Death.. is not fun alone.

Som i en form for trance fulgte Andrija fuldstændig bedøvet og ubevidst efter kvinden der fik ham bakset i seng, hvor han øjeblikkeligt gik ud som et lys. Den følgende morgen kunne han ikke huske meget, ud over kvindens røde øjne og hendes hår, hvilke til de grader frustrerede ham, men han havde også fundet ud af hvem hun var. Det bevidnede hans hals ham så fint om. Det var ikke ligefrem en glad dæmon der blev ud af det, men han undskyldte over for sig selv med at han jo havde drukket og at hun havde set utrolig tiltrækkende ud. Det var heller ikke første gang han var bidt, men han kunne stadig tælle hvor mange gange det var sket på to fingre. Kajika og nu denne kvinde han ikke anede hvem var. Med et halvt ønske om at finde hende igen, drog han ned på selvsamme bar som de havde været på natten før, før den lukkede.
Andrija havde slået måsen i sædet oppe ved disken, hvor han sad iklædt en hvid T-shirt, et par lyse bukser og de selvsamme støvler fra dagen før. Igen sad han med et glas sprit imellem hænderne, men han var på ingen måde i samme tilstand som aftenen før. Han havde taktisk sat sig et sted hvor han ved hjælp fra et spejl kunne se hen mod døren, som han kiggede hen imod med jævnlige mellemrum, imens han drak.
Et selvsikkert smil brændte sig fast på Andrijas læber, da han så Miss. Red træde ind i lokalet. Øjblikkeligt flyttede han sine metal grå øjne og kiggede på sin drinks, dog uden at have nogle hensigt om smilet på hans læber. Det kunne blive siddende i al evighed. Han spidsede ører og lyttede intenst efter kvindens skridt for at finde ud af hvor hun befandt sig, men han var ikke et væsen med overnaturlige sanser så han fik ikke meget ud af det, da larmen slettede alle lyde af skridt, så egentligt var det formålsløst, alligevel forsøgte han.

Amy lod de røde øjne glide en enkelt gang rundt i lokalet, hvor hun fandt det hun havde ledt efter. Et svagt smil spillede på hendes læber, så han havde måske haft lyst til at se hende igen. Eller også var det et tilfælde, men hun kunne ret godt li ideen om at han havde tænkt på hende, også selvom han ikke kendte hendes navn.
Med rolige skridt gik hun langsomt hen imod ham, og lod hånden stryge ham hen over skulderen. “Følger du efter mig?” hviskede hun drilsk i hans øre, inden hun satte sig ved hans side, hun bed sig blidt i læben, og lod hånden løbe gennem sit røde hår. Blikket hvilede kort på bartenderen. Da han kom ned til dem, bestilte hun en eller anden form for drink., hun havde ingen ide om hvad der var i den, men det kunne også være lidt lige meget for hende. For hun bemærkede aldrig rigtigt hvad hun drak af sprut.
“Fik du en god nats søvn?” spurgte hun drilsk, og betragtede kort hendes bidemærke i hans hals. Hun grinte lidt, og lod blikket glide op til hans øjne. Hun kunne næsten have svoret at han havde kigget på hende da hun kom ind, måske var det pågrund af hans smil hun troede det. Men det kunne også godt være at han bare havde fået øje på en tøs han syntes så godt ud.
Han havde nok bemærket de sår han havde fået på halsen, og hvis han havde det, ville han også vide hvad hun var. Men det gjorde hende ikke rigtigt noget, før eller siden skulle han jo finde ud af det. Lige nu virkede han dog også meget mere ædru end aftenen før.

Som forventet hørte Andrija intet før hun stod bag ham og lod en hånd ramme hans ryg, hvilke gav en behagelig kildende følelse igennem hele hans krop. "... eller er det dig der følger mig?" Det selvsikre smil lå stadig om hans læber, imens han fulgte tavs med i hendes gøremål med at bestille menneskelig drinks, noget han så overflødigt når hun kunne tage gratis fra hvem som helst hun ønskede i rummet. En tanke begyndte at røre på sig inde i hans hoved, men han undlod at sige noget. Han ville først se hendes træk.
Søvnemnet kunne Andrija ikke rigtig udtale sig om, da han ikke kunne huske hvornår han sov eller hvordan han kom til at sove, så han nikkede blot en enkel gang. "Ganske fint." Understregede han tamt, dog uden at smilet forsvandt helt fra hans læber. Det virkede ikke til at kvinden, hvis navn han stadig ikke kendte, havde mere på hjertet så han smed det første kort på bordet, spændt på at se hvad hun ville reagere. "Kunne jeg ikke byde dig på noget mere interessant at drikke?" Han gjorde en let gestus mod hendes glas med hånden. Nogle ville kalde det direkte hovedløst at tilbyde sit blod til en vampyr, men hvis man aldrig kastede sig ud i nogle vilde ting, så fik man aldrig spænding i livet. Det var i hvert fald det man hørte fra mange.
Mens dæmonen spændt ventede på svar, greb han ud efter sit glas, som i modsætning til hans ledsager, var noget han interesserede sig for og samtidig også smagte. Det var en behagelig væske der gav en perfekt smag og følelse. Helt sikker på samme måde som vampyren havde det med blod. Alkohol var Andrijas blod, hans egen nikotin der kunne gøre ham høj og gjorde ham evig afhængig. Det gjorde ham heller ikke så meget, det var noget han havde levet med i uanede tider, så hvorfor ikke fortsætte?

Amy havde godt bemærket at han sad og lignede en der lyttede efter hende. Men sagde ikke noget til det, så havde hun haft ret i sin antagelse af at han havde ventet på hende. Men det gjorde hende nu ikke så meget, det gjorde at hun ikke følte sig helt så dum som før. For når nu han også havde haft en forhåbning om at møde hende igen, var hun ikke alene om det. “Følge efter dig? Tja det ved man aldrig.. Måske har jeg gjort det længe” svarede hun med et drilsk glimt placeret, i de røde intense øjne.
Hun tog langsomt en tår af sin drink, og betragtede den meget farverige væske for en stund. Egentlig kunne hun sagtens få gratis drinks, hvis det havde været det hun var ude efter. Og ingen tvivl om at hun havde brugt det før. Men det var ikke altid hun lige var i humør til det, og her til aften, var hendes humør mere til at være sammen med den charmerende fyr ved hendes side.
Da det første spørgsmål kom fra hans mund, så hun ham i øjnene. Hun grinte lidt og bed sig kort i læben idet hun så på hans hals. “Du kan altid tilbyde mig noget mere spændende at drikke, men jeg tog vist rigeligt fra dig i går..” sagde hun legende, og lod let tungen glide henover de to sår. “Men fristende.. Ingen tvivl om det.. Du ved lige hvad du skal sige for at fange min interesse” drillede hun og trak sig væk fra ham.
“Desuden har jeg ikke tænkt mig at sidde og bide dig lige her.. Men udenfor derimod..” hun grinte og blinkede til ham. Let tømte hun sit glas, og så på bartenderen, der helt klart havde et godt øje til hende. Men lige nu var hendes opmærksomhed på Andrija. Hun var helt ligeglad med andre end ham, for han var den eneste der rent faktisk gjorde hende nysgerrig. “Hvad så putte? Er det så min tur til at tage dig med hjem?” spurgte hun drilsk, og lod let hånden hvile mod hans arm.

Andrija var ikke helt sikker på hvordan han skulle tolke hendes afslag, men da der ikke syntes at være noget ondt bag ordne, lod han det ligge. hvorfor bekymre sig om detaljer? Han havde det også fint med at beholde sit blod hvis han kunne slippe af med det, men til tider måtte man også ofre sig. Det var ikke noget han gjorde normalt, men når det lige passede i hans kram, så var Andrija til tider villig til det. "Er du nu bange for at nogle skal se dig?" Et udfordrende glimt kunne man se i hans øjne, der i modsætning til Miss. Reds øjne var lyslevende og lyste af iver og glæde. Han forstod godt hvorfor vampyrer normalt ikke ville drikke i fuld offentlighed. Det ville skabe problemer, præcist som hvis han selv tog næring til sig, men hvorfor ikke lege lidt på det? Se hvor meget kvinden kunne holde til, før hun ville få et anfald eller hvad hun nu ville reagere med.
Andrija gjorde hurtig kvindens kunst efter. Da glasset var tømt, satte han det på bordet og drejede sig halvt i stolen. "Det vil jeg tro." Lød svaret, imens han fandt fodfæste under fødderne og kom op at stå. Det var aldrig til at vide hvad der ville ske med en vampyr, men at være bange for dem, var aldrig noget dæmonen følte. De var som afhængige folk. Afhængige af blod og mørke, to ting der hurtig kunne give dem nådesstødet og selvom de ofte mente de var uddødelige var de i følge Andrija langt fra. Han holdte dog som altid sine kort tæt ind til kroppen. Der var ingen grund til at gøre sig uvenner med denne kvinde, hvis ydre var hvad man kunne kalde attraktivt også selvom man måske ikke var til rødhåret kvinder.
Hårfarven havde aldrig været en afgørende faktor for Andrija, hvilke ikke var helt sandt, men der var nogle andre ting der var vigtigere for ham. For eksempel kvindens form og elegance og så at hun gerne måtte være andet end et menneske, men det sidste var mest for fornøjelsen. Et menneske kunne sagtens underholde, bare ikke i længden.

Amy så legende på ham, idet han stilte sit spørgsmål. “Om jeg er bange? På ingen måde.. Hvis du er så ivrig efter at jeg tager dit blod, igen, så kan vi sagtens finde ud af det” hviskede hun drilsk i hans øre, og lod let hånden stryge over hans brystkasse. Hun grinte lidt for sig selv, og rystede på hovedet af ham. Let rejste hun sig, og så kort rundt. Hun kunne godt trænge til et eller andet stærkt. Men hun havde ikke taget penge med. Let trak hun på skuldrene, og blinkede til ham. “Undskyld mig lige, mens jeg skaffer mig lidt drikkelse,” sagde hun blidt.
Efter at have forført en tilfældig fyr, næsten for hurtigt, kom hun tilbage til ham, med en flaske vodka. Hun rakte ham den med et spørgende blik. “Du ligner en der skal noget? Hvor skal vi hen?” smilte hun let, og bed sig kort i læben. Han var noget for sig selv, ingen tvivl om det. Han var måske egentlig slet ikke en hun normalt ville gå efter, fordi han lignede en der fik hvem han ville, når han ville det. Men når alt kom til alt, så kunne hun godt li han var så ærlig, det gjorde alt meget nemmere.
Efter han havde taget flasken fra hende, lod hun hænderne hvile mod hans brystkasse. “Jeg kunne sagtens spise dig.. Lige nu” hviskede hun legende og grinte lidt. Hun var ligeglad med om folk tænkte ting om dem, det ragede hende. Desuden, hvis ikke at han havde ventet på hende, kunne han jo bare bede hende om at gå.
“Hvorfor vil du overhovedet lege med mig? Du ved jo intet om mig, jeg kunne dræbe dig mens du mindst ventede det?” spurgte hun drilsk, og trak sig lidt tilbage. Hun tog en pakke smøger frem, og tændte en. De røde øjne hvilede intenst på ham, som så hun ikke andet end ham. Hun havde før hørt hun ikke var som andre vampyre, højst sandsynligt pågrund af hendes fortid, men det var jo bare sådan det var.

Så kunne man spørge sig selv: Var han enten for god eller for dårlig til at blive drukket af. Ikke overraskende valgte Andrija at tage det første, da det var det mest 'normale' for ham. Han var altid for god til det bedste, så han måtte altid nøjes med det bedste og aldrig få noget i den bedste klasse - ifølge ham selv. "Jeg venter ... her." Lød det lidt små tøvende, før et selvsikkert fedtet smil placerede sig på hans læber og blev siddende til hun kom tilbage med en flaske i hånden. Tilfredsstillende. Der var ingen tvivl om at han var godt tilfreds med hvordan verden snurrede omkring ham, med ham i centrum, med ham som den afgørende faktor. Villigt tog han imod flasken som han fik åbnet og vendte i vejret. Da han var færdig med at drikke kunne han give sig tid til at besvare hendes spørgsmål. "Ingen anelse, er det ikke dig der skal forføre mig et eller andet sted hen denne gang?"
"Spise mig?! Er det ikke lidt tidligt?" Andrija stak flasken tilbage til kvinden og tilføjede. "Men hvad hedder du egentligt?" Han stirrede intenst på hende som om han på den måde kunne læse hendes navn, men ikke overraskende for normale folk, kom der ikke noget, til Andrijas overraskelse. "Netop derfor." Pointerede han og droppede forsøget på at læse hendes navn. "Fordi i tror i kan gå på vandet." Selvom man ikke kunne høre det hvis man ikke lyttede efter, var der en svag tone af hån og udfordring i hans stemme, imens Andrija med selvsikkerheden lysende ud af sine metalgrå øjne stirrede tilbage i de røde, stadig med det klæbrige smil på læberne.
Egentligt var det nok en smugle latterligt at lige de ord kom fra Andrija, da han selv til tider troede han gik på vandet, men han var blot en ud af mange dæmoner, i modsætning til vampyrer. De var altid de samme og ens, dog med forskellige kvaliteter. For eksempel var den han stod foran utrolig tiltrækkende, nok tiltrækkende til at han ignorerede hendes arrogance og tro på at hun kunne dræbe ham. Hvor dum kunne hun være? Han havde ingen planer om at lade sig dø til sådan en myg, dog noget han ikke sagde højt.

Amy grinte roligt af ham, og tog imod flasken. Tømte resten af den, og smed den om bag sig, så den splintredes mod væggen. Hun tog let og hans hage. “Du er så selvsikker.. Men du glemmer lige, at jeg til hver en tid kunne have tømt dig for blod i går, og du ville ikke en gang have kæmpet imod, så måske skulle du holde op med at tro, du er så meget bedre” hviskede hun legende, og lod let læberne hvile mod hans hals. inden hun trak sig væk fra ham, og langsomt gik hen til baren og tog sin jakke. Hun havde fået en hel del opmærksomhed, efter hun havde smidt flasken, så måske skulle hun bare daffe hjem igen.
Let strakte hun sig, og så om på ham. “Mit navn? Det vel bare en titel på en person, så hvad skal du med det? Du glemmer mig alligevel så snart den næste lækre tøz lægger vejen forbi” smilte hun let, og strøg hans arm.
“Åh.. Jeg tror jeg vil skride hjem, jeg er ikke i humør til at lege med dig mere, du er nøjagtigt som alle andre” smilte hun let, og lukkede sin jakke. Hun skodede sin smøg, og indløste sig et vredt råb fra bartenderen, som hun viftede lidt ligegyldigt med hånden af. “Slap nu af din sure stodder, jeg er ved at gå” hvislede hun let, og så smilende mod ham,. Med lette elegante skridt, gik hun ud af den tilrøgede natklub, og blev mødt af den lune aftenvind. Skønt som aftenerne blev varmere og varmere. I starten ville hun aldrig have bemærket det, men det gjorde hun af gode grunde nu.
Blikket gled hen mod en fyr der stod og ventede på noget.. En taxa måske.. Det var ikke til at sige. Med en rolig bevægelse tændte hun sig en smøg, og så kort mod døren da der kom nogle flere folk ud fra natklubben.

Vampyrens påmindelse om hendes styrke - eller nærmere kontrol over sig selv - dagen derpå syntes ikke at falde i god jord ved Andrija, der gryntet utilfreds og undlod at kommentere mere, sikkert til stor underholdning for hans rival. "Hvorfor tror du da det, jeg kan huske de fem sidste." Ikke synderligt imponerende. Han havde ikke tal på hvor mange han havde været sammen med, men de gode var aldrig værd at gemme på, Guinevere var en af dem der lå i top tre. Tanken om hende fik ham næsten til at grine. Det havde været vældig underholdende at shoppe med hende og hvis ikke hun havde haft nok selvkontrol havde de givet den en omgang i omklædningsrummet og var sikkert smidt ud af butikken for altid.
En udfordring! Andrija tog straks imod den, men ikke synligt for andre. Han blev heller ikke fornærmet, hvilke sikkert var et fingerpeg om at han ikke var færdig med at lege med hende. Da kvinden forsvandt ud af døren, fulgte dæmonen selv med i raske skridt, men alligevel de meter bag hende. Uanset hvad, ville vampyren finde ud af at han havde fulgt trop så han så ingen grund til at skjule sig. "Men jeg vil gerne lege." Hele scenariet mindede Andrija om den gang han jagtede Kajika, hvilke bestemt havde været morsomt, men dette var en langt værdiger modstander, som ikke bare var en man kunne give sit hjerte.

Amy grinte for sig selv, han var en spøjs person. Typisk dæmoner at tro de var bedre end alle andre, og egentlig, så var han ikke bedre end hende på nogen måde, han følte sig bare selvsikker ved at sige det. Forhåbentlig havde hun trampet lidt på hans selvsikkerhed. Så var lidt af aftenen da reddet.
De røde øjne gled om på ham, idet han fulgte efter hende. “Fortæl mig dæmon, hvorfor skal jeg lege mere med dig? Hvad kan du gøre, for at vise mig du ikke er som alle andre?” smilte hun roligt. Et glimt af udfordring viste sig i hendes blik, og hun smilte en anelse faretruende. Måske var han alligevel en smule mere spændende, end hun havde troet til at starte med. Det at han havde valgt at følge efter hende, fik hende da til at tro det lidt.
Imens hun snakkede med ham, blev hun ved med at gå ned af den mørke gade. Tilbage mod udkanten af byen, og dermed også hendes hus og den dejlige skov. “Har du tænkt dig at følge efter mig, hele vejen hjem?” spurgte hun tænkende og så drilsk om på ham. Hun lod let hovedet glide på skrå, og tændte sig en smøg. Hun tog et sug af den, og pustede så røgen ud kort efter. Stoppede op og lod sig stå med front mod ham. Han var nok ikke en hun bare kunne lade sig overgive til, og selv hvis hun ville, havde hun ikke ligefrem lyst til det, når hun ikke kendte ham.

Der var ingen tvivl om at Andrija ville tage udfordringen op, problemet var bare hvordan han skulle kunne give tilbagespil. Den gik han så og tænkte over hele vejen til næste stop, hvor hans ledsager pludselig stoppede op og begyndte at ryge! Den specielle nikotin duft pirrede ham, men det var muligvis ikke tidspunktet og spørge om et sug på. Han måtte være kreativt, men det var blot lidt svært for ham. Han var ikke nogle kreativ sjæl hvad kreative ting angik. Tingene lå ofte ham lige for og derfor slap han for at bruge sine hjerneceller på at tænke det, men nu fortrød han næsten at han havde haft det så nemt, men ikke mere end næsten.
"Ville det gøre noget?" Blot for at irritere en smugle, havde Andrija lyst til selv at vippe hoved på sned, men undlod det igen. Der var ikke tid til det pjat, der skulle tænkes! Og der blev tænkt. Men han kom ikke i tanke om noget, så han måtte håbe at hans partner, ledsager eller hvad man yndede at kalde kvinden foran ham, kunne give ham noget at fortsætte på.

Amy så legende om på ham, og grinte blidt for sig selv. Han var nu sjov at lege med ham her, måske var det også derfor han ikke fik hendes navn at vide. Fordi hun vidste et eller andet sted, at det generede ham. Og det kunne hun faktisk godt li.. Hun kunne godt li at lege med ham, præcis som hun havde gjort det før. Da hun stoppede op og begyndte at ryge, så hun let hen imod ham. “Vil du have en smøg skat? Eller er det mig du savler over?” drillede hun legende.
“Naah.. Det gør ikke noget, det jo op til dig om du vil følge efter mig, “ smilte hun drilsk og lod hovedet glide på skrå, inden hun langsomt begyndte at gå videre mod sit hus. Han måtte jo bare gå med, så kunne de jo altid se hvad der ville ske, når de kom hjem til hende. Han ville jo nok finde ud af hendes navn før eller siden, og sådan var det jo bare. Hun kunne jo nok ikke blive ved med at holde ham fra sit navn, selvom det var ganske morsomt i hendes øjne. Og han var jo egentlig ret flot, så hvorfor ikke. Der var ingen grund til at blive for uvenner med ham.

Hun spurgte hun spurgte! Andrija havden æsten lyst til at hoppe af ren begejstring, men beherskede sig. Det ville ikke være godt for hans image hvis han stod og hoppede som en anden idiot. "Hvis du har en vil jeg da gerne snuppe en." Lød det lige lidt for beskedent. Han følte sig ikke som en 'hverdags' person. Nej, han mente - og havde altid ment - at han kunne gøre hvad der passede ham. Måske lige indenfor rimelighedens grænser, men de kunne både trækkes og presses sammen alt efter behov.
Hvis Andrija fik tildelt den, ville den blive stukket mellem læberne, hvor han selv fiskede en lighter op fra sin lomme. Selvfølgelig havde han en lighter selv, han røg selv, men hvis han kunne få et par smøger fra en anden ville det passe ham godt. Mens den rødhåret tøs fortsatte med at gå, fulgte han ufortrødent efter, mens han sugede røg til sig. Hvis ikke han fik af kvinden, ville han finde sin egen pakke frem. Så kunne de gå sammen og pulse, hvor socialt kunne det blive? "Hvor er vi egentligt på vej hen?" En sky af røg steg til himmels og forsvandt op i mørket, efter at være fejet forbi en gadelygte hvor det kort blev synligt. "Hvis du spørger hvorfor, så er det fordi jeg er nysgerrig."