for at snakke om fortiden?" spurgte han stille med hovedet let på skrå mens hans øjne var som limet fast til hendes. Luften omkring ham syntes kold og fugtig, og ikke fjernt fra dem hørte han en uglens kvidren. Klokken måtte da også være mange nu? Han bed sig let i læben og rodede sig lidt i håret, mens han brændene ønskede at finde ud af hvor han havde set Macha henne. Hans tanker var på fuldtryg, hvilket gjorde ham lidt stresset og han var da også stadig lidt svimmel efter ... Han gispede igen, men denne gang lydløst.

Macha blev undrende. Hvorfor var han også så usikker på sine ord som hende. Han fik blot lyd på dem hvilket var en modsætning til hende. Men hun blev ikke overrasket over hans spørgsmål. Selvfølgelig havde hun ikke det. Hun havde altid ikke ville snakke om fortiden da hun ville leve i nu.et. Hun undgik i hvert fald hans blik efter han havde spurgt hende. Gik igen forbi ham. Han var igen ufattelig tæt på hende. Ikke at hun ikke kunne lide det. Normalt. Men det var ikke lige det rigtige at gøre lige nu. I denne form for spænding der var i luften omkring dem.
Hun tog så fat omkring hans hånd. Og træk ham med sig. Hen til bænken. Ikke den de havde siddet på før. Men den der nu var tættest på dem i øjeblikket. Hun satte sig selv og træk med det samme sine ben op til sig for at gemme sig lidt af vejen. Hendes hårfarve var stadig silkehvidt. Det var noget det beroligede hende. Men hendes øjne var endnu blodrøde. Og klare. "Jeg kan ikke lide at snakke om den slags men jeg føler vel der er en form for grund. Det her skræmmer mig lidt for du virker ufattelig bekendt." Hun tog en dyb indånding og slappede mere af. "Altså. For omkring 213 år siden blev jeg sendt på denne kosteskole for uopdragelige børn og unge. Jeg var vel bare en for stor burde da mine forældre ikke kunne klare at være omkring mig fordi jeg led af noget man dengang kaldte sot. En sygdom der ente med at tage livet af mig. Men på den kostskole mødte jeg denne dreng der blev min bedsteven. Og det er vel bare ham du minder mig om. Han var min prins og jeg var hans prinsesse. Vi elskede at lege den slags som små og det blev vel vores kalde navne til sidst." Hun stoppede og så stadig væk. Ville ikke kunne få mere ud. Det var for følelsesmæssigt.

Anton fulgte med hende hen til bænken og satte sig ned. Han sad dog nu lidt væk fra hende, nok bare for at give hende lidt plads. Han lænede sig forover, og trak vejret tungt mens han lyttede - dog uden at se på hende. Han lukkede øjnene og lyttede og lyttede, men åbnede brat øjnene op da hun var færdigt med at fortælle..

"Jeg røg ind på en skole for 200 år siden.. Everton High.. Jeg mødte denne her pige, og jeg så hende som min prinsesse. Men.. En dag.. Der.. Forsvandt hun bare. Folk gispede om hun var død, andre sagde at hun var stukket af. Men jeg så hende aldrig igen. Min prinsesse var væk, forsvundet.. Så.. Samme år som hun var forsvundet, kom jeg ind i alkohol.. Dengang var alkohol stærkere, det kunne nærmest slå livet ud af en. Og det var det der skete. Jeg var død drukken.. Begik selvmord." Han trak vejret dybt, og lukkede øjnene i, det var hende? Var det ikke? Macha.. Macha som sad ved siden af ham. Det var prinsessen ikke? Han bed sig hårdt i læben, og løftede blikket og mødte hendes blik, hendes perfekte ansigt, øjne, læber det hele. Velkendt .. Hun var bekendt..